Krydstogt i Kroatiens skærgård

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Unikt Albatros-krydstogt i Adriaterhavet ved Dalmatiens kyst: Smukke øer, charmerende middelalderbyer og krystalklart vand

Sidste pladser i 201

Split – Trogir – Zlarin – Hvar – Korcula – Makarska Riviera – Brac – Split

Albatros’ populære Kroatienkrydstogt er tilbage! Langs den billedskønne dalmatiske kyst sejler vi med det lille, hyggelige skib Meridijan, som Albatros har chartret specielt til denne rejse. Der er 19 kahytter om bord, alle udvendige med eget bad/toilet.

Rejsen starter og slutter i Split, hvor vi bl.a. ser ruinerne efter Diokletians Palads, som er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Undervejs besøger vi nogle af de skønne skærgårdsøer, bl.a. lavendelduftende Hvar – kendt som Adriaterhavets Madeira. Vi tager på opdagelse i velbevarede og stemningsfulde middelalderbyer, som fx UNESCO-fredede Trogir. Og ad Krka-floden sejler vi ind i Krka Nationalpark kendt for sine smukke vandfald, ligesom vi nyder godt af det lunere klima med afslapning ved nogle af Adriaterhavets bedste strande.

Inkluderet i rejsens pris er halvpension på skibet; de øvrige måltider kan du spise på nogle af de små lokale taverner og restauranter.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Krydstogt

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Ja

  • Valuta Kroatiske kuna

Dagsprogram 8 dage
Dag 1
København – Split. Ombordstigning, besøg i middelalderbyen Trogir
Dag 2
Ad Krka-floden til Krka Nationalpark med det spektakulære Krka-vandfald. Besøg på den lille bilfri ø Zlarin
Dag 3
Den frodige ø Hvar og den fashionable ferieperle Hvar by
Dag 4
Øen Korcula og den smukke Korcula by med venetiansk renæssancearkitektur
Dag 5
Makarska Riviera. Tid til strandliv på rivieraen og kultur i Makarska by
Dag 6
Øen Brac og byen Bol med Slatnit Rat-stranden, Captain's Dinner
Dag 7
Badepause i smuk bugt og Split. Byrundtur i de gamle romeres fodspor
Dag 8
Split – København

Meridijan

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Split. Ombordstigning, besøg i middelalderbyen Trogir
Ruiner efter Diokletians Palads i Split

Vi flyver fra København om morgenen, og ved ankomsten til Split kører vi direkte til skibet, tjekker ind og spiser frokost. Herefter stævner vi ud i Adriaterhavet med kurs mod den smukke UNESCO-fredede middelalderby Trogir cirka 25 kilometer nord for Split. Inden vi lægger til i den historiske by, kaster vi anker i en stille bugt, hvor du kan nyde udsigten fra dækket eller tage en dukkert i det krystalklare vand.

Trogir har cirka 13.000 indbyggere. Byen ligger på en lille ø mellem fastlandet og øen Čiovo og er forbundet med broer til begge sider. Trogirs historie går mere end 2.000 år tilbage i tiden til det illyriske kongerige, og siden da har blandt andet romerne og venetianerne sat deres aftryk på byens kultur og historie – ligesom i det øvrige Dalmatien. Trogir er omgivet af en solid bymur, og inden for murene finder man en række smukke kirker, paladser, tårne og boliger – som alle er ypperlige repræsentanter for fortidens byggekunst. Byen byder således på et sandt overflødighedshorn af spir, søjler og kupler fra gotikken, renæssancen og barokken.

Rejselederen tilbyder en lille orienterende gåtur, hvor vi blandt andet går forbi Kamerlengo-borgen, som blev bygget af venetianerne, og ser den enestående Skt. Laurentius-katedral, kigger ind i de smukke klostergårde og suger i det hele taget til os af stemningen i den lille hyggelige by. Da aftenens middag er på egen hånd, er det også værd at bide i mærke i potentielle, hyggelige spisesteder vi kommer forbi undervejs, som du senere kan indtage aftensmåltidet i. Vi ligger ved kaj natten over i Trogir.

(Inklusive frokost).

Dag 2
Ad Krka-floden til Krka Nationalpark med det spektakulære Krka-vandfald. Besøg på den lille bilfri ø Zlarin

Mens vi spiser morgenmad på skibet, fortsætter vi vores sørejse og sejler ind på Krka-floden mod Skradin. Her skifter vi til en lokal, mindre båd, der sejler os det sidste stykke gennem smalle vande til nationalparken. Krka blev udlagt som nationalpark i 1985 – primært for at beskytte områdets mere end 800 forskellige plantearter, hvoraf en del er endemiske. Krka Nationalpark er også hjemsted for mere end 200 forskellige slags fugle samt en række padder, krybdyr og fisk. Er vi heldige, ser vi ligefrem den truede europæiske odder.

Vi går i land for at opleve nationalparken fra landjorden, hvor stier og gangbroer fører gennem frodig bevoksning og over strømmende vandløb. Vi ser også det spektakulære Krka-vandfald, hvor en stribe mindre vandfald fosser ned i en smuk vandfaldssø og tilsammen udgør et fald på 242 meter.  Herefter sejler vi tilbage ad floden, skifter til vores eget skib og runder dagen af på den lille bilfri ø Zlarin, som er adskilt fra fastlandet af Zlarin-kanalen. Øen har i dag blot få hundrede indbyggere, og arealet udgør kun 8.19 km². Øens landskaber tegnes af frodige figentræer og cypresser, strande og idylliske bugter. Tidligere ernærede de fleste af Zlarins indbyggere sig ved indsamling af koraller og havsvampe – en beskæftigelse, som stadig finder sted i et vist omfang. Ellers er den primære indtægtskilde turisme, fiskeri og landbrug, blandt andet olivendyrkning.

Om aftenen kan du på egen hånd udforske den lille Zlarin by, som har et par gode spisesteder, hvor aftenens middag kan indtages.

(Inklusive morgenmad og frokost).

Dag 3
Den frodige ø Hvar og den fashionable ferieperle Hvar by
Udsigt over Hvar

Sørg for at være ude på dækket og nyde udsigten, når vi først på eftermiddagen ankommer til den pittoreske og lavendelduftende ø Hvar, også kendt som Adriaterhavets Madeira. Spredt ud over øen ligger der frodige olivenlunde, vinmarker, vingårde og smukke blålilla lavendelmarker, og øen er tilmed rig på sol og varme. Man siger, at der er flere solskinstimer på Hvar end andre steder i Kroatien – hele 2.724 timer per år bliver det til. Det gavmilde klima kombineret med de skønne landskaber gør dette til en af Kroatiens mest populære ferieperler.

Selve Hvar by, hvor vi lægger til, er en af Kroatiens mest fashionable feriebyer. Byen ligger malerisk ud til vandet, omgivet af bjerge, og over byen troner en gammel fæstning, hvorfra der er en fantastisk udsigt ud over byen.

Efter frokost om bord på skibet er vi klar til at gå i land og tage på opdagelse. Byen byder blandt andet på en smuk domkirke i renæssancestil og et af Europas ældste teatre, som blev opført i 1612. Der er endvidere et franciskanerkloster i byen, ligesom man bør lægge vejen forbi Hektorovič-paladset. Byggeriet af det gotiske palads blev påbegyndt i 1463, men blev aldrig færdiggjort. Læg mærke til de mange fint ornamenterede bygninger; under venetianerne specialiserede øens beboere sig i stenhugnings-kunsten.

Du kan tilbringe resten af dagen og aftenen i dit eget tempo. Nyd en stund på byens hyggelige torv, og rund af med en middag på en af byens spisesteder. Det kroatiske køkken er varieret: Klassiske retter fra det gamle Jugoslavien indgår ofte på menukortet, blandt andet gullasch, ligesom man ser en tydelig indflydelse fra Middelhavskøkkenet. Her langs kysten står den naturligvis ofte på alt godt fra havet. I Dalmatien siger man, at en fisk skal svømme tre gange: først i havet, siden i olivenolie og til sidst i vin.

(Inklusive morgenmad og frokost).

 

 

Dag 4
Øen Korcula og den smukke Korcula by med venetiansk renæssancearkitektur
Udsigt over Korcula

Vi sætter tidligt om morgenen kursen videre mod øen Korcula, hvor vi ankommer ved middagstid. Ifølge overleveringen blev øen grundlagt i det 12. århundrede f.Kr. af den trojanske helt Anteno, og ifølge en anden lokal overlevering blev den venetianske købmand og opdagelsesrejsende Marco Polo født på Korcula – og ikke i Venedig. Der er dog ingen skriftlige kilder, som bekræfter dette.

Med sit areal på 279 km² hører Korcula til blandt de største øer i Det Dalmatiske Øhav. Langs kysten ligger et væld af små bugter og isolerede strande, og midt på øen producerer man noget af Kroatiens bedste vin, ikke mindst søde dessertvine. Øen er også kendt for sine olivenolier.

Vi spiser frokost på skibet, og herefter begiver vi os i land i Korcula by, der ligger på en lille rund halvø på nordspidsen af øen, og som set fra luften ligner en fisk. Byen er omkranset af en gammel bymur og tårne, og inde bag murene står byens huse med de karakteristiske røde tage i de smalle gyder – designet til at beskytte byens borgere fra de kolde vinde, som til tider svøber sig rundt om halvøen. Korcula var under venetianernes kontrol fra det 14. til det 18. århundrede, og derfor ser man Venedigs våbenskjold på mange af de gamle offentlige bygninger. Arkitekturen i byen er inspireret af den venetianske renæssance, og midt i byen ligger den fantastiske St. Marks-domkirke, som er bygget i gotisk renæssancestil. Tag en gåtur gennem byens gader sammen med rejselederen, og følg eventuelt op med et besøg på bymuseet, hvor du kan fordybe dig yderligere i lokalhistorien. Om aftenen kan du smage på det lokale køkken, som blandt andet tæller grillet kød og prsut, som er kroatiernes svar på italienernes parmaskinke og spaniernes serranoskinke.

(Inklusive morgenmad og frokost).

Dag 5
Makarska Riviera. Tid til strandliv på rivieraen og kultur i Makarska by

Vi sejler videre op langs den dalmatinske kyst til Makarska Riviera, som byder på fine strande, krystalklart vand og skyggefulde pinjetræer. Vi ankommer til hovedbyen på rivieraen, Makarska by, lidt over middag, og vi har derfor god tid til at nyde en eftermiddag på stranden med afslapning, solbadning og en svalende dukkert. Snup også en slentretur gennem byen, hvor man blandt andet kan se 1700-tals-kirken Skt. Markus og franciskanerklostret, der blev grundlagt i 1614, og som i dag huser et museum med en stor samling af snegle, skaller og fossiler fra området. Rundt om det smukke, skrånende kirketorv ligger hyggelige caféer og restauranter. Byen ligger smukt og dramatisk omgivet af bjerge, bl.a. et af Kroatiens højeste, Sveti Jure på 1.767 meter.

(Inklusive morgenmad og frokost).

Dag 6
Øen Brac og byen Bol med Slatnit Rat-stranden, Captain's Dinner
Det gyldne Horn ved Brac

Vi fortsætter i dag til feriebyen Bol på øen Brac, som med sine 396 km² er den største dalmatiske ø og kendt for sine vine – blandt andet den populære bolski plavac – oliven og søde, saftige citrusfrugter. Vi lægger til i byen Bol på Bracs sydside, som ligger ved en af Adriaterhavets bedste strande: Zlatnit Rat, der strækker ud i det klare, blå vand på begge sider af en 500 meter lang tange. Der er således rig lejlighed til at få sig en dukkert i dag. Om aftenen spiser vi Captain’s Dinner på skibet, og lokale musikere spæder til med underholdning om bord.

(Inklusive morgenmad, frokost og middag).

Dag 7
Badepause i smuk bugt og Split. Byrundtur i de gamle romeres fodspor

Vi sætter i dag kursen tilbage mod Split og kaster undervejs anker i en lille bugt, hvor der er mulighed for at tage en dukkert. Herefter spiser vi frokost på skibet, og midt på eftermiddagen er vi fremme i Split.

Ifølge legenden var Splits første indbygger den romerske kejser Diokletian, der byggede sin enorme borg her ved Adriaterhavets kyst omkring 300 e.Kr. Da kejseren abdicerede, fortrak han til sit 30.000 m² store palads. Ruinerne efter Diokletians Palads, som er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, ligger spredt ud over den gamle bydel, der nærmest er bygget ind i ruinerne. Paladset var omgivet af to meter tykke og 20 meter høje mure, som stadig er fint bevarede flere steder. Mursystemet har indgangspartier fra alle fire verdenshjørner: gennem jernporten i vest, den gyldne port i nord, sølvporten i øst og bronzeporten i syd. Bronzeporten lå engang parallelt med Adriaterhavet, men det var længe før, byens nuværende havnepromenade blev anlagt.

Vi tager på byrundtur i de gamle romeres fodspor i den historiske by. På havnepromenaden Riva fungerede de dunkle og dystert udseende kældre tidligere som kejserens kølige lejligheder. I dag står de handlende langs den palme- og cafébestrøede promenade og sælger kunsthåndværk, bøger og postkort med mere. Lange strækninger af kysten ved Split udgøres af fine badestrande, der besøges flittigt af både fastboende og tilrejsende.

(Inklusive morgenmad og frokost).

Dag 8
Split – København

Vi spiser morgenmad om bord på skibet, hvorefter vi siger farvel til skibets besætning og kører til lufthavnen.

Bemærk venligst, at hjemrejsetidspunktet varierer for afgange med afrejse i juli: 2/7, 9/7, 16/7, 23/7 og 30/7. Her er flyet hjem med aftenfly, og man har derfor tid til at opleve lidt mere af Split på egen hånd, inden vi samlet kører til lufthavnen.

(Inklusive morgenmad).

MS Meridijan

Skibet MS Meridijan er privatejet, men drives af rederiet Katarina Line. Skibet er bygget i 2006, er 32,5 meter langt og 7,5 meter bredt. Det har plads til omkring 40 personer. Alle kahytter er i kategori A+ og er derfor rummelige og har eget bad/toilet. I skibets hyggelige restaurant, med plads til alle gæster, er der lokale retter og traditionel kroatisk husmandskost på menuen. Vi gør ligeledes opmærksom på, at rejsen ikke egner sig for gangbesværede, da man skal gå fra båd til båd for at komme i land og tilbage på skibet igen – dette skyldes, at skibene fortøjes langskibs uden på hinanden i en række, når man lægger til. I enkelte havne kan der forekomme underholdning og musik på naboskibene indtil midnat.

Læs mere om skibet og andre praktiske oplysninger på www.albatros-travel.dk/rejsetyper/skibe/ms-meridijan

MS Meridijan er en skøn ramme omkring en rejse rundt i den kroatiske skærgård

Prisinformation

Tillæg for opgradering af kahyt og enkeltkahyt
Udvendig delt dobbeltkahyt med lille koøje på Lower-dæk: inkluderet i rejsens pris
Udvendig delt dobbeltkahyt med lille koøje og vindue på Main-dæk: + kr. 500,- pr. person
Udvendig delt dobbeltkahyt med lille koøje og vindue på Upper-dæk: + kr. 1.000,- pr. person
Tillæg for udvendig enkeltkahyt med lille koøje på Lower-dæk: + kr. 3.998,-
Tillæg for udvendig enkeltkahyt med lille koøje og vindue på Main-dæk: + kr. 3.998,-
Prisen inkluderer
• Dansk rejseleder.
• Fly København – Split t/r.
• Byrundtur i Split
• Udflugt i Krka Nationalpark.
• Byvandringer i alle besøgsbyerne. 
• Informationsmøder og foredrag ved rejselederen.
• 8 dages krydstogt med Meridijan i delt dobbeltkahyt.
• Halvpension på skibet.
• Captain’s Dinner på skibet dag 6.
• Skatter og afgifter.
Prisen inkluderer ikke
• Sygdomsafbestillingsforsikring Gouda 6% af rejsens pris.
• Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring. 
• Eventuelle ekstra udflugter og arrangementer.
• Tillæg for enkeltkahyt.
• Eventuelle måltider på land.
• Drikkevarer.
• Drikkepenge til personalet på krydstogtskibet (beregn ca. euro 5,- pr. dag pr. person). 
• Drikkepenge til lokale guider og chauffører (ca. euro 10,- pr. person i alt).
• Personlige fornødenheder.
• Ekspeditionsgebyr kr. 130,- pr. faktura.
• Alt ikke nævnt under "prisen inkluderer".

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Medbring gerne

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til udflugter samt et strandhåndklæde, hvis du skal i vandet. Strandene er stenstrande, og nogle steder kan der være søpindsvin, så badesko kan anbefales. Har du ikke nogen med hjemmefra, kan de købes undervejs til en absolut rimelig pris.

Ang. håndklæder

Hver gæst får to håndklæder i alt på krydstogtet. Hvis du kan forudse, at du får brug for flere, anbefaler vi, at du pakker håndklæder med hjemmefra.

Garanteret afrejse

På denne rejse er du garanteret at komme af sted – der er ikke noget minimum for antallet af deltagere.

Betaling om bord og i land

Der afregnes i kontanter om bord – enten i kroatiske kuna eller i euro. Når du er i land kræver det kroatiske kuna, hvis du skal betale kontant. Der er mulighed for at hæve penge i lokale pengeautomater, blandt andet i Split, men vi anbefaler, at du har kontanter / kroatiske kuna med hjemmefra.
Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser