Vejen til Mandalay

Oplev alt det bedste af Burma – fra klassiske højdepunkter til hemmelige oaser

Vi har lagt alle kræfter i for at lave markedets bedste Burma-rundrejse. Og det synes vi i al beskedenhed selv, vi er kommet i mål med! Programmet tæller naturligvis kendte steder som tempelsletten i Bagan, Inle-søens flydende haver og den forgyldte Shwedagon-pagode i Yangon, men vi vil gerne vise dig endnu mere af dette enestående land.

Derfor besøger vi bl.a. pilgrimsstedet Golden Rock. Buddhister fra hele regionen valfarter hertil for at opleve den kæmpestore guldbelagt sten, der balancerer på klippekanten og kun lige holdes på plads af et enkelt af Buddhas hår! Lige så store er oplevelserne, når vi flyver til Kayan-staten og indkvarterer os i Loikaw, som kun få turister endnu har fundet vej til. I dette uspolerede område møder vi bl.a. langhals-folket og får et helt unikt indblik i deres hverdag og traditioner.

For blot at nævne nogle få af de mange højdepunkter, der venter på denne enestående Albatros-rundrejse i Sydøstasiens mest gæstfri land.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Kyat

Dagsprogram
Dag 1 Afrejse fra Danmark
Dag 2 Ankomst til Yangon, Burma (Myanmar). Markedsbesøg, kolonitidsarkitektur og Shwedagon-pagoden
Dag 3 Yangon – pilgrimsstedet Golden Rock. Solnedgang og unik stemning
Dag 4 Golden Rock – Yangon. Pagoder og den gamle hovedstad Bago
Dag 5 Yangon – Loikaw. Smuk bjergnatur og byvandring
Dag 6 Loikaw. Landsbybesøg og solnedgang ved Taung Kwe-pagoden
Dag 7 Loikaw – Sagar – Inle-søen. Sejlads over søer og gennem kanaler. Flydende landsbyer
Dag 8 Sejltur på Inle-søen til pælehuse, flydende haver, markeder og templer
Dag 9 Inle-søen – Heho – Mandalay. Teaktræsbroen U Bein og landets største munkekloster
Dag 10 Mandalay. Byrundtur og sejltur til Mingun
Dag 11 Mandalay – Bagan. Sejlads på Irrawaddy-floden fra Mandalay til Bagan
Dag 12 Bagan. Tempelsletten. Eftermiddag på egen hånd med mulighed for cykeltur. Solnedgangstur med hestevogn
Dag 13 Bagan. Hverdagsliv, markedsbesøg og flodsejlads ved solnedgang
Dag 14 Bagan. Tid på egen hånd og hjemrejse
Dag 15 Ankomst til København

Hoteller

Vores hoteller

Her kan du se de hoteller, som vores gæster på rundrejsen oftest bor på. Vær venligst opmærksom på, at hotelændringer kan forekomme. I så fald vil hotellet være af tilsvarende eller højere standard.

The Umbra Hotel Bagan

  • 94 værelser
  • Døgnåben reception
  • Aircondition på værelset
  • 1 udendørs pool
  • Gratis wifi på hotellets område og på værelset
  • TV på værelset

Et dejligt og helt nyt hotel (2015) med ideel beliggenhed, tæt på Bagans største og mest seværdige pagoder og templer. Hotelområdet er rummeligt med masser af plads og grønne områder med fine blomster – og for enden af grunden ligger et tempel. Hotellet har en dejlig restaurant med både inden- og udendørs servering, samt en stor pool der frister, når eftermiddagsheden for alvor sætter ind. Hotellet rummer desuden en spa-afdeling.

Værelserne ligger langs med poolen i en 2 etagers bygning med store værelser og egen balkon. Vi bor på hotellets bedste værelser, de såkaldte Grand Deluxe, der er store og rummelige og med alle forventelige faciliteter; aircondition, tv, minibar, sikkerhedsboks samt te- og kaffefaciliteter.

Læs mere om hotellet på:  http://www.thehotelumbrabagan.com 

Inle Garden Hotel

  • 46 bungalows
  • Døgnåben reception
  • Aircondition på værelset
  • 1 udendørs pool
  • Gratis wifi på hotellets område og på værelset
  • TV på værelset

Et helt nyåbnet hotel beliggende på Inle-søens østlige bred. Det består af 46 bungalows i dejlige, grønne omgivelser ved søen og med bjergene som baggrund. Hotellets store swimmingpool ligger mellem hovedbygningen og søen, og er omgivet af en træterrasse, hvorfra man passende kan nyde den smukke solnedgang, som Inle-søen ofte byder på.

De 40 kvadratmeter store bungalows er indrettet i en blanding af burmesisk og europæisk stil. Alle er udstyret med aircondition, tv, minibar, sikkerhedsboks, badekar og brusekabine samt te- og kaffefaciliteter. Til alle bungalows hører en privat balkon med udsigt til resortets store have og søen i baggrunden.

Læs mere om hotellet på:  http://www.inlegarden.com/ 

Kayah Resort

  • 26 værelser
  • Døgnåben reception
  • Aircondition på værelset
  • 1 udendørs pool
  • Gratis wifi på hotellets område og på værelset
  • TV på værelset

Et helt nyt hotel beliggende i fredelige omgivelser lidt uden for Loikaw bykerne. De blot 24 værelser ligger rundt om resortets reception og restaurant. Alle bungalows har egen balkon med tilhørende stole og bord, hvor en kop kaffe eller te kan nydes. Foran receptionen ligger den indbydende pool med en dejlig udsigt over de landlige omgivelser.

Alle bungalows er rummelige, pæne og rene og har både aircondition, tv, minibar, sikkerhedsboks og te- og kaffefaciliteter samt hårtørrer og ikke mindst eget balkon.

Læs mere om hotellet på:  http://www.kayahresort.com 

Shwe Ingyinn Hotel

  • 59 værelser
  • Døgnåben reception
  • Aircondition på værelset
  • 1 sunset bar på tagterrassen
  • Gratis wifi på hotellets område og på værelset
  • Tv på værelset

Shwe Ingyinn Hotel er centralt beliggende i hjertet af Mandalay. Vi bor på hotellets Deluxe-værelser, som er pæne og rummelige uden at være prangende. Hotellers placering og dets ”sunset bar” på tagterrassen er hotellets helt store plusser.

Læs mere om hotellet på:  http://www.shweingyinnhotel.com/ 

Rose Garden Hotel

  • 123 værelser
  • Døgnåben reception
  • Aircondition på værelset
  • 1 udendørs pool
  • Gratis wifi på hotellets område og på værelset
  • TV på værelset

Et helt ny renoveret hotel (2014) med en perfekt beliggenhed, ikke lang fra Shwedagon-pagoden og i kort gåafstand til Kandawgyi-søen. På bagsiden af hotellet ligger en indbydende pool i en mindre have. I de sene aften timer kan du nyde en drink eller kop kaffe i baren til lyden af pianotoner.

De 32 kvadratmeter store superior-værelser er stilfuldt indrettet i burmesisk stil, og har alle aircondition, tv, minibar, sikkerhedsboks og te- og kaffefaciliteter.

Læs mere om hotellet på:  http://www.theroseyangon.com/ 

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejselufthavn Bemærk
21.998,–
København, Aalborg, Aarhus, Billund
Udsolgt
22.998,–
København, Aalborg, Aarhus, Billund
Udsolgt
22.998,–
København, Aalborg, Aarhus, Billund
Afrejse fra Aalborg/Aarhus/Billund: tillæg fra 948,–
22.998,–
København, Aalborg, Aarhus, Billund
Afrejse fra Aalborg/Aarhus/Billund: tillæg fra 948,–
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra Danmark
Fra København sætter vi kursen mod Sydøstasien.
Dag 2
Ankomst til Yangon, Burma (Myanmar). Markedsbesøg, kolonitidsarkitektur og Shwedagon-pagoden
Den betagende smukke guld- og juvelbesatte Shwedagon-pagode

Vi lander i Burmas største by, Yangon, om morgenen. Yangon, som tidligere hed Rangoon, var landets hovedstad fra englændernes erobring af det nordlige Burma i 1885 frem til 2005, hvor hele statsadministrationen blev flyttet til byen Nay Pyi Taw, små 400 kilometer nord for Yangon.

Selvom Yangon ikke længere er landets hovedstad, er byen dog stadigvæk landets økonomiske og intellektuelle centrum, og denne tropiske storby byder på et spændende miks af moderne byliv, smukke buddhistiske pagoder og noget af Sydøstasiens mest velbevarede britiske kolonitidsarkitektur

På vejen til hotellet har vi et kort fotostop ved den royale Saraweik-båd, som er en kopi af en gammel kongebåd. På hotellet er der mulighed for at få et lille hvil, inden vi spiser frokost på en lokal restaurant.  Herefter går vi en tur i Yangons gamle kvarter fra kolonitiden. Mange af de gamle bygninger står stadig intakt og giver et unikt indblik i en tid, der var. Vi lægger også vejen forbi det lokale frugtmarked og Bogyoke-markedet, også kendt som Scott Market, hvor man kan finde alt fra antikt Burmask kunsthåndværk til ædelstene, kunstgallerier og lokale specialiteter. Markedet er opkaldt efter James George Scott, en britisk tjenestemand, som brugte mange år af sit liv i det britiske Burma, og som introducerede befolkningen til fodbold – i dag landets mest populære sport. Da landet blev selvstændigt i 1948 blev Scott Market officielt omdøbt til Bogoyke Aung San.

Vi runder dagens udflugtsprogram af ved Yangons ubetinget mest berømte bygningsværk: den betagende smukke guld- og juvelbesatte Shwedagon-pagode, der troner majestætisk på den hellige bakke Singuttara midt i byen. Uanset hvor i Yangon, man befinder sig, kan man altid orientere sig i forhold til den 98 meter høje, forgyldte pagode.

Ifølge legenden er Shwedagon-pagoden 2.500 år gammel, mens arkæologer anslår, den er bygget mellem 6.-10. århundrede. Pagoden er landets vigtigste buddhistiske helligdom med besøg af mange tusinder af pilgrimme hvert år, og det siges, at den blev bygget for at beskytte otte hår fra selveste Buddha. På denne tid af dagen er der en meget fortættet atmosfære, og templet emmer af religiøsitet.

Vi tager op til tempelområdet sidst på eftermiddagen, som er det bedste tidspunkt at besøge stedet på. Der hersker en herlig stemning, når troende og ikke troende mødes med lokale familier på picnic og de stadigvæk få turister. På dette tidspunkt er lyset også flottest, og vi ser solnedgangen over Yangon fra tempelområdet.

Overnatning i Yangon.

Dag 3
Yangon – pilgrimsstedet Golden Rock. Solnedgang og unik stemning
Golden Rock er en af Burmas mest spektakulære seværdigheder

Vi starter dagen tidligt for straks efter morgenmaden at sige på gensyn til Yangon. Vi forlader den travle storby for at sætte kursen mod en af Burmas mest spektakulære seværdigheder, nemlig pilgrimsstedet Golden Rock, hvor tusindvis af buddhistiske pilgrimme hvert år kommer for at se den store gyldne sten, der på mirakuløs vis balancerer på klippekanten – efter sigende kun holdt oppe af et enkelt af Buddhas hår.

Turen til byen Kyaikto, der ligger for foden af bjerget, tager cirka fem timer, og undervejs passerer vi idylliske landbrugsmarker. Fremme i Kyaikto spiser vi en lidt sen frokost på en lokal restaurant, inden vi skifter bussen ud med en af de lokale lastbiler, der bringer besøgende til toppen af bjerget. Al privat kørsel op ad bjerget er forbudt, så derfor er der kun to muligheder for at komme op: lastbilerne eller til fods! Da vi kun har en enkelt nat her og skal tilbage til Yangon, anbefales det enten at pakke en lille dagsrygsæk, eller hvis I er to, der rejser sammen, at pakke det, der skal bruges, i én kuffert. Vi bor på Mountain Top Hotel, som ligger på toppen af bjerget. Hvad hotellets værelser måske mangler i moderne faciliteter opvejes til fulde af beliggenheden. Fra hotellet er der kun en kort gåtur hen til den guldbelagte sten, og efter at have fået anvist vores værelser går vi i samlet flok hen til tempelområdet.

Ved stenen hersker der en helt speciel stemning. Buddhister fra både Burma og især Thailand kommer hertil på en slags pilgrimsfærd. Mange har medbragt mad og tæpper og sover i og omkring tempelområdet under den åbne himmel, og der venter et fantastisk leben! Vi bliver ved tempelområdet og ser solnedgangen, hvorefter vi stille og roligt lister tilbage til vores hotel.

Overnatning ved Golden Rock.

Dag 4
Golden Rock – Yangon. Pagoder og den gamle hovedstad Bago
Lokale i Yangon

Vi tager afsked med Golden Rock og hopper om bord på en af lastbilerne, der skal fragte os ned ad bjerget igen. Her venter vores bus, og vi sætter atter kursen mod Yangon. Vi gør holdt i Bago, tidligere Pegu, som var hovedstad i 1400-tallet under Mon-riget. Vi spiser frokost i Bago og strækker ben ved Kyaikpun-pagoden, hvor fire 30-meter høje buddhafigurer sidder med ryggen mod hinanden.

Hvis tiden tillader det, besøger vi også krigskirkegården Htauk Kyant, hvor mere end 6.000 allierede soldater fra anden verdenskrig ligger begravet. Den japanske invasion af Burma kostede mange menneskeliv i både Burma og Thailand, og via Pierre Boulles roman ”Broen over floden Kwai” og den senere filmatisering kender vi den dramatiske historie om anlæggelsen af jernbanen fra Thailand til Burma, der skulle forsyne de japanske tropper. Opførelsen af ”dødens jernbane” kostede alene 16.000 mennesker livet.

Overnatning i Yangon.

Dag 5
Yangon – Loikaw. Smuk bjergnatur og byvandring
Padaung-folket i landsbyen Pan Pae

Efter morgenmaden tager vi til lufthavnen i Yangon. Herfra flyver vi Loikaw, der er hovedstad i Kayah-staten, som er en af Burmas mindste og også mindst besøgte delstater. Her synes man på alle måder at være langt væk fra alting. Det tager 17 timer at kører hertil i bus, og der er kun fly fra Yangon et par gange om ugen.

I denne jomfruelige del af Burma skal vi opleve det smukke bakkede landskab, hvor mange af landets karakteristiske stammefolk bor – de mest kendte og bemærkelsesværdige er padaung-folket, eller langhals-folket, hvor kvinderne bærer tunge ringe omkring halsen for at gøre halsen længere. I alt findes der mere end ti forskellige etniske minoriteter i Kayan-staten og området omkring Loikaw. Det er dem og de smukke naturscener, vi er kommer for at opleve de næste tre dage.

Straks efter ankomsten til Loikaw kører vi til en lokal restaurant og spiser nudler med de lokale. Herfra kører vi ud af byen gennem det smukke landskab mod den lille landsby Pan Pae, hvor padaung-folket bor. Efter en lille times kørsel sætter bussen os af, og vi går det sidste stykke vej til landsbyen – den lette gåtur er på ca. 45 minutter, og alle i almindelig form kan deltage.

Padaung-folket er en af mange kayan-stammer i området, der i slutningen er 1980´erne og første halvdel af 1990´erne flygtede fra Burma til området ved den thailandske grænse ved Mae Hong Son. Stammernes modstandshær kæmpede for en selvstændig stat og var i konflikt med Burmas militærregime. Det skønnes, at der i dag er omkring 130.000 kayan tilbage, hvoraf kun de ca. 20.000 bor her i området. Små tusinde lever i flygtningelejre i Thailand, mens resten har bosat helt andre steder.

Her i landsbyen Pan Pae bliver vi klogere på folkets særlige traditioner, hvor kvinderne begynder at bære tunge messingringe rundt om halsen allerede fra 6-7 års alderen. Som årene går, og pigerne vokser, sættes flere ringe om halsen. Ringene fjernes meget sjældent igen. Årsagen til traditionen gisnes der om, men de fleste fortæller, at det oprindeligt var for at gøre landsbyens kvinder mindre attraktive, så de ikke blev kidnappet eller udvalgt og bortført af stridende stammers høvdinge. Spørger man kvinderne, vi møder i dag i landsbyen, vil de sikkert svare, at de gør det for at bevare deres kulturelle identitet.

Efter landsbybesøget kører vi tilbage mod Loikaw og tjekker ind på vores resort beliggende i fredlige omgivelser lidt uden for byen. Hvis ikke stedets swimmingpool frister, er der mulighed for at besøge Kayah State Cultural Museum, hvor du kan se musikinstrumenter, sølvtøj, traditionelle klædedragter osv. fra stammefolkene i området. Museet ligger lige ved siden af hotellet og entréen er 2.000 kyat (ca. 2 USD).

Vi spiser middag sammen på hotellets restaurant.

Overnatning i Loikaw

Dag 6
Loikaw. Landsbybesøg og solnedgang ved Taung Kwe-pagoden
Tæt på de lokale i Damdamagyi

Dagen begynder med et besøg på Loikaws travle morgenmarked, hvor der primært sælges fødevarer, men også tøj og andre typiske markedsvarer.

Herefter kører vi ud af byen mod den thailandske grænse, og på den 1½ time lange tur kommer vi op i det bjergrige grænseland. Her ligger landsbyen Damdamagyi, hvor en anden kayan-stamme holder til. Det er ikke ofte, stammen får besøg af udenlandske gæster, så vi tager en sæk ris og madolie med til beboerne for at sikre os, at vi får en god modtagelse.

Også her vil vi opleve, at stammens ældste kvinder går klædt i de traditionelle klædedragter. Før i tiden bar de dragten således, at det ene bryst hang løst ude til skue for alle, mens det andet blev bag tøjet og kun var forbeholdt kvindens husbond! Disse historier og traditioner hører vi meget mere om, mens vi begiver os ud i landsbyen blandt geder, høns og køer. 

Vi har taget en picnic-frokost med hjemmefra, og vi spiser den i landsbyen, inden vi kører tilbage mod Loikaw. Undervejs stopper vi og tager fotos, hvis vi kommer forbi interessante steder. Fx ved de bemærkelsesværdige hvide pæle, som er opført af en af områdets stammer. De dekorerede pæle er sat for at holde onde ånder væk fra landsbyen.

Hvis tiden tillader det, hviler vi os lidt, før vi inden solnedgang kører til Loikaws bymidte og Taung Kwe-pagoden, som egentlig er flere pagoder på toppen af to klipper. Faktisk ser det ud, som om klippen er brækket i to dele, og derfor kaldes pagoden også for Broken Mountain. En trappe fører til toppen af klippen, hvor en smuk udsigt over byen og landskabet venter. Trappen er til tider stejl og har ujævne trin, og turen til tops får sveden frem hos de fleste – men bare rolig, her findes også en elevator til toppen.

Vi runder dagens oplevelser af med en middag sammen på en lokal restaurant i byen.

Overnatning i Loikaw

Dag 7
Loikaw – Sagar – Inle-søen. Sejlads over søer og gennem kanaler. Flydende landsbyer
Sejltur på Inle-søen

I dag venter et af turens højdepunker, når vi sejler fra Kayan-staten til Inle-søen. Vi tør godt love, at kameraet kommer på overarbejde, så sørg for, at kamerabatterierne er opladte!

Vi forlader Loikaw og kører først i bus til Phekhone. Turen hertil tager en times tid, og fremme i Phekhone skiftes bussen ud med nogle mindre både med plads til 5-6 personer i hver. Bådene er udstyret med en fin træstol med tilhørende pude, så det er bare med at læne sig tilbage og nyde turen. Bådene er også udstyret med paraplyer (mod solen), tæpper og naturligvis redningsveste. På første del af turen er det en god idé at have en varm trøje eller fleece på, da morgentemperaturen og vinden kan være kølig. Husk desuden hat og solcreme.

Sejlturen begynder med, at vi krydser Phekhone-søen. Den friske morgenluft, naturen og det oftest spejlblanke vand sikrer os en smuk start på dagen. Snart sejler vi ad smalle kanaler mellem tætte vandplanter og hilser på de lokale, der også bruger vandvejen til transport af både passagerer og varer.

Efter ca. 2 timer gennem det relativt uberørte landskab stopper vi i Sagar. Denne charmerende lille landsby byder os velkommen med sine mange imponerende stupaer, nye som gamle. Vi slentrer roligt gennem byen og hilser på de venlige indbyggere, hvoraf mange stammer fra områdets etniske minoriteter. Vi spiser frokost på en lokal restaurant med en skøn udsigt til en flot have og ikke mindst floden i baggrunden.

Efter frokosten forsætter vores flod-odyssé. Efterhånden som vi nærmer os Inle-søen, passerer vi masser af flydende landsbyer bygget på meter høje pæle i vandet. Vi sejler tæt forbi badende børn, tøjvaskende kvinder og fiskende mænd.

Efter to timers sejlads fra Sagar når vi vores endelige mål, den 116 km² store ferskvandssø Inlé. Den ligger i 900 meters højde, smukt omgivet af frodige, grønne bjerge. På søen både bor og arbejder cirka 70.000 personer fra intha-folket. Alle huse står på pæle, og i de karakteristiske flydende haver dyrkes alt fra tomater til appelsiner.

Vi sejler direkte til vores resort som ligger på søens østlige bred i rolige omgivelser lidt tilbagetrukket fra søens livlige (og til tider larmende) bådtrafik. Herefter er der tid på egen hånd, mens roen sænker sig over Inle-søen. Mon ikke en tur i poolen eller en kold drink eller øl fra baren frister? Er vejret med os, kan vi se frem til en af de smukkeste solnedgange ved søen. 

Overnatning ved Inle-søen.

Dag 8
Sejltur på Inle-søen til pælehuse, flydende haver, markeder og templer
Vi ser masser af flydende landsbyer på Inle-søen

I dag ser vi nærmere på livet i og omkring søen. Fiskeri er stadig en vigtig indtægtskilde, og de lokale fiskere praktiserer en helt særlig rostil, der ikke sådan lige lader sig kopiere: De står op i båden og ror med det ene ben snoet om åren. På denne måde har de begge hænder fri til at sænke deres fiskeruser, og denne nærmest akrobatiske stil er imponerende at se på.

Vi ser landsbyer, som står på pæle ude i søen, og de dertil flydende haver, hvor der dyrkes flere former for afgrøder, blandt andet tomater, agurker og auberginer. Trafikken på søen er en blanding af langhalebåde, der transporterer mennesker omkring, og bønder, der sejler omkring i deres robåde for at indsamle planter til deres flydende markeder.

Vi går i land på søens vestbred og besøger Inn Dein-pagodekomplekset, der ligger godt gemt og nås via en række trappetrin. Der venter endnu et imponerende syn, når vi ser, hvordan stupaerne nærmest vokser op af jorden, og hele området virker som om, det er gået i ét med naturen.

Vi skal også se Shandel-statens vigtigste hellige pagode, Phaung Daw Ow-pagoden fra det 18. århundrede. Her opbevares fem små buddhastatuer, der hvert år sejles rundt på Inle-søen i forbindelse med søens vigtigste festival. Igennem årene har pagoden nærmest udviklet sig til et pilgrimsmål, og de fem buddhafigurer er så overplastret med bladguld, at de i dag næsten har mistet deres former.

Undervejs spiser vi frokost på en lokal restaurant og besøger også et af de lokale markeder, som flytter rundt i området alt efter ugedag.

Overnatning ved Inle-søen.

Dag 9
Inle-søen – Heho – Mandalay. Teaktræsbroen U Bein og landets største munkekloster
Den berømte bro U Bein er verdens længste gangbro i teaktræ

Efter morgenmaden på hotellet kører vi den korte vej til lufthavnen i Heho. Herfra tager det under en time at flyve til Mandalay. Med et imponerende antal buddhistiske pagoder – mere end 700 – og et stort antal klostre er Mandalay Burmas absolutte religiøse centrum. Ud af landets 500.000 buddhistiske munke bor cirka 60 procent her i Mandalay og lever et liv i askese ud fra århundredgamle principper og ritualer. Mandalay er desuden kendt for sine rige kunst- og kunsthåndværkstraditioner. Under det burmesiske kongedømme, hvis sidste hovedsæde var her i Mandalay, var mange af de lokale kunstnere og kunsthåndværkere leverandører til hoffet, og de stolte, kreative traditioner består den dag i dag.

Vi tager straks hul på dagens program og kører til udkanten af Mandalay, hvor Amarapura – den udødelige by – ligger. Amapura var i en periode på 50 år (1783-1833) landets hovedstad. Her skal vi se den berømte bro U Bein, der med sine 1,2 kilometer er verdens længste gangbro i teaktræ. Broen hviler på mere end 1.000 bropiller hen over Taungthaman-søen og forbinder Taungthaman-øen med fastlandet. Selvom U Bein har mere end 200 år på bagen, er den stadig i fin stand.

Der er ofte et leben af lokale på gåben eller cykel hen over broen, som er en af Burmas mest fotograferede seværdigheder. Amarapura er også hjemsted for Burmas største, buddhistiske kloster: Mahagandayon-klosteret, der er hjemsted for mere end 1.000 munke og munkenovicer.

I det burmesiske samfund er der en stærk, social forventning om, at drenge/mænd mindst to gange i livet hengiver sig til klosterlivet. Dels som dreng (mellem 10-20 år), og igen efter de 20 år som fuldt ordineret munk. Munke nyder generelt meget stor respekt i Burma, og det er derfor særdeles prestigefyldt for en familie at have en søn, som er – eller i en periode har været – munk. De

Burmaske munke har flere gange markeret sig stærkt politisk, senest i 2007, hvor en gruppe munke gik i clinch med militærregimet i protest mod militærets angreb på fredelige demonstranter.

Fra Amarapura sejler vi i cirka ti minutter til Ava, som var landets hovedstad fra 1365-1842. Byen er fantastisk godt og strategisk placeret på en ø mellem Irrawaddy- og Myitnge-floden. I Ava ser vi blandt andet det store kloster Maha Aungmye Bonzan, der er bygget helt i træ, samt Bargayar-klostret, hvor de kongelige burmesere fik deres uddannelse. Klostret er rigt udsmykket med træudskæringer.

Vi nyder en frokost undervejs og dagen slutter på vores hotel i Mandalay.

Overnatning i Mandalay.

Dag 10
Mandalay. Byrundtur og sejltur til Mingun
Markedsbesøg

I dag sejler vi ud på Burmas vigtigste og længste flod, Irrawaddy. Vores mål er Mingun, hvor vi skal se Mingun-klokken – en af verdens tungeste klokker på omkring 90 tons. I Mingun ser vi også nærmere på den hvide Hsinbyume-pagode, hvis hvide farve symboliserer det buddhistiske, mytologiske Meru-bjerg. Vi sejler tilbage til Mandalay, hvor vi spiser frokost.

Efter frokosten besøger vi den berømte Mahamuni-pagode. Midt i pagodens fortættede atmosfære findes en Buddhafigur, hvorpå der igennem flere hundrede år er blevet påklistret bladguld. Som et sjovt kuriosum kan det nævnes, at Buddhafiguren hver morgen får børstet tænder og renset negle af templets munke. I området ser vi også nærmere på, hvordan guld bliver banket ud til bladguld.

Sidst på eftermiddagen får vi et indblik i det burmesiske hverdagsliv, når vi besøger det store lokale marked Zay Cho, der ligger centralt i byen. Vi slutter dagen af med et besøg i Shwe Bin-klostret, der blev bygget i slutningen af 1800-tallet af to kinesiske jadekøbmænd.

Dag 11
Mandalay – Bagan. Sejlads på Irrawaddy-floden fra Mandalay til Bagan
I Bagan står ca. 3.000 historiske, buddhistiske templer

Efter morgenmaden kører vi til Irrawaddy-floden, hvor vi går om bord på en lokal båd, der sejler os til en af Sydøstasien største seværdigheder, Bagan. Sejlturen tager ca. 8-9 timer, og undervejs passerer vi byer, klostre og pagoder og ser livet på floden. Sejlturen er afslappende, og der er god tid til at nyde udsigten og måske fordybe sig i en bog. Vi ankommer sandsynligvis kort før solnedgang til Bagan, det berømte 42 km² store sletteområde, som er hjemsted for mere end 3.000 historiske, buddhistiske templer. Så langt øjet rækker, popper de karakteristiske, spidse tempeltårne op i det flade slettelandskab, og det hele har et skær af mystik og uvirkeligt eventyrlandskab over sig.

Overnatning i Bagan.

Dag 12
Bagan. Tempelsletten. Eftermiddag på egen hånd med mulighed for cykeltur. Solnedgangstur med hestevogn
Solnedgangstur med hestevogn til Bagansletten

Vi bruger dagen på at se nogle af Bagans mest betydningsfulde pagoder. Starten på byggeriet af det første tempel på Bagan-sletten fandt sted i 1057 e.Kr. Konge efter konge føjede flere og flere templer til, lige indtil Kublai Khans mongolske tropper 230 år senere erobrede området.

Hele 4.400 templer blev der bygget på sletten, og på trods af naturmæssige udfordringer som jordskælv, oversvømmelse og erosion består mere end 3.000 templer stadig den dag i dag. Området kandiderer til at komme på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, men en verserende tvist mellem myndighederne og UNESCO om renoveringsmetoder har sat processen på pause.

Vi besøger blandt andet Ananda-templet, et hvidkalket mesterværk, som kombinerer mon-arkitektur med indisk arkitektur. Ifølge legenden fik kong Kyanzittha dræbt de otte munke, der byggede templet, så de ikke kunne bygge et lignende tempel andetsteds. Tæt på Ananda-templet finder vi også Thatbyinnyu-templet og den gyldne Shwezigon-pagode, som siges at indeholde en tand og et stykke knogle fra selveste Buddha.

Frokosten spiser vi sammen på en lokal restaurant, inden vi finder tilbage til hotellet. Eftermiddagen kan bruges til at slappe af og nyde de skønne omgivelser. Hotellet har en dejlig grøn have og en indbydende swimmingpool, der er svær at modstå i middagsheden. De mere energiske kan følge rejselederen med rundt på en cykeltur mellem templerne, hvilket måske er den bedste måde at opleve Bagan på. Vi tager det stille og roligt og stopper de steder, vi har lyst, og får et par forfriskninger undervejs.

Sidst på eftermiddagen tager vi på rundtur i hestevogne til Bagansletten og nyder det eventyrlige landskab, mens solen langsomt går ned. Vi finder et passende tempel, hvorfra vi kan nyde solnedgangen.

Overnatning i Bagan.

Dag 13
Bagan. Hverdagsliv, markedsbesøg og flodsejlads ved solnedgang
Arbejde og leg ved floden

Vi bruger den første del af dagen på at se nærmere på hverdagslivet her i Bagan. Vi besøger blandt andet byens marked, hvor alskens frugt og grønt handles, samt et par af de små landsbyer, der ligger spredt rundt i området blandt templerne.

Vi besøger også det største af alle templer på Bagan-sletten: Dhammayangyi-templet, som er bygget af Kong Narathu. Han slog sin far og sin bror ihjel for selv at komme til magten, og det siges, at han byggede templet for at sone sine synder. Vi runder dagen af med at nyde solnedgangen over Bagan-sletten. Praktisk fodtøj kan anbefales, da vi kommer rundt på gåben.

Om aftenen sejler vi på den rolige Irrawaddy-flod, mens vi ser Bagan-sletten badet i solnedgangens lys.

Overnatning i Bagan. 

Dag 14
Bagan. Tid på egen hånd og hjemrejse
Du har formiddagen til at gå på opdagelse på egen hånd i Bagan eller slappe af ved poolen. Hen på eftermiddagen flyver vi fra Bagan til Yangon, hvorfra vi flyver hjem efter midnat. I Yangon spiser vi afskedsmiddag sammen, og der vil være mulighed for at tage et bad og skifte tøj, inden vi sætter os tilrette i flyet. 
Dag 15
Ankomst til København
Vi lander i København

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 22.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
4.998,–
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København* – Yangon t/r med mellemlanding
  • 4 lokale flyvninger
  • Udflugter og entréer jf. dagsprogram
  • Indkvartering i delt dobbeltværelse
  • Halvpension (morgenmad og frokost)
  • Middag dag 5, 6 og 14
  • Skatter og afgifter

* Mulighed for at rejse fra Billund, Aarhus eller Aalborg med forbehold for ledige flypladser og mod gebyr. Fra kr. 948,- per person

Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring og Seniorrejseforsikring
  • Tilslutning med indenrigsfly fra kr. 948,-
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Visum til Burma USD 50,-
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (ca. USD 75,- pr. person)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer”

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Visum til Burma

Du skal have visum for at rejse til Burma. Visummet søger du selv via Burmas online E-Visa-system. Det koster 50 USD.

Vi har udarbejdet en visumvejledning til dig, så du kan få hjælp til at udfylde skemaet. Vejledningen sender vi sammen med fakturaen, når du har bestilt rejsen.

Valuta

Møntfoden i Burma er kyat (MMK). I Burma veksles lettest fra US-dollar og nogle få steder også fra euro. Anden valuta accepteres sjældent. Hæveautomater bliver der stadigt flere af – især i de større byer, herunder Yangon og Mandalay. Selvom der flere og flere steder kan betales med kreditkort (Visa og MasterCard), råder vi til, at man medbringer nye US-dollarsedler som veksles til kyat i Burma og ellers tager et kreditkort med til at supplere med.

Bagage

Det er en god idé at medbringe en lommelygte og en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Mere om Burma

Her kan du få mere at vide om Burma: www.albatros-travel.dk/destinationer/asien/burma

Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere

De fleste af Albatros Travels rejser er ledet af en dansk rejseleder, som enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, hvor gruppen møder sin rejseleder. Alle vores rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Enkelte af vores rejser er uden rejseleder; det vil altid tydeligt fremgå af programmet, hvorvidt rejsen er ledet af en rejseleder eller ej.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.

Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager fra rejseledere og kunder efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Rated 4 out of 5 by from Oplevelsesrig rejse til Myanmar Myanmar er et spændende land at besøge. Der er ikke overfyldt med turister, som i mange andre lande vi har besøgt. Vi føler lidt som om vi har været blandt "nogle af de første". Rejseleder og lokal guide havde begge en meget stor viden om landet og befolkningen, så vi fik god indsigt i hvordan livet i hverdagen foregår. Har man lyst til at opleve landet, som vi gjorde, skal man ikke vente flere år med en tur til Myanmar.
Date published: 2016-02-14
Rated 5 out of 5 by from En veltilrettelagt rejse i et fascinerende land Vores rejse til Myanmar var særdeles veltilrettelagt og alt klappede til tiden. Begge rejseledere (den danske og den lokale) var særdeles vidende og kompetente og havde styr på alt lige fra bagage og transport til hoteller, besøg og mad. Vi boede på superfine hoteller og spiste på gode restauranter. Al maden var lækker og varieret. Vi synes, det var spændende at prøve mange transportformer, men man skal lige være opmærksom på, at det kan være svært for nogen at komme op i en hestevogn eller op på ladet af en bil. Det kræver også en vis mobilitet at komme til og fra bådene. Myanmar har rigtig meget at byde på. Der er mange smukke pagoder og templer og en særdeles smuk natur. Landet er stadig ikke så præget af turisme og vi nød at komme steder, hvor man ikke ser turister hele tiden. Befolkningen er meget venlig og imødekommende og smiler gerne tilbage, hvis man smiler til dem.
Date published: 2016-02-10
Rated 5 out of 5 by from en skøn rejse, men også lidt anstrengende En spændende rejse, hvor vi fik set meget af det smukke landskab og dagliglivet samt mange templer og pagoder. Vi havde en rigtig god rejseleder (Lasse) - nærmest fremragende. Man følte, at han havde et stort engagement i landet og dets befolkning og i sine gæster. Samtidig havde han en stor paratviden om historie og samfundsforhold.
Date published: 2015-11-21
Rated 5 out of 5 by from Fantastisk veltilrettelagt og interessant rejse Rejsen var helt igennem veltilrettelagt. Den lokale guide var meget serviceminded og interesseret i at vores rejse skulle være så god som muligt. Små ændringer i programmet gjorde kun rejsen bedre. Det var helt tydeligt at rejselederen havde grundigt kendskab til Myanmar, traditioner og religion.
Date published: 2016-02-02
Rated 5 out of 5 by from Spændende land, mange gode oplevelser Det var i det store hele en god tur. Dog har vi kørt i bus med kufferter, på de bageste sæder, det er ikke ok. 12timers sejltur fra Mandalay til Bagan, måske bus var bedre og tid til oplevelser undervejs?
Date published: 2016-02-09
Rated 5 out of 5 by from Herlig rejse omend anstrengende Det ville have været rart at vide, at noget af rejsen foregår i højlandet, hvor der var MEGET koldt. Til overflod regnede det også på Inle søen. Glimrende rejseleder.
Date published: 2015-11-17
Rated 5 out of 5 by from Fantastisk oplevelse Rejsen var meget spændende og afvekslende. 2 gode guider, som sørgede for, at alt klappede. Helt i gennem en perfekt tur, hvilket nok gør, at vi vælger Albatros igen.
Date published: 2016-02-01
Rated 5 out of 5 by from rigtig god rejse med et godt udvalg af oplevelser godt tilrettelagt rejse med en strøm af oplevelser i et godt tempo. de udvalgte seværdigheder var helt i top. rejselederen var fremragende
Date published: 2015-11-18
  • 2016-09-30T06:05CST
  • bvseo_cps, prod_bvrr, vn_cps_3.4.0
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_0, tr_11
  • loc_da_DK, sid_MMRTR04, PRD, sort_relevancy
  • clientName_albatros-travel

Anmeldelse af rejsen

Her kan du se anmeldelser fra andre gæster, som har været på turen. Vi håber, du kan bruge deres ærlige meninger, gode tips, ris og ros til at få en idé om, hvad der venter på rejsen – så du kan vælge den helt rigtige tur for dig. Anmeldelserne samles ind af et eksternt firma, som er din garanti for anmeldernes validitet. Læs mere her

Bemærk venligst, at flyselskab, flyrute, hoteller, rejseleder og/eller rejsens rute kan variere fra afgang til afgang, og dermed kan en anmeldt rejse være lidt anderledes end de rejser, som aktuelt er til salg.

Lignende rejser

17MMRTR04BDK2101