Tusind og en nat på skinner

Med sine cirka 15 millioner indbyggere er Istanbul Tyrkiets største by, dog uden at være hovedstaden – den status fik Ankara i 1923 efter sultanatets afskaffelse og proklamationen af Tyrkiet som en uafhængig republik ledet af præsident Mustafa Kemal Atatürk.

Istanbul ligger, hvor kontinenterne Asien og Europa mødes, og den livlige by danner de kontrastfyldte rammer, hvor disse forenes kulturelt og historisk. Byen breder sig ud på begge sider af Bosporusstrædet, og den europæiske del er igen gennemskåret af det langstrakte, fjordagtige Gyldne Horn.

Dagens byrundtur starter med et besøg i Den Blå Moské med de seks himmelstræbende minareter. Moskéen er Istanbuls hovedmoské og vigtigste vartegn, og den blev bygget i årene 1609-1616 under den osmanniske sultan Ahmed I. Moskéens egentlige navn er da også Sultan Ahmed-moskéen, mens kaldenavnet Den Blå Moské er kommet til senere på grund af de mere end 20.000 smukke blå kakler, der udsmykker moskéens indre.

Efter at have fordybet os i Den Blå Moskés arkitektur og historie skal vi se nærmere på Hagia Sofia, som er Det Byzantinske Riges største bygningsværk. Sofiakirken, som den også bliver kaldt, stod færdig i 537 og var hovedkirke i byzantinsk tid. Kirken er spækket med imponerende mosaikker, og de er et smukt vidnesbyrd om fordums storhed. Vi hører endvidere om, hvordan runer fra vikingetiden er havnet her. Efter osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453 blev Hagia Sofia taget i brug som moské, og der blev tilføjet fire minareter. I 1935 blev bygningen omdannet til museum.

Om eftermiddagen venter et besøg i den 500 år gamle Grand Bazaar. Den store basar, som i dag har et areal på cirka 200.000 m², tjente oprindelig som byens brødmarked. Denne basar er i sandhed en kæmpelabyrint med omtrent 5.000 små forretninger. Ud over butikker er her lagre, værksteder, vekselboder, posthus, tehuse og restauranter. I basaren sælges alt fra sølv til læder, tæpper, vandpiber og antikviteter, men bemærk, at det ikke alt sammen er lige billigt. Husk endelig at prutte om prisen!

Herefter kører vi over Bosporusstrædet og et lille stykke ud af byen, hvor vores tog venter på os. Vi stiger om bord og finder os godt til rette i vores kupeer. Vores togrejse gennem den vestlige del af Silkevejen kan begynde.

Vi ankommer til byen Konya, som ligger cirka 500 kilometer syd for Istanbul. Byen var hovedstad i det tyrkisk-persiske Rum-sultanat, som eksisterede fra 1077-1307. Konya er rig på gamle traditioner og historie samtidig med, at den har status som en by med stor økonomisk fremgang.

Konyas ubestridt mest berømte bysbarn er Jalal ad-Din Muhammad Rumi, også blot kendt som Rumi, en persisk jurist, teolog og mystiker, men i Vesten først og fremmest kendt som digter. Rumis indflydelse på persisk litteratur kan ikke overdrives, og hans værker er oversat til utallige sprog og læses over hele verden. Han største værk, Mathnawi, er en digtsamling bestående af 25.000 vers. FN erklærede 2007 for officielt Rumi-år, og samme år blev han udråbt som den mest læste digter i USA – over 700 år efter sin død.

Rumi menes at være født i det nuværende Tadsjikistan, men døde her i Konya i 1273, hvor han ligger begravet i et mausoleum ved siden af sin far, sin søn og andre fremtrædende dervisher – navnet på hans religiøse tilhængere. På sølvdøren ved indgangen til mausoleet kan vi læse inskriptionen ’De, som træder ufuldendte ind, kommer perfekte ud.’ Med dette løfte i baghovedet træder vi ind i mausoleet, som ud over 66 sarkofager også rummer en kiste med en lok af profeten Muhammeds skæg og en koran, der er så lille, at forfatteren blev blind efter at have skrevet den. Til venstre for mihraben – en niche i en moské, som markerer retningen mod Mekka – finder vi et bedetæppe med et billede, der forestiller kabaen i Mekka. Tæppet er lavet af silke og uld og består af ikke mindre end 3millioner knuder. Inde i mausoleet forventes det, at kvinder dækker hoved og skuldre. Shorts er heller ikke tilladt.

Rumi mente, at musik, poesi og dans var en måde at nå gud på. Mere specifikt betragtede han musik som et redskab til at fokusere hele sit væsen på det guddommelige, og med en tilstrækkelig grad af fokus opløses sjælen for derefter at blive genoplivet. Det var blandt andet på disse idéer, at hans tilhængere og hans søn baserede Mevlevi-ordenen, også kendt som de dansende dervisher. Efter frokost skal vi se en forestilling med disse mandlige dansere, der i lange hvide kjortler hvirvler rundt om sig selv for at komme i tættere kontakt med gud.

Vi fortsætter til Aladdin-moskéen, Konyas vigtigste religiøse bygning efter Rumis mausoleum. Moskéen er bygget for Aladdin Keykubad I, som var sultan i Rum-sultanatet 1219-1231. I århundredernes løb er dele af bygningen blevet udsmykket, renoveret, ødelagt og genopbygget. Den store oprindelige indgang på den nordlige side indeholder dekorationer fra tidligere byzantinske og romerske bygninger.

Om eftermiddagen stiger vi om bord på toget og kører videre mod det eventyrlige Kappadokien, som ligger i midten af Tyrkiet. Toget standser i Incesu, hvorefter vi kører til Avanos og tjekker ind på et 4-stjernet hotel.

Kappadokien er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv og kendt for sine karakteristiske stenformationer. Klipperne i Kappadokien er eroderet til hundredvis af spektakulære minaretformede søjler, og dette ses bedst i Göreme-dalen, som vi besøger.

Landskabet her ligner kort sagt noget fra en anden planet. Takket være den bløde tufsten kan man se huse, klostre og tusind år gamle kirker skåret ind i bjerget. Om eftermiddagen lader vi skinnerne tage os videre østpå. I dag krydser vi Taurus-bjergene, som deler det sydlige Middelhavstyrkiet fra det centrale anatolske plateau. Vi overnatter på toget.

Om morgenen ankommer vores tog til byen Nizip, hvorfra vi bliver kørt i bus til den nærliggende by Sanliurfa. I byzantinsk tid hed byen Edessa og var et magtcentrum på grund af de mange kirker, skoler og klostre. I dag har byen en halv million indbyggere og bebos fortrinsvis af kurdere og arabere.

Byen menes af mange at være Abrahams fødested. Derfor starter vi vores byrundtur med at besøge Halil Rahman-moskéen, som ifølge traditionen er bygget det sted, hvor Abraham blev kastet i ilden af den forhistoriske hersker Nimrod. Ved et mirakel blev ilden dog forvandlet til et bassin af vand, og Abraham overlevede. Det brændende kul fra ilden blev forvandlet til fisk, og i dag valfarter både kristne, muslimer og jøder til fiskedammen i moskéens gårdsplads. Her finder man de hellige karper, og ifølge legenden åbner himlens porte sig, hvis man ser en hvid karpe.

Vi kommer også forbi byens overdækkede basar, som er en af de største og mest uberørte i hele Tyrkiet. Den består af over 50 smalle gader og huser over 3.000 butiksdrivende.

Om eftermiddagen besøger vi det bibelske sted Harran sydøst for Sanliurfa. Byen har en historie, der går tilbage til det tredje årtusinde før vores tidsregning og er kendt for traditionelle bikubeformede huse, som er bygget helt uden brug af træ. Bygningernes form gør, at de er kølige på indersiden, hvilket er livsnødvendigt på disse egne. Designet menes at være over 3.000 år gammelt, og nogle af dem blev stadig brugt til beboelse så sent som i 1980’erne. De bygninger, der er tilbage, er udstillingseksemplarer, og Harrans lokalbefolkning bor i en lille nybygget by to kilometer fra bikubehusene.

Tilbage i Sanliurfa skal vi nyde en god middag med panoramaudsigt over den gamle bydel. Vi overnatter på et 4-stjernet hotel i Sanliurfa.

Om morgenen bliver vi kørt ud til den arkæologiske udgravning Göbekli Tepe, som regnes for at være den ældste menneskeskabte religiøse struktur i verden. Helligdommen blev sandsynligvis anlagt af jæger-samlere for 12.000 år siden. Ved opdagelsen i 1964 troede man, at der var tale om et byzantinsk gravsted. Det var først i midten af 90’erne, at man fandt ud af, at konstruktionen måtte være meget ældre. Stedet har været under udgravning af tyske og tyrkiske arkæologer lige siden.

Stedet omfatter 20 runde bygningsværker. Af disse er fire blevet udgravet, mens de resterende stadig ligger under jordens overflade. De runde bygningsværker har en diameter på 10-30 meter, og alle er udstyret med massive, t-formede kalkstenssøjler. Mange af søjlerne er dekoreret med gådefulde piktogrammer og relieffer af dyr.

På vores videre færd passerer vi Atatürk-dæmningen og ankommer til det 2.100 meter høje Nemrut-bjerg, som er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. På toppen af bjerget er anlagt en grav og et tempelanlæg, hierothesion, som dateres til kong Antiochus 1. af Commagene (ca. 69-34 f.Kr.). Fra tre sider fører processionsveje op til gravhøjen, som omgives af terrasser med monumentale siddende gudeskulpturer. Statuerne forestiller to løver, to ørne, en række græske, armenske og iranske guder samt Antiochius selv. På et tidspunkt er statuernes hoveder blevet fjernet fra deres kroppe, og hovederne ligger nu spredt rundt omkring på bjerget.

Før vi vender tilbage til vores tog og kører videre mod nye eventyr, skal vi nyde en typisk øst-anatolsk middag. Vi overnatter om bord på toget.

Van er hovedstad i provinsen Van i det østlige Tyrkiet. Byen ligger på østbredden af landets største sø, der for nemheds skyld også hedder Van.

Vi ankommer til byen tidlig eftermiddag efter at have sejlet over søen i noget så specielt som en togfærge. Det foregår på den måde, at togfærgen lægger til i byen Tatvan ved søens vestbred. Her går skinnerne helt ud til havnekanten, hvorfra de fortsætter ud på færgen. Toget ruller om bord på færgen og sejler derefter de 96 kilometer over søen. Sejlturen tager cirka tre og en halv time. Med en togfærge slipper man for at bygge en 250 kilometer lang jernbane gennem bjergrigt område.

Om eftermiddagen skal vi besøge den lille ø Achtamar, som ligger i den sydlige ende af Van-søen. Navnet på øen stammer fra en armensk legende, som fortæller om en prinsesse ved navn Tamar, der var forelsket i en helt almindelig dreng fra fastlandet. Hver nat svømmede han over til øen for at være sammen med sin elskede Tamar, kun vejledt af den lampe, hun holdt i hånden. Hendes far fandt ud af, hvad der foregik, og en nat smadrede han lampen, og drengen mistede orienteringen og druknede. Hans krop flød i land, og legenden slutter med, at man på hans læber kunne aflæse hans sidste ord: Ak, Tamar. Da den moderne tyrkiske republik blev oprettet, blev øens navn officielt ændret til Akdabar, som et led i landets ’tyrkificering’ af oprindelige stednavne. Tyrkificeringen bliver af nogle betragtet som kulturelt folkemord.

Achtamar var et vigtigt kirkeligt center i den osmanniske periode og er i dag kendt for den armenske Helligkors-kirke, som er bygget år 915-921. Kirken er en karakteristisk armensk kombination af centralkirke og basilika, og ydermurene er rigt dekoreret med dyremotiver, apostelportrætter og scener fra biblen. Inde i kirken finder vi freskoer med nytestamentlige scener. I 2010 tillod den tyrkiske regering, for første gang i flere årtier, at kirken blev brugt til gudstjeneste.

Vi overnatter på et 4-stjernet hotel i Van.

Tabriz er Irans femtestørste by og hovedstad i provinsen Østaserbajdsjan. Marco Polo, som rejste langs Silkevejen, kom til byen i 1275 og beskrev den som ”en mægtig by omgivet af smukke og behagelige haver”. Tabriz er stadig en smuk by, beliggende i en dal ved krydset af to floder og syd for bjerget Eynali.

Vi starter med at besøge byens UNESCO-fredede basar, som er en af de ældste basarer i hele Mellemøsten og den største overdækkede basar i verden. Basaren var et af de vigtigste knudepunkter for handlen langs Silkevejen, og selvom moderne indkøbscentre og butikker er skudt op rundt omkring i byen, udgør basaren den dag i dag det økonomiske hjerte i både Tabriz og hele nordvestlige Iran. Basaren består af flere underbasarer, såsom Amir-basaren, der sælger guld og juveler, Mozzafarieh-basaren, som handler med persiske tæpper, skobasaren osv. De ældste bygningsstrukturer i basaren stammer fra 1700-tallet.

Næste punkt på programmet er Den Blå Moské, bygget i 1465 og en af sin tids mest pragtfulde bygninger. Efter at bygningen stod færdig, tog det 25 år mere før hver overflade var dækket af blå majolika-fliser og sirlig kalligrafi. Desværre blev moskéen ilde tilredt af et jordskælv i 1773, og kun den store hvælvede indgang blev skånet. Her kan man stadig se de oprindelige blå fliser. I den sydlige ende af moskéen ligger et mausoleum for Shah Jahan, på hvis ordre moskéen blev opført. Tabriz var hovedstaden i hans kongedømme, som dækkede store dele af det moderne Iran, Aserbajdsjan og Tyrkiet. I midten af 1950’erne påbegyndte de iranske myndigheder en rekonstruktion af moskéen.

Vi fortsætter til Aserbajdsjan-museet, som ligger et stenkast fra Den Blå Moské. På stueetagen ser vi fund fra jernalderbyen Hasanlu, som blandt andet indbefatter en 3.000 år gammel kobberhjelm og nogle besynderlige ’håndtasker’ lavet af sten – statussymboler fra det tredje årtusinde f.Kr. I kælderen finder vi den lokale kunstners Ahad Hosseinis noget skræmmende skulptur af krig og fred, mens den øverste etage udstiller en gen-vævning af det berømte Ardebil-tæppe, som anses for at være det smukkeste og ældste tæppe, der nogensinde er lavet. Det originale tæppe kan ses på Victoria & Albert Museum i London.

Om aftenen går vi om bord på vores tog og fortsætter færden mod ørkenbyen Yazd. Overnatning på toget.

Ved frokosttid ankommer vi til ørkenbyen Yazd, som er smukt beliggende i bjergene mellem to ørkener, omgivet af saltvandssøer. Byen er en af de gamle handelsbyer på Silkevejen, hvor karavaner med handelsrejsende indkøbte silke, andre tekstiler og tæpper på vejen mod Centralasien og Indien. Yazd er ikke kun kendt for silkevævning og håndværk af høj kvalitet, men også for sine vindtårne og vandanlæg, som er blevet skabt for at afhjælpe sommerheden.

I forhold til mange andre iranske byer har Yazd bevaret sin autentiske charme og klassisk persisk stil med snørklede, smalle stræder, åbne pladser og livlige basarer. Arkitekturen i Yazd siges at være den mest persiske, der findes, beskyttet gennem århundreder af det varme klima og fraværet af invasioner. Som et lille kuriosum kan det nævnes, at Marco Polo i 1272, på vej til Kina, besøgte Yazd og kaldte byen for ’Den gode og noble by.’

Efter at have tjekket ind på hotel i Yazd besøger vi Dowlatabad-haven, der er blandt de ni persiske haver, som UNESCO har udnævnt til verdens kulturarv. Dette mesterværk af en have blev bygget i 1750 og huser både et smukt palæ og verdens højeste vindfanger. Inde i palæet ser vi detaljeret tremmeværk og udsøgte glasmalerier.

Før aftensmaden skal vi besøge Yazds vandmuseum, hvor vi hører nærmere om vandhåndteringssystemet ’qanat’, der bliver brugt til at forsyne folk med drikkevand og overrisle marker i tørre egne. Qanat’erne er bygget som en række vertikale skakter forbundet af tunneller, og vandkilden er oftest at finde under jorden ved foden af et bjerg. Afløbskanalerne er baseret på tyngdekraft, da kilden altid er højere beliggende end destinationen. Teknologien er udviklet i Persien og har sidenhen spredt sig til andre dele af verden.

Vi overnatter på et 4-stjernet hotel.

Vi indleder dagens sightseeing med at stifte nærmere bekendtskab med byens vindfangere, såkaldte badgirs, der stikker op som trætoppe overalt i byen. Disse ældgamle aircondition-systemer er designet, så selv den letteste brise bliver fanget og kanaliseret ned til værelserne nedenunder. Iranske vindfangere inddeles i forskellige kategorier, afhængig af hvor mange vindretninger de kan fange. Nogle fanger vind fra en enkelt retning, mens andre er designet, så de kan fange vind fra op til otte forskellige retninger. Når brisen kommer ind i huset, passerer den sædvanligvis et bassin med vand og bliver dermed nedkølet.

I den sydlige ende af byen skal vi besøge Stilhedens tårne, hvor zarathustrierne efterlod de døde i gribbenes varetægt, da de mente, at ligene var urene og skulle renses af gribbene. Denne tradition ophørte dog i midten af det 1900-tallet, og siden er de døde blevet begravet på mere traditionel vis. I Yazd findes der endnu godt 10.000 tilhængere, der bekender sig til den såkaldte zarathustrisme. De kvindelige tilhængere kan kendes på deres mønstrede tørklæder og broderede dragter. Vi besøger også zarathustriernes ildtempel med den hellige flamme, der har brændt siden år 470, og som zarathustrier fra hele verden kommer for at se.  Vi ser også nærmere på Jame-moskéen, der kan dateres helt tilbage til det 14. århundrede. Moskéen har de højeste minareter i Iran, og dens indre prydes af de smukkeste mosaikker, der gør bygningsværket til et af de fineste eksempler på persisk arkitektur. Moskéen er afbilledet på forsiden af den iranske 200-rialseddel.

Vi besøger også Amir Chakhmaq-komplekset – en symmetrisk moské kendt for sine udvendige alkover, der bliver lyst op efter mørkets frembrud. Efter aftensmaden ruller vi videre mod Persepolis og Shiraz, som vi ankommer til i morgen. Overnatning på toget.

Toget standser midt ude i ingenting, hvor vi bliver hentet i bus og kørt ind til det legendariske Persepolis, persernes by.

Her besøger vi Persepolis-paladset, der er smukt beliggende ved foden af Kuh-i-Rahmat-bjerget godt 60 kilometer fra Shiraz. Paladset er den sidste rest af det forhistoriske Mellemøsten og kom på UNESCO’ liste over verdens kulturarv i 1979. Persepolis, der var hovedstaden i Achæmenidernes imperium (cirka 550-330 f.Kr.), blev opført af den persiske storkonge Darius den store for næsten 2.500 år siden. Kong Xerxes (485-465 f.Kr.) og hans søn Artaxerxes tilføjede senere flere bygninger. Bygningshistorien er veldokumenteret i de talrige kileskrifter, der er fundet på stedet.

Persepolis havde de mesopotamiske bygningsværker som forbillede, og paladsets storladenhed underbygges af omhyggelige udsmykninger med løveskulpturer, skulpturagtige kapitæler og omhyggelige relieffer udhugget i kalksten. Vi følger trapperne til ”Alle landes port” og audienssalen ”Apadana”, hvor kongen modtog delegationer fra vasalstaterne. Salen er bygget på toppen af en 2,5 meter høj sokkel og er i alt 20 meter høj, og selve taget hvilede på 36 store søjler. Trapperne er dekoreret med meget velbevarede relieffer, som har været begravet i sand, og derfor har de været skånet for tidens slitage. På den nordlige og østlige del af ”Apadana” skal vi blandt andet se et trappeanlæg, der fører op til en søjlehal og ruinerne af tronsalen, der var det næststørste byggeri i hele tempelanlægget. Vi skal også se det såkaldte Xerxes-harem i baggrunden.

Hele komplekset omkranses af dobbeltmure på tre sider, mens Kuh-i Rahmat-bjerget danner en naturlig befæstning på den fjerde side. Alexander den Store indtog Persepolis i 331 f.Kr. og lagde byen i ruiner. Archæmenidernes gamle imperium blev først genopdaget i begyndelsen af det 17. århundrede, da rejsende hjembragte beskrivelser til Europa.

I 1765 besøgte danske Carsten Niebuhr Persepolis, hvor han med stor akkuratesse opmålte grundplanerne, aftegnede relieffer og kopierede kileindskrifterne på marmorvæggene. Det var Niebuhrs minutiøse aftegninger, der skabte grundlaget for andres tydninger af kileskriften. Carsten Niebuhr indridsede sit eget navn på paladsets store indgangsportal som et vidnesbyrd om sin indsats og tilstedeværelse i det gamle kongepalads. Niebuhr kom via Oman til Persien, i forbindelse med den danske ekspedition til Arabien, som Frederik V (1723-1766) iværksatte – ekspeditionen kan genopleves i Thorkild Hansens bog ”Det lykkelige Arabien” fra 1962.

Efter at have oplevet det storslåede historiske bygningsværk Persepolis, fortsætter vi cirka fire kilometer mod nord til kongegravene Naqsh-e Rustam, hvor Carsten Niebuhr også lavede opmålinger og aftegninger, da han besøgte Iran. Her menes de achæmenidiske konger Xerxes, Attaxerxes, Darius 1. og Darius 2. at ligge begravet i sarkofager inde i klippevæggene. Gravene blev plyndret af Alexander den Store under hans erobring af det achæmenidiske imperium, men de store persiske kors pryder endnu klippevæggene.

Efter frokost ankommer toget til Shiraz, ’Irans poetiske hovedstad’, som er smukt beliggende i Zagros-bjergene. Vi tjekker ind på vores hotel og bevæger os ud for at se nærmere på byen. Shiraz siges at have landets smukkeste basarer, og derfor starter byrundturen med et besøg i det store Vakil-basar i byens historiske centrum. I de livlige markedsgader kan vi blandt andet opleve nomader, der kommer for at handle, og her kan man købe alt fra orientalske antikviteter til håndvævede tæpper, kobbertøj, grøntsager, krydderier og malerier. I området finder man også flere smukke gårdhaver, badehuse og ikke mindst persiske tæppebutikker, der efter sigende sælger byens fineste tæpper.

Næste punkt på programmet er Bagh-e Naranjestan, en citrushave beplantet med rækker af appelsintræer og palmer, anlagt i perioden 1879-1886. I disse smukke omgivelser ligger et overdådigt dekoreret palads, som tilhørte den velhavende og magtfulde adelsmand Mohammad Ali Khan Qavam al-Molk. Vi går en tur i haven og besøger selve paladset, som blev brugt som et slags repræsentationslokale. Loftet på den øverste etage er pyntet med europæiske motiver såsom alpekirker og barmfagre tyske fräuleins. I den bygning, som en gang var Qavam al-Molk-familiens private residens, skal vi beundre de 20 udsmykkede rum, hvor gulvene minder om sirlige persiske tæpper.

Der er ægte tusind og en nat-stemning, når vi besøger Eram-haven – en af de ni persiske haver, der blev grundlagt i midten af det 19. århundrede, og som er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Eram-haven kaldes også paradishaven, og det er ikke svært at forstå hvorfor. Den velduftende have prydes af blomstrende appelsintræer, grønne cypresser, daddeltræer og persiske roser og har gennem tiderne været inspirationskilde for flere iranske forfattere. I haven kan man desuden se fine fontæner og ikke mindst det prægtige Qajar-palads, der blev opført af den velstående Qavam-familie i årene 1879-1886. Paladsets indre er dekoreret med elegante mønstre og kakler med digte af den berømte iranske poet Hafez. Selve bygningsværket er inspireret af den victorianske æra i Europa og rummer hele 32 værelser, fordelt på to etager.

Vi overnatter på et 4-stjernet hotel.

Vi begynder dagen med at se en af de mest elegante og mest fotograferede moskéer i hele det sydlige Iran: Masjed-e Nasir-al-Molk. Moskéen er bygget i slutningen af 1800-tallet og er kendetegnet ved de smukke dybblå fliser, som dækker facaden. Det mest iøjnefaldende ved moskéen finder vi dog inde i bygningen – bederummet med de udskårne søjler, de flerfarvede fajance-dekorationer og sidst men ikke mindst: de smukke glasmosaikvinduer, som fylder hele bederummet med et fantastisk farvespil.

Næste punkt på programmet er byens mægtige fæstning, Arg-e Karim Khan, der dominerer bymidten. Fæstningen består af mure, der er 12 meter høje og tre meter tykke og som er forbundet af 14 meter høje cylinderformede tårne. Det sydøstlige tårn står skævt, fordi det er sunket ned i en undergrundscisterne, som en gang var fæstningens badehus. Inden for murene er der en stor, åben gårdsplads fyldt med citrustræer.

Vi fortsætter ind i kunstens og poesiens verden, til nationalpoetens Hafez’ gravmæle i centrum af Shiraz. Både iranere og tilrejsende valfarter til gravene, der omgives af rislende kilder, farverige blomsterbuske og duftende cypresser. De fleste troende iranere opfatter Hafez som en spirituel mester, der havde en helt særlig sans for Guds nærvær, og mange anvender hans poesi som en åndelig ledetråd i livets store spørgsmål. Det siges, at hvis en fattig iraner ikke har råd til at tage på pilgrimsrejse til Mekka, tilgiver Allah ham, hvis han i det mindste besøger Hafez’ gravsted. Traditionen foreskriver også, at unge nygifte par skal besøge Hafez’ grav og læse et af hans digte højt for at sikre et lykkeligt ægteskab.

Efter Hafez’ gravmæle vil der være tid på egen hånd i Vakil-basaren. Om aftenen stiger vi om bord på toget igen og kører nordpå mod Isfahan. Overnatning i toget.

Om morgenen ankommer toget til Isfahan, der har erobret mange rejsendes hjerter. Vi tjekker ind på vores hotel og begynder vores oplevelser i den tidligere handelsby, der præges af storslået islamisk arkitektur og blomstrende haver. Et iransk ordsprog siger, at Isfahan er halvdelen af verden, og de fleste forstår hvorfor, når først de har sat deres fødder i byen.

Isfahan var et vigtigt stop på Silkevejen, men det var først i 1598 at byens glansperiode startede, da Shah Abbas den Store gjorde Isfahan til den persiske hovedstad. Byens overdådige paladser og moskéer, store pladser og blomstrende parker vidner da også om en enevældig hersker, der ønskede at gøre byen til noget helt særligt.

Vi starter ud ved den imponerende Naqsh-e Jahan-plads – eller Imam Khomeini-pladsen, om man vil – der med sine 67.000 kvadratmeter er verdens næststørste plads. Den majestætiske plads blev bygget i 1612 og er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Pladsen blev opført under Shah Abbas styre og har blandt andet været centrum for flere officielle festligheder, poloturneringer og militære parader. Pladsen emmer også i dag af liv og aktivitet – ikke mindst på grund af de mange besøgende.

Vi skal naturligvis se nærmere på nogle af de prægtige bygningsværker, der ligger på pladsen. Vi begynder med Sheikh Lotf Allah-moskéen fra det 17. århundrede, der blev bygget under Shah Abbas. Moskéen regnes for et af de smukkeste bygningsværker i verden og er dekoreret med arabesker og de fineste mosaikker med blomster i sorte og lille farver. Kuplen er udført i lyserøde og beige nuancer, der ikke kan undgå at fange opmærksomheden, og selve bedehallen nås via en korridor og er af beskeden størrelse, da moskéen kun blev opført til kongen og dennes familie.

Vi fortsætter til den storslåede Masjed-e Shah, omdøbt til Imam-moskéen efter den islamiske revolution i Iran i 1979. Abbas ønskede at bygge noget endnu mere storslået end Sheikh Lotf Allah-moskéen, og med Imam-moskéens store kuppel, der troner 52 meter op i luften, og de prægtige minareter synes det at være lykkedes. Indgangsportalen er i sig selv imponerende, og moskéens indre prydes af de smukkeste kakler, mønstrede turkise mosaikker og friser med kalligrafi. Gården rummer desuden et firkantet bassin med fire portaler på siderne.

Vi ser også det kongelige Ali Qapu-palads, der er bygget i seks etager. Man kan levende forestille sig, hvordan kongen og dennes følge stod på balkonen og iagttog polokampene nede på pladsen. Før frokost runder vi af med Chehel Sotun-paladset, som Shah Abbas 2. brugte til underholdning og receptioner. Navnet betyder 40 søjler og er inspireret af de 20 slanke træsøjler, som bærer indgangsloftet til paladset. Søjlerne skulle fremstå som 40, når de spejler sig paladsets vandbassin, der omkranses af springvand og fontæner med stenløver. Det oprindelige kompleks er bygget i 1614, men er sidenhen blevet genopbygget efter en ildebrand i 1706.

Efter frokost er der tid til egne eventyr i byens basarer, en labyrint af smalle gader, der munder ud i pladser med smukke bygningsværker. I det 17. århundrede var Isfahan centrum for alverdens rigdomme, og her kunne man købe det ypperste inden for persisk kunsthåndværk. I dag er Isfahan stadig kendt som byen, hvor man kan købe verdens fineste håndlavede persiske tæpper. Isfahan-tæppernes detaljerigdom er slående og vidner om mange års forfinet håndarbejde og stolte traditioner. I basaren kan man også købe fine miniature-malerier, som Isfahan ligeledes er kendt for.

Natten tilbringes på 4-stjernet hotel.

Uden for basaren besøger vi den UNESCO-fredede Jameh-moské, som er en af de ældste moskéer i Iran. Byggeriet blev påbegyndt i 771, og moskéen har indtil slutningen af 1800-tallet undergået ombygninger, tilføjelser og renoveringer i forskellige arkitektoniske stilarter. Dermed kan moskéen ses som et koncentrat af persisk arkitekturhistorie.

Syd for Zayandeh-floden skal vi gå en tur i bydelen Jolfa, også kendt som det armenske kvarter. Området blev anlagt af Shah Abbas 1., da han i 1606 forflyttede en mindre koloni af kristne fra byen Jolfa, som i dag ligger ved Irans nordlige grænse. Shahen var interesseret i de kristnes færdigheder som købmænd, entreprenører og kunstnere. Han sikrede deres religionsfrihed, hvilket i dag afspejler sig i bydelens armenske kirker og kirkegård. Engang boede der 42.000 armensk kristne i området, i dag bor der omkring 5.000.

Ingen tur til Isfahan uden et besøg ved de berømte broer, der krydser den historisk livgivende Zayandeh-flod uden for byen. Broerne var tidligere populære mødesteder for de lokale, som nød en kop te ved en af de hyggelige caféer, som en gang lå spredt på broerne. Vi slentrer en tur langs floden og ser de to mest berømte broer, Sio-se Pol og Khajou, som blev bygget i henholdsvis 1602 og 1650.

Om aftenen vender vi tilbage til vores tog, hvor vi overnatter for sidste gang på rejsen. Toget kører mod nord til vores sidste destination, Irans hovedstad Teheran, og vores togrejse er ovre.

Teheran er landets mest liberale og sekulære by og tiltrækker studerende fra hele landet. Hovedstaden mangler den rige historie, som andre iranske byer er kendt for. Til gengæld er byen et rent slaraffenland for folk med hang til museer og gallerier, og Teheran huser også et væld af etniske restauranter og cafeer.

Vi starter vores byrundtur med at besøge et museum, der udstiller det vel nok mest fremtrædende produkt af persisk kultur: persiske tæpper. Iran har mere end en million mennesker, der arbejder med at væve tæpper, og hvert år producerer de tæpper, der tilsammen fylder ikke mindre end fem millioner kvadratmeter. Det iranske tæppemuseum huser mere end 100 tæpper, hvoraf flere kan dateres helt tilbage til 1600-tallet. Her finder vi også det helt unikke Pazyryk-tæppe, som i 1949 blev fundet i en grav tilhørende en skytisk prins. Undersøgelser af tæppet fastslog, at det stammede fra det 5. århundrede f.Kr., og at det dermed kunne udråbes til verdens ældste tæppe. Museet er designet af den sidste dronning af Iran, dronning Farah Pahlavi. Husk at slå blitzen på dit kamera fra, hvis du vil fotografere tæpperne.

Det ældste af alle historiske monumenter i Teheran er det UNESCO-fredede Golestan-palads, der er bygget i midten af 1500-tallet, og som fungerede som det kongelige palads for Qajar-dynastiet fra 1794 til 1925. Der er egentlig ikke tale om ét palads, men et kæmpe kompleks bestående af hele 17 paladser, museer og herregårde. Vi går omkring mellem bygningerne og ser blandt andet den spektakulære marmorterrasse, som er udsmykket med malerier, marmorudskæringer, stukkatur, emalje og tremmeværk. I midten af terrassen står en trone, som er lavet af 65 stykker af det fineste marmor fra Yazd. Her har royale ceremonier og kroninger af Qajar-konger fundet sted, senest i 1925.

Næste punkt på programmet er et besøg på et af de bedste museer i landet – i hvert fald, hvis man er interesseret i iransk kunst. Vi skal se udstillingen på Reza Abbasi-museet, som er opkaldt efter en af Irans mest fremtrædende kunstnere. Museet udstiller iransk kunst fra oldtiden og helt op til 1800-tallet, heriblandt malerier af Abbasi selv, som levede fra 1565-1635 og betragtes som den sidste mester inden for persiske miniaturemalerier. På den øverste etage finder vi eksempler på præislamisk kunst, blandt andet achæmenidiske guldskåle, drikkebeholdere, armringe og andre dekorative genstande. I det islamiske galleri på midteretagen kan man se keramik, tekstiler og messinggenstande, mens den nederste etage blandt andet udstiller eksempler på udsøgt kalligrafi fra ældgamle koraner og illustrerede manuskripter.

Vi slutter programmet med at besøge Sadabad-paladset, som ligger spredt ud over 100 hektar parkområde i det nordligste Teheran. Paladset fungerede som sommerbolig for kongefamilien i Pahlavi-perioden (1925-1979), men blev omdannet til museum efter den iranske revolution. Der er tale om et kompleks af 18 bygninger, som indeholder museer med udstillinger af royalt porcelæn, royale biler og miniaturemalerier. Vi ser blandt andet Det Hvide Palads fra 1937, som udseendemæssigt minder om Det Hvide Hus i Washington D.C. Det meste af inventaret i det 5.000 m2 store palads fordelt på 54 værelser stammer fra Mohammed Reza Shahs regeringstid. Vi finder blandt andet et tigerskind, ekstravagante møbler og Irans største tæppe. Om aftenen kører vi ud til lufthavnen i Teheran og påbegynder vores rejse hjemad.