Flodkrydstogt på Rhinen og Mosel fra Amsterdam til Basel

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Sejl fra Amsterdam til Basel, og oplev de hyggelige middelalderbyer og UNESCO-fredede flodlandskaber med borge, bjerge og vinklædte skråninger

Sejl ad to floder og gennem fire lande på Albatros’ eget flodkrydstogt. Fra Hollands hyggelige hovedstad følger vi Rhinens løb sydpå gennem Tyskland, Frankrig og hele vejen til Basel. Sejladsen fører os også gennem Mosels mest spektakulære strækning, hvor vi bl.a. besøger Cochem.

Om bord på vores komfortable og moderne 3½-stjernede skib, Sound of Music, glider vi stille forbi det ene smukke flodlandskab efter det andet. Et af turens absolutte højdepunkter er den eventyrlige, tyske Rhindal, hvor bjergene blander sig med terrasse-vinmarker og pittoreske borgruiner. Og hvem ved, om vi hører sirenens sang, når vi passerer den sagnomspundne Lorelei-klippe?

Undervejs anløber vi nogle af Nordeuropas kulturelle sværvægtere som Köln med domkirken Kölner Dom, og Strasbourg i Alsace med den UNESCO-fredede middelalderbykerne. Vi skal også besøge nogle af de små, hyggelige Rhinbyer som Rüdesheim am Rhein og Boppard samt Mainz midt i Tysklands største vindistrikt.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Flodkrydstogt

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Euro, schweiziske franc

Dagsprogram 8 dage
Dag 1
København – Amsterdam, Holland. Byvandring og tjek ind på skibet
Dag 2
Amsterdam. Mulighed for kanalrundfart og afsejling
Dag 3
Köln, Tyskland. Mulighed for byvandring og besøg i Kölner Dom
Dag 4
Panoramasejlads på Mosel – Cochem. Mulighed for byvandring
Dag 5
Rhinpromenaden i Boppard – Lorelei-passagen og mulighed for byrundtur i Rüdesheim am Rhein
Dag 6
Mainz. Mulighed for byvandring og for at opleve Arne Jacobsens moderne rådhus
Dag 7
Strasbourg, Frankrig. Mulighed for kanalrundfart og byrundtur i den UNESCO-fredede middelalderbykerne
Dag 8
Basel, Schweiz og hjemrejse

Sound of Music

Sound of Music er et komfortabelt og moderne flodkrydstogtskib med plads til 128 passagerer fordelt på tre dæk.

Nyd det afslappede liv om bord på det rummelige skib – i den behagelige loungebar, over lækker middag i restauranten, på det store soldæk eller mere privat i din egen kahyt. Skibet har også en lille butik og et fitnessrum.

Klik på billederne for at se dem større

Billeder

Dagsprogram ved køb af udflugtspakke

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Amsterdam, Holland. Byvandring og tjek ind på skibet
Rijksmuseum Amsterdam i den hollandske hovedstad

Ved ankomsten til Amsterdam kører vi ind til byen for sammen at tage på opdagelse. Herefter er der tid til lidt frokost i Amsterdam på egen hånd, inden vi mødes igen for at tage til skibet, hvor der er indtjekning efter klokken 15. Vi ligger ved kaj natten over, så der er mulighed for at opleve Amsterdam by night.

Men inden da har vi tid til, at opleve Amsterdam i dagslys. På byrundturen begiver vi os af sted til fods ud på eventyr i den farverige kanalby, som i renæssancen blev en af Europas vigtigste søfartsbyer og handelsstæder. Byen viser sig fra sin allerbedste side i det gamle arbejderkvarter Jordaan. De små gader mellem de tre store kanaler her er bedst kendt som ”De ni små gader” – De negen straatjes – og er hjemsted for en række interessante designere, som får selskab af specialbutikker, gallerier samt de såkaldt brune caféer, som er gamle, patinerede værtshuse med godt hollandsk og belgisk øl.

I Jordaan finder man også et af Amsterdams allerstørste tilløbsstykker, Anne Franks hus, der ligger på Prinsengracht tæt ved Westerkerk. Her, hvor Anne Frank skrev sin berømte dagbog, gengives den rystende historie om pigen og hendes jødiske familie, der gennem flere år gemte sig i hemmelige rum i huset på Prinsengracht, indtil de blev afsløret og kom i kz-lejr.

Amsterdam er på alle måder en stærk museumsby, og som moderby for en række af verdenskunstens allerstørste er det imponerende samlinger, som tager plads på museernes vægge. Gå for eksempel på opdagelse omkring Museumplein (museumskvarteret), hvor man finder byens mest prominente kunstmuseer. Rijksmuseum Amsterdam rummer en stor samling hollandske mesterværker: fra religiøs kunst til guldaldermalerier og værker af blandt andre Rembrandt. På van Gogh-museet præsenteres verdens største van Gogh-samling med mere end 200 malerier og 500 tegninger af den store mester.

Den moderne kunst har hjemme på Stedelijk-museet, mens en række andre udstillingsbygninger og museer på hver deres måde medvirker til at kaste lys over Hollands historie som flådenation og kolonimagt. Det gælder blandt andet Amsterdams spændende historiske museum, der med interaktive midler folder den store fortælling ud i bygningen på Kalverstraat.

Bemærk: Vi prøver så vidt muligt at få kajplads i Amsterdam centrum. Det er desværre ikke altid muligt, selvom kajpladsen er booket og bekræftet, forbeholder havnen sig altid ret til at flytte vores skib op til få timer før ankomst. Det betyder at vi i de tilfælde, hvor kajpladsen er langt fra centrum og uden for gå afstand, bestiller bus transfer, i forbindelse med udflugtspakkens arrangerede bytur. Deltager man ikke i det planlagte program, eller ønsker man at indlægge egne programpunkter, er transport fra og til skibet på egen regning.

Dag 2
Amsterdam. Mulighed for kanalrundfart og afsejling Afsejling kl. 13.00
En af de smukke kanaler i Amsterdam

I dag har du, som en del af udflugtspakken, mulighed for at deltage på en stemningsfuld kanalrundfart gennem Amsterdams mange kanaler – med udsigt til husbåde og de karakteristiske smalle pakhuse, der præger byens centrum.

Senere stævner vi ud på Rhinen mod Köln, som vi forventer at anløbe den efterfølgende dag. Fra Amsterdam sejler vi gennem de hollandske provinser Utrecht og Gelderland, inden vi krydser den tyske grænse ved Gelderse Poort i løbet af natten. Her mødes de store hollandske floder Waal, Ussel og Neder Rijn (Nedre Rhin).

(Dagens udflugt med kanalrundfart i Amsterdam er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet.)

Dag 3
Köln, Tyskland. Mulighed for byvandring og besøg i Kölner Dom Ankomst kl. 13.00, afsejling kl. 21.00
Fabelagtige Kölner Dom

Efter frokost er dagens Albatros tilbud en byvandring i den gamle romerske by. Köln var efter sigende en af de største byer uden for Rom og hed Colonia Claudia Ara Agrippinensium. Den romerske historie er tydelig overalt i bybilledet. Selv i parkeringskældrene støder man ofte på rester fra romersk byggeri.

Vi starter i den gamle bydel, Altstadt, som ligger ned til Rhinen. Kölns Altstadt er ikke så imponerende som i mange andre tyske byer, men det er rigtig hyggeligt at gå en tur i de snørklede gader. Der er et lille stemningsfuldt torv, Alter Markt, og en del historiske bygninger, der dog ikke er de oprindelige, men genopført efter 2. verdenskrig, hvor Köln næsten blev jævnet med jorden. Det siges, at efter de sidste bombardementer var overstået, kom beboerne op fra beskyttelsesrummene. De så sig omkring og begyndte at tale om, hvorvidt de skulle bygge byen op igen eller flytte et andet sted hen. Men da de så, Kölner Dom på helt mirakuløs vis stadig stod, besluttede de sig for at blive – og kun derfor.

Vi skal naturligvis også se den imponerende domkirke, der er et ypperligt eksempel på gotisk arkitektur og i øvrigt er den største gotiske kirke i Nordeuropa. Kölner Dom er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv og er en af de mest besøgte seværdigheder i Tyskland. 

Efter byrundturen er der mulighed for selv at gå videre ud på opdagelse i Köln og måske nyde et glas eller to af det lokale øl Kölsch, der smager som en pilsner og serveres i høje, slanke glas.

Bagefter sejler vi videre mod Cochem ad floden Mosel.

(Dagens udflugt med byvandring i Köln ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet.)

Dag 4
Panoramasejlads på Mosel – Cochem. Mulighed for byvandring Ankomst kl. 12.00, afsejling kl. 22.00
Cochem ved Mosels flodbred

Vi kommer til Mosels udløb i Rhinen og passerer byen Koblenz, der desværre blev voldsomt ødelagt under 2. verdenskrig, men i dag er genopbygget. Koblenz ligger lige ved Deutsches Eck, hvor Rhinen og Mosel løber sammen, og fortsætter nordover som Rhinen. Vi begiver os nu af sted på Mosel og kan nyde den smukke udsigt til områdets mange vinmarker og gamle borge, der knejser højt på klipperne.

Mosel og Rhinens flere end 40 borge og slotte stammer fra en tid, hvor floden var en af de vigtigste handelsveje mellem Midt- og Nordeuropa, og skibsfarten skulle sikres mod overfald fra lokale røvere. Floden havde i 1400-tallet flere strømsteder og vandfald, der gjorde sejladsen krævende. Det er blevet lettere i dag, hvor sluser har gjort vandet roligt. Vi skal i dag passere ikke færre end tre sluser, inden vi ankommer til Cochem.

Som mange andre byer i området går Cochems historie tilbage til den romerske periode. Da byen i 1300-tallet fik bystatus, blev fæstningsværket anlagt, og en del kan fortsat ses i dag. Vi lægger til på den modsatte bred ved de gamle fiskerbyer Cond og Sehl, der blev lagt ind under Cochem, da den første bro blev bygget i 1927. Som en del af udflugtspakken går vi en tur over broen, hvorfra der er en fantastisk udsigt over områdets smukke scenerier og det tidligere kejserslot Reichsburg, der ligger højt hævet over byen. Slottet ejes i dag af Cochem by. Vi går en tur rundt i byen og nyder eftermiddagen ved bredden af Mosel.

(Dagens udflugt med byvandring i Cochem er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet.)

Dag 5
Rhinpromenaden i Boppard – Lorelei-passagen og mulighed for byrundtur i Rüdesheim am Rhein Ankomst til Boppard kl. 05.30, afsejling kl. 12.00. Ankomst til Rüdesheim am Rhein kl. 16.30
Niederwalk-monumentet ved Rüdesheim am Rhein

I løbet af natten er vi sejlet tilbage til Rhinen og skal i dag sejle ad den UNESCO-fredede floddal Mittelrhein, der er som taget ud af et eventyr. Her blander bjerglandskaberne sig med vinmarker i terrasser op ad skråningerne. Og på hver en bjergtop ligger der pittoreske borgruiner strøet ud med rund hånd. På begge sider af floden ses der småbyer, som giver liv til områdets lange historie og rige kulturarv. Området er med rette kendt som den romantiske del af Rhinen efter Goethes beskrivelse af sin rejse på floden i 1770’erne.

Vi tilbringer formiddagen i Boppard, en af Rhinens mindre byer. Her er der både en dejlig shoppegade med et godt udvalg af lokale butikker og caféer samt en promenade langs med Rhinen, hvor man kan se en del af byens ældre bindingsværkshuse.

Efter frokost sejler vi videre, og det kan anbefales at sidde på skibets soldæk og nyde udsigten. Efter et par timers sejlads kommer vi til Lorelei, det absolut mest sagnomspundne sted langs Rhinen. En næsten lodret klippe af skifer rejser sig 132 meter i vejret, og sagnet siger, at her bor en mystisk sirene, hvis sange lokker sømænd til deres død i flodens forræderiske strøm. Det er også Rhinens smalleste sted mellem Schweiz og Nordsøen, og den svære passage er nok det, der har affødt legenden.

Senere er vi fremme i den lille, hyggelige by Rüdesheim am Rhein, hvor vi ligger ved kaj natten over. Byen er blandt andet kendt for Drosselgasse, som er en smal gade spækket med barer og restauranter. Her er der altid liv og glade dage! Rüdesheim am Rheins mest besøgte attraktion er det imponerende Niederwald-monument, som ligger på et højdedrag over byen i Niederwald Landskabspark. Niederwald-monumentetl blev opført i årene 1871-1883 i anledning af samlingen af Det Tyske Kejserrige.

Ved ankomsten kører vi, som en del af dagens Albatros udflugt, en tur i byen og det omkringliggende landskab med de smukke vinmarker, der strækker sig op over skråningerne. Om aftenen vil der være mulighed for at opleve Drosselgasse by night.

(Dagens udflugt med køretur og gåtur i Rüdesheim er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet.)

Dag 6
Mainz. Mulighed for byvandring og for at opleve Arne Jacobsens moderne rådhus Afsejling fra Rüdesheim am Rhein kl. 05.00. Ankomst til Mainz kl. 07.30, afsejling kl. 13.00
Nyt møder gammelt i Mainz

Vi ankommer til den tidligere romerske provins Mainz, der nu er hovedstad i den tyske delstat Rheinland-Pfalz. Byen blev grundlagt som en militærpost af romerne sidst i det første århundrede, og senere blev den provinshovedstad i Germania Superior. Romernes tilstedeværelse i området ses tydeligt den dag i dag, selv på vores sejltur op langs Rhindalen. Det var nemlig romerne, der lærte lokalbefolkningen at dyrke vin på de solbeskinnede skråninger, som området er så kendt for. Mainz ligger lige midt i Rheinhessen, Tysklands største vindistrikt.

Som en del af udflugtspakken har du mulighed for at deltage på en gåtur i den restaurerede gamle bydel med de fine bindingsværkshuse. Her finder vi også den tusind år gamle katedral Mainzer Dom, der havde stor betydning i 1100- og 1200-tallet, hvor den lagde scene til ikke færre end syv kongekroninger. Mainz var i mange århundreder også et vigtigt centrum for kultur og fremgang. Det var blandt andet her, Johann Gutenberg opfandt bogtrykkerkunsten og gjorde det muligt at masseproducere bøger. Efter datidens skala naturligvis.

Men vi skal også opleve den moderne by. Mainz blev voldsomt ødelagt under 2. verdenskrig, og efter krigen startede det største byggeboom i byens historie. Arkitekten bag byens moderne rådhus er såmænd ingen ringere end Arne Jacobsen. Efter byrundturen kan du for eksempel besøge en af byens mange traditionelle vinbarer, der også serverer lokale delikatesser som "spundekäs", en krydret cremeost, der meget passende kan få følgeskab af et glas lokal vin.

Senere sejler vi sydpå mod Strasbourg.

(Dagens udflugt med byvandring i Mainz er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet.)

Dag 7
Strasbourg, Frankrig. Mulighed for kanalrundfart og byrundtur i den UNESCO-fredede middelalderbykerne Ankomst kl. 09.00, afsejling kl. 18.00
La Petite France i Strasbourg

Vi ankommer til den velholdte middelalderby Strasbourg tæt på den tyske grænse. Strasbourg er regionshovedstad i Alsaceprovinsen og en betydningsfuld kultur- og handelsby fyldt med museer, smuk arkitektur og en UNESCO-fredet gammel bydel på den smukke ø Grand Île.

På trods af et hav af stridigheder gennem historien, hvor byen skiftevis har været på tyske og franske hænder, fungerer Strasbourg i dag som brobygger mellem de to nabolande. Specielt Strasbourg Universitet har skabt forståelse mellem områdets protestanter og katolikker. På universitetet, der er Frankrigs næststørste, har blandt andet den tyske digter Goethe studeret og tilbragt sine ungdomsår. Byen er også kendt som hjemsted for Europa-Parlamentet, Europarådet og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Som en del af dagens Albatros tilbud, tager vi sporvognen ind til byen, for at kigge nærmere på den gamle bydel, og tager på en sejltur gennem byens små kanaler på floden Île, hvor vi oplever de gamle sluseanlæg samt den moderne bydel med Europaparlamentet – en tur igennem 2000 års historie. Efterfølgende går vi en tur i de smalle gader i det pittoreske kvarter La Petite France hvor smukke 4-etagers bindingsværkshuse ligger side om side. Gåturen fører os også forbi den vældige gotiske katedral fra 1439, der ligger smukt på en af byens centrale pladser, tæt på floden og det smukke Palais Rohan, paladset, som blev bygget til byens biskop i starten af 1700-tallet. Vi stopper i en af gaderne og får smagsprøver hos en af byens bagere, ligesom vi også skal smage den lokale chokolade. 

Efterfølgende vil der være mulighed for på egen hånd at besøge katedralen med det karakteristiske ene tvillingetårn. Eller måske nyde en kop kaffe eller et glas kølig hvidvin på en af byens mange caféer, mens du følger med i gadelivet.

Vi tager tilbage til skibet for at spise frokost. For dem der ønsker at blive i byen, og nyde frokost på egen hånd, er det også en mulighed. Senere er der mulighed for, på egen hånd at se mere af Strasbourg, inden vi sejler fra byen.

(Dagens udflugt med kanalrundfart og byrundtur i Strasbourg er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet.)

Dag 8
Basel, Schweiz og hjemrejse Ankomst kl. 08.00
Vi anløber Basel om morgenen. Efter morgenmad om bord på skibet siger vi farvel til skibets besætning og kører til lufthavnen i Zürich, hvor flyet hjem til Danmark venter.

Udflugtspakke

  • Formiddagsudflugt med kanalrundfart i Amsterdam
  • Halvdagsudflugt i Köln med byvandring og besøg i Kölner Dom
  • Halvdagsudflugt i Cochem med byvandring og et glas vin
  • Halvdagsudflugt i Rüdesheim med køretur til vinmarkerne og byvandring
  • Halvdagsudflugt i Mainz med byvandring
  • Halvdagsudflugt i Strasbourg med kanalrundfart og byvandring i middelalderbykerne

  Pris: kr. 598,- pr. person

Udflugtspakken skal bestilles i forbindelse med rejsen, kan kun købes som en samlet pakke og gennemføres med minimum 20 deltagere.

Prisinformation

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Amsterdam og Zürich – København
  • Gåtur i Amsterdam ved ankomst
  • Informationsmøder og foredrag ved rejselederen
  • 7 nætters krydstogt på Sound of Music i delt dobbeltkahyt med vindue på Rhine-dæk; kategori C.
  • Helpension på skibet
  • Kaffe, te og isvand til måltiderne på skibet
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring Gouda 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Udflugtspakke og eventuelle ekstra udflugter og arrangementer
  • Tillæg for enkeltkahyt
  • Eventuelle måltider på land
  • Drikkevarer (ud over dem, der er nævnt under prisen inkluderer)
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (beregn euro 3,5,- pr. person i alt)
  • Drikkepenge til personalet på skibet (vi anbefaler euro 7,5- pr. person pr. dag)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under "prisen inkluderer”
Tillæg for enkeltkahyt
  • Tillæg for udvendig enkeltkahyt på Mosel-dæk kategori E kr. 5.998,-
  • Tillæg for udvendig enkeltkahyt på Rhine-dæk kategori D kr. 6.498,-
  • Tillæg for udvendig enkeltkahyt på Rhine-dæk kategori C kr. 6.998,-
  • Tillæg for udvendig enkeltkahyt på Rhine-dæk kategori B kr. 8.498,-
  • Tillæg for udvendig enkeltkahyt på Danube-dæk kategori A kr. 8.998,-
Tillæg for kahytsopgradering
  • Tillæg for udvendig kahyt på Rhine-dæk kategori B kr. 1.498,- per person
  • Tillæg for udvendig kahyt på Danube-dæk kategori A kr. 1.998 per person
Rabat for kahytskategori - delte dobbeltkahytter
  • Rabat for udvendig kahyt på Rhine-dæk kategori D kr. 398,- per person
  • Rabat for udvendig kahyt på Mosel-dæk kategori E kr. 798,- per person
Børnepris 2-11 år

Hvis 1 barn deler kahyt med 2 fuldt betalende voksne, koster barnet kun 70 % af rejsens grundpris.

OBS: Der vil ikke være en ekstra seng til barnet. Barnet deler seng med de voksne. Skal barnet have sin egen seng, må det dele kahyt med kun 1 voksen, og der kan ikke opnås nogen rabat.

Kontakt os, hvis I ønsker at rejse med børn.

Oplev mere
Udflugtspakke: 
Pris: kr. 598,- pr. person

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde. Det er absolut en god ide at medbringe en kikkert – man går glip af meget uden.

Hvem kan deltage?

På de planlagte ture i land ser vi byerne til fods og går til centrum fra skibet. Da mange af byernes gamle bydele er fredet og med smalle brolagte gader, er det ikke muligt at arrangere en bytur i bus, og vi fortrækker derfor at opleve atmosfæren på helt tæt hold til fods. Hvor det ikke er muligt at gå til centrum, bruger vi gerne offentlig transport som sporvogn og metro.

Du skal derfor regne med at kunne gå op til 6 km om dagen i et roligt tempo på en bytur af 1½ til 2 timers varighed, være mobil, selvhjulpen og kunne færdes uden hjælp i til tider ujævnt terræn.

Personer under 18 år skal rejse i følge med og bo sammen med personer over 18 år.

Særlige forhold vedrørende helbred

I henhold til rederiets regler har du pligt til at informere Albatros Travel om evt. sygdom eller lidelse, handicap, graviditet eller andre forhold, der kan have betydning for dit velbefindende eller din helbredsmæssige tilstand under krydstogtet.

Mere om din rejsemål

Vil du vide mere om klima og vejr, tidsforskelle, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres, så læs mere herunder.

Holland: www.albatros-travel.dk/destinationer/europa/holland
Tyskland:
www.albatros-travel.dk/destinationer/europa/tyskland
Frankrig:
www.albatros-travel.dk/destinationer/europa/frankrig
Schweiz:
www.albatros-travel.dk/destinationer/europa/schweiz

Om kahytterne

Hvordan er kahytterne?

Fra de lyse og rummelige kahytter, som er mellem 11 m2 og 18 m2, har du en god udsigt til floden og omgivelserne. Kahytterne er udstyret med to enkeltsenge/dobbeltseng; badeværelse med toilet og bruser; telefon, hårtørrer, safetyboks, varme/aircondition og tv med internationale kanaler.

Danube-dæk (Kat. A)
Udvendig kahyt på dæk 3, med gulv-til-loft-vindue og skydedøre. 2 enkeltsenge. 15 m2

Rhine-dæk  (Kat. B)
Udvendig kahyt på dæk 2, med panoramavindue (1,5 m2). 2 enkeltsenge. 18 m2

Rhine-dæk (Kat. C)
Udvendig kahyt på dæk 2, med panoramavindue (2,7 m2). 2 enkeltsenge. 15 m2

Rhine-dæk (Kat. D)
Udvendig kahyt på dæk 2, med panoramavindue (1,5 m2). 2 enkeltsenge. 15 m2

Mosel-dæk (Kat. E)
Udvendig kahyt på dæk 1, med vindue (0,75 m2). Dobbeltseng (140x200 cm). 11 m2

Hånden på hjertet

Ikke egnet for gangbesværede

Vores udflugter og rundture i byerne foregår til fods, og vi går ofte fra skibet til byernes centrum. Da mange af byernes gamle bydele er fredede og har smalle brolagte gader er det ikke muligt køre i bus. Vi oplever også langt mere atmosfære og kommer tæt på byen, når vi er til fods. Vi bruger også offentlig transport som sporvogn og metro. Som deltager i turen skal du derfor regne med at gå 6 km om dagen i et roligt tempo på byrundturene, som varer mellem 1½ og 2½ timer. Du skal altså være mobil, selvhjulpen og kunne færdes uden hjælp.

Skibet er desværre ikke indrettet til gangbesværede, som ikke kan bevæge sig rundt ved egen kraft. Dette skyldes primært hensyn til sikkerhed, da rederiet kræver, at alle skal kunne gå fra en båd til en anden uden hjælp fra personale eller medpassagerer.

Af sikkerhedsmæssige årsager må kørestole og gangstativer/rollator heller ikke tages med på skibet. Der skal være fri passage på gangarealer o.l.

Kajplads

Når flodkrydstogtskibene lægger til kaj, fortøjes skibene flere steder langskibs uden på hinanden. Det betyder, at man kan opleve at kigge ind i siden på et andet skib i stedet for at have udsigt til landskabet eller en by, når skibet ligger ved kajen. Og at man skal gå gennem andre både for at komme i land – eller at andre passagerer går igennem Sound of Music. 

Vi prøver så vidt muligt at få en kajplads i centrum af de byer, vi besøger. Det er desværre ikke altid muligt, og selvom en kajplads er booket og bekræftet, forbeholder havnen sig altid ret til at flytte vores skib op til få timer før ankomst.

Det betyder, at vi i tilfældet af, at kajpladsen er langt for centrum og uden for gåafstand, bestiller en bus eller bruger offentlig transport til centrum, når vi skal på udflugt jf. programmet. Deltager man ikke i det planlagte program, eller ønsker man at indlægge egne programpunkter, er transport fra og til skibet for egen regning.

Soldæk

Skibet er udstyret med et stort og dejligt soldæk, hvor der vil være mulighed for at opholde sig når vi ligger til kaj eller når vi sejler og kan nyde det smukke landskab som stille glider forbi. 

Vi skal dog gøre opmærksom på at soldækket på visse dage og sejlruter kan være lukket, i kortere eller længere perioder, pga. at vi passerer lave broer eller sluser.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 4 out of 5 by from Jeg er meget tilfreds og glad for at have været med Meget spændende og interesseant tur med masser af historie og flotte landskaber
Date published: 2017-11-03
Rated 5 out of 5 by from Vores forventninger blev opfyldt til fulde. Vi rejser med Albatros fordi det er veltilrettelagte ture med dygtige rejseledere. Thomas fortjener mange flere end 5 stjerner.
Date published: 2017-10-16
Rated 5 out of 5 by from At glide ned ad Rhinen, kan ikke beskrives - det skal opleves ! Et flodkrydstogt er noget særligt, og det er Rhinen også, så glide ned af Rhinen, hvor alle forhold lever op til forventningerne er en super oplevelse. En uge med en dygtig og frisk besætning, super måltider alle på højt niveau. Oplevelsen forstærkes af Thomas og Inga som er rejseledere med utrolig stor viden og gode fortælle egenskaber med en frisk, humor og god fælles kemi til os gæster. Kan varmt anbefales, til dem der er stornyder af gode oplevelser.
Date published: 2017-10-09
Rated 5 out of 5 by from Fantastisk tur på flydende hotel. En af vores bedste ferier nogensinde. Så mange flotte og spændende oplevelser og med nogle dygtige, modne og erfarende danske guider, som også kunne lave sjov med hinanden. Personalet på båden, Sound of Music, var utrolige hjælpsomme, høflige og tilmed havde flere af dem en god humor. Man kunne tydeligt mærke at det var en god ledelse, og de alle havde et godt sammenhold. Dejligt at have hotelværelset med ud på rejsen, så man ikke skulle flytte rundt med kufferten fra sted til sted. Så dejligt at være så få på båden at vi næsten var som en stor familie, hvor flere af os havde det sååå sjovt sammen. Det kan ses på billedet vi har sendt med.
Date published: 2017-10-04
Rated 4 out of 5 by from Behagelig rejseform Flodkrydstogt kan anbefales, især i solskin og stille vejr
Date published: 2017-10-03
Rated 4 out of 5 by from En fin tur, med mange korte indtryk Fin tur med dygtige og vidende rejseledere. Minus var dog at der var alt for mange indtryk på kort tid. Der måtte gerne være færre stop og mere tid til det enkelte sted. Skuffende, at der i omtalen af vores kahyt (Danube-dæk, kat. A, side 16 i kataloget) står, 2 enkeltsenge. Det var en dobbeltseng, og det gav virkelig problemer for min datter og jeg.
Date published: 2017-09-28
Rated 4 out of 5 by from En god tur En god tilrettelagt cruise, med spændende, godt guidede og oplysende ture. Guiderne havde mange gode og underholdende foredrag om områderet vi sejlede forbi, samt byerne vi var i.
Date published: 2017-09-24
Rated 5 out of 5 by from Flot sejllads, dejlig mad, super betjening og kompetente rejseledere Det var en spændende flodrejse på 1000 km, hvor vi oplevede en masse undervejs. Skibet/kahytten var fin og den alt for megen mad :-) blev ledsaget af en fantastisk service. Dertil kommer, at de 3 rejseledere fyldte os med ny viden på en underholdende facon. En tur man kan glæde sig til.
Date published: 2017-09-20
  • y_2024, m_4, d_16, h_3
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.41
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_0, tr_117
  • loc_da_DK, sid_NLCRI05, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser