Under Caribiens himmel

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Fra New Yorks skyskrabere til Caribiens paradisøer og Texas’ cowboys

New York – Puerto Rico – Skt. Thomas – St. Maarten – Curacao – Grand Cayman – Texas

Tag med på et unikt krydstogt fra The Big Apple til Caribien! Med hele to nætter i mageløse New York, en byrundtur og en byvandring kommer vi godt ind på livet af skyskrabernes fødeby, inden kursen går mod det caribiske øhav. Det er den bedste årstid at besøge Caribien på, og der venter både spansk, hollandsk, fransk, engelsk og ikke mindst dansk kolonihistorie, når vi lægger til på Skt. Thomas. Her skal vi på en ørundtur og en byvandring i den gamle danske by Charlotte Amalie. Vi besøger også øerne Puerto Rico, St. Maarten, Curacao og Grand Cayman. Krydstogtet slutter i Texas, hvor vi oplever en bid af det vilde vesten med besøg på en vaskeægte ranch og en texansk barbecue.

 

 

 

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Krydstogt

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Amerikanske dollars (evt. antilliske gylden og Cayman Islands-dollars)

Dagsprogram 16 dage
Dag 1
København – New York, USA
Dag 2
New York. Halvdags byvandring og tid på egen hånd
Dag 3
New York. Byrundtur og afsejling om eftermiddagen
Dag 4–5
På havet mod Caribien
Dag 6
San Juan, Puerto Rico. Byvandring i den gamle bydel, smuk kolonitidsarkitektur
Dag 7
Skt. Thomas, Dansk Vestindien. Ørundtur i safaribusser, byvandring i Charlotte Amalie
Dag 8
Philipsburg, St. Maarten. Mulighed for gåtur med rejselederen
Dag 9
På havet mod Curacao
Dag 10
Willemstad, Curaçao
Dag 11
På havet mod Grand Cayman
Dag 12
Georgetown, Grand Cayman
Dag 13–14
På havet mod Texas
Dag 15
Galveston, Texas. Besøg på ranch, BBQ-frokost og hjemrejse fra Houston
Dag 16
Ankomst til København

Liberty of the Seas

Liberty of the Seas fra rederiet Royal Caribbean er et skib i Freedom-klassen.

Her finder du alt fra klatrevæg, skøjtebane, boksering, surfsimulator, træningscenter, spa og skønhedssalon til teater, biograf, shoppinggade og meget, meget mere.

Klik på billederne for at se dem større

Billeder

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
København – New York, USA

Vi flyver fra København og lander i storbyen over alle storbyer – New York – klar til store oplevelser.

Fra lufthavnen kører vi med bus til vores hotel og bliver indkvarteret. Resten af aftenen er til fri disposition, og mulighederne i New York er utallige: fra nogle af verdens bedste museer til noget af verdens bedste shopping. Og som prikken over i’et er der masser af lækre spisesteder, og på New Yorks restauranter kan du komme hele verden rundt. Endelig hører det også med til en vaskeægte New York-oplevelse bare at gå en tur og nyde byens helt særlige aftenstemning, for eksempel på Times Square. Rejselederen hjælper naturligvis gerne med idéer og input til, hvad der er af muligheder.

Dag 2
New York. Halvdags byvandring og tid på egen hånd
Central Park, Manhattan

Vi skal på formiddagsudflugt på Manhattan, hvor vi får lejlighed til at opleve det pulserende liv i New Yorks hjerte. Manhattan er til trods for sit forholdsvis begrænsede areal et sandt puslespil af kulturer og stemninger. Udflugten tager os til flere af Manhattans distrikter og giver os lejlighed til at fornemme byens forskelligartethed.

Dagens udflugt går til Uptown Manhattan, og vi vandrer op ad Broadway til Columbus Circle, der ligger ved det sydvestlige hjørne af Central Park.  Her er charmerende sidegader med de karakteristiske ”browstone”- rækkehuse (Upper West Side).

Turen går derefter forbi Dakota Building, hvor John Lennon blev myrdet i 1980. Herfra går vi tværs igennem Central Park og ser på nogle af dette fantastiske parkanlægs seværdigheder såsom Strawberry Fields, som blev anlagt af Yoko Ono til minde om hendes afdøde mand. Vi kommer også forbi den imponerende Bethesda Fountain og statuen af H.C. Andersen, der blev skænket til parken af dansk-amerikaneren Georg Løber.

Fremme på den anden side af parken (Upper East Side) ligger det berømte og meget spektakulære Salomon R. Guggenheim-museum. Ud over at være et arkitektonisk mesterværk rummer museet værker af mange af det 20. århundredes største kunstnere som Chagall, Kandinsky, Picasso og van Gogh. Kunstinteresserede kan hoppe af turen her og besøge museet og selv finde hjem til hotellet med undergrundsbane eller taxi (ca. 8-10 USD). Ellers kan du følges med rejselederen videre ned ad Fifth Avenue med berømte butikker som Saks, Louis Vuitton, Tiffany’s og Prada.

Efter gåturen er resten af dagen er til fri disposition.

Dag 3
New York. Byrundtur og afsejling om eftermiddagen Afsejling kl. 16.00
New York

I dag skal vi forlade New York, og vi tager afsked med storbyen med en tur i bus forbi endnu flere af New Yorks store seværdigheder.

Finansdistriktet på øens sydspids er centrum for en stor del af verdensøkonomien, og mange af verdens største og mest magtfulde multinationale selskaber og banker har deres hovedsæde her. Det er også her, man finder 9/11 Memorial, hvor vi står af bussen for en kort bemærkning. Hvor World Trade Center engang lå, er der indrettet et mindesmærke, der fylder halvdelen af det cirka 64.000 m2 store område. Mindesmærket blev indviet i 10-året for terrorangrebet, hvor 2.753 mennesker omkom i New York; de fleste inde i World Trade Centers tvillingetårne.

Der, hvor tårnene stod, ligger nu to store kvadratiske bassiner, hvor vandet løber ned ad de mørkegrå sider dag og nat og ender i et – for tilskuerne – bundløst hul. En symbolsk fremstilling af tårnenes fald og ødelæggelse. På bronzepaneler er indgraveret alle navnene på dem, der mistede livet den 11. september 2001. Bassinerne, som hver måler omkring 4.000 m2, er omgivet af en plads med flere hundrede træer, der er plantet for at bibringe stedet en atmosfære af håb og genfødsel.

I Downtown Manhattan fornemmer vi for alvor diversiteten, idet vi inden for et forholdsvist lille område op til flere gange træder fra den ene verden lige ind i den næste: fx fra det italiensk dominerede Little Italy til det østasiatiske Chinatown.

Vi kører nu til New Jerseys havn, Cape Liberty, og efter check-in på skibet følger vi sidst på eftermiddagen den stemningsfulde udsejling, hvor fastlandet, skyskraberne og Frihedsgudinden fortaber sig, mens vi stævner ud i Atlanterhavet med kurs mod Det Caribiske Hav.

Dag 4–5
På havet mod Caribien
Liberty of the Seas

Et par dage på havet er den helt rigtige måde at begynde et krydstogt på, og du kan bruge dagen i dit helt eget tempo: slappe af ved poolen, snuppe en tur i motionscenteret og udnytte de talrige aktivitetsmuligheder, der er om bord. Aftenen står naturligvis i gastronomiens tegn, og bagefter kan du sætte punktum for en dejlig dag med en tur i teateret eller over en godnatdrink, imens du hører en god gang livemusik. Senere på turen, når landgangene begynder, bliver der måske ikke så rig lejlighed til at nyde skibets faciliteter, så det er med at gøre bedst brug af tiden.

Dag 6
San Juan, Puerto Rico. Byvandring i den gamle bydel, smuk kolonitidsarkitektur Ankomst kl. 16.00, afsejling kl. 23.00
San Juan, Puerto Rico

Vores første landgang er i San Juan i Puerto Rico. Vi går fra borde og begiver os til fods mod Vieja San Juan, hvor rejselederen viser vej i den stemningsfulde gamle bydel. Vieja San Juan favner over 500 års kolonihistorie og er kendetegnet ved smalle brostensbelagte gader, farvestrålende huse med smukke balkoner, små hyggelige pladser samt et væld af kirker. Den ældste del af Vieja San Juan er lukket inde bag en solid bymur, og bag ved denne gemmer der sig adskillige monumenter, der fortæller om San Juans spændende historie som en af hovedbyerne i koloniseringen af det amerikanske kontinent. Størstedelen af Vieja San Juan er fantastisk velbevaret, og flere af monumenterne er af UNESCO erklæret som verdenskulturarv, blandt andet det imponerende og velbevarede fæstningsværk Fort San Felipe del Morro. Grundstenen til vore dages San Juan blev lagt i 1508, da spanieren Juan Ponce de Léon, som deltog på Columbus’ anden rejse, byggede fortet Caparra. I 1521 blev bebyggelsen navngivet San Juan de Bautista de Puerto Rico (efter Johannes Døberen), og efterfølgende voksede byen hurtigt som følge af sin placering som et af de første stop for de mange nyankomne spanske opdagelsesrejsende, eventyrere, missionærer og erobrere (conquistadores) til “Den Nye Verden”.

Som en af de første og største havnebyer i Caribien blev San Juan hurtigt eftertragtet af andre kolonimagter. Især englænderne, der håbede at kunne udvide deres territorium fra det nordlige Amerika, gjorde adskillige forsøg på at angribe og indtage San Juan. Efterfølgende prøvede både hollændere samt flere englændere at indtage San Juan, men byens stolte forsvarere og de voldsomme fæstningsværker imod havet fik hver gang drevet angriberne på flugt. Først i 1898 under den spansk-amerikanske krig måtte San Juan overgive sig.

Indbyggerne lod dog aldrig de fremmede styrker indtage selve byen, men efter kraftige bombardementer af San Juan og amerikansk landgang i det sydvestlige Puerto Rico overgav de lokale styrker sig. Og med Paris-traktaten samme år blev Puerto Rico en del af det hastigt ekspanderende United States of America. Derfor kan San Juan i dag kalde sig den ældste by i USA. Efter gåturen er der mulighed for at fortsætte lidt på egen hånd og måske drikke en kop kaffe på en af byens pladser, mens du kigger på folkelivet og nyder den caribiske stemning.

 

Dag 7
Skt. Thomas, Dansk Vestindien. Ørundtur i safaribusser, byvandring i Charlotte Amalie Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 17.00
Caribisk flora

Om morgenen ser vi indsejlingen til Skt. Thomas. I dag skal vi på en halvdagstur i og omkring hovedstaden Charlotte Amalie. Vi lægger ud med at køre en tur i safaribusser forbi øens grønklædte bjerge og den smukke kyststrækning med klassiske caribiske bountystrande og azurblåt vand. Vi besøger den danske kirkegård, hvor blandt andre søhelten admiral C.V. Jessen ligger begravet. Vi skal også nyde udsigten fra Drake's Seat, navngivet efter den engelske kaper Sir Francis Drake.

Efter vi har dannet os et grundigt indtryk af den gamle koloni, kører vi tilbage til Charlotte Amalie, hvor vi tager turen rundt i byen til fods og ser de mange historiske danske bygninger. Charlotte Amalie hed oprindeligt Taphus, hvilket betyder kro på hollandsk, men senere fik byen navn efter Christian V’s dronning, Charlotte Amalie. Den 30. marts 1666 hejste Erik Nielsen Schmidt som den første guvernør Dannebrog på Skt. Thomas, men han døde nogle få måneder senere, og der kom først rigtig gang i koloniseringen i 1672, da Jørgen Iversen Dyppel tog Skt. Thomas i besiddelse som base for det nyligt oprettede Vestindisk Kompagni. Charlotte Amalie er anlagt på fire mindre højdedrag, og sidegaderne slynger sig op ad højene. Mange af disse gader er trappegader, som er bygget af gode danske mursten fra Sønderjylland. Den mest kendte er De 99 Trin, som dog har vist sig rent faktisk at have 103 trin. Gadeskiltene i byen viser stadig de gamle danske gadenavne som Kongens Gade, Borger Gade, Vimmelskaft Gade og Krystal Gade.

Vores byvandring begynder ved øens ældste bygning, det røde Christiansfort, som blev påbegyndt af Jørgen Iversen Dyppel i 1672. Ud over at være byens fæstning har den tjent som kirke, fængsel, domhus, guvernørbolig og brandstation. I dag er fortet omdannet til museum, som dog er under restaurering. Foran fortet, ned mod vandet, ligger den tidligere danske gendarmkaserne fra 1874, som er et fint eksempel på dansk koloniarkitektur. I dag fungerer den som senatsbygning. På pladsen foran bygningen fandt overdragelsen til USA sted den 31. marts 1917. Denne dag, Transfer Day, er nu lokal helligdag. Lige øst for fortet ligger Emancipation Garden (Frihedsparken) med statuen af Christian IX, og bag denne ligger det gamle Grand Hotel fra 1840.

Byrundturen fortsætter til Guvernementshuset, Frederikskirken og en tur op ad De 99 (103) Trin til Crown House, hvor Peter von Scholten boede, mens han var vicekommandant i Charlotte Amalie. Herefter spadserer vi ad hovedgaden, Dronningens Gade, der løber parallelt med havnefronten. Mellem havnefronten og Dronningens Gade, som i dag hedder Main Street, finder vi de gamle danske vare- og handelshuse, blandt andet apoteker A.H. Riises, som nu er indrettet til forretning. De fleste er kun på en enkelt etage og er opdelt i store tøndehvælvede rum.

Efter vores byvandring er der lidt tid i Charlotte Amalie på egen hånd. Skt. Thomas er toldfri zone, og blandt andet alkohol, makeup, parfume og smykker kan fås til priser langt under de danske.

 

Dag 8
Philipsburg, St. Maarten. Mulighed for gåtur med rejselederen Ankomst kl. 07.00, afsejling kl. 17.00
Philipsburg, St. Maarten

St. Maarten er det mindste stykke land i verden, der deles af to nationer. Øen er lidt mindre end Amager, men alligevel er delingen skam en alvorlig sag. Holland og Frankrig har hver en bid – og det sætter sit præg på øen.

Legenden siger, at Christoffer Columbus sejlede forbi øen den 11. november, den hellige St. Martins dag, og opkaldte øen efter ham. Det var dog først i 1631, at europæerne slog sig ned på øen. De var særligt interesserede i at få fat i øens store reserver af salt, som man dengang brugte til konservering af madvarer. Både hollændere og franskmænd strømmede til øen. Hollænderne slog sig ned på den sydlige del af øen og franskmændene på den nordlige, og de enedes om at dele øen. Det holdt dog ikke længe. Franskmændene overtog først det hele, og så gik hollænderne i krig og smed franskmændene ud igen. Sådan blev det ved. Først i 1817 blev der ro om grænsedragningen.

Skibet lægger til i Philipsburg på den hollandske side af øen. Der vil være mulighed for at tilmelde sig skibets rundture på øen (bestilles og betales direkte på skibet). Du kan også vælge at følge rejselederen på en spadseretur rundt i Philipsburg. Rejselederen tilbyder også en tur for de ekstra eventyrlystne: Et af de helt store St. Maarten-hit at befinde sig på stranden lige uden for Philipsburg, når dagens fly lander. Landingsbanen ligger så tæt på stranden, at flyet bogstaveligt talt befinder sig lige over hovedet på en, lige inden det lander. Dette er bestemt ikke for sarte sjæle! (transport og evt. entréer er ikke inkluderet i rejsens pris. Beregn ca. 25 USD pr. person).

Dag 9
På havet mod Curacao
Liberty of the Seas

Skuden fortsætter sydover, og turen går nu mod Curacao. Vi har en dejlig afslappende dag på havet og kan nyde krydstogtets dybere mening helt uforstyrret: glæde os over den lækre mad, gå en tur i teateret eller høre noget dejlig livemusik. Måske skal der også trænes lidt golfslag på dækket eller powershoppes i den toldfri butiksarkade?

Dag 10
Willemstad, Curaçao Ankomst kl. 07.00, afsejling kl. 15.30
Willemstad, Curacao

Curaçao ligger kun 12 grader nord for ækvator, og det mærkes tydeligt på klimaet, som er stabilt og dejlig varmt året rundt. Geografisk er Curaçao en del af de såkaldte ABC-øer (Aruba, Bonaire og Curaçao), men politisk er det en anden snak.

I 2010 blev Curaçao et selvstændigt land inden for Nederlandene i modsætning til nærliggende Bonaire, der har status som hollandsk kommune.

Hollænderne anlagde hovedstaden Willemstad omkring en naturlig havn (Schottegat) og byen er stadig præget af kanaler og flydende markeder med tilsejlende handlende fra Venezuela og Colombia. Willemstad har omkring 140.000 indbyggere.

Sproget, der kaldes papiamento, er et blandingssprog af hollandsk, portugisisk, engelsk og afrikanske dialekter. Blandingen af forskellige sprog gør papiamento til et såkaldt kreolsk sprog.

Arkitekturen er naturligvis hollandsk inspireret, men da bygningerne samtidigt er malet i alle regnbuens farver, har byen en særegen caribisk charme. En gammel svingbro, der er konstrueret på 16 pontoner, og som åbner og lukker sig gentagne gange i løbet af dagen, forbinder de to bydele, Punda og Otrabanda

(”den anden side” på papiamento).

De fleste associerer nok navnet Curaçao med den karakteristiske dybblå likør med en svag aroma af appelsin. Likøren er tilsat tørret skal fra laraha-citrusfrugten, der dyrkes på øen, og det er fra den, appelsinsmagen kommer. Farven derimod er ganske kunstig, nærmere betegnet E133 Brilliant Blue, men den giver et farvepift til diverse tropecocktails.

I dag kan du vælge at gå en tur i Willemstad med rejselederen. Du kan også vælge at bruge dagen på egen hånd og for eksempel tage på en af de fantastiske badestrande, øen har at byde på.

Dag 11
På havet mod Grand Cayman

Vi har endnu en sejldag, hvor vi nyder godt af den fremragende service og underholdning om bord. Skibets personale disker op med lækre buffeter, og måske er der endda grillbuffet på dækket.

Slap af i en af de mange solstole, tag en middagslur, kast dig over en god bog, eller deltag i nogle af de mange arrangementer om bord. Dagen er din, og det er dig, der bestemmer, hvordan du vil bruge den.

Dag 12
Georgetown, Grand Cayman Ankomst kl. 10.00, afsejling kl. 18.00
Havskildpadde, Cayman Islands

Denne lille caribiske ø Grand Cayman er måske mest kendt for skuffeselskaber, skattely og tvivlsomme banker, men det er faktisk også en rigtig luksusferieø. Grand Cayman er en del af øgruppen Cayman Islands, som består af tre paradisøer. Christopher Columbus gav øerne navnet "Las Tortugas" (skildpadderne), da havet omkring var fuldt af dem. Navnet holdt nu ikke længe, for på senere søkort har øgruppen navnet Caimanau, caribindianernes ord for krokodille. Det navn er nu temmelig misvisende, for her er bestemt ingen krokodiller. Navnet henviser i stedet til de små leguaner, som findes på øerne.

De største seværdigheder på øerne er havskildpadder, rokker, byen Hell (Helvede) og stranden Seven Mile Beach, som de lokale i al beskedenhed kalder for verdens bedste.

Dag 13–14
På havet mod Texas

Vores krydstogtrejse begynder så småt at nærme sig sin slutning, men vi er ikke helt færdige endnu. Vi har et par dage endnu til at nyde det fantastiske caribiske vejr og ikke mindst vores dejlige skib. Personalet om bord sørger for at gøre os det så behageligt, at vi næppe har trang til at sige farvel, når vi når Texas’ kyst.

Dag 15
Galveston, Texas. Besøg på ranch, BBQ-frokost og hjemrejse fra Houston
Cowboy, Texas

Skibet lægger til i havnebyen Galveston på Texas’ sydkyst. Det er en af USA’s største havnebyer, men lige uden for byen ligger milevis af sandstrande væk fra alfarvej, som de lokale nyder godt af at besøge, når de trænger til en svalende dukkert i Den Mexicanske Golf.

Det er nu tid til at sige farvel til skibets besætning, og efter indrejseformaliteterne sætter vi atter fod på amerikansk jord.

Vi kører cirka 100 kilometer mod nordvest til George Ranch Historical Park, som er en autentisk ranch, hvis historie går mere end 100 år tilbage. Det er en historie om personlige kampe og triumfer gennem generationer.

George, som ranchen er opkaldt efter, var pioner og kom til Texas i 1830'erne. I 1896 blev den blomstrende George Ranch etableret, og med tiden voksede den til 8.100 hektarer – næsten samme størrelse som Ærø. Kvægdrift, landbrug og bankforretninger har dannet base for succesen, og i dag kan vi se det flotte hovedhus og få et indblik i, hvordan livet som cowboy var og er i dag.

Efter en lækker BBQ-frokost på ranchen kører vi til lufthavnen i Houston, hvor flyet hjem mod Danmark venter.

 

Dag 16
Ankomst til København

Vi ankommer til København med kufferten fuld af gode minder om det eksotiske Caribien.

Prisinformation

Tillæg for opgradering af kahyt

Tillæg for udvendig kahyt (G) kr. 1.498,-

Tillæg for balkonkahyt (D3) kr. 5.498,-

Tillæg for enkeltværelse/kahyt

Tillæg for indvendig enkeltkahyt (L) kr. 5.498,-

Tillæg for udvendig enkeltkahyt (G) kr. 7.998,-

Tillæg for enkeltkahyt med balkon (D3) kr. 15.998,-

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – New York og Houston – København
  • 2 nætter på centralt beliggende hotel i New York i delt dobbeltværelse
  • Udflugter og transport jf. program
  • 13 dages krydstogt med Liberty of the Seas i delt indvendig dobbeltkahyt
  • Helpension på krydstogtskibet
  • Drikkepenge på krydstogtskibet (kr. 940,-)
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Måltider i New York og evt. måltider på land
  • Tillæg for enkeltkahyt eller opgradering af kahyt
  • Eventuelle ekstra udflugter
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (beregn ca. USD 15,- pr. person).
  • Personlige fornødenheder
  • Gebyr for indrejseregistrering til USA (ESTA, ca. 14 USD).
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- per faktura (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Hvordan er kahytterne?

Kahytskategori L

Indvendig kahyt på dæk 9. Kahytterne har to enkeltsenge eller en dobbeltseng. Der findes hårtørrer, minibar (mod betaling), aircondition og naturligvis bad og toilet.

Kahytskategori G

Udvendig kahyt med vindue på dæk 2. Kahytterne har to enkeltsenge eller en dobbeltseng. Der findes hårtørrer, minibar (mod betaling), aircondition og naturligvis bad og toilet.

Kahytskategori D3

Udvendig kahyt med egen balkon på dæk 6. Kahytterne har stort gulv-til-loft-vindue og to enkeltsenge eller en dobbeltseng. Der findes hårtørrer, minibar (mod betaling), aircondition og naturligvis bad og toilet.

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Hvis du vil låse din kuffert, bør du bruge en såkaldt TSA-lås. The Transportation Security Administration er dem, der kontrollerer bagagen i fly til, fra og internt i USA, og de har en ”hovednøgle”, som kan åbne TSA-låse. Har du låst din kuffert med en anden lås, forbeholder de sig ret til at bryde låsen op – det gælder også indbyggede låse i kufferten. TSA-låse kan købes i de fleste kuffertbutikker o.l. og fås både som hængelåse og kuffertremme.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Tilslutning med indenrigsfly

Det er desværre ikke muligt at bestille tilslutning med indenrigsfly på denne rejse.

Før afrejsen

Pas

Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder fra hjemrejsedato. Børn – uanset alder – skal have eget pas, det er ikke nok, at de står i forældrenes pas. Send en kopi af dit pas til Albatros Travel senest 14 dage efter reservation. Bemærk i øvrigt, at navnet på flybilletten skal stemme 100 % overens med det navn, der står i passet. Konsekvensen ved det modsatte kan i værste fald være, at du bliver nægtet indrejse i USA og må flyve hjem for egen regning.

I USA er der ikke visumpligt for danskere og øvrige EU-borgere for ophold op til 90 dage, men toldpapirer udfyldes om bord på flyet. Ved indrejse får man automatisk 90 dages ophold med en gyldig returbillet.

ESTA - indrejsetilladelse til USA

Til alle rejser med stop i USA skal alle rejsende senest 72 timer før afrejse søge om indrejsetilladelse på https://esta.cbp.dhs.govHer får du en forhåndsgodkendelse til indrejse og et nummer, som du skal printe eller skrive ned og medbringe på rejsen, da lufthavnsmyndigheder i Danmark og USA kan kræve at se det. Det koster et mindre beløb – ca. 14 dollar – som betales med kreditkort. Godkendelsen gælder i 2 år, eller til dit pas udløber, hvis dette sker inden for de 2 år. Hvis du rejser sammen med børn, som ikke er dine egne, eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, skal du ud over ESTA-tilladelsen have en særlig tilladelse.

Læs mere om ansøgningen om indrejsetilladelse og om rejser med børn på www.albatros-travel.dk/praktisk/indrejse-i-usa

Elektronisk udstyr i håndbagagen

Sikkerhedskrav ved flyrejser til USA

De amerikanske myndigheder har skærpet deres sikkerhedskrav ved flyrejser til USA. Alt elektronisk udstyr, som medbringes i håndbagagen på flyet (mobiltelefoner, tablets, Ipads, laptops etc.), skal kunne tændes ved tjek i sikkerhedskontrollen. Det betyder, at du skal sørge for, at batteriet på udstyret er fuldt opladt, når du ankommer til lufthavnen.Hvis det medbragte udstyr ikke kan tændes, kan genstanden ikke medbringes på flyet, men må efterlades i sikkerhedskontrollen. Den nye regel skyldes, at myndighederne er bange for, at de elektroniske apparater kan bruges i forbindelse med terrorhandlinger.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 2 out of 5 by from Under Caribiens himmel Liberty of the seas var ren badeland med alt for mange passagerer, så ligemeget hvor man var, så var man presset af en konstant kø. De indlagte besøg på de forskellige øer i Caribien var mild sagt skuffende, de burde være bedre tilrettelagt hjemmefra af Albatros og suppleret med busrundture. Man rejser trods alt meget langt og ser meget lidt i forhold til mulighederne. I New York havde vi et par gode dage med mange oplevelser. George Ranch ved Houston var ikke værd at køre 100 km efter. Tiden kunne være brugt bedre på en tur rundt i Houston.
Date published: 2015-11-19
Rated 5 out of 5 by from En rigtig dejlig oplevelsestur Alle tiders tur og vores rejseleder Elena Ploughman var uforlignelig, hun vidste simpelthen alt, du kunne ikke spørge om noget hun ikke kunne svare på. Alle de steder vi var, jeg ved ikke, hvor mange km vi har gået, hvor hun har tegnet og fortalt. Da vi kom hjem var der en dagbog fra hende på vores computer, hvor hun har beskrevet hvor vi har været og hvad vi så.
Date published: 2015-11-16
Rated 5 out of 5 by from En helt vidunderlig rejse Vi havde store forventninger til denne rejse da vi ikke have prøvet dette før og have glædet os meget. Vores rejseleder stod og tog godt imod os og turen begyndte, vi kom til New York uden problemer og fik vores hotelværelse, dette stod ikke mål med de billeder vi havde set derhjemme fra, men ok. I New York fik vi set meget og rejselederen viste sig at have en fantastisk viden om denne by og i det hele taget om USA, dette viste sig også på sørejsen og på de øer vi besøgte på hele turen. Skulle vi på sådan en tur igen ville vi været meget glade for at få denne rejseleder igen. Vi var klar til at forlænge turen hvis dette have ladet sig gøre.
Date published: 2015-11-16
Rated 5 out of 5 by from En skøn blanding af himmel og hav Vi har været på en dejlig tur på 16 dage, hvor vi både oplevede New Yorks hektiske liv og Caribiens skønne øer. Et perfekt match!
Date published: 2015-11-16
Rated 5 out of 5 by from Rejsen levede fuldt op til vores forventning Det var en godt tilrettelagt rejse med mange spændende oplevelser. Vores rejseleder var yderst kompetent og vidende og var altid til rådighed. Tjenerne i restauranten var høflige smilende og meget hurtige til betjening, kunne huske fra dag til dag hvilke ønsker man havde.
Date published: 2015-11-15
  • y_2024, m_4, d_23, h_5
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.41
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_0, tr_5
  • loc_da_DK, sid_USCOC05, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser