Krydstogt på Dourofloden – fra Porto til vinlandet

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Fra portvinens fødeby Porto til det UNESCO-fredede vinland i Dourodalen med barokbyer, vingårde og underskønne landskaber

Portugal serveret på et vinfad! Tag med på Albatros’ nye, skønne flodsejlads til den UNESCO-fredede Douroregion. Om bord på det lille hyggelige skib MS Douro Cruiser sejler vi ad den majestætiske Douroflod ind i hjertet af Nordportugals enestående vinområde, hvor druerne til den berømte portvin dyrkes. Gennem århundreder har Dourofloden været livsnerven ad hvilken den sødmefyldte hedvin er blevet transporteret fra vinbøndernes marker til Portos portvinslagre – og vi gør den ædle drik ruten efter.

Undervejs nyder vi udsigten over de karakteristiske, bugtende vinmarksterrasser, og ved køb af Albatros’ udflugtspakke får du desuden 4 håndplukkede udflugter til bl.a. pilgrimsbyen Lamego med sin gotiske katedral, byrundtur i portvinens fødeby Porto og en tur til det barokke Mateus palads i Vila Real.

Inkl. helpension om bord på skibet.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Krydstogt, Flodkrydstogt

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Nej

  • Valuta Euro

Dagsprogram
Dag 1 København – Porto. Vila Nova de Gaia og Ombordstigning
Dag 2 Porto – Entre-os-Rios. Mulighed for byrundtur med portvinsmagning i Porto.
Dag 3 Entre-os-Rios – Peso da Régua. Mulighed for udflugt til barokbyen Lamego.
Dag 4 Peso da Régua – Pinhão – Vega de Terrón. Mulighed for udflugt til barokslottet Casa de Mateus
Dag 5 Vega de Terrón – Barca d’Alva. Ekstraudflugt til den UNESCO-fredede universitetsby Salamanca.
Dag 6 Barca d’alva-Pocinho-Pinháo. Mulighed for udflugt til Castelo Rodrigo, aftentur til Pinhãos pittoreske station og middag på Quinta (vingård).
Dag 7 Pinháo-Porto. Mulighed for ekstraudflugt til Guimarães, frivillig bytur i Porto med rejselederen.
Dag 8 Porto – København. Hjemrejse.

MS Douro Cruiser

Douro Cruiser er et komfortabelt flodkrydstogtskib med plads til 130 passagerer fordelt på tre dæk og 65 kahytter.

Nyd det afslappede liv om bord på det rummelige skib – i den behagelige loungebar, over lækker middag i restauranten, på det store soldæk, i swimming poolen eller mere privat i din egen kahyt. Skibet har også en lille butik og en reception.

Det lille men rummelige fartøj (78,1 meter langt og 11,4 meter bredt) er bygget i 2005 og kombinerer moderne komfort med en hyggelig atmosfære. Skibet er specialbygget til at sejle på Douro. Du kan nyde udsigten i loungebaren eller dase på soldækkets liggestol. Alle måltider (helpension) indtages i skibets restaurant, som varierer mellem buffet og servering ved bordene af den venlige tjenerstab.

Læs mere om skibet på https://www.nicko-cruises.de/en/fleet/ship/ms-douro-cruiser/ 

Klik på billederne for at se dem større

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Afrejsedatoer

Klik på Bestil for at se ledige værelser
Afrejse Varighed Pris Afrejselufthavn Bemærk
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
11.998,–
Billund
Juleafgang
11.998,–
København
Juleafgang
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
10.498,–
Billund
Udsolgt
10.498,–
København
Udsolgt
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
10.498,–
Billund
Udsolgt
10.498,–
København
Udsolgt
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
10.998,–
Billund
Udsolgt
10.998,–
København
Få pladser
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
11.498,–
Billund
11.498,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program
Klik på Bestil for at se ledige værelser

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dagsprogram ved køb af udflugtspakke
Dag 1
København – Porto. Vila Nova de Gaia og Ombordstigning
Broen Ponte dom Luis I blev opført af Gustave Eiffel

Tidligt om morgenen går det fra Københavns lufthavn mod fadoens og portvinens hjemland, Portugal, hvortil vi ankommer omkring middagstid. Fra lufthavnen kører vi til det lille, hyggelige skib, MS Douro Cruiser, der ligger ved kaj i byen Vila Nova de Gaia. Byen ligger på den modsatte bred af Dourofloden overfor storbyen Porto, der gennem århundreder har været produktionssted for den berømte portvin.

Vila Nova de Gaia er bl.a. forbundet med Porto via broen Ponte dom Luis I, der opførtes i 1877 af selvsamme Gustave Eiffel, som senere skulle blive mesteren for Paris’ berømte vartegn. Ud over den skønne udsigt fra Vila Nova de Gaia til Porto, og broerne, der forbinder de to byer, deler de også en lang fælles portvinshistorie, da det var i Vila Nova de Gaia de forskellige portvinsproducenter havde deres portvinshuse og -lagre. Frem til 1986 var det endda ved lov stadfæstet, at al vin skulle blandes og lagres i Vila Nova de Gaia for at kunne opnå certifikat og officiel godkendelse som portvin. Der er stadigvæk strikse regler og kvalitetskrav at opfylde, for at vinene kan klassificeres som ægte portvin – heriblandt at være fremstillet på druerne fra en af verdens ældste demarkerede vinområder, nemlig den UNESCO-fredede Dourodal, som vi på dette flodkrydstogt skal opleve både fra vandsiden og landsiden.

Om aftenen skåler vi i en velkomstdrink om bord på skibet og spiser vores første middag sammen. Skibet ligger ved kaj for natten i Vila Nova de Gaia, hvor du kan bruge tiden på at finde dig til rette i kahytten og evt. inspicere omgivelserne, der byder på over 50 portvinshuse.

Under hele krydstogtet er der ingen natsejlads, hvorfor du har rig mulighed for at gå på opdagelse i byerne, hvor vi ankrer op for natten.

NB: Det vil i enkelte tilfælde være muligt at lægge til på Portosiden af floden, hvilket rederiet så vil prioritere.

Dag 2
Porto – Entre-os-Rios. Mulighed for byrundtur med portvinsmagning i Porto. Afsejling kl. 14.30, ankomst kl. 18.30
Smag på de fantastiske portvine

Dagen i dag er dedikeret til udforskning af de mange seværdigheder i den indflydelsesrige og historiefyldte by – dette er byen, der ud over at lægge navn til portvinen, også lagde navn til landet selv.

Vi starter dagens Albatrosbyrundtur i den farverige og UNESCO-fredede gamle bydel Cais da Ribeira med smalle middelalderstræder og farverige facader ud mod havnefronten og slutter ved den gamle katedral på toppen af Penaventosa bakketoppen. Vi skal selvfølgelig også smage en portvin i kældrene tilhørende et af de traditionsrige vinhuse.

Således opløftet efter vinsmagningen og en frokost om bord på skibet, er der tid til at sætte sejl mod Entre-os-Rios. Marinaen og den lille forstad ligger lige der, hvor Tâmega og Douro floderne løber sammen.

Skibet ligger ved kaj for natten i Entre-os-Rios.

(Dagens byrundtur og portvinssmagning er del af en udflugtspakken, der bestilles og betales hjemmefra – for nærmere info, se nedenfor)

Dag 3
Entre-os-Rios – Peso da Régua. Mulighed for udflugt til barokbyen Lamego. Afsejling kl. 08.30, ankomst kl. 12.30
Vinmarker ved Dourofloden

Dourofloden er Den Iberiske Halvøs tredjelængste flod og har sit udspring i den nordspanske provins Saro, hvorfra den flyder omtrent 900 km gennem Nordportugal og Dourodistriktet for at munde ud i Atlanterhavet ved Vila Nova de Gaia. Inden jernbanen blev bygget, var floden den vej, der muliggjorde transporten af portvin inde fra landet og ud til Porto og Vila Nova de Gaia. Vintønderne blev fragtet i små fladbundede træbåde kaldet rabelos, og det kunne være en særdeles farefuld færd for de implicerede frem til flodens mægtige kræfter blev tæmmet af et antal sluser. Disse sluser får vi også mulighed for ved selvsyn at opleve i funktion, hvilket er en helt speciel oplevelse, når fartøjet stille og roligt stiger op til de forskellige vandniveauer, som sluserne er med til at regulere.

Vi lægger til i Peso da Régua, der med Serra do Marão-bjergene i baggrunden ligger fredeligt med udsigt til den skønne floddal. Her har du tid til selv at gå på opdagelse, hvis ikke du har købt Albatros’ indholdsrige udflugtspakke, der i dag byder på udflugt ind i landet til barokbyen Lamego.

Når vi sejler ad floden, har vi den dramatiske udsigt til vinmarksterrasserne, der strækker sig fra flodbredden op ad de møjsommeligt bearbejdede skrænter, som bønderne op gennem århundreder har anlagt og kultiveret. Og i dag bliver udsigten til vinmarkerne ikke dårligere af at se dem fra land, snarere tværtimod, når det sker fra den smukke by Lamego, hvis velbevarede arkitektur trækker tråde tilbage til barokken og renæssancen. Vi besøger byens imponerende katedral.

Herefter kører vi tilbage til vores skib. Skibet ligger ved kaj for natten i Peso da Régua.

(Udflugten til Lamego er del af en udflugtspakke, der bestilles og betales hjemmefra – for nærmere info se nedenfor)

Dag 4
Peso da Régua – Pinhão – Vega de Terrón. Mulighed for udflugt til barokslottet Casa de Mateus Afsejling kl. 09.00, ankomst Pinhão kl. 11.30 og afsejling Pinhão kl. 13.00, ankomst Vega Terrón kl. 19.00
Case de Mateus

Dagens udflugtspakketilbud er en lille kulturhistorisk rundtur krydret med oplevelser til smagsløgene også. Vi kører fra Peso da Régua og ankommer siden til Pinhão, hvor vi møder båden. Vi lægger ud med at indsnuse den aristokratiske atmosfære ved det smukke hvide barokslot Casa de Mateus og dennes sirligt og symmetrisk anlagte have med minutiøst klippede buske, klukkende springvand og små damme. Slottet ligger to km fra Vila Real.

Herefter kører vi tilbage mod skibet, men turen er langtfra blot transport – her er det virkelig med at læne sig tilbage og nyde de forbipasserende landskaber, der fylder den ene rude efter den anden med bløde bakker, vingårde, kløfter og grågrønne olivenlunde. Vi vender tilbage til skibet, der altså i mellemtiden har sejlet til Pinhão.

Efter at have fornøjet smagsløgene med frokost ombord, sættes kursen mod den spanske by Vega de Terrón, som vi når om eftermiddagen. Vi ankrer op for natten i Vega de Terrón, hvor floden Douro for en kort stund skifter navn til det spanske Duero.

(Dagens besøg til Casa de Mateus er del af en udflugtspakke, der bestilles og betales hjemmefra – for nærmere info, se nedenfor)

Dag 5
Vega de Terrón – Barca d’Alva. Ekstraudflugt til den UNESCO-fredede universitetsby Salamanca. Afsejling kl. 12.00, ankomst kl. 12.30
Universitetsbyen Salamanca

I dag tilbyder rederiet et besøg til den UNESCO-fredede Salamanca, hvor Spaniens ældste universitet ligger. Salamanca omtales ofte som Den gyldne by, da tidens tand har givet byens historiske sandstensbygninger en særlig gylden glød – her kan man tale om at ældes med ynde.

Byrundturen viser talrige eksempler på nogle af byens smukkeste bygninger i den helt særegne spanske platereskstil, der er en rigt ornamenteret byggestil med arkitektoniske elementer fra den italienske renæssance med mauriske og sengotiske træk.

Ruten kommer blandt andet forbi den storslåede Plaza Mayor, som nogle hævder at være Spaniens smukkeste, vi ser det gamle universitet grundlagt i 1218 og den barokke kirke La Clereria samt den fantastisk flotte ”muslingebygning” Casa de las Conchas, der er dekoreret med muslingeskaller udskåret direkte i sandstensmurene.

Dagens ekstraudflugt til Salamanca, der er inkl. frokost, bestilles og betales om bord. Hvis der er tilmeldinger nok, deltager den danske rejseleder.

Dag 6
Barca d’alva-Pocinho-Pinháo. Mulighed for udflugt til Castelo Rodrigo, aftentur til Pinhãos pittoreske station og middag på Quinta (vingård). Afsejling kl. 09.00, ankomst Pocinho 11.00 og afsejling Pocinho 12.30, ankomst Pinhão kl. 17.30
Pinhão

Vi lægger ud med en Albatrosudflugt til Castelo Rodrigo, en historisk landsby, der har formået at bevare sine middelalderaner med gamle mure, ruinerne af paladset Cristóvão de Moura, kirker og cisterner. Vi kommer tilbage til båden og går ombord til frokost i Pocinho.crown.

Vi sejler videre til den lille by Pinhão, der ligger ved floden af samme navn, 22 km fra Peso da Régua, hvor floderne Pinhão og Douro løber sammen. Pinhão er epicenteret for portvinsområdet med noget af verdens bedste jord og de mest optimale klimaforhold i vindyrkningshenseender. Byen er stille og rolig, til tider lidt søvnig, men hvert efterår, når vinhøsten går i gang, er der hektisk aktivitet.

Dagens inkluderede udflugt byder på et besøg til byens charmerende jernbanestation, der er kendt for sine udsmykkede mure, hvor man på 25 blåhvide kakler kan se motiver og scener fra det landlige liv. Det første tog kørte fra stationen 1. juni 1880 og blev et vigtigt stop på jernbanelinjen, hvorfra der blev transporteret vin, gods og passagerer.

Herpå er det tid til aftensmad og den nyder vi på en traditionel Quinta (vingård).

(Dagens stationsbesøg og aftensmad på Quinta er inkluderet i rejsens pris)

(Dagens besøg til Castelo Rodrigo er del af en udflugtspakke, der bestilles og betales hjemmefra – for nærmere info, se nedenfor)

Dag 7
Pinháo-Porto. Mulighed for ekstraudflugt til Guimarães, frivillig bytur i Porto med rejselederen. Afsejling kl. 06.30, ankomst kl. 14.00
Nyd pittoreske Porto

Skibet arrangerer i dag en ekstraudflugt til Guimarães, også kendt som ”den Portugisiske nations vugge”. Turen besøger de slikfarvede huse i den UNESCO-beskyttede gamle middelalderbydel. Mere information herom fås ombord.

I dag sætter vi kursen tilbage mod Porto og kan nyde rejsens sidste sejlads nedad portvinens vandvej. Vi ankommer til Porto eller Vila Nova de Gaia efter frokost.

Vores rejseleder komponerer i dag en gående byrundtur i Porto, som alle kan deltage i. Målet vil typisk være at besøge nationalmonumentet Palacio de Bolsa og den gotiske San Francisco kirke. Palacio de Bolsa stammer tilbage fra 1842, men stod først færdigt, som vi kan se det i dag, i 1910. For de interesserede vil der være tid til at købe entré og se arkitekturen, som er inspireret af Alhambra paladset i Grenada (regn med ca. 8€ i entré). Den gotiske kirke San Francisco er uomtvisteligt Portos mest berømte kirke, som har aner helt tilbage til 1223, medens det berømte interiør er fra det 17. og 18. århundrede. Også her er der mulighed for at købe entré og tid til at udforske kirken (regn med ca. 4€ i entré). Lidt afhængig af tid og vejr, så kan det være aktuelt at benytte den offentlige transport ind til området, hvorfor man skal have et par ekstra euro med, som kan dække billetten tur og retur.

Man kan også denne dag tilslutte sig en helikopterflyvning over Porto med navnet ”de 6 broer – helikoptertur over Porto”.  Mere information herom fås ombord.

Dagens ekstraudflugter til Guiamarães og helikopterturen bestilles og betales om bord, og hvis der er tilmeldinger nok, deltager den danske rejseleder på turen til Guiamarães

Dag 8
Porto – København. Hjemrejse.
Efter morgenmaden går vi fra borde fra MS Douro Cruiser, der har været vores trofaste følgesvend udi Portugal og Douroregionens fortræffeligheder. Vi kører til lufthavnen, hvor flyet hjem venter.

Vin- og kulturpakke

  • Halvdagsudflugt til barokbyen Lamego
  • Halvdagsudflugt til Castelo Rodrigo
  • Halvdagsudflugt til Casa de Mateus i Vila Real
  • Halvdagsudflugt med byrundtur i Porto m. portvinssmagning

Pris kr. 1.228,-

Udflugtspakken skal bestilles i forbindelse med rejsen, kan kun købes som en samlet pakke og gennemføres med minimum 20 deltagere.

Casa de Mateus

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 10.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltkahyt
  • Tillæg for enkeltkahyt på Main-dæk: Fra kr. 2.198,-
  • Tillæg for enkeltkahyt på Upper-dæk: Fra kr. 7.698,-

Tillæg for kahytsopgradering
  • Tillæg for delt dobbeltkahyt på Upper-dæk: Fra kr. 3.998,-
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Porto, med mellemlanding
  • Transfer ved ankomst og afrejse
  • Byrundtur i Pinhão
  • Byrundtur i Porto
  • Middag på lokal Quinta i Pinhão (vingård)
  • 7 nætters krydstogt på MS Douro Cruiser i delt dobbeltkahyt med vindue på Main-dæk kategori B
  • Helpension på skibet
  • Kaffe og te til måltiderne på skibet
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring Gouda 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Udflugtspakke og eventuelle ekstra udflugter og arrangementer
  • Tillæg for enkeltkahyt
  • Eventuelle måltider på land
  • Øvrige drikkevarer
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (beregn euro 10,- pr. person ved køb af udflugtspakken)
  • Drikkepenge til personalet på skibet (vi anbefaler euro 5-7- pr. person pr. dag)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under "prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Om kahytterne

Fra de lyse og rummelige kahytter med 15 m2 plads, har du en god udsigt til floden og omgivelserne. Kahytterne er udstyret med to enkeltsenge/dobbeltseng; badeværelse med toilet og bruser; telefon, hårtørrer, sikkerhedsboks, varme/aircondition og tv.

Øvre-dæk (Kat. A)
Udvendig kahyt på dæk 3 med gulv-til-loft-vindue og skydedøre med balkon. 2 enkeltsenge eller dobbeltseng. 15 m2

Hoved-dæk (Kat. B)
Udvendig kahyt på dæk 2 med vindue (kan ikke åbnes). 2 enkeltsenge eller dobbeltseng. 15 m2

 

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Særlige forhold vedrørende helbred

I henhold til rederiets regler har du pligt til at informere Albatros om evt. sygdom eller lidelse, handicap, graviditet eller andre forhold, der kan have betydning for dit velbefindende eller din helbredsmæssige tilstand under krydstogtet.

 

Hvem kan deltage?

For at deltage på dette flodkrydstogt er det et krav at du er mobil, selvhjulpen og kan færdes uden hjælp til fods i byer og på stier i parker. Personer under 18 år skal rejse i følge med og bo sammen med personer over 18 år.

Ikke egnet for gangbesværede

Nogle af vores udflugter og rundture i byerne foregår til fods, og vi går ofte fra skibet til byernes centrum. Da mange af byernes gamle bydele er fredede og har smalle brolagte gader er det ikke altid muligt køre i bus. Vi oplever også langt mere atmosfære og kommer tæt på byen, når vi er til fods. Vi kan også finde på at bruge offentlig transport som sporvogn og metro. Som deltager i turen skal du derfor regne med at gå 4-6 km om dagen i et roligt tempo på byrundturene, som kan vare mellem 1½ og 2½ timer. Du skal altså være mobil, selvhjulpen og kunne færdes uden hjælp.

Skibet er desværre ikke indrettet til gangbesværede, som ikke kan bevæge sig rundt ved egen kraft. Dette skyldes primært hensyn til sikkerhed, da rederiet kræver, at alle skal kunne gå fra en båd til en anden uden hjælp fra personale eller medpassagerer.

Af sikkerhedsmæssige årsager må kørestole og gangstativer/rollator heller ikke tages med på skibet. Der skal være fri passage på gangarealer o.l.

Kajplads

Når flodkrydstogtskibene lægger til kaj, fortøjes skibene flere steder langskibs uden på hinanden. Det betyder, at man kan opleve at kigge ind i siden på et andet skib i stedet for at have udsigt til landskabet eller en by, når skibet ligger ved kajen. Og at man skal gå gennem andre både for at komme i land – eller at andre passagerer går igennem Katharina von Bora.

Vi prøver så vidt muligt at få en kajplads i centrum af de byer, vi besøger. Det er desværre ikke altid muligt, og selvom en kajplads er booket og bekræftet, forbeholder havnen sig altid ret til at flytte vores skib op til få timer før ankomst.

Det betyder, at vi i tilfældet af, at kajpladsen er langt for centrum og uden for gåafstand, bestiller en bus eller bruger offentlig transport til centrum, når vi skal på udflugt jf. programmet. Deltager man ikke i det planlagte program, eller ønsker man at indlægge egne programpunkter, er transport fra og til skibet for egen regning

Hånden på hjertet

Sejldistancerne på Douro er relativt korte. Vi sejler derfor ikke i al den tid, vi er om bord på skibet. Det giver os til gengæld mulighed for undervejs at gå i land og komme på opdagelse og benytte udflugtsbusserne til at besøge de omkringliggende områder.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

De fleste af Albatros Travels rejser er enten ledet af en dansk rejseleder eller en engelsktalende guide. Den danske rejseleder vil enten møde gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På rejser med en engelsktalende lokal guide vil vedkommende møde jer på destinationen. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, om rejsen er med dansk rejseleder eller engelsktalende guide, og hvor gruppen møder sin rejseleder. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Enkelte af vores rejser er uden rejseleder eller guide. Dette vil altid tydeligt fremgå af programmet.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.

Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Placering i bussen

Hos Albatros tilbyder vi ikke, at man kan have faste pladser i bussen, og det er derfor heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Ved ikke at tilbyde køb af bestemte pladser, risikerer man således ikke, at købstidspunktet er afgørende for, hvilken plads i bussen, man får adgang til. Derimod kan der aftales rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Lignende rejser

18PTCRI02ADK1204