Påske i det vidunderlige Toscana

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Vin, kultur og bølgende landskaber

Tag med til Toscana, og nyd en uge med vinsmagning, fascinerende kulturrigdomme og smuk natur. Italiens mest kendte region er gavmildt beriget med bølgende vinmarker, grågrønne olivenlunde og cypresbevoksede bakkedrag, hvilket vi oplever på første hånd, når vi sammen cykler ud på eventyr i det toscanske landskab. Vi krydrer det hele med labyrintiske middelalderbyer, storslået renæssancekunst og masser af italiensk charme, og også vores smagsløg sendes på en rejse, når vi besøger en af de lokale vingårde i San Gimignano og det flotte enoteca i Montalcino.

Udgangspunktet for vores eventyr er en af Toscanas klassiske kurbyer, Chianciano Terme, hvor vi indlogerer os på et hyggeligt, familiedrevet hotel. Vi er her under påsken og har derfor også mulighed for at opleve en af påskens store begivenheder – Via Crucis-optoget, der afholdes langfredag i Chianciano Termes gamle bydel.

 

 

 

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Euro

Dagsprogram 7 dage
Dag 1
København – Rom – Chianciano Terme
Dag 2
Middelalderbyen Siena og langfredag-optog i den gamle bydel i Chianciano Terme
Dag 3
Den smukke renæssanceby Pienza, vinsmagning i Montalcino, klosteret Sant’Antimo
Dag 4
Cykeltur i det toscanske landskab
Dag 5
Renæssancekunst i Arezzo, middelalderbyen Cortona
Dag 6
Vinsmagning og en charmerende eftermiddag i San Gimignano
Dag 7
Hjemrejse

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Rom – Chianciano Terme
Gade i byen Chianciano Terme

Fra København flyver vi til Rom, hvor vi stiger på bussen og begynder vores rejse gennem regionen Lazio og nordpå ind i det smukke Toscana mod vores hotel. Vi skal bo i den gamle kurby Chianciano Terme. Byen har siden Romerriget været centrum for kurbade. Og selv i dag strømmer folk til de mange termebyer i området og nyder de dejlige omgivelser. Inden vi når frem til vores hotel, Albergo Sanremo, stopper vi, så der bliver tid til en snack eller en kop kaffe.

Vel fremme på vores familiedrevne hotel i den gamle termeby tjekker vi ind, og i løbet af eftermiddagen tager rejselederen os med på en lille spadseretur i byen. Der bliver tid til, på egen hånd, at sætte sig ned og slappe af med et glas vin inden vores første middag. Denne og vores middage indtages på hotellet, der serverer veltillavet og folkelig italiensk mad serveret direkte ved bordene.

Dag 2
Middelalderbyen Siena og langfredag-optog i den gamle bydel i Chianciano Terme
Middelalderbyen Siena

I dag skal vi besøge en af Italiens smukkeste kulturbyer, den fantastiske Siena. Her fornemmer man let den historiske arv fra Italiens storhedstid. Siena er i sig selv et kunstværk. Vi begiver os ud på en spadseretur gennem byens gader og ender ved det imponerende, muslingeskalsformede torv Piazza del Campo, der engang var byens markedsplads. Det er her, man om sommeren afholder det berømte hestevæddeløb mellem de forskellige bydele, Il Palio. Siena ligger på pilgrimsvejen mod Rom, og dette har været med til at sikre byens rigdom. Det er også her, at Italiens ældste bank, Banca di Siena, er grundlagt. Siena var i mange århundreder i strid med Firenze omkring konkurrencen på bankvæsenet og ikke mindst handlen med tekstiler, hvor begge byer havde store interesser, og byens bankfolk var helt fremme og kunne i middelalderen udlåne penge til Europas konger og fyrster.

Piazzaen domineres af rådhuset, som blev opført i slutningen af 1200-tallet. Rådhuset var inspiration for den danske arkitekt Martin Nyrop, der besøgte byen i 1881-1883, da han senere skulle tegne Københavns Rådhus. Vi går gennem smalle stræder, forbi senmiddelalderlige paladser og patricierhuse og beundrer domkirken, der af mange anses for at være Italiens smukkeste. Domkirkens stribede ydre i sort og hvidt marmor er fra 1200-tallet, og en del af udsmykningen på facaden er af den berømte kunstner Giovanni Pisano. Her finder man også Spedale S. Maria della Scala, oprindeligt grundlagt som herberg for pilgrimmene fra Francigena-pilgrimsvejen helt tilbage i 900- tallet, og senere et af Europas første hospitaler.

Efter vores vandretur i byen bliver der tid til frokost på egen hånd og eventuelt et besøg i den smukke domkirke fra 1200-tallet og på byens kunstmuseum (entré 7 euro, oktober 2013) med den blændende udsigt over byen. Du kan også besøge en af de mange cafeer på Piazza del Campo og bare nyde folkelivet på den smukke plads.

Sent på eftermiddagen er vi tilbage i Chianciano Terme, hvor vi spiser middag. Efter middagen går de, som har lyst, med til den gamle bydel af Chianciano Terme. Her afholder man langfredag et gammelt traditionelt optog, der har sine rødder i det syttende århundredes katolske mysteriespil. Den imponerende og følelsesladede procession, hvor Jesu korsfæstelse iscenesættes, involverer over 150 udklædte mennesker, der repræsenterer romerske soldater på hesteryg, Pontius Pilatus, de hellige kvinder, retten i Herodes og mange andre. Om aftenen går optoget rundt i den gamle bydel forbi byens største kirke, hvor billeder af Kristus kommer med i paraden. Det hele afsluttes med rituelle bønner.

Dag 3
Den smukke renæssanceby Pienza, vinsmagning i Montalcino, klosteret Sant’Antimo
Piazza i Pienza, Toscana

Vi starter dagen med et besøg i den upåagtede by Pienza, der oprindelig var en bondeby og pave Pius II’s (1405-1464) fødeby. Byen er en lille perle, og UNESCO har for nyligt optaget den på sin liste over verdens kulturarv. Det fantastiske bycentrum blev opført under Pave Pius II, der fik arkitekten Bernardo Rossellino til at opføre den ideelle renæssanceby.

Udsigten over det omkringliggende landskab er fantastisk, og det er en fornøjelse at se ud over det behagelige toscanske landskab, hvor de frodigt bølgende vinmarker og de mørkegrønne cypresser beroliger blikket. Byen er også kendt for den dejlige lagrede fåreost pecorino. Her kan den fås i alle former, fra den milde til den stærkeste lagrede med peberkorn eller chili.

Herefter kører vi til byen Montalcino, hvor de producerer den verdensberømte vin Brunello di Montalcino. Her besøger vi det lokale enoteca, som ligger i byens store borg, og her kommer vi til at få en smagsprøve på to af de lokale vine - blandt andet den rubinrøde Brunello, der er lavet af Toscanas mest kendte drue, Sangiovese. Efter smagningen er det tid til lidt frokost og tid på egen hånd i den hyggelige by.

Efter besøget kører vil til klosteret Sant’Antimo, der blev grundlagt af Karl den Store. Den smukke romanske kirke ligger smukt i en dal omgivet af olivenlunde, vinmarker og vilde skove. Hvis vi er heldige, kan vi få mulighed for at overvære de lokale munkes gregorianske sang ved Nona-bønnen.

Tidligt på eftermiddagen er vi tilbage i Chianciano Terme, hvor der er mulighed for at nyde en kop kaffe på en af caféerne, gå en tur i den gamle bydel eller blot slappe af og nyde livet i vores lille by.

Dag 4
Cykeltur i det toscanske landskab

I dag skal vi opleve Toscanas fantastiske landskab på cykel. På den måde får vi mulighed for at mærke vinden i håret og duften fra naturen i eget tempo. Du kan vælge at køre en tur sammen med vores rejseleder rundt i det smukke og kuperede landskab, eller du kan køre en tur alene i dit helt eget tempo.

Rejselederen hjælper gerne med at foreslå en rute, der passer netop dig. Besøg for eksempel Montepulciano (cirka 18 kilometer i alt), hvor du kan nyde et glas lokal vin til en herlig frokost på torvet. Eller køb lidt brød, ost, skinke og drikkevarer, og sæt cyklen i vejkanten og spis en let frokost, mens du nyder udsigten over olivenmarker og vinranker. Du kan også køre en tur til den verdensberømte udsigt over de smukke cypresser ved La Foce, der ligger tæt på byen. Det er en herlig måde at komme rigtig tæt på naturen på.

Cykelruterne kan ved første øjekast se sværere ud, end de vitterligt er. Men de foreslåede ture er ikke længere (12-18 km i alt), end at man kan trække cyklen noget af vejen. Man bliver rigt belønnet, når man lydløst bevæger sig gennem landskabet med vinden i håret og de mange duftindtryk som medrejsende. Cyklerne er nye, har 6 gear og er forsynet med håndbremser. Ønsker du at køre med cykelhjelm, bør du medbringe en hjemmefra. Skulle vejret ikke være til cykeltur, kan rejselederen foreslå andre aktiviteter i området.

Efter en dag på cykel kan man om eftermiddagen vælge at forkæle sig selv i det flotte spacenter Parco Acqua Santa. Her i det moderne kurbad Terme Sensoriali kan man for 36 euro (lørdag/søndag 41 euro – priser fra oktober 2013) få adgang til de lækre bade, aromaterapi-rum, muddermasker, det tropiske brusebad, isbad, boblebad og tre forskellige typer saunaer. En pragtfuld måde at forkæle sig selv og nyde en stille stund i herlige omgivelser.

Dag 5
Renæssancekunst i Arezzo, middelalderbyen Cortona

Vi kører nordpå mod byen Arezzo, der er af etruskisk oprindelse. I dag er byen provinshovedstad, og den har opfostret mange vigtige renæssancekunstnere som for eksempel Piero della Francesca, Vasari og ikke mindst den berømte forfatter Petrarca. Piero della Francescas hovedværk, freskecyklussen "Legenden om det hellige kors", kan man se i San Francesco-kirken. Byen har et meget smukt torv, som måske kan genkendes fra den herlige film med Roberto Benigni, ”Livet er smukt”.

På vejen tilbage gør vi et kort stop i den lille by Cortona, hvor etruskerne har opført en ringmur om byen. Her kan man opleve en typisk middelalderby, og den lokale kirke fremviser stolt helgeninden Santa Margheritas grav. Fra byen har vi en flot udsigt over Lago Trasimeno, hvor slaget mellem den puniske hærfører Hannibal og den romerske konsul Caius Flaminus faldt sted i 217 f.Kr. Romerne tabte slaget, og 15.000 romerske soldater døde ved bredden af den smukt beliggende sø.

Lago Trasimeno ligger i regionen Umbrien. Vi stopper ganske kort ved søen, som H.C. Andersen også kom forbi på sin Romrejse i 1833. Om mødet skriver han: ”Næste dag gik det over Castiglione gennem frodige dejlige landskaber med olieskove og druer, smukke, halvnøgne børn og gamle matroner med sølvhvidt hår gik og vogtede kulsorte, hudblanke grise. Ved Søen Tracymenes, hvor Hannibal stred, så jeg ved vejen det første fritvoksende laurbærtræ”.

Ud på eftermiddagen er vi igen tilbage ved hotellet og spiser middag.

Dag 6
Vinsmagning og en charmerende eftermiddag i San Gimignano
San Gimignano, Toscana

Om morgenen går turen mod byen med tårnene, San Gimignano. Byens placering på pilgrimsvejen Via Francigena, der gik fra Canterbury til Rom, gjorde byen til handelscentrum i middelalderen, og dette bragte rigdom til den lille by. Byen var allerede dengang kendt for sin produktion af den skønne, silkebløde hvidvin Vernaccia di San Gimignano, der stadig i dag kan nydes.

Inden vi besøger selve byen, går vi en lille vandretur (1½ kilometer) på en del af den gamle pilgrimsvej op til den pragtfulde vingård Fattoria di Fugnano som Albatros har arbejdet med gennem mange år, et pragtfuldt sted som mange af vores rejsende vælger at vende tilbage til på vores vingårdsferier. Vingården har nemlig den mest fantastiske beliggenhed med de skønneste udsigter over det bølgende landskab og de berømte tårne i San Gimignano. Gården drives af tre driftige kvinder, og de fortæller om vingården, stedet og naturligvis skal vi smage på vingårdens vine: den berømte hvide Vernaccia, deres Chianti Colli Senesi og ikke mindst deres Supertoscaner, den fadlagerede Sangiovese – en vin, som de fleste forelsker sig i.

Sammen med vinsmagningen spiser vi en lettere picnic-frokost, og der er mulighed for at købe lidt af den gode vin med hjem. Efter besøget går vi tilbage igen til bussen – denne gang føles turen lettere, når det går nedad, og vinen gør bestemt ikke turen mere kedelig.

Vi skal naturligvis også besøge selve San Gimignano. Her er det som at gå direkte ind i middelalderen. Det er herligt at vandre omkring og suge indtryk til sig i de kølige, skyggefulde gader, besøge den smukke kirke, torturmuseet eller blot spise en is i solen på torvet. Når vi ud på eftermiddagen er tilbage på hotellet, er der tid på egen hånd, indtil vi skal spise en afskedsmiddag på hotellet.

Dag 7
Hjemrejse
Efter morgenmaden kører vi til lufthavnen i Rom, og efter en rejse med mange oplevelser går turen tilbage til Danmark.

Hotel Sanremo

Vores hotel ligger i den gamle kurby Chianciano Terme, som italienere i århundreder har valfartet til for at modtage kurbehandlinger. Hotellet serverer en glimrende halvpension bestående af italiensk morgenmad og middag med italiensk husmandskost, som det serveres i en italiensk familie.

Hotel Sanremo har været et af Albatros Travels samlingssteder i mange år. Det er et hyggeligt familieejet hotel som og drives af signora Marcella. Her tager hun sammen med familien imod os, vi møder familien i både spisesalen og i baren. I hotellets lille hyggelige bar kan man nyde en aperitif før maden eller en drink efter middagen i godt selskab. Det hænder også, at der er live-musik på hotellet, når sønnens lille jazz-orkester spiller op med klassiske jazz-standarder og kendte italienske sange. Så hvorfor ikke tage en svingom inden sengetid.

I Toscana

Hotellet har en lille uopvarmet pool oppe på 1 sal. som er åben hele sæsonen. Så det er muligt med en lille dukkert, specielt i de varme perioder. Der er også wifi i hotellets fællesområder, så det er muligt at komme på internettet.

Hotel Sanremo
Via Paolo Ingegnoli, 21
I-53042 CHIANCIANO TERME (SI)

Tlf. 0578/6330. Fax 0578/63609
www.albergosanremo.net

Prisinformation

Tillæg for enkeltværelse
kr. 1.000,-
Begrænset antal. Enkeltværelserne er typiske enkeltværelser og er derfor mindre end dobbeltværelser.
Prisen inkluderer
•  Dansk rejseleder
•  Fly København - Rom t/r med Norwegian
•  Udflugter og transport jf. program
•  Cykelleje dag 4
•  Indkvartering på hotel i dobbeltværelse
•  Halvpension (italiensk morgenmad og middag)
•  Picnicfrokost med vinsmagning i San Gimignano
•  Vinsmagning i Montalcino
•  Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
•  Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
•  Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
•  Eventuelle ekstra arrangementer
•  Tillæg for enkeltværelse
•  Personlige drikkepenge f.eks til chauffør (beregn ca. 5 euro)
•  Personlige fornødenheder
•  Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,-
•  Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer".

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 24 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Køretider

Turen fra lufthavnen Fiumicino i Rom til hotellet tager ca. 2 timer (200 km).

Klima og beklædning

I foråret og efteråret kan det være køligt morgen og aften, og regnbyger kan forekomme. Medbring derfor en trøje og en let jakke. Når det gælder påklædning om aftenen på restauranter og lignende, er italienerne ikke særligt formelle. Husk at medbringe et par gode sko til spadsereture i naturen og i byerne.

Vigtig information vedr. ankomsten til Fiumicino Lufthavn

Ved ankomsten til Fiumicino Lufthavn er det vigtigt, at du går den rigtige vej efter bagagen. Når man ankommer med SAS og Norwegian, skal man følge den BLÅ markering i gulvet og gå ned til HØJRE, ellers havner man i den forkerte terminal. Er man usikker, så spørg hellere en gang for meget end at gå forkert, da det kan være besværligt at komme tilbage igen, da man først skal ud af terminalen og så ind gennem kontrollen igen for at få sin bagage.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser