Safari og rangertræning på Ranger Camp i Sydafrika

Lær om den afrikanske natur og dyrenes adfærd af erfarne rangere midt ude i bushen på Albatros’ egen Ranger Camp

Her får du en enestående mulighed for at opleve naturen og dyrelivet i omgivelser, som normalt er forbeholdt rangere (safari-naturguider). Turen er for dig, der er særligt interesseret i flora og fauna, og her bliver tid til fordybelse, uanset om du er nybegynder eller erfaren naturelsker.

Vi udforsker savannen i firehjulstrækkere og til fods og kommer meget tættere på det hele end på en sædvanlig safaritur. I de daglige lektioner lærer vi om dyrenes adfærd, om at genkende insekter og fugle, og om de fascinerende levende organismer i det afrikanske økosystem. Erfarne rangere er vores undervisere, og de deler også ud af deres viden om geologi, astronomi og klima.

I løbet af de to uger får du en smagsprøve på, hvordan rangernes spændende hverdag ser ud, og du får fyldt godt op i din egen samling af mindeværdige oplevelser.

Vi bor midt i bushen på Albatros’ egen Ranger Camp, en lille, eksklusiv lodge med både pool og restaurant midt inde i Entabeni Vildtreservat, hvor vi blot skal stikke hovedet ud ad døren for at være på safari. Det hele foregår i en international gruppe med engelsktalende rangere som undervisere.

 

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Grupperejse, Safari

  • Rejseleder Lokale guider og rangere (engelsktalende)

  • Visum Nej

  • Vaccination Ja

  • Valuta Sydafrikanske rand

Dagsprogram
Dag 1 Fly København – Johannesburg, Sydafrika
Dag 2 Ankomst Johannesburg – Pretoria (byrundtur) – Ranger Camp
Dag 3 Safari og introduktion til rangertræning
Dag 4–14 Safarioplevelser og rangertræning på Ranger Camp i Entabeni
Dag 15 Ranger Camp – Johannesburg. Fly til København
Dag 16 Ankomst til København

Hoteller

Honeyguide Ranger Camp

Honeyguide Ranger Camp er beliggende i det privatejede Entabeni Vildtreservat, som er en del af det UNESCO-anerkendte Waterberg biosfære-reservat. Ranger Camp ejes af Albatros og består af 13 nyrenoverede værelser opført i kanvas på et trædæk, som er hævet over jorden, hvor man bor komfortabelt med badeværelse og bruser under åben himmel. Møbleringen er helt klassisk med dobbeltseng eller to enkeltsenge (to af teltene er suiter/familieværelser), stol og skrivebord, skab og safaristole på terrassen. Vi har bestræbt os på at skabe den rigtige komfortable safariatmosfære tæt på vildtlivet uden unødvendig luksus – om end vi har sørget for en dejlig pool.

Navnet, Ranger Camp, hentyder til stedets historie som træningsskole for rangers. Når de skulle i praktik i et Big Five-safariområde, boede de lidt afsides i forhold til safarigæster, og derfor forekommer dette område særlig vildtrigt med en stor del af savannens vildt i og omkring campen, der ikke er indhegnet.

Efter solnedgang kommer en flok impalaer ofte for at tilbringe natten i campen for at være lidt i fred for løverne, der – for det meste – holder sig lidt væk fra lyset og uroen. Men løverne kan som alle reservatets andre dyr også finde på at gå en tur gennem campen. Løvebrølene ganske tæt på lejren kan virke lidt skrækindjagende, men bare rolig – der opholder sig hele tiden rangere i lejren.

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejselufthavn Bemærk
19.498,–
København
19.498,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Fly København – Johannesburg, Sydafrika

Vi flyver fra København og ankommer til Johannesburg dag (dag 2). Der serveres aftensmad og morgenmad på flyet.

 

Dag 2
Ankomst Johannesburg – Pretoria (byrundtur) – Ranger Camp
Velkommen til Entabeni

Efter ankomsten kører vi til Pretoria, Sydafrikas hovedstad. I Pretoria skal vi på en lille byrundtur i den travle sydafrikanske storby. Vi gør blandt andet holdt ved den flotte Union Building – Sydafrikas regeringssæde – hvorfra der er en storslået udsigt over hele byen.Efter frokost (ikke inkluderet) har vi cirka tre timers kørsel foran os gennem det vidtstrakte sydafrikanske landskab.

Vi bevæger os nordpå, og undervejs passerer vi enorme hvede-, majs-, solsikke- og jordnøddemarker samt mindre byer, der mest af alt minder om det vilde vesten. Efterhånden som vi kommer længere mod nord, rejser den smukke og rødligt glødende Waterberg-bjergkæde sig langsomt i synsfeltet. Her ligger Entabeni Vildtreservat, hvortil vi ankommer sidst på eftermiddagen. 

Vores dejlige camp, der meget rammende hedder Ranger Camp, ligger ved foden af bjergene i et såkaldt sandveld med tæt bush, savanne og vådområder. Bortset fra kokke, tjenere og rangere har vi stort set campen for os selv – ja, hvis vi altså ser bort fra løveflokke, giraffer, flodheste og andet storvildt, der til tider vader lige gennem området. Det sker især om natten, og man skal derfor vænne sig til altid at blive fulgt til køjs af en bevæbnet ranger. Lige så farligt det lyder, er det nu engang en del af at være på ægte safarieventyr. Og bare rolig, rangerne overvåger området døgnet rundt.

Waterberg er også fællesbetegnelsen for et stort område, der omfatter Sand River-bjergene, Hoekberg, Swaershoek og Mopel-bjergkæden og er et af klodens ældste bjergområder med storslået og dramatisk natur. De sydlige skråninger er præget af stejle, nøgne fjeldsider og yderst særegne klippeformationer, mens de nordlige skråninger gradvist falder mod busklandet og de åbne savannesletter. Entabeni betyder slet og ret ”stedet med bjerget”, og når man først har set Entabeni-bjerget – den imponerende monolit, der hæver sig over området – forstår man så udmærket navnet. Du kan finde flere oplysninger om reservatet under praktiske oplysninger.

Efter ankomst til campen er der tid til at slappe af med en drink. Du vil blive introduceret for de rangere, som står for træningen de kommende dage, og møder også dine medelever.

Dag 3
Safari og introduktion til rangertræning
Måske møder vi hende her allerede på første safari

Denne første af mange tidlige morgener begynder med en kop kaffe eller te og et par kiks. Herefter går vi i gang med at udforske de omgivelser, som udgør vores hjem de kommende 12 dage. På denne tur kommer vi på mange safarier, og der er mange flere aktiviteter end på en sædvanlig safarirejse.

En såkaldt morgensafari begynder i reglen tidligt på dagen måske ved solopgang. Der er ikke meget, der kan måle sig med de stærkt krydrede morgendufte og den helt specielle glød over savannen om morgenen. Der er køligt, og alt ånder fred og ro, nu hvor nattens jagt og generelle furore er overstået. Vi møder vildtet ved vandhullerne, hvor dyrene stiller deres tørst.

Erfaringsmæssigt vil vi, allerede inden denne safari er slut, have set et udvalg af Afrikas berømte og kendte vildt som eksempelvis løve, næsehorn, gnu, kudu, vortesvin, giraf, elefant og impala. Der er ingen garanti for, hvad vi ser, hvornår eller hvor. Netop uvisheden er en del af naturens charme, som gør en safari til en anderledes og spændende oplevelse. Når vi vender tilbage til vores lodge, venter der os en velfortjent morgenbuffet.

En eftermiddagssafari begynder sidst på dagen, når solen begynder at stå lavt, og de varme farver har overtaget landskabet. Undervejs gøres holdt, så vi kan nyde solnedgangen og skylle den smukke oplevelse ned med en kølig drink, inden billygterne tændes til nattekørsel. Det er lidt af en sansemæssig åbenbaring, når den sydlige halvkugle pludselig blænder op for sin stjernevrimmel, nattens tusinder af fremmedartede lyde fylder ørerne, og duften af Afrikas røde jord og savannens stærkt krydrede lugte fylder næseborene.

Safari om aftenen og natten er helt anderledes end om morgenen. Det føles, som om man er i en anden verden. Når spotlysets hvide kegler fejer hen over buskadset, lyser hundredvis af store og små øjne – det hele forekommer pludselig meget tættere på. Et eller andet pusler og rasler i nærheden af os; er det en flok gumlende gnuer, eller har de sultne løvinder indledt nattens jagt?

Safarikøretøjerne er åbne terrængående køretøjer, og det føles ærefrygtindgydende, når man opholder sig få meter fra en gigantisk elefant, for slet ikke at tale om løve eller næsehorn, uden et sikkert hegn imellem. Men rovdyrene opfatter ikke en bil med passagerer som mad – heldigvis da!

Det kan i øvrigt være en kold fornøjelse at køre safari, når mørket falder på eller i de tidlige morgentimer. Der er tæpper i de åbne safarikøretøjer, men vi anbefaler, at du medbringer en hue og en kraftig vindtæt vinterjakke eller en fleece.

Dag 4–14
Safarioplevelser og rangertræning på Ranger Camp i Entabeni
Vi er ude i naturen både tidligt og sent

Nu tager vi for alvor fat på rejsens spændende blanding af eventyrlige safarioplevelser og små kurser i naturguidning. Hver dag arrangerer vi lektioner, hvor vi gennemgår et tema, besvarer spørgsmål og ser dyrelivet udspille sig lige foran os.

Vi varierer safarioplevelserne fra dag til dag, og mulighederne er righoldige i Entabeni. Vi skal prøve tidlig morgensafari og eftermiddagssafari i firehjulstrækkere, samt vandresafari – hvor vi følger dyrenes spor i bushen. Vi skifter mellem safari for foden af Entabeni-bjergmassivet i det våde lavland, og safari i højlandet, hvor naturen og vildet er anderledes. Vi skal også spise en god middag midt i det hele med blandt andet gnuer, kuduer og de allestedsnærværende impalaer som tilskuere.

Vores rejsegruppe vil blive delt op i mindre grupper under safarier, så vi ikke er for mange og derved kommer til at forstyrre vildtet unødigt. Bemærk også, at rækkefølgen af de planlagte udflugter kan ændre sig, afhængigt af vildtet og vejret – endnu en charme ved ægte safari.

På kursets første dag gennemgår vi de grundlæggende regler for god guidning og de etiske regler, der ligger til grund for dette. Vi lærer bl.a., hvordan man skaber en god naturoplevelse ved at være opmærksom på sine gæsters interesser, overveje de faktorer, der påvirker gæsternes komfort, og ved at nærme sig dyrene på en hensynsfuld måde. 

Vi skal også lære om savannens dyreliv. Vi begynder med lidt økologi –  fødekæder, konkurrence i naturen og symbiotiske forhold, som lav er et godt eksempel på. Lav findes i et væld af former og farver på de store smukke klippeformationer i Entabeni og vidner om de helt særlige og usædvanlige sammenspil, naturen gemmer på. Lav er nemlig ikke blot en svamp, men et symbiotisk forhold, hvor en alge lever inden i svampen. 

Insekter er ikke bare små kedelige dyr, men en stor del af økologien på savannen. Vi lærer, hvorfor insekter, som fx skarebæer, er en vigtig del af dyrelivet i Afrika, og hvordan man genkender nogle af de mest almindelige insekter. Vi lærer også om nogle af de potentielt giftige edderkopper, man kan møde i bushen, og hvordan man hurtigt ser på en skorpion, om den er farlig. Men det er ikke kun edderkopper og skorpioner, som kan være giftige, og derfor får vi også mulighed for at lære at skelne mellem de mest almindelige slanger. Vi får en introduktion til de tre forskellige slangegifte og deres symptomer.

Hvilke dyr er drøvtyggere, og hvordan fungerer deres fordøjelsessystem? Når vi lærer om pattedyrene, skal vi ikke bare skelne mellem hanner og hunner, men vi bliver klogere på alle aspekter af deres liv, som fødesøgningsritualer, sociale vaner og foretrukne habitater. Vi kommer helt tæt på dyrene og deres levevis. Det fantastiske ved at studere alle disse spændende dyr og sammenhænge netop i Entabeni er, at vi kan se det hele lige foran ”klasseværelset”, for når vi lærer om dyrenes adfærd foregår det få meter fra dyrene i en åben safaribil.

Undervejs får vi hele tiden interessante facts om dyrene – netop de gode historier, som er med til at gøre en guidet safari til en ekstraordinær oplevelse. Vi får også en kort introduktion til bilerne samt et mindre kørekursus og får selv mulighed for at afprøve, hvordan man nærmer sig dyrene uden at forstyrre deres adfærd. Under hele træningsforløbet er der fokus på sikkerhed, og underviserne vil også informere om riffelsikkerhed.

Frøer og tudser lægger man sjældent mærke til fra de store safaribiler, men om aftenen, når vi sidder og kigger ud på den stjernebesatte afrikanske nattehimmel, kan man høre tusindevis af dem kalde. Vi lærer, hvordan man skelner mellem arterne på deres individuelle kald.

Når mørket falder på, er det også tid til at blive klogere på astronomi, som foruden at være en smuk hobby er et ganske vigtigt redskab, når man befinder sig langt ude i bushen. Ved hjælp af de smukke stjernebilleder lærer vi, hvordan man orienterer sig i mørket. Undervejs får vi undervisning i forskellige overlevelsesstrategier i bushen og afprøver nogle af vores færdigheder, når vi overnatter under den åbne himmel midt ude i reservatet blandt ”The Big Five”. 

Entabeni ligger i Waterbergområdet, som er kendt for sine kæmpestore rødlige klippeformationer, der danner en smuk højderyg i området. Hvordan disse er skabt, lærer vi om, når vi har lektion i geologi. Her undervises vi også i områdets forskellige stentyper og mineraler, og deres betydning for dyre- og plantelivet. Det er også vigtigt for en guide at kende lidt til floraen i området, så vi får mulighed for at lære at genkende de mest almindelige træer, og hvordan man bruger en identifikationsnøgle til artsbestemme de lidt sværere træer.

Sideløbende med lektionerne vil vi få undervisning i sporing af savannes dyreliv. Et spor er ikke bare et fodspor, men også pels, pikke, kradsemærker og afføring er med til at afsløre dyrenes bevægelser. Sporing siges at være ligesom at læse morgens avis – man kan se, hvad der er foregået aftenen forinden. Men man skal kunne læse mellem linjerne, for en god fantasi er altfgørende for at kunne rekonstruere dyrets faktiske gøremål i sporøjeblikket. Et spor er nemlig sjældent klart og let at læse, og ofte er det nødvendigt at følge sporet for at få flere detaljer og en mere præcis vurdering. De sydafrikanske guider er eksperter i at spore dyrene på denne måde. Vi får indsigt i deres viden og muligheden for at udlede sporenes hemmeligheder; et spor afslører ikke bare dyret, men også dets retningen og hastighed, tidspunktet og ofte kønnet – det er helt utroligt!

Udover ranger-trænings-programmet på campen, vil der være adskillige udflugter – og nogle overraskelser. Her kan du se nogle eksempler.

Pedi-landsby og vildtprojekt
En af  dagne  kører vi lidt uden for vildtreservatet. Her bliver vi introduceret til en af de oprindelige kulturer i området, nemlig pedi-folket, som er en af de ni kulturer, der oprindeligt har beboet Sydafrika. Vi besøger en kulturlandsby, der altså ikke er beboet, men konstrueret for at vise opbygningen af landsbyen og samfundsstrukturen blandt pedi'erne. Selvom Sydafrika i dag er et særdeles moderne land, holdes mange af de oprindelige kulturtraditioner i live, og netop i denne pedi-landsby kan vi opleve flere af dansetraditionerne og få indblik i, hvordan de forskellige stammer/etniske grupper levede. Vi får også chancen for at smage på lidt traditionelle afrikanske specialiteter.

Senere kører vi til et vildtprojekt, der arbejder med skadede og forældreløse rovdyr. Her fodres og passes løver, leoparder og geparder, indtil de igen kan klare sig i naturen, hvorefter de sættes ud igen.

Herefter fortsætter vi til en avlsstation for bøfler. Den form for vildtproduktion, vi her vil opleve, bliver mere og mere populær i Sydafrika, da der er flere penge i det end traditionelt landbrug, hvor konkurrencen fra Mozambique er stor.

Doormdraai Dam-naturreservatet
Vi tager os tid til at slappe af og have det sjovt. En af dagene kører vi til Doormdraai Dam-naturreservatet, som ligger i nærheden. Her kan vi svømme, fiske og naturligvis spise mad fra en braai – den særlige sydafrikanske version af grill.

Vandring i Yellow Wood-slugten
Vi skal også ud og strække benene, og en af dagene tager vi på en heldagsvandring i Yellow Wood-slugten, der skærer sig gennem Entabenis bjergmassiv. Slugten byder på vandfald og træklædte skråninger, hvor hele bavianfamilier ofte ses på halsbrækkende bjergbestigningsekspeditioner. Også områdets elefanter og zebraer synes at være født med reb og klatrestøvler – i hvert fald er det ikke usædvanligt også at se dem på de stejle skråninger. Oven over det hele kan man være heldig at se en af områdets majestætiske ørne i kredsflugt. 

På vandringen bevæger vi os fra 900 til 1500 meter over havet og kører gennem en vildtsluse. Undervejs nyder vi vores medbragte frokost og bader ved et af vandfaldene – alt efter vejret. Ikke mange gæster får lov at opleve denne vandring, hvor man i den grad kommer tæt på naturen.

Overnatning under åben himmel
En helt særlig og sjælden oplevelse venter, når vi en aften kører ud i området og overnatter i det fri med den åbne nattehimmel over os, og bålets flammer ved vores side. Overnatningen er naturligvis afhængig af, at vejret er os venligt stemt.

Golf
Er du golfentusiast, skal du forsøge at få tid til et par timer på den verdensberømte golfbane Legend Golf & Safari Resort, som ligger lige uden for Entabeni vildtreservat. http://legendlodges.co.za/properties/legend-golf-safari-resort/

Dag 15
Ranger Camp – Johannesburg. Fly til København
Farvel til Entabeni

I dag bliver der mulighed for at sove lidt længere end på de tidlige morgensafari-dage, og måske er det tiltrængt efter den festlige afskedsmiddag i går aftes.

Det er tid til at forlade rangertilværelsen og begive os ud i civilisationen igen. Vi tager afsked med Ranger Camp og vores undervisere – men alle de færdigheder, vi har lært, og ikke mindst de gode historier tager vi med hjem.

Joburg, som den kaldes i daglig tale, er Sydafrikas største by med over seks millioner indbyggere. Den minder om en amerikansk storby med en kerne af skyskrabere i et moderne forretningskvarter, der langsomt flader ud i små, lave forstadskvarterer. Joburg er centrum for verdens diamant- og guldhandel. Her er hektisk og støjende, og som helhed er det ikke et charmerende sted, hvor man vil bruge megen tid. 

Undervejs på vores rute mod Johannesburg stopper vi ved et indkøbscenter, hvor vi kan bruge nogle timer og med fordel spendere billige sydafrikanske rand. Først på aftenen kører vi til lufthavnen i Johannesburg, hvor flyet hjemad venter.

Dag 16
Ankomst til København

Mød din ranger

Her kan du læse mere om de rangere, der står for undervisningen på rejsen.

JP Meyer
JP begyndte som ranger i et lille vildtreservat i 1995, hvor han store kærlighed til naturen og bushen blev vækket. Efter flere år som naturguide flyttede han til Pilanesberg og havde her fornøjelsen af at stå for luftballonture over den smukke natur i området.

JP er meget interesseret i dyrenes adfærd og kan nemt tilbringe flere timer med at iagttage store og små dyr. Astronomi er en anden af hans stærke sider, og han holder meget af at dele sin viden og erfaring både med hensyn til dyr og nattehimlens stjernebilleder.

Han har undervist på Entabeni Nature Guide Training School sammen med den kendte ranger og forfatter Lee Gutteridge, og efter skolen lukkede har han været safarimanager i Entabeni Vildtreservat, hvor en af opgaverne var at sikre, at alle 32 rangere blev trænet og forbedrede deres guidning.

JP er certificeret på højeste niveau fra The Field Guides Association of South Africa (FGASA) og har udvidede sporfinder-kompetencer. Han er også trænet i at undervise almindelige folk i at overleve i naturen.

Daniel Kehmna
Daniel er 25 år og fra Connecticut, USA, hvor han har taget en uddannelse i Wildlife Management.  Efter sin universitetsuddannelse har Daniel gået seks måneder på Entabeni Nature Guide Training School.  Fra sit værelse på rangerskolen (det nuværende telt 14 i Ranger Camp), har han overværet en gepard jage og dræbe en impala.

Daniel har været i praktik hos nogle af branchens bedste naturguider på Ulusaba i Sabi Sands, og har siden 2012 været naturguide i Entabeni Vildtreservat. Fra januar 2015 er han tilknyttet Ranger Camp.

Nogle af hans største oplevelser i naturen er en territorial kamp mellem en flok unge hanløver og den regerende gamle hanløve, og at overvære udklækningen af tusindvis af afrikanske oksefrøer.

Skal han vælge et yndlingsdyr, er det den vilde afrikanske hund på grund af dens sublime jagtteknik – eller pingviner, som kan være noget svære at finde i bushen nær Ranger Camp…

Daniel er meget fugleinteresseret og nyder de stille stunder i bushen lige så meget som spændingen ved de mere prestigefyldte dyreoplevelser

Daniel

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 19.498,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
kr. 5.998,-
Prisen inkluderer
  • Lokale guider og rangere. Bemærk venligst, at al undervisning foregår på engelsk
  • Fly København - Johannesburg t/r med mellemlanding
  • Safarier og udflugter jf. program
  • Indkvartering på Ranger Camp i delt dobbeltværelse
  • Alle entréer og parkafgifter
  • Alle måltider, bortset fra frokost på dag 2 og 15
  • Alle skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 %
  • Gouda Årsrejseforsikring og Seniorrejseforsikring
  • Eventuelle ekstraarrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Drikkevarer (dog er der juice, kaffe, te m.m. til morgenmad)
  • Drikkepenge (beregn ca. 600 kr. pr. person)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,-
  • Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer“

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er en god idé at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Waterberg Vildtreservat

Entabeni er det største og mest mangfoldige af de private reservater, der udgør det store Waterberg Vildtreservat i Sydafrikas nordlige Limpopo-provins tæt ved Botswana og vest for Kruger Nationalpark. De tidlige nybyggere døbte området Waterberg (”vand-bjerg”) på grund af de talrige søer, sumpe, vandfald og floder, der karakteriserer dette vildnis i kontrast til det omgivende tørre savanneland.

I højsommeren (december-februar), når de mørke tordenskyer samler sig om højsletten og giver en kraftig, kort eftermiddagsskylle, fyldes de mange små og store strømme og får de røde sandstensklitter til at glimte i solen, inden det meste af vandet ender i Limpopo-floden.

I 2001 fik det 15.000 kvadratkilometer store Waterberg Biosfære-reservat international status som en del af UNESCO’s globale biosfærenetværk. Landskabet er typisk savanne med en vandrig højslette i centrum, hvilket giver mange forskellige biotoper og dermed også en enestående artsrigdom.

Malaria

Entabeni-området ligger uden for malariazonen, og der er derfor ingen grund til at indtage malariamedicin på denne rejse.

For de raske og rørige

Dette er bestemt ikke en strabadserende tur, men vi forventer, at deltagerne er aktive mennesker, der kan lide at komme ud i naturen.

Klima

Den sydafrikanske vinter ligger modsat vores i månederne juni til august, hvor der ofte er kolde nætter. Dette kan også være tilfældet i maj og september, hvorimod perioden oktober til marts som regel er forholdsvis varm, også i nattetimerne, uden det dog på nogen måde er trykkende.

En typisk vinterdag kan sammenlignes med en god dansk forårsdag med sol og temperaturer, der kan snige sig over 20 grader, men nætterne bringer ofte frost med sig på udsatte steder.

Resten af året vil der fortrinsvist være ganske lunt, og nordpå kan temperaturen sagtens snige sig over de 30 grader. Byger forekommer året rundt med flest nordpå i de varme måneder og flest sydpå i de kolde måneder. Generelt er vejret i Sydafrika mildt og behageligt året rundt. Ekstreme vejrforhold er sjældne, men forekommer dog (især i de senere år).

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Tilslutning med indenrigsfly

Hvis du ønsker tilslutning med indenrigsfly i Danmark, skal du oplyse det ved bestilling af rejsen. Der tages dog forbehold for udsolgte afgange, og indenrigstilslutningen kan derfor ikke garanteres.

Børn under 18 år

De sydafrikanske myndigheder kræver, at du som rejsende med børn under 18 år til/fra Sydafrika medbringer barnets originale fødsels-/dåbsattest. Attesten skal være oversat til engelsk og kan indhentes på det sognekontor, som i sin tid udstedte barnets dåbs- eller navneattest. Attesten skal også være påført en Apostille (officielt godkendelsesstempel) hos Udenrigsministeriets Borgerservice.

Vær opmærksom på, at udarbejdelse og godkendelse af sådanne attester kan tage op til flere uger, hvorfor vi opfordrer dig til at kontakte dit sognekontor snarest muligt efter din bestilling af rejsen.

Formålet med dette dokumentationskrav er at bekæmpe menneskehandel, hvor børn er involveret. 

Bemærk, at kravet om at medbringe barnets fødsels-/dåbsattest gælder ved såvel ind- som udrejse samt ved transit i Sydafrika. Undlader du at medbringe barnets fødsels-/dåbsattest, nægtes du indrejse til Sydafrika, ligesom du vil blive afvist ved check-in.

Vær også opmærksom på, at hvis du rejser alene som forælder med dine børn kræves yderligere dokumentation. Hvis du rejser med børn, som ikke er dine biologiske børn, skal I medbringe særlig dokumentation – som ligeledes skal være på engelsk og påført en Apostille. Kontakt Borgerservice for mere information om disse krav.

Nysgerrig efter flere safarier?

Se alle vores safarier her: safarirejser

Eller læs vores artikler om at være I lære som ranger og 7 ting du (måske) ikke vidste om elefanter

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere

De fleste af Albatros Travels rejser er ledet af en dansk rejseleder, som enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, hvor gruppen møder sin rejseleder. Alle vores rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Enkelte af vores rejser er uden rejseleder; det vil altid tydeligt fremgå af programmet, hvorvidt rejsen er ledet af en rejseleder eller ej.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.

Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager fra rejseledere og kunder efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Rated 5 out of 5 by from Indholdsrig rejse For mig var dette noget nært den perfekte safari rejse. Der er meget mere tid til at betragte dyrene og sætte sig ind i deres adfærd end på en normal rejse. Kombineret med undervisningen giver dette en meget indholdsrig rejse. Bemærk at undervisningen sker på engelsk. Det kan kun anbefales at tage på denne rejse, hvis man har et rimeligt funktionelt engelsk. Der er enkelte safari vandringer i turen (i vores tilfælde 4 i alt - men det vil nok variere fra tur til tur). De er ikke strabadserende, men man for at deltage i dem, hvilket stærkt kan anbefales, skal man kunne gå en en times tid eller to i terræn (det foregår ikke i højt tempo og der er mange stop for at diskutere hvad der ses). Indkvarteringen er af god kvalitet, alle ansatte på lodgen er venlige og hjælpsomme. JP, der stod for undervisningen og størsteparten af safari kørslerne, er utroligt vidende og løftede ved sit dedikation, humør og hele sin væremåde rejsen til en stor oplevelse.
Date published: 2016-04-19
Rated 5 out of 5 by from En fantastisk rejse Spændende, oplevelsesrig rejse. Fine hytter. God mad. Rangerne var suveræne.
Date published: 2016-09-20
  • 2016-09-27T06:04CST
  • bvseo_cps, prod_bvrr, vn_cps_3.4.0
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_0, tr_2
  • loc_da_DK, sid_ZARTR19, PRD, sort_relevancy
  • clientName_albatros-travel

Anmeldelse af rejsen

Her kan du se anmeldelser fra andre gæster, som har været på turen. Vi håber, du kan bruge deres ærlige meninger, gode tips, ris og ros til at få en idé om, hvad der venter på rejsen – så du kan vælge den helt rigtige tur for dig. Anmeldelserne samles ind af et eksternt firma, som er din garanti for anmeldernes validitet. Læs mere her

Bemærk venligst, at flyselskab, flyrute, hoteller, rejseleder og/eller rejsens rute kan variere fra afgang til afgang, og dermed kan en anmeldt rejse være lidt anderledes end de rejser, som aktuelt er til salg.

Forlæng rejsen

Storbyferie i Cape Town

Type Rejseforlængelse
Varighed 4 dage
Pris 2.998,–
4 dages kultur, shopping, gastronomi og smuk natur i Cape Town

Smuk, kulturel og fuld af liv. Så enkelt kan Cape Town beskrives. Med Atlanterhavet som nabo, det 1000 meter høje Taffelbjerg midt i det hele og den naturskønne Kaphalvø i baghaven kan Cape Town slå de fleste storbyer i en skønhedskonkurrence. Læg dertil masser af historiske seværdigheder, fortræffelig shopping, lækker mad, gode vine og pragtfulde strande.

Billeder
Klik på billederne for at se dem større
Hotel

Du kan vælge mellem tre hoteller:

Inn on the Square
Fint hotel beliggende på den historiske Greenmarket-plads. Værelserne har alle de nødvendige faciliteter, gratis trådløst internet, samt kaffe- og tefaciliteter, aircondition og satellit-tv.

Hotellet har en opvarmet swimmingpool på taget med en fantastisk panoramaudsigt over Taffelbjerget.

Læs mere på http://aha.co.za/innonthesquare/

Pris 
2.998,- pr. person i delt dobeltværelse på Inn on the square

Tillæg for enkeltværelse
1.498,-

Radisson Blu Le Vendome Hotel
Kvalitetshotel beliggende i Sea Point og kun et par minutter i taxa fra Victoria & Albert Waterfront. Hotellet har naturligvis har de faciliteter, man kan forvente af et Radisson-hotel inkl. restaurant, bar og udendørs pool.

Læs mere på www.radissonblu.com/hotel-levendome-capetown 

Tillæg for opgradering af hotel
1.500,- pr. person i delt dobbeltværelse på Radisson Blu Le Vendome

Tillæg for enkeltværelse
4.000,-

Winchester Mansions
Lækkert 4-stjernet hotel beliggende på promenaden Sea Point. Hotellet emmer af elegance og ligger lige ud til Atlanterhavskysten kun få minutters gang fra den berømte Victoria & Alfred Waterfront. Hotellets restaurant, Harveys, giver dine smagsløg en oplevelse i det sydafrikanske køkken, musklerne kan du få rørt i den udendørs swimmingpool, og wellnesscenteret sørger for genopladning.

Læs mere på www.winchester.co.za

Tillæg for opgradering af hotel 
1.500,- pr. person i delt dobbeltværelse på Winchester Mansions

Tillæg for enkeltværelse
4.000,-

Udflugter
I Cape Town kan du deltage i en række udflugter. Se beskrivelser og priser her:
Udflugter i Cape Town

Prisen inkluderer
  • Fly Johannesburg – Cape Town
  • Transport til og fra hotellet ved ankomst og afrejse
  • 4 nætter på hotel i delt dobbeltværelse
  • Morgenmad dagligt
Bestilling
Rejseforlængelsen skal bestilles i forbindelse med bestilling af selve rejsen eller senest 75 dage før afrejse. Vi kan desværre ikke garantere ledig plads på hotel, fly osv. på alle afrejsedatoer.

Badeferie ved Det Indiske Ocean

Type Rejseforlængelse
Varighed 4 dage
Pris Fra 4.498,–
4 dages dase-ophold midt i et naturreservat ved Det Indiske Ocean
Rund dit Afrika-eventyr af med fire dages livsnyderi ved Det Indiske Ocean på kyststrækningen Delfinkysten. Lad batterierne op ved poolen, gå på udkig efter sommerfugle i den subtropiske skov eller benyt dig af områdets 18-hullers golfbane.
Billeder
Klik på billederne for at se dem større
Hotel

På denne forlængelse kan du vælge mellem tre hoteller:

Garden Court Marine Parade
Hotellet ligger på den smukke Golden Mile-strandpromenade midt i byen lige over fra stranden. Det store hotel har 352 værelser. Alle værelser har te- og kaffefaciliteter, gratis wifi, roomservice og flere restauranter.

Læs mere på www.tsogosunhotels.com/garden-court/marine-parade

Pris
kr. 4.498,- pr. person i delt dobbeltværelse på Garden Court Marine Parade

Tillæg for enkeltværelse
kr. 1.498,-

Southern Sun Elangeni & Maharani, Durban
Det 4-stjernede hotel ligger kun 200 meter fra strand på Durbans ”Golden Mile”. Hotellet har flere restauranter og i øvrigt alle de faciliteter, man kan forvente sig af et godt 4-stjernet hotel. 

Alle 734 værelser har aircondition, te- og kaffefaciliteter, sikkerhedsboks, 24 timers roomservice og gratis wifi.

Læs mere på www.tsogosunhotels.com/hotels/elangeni-and-maharani

Tillæg for opgradering af hotel
kr. 500,- pr. person i delt dobbeltværelse på Southern Sun Elangeni & Maharani, Durban

Tillæg for enkeltværelse
kr. 2.898,-

Fairmont Zimbali Resort
Fairmont Zimbali Resort er et skønt 5-stjernet hotel på den smukke Delfinkyst. Resortet byder på dejlige værelser, gode restauranter, en lækker pool og en tennisbane. En del af Zimbalis område er udlagt som naturreservat, hvor du i fred og ro kan kigge på planter, dyr og fugle.

Læs mere på www.fairmont.com/zimbaliresort

Tillæg for opgradering af hotel
kr. 2.000,- pr. person i delt dobbeltværelse på Fairmont Zimbali Resort

Tillæg for enkeltværelse
kr. 5.998,-

Prisen inkluderer
  • Evt. fly Johannesburg, Cape Town eller Victoria Falls – Durban t/r.
  • Transport mellem lufthavn og hotel.
  • 4 nætter på hotel i delt dobbeltværelse.
  • Morgenmad dagligt.
Bestilling
Rejseforlængelsen skal bestilles i forbindelse med bestilling af selve rejsen eller senest 75 dage før afrejse. Vi kan desværre ikke garantere ledig plads på hotel, fly osv. på alle afrejsedatoer.

Luksus ved Victoria Falls

Type Rejseforlængelse
Varighed 4 dage
Pris 8.998,–
4 dages afslapning i luksusomgivelser ved et af verdens smukkeste vandfald
Med en højde på 100 meter, en bredde på to kilometer og tæt regnskov hele vejen rundt er Victoria Falls et imponerende sted at tilbringe fire dage som afslutning på din Afrika-rejse. På bantusprog kaldes vandfaldene ’mosi-oa-tunya’ (’røgen, der tordner’), og det er netop, hvad Victoria Falls ligner – en kæmpe røgsky parret med et tordenbrag.
Billeder
Klik på billederne for at se dem større
Hotel

Du kan vælge mellem to hoteller:

The Kingdom at Victoria Falls
Skønt 4-stjernet resort med tre swimmingpools, tre restauranter, fire barer, spa, kasino og børneområde. Resortet ligger inde i Victoria Falls Nationalpark i gåafstand fra selve vandfaldet.

Læs mere på: www.africansunhotels.com/our-hotels/victoria-falls/the-kingdom-at-victoria-falls/ 

Pris
8.998,- pr. person i delt dobbeltværelse på The Kingdom at Victoria Falls

Tillæg for enkeltværelse
2.998,-

Victoria Falls Hotel
Vidunderligt 5-stjernet hotel, der oser af atmosfære og kolonihistorie. Her er alle tænkelige faciliteter, inkl. flere gourmetrestauranter i topklasse. Vandfaldene ligger 10 minutters gang fra hotellet og kan både ses og høres fra hotellets område.

Læs mere på www.africansunhotels.com/our-hotels/victoria-falls/the-victoria-falls-hotel/ 

Tillæg for opgradering af hotel
1.000,- pr. person i delt dobbeltværelse på Victoria Falls Hotel

Tillæg for enkeltværelse
5.998,-

Udflugter
Ved Victoria Falls kan du deltage i en række udflugter. Se priser og beskrivelser her:
Udflugter ved Victoria Falls

Prisen inkluderer
  • Fly Johannesburg – Victoria Falls t/r
  • Transport mellem lufthavn og hotel
  • 3 nætter på hotel ved Victoria Falls i delt dobbeltværelse (inkl. morgenmad)
  • 1 nat på hotel i Johannesburg i delt dobbeltværelse
  • Sejltur i solnedgangen på Zambezi-floden
  • Gåtur omkring vandfaldene
Prisen inkluderer ikke
  • Diverse visa, som kan købes ved indrejse, hvis du har dansk pas. Er du ikke dansk statsborger, henviser vi til ambassaden.
Bestilling
Rejseforlængelsen skal bestilles i forbindelse med bestilling af selve rejsen eller senest 75 dage før afrejse. Vi kan desværre ikke garantere ledig plads på hotel, fly osv. på alle afrejsedatoer.

Afslapning på Mauritius

Type Rejseforlængelse
Varighed 7 dage
Pris 9.498,–
Palmestrande, afslapning og lækker gastronomi midt i Det Indiske Ocean.

Nyd 5 dages afslapning ved poolen eller på stranden i det tropisk paradis. For de mere aktive er der mange muligheder for at udforske øen eller tage på udflugter.

Dag 1 Overnatning i Johannesburg eller Cape Town
Dag 2
 Johannesburg/Cape Town – Mauritius, transfer til hotellet
Dag 3-6
 Afslapning på Mauritius
Dag 7
Fly Mauritius – Johannesburg (om morgenen). Hotelværelse til rådighed i Johannesburg. Fly Johannesburg – Danmark (om aftenen)

Billeder
Klik på billederne for at se dem større
Hotel

På denne forlængelse kan du vælge mellem tre hoteller:

Casuarina Hotel
Det 3-stjernede hotel ligger på den nordvestlige kyst af øen med udsigt over lagunen ved den verdensberømte kridhvide sandstrand, Trou aux Biches. Der er 5 km til den livlige by Grand Bay og 18 km til hovedstaden Port Louis. Halvpension er inkluderet i opholdet.
Læs mere på:
www.hotel-casuarina.com 

Pris per person
kr. 9.498,- per person i delt dobbeltværelse på Hotel Casuarina

Tillæg for enkeltværelse
kr. 2.498,-

Anelia
4-stjernede Anelia ligger i helt perfekte og rolige omgivelser på stranden og er velegnet for familier. Hotellet ligger på vestkysten kun 300 meter fra den hyggelige landsby Flic en Flac. Helpension er inkluderet i opholdet.

Tillæg for opgradering af hotel
kr. 1.498,-per person i delt standard-dobbeltværelse på Anelia
kr. 1.998,-per person i delt superior-dobbeltværelse på Anelia
kr. 2.498,-per person i delt deluxe-dobbeltværelse på Anelia

Tillæg for enkeltværelse:
kr. 3.998,- i standard-enkeltværelse
kr. 4.998,- i superior-enkeltværelse
kr. 5.498,- i deluxe-enkeltværelse

Børnepris: Rabat på kr. 2.000,- i standardværelse og kr. 2.500,- i deluxe-værelse. Gælder for maks. 2 børn mellem 5 og 11 år i følge med 2 voksne. Kontakt os, hvis I ønsker at rejse med børn.

Sofitel Mauritius l'Impérial Resort & Spa
Dette 5-stjernede luksushotel ligger på vestkysten, og her får du forkælelse for alle pengene. Der er flere restauranter og spa på hotellet, som ligger ned til stranden omgivet af en stor tropisk have. Halvpension er inkluderet i opholdet.
Læs mere på:
http://www.sofitel.com/gb/hotel-1144-sofitel-mauritius-l-imperial-resort-spa/index.shtml

Tillæg for opgradering af hotel
kr. 2.498,- per person i delt dobbeltværelse på Sofitel Mauritius l'Impérial Resort & Spa

Tillæg for enkeltværelse
kr. 5.498,-

Prisen inkluderer
  • Fly Johannesburg/Cape Town – Mauritius t/r
  • Transport mellem lufthavn og hotel
  • 1 overnatning på hotel i Johannesburg eller Cape Town
  • Hotelværelse til rådighed i Johannesburg på hjemrejsedagen
  • 5 nætter på Casuarina Hotel/Laguna Beach/Sofitel Mauritius Imperial
Bestilling
Rejseforlængelsen skal bestilles i forbindelse med bestilling af selve rejsen eller senest 75 dage før afrejse. Vi kan desværre ikke garantere ledig plads på hotel, fly osv. på alle afrejsedatoer.

Lignende rejser

17ZARTR19ADK3103