Iran - de ædles land

I dag begiver vi os ud i Irans mest sekulære og liberale by. Teheran har været af national betydning i kun 200 år (byen blev hovedstad i 1795) og mangler derfor den rige historie, som de andre iranske byer, vi skal besøge, er kendt for. Til gengæld er Teheran et rent slaraffenland for folk med hang til museer og gallerier, og byen huser også et væld af etniske restauranter og cafeer.

Det ældste af alle historiske monumenter i Teheran er det UNESCO-fredede Golestan-palads, der er bygget i midten af 1500-tallet, og som fungerede som det kongelige palads for Qajar-dynastiet fra 1794 til 1925. Der er egentlig ikke tale om ét palads, men et kæmpe kompleks bestående af hele 17 paladser, museer, herregårde og haver. Vi går omkring mellem bygningerne og ser blandt andet den spektakulære marmorterrasse, som er udsmykket med malerier, marmorudskæringer, stukkatur og emalje. I midten af terrassen står en trone, som er lavet af 65 stykker af det fineste marmor fra Yazd. Her har royale ceremonier og kroninger af Qajar-konger fundet sted, senest i 1925.

På vores tur rundt i Teheran skal vi også se kronjuvelsamlingen fra Shahperioden. Samlingen er et overflødighedshorn af smykker, sten og diamanter fra Shahperioden og giver et unikt indblik i kongefamiliens rigdomme.

Med på programmet er også et besøg på Nationalmuseet, som også kaldes Det arkæologiske museum, hvor vi finder en samling genstande fra Irans mest berømte arkæologiske udgravninger, herunder Persepolis og Susa. Fra førstnævnte udgravning kan man blandt andet se et 2.500 år gammelt relief, som forestiller den persiske storkonge Dareios 1. Museet rummer også en omfangsrig islamisk samling, som først og fremmest består af persiske tæpper, keramik- og kobbergenstande. Paradisdøren, en muslimsk bedeniche fra 1300-tallet, er især seværdig. Museet har også en god boghandel.

I dag skal vi besøge et museum, der udstiller det vel nok mest fremtrædende produkt af persisk kultur: persiske tæpper. Iran har mere end en million mennesker, der arbejder med at væve tæpper, og hvert år producerer de tæpper, der tilsammen fylder ikke mindre end fem millioner kvadratmeter. Flere af de udstillede tæpper kan dateres helt tilbage til 1600-tallet. På museet finder vi også det helt unikke Pazyryk-tæppe, som i 1949 blev fundet i en grav tilhørende en skytisk prins. Undersøgelser af tæppet fastslog, at det stammede fra det 5. århundrede f.Kr., og at det dermed kunne udråbes til verdens ældste tæppe. Museet er designet af den sidste dronning af Iran, dronning Farah Pahlavi. Husk at slå blitzen på dit kamera fra, hvis du vil fotografere tæpperne. De er meget skrøbelige.

Få kilometer herfra ligger Irans Glas- og keramikmuseum. Bygningen var tidligere residens for en fremstående persisk familie, og blev senere omdannet til egyptisk ambassade. Med sine rigt udsmykkede facader og lofte, lysekroner og flotte trappe, der forbinder de to etager, er bygningen i sig selv en oplevelse. Udstillingen byder blandt andet på glasgenstande fra det første årtusinde f.Kr.

Vi fortsætter til Sadabad-paladset, som ligger spredt ud over 100 hektar parkområde i det nordligste Teheran. Paladset fungerede som sommerbolig for kongefamilien i Pahlavi-perioden (1925-1979), men blev omdannet til museum efter den iranske revolution. Der er tale om et kompleks af 18 bygninger, som indeholder museer med udstillinger af royalt porcelæn, royale biler og miniaturemalerier. Vi ser blandt andet Det Hvide Palads fra 1937, som minder om Det Hvide Hus i Washington D.C. Det meste af inventaret i det 5.000 m2 store palads stammer fra Mohammed Reza Shahs regeringstid. Vi finder blandt andet et tigerskind, ekstravagante møbler og Irans største tæppe.

Sent om eftermiddagen kører vi ud i lufthavnen for at flyve til den smukt beliggende by Shiraz, også kaldt ’Irans poetiske hovedstad’, hvor vi tjekker ind på hotel.

Efter morgenmaden kører vi ud til ruinerne af det mægtige Persepolis-palads, der er smukt beliggende ved foden af Kuh-i-Rahmat-bjerget lidt uden for Shiraz. Paladset er den sidste rest af det forhistoriske Mellemøsten og figurerer på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Byen, der var hovedstad i achæmenidernes imperium (cirka 550-330 f.Kr.), blev opført af den persiske konge Darius den store for næsten 2.500 år siden. Kong Xerxes (485-465 f.Kr.) og hans søn Artaxerxes tilføjede senere flere bygninger.

Bygningshistorien er veldokumenteret i de talrige kileskrifter, der er fundet på stedet. Persepolis havde de mesopotamiske bygningsværker som forbillede, og paladsets storladenhed underbygges af omhyggelige udsmykninger med løveskulpturer, skulpturagtige kapitæler og omhyggelige relieffer udhugget i kalksten. Vi følger trapperne til ”Alle landes port” og audienssalen ”Apadana”, hvor kongen modtog delegationer fra vasalstaterne. Reliefferne på trappen har ligget begravet i sand og er derfor særdeles velbevarede. På den nordlige og østlige del af ”Apadana” skal vi blandt andet se et trappeanlæg, der fører op til en søjlehal og ruinerne af tronsalen, der var det næststørste byggeri i hele tempelanlægget. Vi skal også se det såkaldte Xerxes-harem i baggrunden. Hele komplekset omkranses af dobbeltmure på tre sider, mens Kuh-i Rahmat-bjerget danner en naturlig befæstning på den fjerde side.

Alexander den Store indtog Persepolis i 331 f.Kr. og lagde byen i ruiner. Achæmenidernes gamle imperium blev først genopdaget i begyndelsen af det 17. århundrede, da rejsende hjembragte beskrivelser til Europa. I 1765 besøgte Carsten Niebuhr Persepolis, hvor han med stor nøjagtighed opmålte grundplanerne, aftegnede relieffer og kopierede kileindskrifterne på marmorvæggene. Det var Niebuhrs minutiøse aftegninger, der skabte grundlaget for andres tydninger af kileskriften. Carsten Niebuhr indridsede sit eget navn på paladsets store indgangsportal som et vidnesbyrd om sin indsats og tilstedeværelse i det gamle kongepalads. Niebuhr kom via Oman til Persien, i forbindelse med den danske ekspedition til Arabien, som Frederik V (1723-1766) iværksatte – ekspeditionen kan genopleves i Thorkild Hansens bog ”Det lykkelige Arabien” fra 1962.

Efter at have oplevet det storslåede historiske bygningsværk Persepolis, fortsætter vi cirka fire kilometer mod nord til kongegravene Naqsh-e Rustam, hvor Carsten Niebuhr også lavede opmålinger og aftegninger. Her menes de achæmenidiske konger Xerxes, Artaxerxes, Darius 1. og Darius 2. at ligge begravet i sarkofager inde i klippevæggene. Gravene blev plyndret af Alexander den Store under hans erobring af det achæmenidiske imperium, men de store persiske kors pryder endnu klippevæggene. Kun en kilometer herfra ligger Naqsh-e-Rajab, et arkæologisk område, som sammen med Naqsh-e Rustam kandiderer til at komme på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Her ser vi fire klippeinskriptioner og basrelieffer, som kan dateres til det tidlige Sassaniderrige (år 224-651). Vi kan blandt andet læse Sassaniderrigets grundlægger og første konge, Ardeshir 1.’s, indsættelsesinskription og se et basrelief, som fejrer kong Shapur 1.’s sejr over den romerske kejser Valerian.

Tilbage i Shiraz skal vi opleve ægte tusind og en nat-stemning, når vi besøger Eram-haven – en af de ni persiske haver, der blev grundlagt i midten af det 19. århundrede, og som er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Eram-haven kaldes også paradishaven, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Den velduftende have prydes af blomstrende appelsintræer, grønne cypresser, daddeltræer og persiske roser og har gennem tiderne været inspirationskilde for flere iranske forfattere. I haven kan man desuden se fine fontæner og ikke mindst det prægtige Qajar-palads, der blev opført af den velstående Qavam-familie i årene 1879-1886. Paladsets indre er dekoreret med elegante mønstre og kakler med digte af den berømte iranske poet Hafez. Selve bygningsværket er inspireret af den victorianske æra i Europa og rummer hele 32 værelser, fordelt på to etager.

Vi fortsætter ind i kunstens og poesiens verden, til poeten og mystikeren Saadis gravsted. Saadi levede i 1200-tallet, men hans mausoleum af marmor, omgivet af en smuk have, stammer fra 1860’erne. Et par kilometer herfra, i centrum af Shiraz, ligger nationalpoetens Hafez’ gravmæle. Både iranere og tilrejsende valfarter til graven, der omgives af rislende kilder, farverige blomsterbuske og duftende cypresser. De fleste troende iranere opfatter Hafez som en spirituel mester, der havde en helt særlig sans for Guds nærvær, og mange anvender hans poesi som en åndelig ledetråd i livets store spørgsmål. Det siges, at hvis en fattig iraner ikke har råd til at tage på pilgrimsrejse til Mekka, tilgiver Allah ham, hvis han i det mindste besøger Hafez’ gravsted. Traditionen foreskriver også, at unge nygifte par skal besøge Hafez’ grav og læse et af hans digte højt for at sikre et lykkeligt ægteskab.

Nu skal vi se en af de mest elegante og mest fotograferede moskéer i hele det sydlige Iran: Masjed-e Nasir-al-Molk. Moskéen er bygget i slutningen af 1800-tallet og er kendetegnet ved de smukke dybblå fliser, som dækker facaden. Det mest iøjnefaldende ved moskéen finder vi dog inde i bygningen – bederummet med de udskårne søjler, de flerfarvede fajance-dekorationer og sidst men ikke mindst: de smukke glasmosaikvinduer, som fylder hele bederummet med et fantastisk farvespil.

Shiraz siges at have landets smukkeste basarer, og derfor aflægger vi besøg i den store Vakil-basar i byens historiske centrum. I de livlige markedsgader kan vi blandt andet opleve nomader, der kommer for at handle, og her kan man købe alt fra orientalske antikviteter til håndvævede tæpper, kobbertøj, grøntsager, krydderier og malerier. I området finder man også flere smukke gårdhaver, badehuse og ikke mindst persiske tæppebutikker, der efter sigende sælger byens fineste tæpper.

Isfahan præges af storslået islamisk arkitektur og blomstrende haver. Et iransk ordsprog siger, at Isfahan er halvdelen af verden, og de fleste forstår hvorfor, når først de har sat deres fødder i byen. Isfahan var et vigtigt stop på Silkevejen, men det var først i 1598 at byens glansperiode startede, da Shah Abbas den Store gjorde Isfahan til den persiske hovedstad. Byens overdådige paladser og moskéer, store pladser og blomstrende parker vidner også om en enevældig hersker, der ønskede at gøre byen til noget helt særligt.

Efter et besøg ved Hash Behesht, et lille men overdådigt udsmykket palads midt i Isfahan, skal vi se nærmere på Chehel Sotun-paladset, som Shah Abbas 2. brugte til underholdning og receptioner. Navnet betyder 40 søjler og er inspireret af de 20 slanke træsøjler, som bærer indgangsloftet til paladset. Med lidt god vilje fremstår søjlerne som 40, når de spejler sig paladsets vandbassin, der omkranses af springvand og fontæner med stenløver. Det oprindelige kompleks er bygget i 1614, men er sidenhen blevet genopbygget efter en ildebrand i 1706.

Ingen tur til Isfahan uden et besøg ved de berømte broer, der krydser den historisk livgivende Zayandeh-flod uden for byen. Broerne var tidligere populære mødesteder for de lokale, som nød en kop te på en af de hyggelige caféer, som en gang lå spredt på og under broerne. Vi slentrer en tur langs floden og ser de to mest berømte broer, Sio-se Pol og Khajou, som blev bygget i henholdsvis 1602 og 1650.

Nu skal vi besøge bydelen Jolfa, også kendt som det armenske kvarter. Området blev anlagt af Shah Abbas 1., da han i 1606 flyttede en mindre koloni af kristne fra byen Jolfa, som i dag ligger ved Irans nordlige grænse. Shahen var interesseret i de kristnes færdigheder som købmænd, entreprenører og kunstnere. Han sikrede deres religionsfrihed, hvilket blandt andet afspejler sig i Vank-katedralen, som var en af de første kirker, armenierne byggede her. Katedralens ydre er beskedent, men indersiden er rigt dekoreret i en sælsom blanding af stilarter: islamiske fliser ved siden af kristne motiver og persiske udsmykninger. De farvestrålende freskoer tog 15 år at udføre og er blevet for nylig restaureret. Katedralens arkitektur og udsmykning har haft stor indflydelse på udformningen af ortodokse kirker i hele den persisk-mesopotamiske region. I det tilstødende museum kan man se genstande fra katedralens historie, herunder Shah Abbas 1.’s dekret om etableringen af bydelen Jolfa, den første bog, der blev trykket i Iran, historiske fotografier mv.

Uden for byens basar besøger vi den UNESCO-fredede Jameh-moské, som er en af de ældste moskéer i Iran. Byggeriet blev påbegyndt i 771, og moskéen har indtil slutningen af 1800-tallet undergået ombygninger, tilføjelser og renoveringer i forskellige arkitektoniske stilarter. Dermed kan moskéen ses som et koncentrat af persisk arkitekturhistorie.

I dag skal vi stifte nærmere bekendtskab med den imponerende Naqsh-e Jahan-plads – eller Imam Khomeini-pladsen, om man vil – der med sine 67.000 kvadratmeter er verdens næststørste plads. Den majestætiske plads blev bygget i 1612 og er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Pladsen blev opført under Shah Abbas styre og har blandt andet været centrum for flere officielle festligheder, poloturneringer og militære parader. Pladsen emmer også i dag af liv og aktivitet – ikke mindst på grund af de mange besøgende. Vi skal naturligvis se nærmere på nogle af de prægtige bygningsværker, der ligger på pladsen.

Vi begynder med Sheikh Lotf Allah-moskéen fra det 17. århundrede, der blev bygget under Shah Abbas. Moskéen regnes for et af de smukkeste bygningsværker i verden og er dekoreret med arabesker og de fineste mosaikker med blomster i sorte og lille farver. Kuplen er udført i lyserøde og beige nuancer, der ikke kan undgå at fange opmærksomheden, og selve bedehallen nås via en korridor og er af beskeden størrelse, da moskéen kun blev opført til kongen og dennes familie. Vi ser også det kongelige Ali Qapu-palads, der er bygget i seks etager. Man kan levende forestille sig, hvordan kongen og dennes følge stod på balkonen og iagttog polokampene nede på pladsen.

Herefter er der tid til egne eventyr i byens basarer, en labyrint af smalle gader, der munder ud i pladser med smukke bygningsværker. I det 17. århundrede var Isfahan centrum for alverdens rigdomme, og her kunne man købe det ypperste inden for persisk kunsthåndværk. I dag er Isfahan stadig kendt som byen, hvor man kan købe verdens fineste håndlavede persiske tæpper. Isfahan-tæppernes detaljerigdom er slående og vidner om mange års forfinet håndarbejde og stolte traditioner. I basaren kan man også købe fine miniature-malerier, som Isfahan ligeledes er kendt for.

Vi forlader Isfahan og besøger en af Irans ældste byer, Abyaneh. Den lille by med kun 300 indbyggere er smukt beliggende ved foden af Karkas-bjerget og består af et virvar af smalle og snoede gader, røde mudderhuse med gittervinduer og skrøbelige træbalkoner. Som en påmindelse om, at byen har 1.500 år på bagen, taler de ældste beboere stadig middelpersisk – et sprog, der stort set forsvandt for flere hundrede år siden. På toppen af bjerget ligger resterne af et gammel fort bygget af Sassaniderne.

Vores næste stop på vej mod Teheran er byen Kashan, der er så fortryllende, at Shah Abbas 1. valgte at blive begravet her i stedet for i Isfahan. En anden historisk figur, der relaterer sig til byen, er Abu Musa al-Ashari, som var soldat og følgesvend til profeten Muhammed. Han erobrede byen i det 7. århundrede, og ifølge legenden gjorde han det ved at lade sin hær samle tusindvis af skorpioner fra den omkringliggende ørken og kaste dem over bymurene. Skrækslagne kapitulerede byboerne. Under seljuk-perioden (1051-1220) blev byen kendt for sine tekstiler, keramik og fliser. I dag er byen centrum for produktion af tæpper og rosenvand, og hvis du leder efter en souvenir af god kvalitet, er der gode chancer for at finde den her. Vi besøger den ældste persiske have i hele Iran, Fin-haven, anlagt i 1590. Haven dækker 2,3 hektar, og i tråd med andre persiske haver fra denne tid er den udstyret med adskillige vandanlæg. Der vokser mange cypresser i haven, og arkitekturen er en blanding af safavidisk, zandisk og qajarisk arkitektur. I Kashan findes en håndfuld historiske huse bygget af velhavende købmænd i 1800-tallet.

Vi ser nærmere på Borujerdi-husene, som begge er bygget af den berømte persiske arkitekt, Ustad Ali Maryam. Huset er bygget på traditionel persisk vis med vandbassiner, figenhaver, gårdspladser og vindfangere. Fem minutters gang fra det historisk hus ligger Agha Borzog, en moské på fire etager, som er kendt for sit symmetriske design. Hoveddøren af træ siges at have lige så mange dekorative søm, som der er vers i koranen. Selvom selve moskéen er taget ud af drift, er den tilstødende madrasa stadig i brug.

Vel fremme i Teheran spiser vi en afskedsmiddag, og efter en hyggelig aften flyver vi ved midnatstid mod Europa.