Fremmede djævle på Silkevejen

På sporet af glemte byer og skatte i Centralasien; en aktiv rejse til imponerende bjergkæder, ørkenlandskaber, gamle Silkevejsbyer og farvestrålende basarer

Vil du opleve det ægte Centralasien med Silkevejskultur og mangfoldige folkeslag, er Kirgisistan og Kinas vestlige Xinjiang-provins stedet! Rejsen begynder i Kirgisistans hovedstad Bisjkek og i den østlige bjergrige provins, hvor den smukke Issyk Kul-sø ligger. Her bader vi i varme kilder og overnatter i traditionelle nomadetelte. I Kina følger vi en rute syd om Taklimakan-ørkenen til den vestlige Xinjiang-provins via berømte Silkevejsbyer som Kashgar, Yarkant, Khotan og Turpan.

Vi kører ad verdens højest beliggende veje gennem bjergpas til bl.a. den spektakulært beliggende Karakul-sø. I byernes vrimmel af forskellige folkeslag ser vi alt fra områdets berømte mumier til fremstilling af det velrenommerede kunsthåndværk – og besøger naturligvis også de indbydende og livlige basarer.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Kirgisiske som, kinesiske yuan

Dagsprogram
Dag 1 Fly København – Bisjkek
Dag 2 Ankomst Bisjkek. Videre til Cholpon-Ata. Issyk-Kul-søen
Dag 3 Cholpon-Ata – Karakol. Varme kilder og Przewalski-museet
Dag 4 Karakol – Jeti Oghuz – Bokonbaevo. Sanatoriebesøg og Det bristede Hjerte
Dag 5 Bokonbaevo. Shyrdak-tæpper og videre til Naryn
Dag 6 Naryn – Kashgar i Kina via Torugart-passet
Dag 7 Udflugt til Karakul-søen ad Karakoram-hovedvejen
Dag 8 Kashgar. Byrundtur og basarbesøg
Dag 9 Kashgar – Yarkant – Khotan
Dag 10 Khotan. Kunsthåndværk med silke og jade. Malikawat-ruinerne
Dag 11 Fly Khotan – Ürümqi. Historiske museer med mumier i Khotan og Ürümqi og Det Røde Bjerg
Dag 12 Ürümqi – Turpan. De Flammende Bjerge, Bezeklik-grotterne og Vindrue-dalen
Dag 13 Turpan – Ürümqi. Gamle kanalsystemer, ruinbyen Jiaohe og middagsshow
Dag 14 Ürümqi – Bisjkek. Byrundtur i Bisjkek
Dag 15 Bisjkek. Tid på egen hånd
Dag 16 Fly Bisjkek – København. Hjemrejse

Billeder

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejselufthavn Bemærk
24.998,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Fly København – Bisjkek
Vi flyver fra København mod Kirgisistans hovedstad Bisjkek. Kirgisistan er geografisk, naturmæssigt og kulturelt en sammenblanding af mongolsk, persisk og russisk – tilsat sit eget nationale særpræg. Landet grænser til Kina i øst, Tadsjikistan i syd, Usbekistan i vest og Kasakhstan i nord.
Dag 2
Ankomst Bisjkek. Videre til Cholpon-Ata. Issyk-Kul-søen
Burana-minareten

Ved ankomsten kører vi til vores hotel i Bisjkek. Efter lidt morgenmad og et par timers hvile pakker vi bagagen og kører østpå til byen Cholpon-Ata, som er smukt beliggende ved Issyk-Kul-søens nordlige bred. I begyndelsen følger vi grænsefloden mellem Kasakhstan og Kirgisistan og kører i det typiske steppelandskab, som udgør den sydligste del af den store kirgisersteppe i nord. Ret beset kører vi ad Silkevejen.

Første stop bliver ved Burana-minareten, hvor Silkevejsbyen Balasagun i det 10. århundrede udgjorde en vigtig hovedstad for Kara-Khanid-dynastiet. På vores videre færd bliver terrænet mere kuperet, og det går opad gennem Boömskoe Ushchelie-slugten, til vi når Issyk-Kul-plateauet. Landskabet bliver gradvist mere åbent og giver plads til små landbrug, græssletter og fladt steppeland med kvæg- og fåreflokke.

Langs vejen står abrikostræer og morbærtræer med skæve kroner. Hist og her ligger små muslimske gravpladser. Snart anes en turkis bræmme i horisonten – det er den store bjergsø Issyk-Kul. Med dybder på mere end 650 meter er søen klodens næststørste bjergsø. Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Cholpon-Ata og indkvarteres på et komfortabelt gæstehus med en dejlig udsigt til bjerge og abrikoslunde.

Dag 3
Cholpon-Ata – Karakol. Varme kilder og Przewalski-museet
Langs Issy-kul-søen og til Karakol

Rejsen fortsætter østpå, og vi stopper ved en af områdets varme kilder. Det varme vand fra undergrunden bliver ledt ned i nogle små bassiner, og det svovl- og mineralfyldte vand siges at have helbredende effekt. Selvom lufttemperaturen på denne årstid ikke umiddelbart indbyder til badning, så lokker det 43 grader varme krystalklare vand – så husk badetøjet!

Herefter fortsætter vi til Przewalski-museet, der udstiller mange af de sager, som den russiske opdager Nikolai Mikhailovich Przewalski hjembragte fra sine ekspeditioner til det vestlige Kina.

Senere indkvarteres vi på hotel i Karakol.

Dag 4
Karakol – Jeti Oghuz – Bokonbaevo. Sanatoriebesøg og Det bristede Hjerte
”Det bristede hjerte”, Jeti Oghuz

Vi forlader Karakol og besøger den lille landsby Jeti Oghuz, der er mest kendt for en sælsom højderyg bestående af røde sandstensklipper. En af formationerne er kendt som Razbitoye Serdtse – på dansk ”Det bristede hjerte” – og er omtalt i Hans Scherfigs bog ”Hos kirgiserne” fra 1964.

Vi besøger også et berømt sanatorium, hvor uafhængighedsaftalen mellem Rusland og Kirgisistan blev underskrevet i 1991. I dag benyttes sanatoriet til behandling af især reumatiske lidelser.

Herefter kører vi langs sydsiden af Issyk-Kul til den lille landsby Bokonbaevo, hvor vi indkvarteres i en nyopført jurte-camp. Stedet er smukt beliggende ved søen i en gammel abrikoslund og opført i traditionel nomadestil. Der er sparsomme faciliteter, men solopvarmede brusenicher og opvarmede jurter gør opholdet mere komfortabelt.

Dag 5
Bokonbaevo. Shyrdak-tæpper og videre til Naryn
Shyrdak-tæpper

Efter morgenmaden ser vi nærmere på Bokonbaevo. Landsbyen huser et værksted, hvor lokale kvinder fremstiller traditionel kirgisisk filtning. Her er der mulighed for at følge processen fra uld til filt, og se produktionen af fx Shyrdak-tæpper. Stedet giver et fint indblik i håndværket, der er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste. Her er naturligvis også mulighed for at købe de smukke produkter.

Turen går videre til Naryn, en køretur på ca. fem timer. Vel fremme spiser vi middag og overnatter på byens gæstehus.

Dag 6
Naryn – Kashgar i Kina via Torugart-passet
Kashgar, Kina

Efter tidlig morgenmad kører vi mod den kinesiske grænse. I løbet af formiddagen er vi fremme ved grænsen, og efter alle grænse- og toldformaliteterne – som godt kan være lidt langsommelige – er vi klar til at køre den sidste strækning til Kashgar (ca. 200 km) på den nyligt restaurerede vej.

Kashgar (Kashi) har gennem tiden været en vigtig oaseby og et mødested for handelskaravanerne fra alle verdenshjørner. Byen ligger højt (1.289 m.o.h.) og blev tidligere kaldt for Shule i Han- og Tang-dynastierne.

Vi medbringer madpakke til frokost og spiser middag ved ankomsten i Kashgar, hvor vi også overnatter.

Dag 7
Udflugt til Karakul-søen ad Karakoram-hovedvejen
Udflugt til Karakul-søen

Vi tager på udflugt til den kinesiske del af Pamir-bjergkæden og kører (ca. 4 timer) ad den berømte og højeste asfalterede internationale vej i verden. Den 1.200 km lange vej forbinder Kina med Pakistan gennem Karakoram-bjergkæden, og i Khunjerab-passet når den en højde på 4.693 m.o.h.

Ved Karakul-søen (3.500 m.o.h.) er der spektakulære udsigter til berømte bjerge som Muztagh Ata (7.546 m.o.h.) og Kongur Tagh (7.719 m.o.h.), som udgør nogle af de højeste tinder på den kinesiske side af Kunlun-bjergkæden.

Vi overnatter på hotel i Kashgar.

Dag 8
Kashgar. Byrundtur og basarbesøg
Kinas største moské, Id Kah-Moskéen

I Kashgar mødtes den sydlige Silkevejsrute (med oasebyerne Yarkant og Khotan) rundt om Taklamakan-ørkenen med den nordlige gren (med Kuqa og Turpan). Og herfra udgik en tredje Silkevej, der via Tashkurgan og Khunjerab-passet strakte sig ind i Indien og Pakistan. En fjerde rute gik over Tien-Shans Terek og Torugart-bjergpas op til Fergana og videre gennem Tasjkent og Samarkand, og over Oxus-floden til Merv (Mary). Kashgar var med andre ord et vigtigt handelsknudepunkt på Silkevejen.

Byen er kendt for sine markeder, søndagsbasaren er den mest berømte, men der er flere andre fine markeder med farverige boder og masser af varer. Kashgar har også et yderst livligt kreaturmarked, hvor det myldrer med får, kvæg, heste og baktriske kameler. Dyrene udbydes til salg for højeste pris, så der tinges på livet løs, mens kreaturerne undersøges grundigt for og bag.

Kashgars andre seværdigheder omfatter Kinas største moské, Id Kah-moskéen (Aidiga Qingzhen Si), og Yusuf Hashs Mausoleum. Vi går en tur gennem Kashgars handelsgader, og der er mulighed for indkøb på egen hånd.

Overnatning på hotel i Kashgar.

Dag 9
Kashgar – Yarkant – Khotan
Lokale i Yarkant

En lang, men spændende, dagskørsel (520 km) gennem ørkenen venter forude. Ret beset kører vi ad den sydlige gren af Silkevejen, og vi følger samme rute som Marco Polo.

Vi stopper i Yarkant og kigger på den gamle bydel med dens smukke huse, der desværre er stærkt truet af nedrivning eller en alt for voldsom sanering. Yarkant var oprindeligt større end Kashgar, som følge af dens beliggenhed, og via handelsvejene til Indien via Leh i Ladakh et vigtigt handelscenter. Silkevejskaravaner bragte silke, te, guld, ædelstene, pelsværk osv. til byen, og uld fra Yarkant blev regnet for at være af den ypperste kvalitet.

Turen går videre til byen Khotan, som ligger på en bjergskråning mellem de mod de meget høje Kunlu-bjerge og Taklimakan-ørkenen, den næststørste ørken i verden. Vi ankommer til Khotan og overnatter på hotel i byen.

Dag 10
Khotan. Kunsthåndværk med silke og jade. Malikawat-ruinerne
Håndværk i Khotan

Khotan er kendt for tæpper, silke og hvid jade. Den hvide jade findes i floden Yulongkax, men udbyttet er ikke stort, og prisen er derfor høj. Jaden er gennemsigtig og ser blød ud, men når man rører ved den, føles den hård og kold. I dag besøger vi bl.a. en fabrik, som fremstiller smukke smykker og skulpturer i jaden.

Vi besøger også flere små virksomheder, der laver kunsthåndværk som papir, tæpper og væver byens berømte silke, som er særlig blød og let, og derfor egner sig godt til sommertøj.

Sidst på dagen ser vi Malikawat-ruinerne fra Han-dynastiet, der er beliggende i et fascinerende ørkenlandskab med pragtfulde udsigter til de fjerne Kunlun-bjerge, som danner grænse til Tibet. Turen derud går forbi små landsbyer og hullede landskaber, der er gennemgravet i jagten på jade.

Vi spiser frokost hos en lokal familie og overnatter igen i Khotan.

Dag 11
Fly Khotan – Ürümqi. Historiske museer med mumier i Khotan og Ürümqi og Det Røde Bjerg
På tur i Urümqi

Efter morgenmaden besøger vi Khotans historiske museum, der rummer nogle af de berømte og unikke velbevarede mumier, som er fundet i ørkenen. Senere på dagen flyver vi til det vestlige Kinas provinshovedstad Ürümqi. Når vi forlader lufthavnen, opleves folkerigdommen i dette verdens mest folkerige land; et mylder af personbiler, busser og lastvogne vidner om travlhed og flid. Og blandt højhuse, på torvene og i de farverige basarer ses de mange forskellige folkeslag. Ürümqi er en moderne by i rivende udvikling og kan virke overvældende og svært overskuelig.

Vi besøger det berømte Museum of Xinjiang Uigur Autonomous Region. Museet er overordentligt interessant med flotte tableauer og en meget flot udstilling, der viser nationaldragter og befolkningens levevis i landene i og omkring det nordvestlige Kina. Og ikke mindst seks af de berømte mumier, som regionen er berømt for. Det ekstremt tørre klima i Taklimakan-ørkenen har i mere end 1.500 år hjulpet med bevaret områdets afdøde i utrolig god stand.

Sidst på eftermiddagen kører vi en tur op til Hong Shan; Det Røde Bjerg (en sandstenshøj). I dag et bjerget omgivet af bebyggelse, men det er stadig en fin måde at få overblik over staden, og udgør en lille storbyoase, hvor de lokale hygger sig med gymnastik og lufter kæresten.

Overnatning i Ürümqi.

Dag 12
Ürümqi – Turpan. De Flammende Bjerge, Bezeklik-grotterne og Vindrue-dalen
Gaochang-ruinerne

Vi kører til oasebyen Turpan, som er beliggende 155 meter under havets overflade og er en af de lavest liggende byer i verden. Den lave beliggenhed gør den til det varmeste sted i Kina. Om sommeren kan temperaturen nå op på 45-50°C, men vi besøger området på den bedste og mest behagelige årstid, hvor det er lunt og ikke overrendt af mange turistgrupper.

Vi besøger Gaochang-ruinerne. Gaochang var en vigtig by på Silkevejen, indtil den blev ødelagt i 1300-tallet. I dens storhedstid var der omkring 30.000 beboere og 3.000 munke. Ruinerne af et stort tempel i byens sydlige hjørne beslaglægger 10.000 m². Resterne af porten, gårdspladsen, det store alter, nicher og tårn er intakt. Ruinerne af Gaochang blev i 1961 betegnet som et kulturelt mindesmærke under statens beskyttelse.

Naturligvis besøger vi også Bezeklik-grotterne (Buddha-grotterne), og passerer på vejen dertil De Flammende Bjerge, nøgne røde sandstensbjerge, der ved solnedgang lyser kraftigt rødt på grund af solens stråler. Bezeklik-grotterne er hugget ud i den lodrette sandstensklippe mellem det 5. og 12. århundrede, og deres vægge er dekorerede med malerier og skrifter, som afspejler livet og kulturen for de lokale folk, der levede i her i Gaochang-perioden. Bezeklik-grotterne er et af omdrejningspunkterne i den berømte bog ”Foreign Devils on the Silk Road” af Peter Hopkirk (på dansk ”Fremmede djævle på Silkevejen”). Bogen beskriver, hvordan europæiske opdagelsesrejsende/arkæologer i tiden før 1.Verdenskrig på kontroversiel vis rejste rundt i Tarim-bækkenet og indsamlede vægmalerier, skulpturer etc. og sendte dem hjem til museerne i London, Berlin og Paris.

Ved frokosttid fortsætter vi til Vindrue-dalen, en grøn oase ved foden af De Flammende Bjerge. Her dyrkes store mængder af søde vindruer og meloner. Vi fortsætter til Imi Tower Mosque, Turpans historiske museum.

I Turpan er der efter aftensmaden mulighed til at se en særegen og stemningsfyldt skik, når lokale kinesere danser standarddanse på byens torve. Der er også mulighed for at gå på indkøb i byens nat-basar, hvor de lokale handler til langt ud på aftenen.

Overnatning i Turpan.

Dag 13
Turpan – Ürümqi. Gamle kanalsystemer, ruinbyen Jiaohe og middagsshow
Ruinbyen Jiaohe

I dag tager vi igen på opdagelse på denne spændende egn. Vi ser bl.a. et underjordisk kanalsystem, der bringer vand fra fjerntliggende brønde – de såkaldte Karezer – til opdyrkning af lavlandets tørre og karske landskab. Kanalsystemet er mere end 1.500 år gamle!

Herefter besøger vi Jiaohe, som er en ruinby fra Tang-dynastiet.

Tilbage i Ürümqi indtages middagen ved en festlig banket akkompagneret af et herligt show med dygtige optrædende, der danser og synger. Hvis der er flere kræfter tilbage, går vi efterfølgende en lille tur i nat basaren.

Overnatning i Ürümqi. 

Dag 14
Ürümqi – Bisjkek. Byrundtur i Bisjkek
Byrundtur i Bisjkek

I løbet af dagen returnerer vi til Bisjkek; det er den bedste og nemmeste rute hjem. Vi tjekker ind på vores gæstehus, og i løbet af eftermiddagen tager vi på en kort byrundtur i byen.

Overnatning på gæstehus i Bisjkek.

Dag 15
Bisjkek. Tid på egen hånd
Tid til basarbesøg

Dagen er din egen, og du kan fx tage på et basarbesøg, eller – måske endnu bedre – en let vandretur til Ala Archa Nationalparken.

Om aftenen spiser vi afskedsmiddag sammen og fordøjer indtrykkene fra de forgangne uger, mens vi skyller rejsestøvet væk med et glas eller to af det lokale ’ildvand’.

Overnatning på gæstehus i Bisjkek.

Dag 16
Fly Bisjkek – København. Hjemrejse
Fra lufthavnen i Bisjkek flyver vi mod København og ankommer samme dag – som følge af tidsforskellen.

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 24.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
4.698,–
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Bisjkek t/r med mellemlanding
  • 1 lokalflyvning
  • Udflugter og transport jf. program
  • Indkvartering i delt dobbeltværelse på lokale gæstehuse (sydlige Kirgisistan) og hotel (Bisjkek)
  • Helpension
  • Te og mineralvand til de inkluderede måltider
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Aftensmad Dag 3 og 14 i Bisjkek
  • Øvrige drikkevarer
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (ca. USD 50,- i alt)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- per faktura (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under ”Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Fysisk form

Dette er en aktiv rejse, og det er en forudsætning for at deltage, at du er i almindelig god fysisk form og kan bevæge dig ved egen hjælp. Der vil ofte være ujævnt terræn på rejsen, hvorfor turen ikke er egnet for personer, som er dårligt gående eller anvender rollator eller kørestol.

Klima

Udpræget fastlandsklima, lokalt influeret af højderne. Klimaet vil føles lunt og behageligt i lavlandet, men bliver koldere, jo højere vi bevæger os op i bjergene, og her kan nætterne være kølige. Vejret i bjergene er notorisk uforudsigeligt og kan skifte lynhurtigt, men sædvanligvis er vejret stabilt og byder på dage med nærmest uendeligt sigte. Det vestlige Kina er ørken – dagene lune, men nætterne er kølige.

Forplejning

Maden er aldeles glimrende både i Kina og i Kirgisistan. I Kina serveres der sædvanligvis flere retter; typisk suppe, fjerkræ, grøntsager, risretter med fåre- og lammekød og brød/pasta. Til måltiderne serveres te og mineralvand.

Forslag til læsning

Vi anbefaler dig at læse to bøger, som giver en god forståelse af regionens historie – og vil give et større udbytte af rejsen.

Peter Hopkirk: Fremmede djævle på Silkevejen (1987)

Zbigniew Brzezinski: Det store Skakbræt (1997)

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 16 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato.

I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere

De fleste af Albatros Travels rejser er ledet af en dansk rejseleder, som enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, hvor gruppen møder sin rejseleder. Alle vores rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Enkelte af vores rejser er uden rejseleder; det vil altid tydeligt fremgå af programmet, hvorvidt rejsen er ledet af en rejseleder eller ej.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.

Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager fra rejseledere og kunder efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Lignende rejser

17KGRTR06ADK2204