Buenos Aires, Rio og Iguazú

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Oplevelsesrejse til Brasilien og Argentina med tango, fantastiske vandfald og to af verdens smukkeste storbyer. Inkl. håndplukkede 4-stjernede hoteller

En Albatrosrejse for livsnyderen! Her får du udvalgte oplevelser i to af de mest imponerende lande i Sydamerika – kultiverede Argentina med tango, møre bøffer og smuk arkitektur og livsglade Brasilien med strand, bjerge og Kristusstatuen. Stor natur skal vi også have: Vi bruger tre dage ved de mægtige, brusende Iguazú-vandfald, som vi ser fra både den argentinske og den brasilianske side. På hele rejsen bor vi på håndplukkede 4-stjernede hoteller med god tid hvert sted.

Du kan vælge at opleve det hele på egen hånd eller købe udflugtspakken ledet af rejselederen, sammensat med alt det bedste fra de to lande.

Der er mulighed for at forlænge rejsen med 4 dages badeferie i Búzios.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Ja

  • Valuta Argentinske Pesos, Brasilianske Real

Dagsprogram 13 dage
Dag 1
Afrejse fra Danmark
Dag 2
Buenos Aires. Byrundtur
Dag 3
Buenos Aires. Byrundtur og tangoshow
Dag 4
Buenos Aires. Udflugt til pampas og gauchoer
Dag 5
Buenos Aires. Tid på egen hånd og natbus mod Iguazú
Dag 6
Iguazú – afslapning
Dag 7
Iguazú-vandfaldet, den argentinske side
Dag 8
Iguazú-vandfaldene, den brasilianske side
Dag 9
Iguazú – Rio de Janeiro. Gåtur på Copacabana
Dag 10
Rio de Janeiro. Corcovadobjerget og Kristusstatuen
Dag 11
Rio de Janeiro. Sukkertoppen og rundtur i Santa Teresa-kvarteret
Dag 12
Rio og hjemrejse
Dag 13
Ankomst til Danmark

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram ved køb af udflugtspakke

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra Danmark
Du flyver fra Københavns Lufthavn til Buenos Aires med ankomst næste dag.
Dag 2
Buenos Aires. Byrundtur

Først på formiddagen ankommer du til Buenos Aires lufthavn, hvor du modtages af rejselederen og køres til vores hotel i byen. Efter vi har hvilet lidt, tager vi for alvor hul på vores argentinske eventyr, når vi tager på busrundtur i Buenos Aires og ser byens mange spændende højdepunkter. Vi besøger La Boca, et af byens ældste kvarterer, som i 1800-tallet blev hjemsted for tusindvis af italienske og spanske immigranter, der søgte lykken i den argentinske hovedstad. Gaden El Caminito er kendt for sine farvestrålende huse, og det er også her i arbejderkvarteret La Boca, at sportsklubben Boca Juniors holder til. Selvom en lang række markante argentinske fodboldspillere gennem årene har spillet for klubben, er det mere end nogen den nationale fodboldhelt Diego Maradona, der har gjort klubben kendt verden over.

I centrum går vores rute forbi Colón Teatret, byens smukke operahus, som er verdensberømt for sin akustik, der siges at være noget nær perfekt. En helt særlig oplevelse er det at besøge det store torv Plaza de Mayo, hvor man virkelig fornemmer historiens vingesus. For enden af torvet troner præsidentpaladset, som ikke uden grund kaldes Casa Rosada, “det lyserøde hus”, for murværket har en markant, lyserød farve. Det var fra balkonen her i præsidentpaladset, at Eva Perón – i folkemunde blot kendt som Evita – holdt tale til sine trofaste støtter blandt landets mange fattige. Og det var også på Plaza de Mayo, at “Las Madres de Plaza de Mayo” – en gruppe mødre til forsvundne børn og unge under den argentinske militærjunta – i årene 1977-2006 fast mødtes én gang om ugen og demonstrerede for at få sandheden om deres forsvundne kære frem.

(Byrundturen er en del af udflugtspakken, som ikke er inkluderet i rejsens grundpris. Se under prisinformation)

Dag 3
Buenos Aires. Byrundtur og tangoshow

Vi fortsætter med at udforske Buenos Aires med et besøg i byens nordlige kvarterer. I bydelen Palermo – byens grønne åndehul – nyder vi de smukke, storslåede parkanlæg og mindesmærker, der giver os et indblik i landets brogede historie. Videre til bydelen Recoleta, som er et af byens mest fashionable beboelsesområder med elegante, franskinspirerede huse. Det er også i Recoleta, vi finder den pompøse kirkegård med gravsteder for alle byens fornemme familier, inklusive Evita Peron, som ligger i familiegravstedet under navnet Duarte. Endvidere er La Recoleta også hjemsted for de superrige, som normalt forlader deres herskabsboliger i sommerheden. Om vinteren kan man se de fine damer slentre op og ned ad byens fornemme strøg iført pels og kunstfærdige frisurer, på vej til tesaloner for at møde deres venner.

Du kan herefter køre med bussen tilbage til hotellet eller udforske bydelen på egen hånd – måske besøge en af områdets cafeer – og tage en taxa hjem (for egen regning).

Om aftenen mødes vi igen og skal til et superflot tangoshow med middag. Kan man forestille sig mere perfekte rammer for en aften i tangoens tegn end netop her i tangoens hjemby? Dansen – med sit raffinerede miks af nostalgi, drama, elegance og sensualitet – har sit udspring i immigrantmiljøet i Buenos Aires-bydelen San Telmo sidst i 1800-tallet, og selvom tangoen i begyndelsen blev betragtet som alt andet end stueren, gik der ikke længe, inden også det pæne borgerskab havde taget dansen til sig.

(Byrundturen og tangoshowet er en del af udflugtspakken, som ikke er inkluderet i rejsens grundpris. Se under prisinformation)

Dag 4
Buenos Aires. Udflugt til pampas og gauchoer

I en radius af næsten 1.000 kilometer fra Buenos Aires strækker den argentinske pampas sig. Det store sletteområde har igennem århundreder været hjemsted for de legendariske argentinske cowboys, de såkaldte gauchoer. Og med den frodige landbrugsjord og pampas-kvæget, der typisk ender sine dage som nogle af verdens møreste bøffer, udgør pampassen nerven i den argentinske økonomi. På dagens udflugt går vi i gauchoernes fodspor og sætter kursen mod pampassen, hvor vi skal besøge en estancia – en stor argentinsk ranch. Her spiser vi en traditionel asado-frokost med lækkert, grillet kød og empanadas – små halvmåneformede, fyldte “brødpakker”, som blev introduceret af spanierne, og som findes i et hav af varianter hele vejen op gennem Latinamerika.  På estanciaen nyder vi også et smukt folkloreshow med traditionel argentinsk musik og dans, og vi ser gauchoernes imponerende talent for alt, hvad der har med heste at gøre. Efter en spændende dag på landet er vi tilbage i Buenos Aires sidst på eftermiddagen.

(Pampasudflugten er en del af udflugtspakken, som ikke er inkluderet i rejsens grundpris. Se under prisinformation)

Dag 5
Buenos Aires. Tid på egen hånd og natbus mod Iguazú

Dagen i dag er på egen hånd, og du kan bruge den til at opleve nogle af de steder i Buenos Aires, som du endnu ikke har set. Rejselederen vil være til rådighed med råd og vejledning. Det kunne for eksempel være et besøg ved den store tangosanger Carlos Gardels grav, der er valfartssted for tangoentusiaster fra hele verden, eller måske har du bare lyst til at slentre rundt i byen? Porteñoerne, som indbyggerne i Buenos Aires bliver kaldt, er hyppige gæster på byens mange caféer, så hvorfor ikke gøre som de lokale og nyde en kop kaffe af bedste kvalitet, mens du fornemmer byens stemning? Måske efterfulgt af besøg på et af byens mange museer eller i nogle af de hyggelige shoppinggader? Gågaden Calle Florida eller den flere kilometer lange indkøbsgade Santa Fe er blot nogle af de mange muligheder, og du kan også gå på opdagelse i den hyggelige San Telmo-bydel, der rummer et hav af gallerier, antikvitetsforretninger og andre specialbutikker.

Om eftermiddagen kører vi til busterminalen, hvor vi stiger om bord på en komfortabel natbus med god plads og sæder, der kan lægges næsten 180 grader ned. En let middag bliver serveret om bord på bussen.

Dag 6
Iguazú – afslapning
Vel ankommet til Puerto Iguazú i det allernordligste Argentina skal vi skifte bus, inden vi fortsætter til hotellet i udkanten af Iguazú-vandfaldet i Brasilien. Hele området er kendt for sine fantastiske vandfald – Cataratas de Iguazú på spansk og Foz do Iguaçu på portugisisk – der falder fra Iguazú-floden på grænsen mellem Brasilien og Argentina. Iguazú er klodens bredeste vandfald og strækker sig i en tre kilometer lang hesteskoform. Det består af i alt 275 mindre vandfald, som vælter ud over Paranáplateauet og næsten 100 meter ned i dybet. Kaskader af brusende, grumset flodvand strømmer i en uendelighed ned fra hundreder af fald og piskes til millioner af tågeperler, der blidt lægger sig over den grønne regnskov. Iguazú er afgjort et af rejsens absolutte højdepunkter. De helt enestående fald er omgivet af tæt jungle, og en udflugt til Iguazú giver den besøgende en reel mulighed for at stifte bekendtskab med en af verdens mest storslåede landskabsformer, hvilket der bliver rig mulighed for, når vi i morgen besøger den argentinske side af vandfaldene. Efter busturen fra Buenos Aires er resten af dagen til afslapning på hotellet og ikke mindst en dukkert i poolen. Der er således god mulighed til at lade op til morgendagens program.
Dag 7
Iguazú-vandfaldet, den argentinske side

Dagen er afsat til at besøge den argentinske side af vandfaldene. Vi kører over grænsen og starter turen ved det nye besøgscenter, hvorfra et lille tog transporterer os næsten ud til det største fald, Garganta del Diablo – ”Djævelens Gab”. Fra endestationen spadserer vi ad gangbroer ud til den del af faldene, som er mest imponerende. Vi fortsætter ad gangstier og gangbroer på den over tre kilometer lange og storslåede tur omkring vandfaldene. Skovene ved vandfaldet rummer et enestående vildt- og planteliv med sjældne orkideer, talrige fuglearter og kæmpefirben. Senere fortsætter turen på de veltilrettelagte stisystemer, hvor de imponerende vandfald kan betragtes fra flere forskellige vinkler.

(Udflugten til Iguazú-vandfaldet er en del af udflugtspakken, som ikke er inkluderet i rejsens grundpris. Se under prisinformation)

Dag 8
Iguazú-vandfaldene, den brasilianske side

I løbet af formiddagen besøger vi den brasilianske side af faldene med udsigt over floden. Vi begiver os ned til en gangbro, som fører os ud i midten af faldet med en fantastisk udsigt lige ned i ”Djævelens Gab”. Her forstøves vandet så kraftigt, at en regnfrakke er nødvendig. Længere fremme kan man være så heldig at møde de små, frække næsebjørne, som holder til i området, mens vi nyder udsigten til de ufatteligt smukke fald på den argentinske side. Hvis du har mod på mere, og hvis tiden tillader det, kan rejselederen arrangere en sejltur på floden (ikke inkluderet), hvor man kommer så tæt på faldene, som sikkerheden tillader, og mærker den enorme kraft, der er i vandet. Der er også mulighed for, at rejselederen kan arrangere et besøg i Iguazús berømte fuglepark, Tropicana, eller en helikoptertur hen over faldene (disse ture er ikke inkluderet).

(Udflugten til Iguazú-vandfaldet er en del af udflugtspakken, som ikke er inkluderet i rejsens grundpris. Se under prisinformation)

Dag 9
Iguazú – Rio de Janeiro. Gåtur på Copacabana
Efter morgenmaden går turen til lufthavnen, og vi flyver nu til Rio de Janeiro, som ligger helt ud til Atlanterhavet på Brasiliens østkyst. I Brasilien påstår man hårdnakket, at Gud brugte hele to af sine 6 arbejdsdage på at skabe Rio, og smukt ligger den da også med sin enorme naturhavn omgærdet af grønne klippesider, det store hav og de lange strande. Det er en rigtig ferieby, hvor alt syder af liv, livsglæde og optimisme trods slum og fattigdom. Her finder du sambarytmer, natklubber og shows, seværdigheder, gode hoteller, strandpromenade og fine indkøbsmuligheder. Efter ankomsten til Rio kører vi til hotellet og  tager også en gåtur langs Copacabana, den nok mest kendte strand i verden, hvor livet leves næsten døgnet rundt.
Dag 10
Rio de Janeiro. Corcovadobjerget og Kristusstatuen
Kabelbane op til den store granitklippe Sukkertoppen

I løbet af formiddagen tager vi på en udflugt til byens vartegn, det grønklædte Corcovadobjerg med den berømte Kristusstatue på toppen. Bjerget ligger næsten 700 meter over havet og giver et imponerende panorama over byen. Ud over at nyde den fantastiske udsigt over hele Rio de Janeiro kan vi også glæde os over at stå ved et af verdens 7 nye vidundere, som den imponerende Kristusstatue er blevet udvalgt til at være iblandt.

(Dagens udflugt er en del af udflugtspakken, som ikke er inkluderet i rejsens grundpris. Se under prisinformation)

Dag 11
Rio de Janeiro. Sukkertoppen og rundtur i Santa Teresa-kvarteret
Farverige Rio de Janeiro

Efter morgenmaden kører vi hen og tager tovbanen op til Sukkertoppen, som er en stor granitklippe, der knejser smukt over den store Guanabarabugt, som munder ud i Atlanterhavet. Herfra kan vi nyde den fantastiske udsigt over byens skyline, de lange strande og grønklædte bjerge med vandfald og regnskov. Heroppefra er det indlysende, hvorfor Rio anses for at være en af verdens smukkeste byer. Men medaljen har også en bagside i form af den påtrængende slum, der tårner sig op ad klippesiderne som uvirkelige kulisser bag storbyens glas og stål.

I løbet af eftermiddagen skal vi opleve det gamle, klassiske Rio. Selvom meget af den gamle bydel er blevet overhalet af den moderne kultur, er det stadig dejligt at trave en tur gennem de smalle gader i Santa Teresa-bydelen. Vi kommer til små torve, ser gamle kirker, klostre og teatre, der afspejler landets fortid som portugisisk koloni.

(Dagens udflugt er en del af udflugtspakken, som ikke er inkluderet i rejsens grundpris. Se under prisinformation)

Dag 12
Rio og hjemrejse
Dagen kan bruges på at nyde endnu en spadseretur langs Copacabana eller Ipanema-stranden, hvor dagen kan dases væk på en strandcafé, inden vi først på aftenen kører til lufthavnen for at flyve hjem til Danmark.
Dag 13
Ankomst til Danmark
Vi lander i København sidst på eftermiddagen.

Prisinformation

Tillæg for enkeltværelse
kr. 4.998,-
Prisen inkluderer
• Dansk rejseleder
• Fly København – Buenos Aires og Rio de Janeiro – København
• Fly Iguazú – Rio de Janeiro
• Indkvartering på 4-stjernede hoteller i delt dobbeltværelse
• 1 overnatning i førsteklasses natbus
• Morgenmad dagligt
• Let middag i natbus dag 5
• Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
• Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
• Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
• Udflugtspakke kr. 3.990,-
• Eventuelle ekstra arrangementer
• Tillæg for enkeltværelse kr. 4.990,-
• Øvrige måltider (ca. kr. 150-200,- pr. dag)
• Drikkevarer
• Drikkepenge til lokalguider og chauffører (i alt ca. USD 100,-)
• Personlige fornødenheder
• Ekspeditionsgebyr kr. 130,- pr. faktura
• Alt ikke nævnt under ”Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Tilslutning med indenrigsfly

Hvis du ønsker tilslutning med indenrigsfly i Danmark, skal du oplyse det ved bestilling af rejsen. Der tages dog forbehold for udsolgte afgange, og indenrigstilslutningen kan derfor ikke garanteres.

 

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Forlæng rejsen Du kan forlænge din rundrejse med fire dages badeferie i den brasilianske badeby Buzios. Læs mere herunder.

Rejseforlængelse til Búzios

Type Rejseforlængelse
Varighed 4 dage
Pris 3.498,–
4 dage ved den mondæne strandby Búzios.

Har du lyst til at blive længere i Brasilien, kan du forlænge rejsen med 4 dage ved den mondæne strandby Búzios.

Armação dos Búzios – eller bare Búzios – er Brasiliens svar på Frankrigs St. Tropez. Den maleriske fiskerlandsby blev i 1960’erne verdensberømt som den franske filmdiva Brigitte Bardots foretrukne ferieskjul. I dag er det særligt argentinere og smarte byboer fra Rio, der tiltrækkes af byen på den charmerende halvø med de 20 smukke og forskelligartede strande. Du bor tæt på vandet på en brasiliansk pousada – et guesthouse indrettet i en historisk bygning i smukke omgivelser.

I byen kan du gå på opdagelse i de brolagte gader med restauranter, gallerier og butikker, som frister med lokalt kunsthåndværk, håndlavede smykker og internationale mærkevarer. På strandpromenaden kan du se kunstneren Christina Mottas skulpturer af kendte personligheder, for eksempel Brigitte Bardot og Juscelino Kubitscek, Brasiliens tidligere præsident.

Du kan også nyde en god middag på hovedgaden, Rua das Pedras, og svale dig med en drink i varmen, mens du kigger på de forbipasserende mennesker og nyder den tilbagelænede stemning. Selvom Buzios i dag er et populært ferieområde, er byens autentiske charme rimelig intakt på grund af bygningsrestriktioner, der har forhindret hotelbygninger på mere end to etager. Det hyggelige område ved Praia dos Ossos bærer stadig tydelige spor fra kolonitiden, og i marinaen kan du gå en idyllisk tur blandt de flotte yachts og sejlskibe. Ønsker du lidt aktiv udfoldelse, er der ud over snorkling og vandsport også mulighed for at leje en cykel og opleve øen på to hjul.

Opholdet i Búzios er på egen hånd, men rejselederen vil være til stede ved afrejsen fra Rio de Janeiro.

Hotel

Pris pr. person
kr. 3.498,-

Tillæg for enkeltværelse
kr. 1.298,-

Prisen inkluderer
  • 3 nætter på en pousada (kategori 3+) i delt dobbeltværelse (tillæg for enkeltværelse).
  • Transport Rio de Janeiro – Búzios t/r.
  • Morgenmad dagligt.
Bestilling
Rejseforlængelsen skal bestilles i forbindelse med bestilling af selve rejsen eller senest 75 dage før afrejse. Vi kan desværre ikke garantere ledig plads på hotel, fly osv. på alle afrejsedatoer.
Rated 5 out of 5 by from En rejse for livet Vores største oplevelse var lguazu vandfaldene,derude kunne vi godt have tilbragt et par dage mere . Rio og Buenos Aires var også spændende storbyer. Vores rejseleder Juan var enestående,sød,venlig og hjælpsom.juan var kompetent som rejseleder.vi vil takke Juan mange gange for en uforglemmelig ferie .hils Juan mange gange fra Flemming og Erna fra Ålborg.
Date published: 2016-03-24
Rated 5 out of 5 by from En total fantastisk oplevelse Det var en rigtig dejlig rejse og prikken over i`et var vores fantastiske rejseleder. Han fik gjort rejsen til den største oplevelse og noget der bar fungerede hele vejen rundt. Kæmpe tålmodighed og velvillighed over for mennesker. Han er udviklet med service gen ud over det normale. Stor Tak
Date published: 2016-03-06
Rated 4 out of 5 by from God tur med dygtig rejseleder. Fin tur med fantastiske naturoplevelser med dygtig rejseleder.
Date published: 2016-03-01
Rated 5 out of 5 by from En fantastisk rejse En rejse med mange oplevelser. Også mange oplysninger om Argentina og Brasilien, politisk og kulturelt.
Date published: 2016-02-26
Rated 4 out of 5 by from Ingen sammenhæng mellem overskrift " livsnydere" o Indholdsrig tur med mange gode oplevelser, og en guide som var både vidende og meget professionel. Men med hotelværelser som var alt for små på 2 af de 3 hoteller vi overnattede på
Date published: 2016-02-23
Rated 4 out of 5 by from Fornem smagsprøve på, hvad Sydamerika rummer Programmet var fantastisk med en logistik, som rejselederen sørgede for blev gennemført og lidt til. Hans viden, sproglige kundskaber og personlig berøring med steder og personer var med til at gøre det til en rigtig dejlig tur. Der var altid lige tid til lidt ekstra på en naturlig måde. Han planlagde med autoritet.
Date published: 2016-02-23
Rated 5 out of 5 by from En oplevelsesrig rejse De bedste oplevelser fra Buenos Aires og Rio. Ingen blev på noget tidspunkt overladt til sig selv, med mindre de ønskede det. Der var en dejlig dag på den argentinske pampas med god mad og opvisning. Vandfaldet er fantastisk. Husk godt fodtøj! Hotellet i Rio ligger lige ved Copacabana. Rejselederen fulgte med på bytur til centrum, og undersøgte åbningstider m.v. Turen kan bestemt anbefales.
Date published: 2016-02-23
Rated 5 out of 5 by from En Sydamerikaresa med många nya intryck Resan var upplevelserik med en fantastisk och kunnig reseledare
Date published: 2016-01-31
  • y_2024, m_4, d_19, h_6
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.41
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_0, tr_19
  • loc_da_DK, sid_ARRTR01, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser