Total solformørkelse i USA

Vi flyver til Atlanta, hovedstaden i Georgia, og tager hul på sydstatsstemningen her i Martin Luther Kings fødeby og scenen for ”Borte med blæsten”.

Der bor omkring fem millioner mennesker i Atlanta, medregnet de kæmpe forstadsområder, der breder sig ud fra bymidten. Alligevel fremstår Atlanta som en køn by med mange træer og elegante huse.

Downtown Atlanta har nogle af USA’s højeste skyskrabere, men i de ældre kvarterer finder man stadig fine, lave huse malet i smukke farver. Det var i et hus som disse, Margaret Mitchell sad i 1920’erne og skrev sydstatsromanen over dem alle, ”Borte med blæsten”. Kærlighedshistorien mellem Scarlett O’Hara og Rhett Butler udspiller sig blandt andet i Atlanta under og efter borgerkrigen, og da den blev udgivet i 1936, blev den en stor succes. Romanen blev filmatiseret i 1939 og havde premiere i Atlantas Loew’s Grand Theater, som desværre ikke længere eksisterer.

Indianerne kaldte området, hvor Atlanta befinder sig i dag, for ”Stående ferskentræ”, og der dyrkes stadig masser af ferskner her i The Peach State, som Georgia kaldes. Indianerne blev tvangsfjernet fra området, da jernbanen Western and Atlantic Railroad blev anlagt for at lette handelen med Midtvesten, og i stedet begyndte en by at vokse frem ved end endestationen i 1837. Den blev kaldt Atlanta efter jernbanen, og resten er historie, som amerikanerne siger.

Vi tjekker ind på vores hotel og resten af aftenen er på egen hånd.

Dagen begynder med en orienterende byrundtur i bus i Atlanta, inden vi forlader staten Georgias hovedstad og kører videre.

”Pardon me boy – is that the Chattanooga Choo-Choo?” Glenn Millers evergreen fra 1941 klinger for det indre øre, når man passerer byskiltet til Chattanooga, Tennessee. Sangens ”choo-choo” refererer til jernbanelinjen til Cincinnati, som blev anlagt i 1880, og navnet ”chattanooga” menes at betyde ”at trække fisk ud af vandet” på cherokee-indiansk. Byen har en fin havnefront ud til Tennessee-floden, og her findes også verdens største ferskvandsakvarium, der er bygget op som et stort flodsystem.

Fra Chattanooga begiver vi os videre til den lille by Lynchburg, som ville leve i total ubemærkethed, hvis det ikke var for ét firma i byen: Jack Daniel’s-destilleriet. Absurd nok er Lynchburg en tørlagt by, så vi kan ikke komme til at smage nogle af de gyldne dråber, men på en rundtur i det legendariske destilleri kommer vi i hvert fald til at dufte dem.

Vi fortsætter til Nashville, hjemsted for country & western, og tjekker ind på vores hotel.

Efter en tidlig morgenmad kører vi til Memphis (3-4 timers kørsel) for at hilse på et andet musikalsk ikon: Elvis Presley. Eller rettere sagt hans hus, Graceland, som efter The Kings død blev en blanding af museum og mausoleum. Elvis er begravet ved et lille springvand ved siden af swimmingpoolen.

Elvis købte huset allerede som 22-årig i 1957 og boede der indtil sin alt for tidlige død den 16. august 1977. Man kommer ikke uden om, at indretningen sine steder er noget 70’er-kitschet, men det er en del af oplevelsen. Junglerummet, for eksempel, har grønt gulvtæppe, masser af planter og et sofabord, der er som taget ud af Amazonregnskoven.

På Graceland er også udstillet Elvis’ utallige guld- og platinplader og hans næsten lige så talrige heldragter, som han bar i den sidste del af sin karriere, hvor han optrådte med glitrende shows i Las Vegas.

Vi kører til vores hotel og tjekker ind, og resten af aftenen er til fri disposition. Memphis er med rette berømt for sin musikhistorie, men har også et andet trækplaster: spareribs. Med mindre du er vegetar eller af andre grunde ikke spiser svinekød, må du ikke snyde dig selv for noget langtidsstegt gris, mens du er i byen!

Turen går videre fra Memphis og sydpå mod hovedstaden i staten Louisiana, Baton Rouge. Det er den største by i Louisiana næstefter New Orleans, og her er der dømt sydstatsstemning for alle pengene.

Magnoliatræerne og cypressernes kroner kaster dovent deres skygge over byens gader, som om sommeren får indbyggerne til at flygte ind under dem og væk fra direkte sol i den fugtige sydstatsvarme. Her er en overflod af huse i den nyklassicistiske arkitektur, som er så karakteristisk for byggeri i sydstaterne i det 19. århundrede.

Vi tjekker ind på vores hotel, og aftenen er til fri disposition.

Vi forlader Baton Rouge og kører til Saint James Parish, hvor vi besøger den tidligere sukkerrørsplantage Oak Alley. Plantagen hed oprindelig Bon Séjour, men fik sit nuværende navn efter den fantastiske allé, der leder op til huset. Her står 300-årige egetræer plantet side om side og danner nærmest en tunnel, hvor grenene mødes hen over stien.

Huset, som er fra 1830’erne, er restaureret og fremstår næsten som i sin storhedstid, inden den amerikanske borgerkrig fik mange plantageejere til at gå konkurs. Vi får tid til at beundre huset og spadsere rundt i den smukke have, inden det er tid til at fortsætte mod New Orleans.

Vi gør dog endnu et stop undervejs, når vi når frem til Manchac Swamp. Her skal vi på sumptur ud i Louisianas bayou. Undervejs kan vi betragte dyrelivet, og hvis vi er heldige ser vi et eksemplar eller to af den frygtindgydende amerikanske alligator.

Vi kører herefter videre til en af Sydstaternes absolut mest berømte byer, jazzens New Orleans.

Byen har endnu ikke helt slettet sporene efter orkanen Katrinas hærgen i 2005, og mindet om vandmasserne, der dræbte omkring 1.700 mennesker og gjorde 80 procent af byen midlertidigt ubeboelig, sidder stadig i indbyggerne. Ukuelig festglæde er dog også et karaktertræk her omkring, hvad byens uofficielle motto, ”laissez les bons temps rouler” – let the good times roll – også understreger. Vi tjekker ind på vores hotel, og resten af dagen er til fri disposition.

I New Orleans kan man spise godt, feste godt og høre god musik. Jazzen blev født her i byen og lever i bedste velgående på de mange spillesteder. På en tur ned ad Bourbon Street er det svært ikke at lade sig fange ind af en af barerne, og til Mardi Gras går optogene herigennem, og gaden er én stor fest. Hvis du vil høre traditionel jazz kan du fx besøge baren Fritzel’s på Bourbon, hvor du mod at købe et par drinks og at lægge lidt dollars i hatten, når den går rundt, kan lytte til nogle af byens helt store jazznavne.

New Orleans blev grundlagt af franske kolonister i 1718 som Nouvelle Orléans. I 1763 overgik byen til spansk styre, indtil den i 1803 blev solgt til amerikanerne. Blandingen af forskellige nationaliteters indflydelse har gjort New Orleans til noget helt for sig selv.

Vi skal på en spadseretur i bydelen French Quarter, som stort set blev skånet af Katrina – gudskelov, for de fine, gamle pastelfarvede bygninger med kunstfærdige smedejernsbalkoner og slyngplanter er inkarnationen af New Orleans’ charme. Den kreolske blandingskultur og de etniske rødder i Frankrig, Spanien, Italien, Caribien og Afrika blander sig til et særegent kulturelt miks. Et eksempel er praktiseringen af voodoo, der har udviklet sig som en blanding af afrikanske stammereligioner og katolicisme.

Vi spiser en hyggelig jazzbrunch, og bagefter stiger vi om bord på en traditionel hjuldamper og sætter ud på en sejltur på den brede, brune Mississippiflod. Floden udspringer helt oppe i Lake Itasca i Minnesota og har således bugtet sig sydpå gennem det meste af USA, inden den løber ud i Den Mexicanske Golf ved New Orleans. En regndråbe, der falder i Lake Itasca, vil være omkring 90 dage om at nå Den Mexicanske Golf.

Beliggenheden mellem Mississippifloden og Pontchartrain-søen i sumpområdet ud til Den Mexicanske Golf, gør, at hvor man i andre amerikanske byer taler om downtown og uptown, taler man i New Orleans om lakeside og riverside.

Resten af dagen er på egen hånd i New Orleans.

Vi tager kystruten østpå, hvor vi har et stop i Biloxi på ”Den fattige mands riviera”. Byen er et populært feriested, som kombinerer strandliv med muligheden for at smovse i skaldyr og spille natten væk på et af de mange kasinoer. Biloxi blev også ramt af orkanen Katrina i 2005, og selvom der er ryddet op, er byen endnu ikke kommet helt op på fortidens højder.

Turen går videre til Pensacola, efter vi har krydset statsgrænsen til Florida. Denne by er en af de ældste i området, med spansk tilstedeværelse så tidligt som 1539. Den første bosættelse var på den lange ø-tange Santa Rosa ud for kysten, men efter kun et par uger blev øen totalt hærget af en orkan, og man fortrak til fastlandet. I dag huser Santa Rosa byen Pensacola Beach, hvis fantastiske hvide strand synes at fortsætte i det uendelige.

Pensacola plages stadig jævnligt af orkaner, og derfor tænker de lokale alternativt, når der skal bygges orkansikre huse på Santa Rosa. Her kan du således støde på et hus formet som en kuppel eller et, der har et rumskib på taget.

Pensacola er også hjem for flådens flyvestation, og det velbesøgte National Museum of Naval Aviation giver en gennemgang af flyvningens historie i flåden, kystvagten og søværnet, foruden det store trækplaster: 150 restaurerede flyvemaskiner. Hvis trafikken levner tid til det, aflægger vi museet et besøg.

Dagens endestation er Tallahassee, hovedstaden i Florida.

Den første jul nogensinde i USA blev fejret i Tallahassee. Det mener man i hvert fald, ud fra kilder om en spansk ekspedition ledet af Hernando de Soto, der overvintrede i en indianerlandsby i 1538-1539. Landsbyen er ved arkæologiske udgravninger blevet lokaliseret til at ligge et par kilometer øst for Florida State Capitol-bygningen i det nuværende Tallahassee. ”Tallahassee” er indiansk for ”gammelt land”, og der har boet indianere i området i hvert fald siden 1200-tallet, hvilket gravhøje ved den nærliggende Lake Jackson vidner om.

I dag bor der omkring 172.000 mennesker i Tallahassee by, cirka dobbelt så mange, hvis man tæller forstæderne med. Byen har mere sydstatsstemning end Floridafeeling på trods af, at Tallahassee blev udnævnt til hovedstad i staten Florida i 1824. Det fine gamle regeringshovedsæde fra 1845, Old State Capitol, ligger her stadig som museum, lige foran højhuset fra 1970’erne, hvor administrationen har til huse i dag. Oppe fra højhusets tag er der en god udsigt over byen.

Efter en byrundtur krydser vi Floridas halvø og kører mod nordøst til Savannah i Georgia ud til Atlanterhavskysten. Savannah er internationalt kendt for sine historiske bygninger, som vi skal se nogle af på en byrundtur. De smukke gamle kolonistilshuse med dobbelte verandaer (både i stueetagen og på 1. sal) er i godt selskab af de 21 små grønne parker med statuer og blomstrende buske og træer.

På havnefronten ved Savannah River summer det af liv mellem de gamle lagerbygninger lavet om til hoteller, butikker og restauranter – mange med fisk og skaldyr på menuen. Hvor nabobyen Charleston er den pæne pige, er Savannah mere løssluppen og holder ikke så meget på formerne, og her finder du billige cafeer, gavebutikker og gallerier. Kunstskolen Savannah College of Art and Design sørger for, at den kunstneriske ånd gennemsiver hele byen.

Vi overnatter i Savannah og kan bruge aftenen på at nyde sydstatscharmen.

Om formiddagen kører vi på byrundtur i Savannah. Byen er Georgias ældste og dens moderne historiebegyndte den 12. februar 1733, da General James Oglethorpe og 120 kolonister ankom ad Savannah-floden og grundlagde det, der skulle blive den sidste britiske koloni i den nye verden.

På ca. 150 år voksede byen og dens blomstrende havn, der i dag tjener som et trafikalt knudepunkt for import og eksport mellem staten Georgia og resten af verden. Undervejs på vores rundtur får vi et godt indblik i USA’s og Sydstaternes historie, inden vi tager videre til Charleston et par timers kørsel nordpå over grænsen til South Carolina.

Charleston blev grundlagt i 1600-tallet, dengang som Charles Towne. Byen er rig på historiske landemærker og bygninger, og det var også her fra Fort Sumter ved havnen, at de første skud i den amerikanske borgerkrig blev affyret. På gaden The Battery ligger huse i kolonistil langs havnefronten og minder om en storslået kolonitid i 1700-tallet. Dobbelte verandaer, balkoner, store balsale, tropiske gårdhaver og udsigt til havet.

Charleston er også kendt som ”The Holy City”, af den sympatiske grund, at det var den eneste af datidens 13 kolonier, som lod jøder og de franske huguenotter praktisere deres religion uden restriktioner. I det historiske huguenot-kvarter kan man således finde en kirke bygget helt tilbage i 1687. Desværre brændte den og blev genopbygget i 1845 i gotisk stil.

Vi tager på en orienterende byrundtur, inden vi bliver indlogeret på vores hotel.

Vi forlader Charlestons marsk med vilde palmer, alligatorer og et overvældende fugleliv og kører mod Greenville, hvor vi i morgen skal opleve den totale solformørkelse.

Greenville ligger ved foden af Blue Ridge Mountains forbjerge. Byen har forstået at kombinere traditionel sydstatscharme med en fantastisk natur, og byens centrum har fået en opblomstring, der har fået det navnkundige Forbes Magazine til at betegne den som en af USA’s 10 bedste. Her er hyggelige butikker og fantastiske restauranter, museer i verdensklasse, gallerier og teatre og ikke mindst på en baggrund af nogle af de smukkeste søer, floder og bjerge i verden.

Vi tager på opdagelse i bymidten, og om aftenen kan du afprøve et af de lækre spisesteder på egen hånd.

Overnatning i Greenville.

I dag indtræffer solformørkelsen, som vi er rejst helt til USA for at opleve! 

Denne dag vil månens skygge følge et bånd over jorden, som starter

 3.800 km ude i Stillehavet, strækker sig 3.800 km ind over USA og slutter med en rejse på 4.500 km ud over Atlanterhavet. Albatros har udvalgt Greenville, 240 km nordøst for storbyen Atlanta, som stedet at overvære fænomenet.

I Greenville belønnes vi med 2 minutter og 14 sekunders total solformørkelse. Måneskyggen rammer solen kl. 13.09 lokal tid. Hele formørkelsen udspiller sig over 2 timer og 54 minutter.

Vi kører lidt uden for byen og forsøger at finde det bedste sted til at iagttage det unikke syn, og der er sat tid af til at opstille kamera og kikkerter.

Den totale solformørkelse finder sted 14.38 lokal tid. Umiddelbart inden den totale formørkelse håber vi, at vi kan iagttage den berømte “diamantring”, som opstår, når solens sidste stråler akkurat passerer gennem smalle kløfter på månens overflade. Umiddelbart (få sekunder) efter bliver det helt mørkt, og den imponerende sol-corona kommer til syne. Coronaen er solens ekstremt varme atmosfære og solvinds-udbrud (protuberancer), der følger de magnetiske bælter mange millioner kilometer ud i rummet.

Et par minutter senere er det slut, og det spektakulære skue vil kunne ses i omvendt rækkefølge: Diamantringen først og en gradvist stigende lysmængde i den næste times tid.

Sidst på eftermiddagen er solformørkelsen slut, og resten af dagen er på egen hånd.

Vi overnatter i Greenville.