Fra Det Hvide Hus til Havanna

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

For første gang i fem årtier kan du nu opleve USA og Cuba i samme rejse – Washington, New York og Havanna

Som de allerførste kan Albatros nu tilbyde en rejse, som giver dig indblik i både USA og Cuba på én og samme rejse. I mere end fem årtier har forholdet mellem de to lande været koldt, og negativ retorik om modparten har været en fast del af den politiske dagsorden. De diplomatiske relationer er nu ved at blive genoptaget, og dialogen er imødekommende og positiv. På denne rejse oplever du markante kontraster i hovedstæderne Washington og Havanna, og rejselederen vil formidle hvert lands perspektiv på bedste vis. Herudover har vi inkluderet 2 fulde dage i New York, Washingtons og Havannas største seværdigheder, udflugt til Cubas smukkeste natur – og tid til at gå på opdagelse på egen hånd.
Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Amerikanske dollars, cubanske pesos convertibles (CUC)

Dagsprogram 14 dage
Dag 1
København – New York
Dag 2
New York. Byrundtur med 9/11 Memorial og velkomstmiddag
Dag 3
New York. Dag på egen hånd
Dag 4
Tog til Washington
Dag 5
Washington. Byrundtur med Arlington-kirkegården, The Mall og Air & Space Museum
Dag 6
Washington på egen hånd
Dag 7
Fly Washington – Cancún, Mexico – Havanna, Cuba
Dag 8
Havanna. Byvandring i den gamle bydel og køretur i gamle amerikanerbiler
Dag 9
Havanna. Cigarfabrik og byrundtur
Dag 10
Havanna. Dag på egen hånd
Dag 11
Havanna – Viñales-dalen. Viñales by, sejltur på underjordisk flod og privat overnatning
Dag 12
Viñales – Las Terrazas – Havanna
Dag 13
Formiddag i Havanna og fly mod Danmark
Dag 14
Ankomst til København

Hoteller

Hotel Nacional de Cuba

  • Hotel Nacional de Cuba stammer tilbage fra 1930
  • Et typisk dobbeltværelse på Hotel Nacional de Cuba
  • Nyd livet og en drink i hotellets have
  • Udsigten er fin fra bakketoppen ved El Malecon
  • Hold formen ved lige i fitnesscentret
  • Vælg selv hvad du vil spise i hotellets buffetrestaurant
  • Eller snup en cubansk ret i a la carte-restauranten
  • 457 værelser
  • 2 km til den historiske bydel
  • Døgnåben reception
  • 3 restauranter
  • 3 barer
  • Elevator
  • Udendørs swimmingpool
  • Wifi mod gebyr
  • Sikkerhedsboks på værelset
  • Fitness

Det 4-stjernede Hotel Nacional er bygget af et amerikansk firma og slog for første gang dørene op i december 1930. Hotellet blev hurtigt det mest populære i Havanna, og mange kendte personligheder har overnattet her gennem årene.

Hotel Nacional er en imponerende bygning beliggende på et lille højdedrag ved El Malecón, den berømte havnepromenade, ganske få meter fra havet. Baren i haven indbyder til en kølig drink, mens atmosfæren og udsigten nydes, og her er også gode restauranter – en stor buffetrestaurant samt en international og en cubansk a la carte-restaurant. Hotellet har også en cafe, som tilbereder burgere og andre lette retter, og den har åbent hele døgnet. Hotellet har endvidere en hyggelig pool, hvor der er liggestole og håndklæder til fri afbenyttelse.

Billeder

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – New York

Vi ankommer til New York og kører til hotellet. Så snart vi nærmer os centrum, ser vi straks byens kendetegn: skyskraberne – symbolet på byens økonomiske kraft og internationale betydning. Det er storslået at se de imponerende bygninger fra 1920’erne og 30’erne som Empire State Building og Chrysler Building.

Dag 2
New York. Byrundtur med 9/11 Memorial og velkomstmiddag
9/11 Memorial

Vi starter vores udflugtsprogram i den fantastiske metropol, der populært kaldes The Big Apple. Formiddagens byrundtur i bus skal give os et godt indtryk af den mest berømte af New Yorks fem ”boroughs” (bydele) – nemlig Manhattan.

Manhattan består af vidt forskellige distrikter, som har hver sine karakteristika: Financial District med Wall Street, de etniske enklaver China Town og Little Italy med deres synlige kulturelle bånd til hjemlandet, og boheme-bydelen Greenwich Village med sin hyggelige, tilbagelænede atmosfære og et stort udvalg af restauranter.

Vi slutter byrundturen af med et besøg ved 9/11 Memorial. Hvor World Trade Center engang lå, er der indrettet et mindesmærke, der fylder halvdelen af det cirka 64.000 m2 store område. Mindesmærket blev indviet i 10-året for terrorangrebet, hvor 2.753 mennesker omkom i New York; de fleste inde i World Trade Centers tvillingetårne.

Der, hvor tårnene stod, ligger nu to store kvadratiske bassiner. Dag og nat løber vandet ned ad de mørkegrå sider og ender i et – for tilskuerne – bundløst hul. En symbolsk fremstilling af tårnenes fald og ødelæggelse. På bronzepaneler er indgraveret navnene på alle dem, der mistede livet den 11. september 2001. Bassinerne, som hver måler omkring 4.000 m2, er omgivet af en plads med flere hundrede træer, der er plantet for at give stedet en atmosfære af håb og genfødsel. Mindesmærket er udført af arkitekterne Michael Arad og Peter Walker & Partners, der vandt arkitektkonkurrencen blandt de mere end 5.000 indsendte forslag. Det meget anerkendte norske arkitektfirma Snøhetta står for pavillonen, der fungerer som indgang til museet, som åbnede i 2014.

Eftermiddagen er til fri disposition, før vi om aftenen mødes til en hyggelig middag på en cubansk restaurant. Staten New York har den næststørste eksilcubanske befolkning i USA, efter Florida. Mange cubanere, særligt fra middel- og overklassen, emigrerede til USA i kølvandet på den cubanske revolution i 1959 og den følgende indførelse af en socialistisk stat. Før revolutionen havde USA store økonomiske interesser i Cuba, og da Castro gennemførte en nationalisering af al ejendom, svarede USA igen i 1960 med en handelsblokade mod Cuba. Først i 2001 blev den lettet med tilladelse til fødevareeksport til Cuba, og der skulle gå endnu 13 år, før de diplomatiske forbindelser genoptoges.

Dag 3
New York. Dag på egen hånd
Times Square

Dagen er til fri disposition. På Times Square er der mulighed for at købe teaterbilletter til stærkt nedsatte priser. På Midtown Manhattan finder man New Yorks mest eksklusive gade, Fifth Avenue, og her ligger også Rockefeller Center og Empire State Building. Langs Central Park på Upper East Side ligger ”Museum Mile” med de tre enestående museer med kunstsamlinger i verdensklasse: Museum of Modern Art, Metropolitan Museum og Guggenheim Museum.

I Manhattans nordlige ende ligger den sorte bydel Harlem, og syd for øens sydspids står Frihedsgudinden, der blev doneret til USA af Frankrig i 1886 som tegn på landenes broderskab. Tæt ved Frihedsgudinden ligger Ellis Island, som var indgangen til ”Drømmelandet i vest” for over 12 millioner europæiske immigranter.

Dag 4
Tog til Washington
Det Hvide Hus

Vi tager toget fra Penn Station på Manhattan gennem staterne New Jersey, Pennsylvania, Delware og Maryland til Union Station i Washington. Turen tager omkring tre timer.

Washington er nem at overskue, idet den fra begyndelsen blev anlagt som hovedstad – med en central beliggenhed ved storbyerne New York, Boston og Philadelphia. Byen er den fysiske udformning af den politiske ideologi, der grundlagde USA. Ingen avenuer, bygninger eller navngivninger er en tilfældighed, og alt blev i sin tid placeret i forhold til den ny unions symbolske værdier.

I centrum finder vi Capitol Hill, en lille bakketop med Capitols hvide kuppel, der rummer både den lovgivende og juridiske magt: Kongressen og Højesteret. Foran Capitol Hill ligger The Mall, der er en smuk grøn esplanade flankeret af mindesmærker for de store præsidenter Washington, Jefferson og Lincoln. Desuden ligger her et væld af imponerende museer, der dækker områder som naturhistorie, historie og kunst henhørende under Smithsonian Institute.

Dag 5
Washington. Byrundtur med Arlington-kirkegården, The Mall og Air & Space Museum
Arlington-kirkegården

Dagen byder på en sightseeingtur, der indeholder det bedste, Washington har at byde på. Vi tager til Arlington-kirkegården, hvor vi blandt andet skal besøge John F. Kennedys gravsted med den evige ild.

I begyndelsen af Kennedys regeringstid fandt to alvorlige konflikter mellem USA og Cuba sted. Den første var Svinebugtaffæren i 1961. Kennedy havde ”arvet” en planlagt invasion af Svinebugten af sin forgænger, Eisenhower, der sammen med CIA og en paramilitær gruppe bestående hovedsagligt af eksilcubanere ville omstyrte Fidel Castros styre. Invasionen mislykkedes, men for at undgå noget lignende i fremtiden aftalte Castro med USSR’s leder, Krusjtjov, at der blev opstillet sovjetiske atommissiler i Cuba. Det førte til Cubakrisen i 1962, hvor hele verden holdt vejret, tæt på en atomkrig, mens USA og USSR forhandlede om tilbagetrækningen af missilerne.

Fra Kennedys gravsted går turen til Lincoln Memorial, et marmortempel, der er båret af 36 marmorsøjler svarende til antallet af amerikanske stater på Lincolns tid. Ved Vietnammuren kan vi se de over 58.000 navne på amerikanske soldater, der mistede livet under Vietnamkrigen. Samtlige navne er ridset ind i sort granit.

Vi fortsætter til The Washington Monument, der i 1884 blev rejst til minde om USA’s første præsident, George Washington. Turen afsluttes i et af de populære Smithsonian-museer, nemlig Air & Space Museum. Her er luftfartens historie samlet fra Charles Lindberghs Spirit of St. Louis til Apollo 11’s kommandoenhed og andre genstande fra den historiske mission i 1969, hvor Neil Armstrong og Buzz Aldrin som de første mennesker satte fod på månen. Ønsker man at besøge flere museer, er der mulighed for det på egen hånd.

Den sidste del af eftermiddagen og aftenen vil være på egen hånd, men rejselederen vil komme med forslag til fælles middag.

Dag 6
Washington på egen hånd
Air & Space Museum

Dagen er afsat til at besøge flere steder og museer på egen hånd. Det kunne være Det Hvide Hus’ besøgscenter, World War II Memorial, Lincoln Memorial, Ford Theatre, hvor Abraham Lincoln blev skudt ved afslutningen af den amerikanske borgerkrig, National Museum of American History eller andre af områdets mange museer. Rejselederen vil være behjælpelig med hensyn til ideer og muligheder for dagens rute.

Om aftenen spiser vi en god middag på et traditionelt amerikansk steakhouse.

Dag 7
Fly Washington – Cancún, Mexico – Havanna, Cuba
Capitolio Nacional, Havanna

Trods det nye, forbedrede forhold landene imellem er det endnu ikke muligt at flyve direkte mellem USA og Cuba, så vi flyver fra Washington om morgenen og lander i Cancún, Mexico ved middagstid. Her skifter vi fly og flyver den sidste strækning til Havanna, Cuba, hvortil vi ankommer først på aftenen. Vi kører til hotellet og vi spiser aftensmad.

Dag 8
Havanna. Byvandring i den gamle bydel og køretur i gamle amerikanerbiler
Fra dengang biler var smukke

Vi begynder byvandringen i det oprindelige Havanna, som kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 1982. Det er velfortjent, at byen er tildelt den ærefulde titel "Heritage of Mankind", for Havannas gamle bydel er et af Latinamerikas bedst bevarede byområder med et stort antal historisk vigtige bygninger og monumenter fra det 16. til det 19. århundrede. Når du går gennem de smalle, brolagte gader, forbi tunge døre i massivt træ og balkoner med smedejernsgelændere, er det let at føle sig hensat til fortiden.

Vi spadserer ad Calle Obispo, som ser ud præcis som for flere hundrede år siden, lige fra brostensbelægningen på gaden til hver eneste bjælke i husene. Vores mål er Plaza de Armas, hvor vi finder det imponerende Palacio de los Capitanes Generales. Paladset stod færdigbygget i 1791 og blev senere, og indtil 1898, officiel residens for koloniens guvernører, kaldet capitanes generales.

Vi spadserer også gennem to af Havannas smukkeste pladser, La Plaza Vieja og Plaza San Francisco, som begge er fuldstændigt restaureret og fine eksempler på spansk koloniarkitektur. Herefter begiver vi os videre til Katedralpladsen. I 1748 påbegyndte jesuiterpræster konstruktionen af den bygning, der senere skulle blive Havannas katedral. Et godt stykke ind i det 19. århundrede opbevarede man de jordiske rester af datidens fremtrædende personligheder i katedralen. Selv de påståede rester af Christoffer Columbus blev opbevaret her, hvortil de i 1796 angiveligt var overført fra øen Hispaniola. Spanierne tog dem med til Spanien, da koloniherredømmet ophørte i 1898.

Pladsen foran katedralen er omkranset af store, smukke palæer, der naturligvis også stammer fra kolonitiden, og få skridt derfra ligger den berømte bar La Bodeguita del Medio. Det var her, Ernest Hemingway drak sine mojitos sammen med andre prominente kunstnere, forfattere og politikere. Inden revolutionen i 1959 var Cuba ferieparadis for mange amerikanere, og nattelivet var vildt og berygtet – den amerikanske mafia havde for alvor fået foden indenfor i Cuba med kasinoer, natklubber og hoteller.

Efter frokost på en af Havannas restauranter bliver vi hentet i gamle amerikanerbiler. Bilerne har været i Cuba siden revolutionen og har altså mere end 50 år på bagen – nogle endda mere end 60. Således ankommer vi standsmæssigt til den nye bydel, hvor vi kører rundt og får et indtryk af bylivet. Vi kommer blandt andet forbi Capitolio Nacional, som ligger nær Havannas centrale park. Vi kan hurtigt konstatere, at den marmorbeklædte bygning er en næsten nøjagtig kopi af The Capitol, som vi stiftede bekendtskab med i Washington. Det tog fire år at opføre bygningen, der blev taget i brug den 20. maj 1929. Frem til 1959 var bygningen hjemsted for Repræsentanternes Hus og republikkens senat. Lige under midten af den enorme kuppel, som er karakteristisk for begge Capitol-bygninger, står en statue af en kvinde, der symboliserer republikken. Statuen, der er 14 meter høj og vejer 30 tons, er blandt verdens største indendørs statuer. Ved foden af statuen ligger en diamant, der markerer "kilometer nul" for Cubas motorvejssystem. Det er bygget i 1920, og alle afstande måles ud herfra.

Dag 9
Havanna. Cigarfabrik og byrundtur
Cigarrulningens kunst

I dag besøger vi en tobaksfabrik og introduceres til, hvordan de berømte cubanske cigarer laves. Det tager ni måneder at blive tobaksruller, og det er absolut ikke alle, som består eksamen. Man skal være den allerbedste, hvis man skal have lov til at rulle cigarer af den såkaldte eksportkvalitet, som er den absolut ypperste af slagsen. Det er imponerende at se, hvordan cigarsortereren lynhurtigt og kyndigt inddeler cigarerne efter farve og kvalitet. Efter introduktionen til cigarens verden skal vi se lidt mere af byen, og vi kører først til den asfalterede Revolutionsplads, som er overraskende stor og tom. Men der skulle også være plads til mange tilhørere, når Fidel Castro holdt nogle af sine nok så berømte maratontaler til det cubanske folk, og de kunne vare helt op til otte timer. Rundt om pladsen ligger regerings- og partibygninger, en række ministerier samt et 142 meter højt monument, som hylder republikkens fader, José Marti. Fra udkanten af pladsen kigger Che Guevara heroisk på, i form af et kæmpemæssigt murportræt i metal.

Turen fortsætter til Havannas universitet. Universitetet er Cubas ældste, grundlagt af dominikanermunke i 1728, men i begyndelsen af 1900-tallet blev det flyttet til sin nuværende placering i Vedado-kvarteret. De flotte bygninger i nyklassicistisk stil er fra samme periode. I dag huser universitetet 15 fakulteter og 14 forskningscentre. Efter frokost er resten af dagen på egen hånd, og der er mulighed for at køre med tilbage til hotellet eller blive ude i byen.

Dag 10
Havanna. Dag på egen hånd
Havanna
Det er oplagt at bruge dagen på at tage en spadseretur i Havannas brostensbelagte gader og nyde atmosfæren i eget tempo. Hvis du er interesseret i Ernest Hemingway, kan du tage ud til hans hus, Finca Vigia, som ligger lidt uden for Havanna. Her kan man få lov til at kigge ind gennem vinduerne og blandt andet se de store jagttrofæer, som han havde med hjem fra sine rejser i Afrika. Selvom Hemingway stod på rimelig god fod med Castro, blev hans hus alligevel eksproprieret efter Svinebugtaffæren i 1961, og han vendte aldrig siden tilbage hertil. Huset står bevaret, som han forlod det, og er nu museum – men kan kun beses udefra.
Dag 11
Havanna – Viñales-dalen. Viñales by, sejltur på underjordisk flod og privat overnatning
Vinales-dalen

I dag forlader vi storbyen til fordel for en overnatning på landet i Pinar del Río-provinsen. Vores mål er den naturskønne Viñales-dal, som er på UNESCO’s liste over verdens naturarv. På vejen besøger vi udsigtspunktet Los Jazmines, hvorfra vi kan se den røde jord, de høje palmer og de små huse nede i dalen. I den hyggelige Viñales by får vi en lille rundtur. Dalen er omkranset af imponerende klippeformationer, som er flere millioner år gamle. Mange af klipperne har huler, hvor Cubas oprindelige befolkning gemte sig for spanierne, da de kom for at kolonisere Cuba. Vi besøger en af disse huler, som også har en lille undersøisk flod, vi skal sejle på. Herefter går turen tilbage til Viñales by. Her indkvarteres vi hos private familier, som har fået tilladelse til at drive bed & breakfast i den ellers strengt statsligt drevne turistsektor. Værelserne er udstyret med dobbeltseng og bad/toilet, så man har privatliv, men værtsfamilierne tager imod med åbne arme – så har du lyst til en sludder, står døren som regel åben. En virkelig god chance for at høre lidt om livet, som det ser ud fra almindelige cubaneres perspektiv. Under alle omstændigheder er opholdet en rigtig hyggelig oplevelse.

 

Dag 12
Viñales – Las Terrazas – Havanna
Tobak i Vinales-dalen

I Sierra del Rosario ligger den lille by Las Terrazas, hvis omgivende naturområder er udnævnt til World Biosphere Reserve af UNESCO. For at blive klassificeret som biosfære-reservat skal et sted have en bæredygtig udvikling og en afbalanceret sameksistens mellem mennesker og natur. Efter mange års landbrug, blandt andet kaffedyrkning, var jorden omkring Las Terrazas udpint, og i 1968 blev et storstilet genskovningsprojekt sat i værk. For at beskæftige områdets bønder blev her bygget et hotel, og Las Terrazas har nu stor succes med sin økoturisme. Indsatsen blev så belønnet med UNESCO-udnævnelsen i 1985. Vi ser ruinerne af en af de mange kaffeplantager, der engang prægede området – Cafetal Buena Vista. Hovedhuset er indrettet til restaurant, og her spiser vi frokost.

Først på eftermiddagen kører vi retur til Havanna, hvor der er afskedsmiddag på en ”paladar”, en privat restaurant.

Dag 13
Formiddag i Havanna og fly mod Danmark
Gademusikanter, Havanna

Du har den første del af dagen til en sidste tur i Havannas gader, inden turen går til lufthavnen, og vi starter hjemrejsen.

Dag 14
Ankomst til København

Prisinformation

Tillæg for enkeltværelse
kr. 6.998,-
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – New York – Cancún – Havanna – København
  • Udflugter jf. program
  • Indkvartering i delt dobbeltværelse (bed & breakfast i Cuba dag 11)
  • Morgenmad dagligt
  • Frokost dag 8, 9, 11 og 12
  • Middag dag 2, 6, 7 og 12
  • Skatter og afgifter (undtagen afrejseskat fra Cuba)
Prisen inkluderer ikke
  • Afbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Øvrige måltider og drikkevarer
  • Afrejseskat fra Cuba (pt. 25 CUC, som betales lokalt ved hjemrejsen)
  • ESTA til indrejse i USA (pt. 21 dollars). Læs mere her
  • Visum til Cuba
  • Drikkepenge til chauffør og lokalguide (I USA: 25 dollars og i Cuba: 25 euro)
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- per faktura (bortfalder ved online-bestilling)
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Hvis du vil låse din kuffert, bør du bruge en såkaldt TSA-lås. The Transportation Security Administration er dem, der kontrollerer bagagen i fly til, fra og via USA, og de har en ”hovednøgle”, som kan åbne TSA-låse. Har du låst din kuffert med en anden lås, forbeholder de sig ret til at bryde låsen op – det gælder også indbyggede låse i kufferten. TSA-låse kan købes i de fleste kuffertbutikker o.l. og fås både som hængelåse og kuffertremme.

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagelse

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 21 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Valuta og kreditkort i Cuba

Vi anbefaler, at du til opholdet i Cuba medbringer euro og ikke amerikanske dollars, da vekselgebyret er meget højt. Det kan være vanskeligt at bruge kreditkort, så dette skal kun medbringes som nødløsning. Bemærk, at det primært er VISA, som kan anvendes, og at MasterCard kun kan bruges meget få steder. Amerikansk udstedte kreditkort kan ikke anvendes i Cuba.

Afrejseskat fra Cuba

Ved afrejse fra Cuba skal du betale 25 CUC (pesos convertibles) svarende til ca. 25 euro i lufthavnen. Hav kontanter klar til dette formål.

Mere om dine rejsemål

Vil du vide mere om klima og vejr, tidsforskelle, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres, så læs mere herunder.

USA: www.albatros-travel.dk/destinationer/nordamerika/usa
Cuba:
www.albatros-travel.dk/destinationer/caribien/cuba

Før afrejsen

Pas

Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder fra hjemrejsedato. Børn – uanset alder – skal have eget pas, det er ikke nok, at de står i forældrenes pas. Send en kopi af dit pas til Albatros Travel senest 14 dage efter reservation. Bemærk i øvrigt, at navnet på flybilletten skal stemme 100 % overens med det navn, der står i passet. Konsekvensen ved det modsatte kan i værste fald være, at du bliver nægtet indrejse i USA og må flyve hjem for egen regning.

I USA er der ikke visumpligt for danskere og øvrige EU-borgere for ophold op til 90 dage, men inden afrejse skal du udfylde en elektronisk ansøgning om indrejsetilladelse, ESTA.

ESTA – indrejsetilladelse til USA

Senest 72 timer før afrejse skal du søge om indrejsetilladelse - ESTA til USA. Læs mere her

Elektronisk udstyr i håndbagagen

Sikkerhedskrav ved flyrejser til USA

De amerikanske myndigheder har skærpet deres sikkerhedskrav ved flyrejser til USA. Alt elektronisk udstyr, som medbringes i håndbagagen på flyet (mobiltelefoner, tablets, iPads, bærbare computere etc.), skal kunne tændes ved tjek i sikkerhedskontrollen. Det betyder, at du skal sørge for, at batteriet på udstyret er fuldt opladt, når du ankommer til lufthavnen. Hvis det medbragte udstyr ikke kan tændes, kan genstanden ikke medbringes på flyet, men må efterlades i sikkerhedskontrollen. Den nye regel skyldes, at myndighederne er bange for, at de elektroniske apparater kan bruges i forbindelse med terrorhandlinger.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser