Shongololo-ekspressen gennem Zimbabwe og Sydafrika

Eksklusiv togrejse fra Victoria Falls i Zimbabwe til Pretoria i Sydafrika med Big Five-safari, storslåede landskaber, Panoramaruten samt Swaziland og Mozambique

Tag på en togrejse i verdensklasse, og oplev det bedste af Afrika, mens du er omgærdet af luksus på Shongololo-ekspressen. Shongololo, der betyder tusindben, bringer os gennem Zimbabwe og Sydafrika gennem savanne og grønne højdedrag til nogle af Afrikas mest interessante seværdigheder: Victoria Falls, Panoramarutens natursceneri, Big Five-safari i Kruger Nationalpark og vildtreservatet Kapama.

Oplev også det lille kongerige Swaziland og Mozambiques farverige hovedstad Maputo, inden rejsen ender i Pretoria og Johannesburg. Undervejs bor du i komfortable omgivelser i de lækre togkupéer på Shongololo-ekspressen, som er ejet af selskabet bag verdens mest eksklusive tog, Rovos Rail.

Du kan forlænge rejsen på Mauritius, ved Victoria Falls, i Det Indiske Oceans lune bølger eller med storbyliv i Cape Town.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Safari, Vin og gastronomi, Togrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta amerikanske dollars, sydafrikansk rand

Dagsprogram
Dag 1 Afrejse fra København
Dag 2 Ankomst til Johannesburg, Sydafrika. Videre med fly til Victoria Falls, Zimbabwe. Velkomstmiddag.
Dag 3 Victoria Falls. Vandretur til vandfaldene og solnedgangs-cruise på Zambezifloden
Dag 4 Victoria Falls. Landsbybesøg. Mulighed for tur til vandfaldene. Om bord på Shongololo-ekspressen
Dag 5 Shongololo-ekspressen Safari i Hwange Nationalpark
Dag 6 Shongololo-ekspressen. Matobo Nationalpark inkl. imponerende klippelandskab, Cecil Rhodes grav og safari
Dag 7 Shongololo-ekspressen. Safari i Antelope Park. Mulighed for aktiviteter i parkens natur
Dag 8 Shongololo-ekspressen. Great Zimbabwe-ruinerne
Dag 9 Shongololo-ekspressen. Gennem Zimbabwe og Sydafrika
Dag 10 Shongololo-ekspressen. Kapama vildtreservat med Big Five-safari og rehabiliteringscenter for vilde dyr
Dag 11 Shongololo-ekspressen. Heldagstur til Swaziland inkl. glasværksted og hovedstaden Mbabane
Dag 12 Shongololo-ekspressen. Heldagstur til Maputo, Mozambique
Dag 13 Shongololo-ekspressen. Safari i Kruger Nationalpark, Sydafrika
Dag 14 Shongololo-ekspressen. Panoramaruten
Dag 15 Shongololo-ekspressen. Byrundtur i Pretoria. Afskedsmiddag og overnatning på Zebra Country Lodge
Dag 16 Mod Johannesburg og besøg i Soweto township. Hjemrejse
Dag 17 Hjemkomst

Billeder

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejselufthavn Bemærk
39.998,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra København
Vi flyver fra København og ankommer til Johannesburg i Sydafrika næste dag, hvorfra vi sætter kursen mod Victoria Falls i Zimbabwe.
Dag 2
Ankomst til Johannesburg, Sydafrika. Videre med fly til Victoria Falls, Zimbabwe. Velkomstmiddag.
Velkommen til pittoreske Victoria Falls

Vi lander i Johannesburg om morgenen. Herfra flyver vi til Victoria Falls, hvor vi tjekker ind på vores lodge og finder os til rette. Eftermiddagen er til fri disposition.

Om aftenen spiser vi en god velkomstmiddag

Dag 3
Victoria Falls. Vandretur til vandfaldene og solnedgangs-cruise på Zambezifloden
Sundowner-cruise på Zambezifloden

I dag skal vi opleve en af Afrikas største seværdigheder: det naturskabte vandfald Victoria Falls. I den frodige skov omkring vandfaldene ses aber, store næsehornsfugle og masser af planter. Man skal holde sig lidt fra vandkanten af hensyn til krokodillefaren, og så er det en god idé at medbringe en paraply, for selvom himlen er skyfri, kommer der meget vand fra faldene.

I dag skal vi også på et såkaldt sundowner-cruise på Zambezifloden oven for vandfaldet. Vi sejler ud på den mægtige flod, hjemsted for tusinder af krokodiller og flodheste, og hygger os med en drink i solnedgangen, mens vi nyder den storslåede natur og lyden fra vandfaldene, der tordner i baggrunden.

Dag 4
Victoria Falls. Landsbybesøg. Mulighed for tur til vandfaldene. Om bord på Shongololo-ekspressen
Vi besøger en afrikansk landsby

I dag skal vi på besøg i en afrikansk landsby, hvor vi får indblik i, hvordan hverdagslivet leves af den lokale stamme.

Du har også mulighed for at tage på endnu en tur til vandfaldene i dag.

Om eftermiddagen tjekker vi ind på Shongololo-ekspressen og begynder vores togrejse.

Dag 5
Shongololo-ekspressen Safari i Hwange Nationalpark
Hwange er Zimbabwes største dyrepark

Hwange Nationalpark er den største dyrepark i Zimbabwe, og her skal vi på safari i dag. Nationalparken er en af Afrikas bedste med mange vilde dyr, og her er den største koncentration af zebraer og giraffer.

Elefanter udgør størstedelen af dyrelivet i Hwange, som også er hjemsted for truede arter. Løver ses ofte, og i mindre grad leoparder og næsehorn. Hwange er det eneste beskyttede område, hvor oryx-gazeller og brune hyæner forekommer i betragteligt antal, og nationalparkens bestand af vilde hunde er en af de største i Afrika i dag. Fuglelivet er varieret, og her findes op til 400 arter.

Nationalparken strækker sig over 14.651 kvadratkilometer. Landskabet skifter fra spredt træbevoksning til savanne, undertiden med granitfremspring, og et interessant træk er områdets sandklitter, som er holdt sammen af vegetation.

Dag 6
Shongololo-ekspressen. Matobo Nationalpark inkl. imponerende klippelandskab, Cecil Rhodes grav og safari
Cecil Rhodes er begravet ved udkigspunktet Malindi Dzimu

I dag besøger vi Matopos Hills i Matobo Nationalpark, som ligger en halv times kørsel fra Bulawayo. Her kommer vi til udkigspunktet Malindi Dzimu, ”de venlige ånders sted”, som af englænderen Cecil Rhodes blev omdøbt til ”View of the World”.

Cecil Rhodes, som i slutningen af 1800-tallet sikrede store dele af det sydlige Afrika for det britiske imperium, ønskede at blive begravet ved dette udkigspunkt. Herfra er der er virkelig en pragtfuldt udsigt ud over det imponerende klippelandskab. I området er der også interessante klippemalerier. Inden vi kører videre, ser vi Rhodes grav.

Vi fortsætter på safaritur i Matobo Nationalpark for at se vilde dyr. Parken blev oprettet i 1953, dækker over 425 kvadratkilometer, og blev i 2003 optaget på UNESCOs Verdensnaturarvliste. Den er hjemsted for adskillige dyrearter som sorte og hvide næsehorn, zebraer, gnuer, giraffer, elsdyrantiloper, leoparder, hyæner, geparder, flodheste, vortesvin, krokodiller, bavianer og aber.

Dag 7
Shongololo-ekspressen. Safari i Antelope Park. Mulighed for aktiviteter i parkens natur
Mød den mægtige løve

Vi har hele dagen i Antelope Park, som er hjemsted for et verdenskendt rehabiliteringsprogram for løver – African Lion and Environmental Research Trust (ALERT).

Antelope Park dækker over cirka 12 kvadratkilometer åbent savannelandskab, og udover løver, elefanter, zebraer og talrige andre dyrearter lever der over 150 fuglearter i vildtreservatet.

Vi tager på safari i parken, og du har også mulighed for at deltage i ekstra aktiviteter (tilkøb). Tag fx på kanotur, sejl på fuglesafari eller oplev naturen fra hesteryg.

Om eftermiddagen fortsætter vi vores togrejse.

Dag 8
Shongololo-ekspressen. Great Zimbabwe-ruinerne
Ruiner af den gamle hovedstad Great Zimbabwe (ca.1100-1450)

Efter morgenmaden forlader vi toget for at opleve en af rejsens historiske højdepunkter, Great Zimbabwe-ruinerne. I nærheden af Masvingo ligger ruinerne af byen Great Zimbabwe, som engang var hovedstad i riget af samme navn. Det var et mægtigt kongedømme, som blomstrede ca. 1100-1450, og det omfattede de nuværende stater Zimbabwe og Mozambique.

Byens mure er op til ni meter høje, og alle bygninger er opført af sten sat sammen uden mørtel. Det er en betagende oplevelse at gå rundt blandt de imponerende ruiner. Zimbabwe betyder ”store stenbygninger”, og stedets navn er således videreført i navnet på den nuværende stat.

Vi vender tilbage til toget og fortsætter turen.

Dag 9
Shongololo-ekspressen. Gennem Zimbabwe og Sydafrika
Det afrikanske landskab i forbifarten
Nyd en dag i dit eget tempo om bord på toget, når vi bevæger os gennem det sydlige Zimbabwe og nordlige Sydafrika. Vi krydser grænsen til Sydafrika ved Breitbridge og efter grænsekontrol fortsætter vi vores togrejse med kurs mod Kapama vildtreservat, som vi ankommer til i morgen.
Dag 10
Shongololo-ekspressen. Kapama vildtreservat med Big Five-safari og rehabiliteringscenter for vilde dyr
På udkig efter Big-Five dyrene

Vi spiser morgenmad tidligt og stiger af toget for at køre til vildtreservatet Kapama, hvor store safarioplevelser venter. Vi tager på udkig efter Big Five-dyrene: elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard i Kampana, der også er hjem for talrige andre arter af pattedyr og 350 forskellige fugle.

Efter vores safari besøger vi et nærliggende rehabiliteringscenter for truede dyrearter og hører om stedets indsats for at hjælpe dyr som geparder og afrikanske vildhunde.

Vi spiser frokost om bord på toget, og togrejsen fortsætter mod syd.

Dag 11
Shongololo-ekspressen. Heldagstur til Swaziland inkl. glasværksted og hovedstaden Mbabane
Besøg i Swazilands hovedstad Mbabane

I dag ankommer vi til Swaziland, som er et lille kongerige omkranset af Sydafrika og Mozambique. Swaziland er kendt for sine venlige indbyggere og er en tilbagelænet nation, der er rig på kultur. Landet er også berømt for sin fremragende kunsthåndværktradition.

Fra Mpaka, Swazilands hovedbanegård, forlader vi toget om morgenen og tager på heldagstur i Swaziland. Vi besøger et glasværksted, Ngwenya Glass, som er berømt for at skabe produkter af 100% genbrugsglas, og vores tur går også til Swazilands hovedstad Mbabane.

Om eftermiddag kører vi over grænsen til Sydafrika og vender tilbage til toget, som tager os til Mozambiques hovedstad Maputo.

Dag 12
Shongololo-ekspressen. Heldagstur til Maputo, Mozambique
Velkommen til Mozambique!

Efter morgenmaden stiger vi af toget og tager på heldagstur til Maputo, som er hovedstaden i Mozambique. Maputo er kendt for sin gæstfrihed og er en by fuld af kontraster, hvor alverdens kulturer har sat sine aftryk. Afrikanske og portugisiske stilarter blander sig med traditionel kolonistil i byens arkitektur, og gamle katolske kirker står side om side med moskeer, fæstninger, victorianske huse og andre bygninger fra svundne tider. Langs den farverige strandpromenade ved Det Indiske Ocean ligger mange caféer og restauranter, som serverer retter med friskfanget fisk fra det afrikansk-portugisiske køkken.

Undervejs ser vi blandt andet byens smukke togstation og bygningen Casa de Ferro, designet af den franske artikekt Alexandre Gustave Eiffel, som også skabte Eiffeltårnet i Paris.

Vi er om bord på toget igen om eftermiddagen og kører tilbage mod Sydafrika og flere oplevelser.

 

Dag 13
Shongololo-ekspressen. Safari i Kruger Nationalpark, Sydafrika
Kruger-området huser også Big Five-dyrene

I dag skal vi på heldagssafari i Kruger Nationalpark, hvor vi kører i åbne jeeps. Parken omfatter en hel række forskellige savannetyper med så stor variation, at man sagtens kunne tilbringe mange dage her uden at komme til at kede sig. Her er velanlagte veje og safarispor, der gør det muligt at køre ganske tæt på vandhuller og til observationsposter, hvorfra der ofte er god udsigt til vildtet. Og vildt er her nok af: det er muligt at se op til 132 forskellige arter pattedyr, 438 fuglearter, 104 krybdyr og hele 1771 plantearter, hvoraf 357 er træ- og buskarter.

Kruger er anlagt sådan, at de besøgende kun har adgang til en begrænset del af de anlagte spor, mens store områder er forbeholdt vildtet. Igennem årene har vildtet imidlertid vænnet sig til biler og besøgende, og man kan ofte se elefant, giraf og forskellige antilopearter græsse tæt op ad parkerede biler, ligesom det slet ikke er usædvanligt, at en løveflok eller et par geparder hindrer den fri passage.

Det enorme område giver vildtet de ultimative livsbetingelser, men turismen sætter også sit præg på hverdagen. Løverne her har specialiseret sig i at jage giraffer ud på de asfalterede veje, hvor de hårde hove glider, og girafferne falder i gabet på rovdyrene. Derfor udgør girafkød omkring halvdelen af løvernes føde her mod næsten ingenting i den ukontrollerede natur.

Med lidt held får vi måske set Big Five-dyrene elefant, næsehorn, bøffel, løve og leopard. De er her alle sammen, men mængden varierer. Normalt vokser græsset højt i maj og juni. Herefter forvandler tørken gradvist det meste af Kruger-området til et tørt, gult og afsvedent landskab – hvilket til gengæld gør det lettere at finde dyrene.

Dag 14
Shongololo-ekspressen. Panoramaruten
Gods Window på Panoramaruten

Turen går i dag ad bjergrige og snoede veje på Sydafrikas berømte Panoramarute, der byder på det ene storslåede natursceneri efter det andet.

Ved God´s Window opleves et af verdens smukkeste udkigspunkter (hvis vejret tillader det) med fabelagtig udsigt til lowveld-savannen, der ligger 1.000 meter skråt neden for det plateau, vi befinder os på. Vi besøger også Three Rondavels og Bourke´s Luck Potholes, der er et enestående klippelandskab, hvor voldsomme flodhvirvler har boret dybe, cylinderformede huller i den nøgne klippe.

Vi stopper ved Blyde River Canyon, der tåler sammenligning med Grand Canyon, blot i lidt mindre skala. Bjergområdet har mange flotte scenarier, og kan vi nå mere undervejs, gør vi det gerne. Programmet afhænger også lidt af vejret og deltagernes lyst til at vandre rundt i de betagende omgivelser. I disse bjergegne forekommer ofte tæt morgentåge, som letter op ad dagen, hvilket vi forsøger at tage højde for, når dagsruten fastlægges på stedet.

Vi vender tilbage til vores dejlige tog om eftermiddagen i Nelspruit og fortsætter til Pretoria.

Dag 15
Shongololo-ekspressen. Byrundtur i Pretoria. Afskedsmiddag og overnatning på Zebra Country Lodge
Nelson Mandela statue ved den flotte Union Building

Om morgenen ankommer vi til Capital Park, Rovos Rails’ private banegård i smuk kolonistil fra dengang, stationen var knudepunkt for jernbanetrafik i det gamle Transvaal. Her siger vi farvel til Shongololo-ekspressen og besætningen og kører videre til Sydafrikas hovedstad Pretoria.

Vi tager på en lille byrundtur i den travle storby og gør blandt andet holdt ved den flotte Union Building, hvor Sydafrikas regering holder til. Den halvmåneformede bygning opført i lys sandsten ligger på toppen af en bakke, hvorfra der er en storslået udsigt over hele byen. Den 285 meter lange bygning stod færdig i 1913, og bygningens to fløje skulle symbolisere landets to befolkningsgrupper, englænderne og boerne. Den sorte del af befolkningen skulle tydeligvis ikke repræsenteres i regeringsbygningens symbolik. Vi spiser frokost enten før eller efter besøget ved Union Building.

Efter besøget i Pretoria tilbagelægger vi de cirka 30 km til Albatros’ egen Zebra Country Lodge, hvor vi skal overnatte. Den stemningsfulde lodge ligger smukt i det åbne landskab, hvor zebraer, heste og antiloper går frit omkring.

Vi spiser fælles afskedsmiddag om aftenen.

Dag 16
Mod Johannesburg og besøg i Soweto township. Hjemrejse
Besøg Soweto township

Vi forlader Zebra Country Lodge og begiver os til Johannesburg, hvorfra vi skal rejse hjem. Joburg, som Sydafrikas største by kaldes i daglig tale, har over seks millioner indbyggere. Den minder om en amerikansk storby med en kerne af skyskrabere i et moderne forretningskvarter, der langsomt flader ud i små, lave forstadskvarterer. Joburg er centrum for verdens diamant- og guldhandel.

Vi aflægger besøg i den berømte og berygtede township Soweto for at få et indblik i dagliglivet her. Efter en lang og grum historie, der fysisk set startede i 1944, er Soweto også i dag et enormt vildnis af paradokser. Ikke alt er imidlertid negativt, for der er sket rigtig meget, siden bulldozerne i 1976 tromlede strejkende skoleelever ned. Soweto sprudler i dag af kreativitet og fornyelse og er en smeltedigel for kunst, musik, teater og poesi.

Først på aftenen kører vi til lufthavnen i Johannesburg, hvorfra vi flyver til København. Der er også mulighed for at fortsætte på en af de rejseforlængelser, vi tilbyder. Se mere sidst i programmet.

Dag 17
Hjemkomst
Vi ankommer til København.

Om Shongololo Express

Som gæst på Shongololo Express indkvarteres du i en komfortabel kupé med eget badeværelse og med dobbeltseng eller to enkeltsenge.

Måltiderne indtages i lækre spisevogne, som er moderniserede gamle togvogne. Her serveres såvel moderne som traditionelle, lokale retter, og du kan dertil vælge en vin fra udvalget af sydafrikanske vine om bord.

Du kan også vælge at slappe af i bar-vognen eller nyde udsigten fra loungen i panoramavognen, som har en åben altan ved togets bagside.

Toget drives af Rovos Rail.

Velkommen om bord!

Gold-suite

Suiten er 7 kvadratmeter og udstyret med enten en dobbeltseng (190x190 cm) eller to enkeltsenge (190x75 cm). Suiten har eget badeværelse med brusebad, toilet og vask.

Denne kupé er inkluderet i rejsens pris.

Eksempel på Gold-suite

Emerald-suite

Suiten en 10 kvadratmeter, har et mindre loungeområde og eget badeværelse med brusebad, toilet og vask. Sengene er enten to enkeltsenge (190x75 cm) eller en dobbeltseng (190x150 cm).

Du kan vælge at opgradere til denne kupé.

Emerald-suite

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 39.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltsuiter
Tillæg for Gold-enkeltsuite: kr. 13.998,-
Tillæg for Shongololo-suiter
Tillæg for Emerald-suite: kr. 4.998,-
Tillæg for enkeltværelse, Emerald-suite: kr. 21.998,-
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Johannesburg og Johannesburg – København med mellemlanding
  • Fly Johannesburg – Victoria Falls
  • Udflugter og transport jf. program
  • 2 overnatninger i Victoria Falls med morgenmad
  • 12 dages togrejse (11 overnatninger) med Shongololo-ekspressen inkl. morgenmad, aftensmad og drikkevarer om bord
  • 1 overnatning på hotel i Pretoria med morgenmad
  • Aftensmad dag 2 og 4-15
  • Frokost dag 10 og 15
  • 1 gratis flaske vand (1 liter) om dagen på toget
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6% af rejsens pris
  • Ferierejseforsikring
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Visum til Zimbabwe & Mozambique. Bemærk venligst, at visum til Mozambique skal bestilles før rejsen
  • Øvrige måltider end de ovenfor nævnte
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge (til kuffertbærere, tjenere samt chauffør - beregn ca. kr. 750,- pr. person)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- pr. faktura
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Klimaet i Zimbabwe og Sydafrika

Den sydlige afrikanske vinter ligger modsat vores i månederne fra juni til august, ofte med kolde nætter. Det kan også være tilfældet i maj og september. Den typiske vinterdag kan sammenlignes med en god dansk forårsdag med sol og temperaturer, der sagtens kan snige sig over 20 grader, mens nætterne bringer ofte frost med sig på udsatte steder. Resten af året vil der fortrinsvist være ganske lunt, og nordpå kan temperaturen sagtens snige sig over de 30 grader. Byger forekommer året rundt med flest nordpå i de varme måneder og flest sydpå i de kolde måneder. Generelt er vejret i Sydafrika mildt og behageligt året rundt. Ekstreme vejrforhold er sjældne, men forekommer dog (især i de senere år).

Mere om dine rejsemål

Vil du vide mere om klima og vejr, tidsforskelle, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres, så læs mere herunder. http://www.albatros-travel.dk/destinationer/afrika/sydafrika 

http://www.albatros-travel.dk/destinationer/afrika/zimbabwe

Børn under 18 år

De sydafrikanske myndigheder kræver, at du som rejsende med børn under 18 år til/fra Sydafrika medbringer barnets originale fødsels-/dåbsattest. Attesten skal være oversat til engelsk og kan indhentes på det sognekontor, som i sin tid udstedte barnets dåbs- eller navneattest. Attesten skal også være påført en Apostille (officielt godkendelsesstempel) hos Udenrigsministeriets Borgerservice.

Vær opmærksom på, at udarbejdelse og godkendelse af sådanne attester kan tage op til flere uger, hvorfor vi opfordrer dig til at kontakte dit sognekontor snarest muligt efter din bestilling af rejsen.

Formålet med dette dokumentationskrav er at bekæmpe menneskehandel, hvor børn er involveret.

Bemærk, at kravet om at medbringe barnets fødsels-/dåbsattest gælder ved såvel ind- som udrejse samt ved transit i Sydafrika. Undlader du at medbringe barnets fødsels-/dåbsattest, nægtes du indrejse til Sydafrika, ligesom du vil blive afvist ved check-in.

Vær også opmærksom på, at hvis du rejser alene som forælder med dine børn kræves yderligere dokumentation. Hvis du rejser med børn, som ikke er dine biologiske børn, skal I medbringe særlig dokumentation – som ligeledes skal være på engelsk og påført en Apostille. Kontakt Borgerservice for mere information om disse krav.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere

De fleste af Albatros Travels rejser er ledet af en dansk rejseleder, som enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, hvor gruppen møder sin rejseleder. Alle vores rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Enkelte af vores rejser er uden rejseleder; det vil altid tydeligt fremgå af programmet, hvorvidt rejsen er ledet af en rejseleder eller ej.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.

Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager fra rejseledere og kunder efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Lignende rejser

17ZWRTR10ADK3107