Albatros' Centralamerika

Et brag af en rejse til Panama, Costa Rica, Nicaragua, El Salvador, Honduras og Guatemala

Maks. 20 deltagere
Nu kan du komme til alle 6 lande i Centralamerika på 18 dage! Albatros har håndplukket de største oplevelser i hvert land og sat dem sammen til et brag af en rejse, som når hele vejen rundt. Oplevelserne tæller bl.a. Panamakanalen og dybe søer, pittoreske kolonitidsbyer og UNESCO-beskyttede mayaruiner, frodig regnskov, vulkaner og varme kilder.
Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Ja

  • Valuta Amerikanske dollars

Dagsprogram
Dag 1 København – Panama City
Dag 2 Panama City. Byrundtur inkl. Panamakanalen
Dag 3 Fly Panama City – San José, Costa Rica. Kaffeplantage
Dag 4 San José – Tortuguero. Tortuguero og skildpaddecenter
Dag 5 Tortuguero. Kanalsejltur i Tortuguero Nationalpark og eftermiddag til fri disposition
Dag 6 Tortuguero – La Fortuna. Tirimbina Regnskovscenter, chokolade-tur
Dag 7 La Fortuna. Hængebroer i regnskoven og svømmetur i varme bade
Dag 8 La Fortuna – Granada, Nicaragua. Byrundtur
Dag 9 Sejltur ved Las Isletas, marked i Masaya, byrundtur i Managua – León
Dag 10 León – Potosí. Sejltur over Fonsecabugten og videre til La Unión, El Salvador
Dag 11 La Unión – ruinbyen Joya de Cerén – San Salvador
Dag 12 San Salvador – mayaruinerne Copán, Honduras
Dag 13 Copán – mayaruinerne Quiriguá – Castillo de San Felipe – Flores, Guatemala
Dag 14 Flores – Tikal – fly til Guatemala City og videre til Antigua
Dag 15 Antigua. Byrundtur og videre til Atitlán-søen
Dag 16 Sejltur på Atitlán-søen
Dag 17 Atitlán-søen - Guatemala City. Hjemrejse
Dag 18 Ankomst til København

Hoteller

Evergreen Lodge

  • 55 værelser
  • Døgnåben reception
  • 1 restaurant
  • 1 bar
  • 1 udendørs pool og gratis håndklædeservice
  • Wifi (i begrænset omfang)

Evergreen Lodge er en charmerende tropisk oase omgivet af intens regnskov ved det omfangsrige flodsystem i Tortuguero Nationalpark. Her er du ét med naturens lyde – cikadernes sang og brøleabernes insisterende kalden.

Når lyset dæmpes, og solen er på vej ned, kan du nyde en drink i baren, som har en uovertruffen udsigt til floden. På lodgen findes en restaurant, hvor alle måltider indtages, og swimmingpoolen indbyder til en dukkert og afslapning efter dagens eventyr.

Læs mere på: http://evergreentortuguero.com/ 

Værelser
Værelserne er beliggende i hytter spredt ud i området og med regnskoven lige uden for vinduerne. Dette giver mulighed for at nyde den intense natur og alle dyrenes lyde. Værelserne er indrettet i tråd med omgivelserne, så der er intet tv eller andre forstyrrende elementer. Der er myggenet på alle vinduer og en vifte i loftet til afkøling.

De viste hoteller bliver oftest benyttet på denne rejse, men indimellem må vi tage alternative hoteller i brug. I disse tilfælde vil hotellerne være af samme standard.

Pachira Lodge

  • 88 værelser
  • Døgnåben reception
  • Restaurant
  • Bar (ved poolen)
  • 1 udendørs pool, jacuzzi og håndklædeservice
  • Wifi (virker kun ved reception og restaurant)

Denne lodge er en tropisk oase beliggende ved Tortuguero Nationalpark, som har en enestående flora og fauna. Lodgen ligger ved floden og er omgivet at et stort net af små bifloder, der indbyder til spændende sejlture for at observere bl.a. fugle, aber og krokodiller.

Værelserne er beliggende i hytter i den tropiske have. De er sparsomt, men komfortabelt indrettet med eget toilet/bad med varmt og koldt vand og loftsventilator. Lodgen har desuden en dejlig pool, som kan nydes, når vi ikke er på udflugt i området. Der er også rig mulighed for at gå en tur i området og udforske regnskoven fra landsiden.

Læs mere om lodgen på: www.pachiralodge.com

De viste hoteller bliver oftest benyttet på denne rejse, men indimellem må vi tage alternative hoteller i brug. I disse tilfælde vil hotellerne være af samme standard.

Hotel Atitlán

  • 60 værelser
  • 1 km til centrum
  • Døgnåben reception
  • Restaurant
  • Bar
  • 1 swimmingpool og jacuzzi
  • Botanisk have
  • Wifi (gratis – også på værelset)

Hotellet har en enestående beliggenhed ved Atitlán-søen og med direkte udsigt til vulkanerne, som omgiver søen. Hotellet er omgivet af en botanisk have, og der er kun 10 minutters gang til Panajachel by, som er velegnet til en hyggelig spadseretur.

Atmosfæren på hotellet er uovertruffen, hvor lokalt håndværk og sirligt håndskårne træmøbler skaber en spansk koloni-stemning. Stilen er også gennemført på værelserne, som er charmerende og med gode faciliteter såsom gratis trådløst internet, privat balkon, sikkerhedsboks, hårtørrer, telefon og kabel-tv.
Læs mere om hotellet på:
www.hotelatitlan.com

De viste hoteller bliver oftest benyttet på denne rejse, men indimellem må vi tage alternative hoteller i brug. I disse tilfælde vil hotellerne være af samme standard.

Country Inn Panama Canal

  • 255 værelser
  • Beliggende ved Panamakanalen
  • Døgnåben reception
  • 1 restaurant
  • Café i receptionsområdet
  • Elevator
  • 1 udendørs swimmingpool og 1 jacuzzi
  • Gratis wifi (også på værelset)
  • Lille fitnesscenter

Hotellet har en helt perfekt beliggenhed ved indsejlingen til Panamakanalen, så du fra hotellet kan se skibene sejle forbi ét for ét. Du kan nyde en afslappende stund i poolområdet, hvor der foruden en stor pool også er jacuzzi. Hotellets restaurant serverer en god morgenbuffet, og om aftenen har du mulighed for at spise på restauranten TGI Friday’s, som der er direkte adgang til fra hotellet. Der er også et lille fitnesscenter.

Læs mere på: http://www.panamacanalcountry.com/amador/ 

Værelser
Albatros’ gæster har værelser med udsigt til Panamakanalen, og du kan dermed sidde på balkonen og kigge på skibene på vej til og fra nærmeste sluse. Det er store værelser indrettet med tv, telefon, aircondition, køleskab, strygebræt, strygejern, kaffemaskine, sikkerhedsboks og hårtørrer.

De viste hoteller bliver oftest benyttet på denne rejse, men indimellem må vi tage alternative hoteller i brug. I disse tilfælde vil hotellerne være af samme standard.

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejselufthavn Bemærk
34.998,–
København, Aalborg, Billund
Få pladser, Afrejse fra Aalborg/Billund: tillæg fra 948,–
31.998,–
København, Aalborg, Billund
Book før 1/11-16 og spar 3.000,- Normalpris: 34.998,-, Afrejse fra Aalborg/Billund: tillæg fra 948,–
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

På denne rejse indgår der gåture i varieret terræn, så vi anbefaler, at man er godt til bens og i almindelig god form.
Dag 1
København – Panama City

Vi flyver fra København til Panama City. Efter ankomst og indrejseformaliteter i lufthavnen kører vi gennem Panama City til vores hotel, som ligger ved indsejlingen til Panamakanalen. Vi har værelser med udsigt til kanalen, så vi kan sidde på balkonen og se alle skibene sejle forbi.

Overnatning i Panama City.

Dag 2
Panama City. Byrundtur inkl. Panamakanalen
Panama City

I dag skal vi på byrundtur i Panamas hovedstad og største by, Panama City – eller Ciudad de Panamá, som den hedder på spansk. Her bor en lille million mennesker i en blanding af imponerende skyskrabere, smukke huse fra kolonitiden og den slum, som gerne følger med storbyer i denne del af verden.

Vi begynder dog et par kilometer uden for centrum, hvor ruinerne af den oprindelige by ligger. Den blev plyndret og nedbrændt af den engelske kaper Henry Morgan i 1671, og i stedet for at genopbygge byen opførte man en ny by et par kilometer vestpå – der, hvor den nuværende Panama City ligger. Vi kører tilbage til byen og fortsætter vores rundtur til fods i den gamle bydel, som UNESCO har sat på listen over verdens kulturarv, hvor huse i spansk kolonistil ligger i et rektangulært gadenet. I den vestlige udkant af Panama City ligger Panamakanalen, og vi kører til besøgscentret ved Miraflores-slusen, hvor skibstrafik til og fra Balboa-havnen på Stillehavssiden bliver løftet eller sænket otte meter. Her får vi en detaljeret forklaring på, hvordan de imponerende sluser virker, og kan med egne øjne se skibene passere.  

Overnatning i Panama City.

Dag 3
Fly Panama City – San José, Costa Rica. Kaffeplantage
Friskhøstede kaffebønner, Costa Rica

Denne morgen flyver vi fra Panama City til San José, hovedstaden i Costa Rica. Efter ankomsten kører vi direkte til en af de omkringliggende kaffeplantager og spiser frokost. Kaffe er landets ældste landbrugsprodukt og er blevet eksporteret siden 1790'erne. I 1820'erne stimulerede den costaricanske regering produktionen ved at distribuere gratis kaffeplanter og tilbyde afgiftsfritagelse til de familier, som var interesserede i dyrke kaffe. Denne tilgang resulterede i en gruppe af små producenter, der, på trods af den stigende konkurrence fra store avlere, har formået at sikre deres indtægt. Costaricansk kaffe er kendt for sin høje kvalitet og effektive produktion, og det er en af landets vigtigste eksportvarer. Vi får en rundvisning på farmen, som er familieejet, og som dyrker og høster kaffen på helt traditionel vis.

Overnatning i San José.

Dag 4
San José – Tortuguero. Tortuguero og skildpaddecenter
Costaricansk frø

Vi kører tidligt fra hotellet og lægger vejen mod nordøst, til den caribiske kyst. Undervejs kører vi gennem Braulio Carrillo Nationalpark, som består af 90 % primær skov, altså naturlig bevoksning, lige fra tropisk lavland til tågeskov i højderne. Man regner med, at her findes mere end 6.000 arter af planter, blandt andet træbregner, palmer og farvestrålende heliconiaer og bromeliaer. Vi spiser morgenmad i den lille by Guápiles, og herefter kører vi til havnen La Pavona ved floden og fortsætter rejsen med båd. Der venter os en behagelig sejltur gennem junglen, til vi når vores lodge. Om eftermiddagen besøger vi Tortuguero og et fredningscenter, hvor vi hører om arbejdet med at beskytte den grønne skildpadde.

Overnatning i Tortuguero.

Dag 5
Tortuguero. Kanalsejltur i Tortuguero Nationalpark og eftermiddag til fri disposition
På sejltur i Tortuguero Nationalpark

I dag skal vi se nærmere på det fantastiske stykke natur, der udgør Tortuguero Nationalpark. Nationalparken startede som en lokal fredning af de strande, hvor den atlantiske grønne havskildpadde lægger æg, men fylder nu 51.870 hektar og omfatter et af de største områder med tropisk regnskov i Centralamerika.

Vi begynder dagen med at gå ombord på mindre både, som fører os dybere ind i nogle af de mange kanaler langs floden. Vi kommer helt tæt på de dyr og fugle, som lever i området. Her lever blandt andet 3 abearter – edderkobbeabe, brøleabe og kapucinerabe – og hvis vi er heldige, ser vi også oddere, kaimaner, skildpadder, firben og frøer i vådlandsområderne langs floden. Fuglelivet er også rigt – her findes blandt andet 8 papegøjearter. Om eftermiddagen er der mulighed for at slappe af ved poolen eller gå en tur i området for at se nærmere på planter og træer i området.

Overnatning i Tortuguero.

Dag 6
Tortuguero – La Fortuna. Tirimbina Regnskovscenter, chokolade-tur
Arenal-vulkanen

Efter morgenmaden sejler vi tilbage til La Pavona og fortsætter til Tirimbina Regnskovscenter, som dækker en stor del fredet regnskov. Her på centret forskes der i biodiversitet, og dagens tema er chokolade! Vi besøger en tidligere kakaoplantage, hører om kakaoplantens kulturhistorie og får demonstreret forarbejdningen af kakaobønnen på dens vej til at blive chokolade. Vi får naturligvis også smagsprøver på forskellige lokalt fremstillede typer chokolade.

Vi forlader Tirimbina og kører mod nord, til vi når til La Fortuna by. Området er kendt for sin nationalpark, som huser den 1.633 meter høje Arenal-vulkan. Vulkanen var indtil 2010 Costas Ricas mest aktive, men den er nu gået i dvale – de fantastiske naturscenerier, der omgiver den, er dog i høj grad levende.

Overnatning i La Fortuna.

Dag 7
La Fortuna. Hængebroer i regnskoven og svømmetur i varme bade
Myresluger, Costa Rica

I dag får vi lejlighed til at se regnskoven fra oven, når vi skal på en vandretur ad hængende broer! I et privat naturreservat, som dækker 250 hektar tropisk regnskov ved foden af Arenal-vulkanen, har man anlagt et system af broer og hængebroer, kombineret med stier, så det er muligt at ”gå tur” i regnskovens tætte, grønne verden og samtidig få overblik og en smuk udsigt over landskabet. Broerne er konstrueret med mindst mulig forstyrrelse af naturen og størst mulig sikkerhed for øje. Vandreturen har en del stigninger og fald og foregår i meget skiftende terræn, så her er det vigtigt at være godt til bens for at kunne deltage.

Når vi har set os mætte på regnskoven, kører vi til de varme bade i La Fortuna. Her kan vi dyppe os i bassiner med vulkan-opvarmet vand på 30-40 grader celsius og lade os skylle over af kaskaderne af vand fra stedets lille ”vandfald”. Her er omklædningsfaciliteter, og håndklæder udleveres på stedet.

Efter en afslappende dukkert kører vi tilbage til vores hotel i La Fortuna.

Dag 8
La Fortuna – Granada, Nicaragua. Byrundtur
Katedral i Granada

Vi kører tidligt om morgenen nordpå til grænsen ved Peñas Blancas og ind i Nicaragua. Her bevæger vi os et stykke langs den enorme Nicaraguasø, der med sine 8.264 km2 er Centralamerikas største, til vi når Granada. Byen blev anlagt af conquistadoren Francisco Hernandez de Córdoba i 1524 og opkaldt efter Granada i Spanie Koloniarkitekturen er meget synlig i gadebilledet, og den er anset for at være en af de fineste i landet. Granada var i kolonitiden udsat for adskillige angreb fra engelske, franske og hollandske pirater i kampen om at få kontrollen over Nicaragua, og det har sat sit præg på den historieske bydel. Om eftermiddagen tager vi på byrundtur, hvor vi mærker historiens vingesus og blandt andet kommer forbi La Merced-kirken fra 1534. 

Overnatning i Granada.

Dag 9
Sejltur ved Las Isletas, marked i Masaya, byrundtur i Managua – León
Léon, Niacaragua

Vi begynder dagen med en sejltur på Nicaraguasøen, hvor vi sejler mellem Las Isletas-øerne. Den nærliggende Mombacho-vulkan sprængte ved et udbrud for omkring 20.000 år siden sin top af, der endte som de i alt 365 småøer i søen.  Herefter kører vi til Masaya, kendt for håndværk og kunsthåndværk, hvor vi skal besøge et marked. Her sælges for eksempel håndvævede hængekøjer, broderede bluser, træudskæringer og hampvævning, og hvis du planlægger at købe en souvenir eller to med hjem, er her gode muligheder.

Vi fortsætter til Managua, som blev grundlagt i 1819 og udnævnt til hovedstad, efter Granada blev brændt ned af kapere. Managua selv er præget af de ødelæggende jordskælv, byen udsættes for med jævne mellemrum, kraftigst i 1931 og i 1972, hvor store dele af byen blev ødelagt. Vi ser blandt andet regeringsbygningerne og tager ud til Loma de Tiscapa-parken, hvorfra der er en storslået udsigt over byen.

Vi tager videre til León, der blev anlagt omkring samme tid som Granada, og som historisk konkurrerede med Granada om at være landets største og vigtigste by. Her besøger vi de vigtigste monumenter og kirker.

Overnatning i León.

Dag 10
León – Potosí. Sejltur over Fonsecabugten og videre til La Unión, El Salvador
Jesus-firbenet kan gå på vandet

Vi bliver hentet om morgenen, og foran os venter en køretur på omkring tre timer gennem et varieret landskab. Undervejs passerer vi enge og marker med majs og sukkerrør, og i baggrunden kan man i godt vejr skimte San Cristóbal-vulkanen. Herefter kører vi ind i det nicaraguanske cowboyland, hvor kvægdrift ikke alene præger landskabet, men også forsyner stort set hele landet med mælkeprodukter. Det sidste stykke vej tilbagelægges ad grusveje – her kommer vi helt tæt på naturen. Ved ankomsten til den lille havneby Potosí ordner lokalguiden og rejselederen grænseformaliteterne, og vi går om bord i båden, der skal føre os over Fonsecabugten. Bagagen vil blive pakket i vandtætte sække, og der udleveres regntøj og redningsveste; det kan sprøjte lidt undervejs. Vi anløber La Unión på det salvadoranske fastland, og her ordnes grænseformaliteterne igen.

Overnatning i La Unión.

Dag 11
La Unión – ruinbyen Joya de Cerén – San Salvador
Mayalandsbyen Joya de Cerén, El Salvador

Vi begynder dagen ved et af landets vigtigste arkæologiske fund, mayalandsbyen Joya de Cerén. Omkring år 590 begravede vulkanen Loma Caldera byen i et 3 meter tykt lag aske; derfor kaldes stedet også ”Amerikas Pompeji”. I modsætning til det rigtige Pompeji nåede beboerne dog at komme væk, for man har ikke fundet nogen kroppe under asken. Til gengæld har man udgravet køkkenredskaber, værktøj, møbler og endda halvspist mad, som blev efterladt i hastværket med at forlade byen. Det hele er meget velbevaret, og som noget helt specielt har asken dækket en mark med nyplantet maniok, som man derfor kan se som ”aftryk” i vulkanasken. Stedet er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

Dagen afsluttes i hovedstaden, San Salvador, hvor vi tager på en kort byrundtur i centrum.

Overnatning i San Salvador.

Dag 12
San Salvador – mayaruinerne Copán, Honduras
Copán

Tidligt om morgenen tager vi af sted mod Honduras. Vi kører dog et smut ind i Guatemala på vejen, da det er en kortere vej til dagens store oplevelse: de fascinerende mayaruiner i Copán, som var en betydningsfuld bystat i mayatiden. Ruinerne, der stammer fra omkring 250-850 e.Kr., er en af de vigtigste udgravninger fra mayaernes højkultur. Området var dog allerede beboet fra omkring 1500 f.Kr.

Copán er berømt for Hieroglyffernes Trappe, som er den længste sammenhængende mayaglyf-inskription, man har kendskab til: På trappen beskrives Copáns herskere gennem 450 år i både skrifttegn og med afbildninger. Herudover har området mange kunstfærdigt udmejslede steler og bygninger, templer, pyramider, altre og mayakulturens næststørste boldbane.

Bystatens succes blev dog også dens undergang. Sidst i 700-tallet var befolkningstallet steget så kraftigt, at landbruget ikke kunne understøtte det, og der opstod fødevaremangel. Copáns sidste konge besteg tronen i 822, men allerede 200 år senere var dalen så godt som affolket, og junglen overtog de storslåede bygninger. De blev først fundet igen i 1834 af den opdagelsesrejsende Juan Galindo, og i 1839 blev fundene dokumenteret af tegneren Frederick Catherwood. I 1977 og årene frem blev Copán restaureret og konserveret og er nu på UNESCO's liste over verdens kulturarv. 

Vi overnatter på et hotel i den nærliggende lille by Copán Ruinas.

Dag 13
Copán – mayaruinerne Quiriguá – Castillo de San Felipe – Flores, Guatemala

Dagen begynder igen i mayaernes tegn – denne gang over grænsen til Guatemala. Vi besøger mayaruinerne Quiriguá, som er omgivet af den største bananplantage i hele Centralamerika. Quiriguá er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv og kan bryste sig af mange velbevarede skulpturer, blandt andet den sandsynligvis højeste udskårne stele i mayaernes historie. Over ti meter måler den i højden, og vægten er 65 tons.

Når vi har set os mætte på mayaernes arkitektur, fortsætter vi til den nyere historie. I det tidlige 1500-tal var floden Rio Dulce en vigtig handelskanal for spanierne, fordi den forbandt Det Caribiske Hav med Izabalsøen og Nicaraguas indland. Hvor søen mundede ud i floden, anbragte spanierne fortet Castillo de San Felipe for at beskytte handelen mod pirater. Vi besøger fortet og tager på bådtur på floden. Herefter kører vi  videre nordpå til Flores, hvor vi skal overnatte.

Dag 14
Flores – Tikal – fly til Guatemala City og videre til Antigua
Tikal

Dagens mål er mayalandets allerstørste attraktion, den fantastiske ruinby Tikal, der er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Tikal blev opdaget ved et tilfælde i 1848, men det er først inden for de sidste årtier, at stedet er åbnet for besøgende. I alt dækker ruinerne et område på cirka 40 km2. Der findes rester af templer bygget cirka 600 f.Kr., men kompleksets guldalder – den klassiske mayaperiode – var cirka 300-800 e.Kr. Herefter blev denne smukke by forladt af den herskende klasse samt størstedelen af befolkningen, hvilket afspejlede mayacivilisationens generelle undergang i hele området.

Mange pyramider er endnu ikke restaureret og giver således en fornemmelse af, hvordan stedet så ud, da det blev opdaget. De udgravede templer og pyramider – det vil sige bymidten – udgør et område på cirka fem km2 og er til dato uden sammenligning mayaernes allersmukkeste, højeste og mest imponerende ceremonicenter. En af pyramiderne, med et tempel på toppen, er næsten 70 meter høj. Tre boldbaner, et utal af ”plazaer” og altre, bygninger, steler og relieffer giver tilsammen et overvældende indtryk og synlig dokumentation for mayaernes utroligt præcise viden om astronomi og matematik. Vi går en tur igennem junglen omgivet af såvel afdækkede som stadig uafdækkede mayaruiner. Her er imponerende flora og fauna såsom orkideer, mahognitræer, tyggegummitræer, cedertræer og palmer. Er vi heldige, ser vi dyr som for eksempel brøleabe, ræv, næsebjørn, vild kalkun, tukan, peberfugl og forskellige papegøjer.

Vi kører til Mundo Maya-lufthavnen og flyver til Guatemala City. Ved ankomsten fortsætter vi til den UNESCO-beskyttede by Antigua lidt vest for Guatemala City, hvor vi skal overnatte.

Dag 15
Antigua. Byrundtur og videre til Atitlán-søen
Dagens høst af bananer

Antigua – som er omgivet af tre vulkaner – var engang den tredjestørste by i hele Latinamerika. For mere end 200 år siden var byen endda landets hovedstad og havde over 60.000 indbyggere. I dag er det en fredelig, delvis restaureret koloniby, som er en fornøjelse at udforske. På en gåtur gennem de stille, brostensbelagte gader skal vi nyde de lave huses fine, spanske koloniarkitektur med pastelfarver og flotte udskårne træportaler. Udgangspunktet er den hyggelige Parque Central, der ligger i centrum med et springvand og tropisk beplantning. Her er adskillige interessante museer og flere seværdige klostre og kirker, hvor blandt andet La Merced og San Francisco skal fremhæves for deres katolske overdådighed og barokke raffinementer.

Vi kører videre til Atitlán-søen, en af de smukkeste søer i denne del af verden, og tjekker ind på vores hotel i den lille by Panajachel ved søens bred.

Dag 16
Sejltur på Atitlán-søen
Vævede tekstiler på marked

Fra byen er der en flot udsigt over søen. Den er omkranset af grønne bjerge og purpurfarvede vulkaner, og vandet skifter konstant nuance fra den mørkeste grønne til den klareste turkis alt efter solens vinkel og skyer på himlen. Stedet er en fantastisk blanding af usædvanlig naturskønhed og traditionel indiansk kultur. Rundt om denne legendariske sø ligger 12 små, isolerede landsbyer, der af spanierne blev opkaldt efter de 12 apostle: San Pablo, San Pedro, San Antonio og så videre. Indbyggerne fra hver landsby kan genkendes på de specielle mønstre og farver i deres vævede klædedragter, der klart angiver deres tilholdssted og identitet – og flere af landsbyerne har deres eget sprog. Undervejs på dagens bådudflugt vil vi nyde synet af de tre stejle vulkaner, der omgiver søen, og mødet med de lokale indianere, der lever på den samme måde, som de har gjort i århundreder.

Overnatning ved Sejltur på Atitlán-søen.

Dag 17
Atitlán-søen - Guatemala City. Hjemrejse
Tidligt om morgenen kører vi til Guatemala City og videre til lufthavnen, hvor der er afrejse til Danmark.
Dag 18
Ankomst til København

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 31.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
5.998,–
Prisen inkluderer

• Dansk rejseleder
• Fly København – Panama City og Guatemala City – København* med mellemlanding
• Fly Panama City – San José
• Fly Flores – Guatemala City
• Udflugter jf. program
• Indkvartering på gode hoteller i delt dobbeltværelse
• Morgenmad dagligt
• Frokost dag 3-7 og 14
• Middag dag 4-5
• Skatter og afgifter

*Mulighed for at rejse fra Billund og Aalborg med forbehold for ledige flypladser og mod gebyr, fra kr. 948,-

Prisen inkluderer ikke
• Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
• Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
• Såfremt hjemrejsen går via USA, er indrejseregistrering (ESTA) ikke inkluderet, pt. USD 14,-. Se din rejseplan.
• Eventuelle ekstra arrangementer
• Tillæg for enkeltværelse
• Øvrige måltider (beregn ca. 35 USD pr. dag. Man kan spise billigere, men med dette beløb er der råd til at spise både frokost og gode 3-retters middage)
• Gebyr for indrejseregistrering til USA (ESTA, ca. 14 USD), da hjemrejsen går via USA
• Drikkepenge til chauffører og lokalguider (beregn ca. USD 140,-)
• Personlige fornødenheder
• Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved online bestilling)
• Alt ikke nævnt under ”Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

ESTA - indrejsetilladelse til USA

På nogle afrejsedatoer går ud- eller hjemrejsen via USA (se din rejseplan). I disse tilfælde skal du senest 72 timer før afrejse søge om indrejsetilladelse på https://esta.cbp.dhs.gov

Her får du en forhåndsgodkendelse til indrejse og et nummer, som du skal printe eller skrive ned og medbringe på rejsen, da lufthavnsmyndigheder i Danmark og USA kan kræve at se det. Det koster et mindre beløb – ca. 14 dollar – som betales med kreditkort. Godkendelsen gælder i 2 år, eller til dit pas udløber, hvis dette sker inden for de 2 år.

Læs mere om ansøgningen om indrejsetilladelse på www.albatros-travel.dk/praktisk/indrejse-i-usa-esta

Bemærk i øvrigt, at navnet på flybilletten skal stemme 100 % overens med det navn, der står i passet. Konsekvensen ved det modsatte kan i værste fald være, at du bliver nægtet indrejse i USA og må flyve hjem for egen regning.

Bagage

Hvis du vil låse din kuffert, bør du bruge en såkaldt TSA-lås. The Transportation Security Administration er dem, der kontrollerer bagagen i fly til, fra og via USA, og de har en ”hovednøgle”, som kan åbne TSA-låse. Har du låst din kuffert med en anden lås, forbeholder de sig ret til at bryde låsen op – det gælder også indbyggede låse i kufferten. TSA-låse kan købes i de fleste kuffertbutikker o.l. og fås både som hængelåse og kuffertremme.

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Vi gør opmærksom på, at det er påkrævet at have lukket fodtøj på i Rincón de la Vieja Nationalpark, og når vi skal gå på hængebroer ved Arenal-vulkanen.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 12 og maksimalt 20 personer. Hvis minimumsantallet ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Fysisk form

På denne rejse er der en del vandring, og det er en forudsætning, at man er i almindelig god fysisk form og kan bevæge sig ved egen hjælp. Turen er ikke egnet for folk, som er dårligt gående eller anvender rollator eller kørestol.

Klima og temperatur

Vi oplever på denne rejse mange forskellige lande og klimaer. For det meste er det tørt og varmt eller meget varmt med temperaturer på 25-30 grader og til 35 grader. Vi besøger dog også steder, hvor vi kan møde temperaturer ned til 10-12 grader, og blandt andet i regnskoven i Costa Rica er det meget fugtigt og regnfuldt. Det er en fordel at medbringe en regnjakke.

Pas

Vi passerer mange grænser og får mange stempler i passet, så sørg for, at du har mindst seks tomme sider i dit pas til stempler.

Mere om dine rejsemål

Elektronisk udstyr i håndbagagen

Sikkerhedskrav ved flyrejser til USA

De amerikanske myndigheder har skærpet deres sikkerhedskrav ved flyrejser til USA. Alt elektronisk udstyr, som medbringes i håndbagagen på flyet (mobiltelefoner, tablets, Ipads, laptops etc.), skal kunne tændes ved tjek i sikkerhedskontrollen. Det betyder, at du skal sørge for, at batteriet på udstyret er fuldt opladt, når du ankommer til lufthavnen.

Hvis det medbragte udstyr ikke kan tændes, kan genstanden ikke medbringes på flyet, men må efterlades i sikkerhedskontrollen. Den nye regel skyldes, at myndighederne er bange for, at de elektroniske apparater kan bruges i forbindelse med terrorhandlinger.

Vi henviser til British Airways hjemmeside for uddybende information: www.britishairways.com/travel/flightops/public/en_no?p_faqid=5047&source=hp_disruption_banner

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere

De fleste af Albatros Travels rejser er ledet af en dansk rejseleder, som enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, hvor gruppen møder sin rejseleder. Alle vores rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Enkelte af vores rejser er uden rejseleder; det vil altid tydeligt fremgå af programmet, hvorvidt rejsen er ledet af en rejseleder eller ej.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.

Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager fra rejseledere og kunder efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Rated 5 out of 5 by from Helt i gennem fantastisk rejse. Enestående Hele turen veltilrettelagt. Overraskende god guide, også lokale guider, gode hoteller,velfungerende internet på hoteller, fremmøde til tiden for medrejsende. Ekstrem spændende naturoplevelser hver dag, specielt regnskovsturene. Uendeligt mange muligheder for gode fotos. Overraskende få myg. Uproblematisk med us-dollars . Befolkning meget imødekommende hvor vi kom frem. Tankevækkende at se hvor fattig befolkningen er . Naturen er fantastisk. Guiderne havde fantastisk megen naturviden og viden om landene. Aktivt intenst program alle dage. Giver lyst til at komme tilbage til landene, også at rejse med albatros
Date published: 2016-02-27
Rated 5 out of 5 by from Alletiders rejse til intro af Centralamerika Alletiders rejse til det (for mig) mere ukendte Centralamerika. Rejse til 6 lande i Centralamerika har givet et bedre indblik i landenes historie, geografi, kultur, menneskernes levevilkår m.m. , som giver lysten til at interessere sig mere for området. Rejsen var godt tilrættelagt med mange natur og kulturelle highlights. Programmet var fyldt, og man kunne have brugt meget mere tid de forskellige steder ....men selvfølgelig ikke muligt på 18 dage ! God/gode guide og lokalguider som var med til at give en god stemning i gruppen. Gode og interessante hoteller. Nogle af dagene havde vi længere transporttid ( bus, fly, grænseovergange), som er svært at undgå ved de mange forskellige steder,som vi fik set. Jeg selv oplevede det som en del af "rejseeventyret" :)
Date published: 2016-02-28
Rated 4 out of 5 by from Spændende rejse med oplevelser hver dag Lang, men afvekslende tur gennem en smuk natur, præget af historie og flotte vulkaner. Samt møde med en spændende og venlig befolkning. Natur, historie og god og rejseleder, meget vidende og klar til at yde service på en god måde.
Date published: 2015-11-26
Rated 5 out of 5 by from Rejse til Centralamerika - en spændende oplevelse. Rejsen til Centralamerika kræver,at man er rejsevant,da hver dag er krævende. Det kan være anstrengende at skulle bo på 13 forskellige hoteller i løbet af 17 dage.Pak kufferten,så det er nemt at finde tingene.De fleste dage er kun morgenmad includeret i rejsen,hvilket kræver,at man har overblik til at købe ind lokalt og kan tilberede et måltid hurtigt og nemt. Det er vigtigt at tage forebygg. medicin med for at undgå maveinfektion. De fleste på holdet havde maveproblemer i flere dage. Turen giver et fint billede af samfundet i denne del af verden,som vi ikke hører så meget om i pressen. De mest interessante lande er efter min mening.Panama,Cosat Rica,Nicaragua samt Guatemala.
Date published: 2015-11-25
Rated 5 out of 5 by from Oplevelsesrig rejse til Centralamerika Hjemme igen efter en rigtig dejlig tur til Centralamerika der både var oplevelsesrig og lærerig ikke mindst takket være vores guide Juan Ramirez. Turen bød på natur og kultur i en rigtig god blanding en masse flotte hoteller hvor vi gerne ville blive mere end den ene dag. Det hårde var de lange bus ture og dette at det ofte var mørkt når vi nåede frem til hotellerne.
Date published: 2015-12-16
Rated 5 out of 5 by from En stor oplevelse Vi så en masse fauna, et af mine ønsker for denne rejse. Der var også en del udfordringer, ikke kedelige eller uovervindelige. Måske fordi holdet var helt fantastisk, god stemning hele vejen, fin humor. Fotos?det vil jeg overlade til rejselederen, som gav alle en dvd med fotos fra hele rejsen, uden beregning.
Date published: 2016-02-27
Rated 5 out of 5 by from En fantastisk rejse, store oplevelser Rejsen er utrolig god, mange fantastiske oplevelser, med fuld fart på fra tidlig morgen til aften. Der var nogle rigtig gode hoteller imellem bl.a. et gammelt kloster, vi kunne godt have brugt lidt mere eftermiddagstid på de dejlige hoteller som Atitlan og Pachira Lodge.
Date published: 2015-11-23
Rated 5 out of 5 by from Natur og kultur en masse Denne spændende rejse førte os igennem ubeskrivelig smuk natur, og samtidig stiftede vi bekendtskab med såvel fortidens som nutidens kulturer i Centralamerika. At rejsen blev en succes skyldes ikke mindst vores rejseleder og de lokale guiders store indsigt i området.
Date published: 2016-02-24
  • 2016-09-30T06:05CST
  • bvseo_cps, prod_bvrr, vn_cps_3.4.0
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_0, tr_11
  • loc_da_DK, sid_PARTR01, PRD, sort_relevancy
  • clientName_albatros-travel

Anmeldelse af rejsen

Her kan du se anmeldelser fra andre gæster, som har været på turen. Vi håber, du kan bruge deres ærlige meninger, gode tips, ris og ros til at få en idé om, hvad der venter på rejsen – så du kan vælge den helt rigtige tur for dig. Anmeldelserne samles ind af et eksternt firma, som er din garanti for anmeldernes validitet. Læs mere her

Bemærk venligst, at flyselskab, flyrute, hoteller, rejseleder og/eller rejsens rute kan variere fra afgang til afgang, og dermed kan en anmeldt rejse være lidt anderledes end de rejser, som aktuelt er til salg.

Lignende rejser

17PARTR01CDK2801