Kulturrejse gennem Tyrkiet

Vores eventyr begynder i Trabzon, som ligger i det nordøstlige Tyrkiet. Byen blev grundlagt i det 8. århundrede f.Kr. og fik sit oprindelige navn, Trapeza, efter det svært indtagelige plateau, som byen ligger på (’trapeza’ er græsk for bord). Trabzon blomstrede under både romerne og byzantinerne, men oplevede en decideret guldalder som hovedstad i Trapezunt-riget i 1200- og 1300-tallet. Rigdommen skyldtes byens strategiske placering for enden af en handelsrute fra det nordlige Mesopotamien til Sortehavet. På grund af mongolerne, der kontrollerede områder længere sydpå, blev også Silkevejen omdirigeret gennem byen, som hurtigt blev en vigtig handelsstation. I 1341 blev byen ødelagt af borgerkrig, og i 1461 måtte Trabzon overgive sig til Mehmed 2. og Det Osmanniske Rige.

Vi tjekker ind på vores hotel og går en tur i byen. Her ser vi blandt andet den gamle bydel, hvor Suleyman den Prægtige blev født, og hvor man finder fine eksempler på osmannisk arkitektur. Vi besøger også byens basar, en interessant blanding af vakkelvorne træboder, vestlige butikker og gamle restaurerede bygninger. I basaren finder man blandt andet de traditionelle bælter og farvestrålende og stribede sjaler, som den ældre generation af Trabzon-kvinder klæder sig i. Syd for basaren ser vi moskéen Yeni Cuma Camii, som oprindeligt var en kirke. Efter Mehmed 2. havde indtaget byen, lavede han kirken om til en moské og tilføjede en minaret. Fra moskéens høje placering har man en flot udsigt over den gamle by.

Vi ser også den guldkuplede moské Ortahisar Camii, fra 1200-tallet. Ligesom Yeni Cuma Camii er moskéen en tidligere kirke, og ikke hvilken som helst kirke, men Trapezunt-rigets hovedkirke, hvor kongelige bryllupper, begravelser og kroninger fandt sted. I kirkens apsis kan man stadig se en særlig form for byzantinsk mosaikarbejde, kaldt opus sectile. I stedet for at bruge små fintskårne dele af samme størrelse, som man kender det fra almindeligt mosaikarbejde, bruges større og forskelligt formede stykker. Imponerende er også selve omfanget af kirken og de enorme søjler, som man finder inde i kirken.

Efter morgenmaden skal vi se Zagnos-broen, som blev bygget af en af Mehmed 2.’s generaler. I dag udgør broen den ene kortside af en dal, hvor bystyret har anlagt en moderne park og et amfiteater. På den anden side af dalen finder vi Zagnos-tårnet, som er det mest sydlige fangetårn i byens ydre bymur.

Før vi forlader Trabzon, skal vi besøge moskéen Gülbahar Hatun Camii, som regnes for at være byens vigtigste osmanniske levn. Moskéen er bygget i 1514 af sultan Selim 1. til ære for hans mor, en tidligere byzantinsk prinsesse. Moskéen var en gang del af et større kompleks bestående af en madrasa, et suppekøkken og en hammam, men i dag er det kun sidstnævnte, man kan se under den største af bygningens fem kupler.

Nu går turen vestpå gennem frodige landskaber med bjerge og floder. Vi gør holdt ved Hagia Sofia, som regnes for at være et af de fineste eksempler på byzantinsk arkitektur. Kirken er bygget i midten af det 13. århundrede, men blev i 1461 omdannet til moské. Det tilstødende kloster var dog i brug indtil 1701. Under 2. verdenskrig var byen okkuperet af russere, og bygningen blev brugt som felthospital. De oprindelige vægmalerier blev afdækket i 1960’erne, og bygningen blev omdannet til museum.

Vi fortsætter sydpå til det berømte Sumela-kloster, som klamrer sig til en klippevæg flere hundrede meter over Altindere-dalen. Ifølge legenden blev kimen til klostret lagt i 300-tallet af to præster, der fandt et ikon af Jomfru Maria på stedet. Et decideret kloster blev bygget omkring ikonen så tidligt som i det 6. århundrede, men det, vi ser i dag, stammer fra det 12. og 13. århundrede. Gennem årene er ikonen blevet tilskrevet talrige mirakler, og mange tyrkiske sultaner har foretaget pilgrimsrejser til klostret. I slutningen af 1920’erne brændte klostret, men et par år senere vendte en af de gamle munke tilbage i al hemmelighed og reddede diverse skatte, herunder ikonen af Jomfru Maria, som i dag er at finde i det nye Sumela-kloster i det nordlige Grækenland. Siden 1996 har klostret gennemgået et større restaureringsarbejde. Vi fortsætter mod sydøst til byen Erzurum. Byen er beliggende på den anatolske højslette i 2.000 meters højde, og mange af bjergtoppene omkring byen rækker endnu højere op. Erzurum er grundlagt af den byzantinske kejser Theodosius 2. og har gennem århundrederne været underlagt Konstantinopel, diverse arabiske dynastier, armeniere og mongoler, indtil den blev indlemmet i det osmanniske rige i 1515. I en kort periode i 1970’erne indtog endnu et folkefærd byen. Erzurum var nemlig en populær mellemstation for hippier på vej til Indien.

Vi besøger byens gamle citadel, som blev bygget af Theodosius 2. Her har man den bedste udsigt over ikke bare byen, men også det vældige plateau, som byen ligger på. Et par minutters gang fra citadellet ligger den pittoreske Çifte Minareli-madrasa, byens vartegn, hvis to 30 meter høje minareter flankerer hovedindgangen. Minareterne er dekoreret med iøjnefaldende små, blå fliser, og selvom minareterne ikke ser medtagede ud, så mangler toppene faktisk, så de mest af alt ligner doriske søjler. På den anden side af bygningen finder vi graven for grundlæggeren af madrasaen, Huand Hatun, datter af sultanen Aladdin Keykubad 2.

Vi forlader Erzurum og sætter kursen østpå og nyder udsigten over dale og bjerge. Vi standser i Yusufeli, en lille by, som gennem sin 5.000 år lange historie har været hjem for blandt andet persere, romere, byzantinere og armeniere. Yusufeli har en meget smuk beliggenhed i bunden af en forholdsvis smal dal, hvor Çoruh-floden løber igennem. Der er dog planer om at oversvømme dalen og lave en dæmning ved byen, så det er ved at være sidste udkald, hvis man vil se den. Takket være byens mikroklima kan indbyggerne leve af at dyrke blandt andet oliven, vindruer og citrusfrugter.

Lidt længere østpå besøger vi kirken i den lille by Ishan, som er smukt omgivet af morbærtræer, æbletræer og valnøddelunde. Kirken er bygget i flere stadier mellem det 8. og 11. århundrede og er dermed et af de ældste eksempler på georgiske, religiøse bygninger. Store dele af taget mangler, så den 42 meter høje kuppel står isoleret på fire søjler. Akustikken er derimod helt intakt, som du selv kan høre, hvis du stiller dig under kuplen.

Vi fortsætter til Kars og tjekker ind på vores hotel.

Kars blev grundlagt af armenierne og hed oprindeligt Kari. I år 926 blev byen hovedstad i det armenske Bagratider-rige, som regerede store dele af dagens Armenien og østlige dele af Tyrkiet.

Efter at have set Apostelkirken i Kars forlader vi byen til fordel for ruinbyen Ani, som regnes for at være en af de vigtigste ruinbyer i denne del af verden. Det var i 961, at kong Ashot 3. flyttede den armenske hovedstad fra Kars til Ani, og gennem tre generationer oplevede byen en guldalder, hvilket blandt andet kom til udtryk i de mange kirker, der blev bygget. Faktisk var der så mange, at Ani blev kaldt ’Byen med de 1001 kirker’. Generelt hørte bygningerne i Ani, såvel militære som religiøse, til verdens mest avancerede, både hvad angår kunstnerisk og teknisk færdighed.

Bymuren og dens tårne kan ses langvejsfra, når vi kører igennem landskaber med små landsbyer, som vrimler med får, bøfler, æsler og gæs. Ved ankomst mødes vi af store stenbygninger spredt ud på en bølgende slette af græs. Det vindblæste plateau er mindst lige så stemningsvækkende som selve ruinerne. Bygningerne var engang del af den armenske hovedstad, som med sin militære magt og over 100.000 indbyggere kunne måle sig med byer som Konstantinopel, Damaskus og Bagdad. Krige, mongolske plyndringer, omdirigerede handelsruter og et jordskælv i 1319 viste sig at være for hårde slag for Ani, og byen blev gradvist forladt og glemt, indtil europæiske rejsende genopdagede den i 1800-tallet.

Vi går en tur i det halvanden gange en kilometer store område, som på den østlige side afgrænses af Ahurya-floden, hvis brusen er det eneste, der bryder slettens stilhed. Floden udgør også grænsen til Armenien. Vi ser blandt andet den imposante katedral, hvis størrelse først går op for én, når man er nået helt frem til den. Katedralen er den største og vigtigste bygning i Ani, og arkitekten bag var Trdat Mendet, en af de mest lovpriste arkitekter i datidens Armenien. Før Trdat gik i gang med katedralen i Ani, var han blevet færdig med at restaurere den jordskælvsramte kuppel i Hagia Sofia i daværende Konstantinopel. I 1319 led Ani-katedralens kuppel samme skæbne som Hagia Sofia, men den blev aldrig restaureret og står altså uden i dag.

Fra Ani kører vi sydpå mod Dogubeyazit, som er bygget på en slette omgivet af nogle af Tyrkiets højeste bjergtoppe, heriblandt Ararat-bjerget og Lille Ararat. Ifølge Det Gamle Testamente var det på Ararats bjerge, at Noas ark gik på grund, og flere ekspeditioner mener at have fundet resterne af arken på og omkring bjerget – dog er der ikke nogen fund, der har overbevist den videnskabelige verden.

Dogubeyazit ligger tæt på grænsen til Iran og bebos primært af kurdere, to forhold, der kan ses i den militære tilstedeværelse i byen. Det største trækplaster i Dogubeyazit er det romantiske palads Ishak Pasha Sarayi, som ligger på et forbjerg lidt uden for byen i næsten 2.000 meters højde. Paladset blev påbegyndt i 1685 af Colak Abdi Pasha, en lokal høvding, og færdiggjort af hans søn Ishak Pasha i 1784. Paladset bliver ofte kaldt for Tyrkiets Taj Mahal.

Vi kører op til forbjerget og ser det eventyrlige palads i aftenlyset. I den inderste gårdsplads står graven tilhørende Ishak Pasha og hans yndlingskone, mens haremmet består af et køkken, to cirkelformede badeværelser og ikke mindre end 14 soveværelser udstyret med ildsted og udsigt til dalen nedenunder. Vi finder også et bibliotek og en moské, hvor man kan beundre de oprindelige relieffer og loftmalerier.

Vi overnatter i Dogubeyazit.

Efter at have set Ishak Pasa Sarayi i morgenlyset fortsætter vi gennem højlandet sydpå mod byen Van, hvor vi ser Vans fæstning udefra og tjekker ind på hotel.

Byen Van er hovedstad i provinsen Van i det østlige Tyrkiet. Byen ligger på bredden af landets største sø, der for nemheds skyld også hedder Van. Der vil være tid til at gå en tur i byen.

Vi begynder dagen med at køre sydpå til den kurdiske landsby Yukari Bakracli, hvor vi finder resterne af det engang så store armenske Helligkorskloster fra det 7. århundrede. De lokale kalder byen for Yedi Kilise, som betyder syv kirker, da stedet var hjem for syv armenske kirker og det store kloster. Kun Skt. Jørgen-kirken fra det 13. århundrede har overlevet, men blev beskadiget under jordskælvet i 2011. Indenfor kan man stadig se freskoer og kors, der er skåret ind i væggen.

Senere på dagen skal vi besøge den lille ø Achtamar i den sydlige ende af Van-søen. Navnet på øen stammer fra en armensk legende, som fortæller om en prinsesse ved navn Tamar, der var forelsket i en helt almindelig dreng fra fastlandet. Hver nat svømmede han over til øen for at være sammen med sin elskede Tamar, kun vejledt af den lampe, hun holdt i hånden. Hendes far fandt ud af, hvad der foregik, og en nat smadrede han lampen, og drengen mistede orienteringen og druknede. Hans krop flød i land, og ifølge legenden kunne man på hans læber aflæse hans sidste ord: Ak, Tamar. Da den moderne tyrkiske republik blev oprettet, blev øens navn officielt ændret til Akdabar, som et led i landets kritiserede og omdiskuterede ’tyrkificering’ af oprindelige armenske stednavne.

Achtamar var et vigtigt kirkeligt center i den osmanniske periode og er i dag kendt for den armenske Helligkors-kirke, som stod færdig år 921. Kirken er en karakteristisk armensk kombination af centralkirke og basilika, og ydermurene er rigt dekoreret med dyremotiver, apostelportrætter og scener fra bibelske fortællinger. Inde i kirken finder vi freskoer med nytestamentlige scener. I 2010 tillod den tyrkiske regering, for første gang i flere årtier, at kirken blev brugt til gudstjeneste.

Efter besøget på Achtamar kører vi videre til Van.

Efter ankomst til Kirsehir kører vi ud til det eventyrlige område Kappadokien, som er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv og kendt for sine karakteristiske stenformationer. Klipperne i Kappadokien er eroderet til hundredvis af spektakulære minaretformede søjler. Landskabet her ligner kort sagt noget fra en anden planet. Takket være den bløde tufsten kan man se huse, klostre og tusind år gamle kirker skåret ind i bjerget, og området har været beboet i årtusinder.

Vi begynder i den lille by Uçhisar. Her besøger vi byens naturskabte citadel på toppen af en stejl klippe. Citadellet udgør det højeste punkt i hele Kappadokien, og herfra har man den bedste udsigt over området. Mange af de rum, som er skåret ind i klippen, er forbundet af trapper, tunneler og passager. Indgangene til rummene kunne blokeres med møllesten, så man nemt og effektivt kunne kontrollere adgangen til rummene.

Vi fortsætter til Pasabag eller Munkenes Dal, som den også kaldes på grund af de eremitter, der en gang beboede de mærkværdige svampelignende stensøjler. Her finder vi også en kirke tilegnet den oldkristne asket Simon Søjlehelgen, som boede på toppen af en søjle i over 30 år i Syrien. Til forskel fra Simon Søjlehelgen, distancerede Kappadokiens eremitter sig fra verden ved at udhule de naturlige søjler. Eremitterne kunne dermed bo i en hule med 10-15 meter til loftet.

Lidt uden for byen Avanos skal vi se bosættelsen Zelve, hvor vi finder den højeste koncentration af søjler, som her er usædvanligt spidse. Man ved ikke præcist, hvornår folk begyndte at lave huler i klipperne for at bosætte sig her, men man ved, at området har været et religiøst center for kristne mellem det 9. og 13. århundrede. I området besøger vi to kirker, der er skåret ind i klipperne.

Der vil også være tid til at udforske området på egen hånd. Vi spiser aftensmad og overnatter i byen Avanos, som er en smuk by med en flod, der løber igennem – et perfekt sted at nyde sin kaffe eller et glas vin.

Der er i alt 36 underjordiske byer i Kappadokien, og de største kunne huse tusindvis af mennesker ad gangen. De er alle udstyret med ventilationssystemer og vandreservoirer, så man kunne opholde sig under jorden i længere perioder. Byerne kan spores tilbage til hittitterne, som levede i det 2. årtusinde f.Kr. Gennem århundrederne er byerne blevet udvidet i takt med, at diverse plyndrende hære krydsede det centrale Anatolien, og der var behov for at gemme sig.

I dag skal vi besøge Kaymakli, som regnes for at være den største underjordiske by i Kappadokien. Byen blev åbnet for besøgende i 1964 og består af otte etager, hvoraf fire er åbne. Den første etage blev brugt som stald, den anden blandt andet som kirke, mens tredje etage bestod af blandt andet køkken og opbevaringsrum. På fjerde etage kan man se den vertikale ventilationsskakt. Som en elevator i et højhus passerer den alle etager og strækker sig ikke mindre end 80 meter ned i jorden.

Det moderne Kaymaklis nuværende beboere bruger stadig dele af den underjordiske by til opbevaring og stalde.

Vi slutter af med noget af det bedste, Kappadokien har at byde på, nemlig frilandsmuséet i Göreme-dalen. I det store område ligger en samling stenkirker, kapeller og klostre. I byzantinsk tid var området en vigtig bosættelse for munke, og i 1600-tallet valfartede kristne pilgrimme hertil. Vi går en tur i området og ser de vigtigste seværdigheder.

Om morgenen flyver vi til Istanbul, som med sine cirka 15 millioner indbyggere er Tyrkiets største by, dog uden at være hovedstaden – den status fik Ankara i 1923 efter sultanatets afskaffelse og proklamationen af Tyrkiet som en uafhængig republik ledet af præsident Mustafa Kemal Atatürk. Istanbul ligger, hvor kontinenterne Asien og Europa mødes, og den livlige by danner de kontrastfyldte rammer, hvor disse forenes kulturelt og historisk.

Vi begynder med at besøge Hagia Sofia, Det Byzantinske Riges største bygningsværk. Sofiakirken, som den også bliver kaldt, stod færdig i 537 og var hovedkirke i byzantinsk tid. Kirken er spækket med imponerende mosaikker, og de er et smukt vidnesbyrd om fordums storhed. Vi hører endvidere om, hvordan runer fra vikingetiden er havnet her. Efter osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453 blev Hagia Sofia taget i brug som moské, og der blev tilføjet fire minareter. I 1935 blev bygningen omdannet til museum.

På vej mod Den Blå Moské går vi langs Konstantinopels hippodrom, som af byzantinerne blev brugt til blandt andet hestevæddeløb. Disse væddeløb var ikke blot sportsbegivenheder, men en sjælden mulighed for almindelige mennesker for at samles det samme sted som kejseren. De konkurrerende hold var sponsoreret af forskellige politiske partier, og væddeløbene blev tit blandet sammen med politiske og religiøse rivaliseringer, hvilket flere gange førte til alvorlige uroligheder. I dag består hippodromen blot af et langt smalt rektangel, og selvom de ydre vægge ikke længere findes, kan vi stadig se tre gamle monumenter, som står langs hippodromens midte. Den egyptiske obelisk med cirka 3.500 år på bagen fascinerer nok mest. Den var oprindelig rejst i Karnaktemplet i Egypten til ære for farao Tuthmosis III, men i 300-tallet e.Kr. blev den transporteret til det daværende Konstantinopel.

Så er det tid til at fordybe sig i arkitekturen og den spændende historie, der knytter sig til Den Blå Moské med de seks himmelstræbende minareter. Moskéen er Istanbuls hovedmoské og vigtigste vartegn, og blev bygget i årene 1609-1616 under den osmanniske sultan Ahmed I. Moskéens egentlige navn er da også Sultan Ahmed-moskéen, mens kaldenavnet Den Blå Moské er kommet til senere på grund af de mere end 20.000 smukke blå kakler, der udsmykker moskéens indre.

Vi besøger også Topkapi-paladset, som i over 400 år (1465-1856) var hovedresidensen for de osmanniske sultaner. Det overdådige palads er kilde til flere farverige historier end de fleste kongelige residenser sammenlagt har at byde på. Her boede Selim 2., som druknede i sit bad efter at have drukket for meget champagne; Ibrahim 1., som mistede forstanden efter at have tilbragt 22 år i paladsets ’kafes’, buret, der blev brugt til at opbevare potentielle tronfølgere; Roxelana, som først var Suleyman den Prægtiges konkubine, men som endte som hans ægtefælle og det osmanniske riges mest mægtige kvinde. I midten af 1800-tallet ophørte Topkapi-paladset med at være sultanernes residens, fordi de flyttede ind i nye paladser med mere europæisk præg. Paladsområdet består af en række bygninger, gårdspladser og smukke haver. Vi går en tur i området og besøger blandt andet haremmet, som en gang var hjem for sultanens konkubiner, hustruer og slaver, bevogtet af eunukker.

Vi slutter dagen af i den 500 år gamle Grand Bazaar. Den store basar, som i dag har et areal på cirka 200.000 m², tjente oprindelig som byens brødmarked. Basaren er en kæmpelabyrint med omtrent 5.000 små forretninger. Ud over butikker er her lagre, værksteder, vekselboder, posthus, tehuse og restauranter. I basaren sælges alt fra sølv til læder, tæpper, vandpiber og antikviteter, men bemærk, at det ikke alt sammen er lige billigt, så husk at prutte om prisen!

Dagen er reserveret til egne eventyr. Man kan opdage byen på egen hånd, shoppe eller besøge Chora-kirken, som regnes for at være en af de smukkeste og mest velbevarede eksempler på en byzantinsk kirke.  Du kan også tage en sejltur på Bosporusstrædet, der forbinder Sortehavet med Marmarahavet og dermed er en skillelinje mellem Europa og Asien.