Silkevejens Usbekistan

Vi flyver fra Københavns Lufthavn sidst på eftermiddagen med flyets snude rette mod Usbekistan.

Usbekistan er det mest imødekommende og sikre rejseland i den kulturelle smeltedigel, som Centralasien udgør – med komfortable hoteller og køretøjer og en venlig og imødekommende befolkning med mange nationaliteter, som ud over usbekere tæller turkmenere, kirgisere, russere og kasakher.

Den eneste nogenlunde farbare rute, Silkevejen, fra de store kinesiske kulturer til de store mellemøstlige og europæiske, forløb som et forgrenet vejnet gennem Centralasien. De berømte silkevejsbyer som Tasjkent, sammen med Bukhara og Samarkand, blev begunstiget af rigdomme i kølvandet på karavanerne, og landene fik tilført mange nye impulser i form af andre folkeslag, sprog og religioner. Såvel buddhismen som islam kom til Kina via handelen mellem de arabiske og mellemøstlige kulturer.

I middelalderen var de centralasiatiske byer således vigtige universitets- og kulturcentre. Lærde fra Middelhavsområdet bragte dem den græske filosofi, tolerancen og videnskaben. Matematik, medicin og alkymi gjorde store fremskridt på en tid, da det ikke stod for godt til med naturvidenskaberne og medicinen i Vesterlandene. Islamiske bygmestre rejste arkitektoniske kunstværker, som endnu i dag pryder byer som Bukhara og Samarkand.

Efter opdagelsen af søvejen til Indien i 1498 mistede Silkevejen sin betydning, men nutidens veje er anlagt i forlængelse af de gamle karavaneruter, så Silkevejen lever stadig – om end bilen nu har erstattet kamelerne.

Vi lander tidligt om morgenen og kører til vores hotel, hvor der er mulighed for at nette sig lidt efter flyveturen. Herefter er det tid til at se nærmere på landets hovedstad. Turen begynder i den gamle bydel med Emir Timur-pladsen, bedre kendt som Selvstændighedspladsen, med en stor statue af Timur Lenk (1336-1405). Der bliver også lejlighed til at se Abu Bakr Mohammed Kaffal Shahi-mausoleet og Khost-Iman-pladsen, der er den mindst ”russificerede” del af Tasjkent. Vi ser den fornemme koranskole Barak-Khan-madrasah’en, hvor den ældste håndskrevne koran (Uthman Qur’an) opbevares.

Vi fortsætter til det nærliggende Kaf-fel-Shashis Mausoleum. Så er der teatret Alisher Navoi, grundlagt i 1940, opført af japanske krigsfanger og belønnet af Stalin med en regn af arkitekturpriser, og derefter afslutter vi byrundturen på byens største marked, Chorsu-basaren, med alt fra grøntsager og brød til tøj og cd’er. Priserne er meget lave i forhold til danske priser, så her er fine muligheder for at gøre gode fund. Vi runder dagen af med et restaurantbesøg, hvor vi skal stifte bekendtskab med landets køkken.

Bukhara er den største oaseby i den store Kyzylkum-ørken, der strækker sig fra Aralsøen til Tasjkent. Bukhara er en gammel silkevejsby og et tidligere selvstændigt emirat. Gennem godt 1.200 år har Bukhara været under islamisk indflydelse, hvilket fornemmes overalt i byen, der i dag er Usbekistans femtestørste by med cirka 250.000 indbyggere.

Vi begiver os ud i byen op ad formiddagen og er snart omgivet af de mest utrolige bygninger. Fantastiske moskéer, smukke pladser og gamle, kuppelklædte handelsbygninger. I nogle af de gamle handelsbygninger er der fortsat aktive værksteder og småboder, der producerer lokale produkter, som de har gjort i århundreder. I centrum af den gamle bydel ligger byens største seværdigheder. Smukke moskéer med fantastiske blå kupler, byporte og imponerende pladser – mange af dem samlet i Poi Kalyan-komplekset, hvor også byens højeste minaret tårner sig op: Arslan Khan-minareten, eller som den bedre er kendt: Dødens Minaret. Det var her, den herskende emir indtil for godt 100 år siden lod rivaler og forbrydere kaste ud fra toppen.

Om eftermiddagen besøger vi det storslåede Ark-fort i hjertet af Bukhara, der var symbolet på emirens storhed. Med sine op mod 20 meter høje mure var fortet en sikker bastion for den lokale magthaver. Dette har dog ikke afholdt forskellige mere eller mindre seriøse bejlere til titlen som emir af Bhukara til at belejre fortet. Sidste belejring fandt sted i 1920’erne, hvor russerne forsøgte at fortrænge den sidste emir, Alimkhan. Da foretagendet var ved at lykkes, sprængte emiren store dele af fortet i luften og tog flugten til Afghanistan med et følge på over 3.000 mand.

Vi starter dagen med en udflugt til byens imponerende sommerpalads, som blev benyttet af de to sidste emirer af Bukhara. Et smukt og fascinerende sted med en bizar blanding af orientalsk, europæisk og russisk arkitektur. I realiteten består Sommerpaladset af tre bygninger: det tidligere sommerpalads, en ottekantet pavillon og en bygning ved en lille dam. Her levede emiren et behageligt liv omgivet af harem og en privat samling af eksotiske dyr, som blev holdt i bure i parken.

Efter et spændende besøg begiver vi os tilbage til Bukhara, hvor der er tid til på egen hånd at nyde de mange smukke bygningsværker og hverdagslivet blandt de lokale. I centrum af den gamle bydel ligger byens største seværdigheder som Chashma Ayub-mausoleet, mesterværket Poi Kalyan-komplekset med de blågrønne kupler, flankeret af en madrasah (en skole for islamisk teologi), en moske, juveler-basaren Tok-i-Zargaron fra 1500-tallet og meget andet. Omkring år 1900 havde Bukhara 127 aktive koranskoler og en moske for hver af årets dage. Mange af disse er velbevarede. Sammen med basaren og de gamle gader er de med til at gøre Bukhara til en af de mest spændende og stemningsfulde byer i Centralasien. Særlig smuk er Bukhara i de tidlige aftentimer, når den gamle by tilsløres af dagens sidste støvede stråler. Ved Lab-i-Hauz-torvet med det store bassin ligger tehuse, hvor ældre usbekiske mænd drikker grøn te, snakker og spiller brætspil.

Efter morgenmaden fortsætter turen 290 kilometer – cirka fire timers kørsel – nordover til Timur Lenks fødeby, Shakrisabz (eller Kesh, som byen hed dengang), hvor han begyndte sin livsbane fra fårehyrde til hersker over et imperium. Han nedstammede fra mongolske krigere, der var draget vestpå i forbindelse med styrkelsen af det store mongolske imperium. Således betragtede han sig selv som en efterkommer af den store mongolske krigsherre Djengis Khan.

Omkring 1370 mobiliserede Timur Lenk områdets turkmenske stammer til en række storstilede felttog. Stammerne blev motiveret af udsigten til bytte, og Timurs felttog fik derfor mere karakter af store, blodige plyndringstogter end af egentlige erobringer – derfor er det også med blandede følelser, at den besøgende oplever usbekernes nærmest religiøse dyrkelse af hans person. Timur døde under forberedelserne til et angreb på Kina, hvorefter hans løse storrige faldt fra hinanden.

Shakrisabz er Timur Lenks by, og han gjorde sig store anstrengelser for at forskønne og befæste sin fødeby. Vældige mure blev opført omkring byen med voldgrav og vindebroer. Haver blev anlagt, og paladser blev opført. Her er ruinerne af Ak-Saray-paladset og den grotesk gigantiske statue af Timur Lenk, hvor brudepar kappes om pladsen ved statuens fod. I 2002 fejrede byen sit 2.700-års jubilæum.

Vi fortsætter til Samarkand, Centralasiens mest sagnomspundne by. Samarkand har en årtusindlang historie som centrum på Silkevejen samt et kulturcentrum med bygningsværker i verdensklasse, hvoraf de fleste er opført i det 14. århundrede. Vi ankommer sidst på dagen og bliver indkvarteret på vores hotel.

Samarkand har meget at byde på, og dette gamle kulturcentrum har en rig historie som få andre byer. Det historiske centrum er ikke lige så velbevaret som i Bukhara, men til gengæld rummer byen nogle af Centralasiens mest enestående kulturperler. Den mest berømte seværdighed er uden tvivl Registanpladsen, der ligger i det centrale Samarkand og er en af verdens smukkeste pladser. På tre sider, i perfekt arkitektonisk harmoni, er pladsen indrammet af bygninger, minareter og madrasah’er. Her ligger Ulugbek-madrasahen og Tillya-Kari-madrasahen sammen med Shir Dor-madrasahen som et enestående arkitektonisk mesterværk, der er under UNESCO’s beskyttelse.

I 1220 blev byen voldsomt hærget af Djengis Khans horder, men fra 1369 oplevede byen endnu en opblomstring under Timur Lenk, der gjorde den til sin hovedstad. Samarkand har gennem tiderne altid fremstået som en udpræget karavaneby, hvor der blev handlet silke og lervarer – så langt mod øst som i Japan er der fundet metalskåle og glaskar fra Samarkand.

Ud over Registanpladsen skal vi se Bibi Khanum-moskeen og Shah-i-Zinda-nekropolen – en samling gravmæler, der nærmest udgør lille by – som er en af Samarkands smukke og stemningsmættede seværdigheder. Den flotte indgangsportal med de farverige kakler og den smalle, godt 200 meter lange gade med tætliggende mausoleer på begge sider er enestående. Bag Shah-i-Zinda ligger resterne af Afrosiab, den oprindelige by i Samarkand-området. I dag er der stort set kun nogle jordhøje tilbage foruden et fint museum, som vi besøger.

Gur Emir, eller Emirens Gravkammer, er en anden af Samarkands smukke bygninger. Timur Lenk beordrede i 1404 Gur Emirs flotte kuppel og mausoleum færdiggjort til ære for sit afdøde barnebarn Muhammed Sultan. Da Timur Lenk døde i 1405, blev også han begravet i Gur Emir. Der hviler en ro over bygningerne, og på den smukt dekorerede kuppel er der poetisk skrevet: ”Skulle himlen forsvinde, vil kuplen erstatte den”.

Vi begynder dagen med et besøg på Ulug Begs observatorium fra 1429. Observatoriet var blandt de ypperste i verden i 1400-tallet, og de observationer, der dér blev foretaget, er stadig gyldige i dag.

Vi besøger også profeten Daniels mausoleum. Den gammeltestamentlige profet optræder omkring år 600 f.Kr., og hans jordiske rester hævdes at være begravet ikke færre end seks steder – tre i Irak, to i Iran og altså også her i Samarkand. Legenden siger, at det er Daniels hånd, der er stedt til hvile her, efter at den som relikvie blev hjembragt af Timur Lenk. Mange pilgrimme kommer til mausoleet, der er en helligdom for både kristne, jøder og muslimer.

Senere på dagen kører vi til stationen og stiger på hurtigtoget til Tasjkent. Højhastighedstoget er det første af sin art i hele Centralasien og tilbagelægger de 344 kilometer til Tasjkent på omkring to en halv time. Alle vogne er røgfri og udstyret med komfortable siddepladser. Der er også en restaurantvogn, hvor man kan købe forfriskninger og småretter.

Uden for Samarkand bliver området mere kuperet, og grønne højdedrag og karske klipper rejser sig til begge sider. Flere steder ses store marker med bomuld; ”det hvide guld”, som på godt og ondt har formet Usbekistans – og hele Centralasiens – historie.

Omfattende kunstvanding og efterfølgende udtørring af Aralsøen har forårsaget en af klodens værste miljøkatastrofer, på størrelse med Tjernobyl-udslippet i Ukraine i 1986. Hele det vestlige Usbekistan lider af vandmangel og tilsaltet drikkevand på grund af det sænkede grundvandsspejl. Hele Centralasiens klima er ændret som følge af Aralsøens udtørring, men alligevel fortsætter den vandkrævende bomuldsproduktion i Usbekistans ørkenklima.

Ved ankomsten til Tasjkent kører vi direkte til vores hotel.

Formiddagen er på egen hånd, inden vi mødes først på eftermiddagen og tager til byens historiske museum. Her kan man se arkæologiske fund og historiske genstande fra forhistorisk tid og op til i dag. Blandt perlerne i samlingen er rester af et forhistorisk menneske (fra omkring 1,5 millioner år f.Kr.), som er fundet i Sel-Ungur-grotten.

Vi fortsætter til den forhenværende Abdul Kassim-madrassah, som nu er omdannet til et kunsthåndværkscenter. Her kan vi blandt andet se træudskæringer, miniaturemaleri, maleri på silkepapir, keramik og silketørklæder. Kunstnerne har både atelierer og butikker her, og der er fine produkter at købe med sig hjem. Om aftenen samles vi til en afskedsmiddag på en lokal restaurant.

Vi flyver mod København først på morgenen med forventet ankomst sidst på eftermiddagen. Velkommen hjem!