Det gyldne Burma – rundrejse og badeferie

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Udforsk det nyopdagede Burma med utallige pagoder i Bagan og gyldne templer i Yangon. Inkl. fire dages badeferie i thailandske Hua Hin

NYHED

Burma er i disse år ved at åbne sig mod verden, og på denne intense tur gennem landet oplever du de største seværdigheder fra en svunden tid. Fra Yangon (tidl. Rangoon) med den guddommeligt smukke Shwedagon-pagode flyver vi til Bagan-sletten i det nordlige højland for at nyde den urgamle buddhistiske højkultur, der har sat sit umiskendelige præg på landskabet med utallige gyldne tage og spir mellem de pittoreske landsbyer. Undervejs kommer vi tæt på den venlige og meget gæstfri befolkning, når vi tager på en landlig togtur, besøger markeder og nyder det burmesiske køkken på lokale restauranter.

Vi skal bl.a. opleve buddhistiske munke i Mahagandayon, landets største kloster, den gamle britiske bjergstation Pyin Oo Lwin, bestige Popa-bjerget og gå på verdens længste træbro, inden du runder rejsen af på egen hånd i thailandske Hua Hin. Den hyggelige strandby er blandt den thailandske konges favoritsteder, og når du har slappet af et par dage på et af de lækre hoteller i de afstressende tropiske omgivelser, vil du forstå hvorfor.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Thailandske baht, burmesiske kyats

Dagsprogram 12 dage
Dag 1
Fly fra København
Dag 2
Ankomst til Yangon. Byrundtur med The Strand og den gyldne Shwedagon-pagode
Dag 3
Yangon – Bagan. Tempelbesøg på Bagan-sletten
Dag 4
Bagan. Morgenmarked, tempelbesøg, besøg i byen Nyaung Oo, Abeyadana-templet
Dag 5
Bagan – Pyin Oo Lwin. Bestigning af Popa-bjerget
Dag 6
Pyin Oo Lwin. Lokal togtur, markedsbesøg og den botaniske have
Dag 7
Pyin Oo Lwin – Mandalay – Bangkok – Hua Hin. Amarapura, Mahagandayon-klosteret og U Bein-broen
Dag 8–10
Badeferie i Hua Hin
Dag 11–12
Hjemrejse og fly til København

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Fly fra København
Gruppen rejser fra København med Thai Airways via Bangkok. Den danske rejseleder mødes med gruppen ved ankomsten i Yangon.
Dag 2
Ankomst til Yangon. Byrundtur med The Strand og den gyldne Shwedagon-pagode
Swedagon-pagoden

Yangon (tidl. Rangoon) er Burmas største by og var landets hovedstad fra 1885, hvor englænderne erobrede det nordlige Burma, frem til 2005, hvor hele statsadministrationen blev flyttet 320 kilometer nordpå til byen Naypyidaw. Yangon er dog stadigvæk landets økonomiske og intellektuelle centrum, og denne charmerende, tropiske storby er et spændende miks af moderne byliv side om side med smukke, buddhistiske pagoder og noget af Sydøstasiens mest velbevarede engelske koloniarkitektur.

Vi besøger byens historiske kvarter. I de små gader står gadehandlende og faldbyder alt fra kylling til papaja, og på selve hovedgaden i downtown ser vi blandt andet det storslåede victorianske hotel, The Strand, hvor navnkundige personer som Rudyard Kipling og prins Edward har boet.

Vi skal naturligvis også smage på landet, og vi nyder en hyggelig frokost sammen. Det burmesiske køkken læner sig op ad kinesiske, thailandske og indiske madtraditioner, og en typisk frokost- eller middagstallerken rummer ris eller nudler, masser af friske grøntsager, krydderier, fisk, rejer, kylling eller fårekød. Efter frokosten tjekker vi ind på vores centralt beliggende hotel.

Efter at have pakket ud og hvilet os efter den lange flyvetur skal vi besøge Yangons ubetinget mest berømte bygningsværk: den betagende smukke, guld- og juvelbesatte Shwedagon-pagode, der troner majestætisk på den hellige bakke Singuttara midt i byen. Uanset hvor i Yangon man befinder sig, kan man altid orientere sig i forhold til den 98 meter høje, forgyldte pagode, der som et funklende fyrtårn leder byens besøgende på rette kurs. Ifølge legenden er Shwedagon-pagoden 2.500 år gammel, mens arkæologer anslår, den er bygget mellem 6.-10. århundrede. Pagoden er landets vigtigste, buddhistiske helligdom med besøg af mange tusinder af pilgrimme hvert år, og det siges, at den blev bygget for at beskytte otte hår fra selveste Buddha.

Bemærk venligst, at Shwedagon-pagoden får lagt et nyt lag guld på fra september 2014 til februar 2015. Det betyder, at den store pagode i perioden vil være dækket af bambusstilladser, men det vil stadig være muligt at opleve hele komplekset af mindre pagoder og helligdomme. Under istandsættelsen vil vi kunne opleve det fascinerende arbejde med at beklæde den store pagode med nyt bladguld, udført af lokale frivillige, som del af en gammel tradition.

Om aftenen spiser vi en velkomstmiddag på en lokal restaurant.

Dag 3
Yangon – Bagan. Tempelbesøg på Bagan-sletten
Munk ved tempel i Bagan

Vi tager morgenflyet til Bagan, hvor et 42 km² stort sletteområde er hjemsted for mere end 3.000 historiske, buddhistiske templer. Så langt øjet rækker, popper de karakteristiske, spidse tempeltårne op i det flade slettelandskab, og det hele har et skær af mystik og uvirkeligt eventyrlandskab over sig. Startskuddet for byggeriet af det første tempel på Bagan-sletten lød i 1057 efter vor tidsregning. Og lige indtil Kublai Khans mongolske tropper 230 år senere erobrede området, føjede konge efter konge flere og flere templer til.

4.400 templer nåede det op på i alt, og på trods af naturmæssige udfordringer som jordskælv, oversvømmelse og erosion består altså mere end 3.000 templer den dag i dag. Området kandiderer til at komme på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, men en verserende tvist mellem myndighederne og UNESCO om renoveringsmetoder har sat processen på stand by.

Efter at have tjekket ind på vores hotel bruger vi dagen på at se nogle af Bagan-slettens mest betydningsfulde pagoder, heriblandt Ananda-templet, et hvidkalket mesterværk, som kombinerer Mon-arkitektur med indisk arkitektur. Ifølge legenden fik kong Kyanzittha dræbt de otte munke, der byggede templet, så de ikke kunne bygge et lignende tempel andetsteds. Tæt på Ananda-templet finder vi også Thatbyinnyu-templet, også kendt som ‘alvidenhedens tempel’.

Vi ser også den gyldne Shwezigon-pagode, som siges at indeholde en tand og et stykke knogle fra selveste Buddha. Vi slutter af med at besøge det største af alle templer på Bagan-sletten: Dhammayangyi-templet, som er bygget af Kong Narathu. Han slog sin far og sin bror ihjel for selv at komme til magten, og det siges, at han byggede templet for at sone sine synder. Vi runder dagen af med at nyde solnedgangen over Bagan-sletten.

Solidt fodtøj kan anbefales, da vi kommer rundt på gåben. Middag er på egen hånd.

Dag 4
Bagan. Morgenmarked, tempelbesøg, besøg i byen Nyaung Oo, Abeyadana-templet
På gaden i Bagan

Efter et kig på Bagans lokale morgenmarked, som bugner med eksotiske frugter, kører vi nogle kilometer nordpå til landsbyen Nyaung Oo, som ligger ved Irrawaddy-flodens bredde. Vi går en tur og ser hverdagen i den lille burmesiske by udspille sig.

Cirka 10 kilometer sydvest for Nyaung Oo ligger Abeyadana-templet. Ifølge legenden var den unge prins Kyansittha på flugt fra sin ældre bror og rival, kong Sawlu. Prinsen havde aftalt at mødes med sin elskede Abeyadana det sted, hvor templet nu står, men Abeyadana var forsinket, og Kyansittha blev træt af at vente og faldt i søvn. Da Abeyadana endelig dukkede op, fandt hun den sovende prins under en kæmpestor slange, som vågede over ham. Abeyadanas forfærdede skrig skræmte slangen væk, men Kyasinttha opfattede slangen som et tegn på, at hans skæbne var fastlagt: Han skulle være konge i stedet for broren.

Uanset om legenden taler sandt eller ej, så er faktum dog, at Kyansinttha besteg tronen i år 1084. Ved sin tiltrædelse byggede han dette storslåede tempel og navngav det efter sin kone, Abeyadana. Templet indeholder blandt andet en stor siddende Buddha, og vi ser også hindu- og mahayana-vægmalerier. Middag er på egen hånd.

Dag 5
Bagan – Pyin Oo Lwin. Bestigning af Popa-bjerget
Popa-bjerget

Fra morgenstunden kører vi til tempelbjerget Popa, cirka 1,5 times kørsel fra Bagan. Popa-bjerget er Burmas vigtigste centrum for tilbedelse af de såkaldte nats. I den burmesiske, buddhistiske tro er der 37 nats, ”beskyttende ånder”, som man giver offergaver og har integreret i det daglige, religiøse liv på lige linje med Buddha. Nat-tilbedelse eksisterede i Burma, længe før buddhismen blev introduceret og tager afsæt i et animistisk verdenssyn, hvor alt, også naturen, er besjælet. I dag er tilbedelsen af nats særligt udbredt på landet, hvor hver lille landsby med respekt for sig selv har et nat-tempel.

På toppen af Popa-bjerget, der kaldes Burmas svar på Olympusbjerget, ligger et pittoresk kompleks af klostre, stupaer og templer, og hvert år finder flere store, religiøse festivaler sted netop her og tiltrækker et stort antal pilgrimme. Det forlyder, at man hverken skal være klædt i rødt eller sort, bande eller tale dårligt om andre mennesker, når man bestiger bjerget – i så fald påkalder man sig nat'ernes vrede, og det er ikke til at spøge med.

Er du i god fysisk form, kan turen til toppen klares på cirka en halv time. Men det kræver et opmærksomt øje – blandt andet for ikke at glide i eventuelle abe-efterladenskaber. Turen gøres på bare fødder, da sko og strømper skal afleveres for foden af bjerget.

Efter frokost kører vi nordpå til den forhenværende britiske bjergstation Pyin Oo Lwin, tidligere kendt som Maymyo. Bjergstationen i de grønne omgivelser er oprindeligt en militær forpost bygget af briterne i 1896, og på grund af de 1.070 højdemetre tilbyder byen med ca. 180.000 indbyggere et køligt pusterum i de varme sommermåneder. Pyin Oo Lwin fungerede som sommerhovedstad for administrationen i britiske Burma, og det var også her, de sendte deres børn i skole.

Byen er beboet af forskellige etniske grupper, heriblandt indere og nepalesere, som flyttede hertil under det britiske styre. En stor del af landets anglo-burmesiske befolkning er også bosat her. Byen ligger i begyndelsen af den såkaldte Burma Road, som løber hele vejen fra Mandalay til den kinesiske provins Kunming. Den over 1.000 kilometer lange snørklede vej spillede en vigtig rolle under anden verdenskrig, da briterne forsynede de kinesiske styrker for at forhindre japanernes invasion af landet. Vi indkvarteres i rolige omgivelser lidt uden for byen.

Dag 6
Pyin Oo Lwin. Lokal togtur, markedsbesøg og den botaniske have
På markedet

Vi begynder dagen med en spændende togtur ud på landet. I ca. en time er vi blandt lokale indbyggere, der på togturen medbringer alverdens ting og sager. Det er en sand fornøjelse at opleve dette organiserede virvar. Vi kører tilbage til byen for at spise frokost. I nærheden af byens vartegn, klokketårnet Purcell Tower, som siges at være en gave fra dronning Victoria, finder vi byens travle markedsplads, hvor man kan købe alt fra haveredskaber til bananer, sko, tøj og kød. Her finder du også byens specialitet: jordbær. De søde bær dyrkes i bjergområderne uden for byen og bliver lavet om til syltetøj, som er kendt over hele Burma.

Med 250 orkidéarter og næsten 500 forskellige slags træer er byens botaniske have en fryd for alle sanser. Det grønne område er for nylig blevet renoveret og rummer blandt andet en sø, en gylden buddhistisk stupa og et udsigtspunkt. Haven er planlagt af britiske botanikere i 1915, og arbejdskraften bestod af tyrkiske krigsfanger. Vi går en tur i haven, hvor man blandt andet kan se det meget sjældne ginkgo-træ med de trekantede viftelignende blade.

 

 

 

Dag 7
Pyin Oo Lwin – Mandalay – Bangkok – Hua Hin. Amarapura, Mahagandayon-klosteret og U Bein-broen
U Bein-broen i Amarapura

Efter morgenmaden kører vi til Mandalay, der for rejsende fungerer som en slags base for de mange interessante sights uden for byen. Mandalay har et imponerende antal buddhistiske pagoder – mere end 700 – og et stort antal klostre, men er også i dag en millionby med et hastigt voksende industriområde, hvorfor vi kører igennem byen og i stedet stopper ved dens udkant.

Her ligger Amarapura (”den udødelige by”), som i en periode på 50 år (1783-1833) var Burmas hovedstad. Amarapura er hjemsted for Burmas største, buddhistiske kloster: Mahagandayon-klosteret med kapacitet til mere end 1.000 munke og munkenovicer. I det Burmesiske samfund er der en stærk, social forventning om, at drenge/mænd mindst to gange i livet hengiver sig til klosterlivet. Dels som dreng (mellem 10-20 år gammel). Og igen efter de 20 år som fuldt ordineret munk. Munke nyder generelt meget stor respekt i Burma, og det er derfor særdeles prestigefyldt for en familie at have en søn, som er – eller i en periode har været – munk. De burmesiske munke har flere gange markeret sig stærkt politisk, senest i 2007, hvor en gruppe munke gik i clinch med militærregimet i protest mod militærets angreb på fredelige demonstranter.

Vi ser Amarapuras største trækplaster: Den 1,2 kilometer lange bro U Bein, verdens længste gangbro i teaktræ, der hviler på mere end 1.000 bropiller hen over Taungthaman-søen og forbinder Taungthaman-øen med fastlandet. Selvom U Bein har mere end 200 år på bagen, er den stadig i fin stand. Der er ofte et leben af lokale på gåben eller cykel hen over broen, som er en af Burmas mest fotograferede seværdigheder.

Herefter er det tid til at tage til lufthavnen for at flyve små to timer til Bangkok. Herfra forsætter vi til den royale badeby Hua Hin med ankomst først på aftenen. Her tjekkes der ind på dit valgte hotel for de næste fire nætter.

Dag 8–10
Badeferie i Hua Hin
Seafood på menuen i Hua Hin

Kystbyen Hua Hin er Thailands ældste badested. Siden 1920erne, hvor jernbanen fra Bangkok gjorde byen nemt tilgængelig, har den været en populær oase. Det hjalp også på stedets popularitet, at selve den thailandske konge Rama VII var så begejstret for stranden, at han fik opført et royalt feriested, Klai Kangwon. Paladset er stadig et af kongefamiliens foretrukne residenser.

Hua Hin er afholdt af mange for sin afslappede stemning, dejlige kyst og gode muligheder for at tage på udflugter i området. Ligeledes har byen et bredt udvalg af restauranter, og flere af dem byder på ekstraordinær god, frisk seafood.

Dagene er afsat til egne oplevelser. Du har god tid til at nyde hotellernes faciliteter, eller tage på opdagelse i Hua Hin, hvor du med fordel kan bestille og købe fx briller og skræddersyet tøj.

Bemærk, at den danske rejseleder takker af i dag i Hua Hin. En engelsktalende, lokal guide står klar til at hjælpe med praktiske spørgsmål og gode idéer til udflugter i området. Gæsterne vil få udleveret informationsmateriale på dansk om praktiske forhold og tips. Den lokale guide står også for transporten på afrejsedagen og hjælper naturligvis gerne med indtjekning til hjemrejsen.

Dag 11–12
Hjemrejse og fly til København

Først på aftenen begynder hjemrejsen. Vi kører til lufthavnen i Bangkok og flyver lige efter midnat til København med Thai Airways og ankommer om morgenen på dag 12.

Hotel Novotel Hua Hin Cha Am Beach Resort and Spa

Lækkert hotel beliggende i en hyggelig mindre by mellem Cha Am og Hua Hin. Hotellet ligger direkte ned til vandet og samtlige værelser har balkon og havudsigt. Hotellet har en stor og indbydende swimmingpool, flere restauranter, vinbar og et minimarked med fordelagtige priser. Her er du velkommen til at købe ind til din personlige minibar på værelset. Hotellet tilbyder shuttlebus til/fra Hua Hin flere gange om dagen (ca. 25 min. hver vej). Du kan også nemt tage en lokal taxa. Lige udenfor hotellet findes flere restauranter og minimarkeder.  I de lækre superior rooms er der gratis aircondition og sikkerhedsboks.

www.novotel.com/gb/hotel-8823-novotel-hua-hin-cha-am-beach-resort-and-spa/index.shtml

Et dobbeltværelse på Hotel Novotel Hua Hin Cha Am Beach Resort and Spa er inkluderet i rejsens pris.

Amari Hua Hin

Skønt internationalt hotel beliggende i udkanten af Hua Hin i et område med flere gode restauranter.  Hotellets har sin helt egen hyggelige Shoreline Beach Club samt et imponerende poolområde med gratis liggestole, håndklædeservice, parasoller og ikke mindst en poolbar. I de lækre deluxe-værelser er der bl.a. en rummelig terrasse eller balkon, aircondition, fladskærm-tv og dvd-afspiller. Hotellet ligger blot fem minutters kørsel fra Hua Hin´s nye shopping center Market Village og cirka 10 minutters kørsel fra centrum i Hua Hin.

www.amari.com/huahin

Pris for opgradering til dobbeltværelse på Amari Hua Hin: + 998,- pr. person

Wora Bura Hua Hin Resort & Spa

Smagfuldt og indbydende hotel i udkanten af Hua Hin. Wora Bura Resort & Spa er opført i kolonistil og inspireret af den historiske periode under Kong Rama V. Hotellet ligger på stranden, og i den skønne have findes en lækker swimmingpool. Flere restauranter og barer hører til hotellet, som også kan tilbyde en bredt udvalg af behandlinger og massage i spa-området. Der er gratis shuttlebus til Hua Hin. Vi bor i superior rooms, som alle har egen altan med udsigt til området, aircondition, satellit-tv, minibar og et skønt badeværelse. 

www.worabura.com/index.php

Pris for opgradering til dobbeltværelse på Wora Bura Hua Hin Resort & Spa: + 1.998,- pr. person

Prisinformation

Tillæg for enkeltværelse
• Tillæg for enkeltværelse på Hotel Novotel Hua Hin Cha Am Beach Resort and Spa: 3.998,-
• Tillæg for enkeltværelse på Amari Hua Hin: 4.998,-
• Tillæg for enkeltværelse på Wora Bura Hua Hin Resort & Spa: 5.998,-
Tillæg for opgradering af hotel

Delt dobbeltværelse på Hotel Novotel Hua Hin Cha Am Beach Resort and Spa er inkluderet i rejsens pris.

• Tillæg for opgradering til delt dobbeltværelse på Amari Hua Hin: 998,- pr. person
• Tillæg for delt dobbeltværekse på Wora Bura Hua Hin Resort & Spa: 1.998,- pr. person

Prisen inkluderer
• Dansk rejseleder (dag 2-7)
• Fly København –  Yangon med Thai Airways via Bangkok.
• Bangkok – København med Thai Airways
• Fly Yangon – Bagan
• Fly Mandalay - Bangkok
• Udflugter og entréer jf. dagsprogram
• Indkvartering i delt dobbeltværelse (tillæg for enkeltværelse)
• Morgenmad dagligt
• Frokost dag 2
• Middag dag 2
• Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
• Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
• Gouda Årsrejseforsikring og Seniorrejseforsikring
• Flytilslutning fra Billund, Aalborg eller Aarhus med SAS: kr. 948,- pr. person
• Tillæg for enkeltværelse
• Visum til Burma 40 USD, som betales ved ankomst
• Drikkepenge til lokalguider og chauffører ca. kr. 300,- per person
• Eventuelle ekstra arrangementer
• Personlige fornødenheder
• Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
• Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er en god ide at medbringe en lommelygte og en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Visum til Burma

Du skal have visum for at rejse i Burma. Visum til Burma opnås ved ankomsten til lufthavnen i Yangon, såfremt vi har modtaget en scanning af dit pas tilsendt pr. mail på visum@albatros-travel.dk senest 14 dage efter bestilling af rejsen. Myndighederne i Burma kræver også at kende til din stilling/beskæftigelse, så den skal du opgive til os ved bestilling af rejsen.

Desuden skal du medbringe to stk. (ens) pasfotos og 40 USD i kontanter, som betales i lufthavnen ved ankomst til Burma.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris. 

Mere om Burma

Her kan du få mere at vide om Burma: http://www.albatros-travel.dk/destinationer/asien/burma/visum. Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.
Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser