Havanna, Trinidad og Viñales’ skønne natur – samt masser af UNESCO-oplevelser og livsnyderi
Albatrosrejsen, der giver dig essensen af Cuba til en revolutionerende pris – og med rigtig god komfort! Oplevelserne begynder i Havanna, hvor vi fra vores 5-stjernede hotel tager på udflugt i gamle amerikanerbiler, spadserer rundt i den historiske bydel og ser, hvordan landets berømte cigarer rulles til perfektion på en fábrica de tobacos. Og så byder en af dagene på en ægte cubansk danselektion!
Der er også udflugter til Hemingways kønne landsted, La Vigia, og Cubas frodigste natur i Viñales-dalen, hvor vi besøger en tobaksplantage og sejler på en underjordisk flod. Vi tager et skridt tilbage i tiden til UNESCO-fredede Trinidad, hvor kolonitidens flotte arkitektur står som for 400 år siden, da sukkermøllerne i dalen bragte rigdom til byen. Varaderos kridhvide sandstrande er sidste stop på rejsen, hvor du forkæles med all inclusive på et 5-stjernet strandresort.
-
Type Rundrejse
-
Rejseleder Dansk
-
Visum Ja
-
Vaccination Ja
-
Valuta Peso convertible (CUC)
- Dag 1
- Fly København – Havanna
- Dag 2
- Havanna. Gamle amerikanerbiler, Revolutionspladsen og byvandring i den historiske bydel
- Dag 3
- Havanna. Tobaksfabrik, cubansk dans og Hemingways hus
- Dag 4
- Udflugt til Viñales. Tobaksfarm, Den Præhistoriske Mur og sejltur på underjordisk flod
- Dag 5
- Havanna – byrundtur i Cienfuegos – Trinidad
- Dag 6
- Trinidad. Gammel sukkerplantage og byvandring
- Dag 7
- Trinidad – revolutionsbyen Santa Clara – Varadero
- Dag 8–9
- Varadero. Strand og afslapning på 5-stjernet hotel
- Dag 10
- Varadero og hjemrejse
- Dag 11
- Ankomst til København
Hoteller
Bed & breakfast i Cuba
Et bed & breakfast i Cuba er drevet af private cubanere, som har fået tilladelse til at udleje værelser i den ellers strengt statsligt drevne turistsektor. Nogle udlejer flere værelser – andre kun et enkelt værelse.
Du kommer til at bo på centralt beliggende bed & breakfasts. Du skal regne med, at du skal gå med din bagage op til et par hundrede meter fra bussen til overnatningsstedet, da gaderne i centrum kan være for smalle til, at bussen kan komme helt frem. Det er en god idé at medbringe en lommelygte.
Morgenmaden spiser du på dit bed & breakfast, indholdet kan variere, men du bliver altid mæt. Der vil oftest være frugt, brød og æg.
Nogle steder bor familien også i huset, andre steder gør den ikke – du vil under alle omstændigheder have privatliv. Hvis du skal kommunikere med dine værter, skal du regne med, at de ikke taler særlig godt engelsk. Med lidt velvilje, fagter og eventuel hjælp fra rejselederen plejer det at fungere fint.
Værelse
Værelserne er simple, men rene. De er indrettet med dobbeltseng eller 2 mindre enkeltsenge samt aircondition eller ventilator. Der er privat badeværelse. Det kan være en god idé at have sæbe, shampoo og et lille håndklæde med hjemmefra, da der ikke er samme mængde til rådighed som på et hotel.
Dagsprogram
OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.
Vi flyver til Havanna, som blev grundlagt af spanierne i 1515. Byen blev flyttet to gange, før den fik sin nuværende placering på Cubas nordkyst. I 1556 blev Havanna Cubas hovedstad, og den blev et nærmest obligatorisk stop for europæere på vej til eller fra Latinamerika. De mange skibe fik handelen til at blomstre, og i løbet af få år blev Havanna den største og vigtigste by i Cuba.
Som hovedstad i republikken Cuba er Havanna hjemsted for de vigtigste stats- og regeringsinstitutioner. Byens industri står for en stor del af landets BNP, og havnen håndterer mere end halvdelen af landets import og eksport.
Efter ankomsten til Havanna kører vi til vores 5-stjernede hotel, som ligger i ambassadekvarteret.
I dag bliver vi hentet på vores hotel – i gamle amerikanerbiler! Bilerne har været i Cuba siden revolutionen i 1959 og har altså mere end 50 år på bagen – nogle endda mere end 60. Således ankommer vi standsmæssigt til Revolutionspladsen. Her har Fidel Castro holdt nogle af sine nok så berømte maratontaler til det cubanske folk, og de kunne vare helt op til otte timer. Pladsen er Havannas politiske centrum med regerings- og partibygninger, en række ministerier samt et 142 meter højt monument, som hylder republikkens fader, José Marti.
Vi fortsætter til den gamle bydel, hvor vi står ud af de store flydere og kan udforske de smalle gader til fods.
Vi begynder byvandringen her i det oprindelige Havanna, som kom på UNESCO’s verdensarvsliste i 1982. Det er velfortjent, at byen er tildelt den ærefulde titel "Heritage of Mankind", for Havannas gamle bydel er et af Latinamerikas bedst bevarede byområder med et stort antal historisk vigtige bygninger og monumenter fra det 16. til det 19. århundrede. Når du går gennem de smalle, brolagte gader, forbi tunge døre i massivt træ og balkoner med smedejernsgelændere, føler du dig hensat til fortiden.
Vi spadserer ad Calle Obispo, som ser ud præcis som for flere hundrede år siden, lige fra brostensbelægningen på gaden til hver eneste bjælke i husene. Vores mål er Plaza de Armas, hvor vi finder det imponerende Palacio de los Capitanes Generales. Paladset stod færdigbygget i 1791 og blev senere, og indtil 1898, officiel residens for koloniens guvernører, kaldet capitanes generales. I 1967 undergik paladset en gennemgribende restaurering og blev samtidig indrettet til et interessant og seværdigt bymuseum, som vi skal besøge. Vi spadserer også gennem to af Havannas smukkeste pladser, La Plaza Vieja og Plaza San Francisco, som begge er fuldstændigt restaureret og fine eksempler på spansk koloniarkitektur.
Herefter begiver vi os videre til Katedralpladsen. I 1748 påbegyndte jesuitpræster konstruktionen af den bygning, der senere skulle blive Havannas katedral. Et godt stykke ind i det 19. århundrede opbevarede man de jordiske rester af datidens fremtrædende personligheder i katedralen. Selv de påståede rester af Christoffer Columbus blev opbevaret her, fra de blev overført fra øen Hispaniola, og indtil spanierne tog dem med til Spanien, da koloniherredømmet ophørte. Pladsen foran katedralen er omkranset af store, smukke palæer, der naturligvis også stammer fra kolonitiden, og få skridt derfra ligger den berømte bar La Bodeguita del Medio. Det var her, Hemingway drak sine mojitos sammen med andre prominente kunstnere, forfattere og politikere.
Vi kommer også forbi Capitolio Nacional, som ligger nær Havannas centrale park. Den marmorbeklædte bygning er en næsten nøjagtig kopi af The Capitol i Washington D.C. i USA. Det tog fire år at opføre bygningen, der blev taget i brug den 20. maj 1929. Frem til 1959 var bygningen hjemsted for Repræsentanternes Hus og republikkens senat. Lige under midten af den enorme kuppel, som er karakteristisk for begge Capitol-bygninger, står en statue af en kvinde, der symboliserer republikken. Statuen, der er 14 meter høj og vejer 30 tons, er blandt verdens største indendørs statuer. Ved foden af statuen ligger en diamant, der markerer "kilometer nul" for Cubas motorvejssystem. Det er bygget i 1920, og alle afstande måles ud herfra. Den oprindelige diamant siges at have tilhørt zar Nikolaj, men den blev fjernet i 1973 efter ordre fra Castro og erstattet med en kopi.
I en af Havannas tobaksfabrikker introduceres vi til, hvordan de berømte cubanske cigarer laves. Det tager ni måneder at blive tobaksruller, og det er absolut ikke alle, som består eksamenen. Man skal være den allerbedste, hvis man skal have lov til at rulle cigarer af den såkaldte eksportkvalitet, som er den absolut ypperste af slagsen.
Intet besøg i Cuba er fuldendt uden at snuse til Cubas dejlige dansetraditioner. Adskillige af de latinamerikanske danse er skabt på Cuba – blandt andet cha-cha-cha, rumba og son, den cubanske version af salsa. Denne dag skal vi selv afprøve nogle af trinene og får en times undervisning af uddannede danseinstruktører.
Efter frokost kører vi til forfatteren Ernest Hemingways charmerende landsted, La Vigia, hvor han boede i en årrække. Huset er skænket til den cubanske stat og står nogenlunde, som Hemingway forlod det. Regeringen ønsker at bevare huset bedst muligt, så det er desværre ikke muligt at komme indenfor. Derfor nøjes vi med at kigge ind ad vinduerne.
Man forstår, hvorfor Hemingway elskede stedet, der ligger i idylliske omgivelser med tropiske blomster og skyggefulde træer. De mange hvidmalede havestole og den smukke, men forladte swimmingpool vidner om et liv med selskabelighed og livsnyderi fra en svunden tid. Og overraskende nok for en macho-forfatter som Hemingway havde han en ubetvivlelig sans for indretning.
Vi kører tilbage til Havanna. Om aftenen har du mulighed for at se et af Havannas fantastiske danseshows, Cabaret Tropicana eller Cabaret Parisien (indgår ikke i rejsens pris, billetter købes på stedet).
Dagen står i naturens tegn. Vi kører vestover mod Viñales, og efter nogen tid omgives vi af et frodigt landskab, hvor de karakteristiske tobaksmarker med rød jord dominerer. Mange steder ser vi små, primitive tobakstørrehuse, hvor bladene hænger til tørre i tre måneder, inden de sendes til fabrikken. Vi besøger en af de lokale tobaksfarme, hvor vi får en rundvisning, inden vi når Viñales by. Ved frokosttid tager vi hen til Den Præhistoriske Mur, som er et stort klippemaleri, der symboliserer den biologiske udvikling i området. Her findes også en hyggelig udendørs restaurant, hvor man tilbereder svinekød efter traditionel cubansk opskrift, og her spiser vi frokost.
Viñales-dalen er omkranset af imponerende klippeformationer, som er flere millioner år gamle. Mange af klipperne huser huler, hvor Cubas oprindelige befolkning gemte sig for spanierne, da de kom for at kolonisere Cuba. Vi besøger en af disse huler, som også har en lille undersøisk flod, vi skal sejle på.
Herefter kører vi retur til Havanna, hvor vi er tilbage først på aftenen.
Efter morgenmaden forlader vi Havanna og begiver os østpå mod Cienfuegos, hvor vi skal på byrundtur. Byen med cirka 150.000 indbyggere regnes for én af landets smukkeste med sin markante arkitektoniske stil og placering ved en stor bugt ud til Det Caribiske Hav. Det er endvidere en af Cubas vigtigste havnebyer og har igennem mange år tjent mange penge på produktion af kunstgødning, mel, olieraffinering og fiskeri samt handel med sukker, frugt og tobak. Cienfuegos er derfor en af landets mest velhavende byer. Vores byrundtur tager os forbi den gamle bydel, som er på UNESCO's liste over verdens kulturarv, og det smukke Tomas Terry-teater fra 1895 med dets elegante balkoner og loftmalerier.
Herefter kører vi langs kysten til Trinidad, en af Cubas største byer. Byens traditionelle arkitektur fra kolonitiden regnes blandt den absolut mest velbevarede, ikke kun i Cuba, men i hele Latinamerika. Husenes røde teglstenstage står i fin kontrast til de blomsterrige, grønne gårdhaver. Bag de tilskoddede vinduer gemmer der sig fine møbler af kurveflet og mahogni, sirlig vægornamentering og gamle malerier. Søjler udhugget i sten, filigran-porcelæn, udskårne trædøre og støbejernsporte. Denne overdådighed gør nærmest byen til et levende museum.
Trinidad og omegn byder på spændende historie og seværdigheder. Vi starter dagen på den tidligere sukkerplantage Hacienda Manaca Iznaga, som Pedro Iznaga grundlagde i 1750. Slavehandel gjorde ham til en af landets rigeste mænd. Ved siden af hovedbygningen ligger et 44 meter højt tårn, hvorfra man holdt øje med, at slaverne ikke løb bort, når de arbejdede med at skære sukkerrør ude på dalens vidtstrakte marker. Ifølge legenden var Pedro Iznaga så rig, at han overvejede at belægge gulvene i sit palads med mønter i stedet for fliser, men de spanske myndigheder ville kun tillade det, hvis mønterne blev stillet på siden, da man jo ellers ville træde på kongens ansigt og landets våbenskjold.
I 1800-tallet blev der bygget mere end 50 sukkermøller i dalen omkring Trinidad, hvilket gjorde byen til en af Cubas rigeste. Resterne af møllerne findes stadig i den frodige dal, der ligger omgivet af grønne bjerge. Trinidad og Valle de los Ingenios, Sukkermølledalen, er begge erklæret for verdenskulturarv af UNESCO.
Vi tager en byvandring i Trinidad, der ser ud, som da spanieren Diego Velázquez grundlagde den i 1514, selv om nogle bygninger selvfølgelig er lidt ramponerede. Men arkitekturen er betagende. De store herskabsboliger og godser, som sukkerbaronerne byggede under sukkerboomet i 1800-tallet, er fine eksempler på den spanske barokstil, som man også finder andre steder i Latinamerika. Mange af boligerne er nu omdannet til museer eller gallerier. De besynderligt formede, brolagte gader hælder mod midten for at dræne regnvandet. Vi besøger det romantiske museum, der huser en samling af møbler, porcelæn og brugskunst fra Trinidads blomstringstid samlet fra forskellige huse i området.
Vi spiser frokost på hotellet, og herefter er eftermiddagen til fri disposition. Du kan udforske byen yderligere eller slappe af ved stranden på hotellet.
Melía Peninsula Varadero 5*
Meliá Habana
Dette 5-stjernede hotel ligger i Havanna-bydelen Miramar ud til kysten. Hotellet har 3 pools, der er omgivet af en frodig have. Her er flere restauranter og barer – bl.a. en cigarbar – samt 2 tennisbaner, fitnesscenter og wellnessafdeling. Værelserne er udstyret med balkon, aircondition, telefon, sikkerhedsboks, betalingsminibar, kaffemaskine, strygejern og -bræt og trådløst internet. Badeværelset har badekar, toiletsager og hårtørrer. Hotellet tilbyder gratis transport et antal gange om dagen til og fra centrum af Havanna, der ligger cirka 5 km væk.
Læs mere om hotellet på www.melia.com/en/hotels/cuba/havana/melia-habana
Prisinformation
- Prisen inkluderer
-
- Dansk rejseleder
- Fly København – Havanna t/r
- Udflugter jf. program
- Indkvartering på hoteller i delt dobbeltværelse
- All inclusive på hotellerne i Trinidad og Varadero, inkl. drikkevarer (ikke-importeret alkohol)
- Alle øvrige måltider
- Europæiske skatter og afgifter
- Prisen inkluderer ikke
-
- Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
- Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
- Afrejseskat fra Cuba (p.t. 25 CUC, som betales ved hjemrejsen)
- Eventuelle ekstra arrangementer
- Tillæg for enkeltværelse
- Øvrige drikkevarer
- Visum til Cuba kr. 200,-
- Drikkepenge til chauffør og lokalguide (beregn cirka 30 euro i alt)
- Udflugt til Cabaret Parisien (ca. 35 CUC) eller Tropicanashow (ca. 85 CUC inkl. velkomstdrink) i Havanna
- Ekspeditionsgebyr kr. 130,- pr. faktura
- Alt ikke nævnt under ”Prisen inkluderer”
- Tillæg for enkeltværelse
- kr. 1.998,-
Praktiske oplysninger
Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.
Oplysninger om rejsen
Hotel i Trinidad
Bemærk venligst, at hotelstandarden i Trinidad er væsentligt lavere end på de øvrige hoteller på rundrejsen. Der findes ikke mange hoteller i Trinidad, og vi har valgt det bedste ud af de muligheder, der findes.
Valuta og kreditkort
Vi anbefaler, at du medbringer euro og undlader at medbringe amerikanske dollars, som veksles mod et meget højt gebyr. Det kan være vanskeligt at bruge kreditkort, så dette skal kun medbringes som nødløsning. Bemærk, at det primært er VISA, som kan anvendes, og at MasterCard kun kan bruges meget få steder. Amerikansk udstedte kreditkort kan ikke anvendes i Cuba.
Afrejseskat fra Cuba
Ved afrejse fra Cuba skal du betale 25 CUC (pesos convertibles) – svarende til ca. 25 euro – i lufthavnen. Hav kontanter klar til dette formål.
Mere om Cuba
Her kan du få mere at vide om Cuba:
www.albatros-travel.dk/destinationer/caribien/cuba
Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.
Generelle forhold
Rejsens krav til fysisk formåen
Rejseforsikring
Gouda Rejseforsikring
Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.
Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.
Albatros Travels rejseledere og guider
På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.
På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.
På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.
Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.
Drikkepenge
Tillæg for enkeltværelse og -kahyt
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.
Pas
Rejser med mindreårige
Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.
USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.
Placering i flyet
Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.
Placering i bussen
På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.
På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.
Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.
Forplejning om bord på flyet
På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.
Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.
Specialkost
På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.
Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.
Forbehold/ændringer
Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.
Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.
Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.
Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.