Kulturrejse gennem Tyrkiet

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Mellem snetoppede bjerge og fossende floder gemmer sig paladser, klostre og idylliske bjergbyer – og måske resterne af Noas ark

Kun hos Albatros
Det østlige Tyrkiet minder om én stor nationalpark, som oven i købet er velsignet med en gavmild håndfuld kulturskatte. På en bølgende slette af græs finder vi ruinerne af den gamle armenske hovedstad Ani, som for tusind år siden kunne måle sig med byer som Konstantinopel og Damaskus, men som stadig emmer af fordums storhed. Vi besøger også det maleriske Sumela-kloster, som klamrer sig til en klippevæg flere hundrede meter over den frodige Altindere-dal, mens vi i Kappadokien, som ligger i midten af landet, skal se de besynderlige stenformationer, som folk i årtusinder har valgt at udhule og bosætte sig i. Her besøger vi også en underjordisk by, som strækker sig 80 meter ned i jorden og som en gang husede tusindvis af mennesker. I Dogubeyazit har vi udsigt til Ararat-bjerget, hvor Noas ark ifølge Det Gamle Testamente gik på grund. Rejsen rundes af i storslåede Istanbul med Hagia Sofia, Den Blå Moské og Grand Bazaar.
Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Ja

  • Valuta lira

Dagsprogram 12 dage
Dag 1
København – Trabzon, Tyrkiet. Den gamle bydel, basaren og moskéer
Dag 2
Trabzon. Zagnos-broen og -tårnet – Hagia Sofia – Sumela-klostret – Erzurum. Citadellet og Cifte Minareli Medrese
Dag 3
Erzurum – Yusufeli – Ishan – Kars
Dag 4
Kars – de berømte ruiner i Ani – Dogubeyazit og Ishak Pasha-paladset
Dag 5
Dogubeyazit – Van
Dag 6
Van. Yedi Kilise, den armenske Helligkors-kirke på øen Achtamar
Dag 7
Tatvan – Kirsehir i tog
Dag 8
Avanos. Udflugt i Kappadokien med Uchisar, Munkenes Dal og Zelve
Dag 9
Avanos. Udflugt i Kappadokien med den underjordiske by Kaymakli og frilandsmuséet i Göreme-dalen
Dag 10
Kayseri – Istanbul. Hagia Sofia, Den Blå Moské, Topkapi-paladset, Grand Bazaar
Dag 11
Istanbul. Dag på egen hånd
Dag 12
Istanbul – København

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Trabzon, Tyrkiet. Den gamle bydel, basaren og moskéer
Solopgang over Süleymaniye-moskeen

Vores eventyr begynder i Trabzon, som ligger i det nordøstlige Tyrkiet. Byen blev grundlagt i det 8. århundrede f.Kr. og fik sit oprindelige navn, Trapeza, efter det svært indtagelige plateau, som byen ligger på (’trapeza’ er græsk for bord). Trabzon blomstrede under både romerne og byzantinerne, men oplevede en decideret guldalder som hovedstad i Trapezunt-riget i 1200- og 1300-tallet. Rigdommen skyldtes byens strategiske placering for enden af en handelsrute fra det nordlige Mesopotamien til Sortehavet. På grund af mongolerne, der kontrollerede områder længere sydpå, blev også Silkevejen omdirigeret gennem byen, som hurtigt blev en vigtig handelsstation. I 1341 blev byen ødelagt af borgerkrig, og i 1461 måtte Trabzon overgive sig til Mehmed 2. og Det Osmanniske Rige.

Vi tjekker ind på vores hotel og går en tur i byen. Her ser vi blandt andet den gamle bydel, hvor Suleyman den Prægtige blev født, og hvor man finder fine eksempler på osmannisk arkitektur. Vi besøger også byens basar, en interessant blanding af vakkelvorne træboder, vestlige butikker og gamle restaurerede bygninger. I basaren finder man blandt andet de traditionelle bælter og farvestrålende og stribede sjaler, som den ældre generation af Trabzon-kvinder klæder sig i. Syd for basaren ser vi moskéen Yeni Cuma Camii, som oprindeligt var en kirke. Efter Mehmed 2. havde indtaget byen, lavede han kirken om til en moské og tilføjede en minaret. Fra moskéens høje placering har man en flot udsigt over den gamle by.

Vi ser også den guldkuplede moské Ortahisar Camii, fra 1200-tallet. Ligesom Yeni Cuma Camii er moskéen en tidligere kirke, og ikke hvilken som helst kirke, men Trapezunt-rigets hovedkirke, hvor kongelige bryllupper, begravelser og kroninger fandt sted. I kirkens apsis kan man stadig se en særlig form for byzantinsk mosaikarbejde, kaldt opus sectile. I stedet for at bruge små fintskårne dele af samme størrelse, som man kender det fra almindeligt mosaikarbejde, bruges større og forskelligt formede stykker. Imponerende er også selve omfanget af kirken og de enorme søjler, som man finder inde i kirken.

Dag 2
Trabzon. Zagnos-broen og -tårnet – Hagia Sofia – Sumela-klostret – Erzurum. Citadellet og Cifte Minareli Medrese

Efter morgenmaden skal vi se Zagnos-broen, som blev bygget af en af Mehmed 2.’s generaler. I dag udgør broen den ene kortside af en dal, hvor bystyret har anlagt en moderne park og et amfiteater. På den anden side af dalen finder vi Zagnos-tårnet, som er det mest sydlige fangetårn i byens ydre bymur.

Før vi forlader Trabzon, skal vi besøge moskéen Gülbahar Hatun Camii, som regnes for at være byens vigtigste osmanniske levn. Moskéen er bygget i 1514 af sultan Selim 1. til ære for hans mor, en tidligere byzantinsk prinsesse. Moskéen var en gang del af et større kompleks bestående af en madrasa, et suppekøkken og en hammam, men i dag er det kun sidstnævnte, man kan se under den største af bygningens fem kupler.

Nu går turen vestpå gennem frodige landskaber med bjerge og floder. Vi gør holdt ved Hagia Sofia, som regnes for at være et af de fineste eksempler på byzantinsk arkitektur. Kirken er bygget i midten af det 13. århundrede, men blev i 1461 omdannet til moské. Det tilstødende kloster var dog i brug indtil 1701. Under 2. verdenskrig var byen okkuperet af russere, og bygningen blev brugt som felthospital. De oprindelige vægmalerier blev afdækket i 1960’erne, og bygningen blev omdannet til museum.

Vi fortsætter sydpå til det berømte Sumela-kloster, som klamrer sig til en klippevæg flere hundrede meter over Altindere-dalen. Ifølge legenden blev kimen til klostret lagt i 300-tallet af to præster, der fandt et ikon af Jomfru Maria på stedet. Et decideret kloster blev bygget omkring ikonen så tidligt som i det 6. århundrede, men det, vi ser i dag, stammer fra det 12. og 13. århundrede. Gennem årene er ikonen blevet tilskrevet talrige mirakler, og mange tyrkiske sultaner har foretaget pilgrimsrejser til klostret. I slutningen af 1920’erne brændte klostret, men et par år senere vendte en af de gamle munke tilbage i al hemmelighed og reddede diverse skatte, herunder ikonen af Jomfru Maria, som i dag er at finde i det nye Sumela-kloster i det nordlige Grækenland. Siden 1996 har klostret gennemgået et større restaureringsarbejde. Vi fortsætter mod sydøst til byen Erzurum. Byen er beliggende på den anatolske højslette i 2.000 meters højde, og mange af bjergtoppene omkring byen rækker endnu højere op. Erzurum er grundlagt af den byzantinske kejser Theodosius 2. og har gennem århundrederne været underlagt Konstantinopel, diverse arabiske dynastier, armeniere og mongoler, indtil den blev indlemmet i det osmanniske rige i 1515. I en kort periode i 1970’erne indtog endnu et folkefærd byen. Erzurum var nemlig en populær mellemstation for hippier på vej til Indien.

Vi besøger byens gamle citadel, som blev bygget af Theodosius 2. Her har man den bedste udsigt over ikke bare byen, men også det vældige plateau, som byen ligger på. Et par minutters gang fra citadellet ligger den pittoreske Çifte Minareli-madrasa, byens vartegn, hvis to 30 meter høje minareter flankerer hovedindgangen. Minareterne er dekoreret med iøjnefaldende små, blå fliser, og selvom minareterne ikke ser medtagede ud, så mangler toppene faktisk, så de mest af alt ligner doriske søjler. På den anden side af bygningen finder vi graven for grundlæggeren af madrasaen, Huand Hatun, datter af sultanen Aladdin Keykubad 2.

Dag 3
Erzurum – Yusufeli – Ishan – Kars

Vi forlader Erzurum og sætter kursen østpå og nyder udsigten over dale og bjerge. Vi standser i Yusufeli, en lille by, som gennem sin 5.000 år lange historie har været hjem for blandt andet persere, romere, byzantinere og armeniere. Yusufeli har en meget smuk beliggenhed i bunden af en forholdsvis smal dal, hvor Çoruh-floden løber igennem. Der er dog planer om at oversvømme dalen og lave en dæmning ved byen, så det er ved at være sidste udkald, hvis man vil se den. Takket være byens mikroklima kan indbyggerne leve af at dyrke blandt andet oliven, vindruer og citrusfrugter.

Lidt længere østpå besøger vi kirken i den lille by Ishan, som er smukt omgivet af morbærtræer, æbletræer og valnøddelunde. Kirken er bygget i flere stadier mellem det 8. og 11. århundrede og er dermed et af de ældste eksempler på georgiske, religiøse bygninger. Store dele af taget mangler, så den 42 meter høje kuppel står isoleret på fire søjler. Akustikken er derimod helt intakt, som du selv kan høre, hvis du stiller dig under kuplen.

Vi fortsætter til Kars og tjekker ind på vores hotel.

Dag 4
Kars – de berømte ruiner i Ani – Dogubeyazit og Ishak Pasha-paladset
Katedralen i Ani

Kars blev grundlagt af armenierne og hed oprindeligt Kari. I år 926 blev byen hovedstad i det armenske Bagratider-rige, som regerede store dele af dagens Armenien og østlige dele af Tyrkiet.

Efter at have set Apostelkirken i Kars forlader vi byen til fordel for ruinbyen Ani, som regnes for at være en af de vigtigste ruinbyer i denne del af verden. Det var i 961, at kong Ashot 3. flyttede den armenske hovedstad fra Kars til Ani, og gennem tre generationer oplevede byen en guldalder, hvilket blandt andet kom til udtryk i de mange kirker, der blev bygget. Faktisk var der så mange, at Ani blev kaldt ’Byen med de 1001 kirker’. Generelt hørte bygningerne i Ani, såvel militære som religiøse, til verdens mest avancerede, både hvad angår kunstnerisk og teknisk færdighed.

Bymuren og dens tårne kan ses langvejsfra, når vi kører igennem landskaber med små landsbyer, som vrimler med får, bøfler, æsler og gæs. Ved ankomst mødes vi af store stenbygninger spredt ud på en bølgende slette af græs. Det vindblæste plateau er mindst lige så stemningsvækkende som selve ruinerne. Bygningerne var engang del af den armenske hovedstad, som med sin militære magt og over 100.000 indbyggere kunne måle sig med byer som Konstantinopel, Damaskus og Bagdad. Krige, mongolske plyndringer, omdirigerede handelsruter og et jordskælv i 1319 viste sig at være for hårde slag for Ani, og byen blev gradvist forladt og glemt, indtil europæiske rejsende genopdagede den i 1800-tallet.

Vi går en tur i det halvanden gange en kilometer store område, som på den østlige side afgrænses af Ahurya-floden, hvis brusen er det eneste, der bryder slettens stilhed. Floden udgør også grænsen til Armenien. Vi ser blandt andet den imposante katedral, hvis størrelse først går op for én, når man er nået helt frem til den. Katedralen er den største og vigtigste bygning i Ani, og arkitekten bag var Trdat Mendet, en af de mest lovpriste arkitekter i datidens Armenien. Før Trdat gik i gang med katedralen i Ani, var han blevet færdig med at restaurere den jordskælvsramte kuppel i Hagia Sofia i daværende Konstantinopel. I 1319 led Ani-katedralens kuppel samme skæbne som Hagia Sofia, men den blev aldrig restaureret og står altså uden i dag.

Fra Ani kører vi sydpå mod Dogubeyazit, som er bygget på en slette omgivet af nogle af Tyrkiets højeste bjergtoppe, heriblandt Ararat-bjerget og Lille Ararat. Ifølge Det Gamle Testamente var det på Ararats bjerge, at Noas ark gik på grund, og flere ekspeditioner mener at have fundet resterne af arken på og omkring bjerget – dog er der ikke nogen fund, der har overbevist den videnskabelige verden.

Dogubeyazit ligger tæt på grænsen til Iran og bebos primært af kurdere, to forhold, der kan ses i den militære tilstedeværelse i byen. Det største trækplaster i Dogubeyazit er det romantiske palads Ishak Pasha Sarayi, som ligger på et forbjerg lidt uden for byen i næsten 2.000 meters højde. Paladset blev påbegyndt i 1685 af Colak Abdi Pasha, en lokal høvding, og færdiggjort af hans søn Ishak Pasha i 1784. Paladset bliver ofte kaldt for Tyrkiets Taj Mahal.

Vi kører op til forbjerget og ser det eventyrlige palads i aftenlyset. I den inderste gårdsplads står graven tilhørende Ishak Pasha og hans yndlingskone, mens haremmet består af et køkken, to cirkelformede badeværelser og ikke mindre end 14 soveværelser udstyret med ildsted og udsigt til dalen nedenunder. Vi finder også et bibliotek og en moské, hvor man kan beundre de oprindelige relieffer og loftmalerier.

Vi overnatter i Dogubeyazit.

Dag 5
Dogubeyazit – Van
Ishak Pasha-paladset

Efter at have set Ishak Pasa Sarayi i morgenlyset fortsætter vi gennem højlandet sydpå mod byen Van, hvor vi ser Vans fæstning udefra og tjekker ind på hotel.

Byen Van er hovedstad i provinsen Van i det østlige Tyrkiet. Byen ligger på bredden af landets største sø, der for nemheds skyld også hedder Van. Der vil være tid til at gå en tur i byen.

Dag 6
Van. Yedi Kilise, den armenske Helligkors-kirke på øen Achtamar
Græssende får ved bredden af Van-søen

Vi begynder dagen med at køre sydpå til den kurdiske landsby Yukari Bakracli, hvor vi finder resterne af det engang så store armenske Helligkorskloster fra det 7. århundrede. De lokale kalder byen for Yedi Kilise, som betyder syv kirker, da stedet var hjem for syv armenske kirker og det store kloster. Kun Skt. Jørgen-kirken fra det 13. århundrede har overlevet, men blev beskadiget under jordskælvet i 2011. Indenfor kan man stadig se freskoer og kors, der er skåret ind i væggen.

Senere på dagen skal vi besøge den lille ø Achtamar i den sydlige ende af Van-søen. Navnet på øen stammer fra en armensk legende, som fortæller om en prinsesse ved navn Tamar, der var forelsket i en helt almindelig dreng fra fastlandet. Hver nat svømmede han over til øen for at være sammen med sin elskede Tamar, kun vejledt af den lampe, hun holdt i hånden. Hendes far fandt ud af, hvad der foregik, og en nat smadrede han lampen, og drengen mistede orienteringen og druknede. Hans krop flød i land, og ifølge legenden kunne man på hans læber aflæse hans sidste ord: Ak, Tamar. Da den moderne tyrkiske republik blev oprettet, blev øens navn officielt ændret til Akdabar, som et led i landets kritiserede og omdiskuterede ’tyrkificering’ af oprindelige armenske stednavne.

Achtamar var et vigtigt kirkeligt center i den osmanniske periode og er i dag kendt for den armenske Helligkors-kirke, som stod færdig år 921. Kirken er en karakteristisk armensk kombination af centralkirke og basilika, og ydermurene er rigt dekoreret med dyremotiver, apostelportrætter og scener fra bibelske fortællinger. Inde i kirken finder vi freskoer med nytestamentlige scener. I 2010 tillod den tyrkiske regering, for første gang i flere årtier, at kirken blev brugt til gudstjeneste.

Efter besøget på Achtamar kører vi videre til Van.

Dag 7
Tatvan – Kirsehir i tog
Tidligt om morgenen kører vi til Tatvan, hvorfra skinnerne fører os vestpå til det centrale Tyrkiet. I toget har du god tid til at læne dig tilbage og nyde landskaberne suse forbi. Vi overnatter i toget i første klasses sovekupé og ankommer til byen Kirsehir tidligt om morgenen næste dag.
Dag 8
Avanos. Udflugt i Kappadokien med Uchisar, Munkenes Dal og Zelve
Stenhuler i Kappadokien

Efter ankomst til Kirsehir kører vi ud til det eventyrlige område Kappadokien, som er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv og kendt for sine karakteristiske stenformationer. Klipperne i Kappadokien er eroderet til hundredvis af spektakulære minaretformede søjler. Landskabet her ligner kort sagt noget fra en anden planet. Takket være den bløde tufsten kan man se huse, klostre og tusind år gamle kirker skåret ind i bjerget, og området har været beboet i årtusinder.

Vi begynder i den lille by Uçhisar. Her besøger vi byens naturskabte citadel på toppen af en stejl klippe. Citadellet udgør det højeste punkt i hele Kappadokien, og herfra har man den bedste udsigt over området. Mange af de rum, som er skåret ind i klippen, er forbundet af trapper, tunneler og passager. Indgangene til rummene kunne blokeres med møllesten, så man nemt og effektivt kunne kontrollere adgangen til rummene.

Vi fortsætter til Pasabag eller Munkenes Dal, som den også kaldes på grund af de eremitter, der en gang beboede de mærkværdige svampelignende stensøjler. Her finder vi også en kirke tilegnet den oldkristne asket Simon Søjlehelgen, som boede på toppen af en søjle i over 30 år i Syrien. Til forskel fra Simon Søjlehelgen, distancerede Kappadokiens eremitter sig fra verden ved at udhule de naturlige søjler. Eremitterne kunne dermed bo i en hule med 10-15 meter til loftet.

Lidt uden for byen Avanos skal vi se bosættelsen Zelve, hvor vi finder den højeste koncentration af søjler, som her er usædvanligt spidse. Man ved ikke præcist, hvornår folk begyndte at lave huler i klipperne for at bosætte sig her, men man ved, at området har været et religiøst center for kristne mellem det 9. og 13. århundrede. I området besøger vi to kirker, der er skåret ind i klipperne.

Der vil også være tid til at udforske området på egen hånd. Vi spiser aftensmad og overnatter i byen Avanos, som er en smuk by med en flod, der løber igennem – et perfekt sted at nyde sin kaffe eller et glas vin.

Dag 9
Avanos. Udflugt i Kappadokien med den underjordiske by Kaymakli og frilandsmuséet i Göreme-dalen
Minaretformede søjler i Kappadokien

Der er i alt 36 underjordiske byer i Kappadokien, og de største kunne huse tusindvis af mennesker ad gangen. De er alle udstyret med ventilationssystemer og vandreservoirer, så man kunne opholde sig under jorden i længere perioder. Byerne kan spores tilbage til hittitterne, som levede i det 2. årtusinde f.Kr. Gennem århundrederne er byerne blevet udvidet i takt med, at diverse plyndrende hære krydsede det centrale Anatolien, og der var behov for at gemme sig.

I dag skal vi besøge Kaymakli, som regnes for at være den største underjordiske by i Kappadokien. Byen blev åbnet for besøgende i 1964 og består af otte etager, hvoraf fire er åbne. Den første etage blev brugt som stald, den anden blandt andet som kirke, mens tredje etage bestod af blandt andet køkken og opbevaringsrum. På fjerde etage kan man se den vertikale ventilationsskakt. Som en elevator i et højhus passerer den alle etager og strækker sig ikke mindre end 80 meter ned i jorden.

Det moderne Kaymaklis nuværende beboere bruger stadig dele af den underjordiske by til opbevaring og stalde.

Vi slutter af med noget af det bedste, Kappadokien har at byde på, nemlig frilandsmuséet i Göreme-dalen. I det store område ligger en samling stenkirker, kapeller og klostre. I byzantinsk tid var området en vigtig bosættelse for munke, og i 1600-tallet valfartede kristne pilgrimme hertil. Vi går en tur i området og ser de vigtigste seværdigheder.

Dag 10
Kayseri – Istanbul. Hagia Sofia, Den Blå Moské, Topkapi-paladset, Grand Bazaar
Den Blå Moské troner smukt med Bopurus i baggrunden

Om morgenen flyver vi til Istanbul, som med sine cirka 15 millioner indbyggere er Tyrkiets største by, dog uden at være hovedstaden – den status fik Ankara i 1923 efter sultanatets afskaffelse og proklamationen af Tyrkiet som en uafhængig republik ledet af præsident Mustafa Kemal Atatürk. Istanbul ligger, hvor kontinenterne Asien og Europa mødes, og den livlige by danner de kontrastfyldte rammer, hvor disse forenes kulturelt og historisk.

Vi begynder med at besøge Hagia Sofia, Det Byzantinske Riges største bygningsværk. Sofiakirken, som den også bliver kaldt, stod færdig i 537 og var hovedkirke i byzantinsk tid. Kirken er spækket med imponerende mosaikker, og de er et smukt vidnesbyrd om fordums storhed. Vi hører endvidere om, hvordan runer fra vikingetiden er havnet her. Efter osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453 blev Hagia Sofia taget i brug som moské, og der blev tilføjet fire minareter. I 1935 blev bygningen omdannet til museum.

På vej mod Den Blå Moské går vi langs Konstantinopels hippodrom, som af byzantinerne blev brugt til blandt andet hestevæddeløb. Disse væddeløb var ikke blot sportsbegivenheder, men en sjælden mulighed for almindelige mennesker for at samles det samme sted som kejseren. De konkurrerende hold var sponsoreret af forskellige politiske partier, og væddeløbene blev tit blandet sammen med politiske og religiøse rivaliseringer, hvilket flere gange førte til alvorlige uroligheder. I dag består hippodromen blot af et langt smalt rektangel, og selvom de ydre vægge ikke længere findes, kan vi stadig se tre gamle monumenter, som står langs hippodromens midte. Den egyptiske obelisk med cirka 3.500 år på bagen fascinerer nok mest. Den var oprindelig rejst i Karnaktemplet i Egypten til ære for farao Tuthmosis III, men i 300-tallet e.Kr. blev den transporteret til det daværende Konstantinopel.

Så er det tid til at fordybe sig i arkitekturen og den spændende historie, der knytter sig til Den Blå Moské med de seks himmelstræbende minareter. Moskéen er Istanbuls hovedmoské og vigtigste vartegn, og blev bygget i årene 1609-1616 under den osmanniske sultan Ahmed I. Moskéens egentlige navn er da også Sultan Ahmed-moskéen, mens kaldenavnet Den Blå Moské er kommet til senere på grund af de mere end 20.000 smukke blå kakler, der udsmykker moskéens indre.

Vi besøger også Topkapi-paladset, som i over 400 år (1465-1856) var hovedresidensen for de osmanniske sultaner. Det overdådige palads er kilde til flere farverige historier end de fleste kongelige residenser sammenlagt har at byde på. Her boede Selim 2., som druknede i sit bad efter at have drukket for meget champagne; Ibrahim 1., som mistede forstanden efter at have tilbragt 22 år i paladsets ’kafes’, buret, der blev brugt til at opbevare potentielle tronfølgere; Roxelana, som først var Suleyman den Prægtiges konkubine, men som endte som hans ægtefælle og det osmanniske riges mest mægtige kvinde. I midten af 1800-tallet ophørte Topkapi-paladset med at være sultanernes residens, fordi de flyttede ind i nye paladser med mere europæisk præg. Paladsområdet består af en række bygninger, gårdspladser og smukke haver. Vi går en tur i området og besøger blandt andet haremmet, som en gang var hjem for sultanens konkubiner, hustruer og slaver, bevogtet af eunukker.

Vi slutter dagen af i den 500 år gamle Grand Bazaar. Den store basar, som i dag har et areal på cirka 200.000 m², tjente oprindelig som byens brødmarked. Basaren er en kæmpelabyrint med omtrent 5.000 små forretninger. Ud over butikker er her lagre, værksteder, vekselboder, posthus, tehuse og restauranter. I basaren sælges alt fra sølv til læder, tæpper, vandpiber og antikviteter, men bemærk, at det ikke alt sammen er lige billigt, så husk at prutte om prisen!

Dag 11
Istanbul. Dag på egen hånd

Dagen er reserveret til egne eventyr. Man kan opdage byen på egen hånd, shoppe eller besøge Chora-kirken, som regnes for at være en af de smukkeste og mest velbevarede eksempler på en byzantinsk kirke.  Du kan også tage en sejltur på Bosporusstrædet, der forbinder Sortehavet med Marmarahavet og dermed er en skillelinje mellem Europa og Asien.

Dag 12
Istanbul – København
Vi siger farvel til Istanbul og Tyrkiet og flyver til København om eftermiddagen.

Prisinformation

Tillæg for enkeltværelse
kr. 5.998,-
Prisen inkluderer
• Dansk rejseleder
• Fly København – Trabzon og Istanbul – København
• Indenrigsfly Kayseri – Istanbul
• Tog Tatvan –  Kirsehir
• Udflugter jf. program
• Indkvartering på gode hoteller i delt dobbeltværelse (tillæg for enkeltværelse)
• Halvpension (morgenmad og middag)
• Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
• Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
• Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
• Eventuelle ekstra arrangementer
• Tillæg for enkeltværelse
• Frokost dagligt
• Drikkevarer
• Drikkepenge til lokaguider og chauffører. Beregn ca. kr. 400,-
• Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
• Personlige fornødenheder
• Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til at pakke det mest nødvendige under dagsudflugter og rejsedage, hvor du ikke ser din bagage før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Ikke egnet for gangbesværede

Mange af udflugterne vil foregå til fods. Derfor er rejsen ikke egnet for gangbesværede.

Mere om Tyrkiet

Her kan du få mere at vide om Tyrkiet: www.albatros-travel.dk/destinationer/europa/tyrkiet
Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser