Alexander den Stores verden

Efter morgenmaden skal vi se nærmere på Tirana, Albaniens største by, som bliver ved at vokse på grund af befolkningstilstrømningen fra landet. Vi kører ad en af byens hovedfærdselsårer, boulevarden Deshmoret e Kombit, ”De nationale martyrers Boulevard”, som tidligere hed Mussolinis Boulevard. Her ligger flere universiteter, administrative bygninger og banker, og vi fortsætter til Skanderbegpladsen, som er opkaldt efter Albaniens absolutte nationalhelt, der troner som rytterstatue et prominent sted på pladsen. Gjergj Kastrioti (1405-1468) var i osmannisk tjeneste, hvor han fik tilnavnet Skanderbeg – sammensat af navnet Iskander + den tyrkiske titel bey. I 1443 gik han over til kristendommen og ledte herefter Albaniens kamp mod osmannerne, som han holdt stangen til sin død. Herefter var landet under osmannisk herredømme indtil begyndelsen af 1900-tallet. Fra denne periode stammer Ethem Bey-moskéen fra 1823, der, noget usædvanligt for islamisk kunst, er dekoreret med naturalistiske træer, broer og vandfald.

På vores sightseeing kører vi også forbi Moder Teresa-pladsen, der er opkaldt efter den berømte nonne af albansk afstamning, der viede sit liv til at hjælpe Indiens fattige. Vi fortsætter forbi Albaniens nationalmuseum og Pyramiden, der oprindeligt blev opført som museum for diktatoren Enver Hoxha. Nu er det konferencecenter og selskabslokaler, men nedrivningstruet på grund af byggeplaner om en ny albansk parlamentsbygning.

Tiranas indre by er præget af forskellige arkitektoniske stilarter, der knytter sig til forskellige perioder af landets historie: Der er for eksempel de noget pompøse bygninger fra perioden 1939-44, hvor landet var under italiensk besættelse, og i efterkrigstidens kommunistiske æra var det den monumentale sovjetiske stil – og elementbyggeriet – der dominerede. I de senere år er der udskrevet arkitektkonkurrencer til en fornyelse af bymidten, og blandt vinderforslagene er projekter fra danske Henning Larsens Tegnestue og Bjarke Ingels Group. Så måske vil fremtidens Tirana også få et dansk islæt.

Nu skal vi besøge et af Albaniens største og ældste vinhuse, Skanderbeg, hvor vi får lejlighed til at smage både vin og brandy. Albanien har en lang tradition for vinfremstilling – og ideelle dyrkningsforhold for druer – men under Enver Hoxha blev privat vinproduktion forbudt. Efter kommunismens fald kom der langsomt gang i produktionen igen, blandt andet på initiativ fra hjemvendte eksilalbanere, der tog knowhow med sig fra Italien og andre middelhavslande. Efter vinsmagningen fortsætter vi til Kruja, det autonome Albaniens første hovedstad. Det var fra Kruja, nationalhelten Skanderbeg bekæmpede ottomanerne, og byen har da også et museum viet til ham. Museet har meget passende til huse i byens borg, som modstod hele tre langvarige tyrkiske belejringer. Her er udstillet historiske genstande relateret til 1400-tallets albansk-osmanniske krige, og på det nærliggende etnografiske museum kan vi endvidere studere håndværk og kunsthåndværk fra 1500-tallet og frem. Vi slutter besøget af med lidt tid på egen hånd i byens gamle basar, hvor der er mulighed for at købe håndlavede souvenirs og meget andet. Herefter vender vi tilbage til Tirana.

I dag går turen videre til byen Berat, hvis historie går hele 2.400 år tilbage i tiden. Den gamle bydel er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, og de historiske huse med de mange vinduer, bygget på terrasser op ad klippesiden, illustrerer på bedste vis tilnavnet ”Byen med de tusind vinduer”. Berat har en smuk borg oppe på en bakketop, og i middelalderen boede de fleste af byens indbyggere inden for borgens område. Beboerne var for størstedelens vedkommende kristne, og i borgområdet har ligget omkring 20 kirker, de fleste opført i 1300-tallet. Nogle af dem har værker af Albaniens mest berømte ikonmaler, Onufri, som har fået sit eget museum i Mariakirken.

Byen huser også nogle fine moskéer, blandt andet Kongemoskéen bygget i slutningen af 1400-tallet.

Om eftermiddagen krydser vi grænsen til Makedonien og kører til Ohrid, hvor vi indkvarterer os på vores hotel.

Ohrid ligger ved den smukke Ohridsø, som tiltrækker mange besøgende og feriegæster. Søen er Balkanhalvøens dybeste, med en dybde på op til 288 meter, og de 358 km2 vand er fordelt mellem Albanien og Makedonien. Både søen og Ohrids gamle bydel oppe ad bjerget er på UNESCO’s lister over henholdsvis verdens natur- og kulturarv. Med mere end 3.000 år på bagen er byen en af de ældste på hele Balkan. Legenden siger, at Ohrid engang havde 365 kirker, en for hver dag, og derfor blev kaldt Balkans Jerusalem. I dag er tallet ikke helt så stort, men stadig imponerende!

Vi tager på en rundtur til byens største seværdigheder, blandt andet Samuils Fort på toppen af bjerget, hvorfra der er en flot udsigt over byen og søen. Lige neden for fortet ligger en arkæologisk udgravning af et tidligt kristent anlæg, centreret omkring Skt. Clemensklostret, der nu er genopbygget. Man mener, at flere tusinde disciple her blev uddannet til at skrive bibelmanuskripter i det glagolitiske alfabet, det ældste slaviske alfabet. Vi ser også Sofiakirken, som blev bygget under Det 1. Bulgarske Rige, lige efter den officielle overgang til kristendommen omkring år 1.000. Det indre af kirken er flot udsmykket med middelalderfreskoer, og kirken er så vigtig en del af den makedonske kulturarv, at den er at finde på 1000- denar-pengesedlen.

Om eftermiddagen kører vi langs Ohridsøens bred til Skt. Stefanskirken, der er bygget ind i klippen ved at udnytte en eksisterende grotte. Lidt længere sydpå besøger vi også Skt. Naumkirken, som ligeledes ligger smukt placeret ved Ohridsøen. Kirken er opkaldt efter missionæren Sankt Naum, som spillede en central rolle i oversættelsen af biblen til oldkirkeslavisk – et sprog, der har haft stor indflydelse på Østeuropas sprog og kultur. Ifølge traditionen kan man stadig høre helgenens hjerte slå, hvis man lægger øret til hans grav inde i kirken. På gårdspladsen uden for kirken kan man være heldig at se de lokale påfugle stoltsere rundt. Herefter kører vi tilbage til hotellet, og resten af dagen er fri til afslapning i den hyggelige by ved søens bred.

I dag går rejsen videre til flere kulturhistoriske perler. Vi begynder med et besøg i Bitola, der er en af Makedoniens ældste byer, grundlagt som Heraclea i det 4. århundrede f.v.t. af kong Filip II af Makedonien – Alexander den Stores far. Vi tager en rundtur til byens centrum og ser klokketårnet, den jødiske kirkegård og byens basar. Vi får også lejlighed til at se ruinerne af den oprindelige del af byen, som rummer romerske beboelseshuse og et amfiteater. Her er blandt andet nogle meget velbevarede mosaikker på basilikaerne.

Næste stop på dagens rute er byen Stobi, der også rummer store arkæologiske skatte. I udgravningerne omkring byen har man fundet keramik helt tilbage fra yngre stenalder, men byen nævnes første gang i historiske kilder, da kong Filip V af Makedonien i år 217 f.v.t. skulle have erobret byen fra Paionien. Senere kom romerne, og de forskellige perioder afspejler sig i de efterladte ruiner. Her er også rester af tidlige kristne kirker, en af dem bygget oven på en synagoge fra 200-tallet, så her har også været jødisk tilstedeværelse. 

Turen fortsætter over den græske grænse till Thessaloniki, hvor hotellet og aftenens middag venter.

Thessaloniki ud til Den Thermaiske Bugt er ikke kun den næststørste by i dagens Grækenland, men var det også i det osmanniske rige – og dertil en af de rigeste byer næst efter Istanbul. I dag regnes den for at være Grækenlands kulturelle hovedstad med mange festivaler og kulturbegivenheder, og byens universitet er landets største. Thessalonikis historie går omkring 2.300 år tilbage, og byen rummer ikke mindre end 15 monumenter, der er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv; særligt er tidlige kristne kirker og andre byzantinske bygninger repræsenteret. Vi ser et udvalg af dem såvel som andre af byens kendemærker – blandt andet Galerius’ Triumfbue, hvoraf omkring en tredjedel er bevaret. Buen blev bygget af den romerske kejser Galerius for at markere sejren over perserne. Buen var oprindeligt forbindelsesled mellem Rotundaen 125 meter væk og Galerius’ palads, der ikke længere eksisterer. Vi ser også Heptapyrgion, borgen på bakken, der trods sit navn – ’fort med 7 tårne’ – faktisk har 10; og vi lægger også vejen forbi Det Hvide Tårn ved havnepromenaden, som under det ottomanske herredømme var fængsel og del af et større havnefort.

Vi fortsætter til fundstedet, Vergina, hvor vi kan se nogle af kongegravene og et udvalg af deres indhold i det tilhørende museum.

Fra Vergina vender vi tilbage til Thessaloniki og spiser aftensmad. Hvis der er stemning for det, kan vi gå en lille tur i kvarteret.

I dag går ruten mod nordøst, til Edirne i Tyrkiet. Der venter os en lang – men interessant – køretur, hvor vi passerer smukke landskaber og fine byer på både den græske og tyrkiske side af grænsen. Vi ankommer hen på eftermiddagen og får her mulighed for at strække benene på en spændende byvandring til de største seværdigheder. Edirnes tidligere navn var Hadrianopolis, efter den romerske kejser Hadrian, der grundlagde byen ved en thrakisk landsby. På vores gåtur ser vi den eneste tilbageværende rest af den romerske bymur: Det Makedonske Tårn. Edirne blev siden hovedstad i det ottomanske rige i årene 1365-1453, inden æren tilfaldt Konstantinopel (Istanbul). Fra den osmanniske periode stammer nogle smukke broer over Tunca-floden såvel som Semiliye-moskéen, der er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Moskeen stod færdig i 1575, og den ottekantede struktur og store symmetri skyldes arkitekten Mimar Sinan. Den centrale kuppel er mere end 30 meter i diameter og omgives af fire mindre kupler og 4 høje minareter. Oprindeligt var moskéen omgivet af biblioteker, skoler, bade, et hospital, en begravelsesplads og suppekøkken til de fattige. Mimar Sinan, der var datidens stjernearkitekt, har også tegnet byens berømte tyrkiske bade – Sokullu Hamami – der stadig er i brug.

Vi kommer også forbi ruinerne af en stor synagoge, der står som et symbolsk monument for byens tidligere jødiske menighed. Synagogen blev opført efter den store brand i Edirne i 1905, hvor byens 13 synagoger brændte ned, og den er bygget med Leopoldstädter-synagogen i Wien som forbillede. Lige inden første verdenskrig boede her omkring 28.000 jøder, men siden er næsten alle jødiske indbyggere flyttet væk, hovedsagligt til Istanbul og Israel. I takt med den svindende menighed fik synagogen lov at forfalde, indtil den i 1983 helt blev lukket.

Vi fortsætter vores rejse til Istanbul, Tyrkiets største by med 13,9 millioner indbyggere, og dertil landets økonomiske, kulturelle og historiske hjerte.

Istanbul er en kosmopolitisk by, som både rummer supermoderne storbyatmosfære og gavmilde mængder af 1001 nats stemning fra tiden som hovedstad i Det Byzantinske Rige og senere som del af Det Osmanniske Rige. Begge de gamle riger har sat imponerende arkitektoniske fingeraftryk på byen, der emmer af storslået historie i alle kroge og kanter. 

Efter ankomsten kan du udforske Istanbul på egen hånd eller følge med rejselederen på en sejltur på Bosporus, en af verdens travleste vandveje. Bosporusstrædet gennemskærer Istanbul og deler også byen i to kontinenter; det europæiske og det asiatiske. Den europæiske bydel er igen delt af Det Gyldne Horn, så havet er således en integreret del af byen. (Sejlturen er ikke inkluderet i rejsens pris.)

Senere mødes vi på hotellet og følges ad til aftenens middag.

Vi tager hul på en dag fyldt med oplevelser, først i stemningsfulde Sultanahmet, Istanbuls gamle bydel. Her finder man flere af byens eksotiske basarer og byens mest markante historiske bygningsværker.

Vi begynder med Hagia Sofia, som var hovedkirke under det byzantinske rige, og hvis indre er spækket med imponerende mosaikker fra 500-tallet. Efter osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453 blev Hagia Sofia taget i brug som moské, og der blev tilføjet fire minareter.

Vi fortsætter til Sultanahmet-pladsen, der ligger, hvor Konstantinopels gamle hippodrom befandt sig. I romersk og byzantinsk tid blev den brugt til hestevæddeløb. Disse væddeløb var ikke blot sportsbegivenheder, men en sjælden mulighed for almindelige mennesker for at samles det samme sted som kejseren. De konkurrerende hold var sponsoreret af forskellige politiske partier, og væddeløbene blev tit blandet sammen med politiske og religiøse rivaliseringer. Hippodromen var omkring 450 meter lang og 130 meter bred og kunne rumme omkring 100.000 tilskuere. De ydre vægge med tilskuerpladserne eksisterer ikke længere, og kun lidt af endevæggen og hippodromens midte er bevaret. Her kan vi se en søjle – bragt hertil fra Apollotemplet i Delfi – og en egyptisk obelisk bygget for faraoen Tuthmosis III, med over 3.500 år på bagen.

I nærheden finder vi Den Blå Moské med de seks himmelstræbende minareter. Moskéen er Istanbuls hovedmoské og byens vigtigste vartegn, og den blev bygget i årene 1609-1616 under den osmanniske sultan Ahmed I. Moskéens egentlige navn er da også Sultanahmet Camii, mens kaldenavnet Den Blå Moské er kommet til senere på grund af de mere end 20.000 smukke blå kakler, der udsmykker moskéens indre.

Herefter venter et besøg i Topkapi-paladset, sultanens verdenskendte palads under det osmanniske rige, som ikke blot var bolig for sultanen og hans harem, men hjemsted for hele hofetaten og det enorme Osmannerriges forvaltning og regering. Det store palads var dermed ramme om cirka 5.000 menneskers daglige liv og var nærmest en by i byen. Paladsbyggeriet blev igangsat i 1465 af sultan Mehmet II, erobreren af Istanbul. Hans efterfølgere på tronen tilføjede nye pavilloner, og paladsområdet udgør hele 70.000 kvadratmeter. Et besøg i Topkapi-paladset er som at hoppe direkte ind i fortællingen om 1001 nats eventyr og giver et fantastisk indblik i sultanernes overdådige levevis. Som en ekstra bonus er der en imponerende udsigt over Bosporusstrædet og Det Gyldne Horn fra palads-området, der ligger på en af Istanbuls syv bakker. Husk at medbringe tørklæde til at dække eventuelle bare skuldre.

Dagen sluttes af i Grand Bazaar, Istanbuls 200.000 kvadratmeter store overdækkede basar, som stammer tilbage fra 1461, hvor den var byens brødmarked. Basaren er en kæmpelabyrint med flere tusinde små forretninger. Ud over butikker er her lagre, værksteder, vekselboder, posthus, tehuse og restauranter. I basaren sælges alt fra sølv til læder, tæpper, vandpiber og antikviteter, men bemærk, at det ikke alt sammen er lige billigt. At handle på tyrkisk betyder, at man byder cirka halv pris af det, der forlanges. Og så mødes man et sted derimellem.

Vi mødes igen til aftenens middag, og de, der har lyst, kan herefter følges med rejselederen på en lille, afslappet gåtur i byen.