Albatros' store togt til Thule

Vi flyver fra København, og efter knap fem timers flyvning lander vi i Kangerlussuaq.

Kangerlussuaq har den største af Grønlands to internationale lufthavne for civil trafik. Herfra fordeles trafikken til resten af Vest- og Nordgrønland. Det er ikke en by som sådan, og faktisk har Kangerlussuaq først fået bygdestatus i 2001 og hører nu under den nye Qeqqata Kommune. Der bor permanent cirka 4-500 mennesker i Kangerlussuaq, hvoraf de fleste er tilknyttet lufthavnen. Her er et glimrende supermarked, et posthus, en restaurant (på hotellet) samt Polar Lodge, der fungerer som Albatros’ Grønlandskontor, hotel og souvenirbutik, beliggende blot 100 meter fra lufthavnsbygningen.

Det var amerikanerne, der under anden verdenskrig anlagde lufthavnen. Under navnet Bluie West Eight etableredes i 1941-42 en stor flybase for enden af den over 170 kilometer lange Søndre Strømfjord. Både under anden verdenskrig og den kolde krig var flybasen strategisk vigtig, og da der var flest, var der stationeret over 1.400 personer her. Med den øgede teknologiske udvikling mistede basen imidlertid sin militære betydning, og i 1992 forlod amerikanerne stedet og overlod faciliteter og bygninger til Grønlands Hjemmestyre.

Efter bagageudleveringen bliver kufferterne fragtet til skibet, mens vi tager på en kombineret sightseeing- og moskusoksetur i Albatros Greenlands udflugtsbusser. Blandt andet kører vi gennem det tidligere amerikanske baseområde og op på højdedraget Black Ridge, på dansk Ravneklippen. Herfra er der en prægtig udsigt over dalen ind mod indlandsisen. Moskusokserne har typisk holdt til her, men  det øgede jagttryk kan dog betyde, at dyrene holder sig lidt på afstand af vejen. Vi spejder efter de hårfagre okser, og det er en god ide at have en kikkert ved hånden.

Efter vores første møde med den grønlandske natur kører vi til den lille havn cirka 12 kilometer vest for lufthavnen, hvor Sea Explorer er ankret op. I gummibåde af zodiac-typen sejler vi i mindre hold ud til skibet, der ligger cirka en kilometer ude i fjorden, afhængig af om der er høj- eller lavvande. Der vil blive udleveret letvægtsredningsveste på havnen, og en sømand på kajen vil være behjælpelig med ombordstigningen i gummibåden. Adgangen til skibet foregår via en platform ud for Magellan-dækket. Om bord på skibet bliver suiterne anvist, sikkerhedsprocedurerne gennemgås og mens vi nyder middagen i den smukke salon, påbegynder vi sejladsen ud gennem den cirka 160 kilometer lange fjord.

Vi er fremme ved Sisimiut om morgenen, og efter morgenmaden skal vi have et indtryk af det moderne Grønland.

Sisimiut er Grønlands nordligste by med isfri havn i vinterperioden og samtidig den sydligste med hundeslædekørsel – dog først når sneen ligger fra november til december. Sisimiut er med små 5.400 indbyggere Grønlands næststørste kommune efter Nuuk. Der har boet mennesker i Sisimiut-området i cirka 4.500 år: Saqqaq-, Dorset- og Thulekulturens folk, der alle kom fra Canada og primært levede af fisk, fugle og pattedyr som hval, sæl og rensdyr. I 1600-tallet kom de første europæiske hvalfangere til Sisimiut-egnen. De havde kun sporadisk kontakt med landets befolkning, og først efter den norske missionær Hans Egedes kolonisering af Grønland i 1721 blev der etableret fast kontakt mellem inuitter og europæere. I 1756 blev en koloni oprettet med navnet Holsteinsborg efter Greve Johan Ludvig Holstein, og Sisimiuts gamle bydel består af huse fra koloniens første hundrede år. Det ældste hus i byen er fra 1756, og en af de mest markante bygninger er den blå kirke fra 1775. I dag er Sisimiut en vigtig uddannelses- og industriby, og af fabrikker kan man fremhæve Royal Greenlands fiskefabrik, der er den største af sin art i Grønland og en af de mest moderne i verden.

Vi tager på en spændende byvandring, hvor vi primært ser den gamle kolonitidsbydel med museet og den smukke kirke, men vi lægger også vejen forbi byens travle centrum med en lang række helt moderne forretninger. Midt på eftermiddagen fortsætter vi vores sørejse videre mod nord. I løbet af aftenen passerer vi fjorden Sisimiut Isortuat, Nordre Strømfjord, bygderne Attu og Ikerasaarsuk samt den lille by Kangaatsiaq. I løbet af den lyse nat passerer vi Aasiaat (Egedesminde) og når ind i den sydlige del af Diskobugten, inden vi sætter kursen mod den berømte Diskoø med de karakteristiske 1.000 meter høje lagdelte fjelde.

Vi er langt nord for polarcirklen, nætterne er stadig lyse (i det mindste frem til slutningen af august), og de morgenfriske kan med fordel nyde synet af isbjergene, Diskobugtens kæmper, der presses ud af Ilulissat Isfjord.

Under Diskoøens 1.000 meter høje fjelde er vi gået ind i en beskyttet naturhavn, der med rette bærer det danske navn Godhavn og på grønlandsk Qeqertarsuaq, som slet og ret betyder “Den Store Ø”.

Qeqertarsuaq var indtil 1950 den vigtigste by nord for Nuuk, alene på grund af den store mængde hvaler, der blev slæbt hertil fra fangstområderne i Diskobugten. Helt tilbage fra 1700-tallet har hvalfiskeriet bragt velstand til Diskoøen, som dog i dag er på vej ind i glemslen med dalende arbejdsmuligheder og manglende forbindelser til fastlandet. Vi går gennem byen til den særprægede ottekantede kirke, der i folkemunde kaldes ”Vorherres Blækhus”. Under opholdet i Qeqertarsuaq er der arrangeret en række besøg hos grønlandske familier, hvor der bliver budt på traditionel grønlandsk ”kaffemik” med kaffe, kage og hygge. En enestående mulighed for at opleve den berømte grønlandske gæstfrihed på tætteste hold!

Diskoøens flade fjelde er vulkanske og hører til blandt de yngste af de grønlandske geologiske formationer. Bjergene indeholder nogle særegne forekomster af rent jern og kul, og i en årrække blev der brudt kul fra Qullissat på øens nordkyst. Da minen og byen ved dansk dekret blev lukket i 1972 blev der skabt en stærk politisk bevidsthed blandt Grønlands ungdom. En bevidsthed, der var medvirkende til, at Grønland i 1979 fik hjemmestyre.

Midt på eftermiddagen stævner Sea Explorer igen ud i bugten med kurs nordover. Om aftenen går skibet vest om Diskoøen, passerer Hareøen og vi ser hele tiden isfjelde – det ene mere dramatisk og særegent end det andet.

Kursen går nu mod Upernavik, som bliver vores første glimt af Nordgrønland. Ruten ligger langt til havs, men de sorte fjelde på halvøen Svartenhuk kan ses mod øst.

Skibets personale (og vi!) holder hele tiden øje med de store hvaler, der ikke sjældent passerer disse farvande. Vi følges på vej af den lille stormfugl, mallemukken, der veksler mellem læ og luvart for at få fart og dynamik i sin flugt efter skibet.

Upernavik ligger på en ø af samme navn i den sydlige ende af Upernavik Isfjord. Upernavik betyder ”Forårsstedet”, hvilket henviser til, at det var her, man tog til om foråret, når isen brød op – dels for at handle og dels for at fiske og drive fangst ud til det åbne hav. Byen ligger på den sydlige del af øen, hvor havet som regel er roligt – uanset vejret.

Erhvervsmæssigt er Upernavik en blanding af gammel fangerkultur og højteknologisk fiskeindustri, hvor den traditionelle hundeslæde og den moderne snescooter arbejder side om side. Selve byen blev grundlagt i 1772 som dansk kolonistation, men områdets historie går, som i resten af Vestgrønland, cirka 4.500 år tilbage, hvor grupper af jægere og samlere rejste langs kysterne af Alaska, Canada og til sidst Grønland.

Upernavik blev per 1. januar 2009 lagt ind i den nye storkommune Qaasuitsup, som betyder ”Stedet med Polarmørke”. Med et areal på 660.000 km² er dette verdens største kommune.

Vi ser blandt andet det lille, spændende museum, som er verdens nordligste frilandsmuseum. Museet ligger på den yderste klippekant, og her kan man gå på opdagelse i en række kolonitidsbygninger fra 1830’erne til 1860’erne, blandt andet en kirke, bageri og tørvehytte. På kirkegården oven for museet ligger den danske opdagelsesrejsende Peter Freuchens grønlandske kone, Navarana, begravet.

Efter en flot dag når vi frem til bygden Kullorsuaq, som har cirka 400 indbyggere. Navnet betyder ”Den Store Tommelfinger” og refererer til den særegne 540 meter høje klippe lidt uden for bygden, som ligner en tommelfinger. Klippen markerer indsejlingen til Melvillebugten, og vi er nu for alvor kommet til isbjørneland. Bygdens beboere nedlægger flere hvert år, og skindet bruges til de eftertragtede isbjørnebukser, mens det (for lokale ganer) velsmagende kød fordeles blandt alle i bygden. Byen ernærer sig primært ved fangst og fiskeri – først og fremmest sæl, hvidhval og narhval. Vi tager en lille gåtur i byen og nyder den imponerende udsigt til ”Den Store Tommelfinger”, der troner majestætisk øst for byen.

Herefter begiver vi os ud på et af de rutemæssigt mest spændende steder på rejsen, når vi skal krydse de 400 kilometer over Melvillebugtens isfyldte farvand. Hele strækningen er præget af kælvende gletsjere, og manglen på fast land gjorde, at polareksimoerne var isoleret fra resten af Vestgrønland indtil for blot 100-120 år siden. Polareskimoerne ved Thule har således et tættere forhold til inuit i Canada og dermed en dialekt, som adskiller sig væsentligt fra det sydligere grønlandske sprog.

Det er ikke hver sommer, at havisen i Melvillebugten forsvinder. Men vi er hele tiden i kontakt med den Grønlandske Istjeneste og får tilsendt satelitbilleder, der fortæller kaptajnen om den bedste rute mod Thuleområdet. Under alle omstændigheder giver issejlads en unik mulighed for at oplever sælerne på nært hold – og med stor sikkerhed også deres største fjende: isbjørnen!

Vi forventer at være gennem Melvillebugten tidligt om morgenen og er således igen fremme i beboede egne. Vi passerer Meteoritøen, hvor Melvillebugtens største bygd – Savissivik – ligger. Navnet betyder ”stedet hvor man kan hvæsse sin kniv” og henviser til den jernmeteor, som for mange tusinde år siden sprængtes i atmosfæren og slog ned i området i en nordvest-sydøstlig retning. Jernet blev af inuitterne gennem generationer møjsommeligt banket af i små stykker og brugt til pilespidser og knive. De største blokke blev (gen)fundet af den amerikanske polarforsker Robert Peary og bragt til Washington, mens en femte blok blev opdaget af danskeren V.F. Buchwald i 1963, og den står nu på Geologisk Museum i København.

Vi går i land i bugten North Star for at tage det karakteristiske Dundasfjeld i øje. Her ser vi den legendariske gamle handelsstation Thule, som Knud Rasmussen etablerede i 1910 sammen med Peter Freuchen ved foden af fjeldet, hvor Peter Freuchens hus fra dengang stadig ligger. Her i det gamle Thule kunne Kap York-polareskimoerne for første gang nogensinde indhandle deres skind og ikke bare få glasperler og lignende, som tidligere tiders hvalfangere og ekspedionsfolk spiste dem af med. Den væsentligste del af stationens indtjening gik faktisk tilbage til samfundet igen i form af de mange ekspeditioner (1. til 6. Thuleekspedition), som Knud Rasmussen foretog til blandt andet Peary Land og langs den canadiske kyst til Alaska. På turene deltog altid lokale inuitter på lige fod med Knud Rasmussen og Peter Freuchen, og hvem, der ellers deltog.

Det var ligeledes her ved Dundasfjeldet, at Knud Rasmussen mødte den enøjede Meqqusaaq, der i omkring 1865 var kommet hertil fra Baffin Island sammen med åndemaneren Qillarsuaq og 20 andre canadiske inuitter. Den dramatiske historie er levende beskrevet i flere af ekspeditionsmanden John Andersens bøger – samt i den fortræffelige bog, ”De sidste konger i Thule” af Jean Malaurie.

Vi ser blandt andet mindestenen, der er rejst for Knud Rasmussen, ligesom der er mulighed for at se en gammel tørvehytte og den forladte boplads Uummannaq, hvis beboere blev tvangsforflyttet til Qaanaaq i forbindelse med oprettelsen af Thule Air Base (på grønlandsk Pituffik) i 1953. Thule Air Base ligger en tand sydligere, end der, vi er gået i land. Der er ikke offentlig adgang på baseområdet.

Hvis  tiden er til det, vil der også være mulighed for at bestige Dundasfjeldet, inden vi begiver os videre. Vi skal dog gøre opmærksom på, at det er fysisk krævende at nå op på fjeldets top!

Vi sejler videre nordpå og passerer rundt om halvøen Steensby Land, der har den lille bygd Moriusaq på sydsiden og den smukke Politiken Bræ på nordsiden.

Afhængig af forholdene søger vi nu nordvest mod Kap Alexander – Grønlands vestligste punkt – og iskanten. Begrebet ”iskanten” er vigtigt i Thule. Det er her på grænsen mellem det åbne vand og den faste pakis, at de lokale fangere om sommeren har størst jagtheld, og hvor vi har de bedste chancer for at observere isbjørne. Vi har været heldige at se isbjørn her på flere af vores seneste togter i området, men der gives naturligvis ingen garantier!

Herefter begiver vi os atter sydover.

Første stop på den sydgående rejse er i verdens nordligste ”naturlige” beboelse, Siorapaluk, hvor vi ankommer om morgenen. Siorapaluk er i højere grad end Qaanaaq en fangerby, hvor knægtene kan håndtere et hundespand og en snescooter fra de er små. Siorapaluk betyder ”lille strand” og er opkaldt efter den lille hvide sandstrand, der ligger foran bygden. Adskillige Albatrosgæster og rejseledere har gennem årene taget en dukkert fra stranden her ved 77.47°N, 70.43°Ø, og det skulle efter sigende være et uforglemmeligt koldt gys!

Der er blot tre til fire timers sejlads videre til Qaanaaq, som vi besøger om eftermiddagen. Dette er områdets største by og den er stadig genstand for mange bryderier om ansvarsplacering på grund af tvangsforflytnigen hertil fra Pittufik i 1953.

Der er i dag anlagt en landingsbane, som to gange om ugen tager imod Air Greenland’s Dash-7. Et kik ind hos Hans Jensen i hans lille fine, røde hotel, Hotel Qaanaaq, er altid en god idé, ligesom der er mulighed for at besøge det lille lokale museum, som er indrettet i Knud Rasmussens gamle hus fra handelsstationen ved Dundasfjeldet. Huset blev taget ned og flyttet hertil i 1953. 

Vi passerer atter Dundasfjeldet, og inden vi krydser Melvillebugten igen, forsøger vi at gå i land på Kap York. Kyststrækningen her virker barsk, men favorable strømforhold samt fuglefjelde med polarlomvier og søkonger betyder, at der også i de koldeste perioder er gode muligheder for fangst. Området har således i mange år været et foretrukkent fangssted, og der findes spor efter bopladser af både nyere og ældre dato. På toppen af den østligste spids af Kap York er der en flere meter høj obelisk til ære for Robert Peary. Det høje fjelde blev før i tiden også brugt af hvalfangere, når de skulle tage bestik af issituationen i Melvillebugten.

Hvis forholdene er til det, sejler vi rundt om Kap York og ind i De Dødes Fjord, hvor den gigantiske gletsjer Sermipaluk troner i landskabet.

Vi skal igen gøre opmærksom på, at dagene i Thule-området vil forløbe på vejrets og isens præmisser. Vi har tidligere kunne gennemføre det beskrevne forløb, men ekstraordinære isforhold kan betyde, at rækkefølgen af besøgene ændres, og at enkelte lokaliteter kan risikere at blive udeladt.

I løbet af formiddagen er vi passeret over Melvillebugten, og herefter skal vi igen opleve Upernavik-distriktets bygdeliv. Vi sejler af den indenskærs rute og udforsker det store fjordsystem. Alt efter vind og vejr beslutter ekspeditionslederen i samråd med skibets kaptajn, hvilken af distriktets ti bygd vi besøger. Bygderne i Upernavik-distriktet ernærer sig primært ved fangst og fiskeri. Forhåbentligt får vi også et kig ind i Upernavik Isfjord, der byder på gletsjeren Upernavik Isblink og en storslået udsigt over islandskaberne.

Således beriget med endnu en fantastisk dag i naturens tegn begiver vi os videre mod Uummannaq.

Vi befinder os nu i Uummannaq-bugten, og indsejlingen om morgenen mod Uummannaq er ganske enkelt i verdensklasse og bør nydes fra dækket, uagtet hvilken tid skibsklokken må slå. Byen ligger på en 12 km² stor ø, og udsynet domineres af det imponerende 1.175 meter høje hjerteformede fjeld, som byen er opkaldt efter. Der er fra byen en imponerende udsigt til Storøens 1.000 meter høje klippesider, til Nuussuaqhalvøens snedækkede tinder i syd og ud over fjorden, hvor store isbjerge i alle former og størrelser majestætisk flyder forbi i langsom rutefart, dirigeret af den aktuelle vind og strøm. Hele fem aktive bræer i bunden af fjorden sørger for, at der er masser af isfjelde at kigge på.

Uummannaq blev først anlagt som koloni i 1758 inde på Nuussuaqs fastland, men allerede i 1763 flyttede byen ud på øen, hvor sælfangsten var bedre. På vores byvandring i byens stejle gader skal vi se det gamle gule tranhus, bygget i 1860, hvor hval- og sælspækken blev opbevaret. Den blev dog ikke kogt her; på grund af lugten foregik det uden for byen! Bag tranhuset ses et tørvehus, der var i brug indtil for få år siden.

Det var i Uummannaq-distriktet på Nussuaq-halvøen ved Qilakitsoq (”der, hvor himlen hænger lavt”), man fandt de berømte Qilakitsoq-mumier. De seks kvinder og to børn menes at være druknet i en konebådsulykke og begravet i en tør og kølig klippegrotte for 600-700 år siden. Mumierne opbevares nu i Nuuk.

Vi bruger formiddagen i byen, der med sit stabile arktiske klima med 2.000 solskinstimer og bare 100 millimeter årlig nedbør med rette kan kalde sig Grønlands Riviera! Et af de bedste steder at nyde byens udsigt og gode klima er Hotel Uummannaqs terrasse.

Først på eftermiddagen mødes vi i havnen for ombordstigning og videre rejse mod syd. Hvis vinden ikke er for kraftig, lægger kaptajnen skibet ind til den lille bygd Niaqornat på Nussuaqs nordside. Her bor bare 60-70 mennesker, der lever af rensdyrjagt og fangst. Når vi har mulighed for at komme i land, åbner bygden sig for os, og vi får et godt indtryk af livsvilkårene i en af Grønlands mindste bosteder.

Vi runder Nussuaq, går gennem Vaigat og passerer om natten den nedlagte kulmineby Qullisat til styrbord. På bagbords side passerer vi lidt senere på morgenen Saqqaq, der betyder ”Solsiden”. Bygden blev med bestemt, men også venlig, hånd styret af den legendariske udstedsbestyrer Hannibal Fencker lige til hans død i en høj alder i 1988, og bygden var kendt som en af de mest velfungerende og smukkeste beliggende udsteder.

Vi kan ikke sejle nord om Arveprinsens Ejland, men må syd og øst om for at nå ind til den smukke bræ Eqip Sermia, også kaldet Eqi-gletsjeren. Denne gletsjerfront cirka 50 sømil nord for Ilulissat er blevet en mindre berømthed, og mange turbåde tager hertil hver dag. Også de gamle ekspeditionsfolk havde deres base her, blandt andet den franske etnolog og polarforsker Paul-Émile Victor, der byggede et overvintringshus, som han benyttede i forbindelse med sine ture ind på indlandsisen i perioden 1948-1953.

Vi sejler så tæt på iskanten som muligt, dog i behørig afstand fra nedstyrtende isblokke og de voldsomme bølger, som opstår ved kælvingen. Først på eftermiddagen gøres der klar til afgang, og nu sejler vi mod Ilulissat. Vi lægger til i Ilulissat sidst på aftenen. Vi skal for en god ordens skyld nævne, at Ataa-fjorden ind til Eqi-gletsjeren ind i mellem fyldes så meget med gletsjeris, at en passage med skibet ikke er mulig. I så fald ændres denne dags program for eksempel til et bygdebesøg i Diskobugten – i den forladte kulmineby Qullissat eller bygden Saqqaq.

Derefter sætter vi kursen mod en af de smukkest beliggende byer i Grønland, Ilulissat. Ilulissat betyder på grønlandsk ”isfjelde”, og byens kælenavn er med rette ”Isbjergenes Hovedstad”. I Diskobugten lige ud for Ilulissats kyst dvæler nemlig de gigantiske isbjerge. De kommer fra Isfjorden, en god halv times gåtur syd for Ilulissat, og de fødes 32 kilometer længere inde i fjorden af den enorme Sermeq Kujalleqgletsjer, der med en bredde på 10 kilometer og tykkelse på 1.000 meter er den mest produktive bræ uden for Antarktis. Hvor de fleste andre bræer kun kælver med en fart af cirka en meter per døgn, kælver Ilulissat Isbræ med en fart af 25 meter. Dette betyder i praksis, at bræen producerer mere end ti procent af alle isbjerge i Grønland, svarende til 20 millioner tons per døgn. Alt dette har været medvirkende til, at Isfjorden er kommet på UNESCO’s liste over verdens naturarv; en ære fjorden og byen Ilulissat deler med for eksempel Mount Everest, Yellowstone og blot 182 andre naturscenerier i verden.

I de mere end 250 år, som er gået siden Ilulissats grundlæggelse, er den vokset støt, og den er i dag Grønlands tredjestørste by med mere end 4.300 indbyggere. Mange af byens beboere lever af fiskeri eller af fiskeindustrien. Det er en meget levende og hyggelig by, med et efter grønlandske forhold rigt udbud af kulturelle attraktioner. Det var i Ilulissat, polarforskeren Knud Rasmussen blev født, ligesom hans gode ven, den eminente hundekusk Jørgen Brønlund, der deltog i og omkom under Danmark-ekspeditionen. I selve byen vil vi blandt andet gå forbi byens museum, der er at finde i et flot rødt træhus fra 1848, der er bygget som de traditionelle grønlandske træhuse, blot i lidt større skala med flere etager. Vi går derefter den cirka 2 km lange tur ud til Sermermiutsletten, hvorfra vi kan nyde stilheden og det smukke syn over Isfjorden, når solen blænder ned for styrken.

Vi skal for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at hvis vi mod forventning ikke kan komme ind til Ilulissat på grund af is ved indsejlingen til havnen, besøger vi i stedet byerne Qasigiannguit og Aasiaat syd for Ilulissat.

I dag står sammensætningen af dagens indhold frit til din rådighed. En mulig vandretur, som du kan gennemføre på egen hånd, er at tage ud til Sermermiutsletten igen, for at opleve den fantastiske natur i klart dagslys. Sermermiut betyder ”folket ved isen”, og stedet har været beboet tilbage fra år cirka 1400 før vor tidsregning med undtagelse af enkelte perioder frem til år 1737. Da de første danske handelsfolk kom til Isfjorden i år 1727 og “opdagede” Sermermiut, boede der omkring 250 mennesker, hvilket dengang gjorde stedet til det tættest befolkede i Grønland. Bopladsen fremstår i dag som en række græsbevoksede, firkantede kratere, som var fundamenterne til husene, man boede i. I skrænterne er der fundet mængder af knogler og ben fra sæler, fugle, fisk og hvaler, så det er ikke svært at regne ud, hvad diæten har bestået af. Kolonien Jakobshavn, det nuværende Ilulissat, blev anlagt i 1741 af den danske herremand Jakob Severin lidt nord for Sermermiut, hvor anløbsforholdene var bedre.

Isfjorden, landet langs fjorden og Sermermiutsletten er udlagt som fredet område, og vandring i området er begrænset til de afmærkede stier. Selve bopladsområdet må derfor heller ikke krydses uden for den markerede sti.

Du har også mulighed for at tage med på en spændende bådudflugt til Isfjorden (varer cirka 2,5 timer), hvor vi oplever det fantastiske isscenarie på nært hold. Vi kommer helt tæt på isfjeldene og fornemmer virkelig deres storhed – en god mulighed for at få nogle flotte fotos med hjem! Sejlturen er bestemt en oplevelse ud over det sædvanlige og en stor naturoplevelse, du vil huske lang tid efter. Husk varmt tøj!
(Udflugten til Isfjorden er ikke inkluderet i rejsens pris, men skal bestilles særskilt. Se under Prisinformation).

Der er endvidere mulighed for at tilkøbe en helikoptertur hen over Isfjorden. Denne ekstraudflugt kan ikke bestilles hjemmefra. Rejselederne vil på det første informationsmøde informere om denne udflugt og tage imod bestillinger. Udflugten betales direkte til vores lokale samarbejdspartner i Ilulissat på udflugtsdagen. (Vi skal understrege, at 2014-priserne for udflugterne endnu ikke ligger fast. 2013-priserne per person er kr. 1.495,- for helikoptertur).

Ved aftentid tager vi igen afsked med isbjergenes hovedstad.

Skibet har skudt sydover i løbet af natten, og vi er om formiddagen nået frem til bygden Sarfannguit i Sisimiut Kommune. Vi har tidligere set ”storbyen” Sisimiut og skal nu have et indtryk af en af de bedst fungerende grønlandske bygder. Sarfannguit er flot beliggende på et højdedrag på øen af samme navn, der betyder ”små strømsteder”. Bygden har cirka 130 indbyggere, og det gode fiskeri og de glimrende jagtmuligheder i det store rensdyrområde bag øen betyder, at bygden er forholdsvis velstående.

Ved aftenstid går turen tilbage mod Kangerlussuaq.

I løbet af natten er vi sejlet gennem den 160 kilometer lange Søndre Strømfjord, og om morgenen er vi fremme ved turens slutmål, Kangerlussuaq. Efter morgenmad om bord på skibet, siger vi farvel til skibets personale og sejler i zodiac-flåder ind til land. Vi flyver hjem til København fra Kangerlussuaq.

Efter morgenmad på skibet er der mulighed for at tage med på en spændende udflugt til den mægtige grønlandske indlandsis. Udflugten tager cirka fire timer. Vi kører i robuste specialbusser og vores rute følger den lange Sandflugtsdal med den lige så lange smeltevandselv, der inde fra indlandsisen bruser af sted med sit grumsede, til tider mælkehvide vand.

Vi passerer først Kangerlussuaqs interimistiske golfbane, siden den cirka 400 meter høje kegleformede klippe Sukkertoppen. Vi bevæger os videre mellem de hele tiden vekslende og fantastisk smukke landskaber af søer, frodig fjeldhede og tæt pilekrat, der indimellem afløses af store strækninger med golde sandklitter og fjelde uden nogen form for vegetation. Dette er efter grønlandsk målestok et mildt landskab. Her er en rig flora, og højden på de store, afrundede fjelde overstiger ikke 700 meter. Trods et tørt klima er her talrige søer, da vandet på grund af permafrosten ikke trækker ned i undergrunden. Samtidig betyder det tørre klima og den store fordampning, at enkelte søer i lighed med ørkensøer er blevet saltholdige.

Et par kilometer fra indlandsisens yderste bastion, Russelgletsjeren, drejer vi op i terrænet og fortsætter til Punkt 660 i et af de smukkeste israndslandskaber i Grønland, med indlandsisen tronende i baggrunden og række efter række af gletsjerudløbere mod nord og syd.

Vi parkerer ved indlandsisens rand og ser ind over den imponerende isoverfladen, der hvælver sig indover som en uendelig flade mod Grønlands midte. Det er en stor og særegen oplevelse med egne øjne at opleve denne næsten levende organisme og mærke den massive kulde fra den mægtige is. Isarealet svarer til mere end 40 gange Danmarks størrelse. Med en tykkelse på over tre kilometer presser isen sig ud mod havet, hvor den kan ses mange steder ved Grønlands kyster. Efter cirka 15 minutter går vi tilbage til bussen og kører gennem tundralandskabet tilbage mod Kangerlussuaq, hvor vi kører direkte til lufthavnen for check-in. De, der ikke deltager i dagens ekstraudflugt, kører fra skibet til lufthavnen for check-in om formiddagen. Kangerlussuaq Lufthavn er den største af Grønlands to internationale lufthavne for civil trafik. Herfra fordeles trafikken til resten af Vest- og Nordgrønland.
(Udflugten til indlandsisen er ikke inkluderet i rejsens pris. Udflugten kan købes særskilt, se under Prisinformation).