Thailands Hjerte

Rejs gennem det centrale Thailand, og få unikke oplevelser på cykelryg, i flodbåd, fra pickup, i tuk tuk og langs togskinner

Glæd dig til et eventyr. Efter oplevelser i Bangkoks pulserende Chinatown sejler vi tilbage i tiden langs den snoede Chao Praya-flod i retning mod de forhenværende hovedstæder Ayutthaya og Sukhothai. På landjorden triller vi på cykelryg gennem små landsbyer med træhuse bygget på stylter og forbi smaragdgrønne rismarker. Derudover lader vi togfløjten sende os afsted med nattog til Chiang Mai og langs den historiske ’Dødens jernbane’ ved floden Kwai. I løbet af rejsen stifter vi bekendtskab med Thailands udsøgte køkken, besøger skoler og inviteres indenfor i private hjem. Ud over det fastlagte program har vi som noget helt særligt gjort plads til, at den lokalt kendte rejseleder kan flette overraskelser ind i programmet. Det er med til at sikre dig unikke rejseoplevelser, du ikke finder andre steder. Lad Albatros føre dig ind i hjertet af Thailand.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Ja

  • Valuta Thailandsk baht

Dagsprogram
Dag 1 København – Bangkok
Dag 2 Velkomstmøde og middag på lokal restaurant
Dag 3 Bangkok. Sejltur på Chao Praya-floden, Grand Palace, Chinatown med Wat Traimit-templet og blomstermarked
Dag 4 Bangkok. Frokost på floden og videre til Ayutthayas tempelruiner. Nattog til Chiang Mai
Dag 5 Chiang Mai. Bjerget Doi Suthep med tempel. Aftenmarked
Dag 6 Chiang Mai. Cykeltur på landet og tid på egen hånd
Dag 7 Chiang Mai – Lampang med hestevognskørsel – Sukhothai
Dag 8 Sukhothai. Den gamle bydel. Videre til Uthai Thani, aftensejlads med middag
Dag 9 Uthai Thani – Baan Kwai Village i Suphanburi – Kanchanaburi og broen over floden Kwai
Dag 10 Kanchanaburi. Erawan Nationalpark, Hellfire Pass, afskedsmiddag
Dag 11 Kanchanaburi – Bangkok og hjemrejse
Dag 12 Ankomst til København

Hoteller

Vores hoteller

Her kan du se de hoteller, som vores gæster på rundrejsen oftest bor på. Vær venligst opmærksom på, at hotelændringer kan forekomme. I så fald vil hotellet være af tilsvarende eller højere standard.

Furama Silom Hotel - Bangkok

Det centralt beliggende Furama Silom Hotel tilbyder hyggelige værelser med tekøkken og udsigt over byen. Hotellet byder på tagterrasse med swimmingpool og solid morgenmadsmenu.

Hotellets værelser har moderne indretning med elegante gulv til loft-vinduer og hyggelig belysning. Værelserne har også kabel-tv og værdiboks. Silom Furama Hotel kan tilbyde et fuldt udstyret motionscenter og dampbad. Man kan også slappe af i saunaen.

Sky Garden Rooftop Restaurant kan tilbyde et udvalg af vestlige og asiatiske retter samt en fantastisk udsigt over byens skyline.

http://www.furama.com/silom/

Amora Hotel - Chang Mai

Amora Tapae Hotel Chiang Mai ligger på Tapae Gate cirka 15 minutters gang fra Chiang Mais natmarked. Værelserne er indrettet i moderne thai lanna-stil. Samtlige værelser har aircondition, tv med kabel-kanaler, minibar samt roomservice. Hotellet har udendørs swimmingpool, spa, restaurant og ”ølhave”. Hotellets restaurant serverer traditionelle thailandske og internationale retter. Drikkevarer fås i loungebaren samt i poolbaren.

http://www.chiangmai.amorahotels.com/ 

Le Charme - Sukhothai

Hyggeligt ”Boutique Style” resort beliggende centralt i Sukhothai´s gamle bydel. Værelserne er indrettet i små hytter i en tropisk have med små damme med åkander. I hotellets fredfyldte have findes pool med liggestole. Mulighed for massage. Hotellets restaurant tilbyder lokale og internationale retter.

https://www.lecharmesukhothai.com/ 

River Lake Resort - Uthai Thani

Velfungerende ferie resort beliggende direkte ned til en sø.

Hyggelige værelser indrettet i lokal stil, alle med aircondition og eget bad/ toilet.

Have med pool ud til søen.

Mida Resort - Kanchananaburi

Skønt boutique resort beliggende i tropiske omgivelser direkte ned til floden, cirka 30 minutters kørsel fra den berømte bro ved floden Kwai. Moderne indrettede værelser i elegant stil. I hotellets fredelige have er pool med liggestole. Hotellets restaurant tilbyder både lokale og internationale retter.

http://www.midaresortkanchanaburi.com/ 

Billeder

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejselufthavn Bemærk
10.998,–
København
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
12.998,–
København
Rejsens pris er inkl. forlængelse
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
14.998,–
København
Rejsens pris er inkl. forlængelse
11.998,–
København
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
13.998,–
København
Rejsens pris er inkl. forlængelse
11.998,–
København
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
13.998,–
København
Rejsens pris er inkl. forlængelse
12.998,–
København
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
14.998,–
København
Rejsens pris er inkl. forlængelse
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
14.998,–
København
Rejsens pris er inkl. forlængelse
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
14.998,–
København
Rejsens pris er inkl. forlængelse
12.998,–
København
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
14.998,–
København
Rejsens pris er inkl. forlængelse
11.998,–
København
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
13.998,–
København
Rejsens pris er inkl. forlængelse
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – Bangkok
Afrejse fra København mod Bangkok.
Dag 2
Velkomstmøde og middag på lokal restaurant
Bangkok by night

Ved ankomst til Englenes by, som Bangkok også kaldes, kører vi direkte til vores hotel, hvor du har mulighed for at hvile dig lidt oven på flyveturen. Rejselederen holder et velkomstmøde på hotellet, hvor du bliver præsenteret for rejsen, hvorefter vi spiser aftensmad på en lokal restaurant. (Dagens program justeres i forhold til flyankomst, og ændringer af ovenstående kan derfor forekomme)

Dag 3
Bangkok. Sejltur på Chao Praya-floden, Grand Palace, Chinatown med Wat Traimit-templet og blomstermarked
På sejltur gennem byen

Om morgenen spadserer vi ned til Chao Phraya-floden, som deler Bangkok i to. Her stiger vi på en traditionel ’long tail boat’ og tager på en sejltur langs floden. Det er hyggeligt at se dagligdagen udspile sig på bredden, og ved at sejle kan vi nyde byen, uden at sidde fast i trafikpropper. Undervejs passerer vi blandt andet Wat Arun, Morgengryets Tempel, hvis pragt bedst nydes fra floden. Det porcelænsbelagte tempel er ganske betagende, og takket være den imponerende højde på 79 meter, kan vi nyde synet allerede fra lang afstand.

I land igen besøger vi det overdådige Grand Palace, der blev påbegyndt i 1782, Bangkoks første år som hovedstad. Dette enorme, farvestrålende kompleks med forgyldte stupaer, prangende bygninger, templer og talrige kolossale gudestatuer er formodentlig Thailands mest berømte turistattraktion – og ikke uden grund. Grand Palace tjente tidligere som residens for landets konger og er et af de bedste eksempler på det gamle thaihofs prangende arkitektur. Paladset består af over 100 forskellige bygninger, blandt andet kroningssalen og modtagelsessalen. Men mest imponerende er uden tvivl Wat Phra Kaew-templet, der indeholder Thailands helligste buddhafigur – den lille jadebuddha. Denne lille statue vises stor ærbødighed fra de troendes side, og hele templet bærer tydeligt præg af, at buddhismen er en særdeles vigtig del af thailændernes hverdag.

Man har ikke været i Bangkok uden at have kørt i tuk-tuk, en trehjulet overdækket motorcykel, som både lokale og turister benytter sig af for at komme fra A til B i Bangkoks trafikmylder. Vores næste stop begynder dog med bogstavet C. Med vinden i håret kører vi nemlig mod Bangkoks mest farverige bydel, Chinatown. Selvom området er det mindste af Bangkoks 50 distrikter, så er befolkningstætheden den højeste i byen. Dampende gadekøkkener, zigzaggende scootere og travle butiksindehavere kappes om pladsen på hovedgaden, Yaowarat Road, som vi går langs med, og hvor vi også finder Wat Traimit, et buddhistisk tempel, som huser verdens største siddende buddha. Statuen er lavet af massivt guld, og med en vægt på 5,5 tons, vurderes den til at være tæt på 2 mia. kroner værd.

Selvom buddhaens oprindelse er omgærdet af mystik, så ved man, at den blev fundet i 1954, pakket ind i gips, sandsynligvis for at beskytte den mod invaderende hære fra Burma. Ved et uheld faldt statuen på jorden, og da gipsen faldt af, opdagede man skatten indeni. Til historien hører, at det faktisk var et dansk flyttefirma, der tabte den gipsbeklædte statue på gulvet – held i uheld, kan man vist rolig sige. Vi går på opdagelse i Chinatown, hvor vi også spiser frokost. Vi besøger desuden et lokalt blomstermarked og tager derefter en flodbus tilbage til hotellet.

Aftenen er til fri disposition. Hvis man har lyst, kan man vælge at følge med rejselederen til Asiatique The Riverfront, et stort kompleks ved Chao-Praya floden med et væld af restauranter at vælge imellem. Vi tager flodbussen derhen, og går tilbage til hotellet. Turen i sig selv er inkluderet i rejsens pris, men aftensmaden er for egen regning.

Dag 4
Bangkok. Frokost på floden og videre til Ayutthayas tempelruiner. Nattog til Chiang Mai
Skøn udsigt fra flodfærgen

Tidligt om morgenen tjekker vi ud fra hotellet og stiger ombord på The Grand Pearl Cruise Liner, en flodfærge, som vil sejle os langs Chao Praya-floden og bringe os nordpå mod den gamle hovedstad Ayutthaya. Vi får serveret kaffe og te og spiser en lækker frokost ombord, mens vi nyder udsigten. Ved middagstid går vi i land og kører det sidste stykke til Ayutthaya, som var hovedstad i Siam i perioden fra 1350 til 1767. Dengang var Ayutthaya en af Asiens største og mest storslåede byer med et blomstrende handels- og kulturliv. Her åbnede Danmark sin første ambassade i cirka 1689, som det andet land i verden efter Portugal.

De mange paladser og templer i den engang så storslåede hovedstad står i dag tilbage som en flok fine ruiner. Vi kommer rundt til fods og ser blandt andet ruinerne af det gamle kongepalads, som var forbilledet ved bygningen af Grand Palace i Bangkok, som vi så i går. Her mellem levnene af de historiske bygninger får man en god fornemmelse af hvilken pragt og skønhed, der omgav de få europæiske besøgende, der dengang kom i audiens hos den thailandske kongefamilie. Turen rundt i Ayutthaya tager os også forbi templerne Wat Phra Si Sanphet og Wihaan Mongkhon Bophit med en af Thailands største buddha-figurer, en siddende bronzebuddha.

Om eftermiddagen har du mulighed for at slappe af på et lokalt hotel, hvor du kan skifte tøj, benytte dig af swimmingpoolen eller få en massage. Vi spiser aftensmad på hotellet, før vi går den korte vej til togstationen og stiger ombord på nattoget til Chiang Mai. Vi rejser på 2. klasse, som er den bedste klasse på de fleste tog i Thailand. Vi anvises siddepladser to og to ved vinduet. Når det bliver tid til at sove vil de to sæder omdannes til en nedre køje og en øvre køje foldes ud fra væggen. Et forhæng sikrer privatlivets fred (se illustration under praktiske oplysninger).

NB! Du slipper for at bakse med din bagage dagen igennem, da den vil blive hentet i Bangkok allerede om morgenen, før vi går ombord på flodfærgen. Bagagen ser du igen i Chiang Mai. Medbring derfor gerne en mindre rejsetaske eller rygsæk med evt. skiftetøj og andre fornødenheder, som du vil få brug for i løbet af dagen og under nattens togtur. 

Dag 5
Chiang Mai. Bjerget Doi Suthep med tempel. Aftenmarked
Det imponerende tempel Wat Phra That Doi Suthep

Chiang Mai er hovedstad i provinsen af samme navn. Den gamle bydel er omkranset af en voldgrav, og flere steder er der stadig rester af den gamle bymur.

Efter ankomst til Chiang Mai kører vi til hotellet, hvor bagagen venter. Der serveres morgenmad, og du har mulighed for at hvile lidt og blive frisket op efter togturen, før vi begiver os ud på nye eventyr. Vores mål er bjerget Doi Suthep, som tårner over byen, og for at komme herop kører vi afsted på en meget lokal måde: i pick-up trucks med bænke installeret på ladet. Vel oppe på bjerget skal vi besøge det imponerende tempel Wat Phra That Doi Suthep. Selvom templet og udsigten fra bjerget er målet for udflugten, så er den snoede køretur op ad bjerget en oplevelse i sig selv.

Det er ikke muligt at køre det sidste stykke vej op til templet, og derfor kan man enten vælge at passere de to drager, der flankerer de ca. 300 trappetrin op. Du kan også spare på kræfterne og tage svævebanen. Vi ser nærmere på det glimtende tempel og nyder den flotte udsigt over Chiang Mai.

Tilbage på hotellet tjekker vi ind og spiser frokost. Resten af dagen kan du bruge på at slappe af, besøge hotellets spa, få en massage eller læse en bog ved poolen. Hvis du er frisk på flere eventyr, kan du om aftenen følge med rejselederen til Chiang Mais aftenmarked, som ligger et kvarters gang fra hotellet. Her kan du spise på en af de mange restauranter, gøre et godt køb eller drikke en kold øl.

Dag 6
Chiang Mai. Cykeltur på landet og tid på egen hånd
Muh!

I dag skal vi opleve den landlige del af Thailand fra cykelryg. Lidt uden for Chiang Mai sætter vi os godt tilrette i sadlen og cykler afsted langs små veje gennem landsbyer med træhuse på stylter, gennem rismarker og forbi vandbøfler og børn, som ikke er vant til at se udlændinge i deres landsbyer. Vi bliver desuden inviteret indenfor på en lokal skole og hører mere om de lokales dagligdag.

Resten af dagen er fri til egne eventyr. Du kan vælge at slappe af på hotellet, udforske lokalområdet til fods eller bede rejselederen om forslag til aktiviteter.

Dag 7
Chiang Mai – Lampang med hestevognskørsel – Sukhothai
På byrundtur i hestevogn

Over de næste tre dage skal vi opleve et Thailand, som de færreste oplever. Vi kører fra Chiang Mai sydpå mod floden Kwai. På vores rejse gennem landet har vi et tilrettelagt program med planlagte stop, som du kan læse mere om her i programmet. Men som en bonus vil rejselederen lægge ekstra aktiviteter og lokale besøg ind. Du får blandt andet mulighed for at besøge et privat hjem, en lokal skole, markeder og værksteder.

Efter ca. 100 km kørsel fra Chiang Mai stopper vi for se nærmere på byen Lampang, som er hovedstad i provinsen af samme navn. Byen kaldes også for ”mueang rot ma”, som betyder hestevognsbyen på grund af de mange, ja, hestevogne, som præger bybilledet. Hvilken bedre måde at se byen på end fra netop hestevogn? Efter en tur rundt i byen spiser vi frokost på en lokal restaurant og fortsætter vores færd mod Sukhothai, hvor vi tjekker ind på vores hotel.

Aftenen er fri til egne eventyr og kan med fordel bruges på at stifte bekendtskab med byens gastronomi. For selvom Sukhothai er mest kendt for sin gamle bydel og sin historie, så kommer egnens kulinariske oplevelser ind på en stærk andenplads. Byens specialitet er en ret ved navn Sukhothai-nudler udgøres af risnudler i en sødlig svinebaseret bouillon med skiver af svinekød, tyndt skårne grønne bønner, drysset med peanuts og sprøde svær. Retten skulle ikke være alt for svær at finde på en af byens mange restauranter.

Dag 8
Sukhothai. Den gamle bydel. Videre til Uthai Thani, aftensejlads med middag
Smukt landskab

Sukhothai-riget blomstrede fra midten af 1200-tallet til slutningen af 1300-tallet. Kunst og arkitektur fra denne tid betragtes som noget af det mest klassiske, man kan finde i Thailand, og tidsperioden anses for at være en gylden æra i Thailands historie – og ikke uden grund. Under Sukhothai-æraen blev thaialfabetet udviklet, fundamentet for Thailands politiske system blev grundlagt, og theravada-buddhismen blev udråbt til statsreligion. Ifølge en inskription på en sten fra 1292 var der i denne periode ”fisk i vandet og ris i markerne” – en beskeden måde at sige på, at det gik rigtig godt.

Efter morgenmaden tager vi ud for at opleve byens mange UNESCO-fredede templer og ruiner. Du kan vælge at stige ombord i en bus og køre rundt mellem seværdighederne, og hvis du vil strække benene, har du mulighed for at cykle. Uanset, hvad du vælger, følges vi ad og stopper undervejs og hører mere om de enkelte seværdigheder.

Vi fortsætter turen til Uthai Thani, og på vejen gør vi holdt ved ved Bung Boraphet, som er den største, og måske smukkeste, ferskvandssø i Thailand. Der er registreret over 200 dyre- og plantearter i området. Efter en sejltur på søen skal vi besøge et nærliggende akvarium, som blandt andet huser over 100 forskellige slags tropiske ferskvandsfisk.

Vi fortsætter til Uthai Thani og tjekker ind på vores hotel. Om aftenen skal vi nyde en middag ombord på et lille krydstogtskib på floden Sakae Krang, som løber gennem byen. Flodkrydstogt og middag er inkluderet i rejsens pris.

Dag 9
Uthai Thani – Baan Kwai Village i Suphanburi – Kanchanaburi og broen over floden Kwai
Broen over floden Kvai

Vi siger farvel til Uthai Thani og kører til Baan Kwai Village, opbygget som et landsbysamfund med områder, hvor man blandt andet kan lære om traditionel thailandsk lægekunst og brug af urter, astrologi og thaimassage. Vi ser desuden, hvordan bønder tærsker ris og lærer om vandbøflens betydning for livet på landet.

Turen fortsætter mod Kanchanaburi ved floden Kwai. Vi ser nærmere på den berømte bro, som blev udødeliggjort i Pierre Boulles roman ”Broen over floden Kwai” og den senere filmatisering. Den oprindelige bro blev bombet af de allierede i 1945 og stod ikke samme sted som den nuværende. Broen, vi ser, står som et mindesmærke for de grusomheder, der fandt sted her.

Opførelsen af ”Dødens Jernbane” under Anden Verdenskrig kostede 16.000 mennesker livet – deraf det makabre navn. Vi stiger om bord på bumletoget, der kører ad skinnerne til Nam Tok. Togturen går gennem den billedskønne natur langs Kwai-floden, og vi kommer blandt andet over en lang, skrøbeligt udseende træ-viadukt.

Efter togturen kører vi til hotellet, hvor vi tjekker ind. Resten af dagen er på egen hånd.

Dag 10
Kanchanaburi. Erawan Nationalpark, Hellfire Pass, afskedsmiddag
Billedskønt

Lidt uden for Kanchanaburi ligger Erawan Nationalpark, som er et populært udflugtsmål for både lokale og turister. Nationalparkens hovedattraktion er vandfaldet med hele syv niveauer, og mange mener, at nationalparkens navn stammer fra vandfaldets øverste niveau, som skulle ligne den trehovedede elefantgud Erawan fra hinduistisk mytologi. Du får mulighed for selv at bedømme ligheden, når vi besøger vandfaldet, som er omgivet af frodig regnskov og vilde orkidéer. Hvis du vil nyde udsigten fra toppen af vandfaldet, er der en sti, du kan følge op til sjette niveau. Men for at komme helt op til det syvende og øverste niveau, er du nødt til at kravle det sidste stykke op ad klippen.

Om eftermiddagen fortsætter vi til det legendariske Hellfire Pass, hvor asiatiske og allierede krigsfanger, der opførte Dødens Jernbane, under frygtelige forhold blev tvunget til at føre jernbanen tværs igennem en næsten ufremkommelig klippe, for at forbinde Thailand med Burma. Det tog kun seks uger at skabe gennemskæringen gennem den massive klippe, men til gengæld måtte arbejderne knokle 18 timer i døgnet, og flere hundrede af dem mistede livet. Arbejdet foregik fortrinsvis om natten ved det svage lys fra brændende fakler – deraf fik gennemskæringen sit navn. Vi besøger også det tilhørende museum, som illustrerer områdets historie med billeder, kort og modeller.

Om aftenen spiser vi en lækker afskedsmiddag og forbereder os på hjemrejsen i morgen.

Dag 11
Kanchanaburi – Bangkok og hjemrejse
Forlæng rejsen til Hua Hin

Formiddagen er til fri disposition. Efter frokosttid kører vi i bus mod Bangkok og påbegynder vores hjemrejse. Du har også mulighed for at forlænge rejsen med fire dage i strandparadiset Hua Hin, det perfekte sted at fordøje de sidste 10 dages mange oplevelser. I så fald går turen direkte til Hua Hin med bus.

Dag 12
Ankomst til København

Togrejse i Thailand

Togene i Thailand er generelt i god stand, og faciliteterne er rene og pæne. Vi rejser på 2. klasses sovevogne med aircondition, og på trods af navnet er dette den bedste kategori på de fleste tog i Thailand. Vognene har åbne køjesengepladser langs væggen på begge sider. Om dagen er der 2 sæder som vender mod hinanden med et lille bord i mellem. Når det er tid til at sove foldes de 2 sæder sammen til en nedre seng, og en øvre køjeseng foldes ned fra væggen.

Om dagen kan man sidde godt og nyde turen
Et forhæng sikrer privatlivets fred i løbet af natten. Der er en hylde ved siden af sengene til bagagen. Rent sengetøj er inkluderet, og der findes fælles toilet og vask i begge ender af vognen. På vores grupperejser skal vi ikke besværes med de store kufferter på togrejsen, da disse transporteres separat fra det ene hotel til det andet, så der skal kun medbringes håndbagage med det fornødne.
Klar til at sove

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 10.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
1.398,–
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Bangkok t/r
  • Udflugter jf. program
  • Indkvartering i delt dobbeltværelse på gode turistklassehoteller
  • Morgenmad dagligt
  • 7 frokoster (dag 3-4 og dag 6-10)
  • 3 middage (dag 2, 8 og 10)
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (beregn cirka 320,- kr.)
  • Øvrige måltider og drikkevarer
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Personlige fornødenheder
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Praktiske oplysninger

Cykelture og fysisk form

Er du i nogenlunde god form og kan cykle 10-15 km, kan du fint klare cykelturene og de øvrige aktiviteter på denne rejse. Bemærk at en del af vores udflugt i Bangkok er med ”offentlig” transport (flod-busser) og at der er cirka 15 minutters gang fra hotellet til floden.

Togrejse i Thailand

Togene i Thailand er generelt i god stand, og faciliteterne er rene og pæne. Vi rejser på 2. klasses sovevogne med aircondition, og på trods af navnet er dette den bedste kategori på de fleste tog i Thailand. Vognene har åbne køjesengepladser langs væggen på begge sider. Om dagen er der 2 sæder som vender mod hinanden med et lille bord i mellem. Når det er tid til at sove foldes de 2 sæder sammen til en nedre seng, og en øvre køjeseng foldes ned fra væggen. Et forhæng sikrer privatlivets fred i løbet af natten. Der er en hylde ved siden af sengene til bagagen. Rent sengetøj er inkluderet, og der findes fælles toilet og vask i begge ender af vognen. På vores grupperejser skal vi ikke besværes med de store kufferter på togrejsen, da disse transporteres separat fra det ene hotel til det andet, så der skal kun medbringes håndbagage med det fornødne.

Gode tips til pakkelisten

Medbring gerne en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen, f.eks. i forbindelse med togrejsen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere

De fleste af Albatros Travels rejser er ledet af en dansk rejseleder, som enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, hvor gruppen møder sin rejseleder. Alle vores rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Enkelte af vores rejser er uden rejseleder; det vil altid tydeligt fremgå af programmet, hvorvidt rejsen er ledet af en rejseleder eller ej.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.

Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager fra rejseledere og kunder efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Lignende rejser

17THRTR13ADK0310