Italienske herligheder

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Oplev det fascinerende Pompeji, jetset-øen Capri, storbyen Napoli og Amalfikystens pragt

Pastafremstilling i den hyggelige by Gragnano, lokale delikatesser på en lokal gård, herlig italiensk is i skyggen fra Capris elegante butikker – det er Italien, når det er bedst.

Vi begynder rejsen med at udforske Campanien med områdets seværdighed nummer et, Pompeji. Efter denne historiske seværdighed, med vulkanen Vesuv rugende i baggrunden, kaster vi os ud i Napolis gademylder, hvor byens intense stemning kommer helt tæt på. Vi fortsætter til Capri, der byder på en dejlig blanding af romerske ruiner, designerbutikker og en uforglemmelig udsigt. Vores tur slutter med Amalfikystens dramatiske klipper og en perlerække af hyggelige italienske byer. Derudover besøger vi de fantastiske græske templer i Paestum og naturligvis den lille charmerende Sorrento.

Vi bor ved Napoli-bugten i pastabyen Gragnano, som ligger centralt for vores oplevelser. Fra byen Gragnano kan vi se Napoli og ikke mindst vulkanen Vesuv i horisonten.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Euro

Dagsprogram 8 dage
Dag 1
Fly København – Rom. Videre til Gragnano
Dag 2
Pastabyen Gragnano. Pastafremstilling og besøg på lokal gård. Udflugt til Vesuv
Dag 3
Historiske Pompeji og storbyen Napoli
Dag 4
Castellammare - Capri
Dag 5
Sorrento
Dag 6
Udflugt til Herculaneum
Dag 7
Paestum og Amalfikysten
Dag 8
Hjemrejse

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Fly København – Rom. Videre til Gragnano
Vi skal nyde vores første italienske middag på hotellet

Vores italienske eventyr begynder i København, hvorfra vi flyver til Rom. Herfra kører vi med bus til vores hotel i Gragnano, som ligger 30 kilometer sydøst fra Napoli med en udsigt over vulkanen Vesuv. Vores middag kommer vi til at indtage på hotellet, som serverer fremragende italiensk mad.

Dag 2
Pastabyen Gragnano. Pastafremstilling og besøg på lokal gård. Udflugt til Vesuv
Udsigt fra hotellet over Gragnano

Gragnano kaldes Cittá della Pasta – Pastabyen – og er et symbol på Italiens mest stabile erhverv, nemlig pastaproduktionen. Her har man gennem 500 år produceret den fineste pasta, og i 1800-tallet var der 140 større eller mindre pastamagere i byen. I dag besøger en fabrik, der laver denne herlige italienske specialitet, som har sneget sig ind i alverdens køkkener. Vi hører mere om fremstillingsprocessen og lidt om de forskellige typer pasta. Og også lidt om hvilke typer pasta, som passer til hvilke saucer. Jovist, det er sandelig en kunst at lave en god italiensk pasta.

Herefter begiver vi os op i bjergene bag byen. Her dyrkes mange af de grøntsager og blomster, man finder på det lokale marked. Vores første stop er et lille lokalt landbrug, der også driver en restaurant med lokal mad. Ud over at producere olivenolie har de alt fra gæs, kastanjer, heste og friske grøntsager. Vi går i vinkælderen og smager på et par af de lokale vine og smager lidt på områdets specialiteter.

Herefter kører vi tilbage til hotellet i Gragnano.

Om eftermiddagen kan du tage med for at besøge den berømte vulkan Vesuv, hvis majestætiske vulkankegle strækker sig mod himlen i det fjerne. Vesuvs berømte udbrud for snart 2.000 år siden ødelagde blandt andet byerne Pompeji og Herculanum. Indbyggerne i området lever i skyggen af denne levende vulkan, flot beliggende ved Napolibugten, og vores besøg går til toppen af den over 1.200 meter høje vulkan. Det sidste stykke vej op til kanten skal bestiges til fods (cirka 20 minutters gåtur). Her kan man se ned i det imponerende krater. Turen kræver, at man ikke er gangbesværet og kan bestige de sidste højdemeter inden krateret.

Alternativt kan man blive hjemme på hotellet og nyde omgivelserne.

Dag 3
Historiske Pompeji og storbyen Napoli
Vi besøger den legendariske by Pompeji

Vi starter dagen med et besøg i den legendariske by Pompeji og går dermed flere tusinde år tilbage i tiden. Byen blev under et voldsomt vulkanudbrud i august 79 e.Kr. begravet under et tykt lag af aske og pimpsten. Askeregnen varede i tre døgn, og byens cirka 15.000 indbyggere flygtede over hals og hoved for at komme i sikkerhed. Begivenheden er blevet levende beskrevet af Plinuis den Yngre. Frem til 1748 stod tiden stille i Pompeji, der herefter vågnede af sin tornerosesøvn. Udgravningerne er endnu ikke afsluttet, og man føler sig sat tilbage i tiden.

Under vores vandring i den nu udgravede by ser vi, hvordan man allerede for snart 2.000 år siden havde rindende vand i husene, kloaksystemer, fantastiske vægmalerier, patricierhuse, bageri, templer, badehuse (termer) og en lokal bar. Som ved et trylleslag forstummedes alt liv i byen, og med vores fantasi vækker vi byen til live igen.

Efter frokost på egen hånd kører vi til storbyen Napoli. Vi hører lidt om den charmerende storby og ser nogle af de mest kendte og smukke steder. Vi passerer San Carlo-operaen og det kongelige slot. Napolitanerne er farverige og levende, og byen har en intens stemning. Måske ser vi vasketøj blafre i de små gyder i centrum. Der bliver naturligvis også tid til at gå en lille tur rundt i byens historiske centrum, inden vi kører tilbage til hotellet og spiser middag.

Dag 4
Castellammare - Capri
Den eksklusive ø Capri

Tidligt fra morgenstunden sejler vi fra Castellammare over Napolibugten. Bag os har vi en enestående udsigt over Napoli med den klassiske silhuet af Vesuv i baggrunden, og foran os ser vi den eftertragtede og eksklusive ø Capri stige op af havet.

Øen har gennem tiderne været besøgt af alt fra romerske kejsere til forfattere, filmstjerner og det internationale jetset. Der er skrevet, og ikke mindst sunget meget om den lille ø Capri, hvor vi lægger til i Marina Grande. Vores tur går op til den lille by Anacapri i 270 meters højde, hvor vi finder Villa San Michele, en fantastisk villa opført af den svenske forfatter Axel Munthe. Axel Munthe udgav som 72-årig i 1929 “Bogen om San Michele“, der straks blev en verdenssucces. Villaen, der er bygget oven på ruinerne af en romersk villa, er imponerende og har et fantastisk haveanlæg med terrasser, hvorfra der er uforglemmelige udsigter over øen, Sorrentohalvøen og Vesuv.

I Capri By bliver der tid til at kigge nærmere på de elegante butikker, hoteller og restauranter, der ligger langs de snoede gader. Fra en café på Piazza Umberto med den lille, hvide kirke kan man sidde og følge med i bylivet. Der er også tid til at beundre de farverige haver og nyde den fantastiske udsigt over klipperne “I Faraglioni“ og den lille havn Marina Grande.

Der bliver tid til på egen hånd at opleve lidt mere af øen. Har man tid og kræfter, kan man gå en tur til den gamle kejservilla Villa Jovis, der har tilhørt kejser Tiberius. Vandreturen kræver gode ben og tager omkring en time hver vej. Eller måske fristes man til at tage en tur med de lokale fiskere til “Grotta Azurra“, den blå grotte, som er verdensberømt for det smukke blå vand.

Ud på eftermiddagen stiger vi på båden og sætter kursen tilbage mod Castellammare og vores hotel.

Dag 5
Sorrento
Vi tager på formiddagstur til den lille hyggelige by Sorrento

I dag har vi en let og afslappende formiddagstur til den lille hyggelige by Sorrento, blandt andet kendt fra sangen “Torna Surriento“, som blev sunget af den verdensberømte tenor Enrico Caruso, der boede i byen i en periode. Byen var allerede i romertiden et yndet turiststed, og kejserne Augustus og Marcus Aurelius besøgte stedet. De lokale hævder, at bynavnet stammer fra de sirener, der fra klipperne forsøgte at forføre Odysseus på hans eventyr.

Tidligere blev Sorrento besøgt af rige og kendte som Byron, Goethe, Stendhal, Nietzsche og selv Henrik Ibsen i vintermånederne, og man finder stadig mange fine hoteller i byen. Vi skal smage på nogle af byens specialiteter – den lokale is, som man kan blive afhængig af, på et besøg i området og ikke mindst den berømte citronlikør limoncello, der laves på skallerne af de mange lækre citroner, der vokser i området.

Herefter bliver der tid til egne oplevelser – nyd en kop kaffe på en cafe, oplev den flotte udsigt mod Vesuv og Napoli eller gå en tur i de små snævre gader.

Om eftermiddagen er der tid til at slappe lidt af ved hotellet. Det er også muligt at blive i Sorrento og selv tage toget tilbage til Castellammare.

Dag 6
Udflugt til Herculaneum
Der er mulighed for ekstraudflugt til Herculaneum

I dag går turen til Herculaneum.

Hvis Pompeji var spændende, er Herculaneum ligeså interessant. Byen deler skæbne med Pompeji, men er på mange måder mere velbevaret og let at overskue.

I Herculaneum havde rige mænd villaer med udsigt over den smukke kystlinje, og byen var ikke en travl handelsby som Pompeji. Herculaneum var et sted, hvor man nød livet i de maleriske omgivelser. Derfor er gaderne i Herculaneum mindre slidte end Pompeji. Byen er bygget i dyre materialer herunder marmor.

Byen er så velbevaret, fordi den blev begravet under et meget tykt lavalag, der størknede og blev til tuf, en vulkansk bjergart. Dette har gjort udgravningerne mere komplicerede, og derfor er kun 25 procent af byen blevet udgravet.

Dag 7
Paestum og Amalfikysten
Den hyggelige by Amalfi ligger mellem forrevne klipper

Dagen begynder med en køretur til den anden side af Sorrentohalvøen. Den sydlige skråning anses af mange for at være Italiens, måske verdens, smukkeste og mest spektakulære kyststrækning. Her rejser Amalfikystens frodige, grønne bjerge sig stejlt op fra havet, og små hyggelige byer som den kendte Amalfi ligger mellem forrevne klipper, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Middelhavet.

De maleriske huse er nærmest limet fast på klipperne, og arkitekturen bærer præg af de fremmede folkeslag, der gennem tiderne har invaderet området. Hovedbyen Amalfi, der var en af de fire italienske sørepublikker, har været en meget vigtig brik i Italiens historie, og i dag er området et eksklusivt og attraktivt feriemål. Vi går en tur i byen og ser nærmere på den hyggelige by med den smukke kirke.

Der bliver tid til at nyde en is eller en kop kaffe, inden vi fortsætter turen sydpå forbi Salerno. Her finder vi de berømte græske templer i Paestum, som H.C. Andersen besøgte i marts 1834. Han noterede i sin berømte dagbog: “Tidsler og vilde Figenbuske danner et Vildnis her, hvor de herlige, de mest skønne Templer jeg har set, stå under den blå luft, det vrimlede med Violer, store dejlige Violer, der groede om Templerne…… der som et Pompeji i vor Tidsalder atter er fremsteget fra Glemsel og Nat“.

Grækerne slog sig ned i området omkring år 600 f. Kr. De kaldte byen Poseidonia og opførte fantastiske templer. Navnet Paestum fik byen først af romerne, der erobrede byen i år 273 f. Kr. Senere gik området i glemslen grundet malaria, og det var først i midten af 1700-tallet, at man genopdagede templerne. Kunstnere fra hele Europa strømmede til, og de var som vores egen H.C. Andersen og guldaldermalerne dybt fascinerede af stedet. I dag ser vi de tre templer, som virkelig er et besøg værd.

Herefter går turen tilbage til vores hotel, hvor vi spiser afskedsmiddag

Dag 8
Hjemrejse
Citrontræet blomstrer året rundt
Efter nogle skønne dage i Italien er det tid til at rejse hjem igen. Vi flyver fra Rom til København.

Prisinformation

Om enkeltværelser
Begrænset antal. Enkeltværelserne er typisk mindre end dobbeltværelserne.
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly fra København – Rom t/r
  • Transport, udflugter og entré (entré til Pompeji, Paestum og Villa San Michele samt udflugterne til Vesuv og Herculaneum)
  • Indkvartering på hotel i delt dobbeltværelse
  • Halvpension (morgenmad/middag)
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6% af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller seniorrejseforsikring
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Personlige fornødenheder
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura 130 kr.
  • Alt ikke nævnt under ”Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er tilladt at medbringe et styk bagage per person. Maksimalt 20 kilo plus håndbagage (håndbagage: maximumvægt 8 kg. Håndbagagens dimensioner må maksimalt udgøre 115 cm totalt (50 cm x 40 cm x 25 centimeter).

Klima og beklædning

I foråret og efteråret kan det være køligt morgen og aften, og regnbyger kan forekomme. Medbring derfor en trøje og en let jakke. Når det gælder påklædning om aftenen på restauranter og lignende, er italienerne ikke særligt formelle. Husk at medbringe et par gode sko til spadsereture i naturen og i byerne.

Deltagerantal

Vi gør opmærksom på, at denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 24 personer. Såfremt dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen senest 14 dage før afrejse. Som det endvidere fremgår af vore almindelige bestemmelser pkt. 11 samt af Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1, er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 5 out of 5 by from En dejlig tur med masser af lærdom og hygge Det var alt i alt en begivenhedsrig og lærerig tur, hvor vi også var heldige med vejret.
Date published: 2022-05-03
Rated 5 out of 5 by from God rejse med mange skønne oplevelser Generelt veltilrettelagt program, men lidt presset. Det vidste vi dog på forhånd.
Date published: 2022-04-30
Rated 5 out of 5 by from En fantastisk rejse med masser af skønne oplevelser Det var en fantastisk oplevelse at besøge Napoli…..POMPEI ….øen Capri….malfikysten…sorrento….Herticulanum…Poestum….med Jeppe som rejseleder…..Han er bare fantastisk…..ved noget om alt i Italien ….simpelthen ALT….fantastisk…..og han er altid velforberedt….det er utroligt så meget Jeppe ved…..det må være fantastisk at have sådan en rejseleder i Italien…..Tak for en dejlig ferie
Date published: 2022-04-28
Rated 4 out of 5 by from En rigtig dejlig ferie Rigtig gode udflugter, specielt Pompeji, Vesuv og Capri. Jeg kunne have ønsket mig, at vi kørte lidt mere rundt på Capri. Rejselederen var aktiv og var hos os hele tiden, og det var rart. Jeg ville gerne han havde fortalt lidt mere om Italien, og hvordan landet fungerer mht f.eks. skoler. Rejselederen brød sig ikke om spørgsmål. Hotellet var fint, men der var ikke meget at foretage sig i området. En stor fejl var Norwegians forsinkelse på hjemturen med godt og vel 2 timer, hvilket gjorde at jeg ikke kunne nå mit tog. Det var det sidste tog den dag, som kørte helt til Hedensted. Jeg måtte stå af i Vejle og tage en taxa de sidste 18 km
Date published: 2017-10-29
Rated 4 out of 5 by from Mange gode oplevelser. Mindre service end på tidligere rejser m Albatros. Meget spændende rejsemål. Kunne godt have ønsket at guiden var lidt mere åben over for spørgsmål fra deltagerne. Dejligt at bo på det samme hotel, og dagligt køre ud på ture derfra
Date published: 2017-10-29
Rated 4 out of 5 by from Efterårsbilleder i Syditalien Rejse i god og korrekt overensstemmelse med brochure og beskrivelse.
Date published: 2017-10-28
Rated 5 out of 5 by from Italiens herligheder Fantastisk rejse til Italien. Vi oplevede bl.a. Pompeji, Vesuv, Napoli, Sorrento og Amalie-kysten. Alt var godt tilrettelagt. Specielt på grund af vores fantastiske rejseguide. Vil anbefale turen til vores venner.
Date published: 2017-10-27
Rated 5 out of 5 by from Innholdsrik og godt planlagt rejse Rejsen var vel planlagt og ble gjennomført helt etter det tilsendte program. Vi fikk se og oppleve meget på kort tid.
Date published: 2017-10-27
  • y_2024, m_4, d_22, h_4
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.41
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_2, tr_18
  • loc_da_DK, sid_ITRTR05, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser