Albatros’ Georgien

Efter morgenmad på hotellet er det tid til at se nærmere på byen, der ligger strøget op ad klippesiderne på begge sider af floden Mtkvari. Tbilisi er en gammel by med en historie, der rækker helt tilbage til det 4. århundrede f.Kr. Byen er dog flere gange gennem historien blevet nærmest jævnet med jorden af angribende invasionsstyrker; senest i 1795, hvor Persiens Aga Mohammed Khan nærmest brændte byen ned til grunden.

Vi går en tur i den gamle (ældste) bydel, der med sine snoede gader og skæve balkoner har en atmosfære af tidligere tiders Kaukasien. Vi begynder turen ved Metekhi-kirken, der er opført i slutningen af 1200-tallet og genopbygget utallige gange siden da. Allerede i det 5. århundrede lå her en kirke, bygget af Kong Vakhtang Gorgasali (ifølge legenden Tbilisis grundlægger). Her finder man et gravsted for den kvindelige martyr Sankt Shushanik, der blev tortureret til døde af sin mand i 544, fordi hun nægtede at opgive sin tro.

Vi går op til et af byens gamle badehuse, der er bygget direkte oven på en af de varme kilder, der strømmer op fra undergrunden mange steder i Tbilisi. ’Tbili’ betyder da også ’varm’, og vandet holder en temperatur på 38-40 grader. På trods af lugten fra det svovlholdige vand er badehusene stadig populære, og mange tager hertil for at lindre hudlidelser, gigt, få massage eller bare hygge sig.

Turen går videre op til toppen af Sololaki-højdedraget, hvor Narikala-fortet troner som taget ud af en eventyrlig ridderroman. Det er byens ældste fort med rødder tilbage til 200-tallet, men som alt andet i Tbilisi er det ødelagt og genopbygget flere gange. Udsigten heroppefra er dog helt intakt, og giver et godt overblik over den gamle bydel.

Vi runder dagen af med en tur op ad Rustaveli-strøget, den absolutte hovedgade i Tbilisi, hvor parlamentet og flere store museer har adresse. Om aftenen bliver der mulighed for at fordøje alle oplevelserne over en god middag.

I dag begiver vi os mod Kakheti-regionen øst for hovedstaden. Der er blevet lavet vin i Georgien de sidste 7.000 år, og særligt i Kakheti-regionen præger vinmarkerne landskabet. Den traditionelle metode er at lade druesaften gære i lerpotter (qveri), som er nedsænket i jorden, men inden for de senere år har både druesorter og produktionsmetoder fra Europa vundet indpas – uden dog at udkonkurrere de gamle.

Vi skal selvfølgelig også smage den lokale drue, og i Velistsikhe besøger vi en vingård, hvor der bliver lavet vin på traditionel vis. I nærheden af landsbyen Kvareli gør vi holdt hos en lokal bonde, hvor vi spiser en god, solid georgisk frokost og får et indtryk af livet på landet og hører om georgiske traditioner.

Fra Kvareli fortsætter vi mod Gremi. Gremi var i 1500- og 1600-tallet hovedstad i Kakhetikongeriget og var en handelsby på silkevejen. Gremi blev jævnet med jorden i 1615 af perserne, og hovedstaden blev flyttet til Telavi. Tilbage står i dag ærkeengle-kirken – Gremi-klosteret og dele af den gamle fæstning. Derudover er der en flot udsigt over Alazanidalen.

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Telavi, som er det østlige Georgiens største by og administrative centrum. Området har været beboet siden bronzealderen og spillede en vigtig rolle i det middelalderlige Georgien som administrations-og handelsby. Fra Telavi er der en fantastisk udsigt over Alazani-floddalen mod Kaukasus. Vi indlogerer os på et af de mange fine gæstehuse i byen, hvor vi også indtager en velfortjent aftensmad.

Vi starter morgenen med et besøg på det livlige madmarked i Telavi, hvor de lokale falbyder deres mange friske produkter.

Vi fortsætter nu mod Gremi. Gremi var i 1500- og 1600-tallet hovedstad i Kakhetikongeriget og var en handelsby på silkevejen. Gremi blev jævnet med jorden i 1615 af perserne, og hovedstaden blev flyttet til Telavi. Tilbage står i dag ærkeengle-kirken – Gremi-klosteret og dele af den gamle fæstning, derudover er der en flot udsigt over Alazanidalen.

I nærheden af Gremi gør vi holdt hos en lokal bonde, hvor vi spiser en god, solid georgisk frokost og får et indtryk af livet på landet og hører om georgiske traditioner.

Vi fortsætter mod en af områdets kønneste byer: den lille Signagi, der ligger på en bakketop med udsigt over Alazani-dalen og Kaukasus i det fjerne. Her er smalle, stejle, brolagte gader og pastelfarvede huse fra 17- og 1800-tallet med udskårne træbalkoner. Den gamle bymur fra 1700-tallet er stadig intakt, og man kan gå en lille tur oven på den.

Efter en lang og indholdsrig dag vender vi tilbage mod Tbilisi, hvortil vi ankommer til aftensmadstid.

I dag skal vi besøge hovedsædet for georgisk kristendom, når vi begiver os mod den nærliggende by Mtskheta. Kristendommen blev statsreligion i Georgien i år 317, og vil du med på dagens udflugt (del af udflugtspakken), kan du komme med til landets ældste kirker. Kirkerne i området omkring byen Mtskheta hører til de ældste og vigtigste i hele Georgien, og UNESCO har anerkendt kirkernes betydning med en plads på verdensarvlisten. Det gælder for eksempel Jvari-klostret, som ligger oppe på en bakketop med smuk udsigt over byen og floden Mtkvari, der slynger sig nedenfor. Det lille kloster er bygget i det tidlige 600-tal på et helligt sted, hvor enten Sankt Nino (en kvindelig evangelist) eller kong Mirian, som hun omvendte til kristendommen, satte et stort trækors. Bygningen er strengt symmetrisk, udlagt i en korsform med ekstra rum mellem ’armene’, så hele grundplanen bliver oktagonal.

Inde i Mtskheta by finder vi Svetitskhoveli-katedralen, der er den næststørste kirke i hele Georgien og en af de vigtigste. Ærkebiskoppen af Mtskheta og Tbilisi har sit sæde her, og selveste Jesu kjortel siges at være begravet under kirken! Den oprindelige trækirke fra 300-tallet blev efter omkring 100 år erstattet af en stenkirke, som man endnu kan se resterne af i den nuværende konstruktion, der er fra 1000-tallet. Katedralen har været enorm for sin tid, og den er smykket med udskæringer både ude og inde.

Efter at vi har set på imponerende bygningsværker er det blevet tid til en god frokost hos den lokale vinproducent Aego.

Vinproducenten Aego har specialiseret sig i biodynamisk vinproduktion. De meget få og relativt dyre vine har fundet indpas i Europa og kan blandt andet købes på så fine steder som Noma i København og Hotel Ritz i London. Midt på eftermiddagen vender vi tilbage til Tbilisi, hvor der er afsat tid på egen hånd.

Det er blevet tid til at forlade Tbilisi og begive os mod Josef Stalins fødeby, Gori, hvor vi skal besøge det imponerende museum over den tidligere landsfader. Overdækket af en pavillon i græsk-romersk stil ligger det ydmyge hus, hvor Stalin – dengang Ioseb Besarionis dze Jugashvili – tilbragte sine første fire leveår. Museet ligger ved siden af, og da det blev bygget i 1957, var det som en hyldest til den nyligt afdøde leder af USSR. Efter Georgiens selvstændighed er skønmaleriet dog blevet nuanceret en smule, og udstillingen berører nu også udrensningerne og den politiske forfølgelse, Gulag og pagten med Hitler i 1939. Et vigtigt kapitel i verdenshistorien set gennem en nøglepersons livshistorie. 

Vi ankommer til Kutaisi sidst på eftermiddagen, hvor vi tager på en kort byrundtur. Byen har en lang og imponerende historie, men lever i dag en mere tilbagestående tilværelse. Vi tager en kort tur rundt i den gamle by og krydser den smukke White Bridge; en fodgængerbro, der forbinder byens nye og gamle bydel. Hvis tiden tillader det går vi en aftenstur til den smukke Bagrati katedral, hvorfra der er en smuk udsigt udover Kutaisi.

Nordøst for Kutaisi finder vi regionen Racha med dens enorme højland og skovområder, der grænser op mod de kaukasiske bjerge. Vi starter dagen med et besøg ved den smukke Nikortsminda-kirke fra det 11.århundrede. Beliggende i 1.400 meters højde er der fra kirken et imponerende blik udover de nærliggende bjerge. At udsigten og den friske bjergluft er speciel god i området omkring Nikortsminda, bevidner de mange fine sommerhuse, som rige georgiere fra Tbilisis har opført i området.

Efter besøget i den UNESCO-fredede kirke fortsætter vi til et nærliggende skovområde, hvorfra hovedparten af frø til produktionen af juletræer stammer. Indsamlingen af grankoglefrø i de over 30 meter høje grantræer er både hårdt og farligt.  Vi besøger en skandinaviskejet virksomhed, der har etableret sig i området, og som forsøger at forbedre arbejdsvilkårene for de lokale arbejdere.

Vi fortsætter til områdets hovedby, Ambroulauri, hvor vi nyder en hyggelig frokost i den fri natur, inden vi begiver os tilbage mod Kutaisi, hvortil vi ankommer sidst på eftermiddagen.

Det er blevet tid til at sige farvel til Kutaisi og begive os mod et af turens absolutte højdepunkter, det sagnomspundne Svaneti. Omgivet af bjerge med tinder på over 4.000 meter har Svaneti altid været isoleret fra omverdenen. Dette har givet området et helt særegent udtryk, som bl.a. kommer til udtryk gennem de mange små fæstningsværker og udsigtstårne, koshki, der ses overalt i området.

Inden vi starter opstigningen mod Svaneti, kører vi forbi den spændende kurby Tskaltubo, som ligger lidt udenfor Kutaisi. I 1960’erne var byen en af de mest besøgte kurbyer i Sovjetunionen med op til 125.000 årlige besøgende. I dag kommer her ikke nær så mange, men de smukke bygninger og imponerende boulevarder vidner om fortidens storhed.

Efter et par timers kørsel passerer vi hovedbyen Zugdidi, der med sine næsten 200.000 indbyggere virker uforholdsmæssig stor i forhold til de sporadisk beboede bjergområder. Dette er heller ikke helt forkert, da  byen nærmest blev oversvømmet af etniske georgiere under den russisk-georgisk krig i naboprovinsen Abkasien i 1992-1993. I dag ånder alt fred og ro, og vi fortsætter efter en let frokost videre mod Mestia, hovedbyen i Øvre Svaneti.

I bunden af bjergmassivet gør vi holdt ved en af verdens største dæmningsbyggerier, Engui Dam, opført i 1960-70’erne, som et af Sovjettidens mønsterprojekter. Vi fortsætter mod Svaneti og snart åbenbares den mest fantastiske natur. Imponerende bjergmassiver og små betagende landsbyer omgives af smukke rhododendronlunde, græssende får og kvæg, samt ikke mindst et dyreliv, der ikke findes lignende andre steder i Kaukasus. Her findes såvel bjørn som vildgeder og sjakaler, samt et livligt fugleliv.

Mestia er placeret i 1.500 meters højde, og byens ca. 3.000 indbyggere lever hovedsagligt af turisme, da byen er det perfekte udgangspunkt for vandreture om sommeren og skiture om vinteren. Vi indlogerer os på et mindre gæstehus, inden der bliver tid til at se lidt nærmere på den hyggelige by. Om aftenen mødes vi atter til fællesspisning på vores gæstehus.

I dag begiver vi os længere ind i hjertet af Svaneti og skal bl.a. besøge landsbyen, Ushguli, placeret i 2.200 meters højde. Hele byen er erklæret UNESCO-område, og vi får rig mulighed til at nyde, hvorledes natur, arkitektur og gamle traditioner synes at finde sammen i et helt fantastisk samspil.

Vi skifter vores vanlige bus ud med 4-hjulstrækkere med plads til 5-6 personer, da de 46 kilometer til Ushguli for hovedpartens vegne foregår på bumlede bjergveje. Den dårlige vejkvalitet opvejes dog af de helt fantastiske områder, vi kører igennem. Vi oplever små isolerede landsbyer, storslåede slugter og snebelagte bjergtoppe, inden vi 3 timer senere ankommer til Ushguli.

Vi kigger forbi byens eneste kirke, Lamaria, fra det 12.årh, berømt for mordet på herremanden Puta Dadeshkeliani, der i slutningen af 1800-tallet forsøgte at samle befolkningen i Svaneti under sig. Samtlige beboere i Ushguli samledes ved kirken, hvor de i fællesskab udløste den revolver, som dræbte manden, der forsøgte det umulige. Nemlig at samle det område, som ingen tidligere hersker havde formået at samle under sig.

Fra kirken er der et smukt udsyn over Mt Shkara, der med sine 5.068 meter er Georgiens højeste bjerg – og det 3. højeste i hele Kaukasus. Der bliver tid til på egen hånd at gå på opdagelse i byen, der fortsat har mere end 20 velbevarede koshkis, og for de mere adrætte er der mulighed for let vandring i området. Husk godt fodtøj, også selv om du ikke har tænkt dig at vandre. Gaderne i Ushguli er ikke for småbørn.

Efter en lokal frokost begiver vi os tilbage mod Mestia. Vi gør stop undervejs for at nyde den storslåede natur og ankommer først til Mestia sidst på eftermiddagen. De mange indtryk fra dages udflugt kan fordøjes i vores gæstehus, hvor vi også indtager en god solid aftensmad.

Det er blevet tid til at udskifte den friske bjergluft med ekstra varmegrader og modernitet i Georgiens 3. største by, Batumi. Efter en lang og smuk nedkørsel fra Mestia ankommer vi til lavlandet, hvor vi indtager en lokal frokost. Turen fortsætter til Batumi, som må siges at være den dimentrale modsætning til livet i bjergene i Svaneti-området.

Batumi, oprindelig en græsk handelsstation, ligger ved Sortehavskysten og kan bryste sig af et subtropisk klima, der de sidste årtier har tiltrukket turister til området. I kølvandet er fulgt storbyggeri af nye moderne hoteller, casinoer og andet gøgl. Der findes dog stadig en hyggelig gamle bymidte, ligesom den store industrihavn er forsøgt shinet op til moderne tider. Batumi Boulevard, grundlagt i 1884, strækker sig 6 km langs kysten og byder på et væld af udendørsrestauranter, barer og cafeer. Det er her livet leves, og byens sjæl for alvor vækkes til live.

Vi tjekker ind på vores hotel ikke langt fra den nye del af Batumi Boulevard og begiver os efterfølgende på en lille byrundtur. Vi slendrer langs havnepromaden og kigger forbi byens vartegn, The Alphabet Tower, som er en hyldest til det georgisk skriftsprog. Vi kigger naturligvis også forbi nogle af byens smukke pladser.

Dagen er afsat til oplevelser på egen hånd i Sortehavsbyen Batumi. Og oplevelser er der nok af. Man kan slentre ned af den imponerende strandpromade, der med sine næsten 7 kilometer hører til blandt de længste i verdenen. Byens mange spændende butikker, parker og pladser byder også på dejlige oplevelser, og i udkanten af byen finder man landets smukkeste botaniske have. Haven blev oprettet i 1912 af den russiske botanist Andrej Krasnov, og ligger smukt placeret i det bakkede landskab nord for byen.

Er man mere til historie og kultur har Batumi også gode ting at byde på. Måske et besøg på det lille Noble museum, der fortæller historie om Noble brødrenes olieeventyr i området. Byens nyåbnede etnografiske museum kan også kraftigt anbefales. Museet er privatejet og museet består udelukkende af ting, som ejeren Kemal og hans familie selv har samlet; ja selv mannequindukkerne er replika af afdøde familiemedlemmer, venner og bekendte.

Om aftenen mødes vi alle til turens sidste middag.