Vilde svaner – den store Kinarundrejse

Historiske mindesmærker, kulturelle perler og billedskøn natur i Syd- og Østkina

Denne Albatrosrejse består af håndplukkede oplevelser i land og by med et bredt udsnit af alt det, Kina kan byde på.

Fra betagende smuk natur og hyggelige småbyer med temarker, kanaler og havekunst, til uomgængelige historiske mindesmærker som Den Kinesiske Mur og Xians terrakottahær, dagligliv i parker og på markeder samt landets to vigtigste metropoler, Beijing og Shanghai.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Yuan

Dagsprogram
Dag 1 Afrejse fra Danmark
Dag 2 Ankomst til Beijing. Himlens Tempel
Dag 3 Beijing. Cloisonné-fabrik, Den Kinesiske Mur, Sommerpaladset og mulighed for Pekingopera
Dag 4 Beijing. Den Himmelske Freds Plads, Den Forbudte By, Kulhøjen, hutongerne, pekingand-middag og nattog til Xian
Dag 5 Ankomst til Xian. Shaanxi Museum, Den Store Vildgås-pagode, bymuren og mulighed for Tang-teater
Dag 6 Xian. Tai-chi, terrakottahæren og Den Store Moské
Dag 7 Fly til Guilin – Yangshuo. Storslået landskab og slangemiddag
Dag 8 Yangshuo. Cykeltur, landsbybesøg, Månebjerget og mulighed for Zhang Yimou-show
Dag 9 Yangshuo. Sejlads på Li-floden og skarvfiskeri
Dag 10 Fly til Hangzhou. Byvandring
Dag 11 Hangzhou. Lingyin-templet, temarker, sejltur på Vestsøen og mulighed for Vestsø-show
Dag 12 Afslapning og videre til Suzhou via kanalbyen Wuzhen
Dag 13 Suzhou. Fiskerens Have, silkespinderi, rickshawkørsel og Suzhou Museum
Dag 14 Suzhou – Shanghai. Jin Mao-bygningen, Yuyuan-basaren, The Bund og mulighed for akrobatikshow
Dag 15 Shanghai. Tid på egen hånd og afskedsmiddag
Dag 16 Shanghai – København

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejselufthavn Bemærk
20.998,–
København
På forespørgsel
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra Danmark
Vi flyver fra København mod Kinas hovedstad, Beijing.
Dag 2
Ankomst til Beijing. Himlens Tempel
Himlens tempel, Beijing

Beijing betyder ”den nordlige hovedstad”, og i mere end 500 år har byen været det politiske magtcentrum i det enorme kinesiske rige. Med 24 kilometer bymure og voldgrave havde den kvadratisk anlagte by allerede i 1400-tallet enorme dimensioner. Inden for bymurene lå Den Kejserlige By, og inde i den lå kernen, magtcentret Den Forbudte By. Med undtagelse af bymuren er det der alt sammen endnu.

Vi lander i Beijing og tager straks hul på vores spændende udflugtsprogram med et besøg ved Himlens Tempel. Det cirkelrunde tempel med sit skinnende blå tag står højt hævet på en terrasse af marmor og udstråler en fuldendt harmoni. Det var uden tvivl den helt rette beliggenhed, når kejseren skulle ofre til himlens guder. Vi nyder de sandwich, som vores lokalguide har medbragt, inden turen går til vores centralt beliggende hotel.

Dag 3
Beijing. Cloisonné-fabrik, Den Kinesiske Mur, Sommerpaladset og mulighed for Pekingopera
Den Kinesiske Mur er mere end 21.000 kilometer lang

Vi forlader Beijing tidligt om morgenen og gør holdt ved en fabrik, hvor vi ser, hvordan man laver porcelæn i cloisonné-teknik. Det er et tidskrævende stykke arbejde at belægge de mange vaser og fade med kobbertråd i fantastiske mønstre. Herefter bliver de komplicerede mønstre dekoreret med overdådige farver og til sidst brændt og poleret.

Senere skal vi se Den Kinesiske Mur, og for mange går en ganske særlig drøm dermed i opfyldelse. Kinas første kejser, Qin Shi Huangdi, samlede og videreudbyggede for over 2.000 år siden Den Kinesiske Mur ud af allerede eksisterende mursystemer. Muren har naturligvis ændret udseende gennem århundrederne. Oprindeligt var den blot en jordvold, men den endte som en rigtig befæstet mur med skydeskår og vagttårne. Muren skulle tjene som værn mod de vilde nomadestammer, der huserede nord for Kina, men den kom dog aldrig til at spille nogen større militær rolle. På andre områder var den imidlertid ganske brugbar. Ved hjælp af et system af røgsignaler kunne man hurtigt sende beskeder og advarsler fra vagttårn til vagttårn. Hvor de vigtige karavaneveje krydsede Muren, fungerede den endvidere som kontrolpost.

Der bliver god tid til at klatre op i nogle af vagttårnene og opleve historiens berømte vingesus, inden vi atter vender næsen mod storbyen Beijing.

På tilbagevejen kigger vi forbi det nordlige Beijing, hvor Sommerpaladset ligger i naturskønne omgivelser ved bredden af den kølige Kunming-sø. Her boede kejserne i sommerhalvåret, fjernt fra byens støv og hede. Paladset har gennem tiderne været hærget af utallige brande, men var så populært, at det blev genopført gang på gang. Også i dag er det en fantastisk oplevelse at vandre rundt i det fredfyldte og smukke område.

Tilbage på hotellet er der om aftenen mulighed for at se, og ikke mindst høre Pekingopera. Den må endelig ikke forveksles med almindelig opera! Pekingopera er nemlig en besynderlig blanding af sang, dans, mimik, tale og akrobatik. Egentlig er den gamle kinesiske betegnelse za-ju – blandet teater – ganske dækkende. I dag kalder man det på kinesisk slet og ret for jing-ju – hovedstadens teater. Med kejsernes velvilje udviklede Pekingoperaen sig ved hoffet i det 18. og 19. århundrede. Til gengæld blev operaen og dens skuespillere udsat for forfølgelse under kulturrevolutionen. Først nu er den atter ved at blive populær. Dog lever de nye stjerner stadig ydmygt i små lejligheder. For selvom der ligger hård træning bag en karriere som traditionel kinesisk skuespiller, er det ikke noget, man bliver rig af.

(Pekingopera og aftensmad er ikke inkluderet i rejsens pris, men er en del af kulturpakken, som kan købes separat).

Dag 4
Beijing. Den Himmelske Freds Plads, Den Forbudte By, Kulhøjen, hutongerne, pekingand-middag og nattog til Xian
Kinas kommunistiske landsfader, Mao Zedong

Den Himmelske Freds Plads, som er Beijings hjerte, har ofte været midtpunkt i Kinas historie. Her har dynastiernes kejsere gennem århundreder bekendtgjort deres dekreter over for den kinesiske befolkning, og det var ligeledes her, Mao Zedong i 1949 proklamerede Folkerepublikken Kina. Med kinesernes vanlige sans for at trække tråde fra fortiden var det også her, Mao i 1976 blev stedt til hvile i et kæmpe mausoleum.

Denne dags spændende program begynder på Den Himmelske Freds Plads, hvor vi oplever, hvordan kejsermagtens gamle symboler genbruges under den moderne kommunisme. De mange bygninger på og omkring pladsen, gamle såvel som nye, udstråler tydeligt budskabet om uindskrænket magt.

Hvis der er tid, skal vi også ind og hilse på Kinas kommunistiske landsfader, Mao Zedong, der ligger balsameret og til skue i sin glaskiste i et stort mausoleum midt på pladsen. Vi er ikke de eneste besøgende; fra hele Kina strømmer folk til for at få et glimt af ”den store befrier”, der smed det sidste kejserdynasti på porten og grundlagde Den Kinesiske Folkerepublik. At han i stedet selv endte som det 20. århundredes kejser, synes kineserne at have fortrængt eller i hvert fald tilgivet ham.

Fra Den Himmelske Freds Plads går vi gennem Den Himmelske Freds Port ind i det enorme kejserpalads, Den Forbudte By. Paladsets dybrøde mure var engang byens højeste, da der var forbud mod at bygge højere end kejserpaladset – ingen måtte kunne kigge ind til kejseren. Nu ligger paladset dog nærmest i skyggen af det voksende antal hoteller og finanscentre, der skyder op rundt omkring. Inde bag de tykke mure omgav Kinas skiftende kejsere sig med et hof af eunukker, konkubiner og tjenestepiger, og det store palads, som var beskyttet af kejserens livgarde, havde nærmest karakter af en lille by.

Selv om Den Forbudte By i dag kun overvåges af billetkontrollører, er det stadig ikke helt let at komme indenfor. De besøgende strømmer til fra hele Kina, og trængslen er stor. Lige nord for Den Forbudte By ligger den menneskeskabte bakketop Kulhøjen. Øverst oppe har vi en imponerende udsigt over hele Den Forbudte By.

Vi begiver os ned ad de små, snævre gader i Beijing for at besøge de berømte hutonger, som er traditionelle boligkvarterer bygget dengang, man stadig overholdt reglen om ikke at bygge højere end kejserpaladsets mure. Både her og i parkerne kommer man tæt på den enkelte kinesers hverdag.

Inden vi tager afsked med hovedstaden, skal vi også nå at smage den nærmest rituelle pekingand. Det kræver mange timers forberedelse, før det sprøde andeskind og -kød kan serveres med små tynde pandekager, hoisinsovs og forårsløg.

Først på aftenen kører vi til Beijings banegård, hvor næste store oplevelse venter. Vi skal nemlig med nattog mod vor næste destination: den gamle kejserby Xian. Rejsen foregår i førsteklasses sovevogn, en såkaldt soft sleeper – på dansk ”blød seng”. Vi garanterer for en anderledes og spændende oplevelse.

 

Dag 5
Ankomst til Xian. Shaanxi Museum, Den Store Vildgås-pagode, bymuren og mulighed for Tang-teater
Bymuren i Xian

Meget tidligt om morgenen begynder de skrattende højttalere i toget at udgyde nyheder, anekdoter og musik i en uendelighed. Det fortsætter, indtil vi når Xian i den centrale Shaanxi-provins. Her har den kinesiske kultur sin oprindelse. Under Kinas første kejser, Qin Shi Huangdi (regerede fra 221-210 f.Kr.), var området for første gang midtpunkt i det enorme kinesiske rige. Og under det blomstrende Tang-dynasti (618-907) blev byen igen hovedstad og dertil en af verdens største. Med mere end 2.000 års historie er byen således fyldt med spændende mindesmærker.

Fra banegården i Xian kører vi direkte til vores hotel, hvor der vil være mulighed for at slappe lidt af.

Vi aflægger et besøg på Shaanxi Museum og dets store historiske samling – omkring 300.000 genstande har til huse her i museet, der åbnede sine døre for publikum i 1991. Museet er opført i Tang-dynastiets arkitektoniske stil, med en hovedbygning og tilstødende mindre bygninger op til. Udstillingen tæller vægmalerier fra Tang-dynastiets grave, malerier, keramik, mønter og kunsthåndværk i bronze, sølv og guld. Et af samlingens klenodier er de fossile rester af Lantian-mennesket, en underart af Homo erectus, som menes at stamme helt tilbage fra omkring 530.000 - 1 million år siden. Det gør fossilerne til de ældste rester af opretgående forhistoriske mennesker fundet i hele det nordlige Asien.

Om eftermiddagen skal vi besøge Den Store Vildgås-pagode, der blev opført i år 652 og oprindelig husede en stor samling buddhistiske skrifter. Ad stejle trapper kravler vi op til pagodens top, hvorfra der er en fin udsigt til byens sydlige forstæder. I det fjerne kan vi måske også skimte Xians gamle bymur, der er Kinas ældste og bedst bevarede. Noget, vi ved selvsyn oplever, når vi om eftermiddagen besøger den sydlige byport.

Om aftenen er der endnu engang mulighed for at deltage i en kulturel aftenforestilling i det lokale teater. Her fører dygtige musikere og yndefulde dansere arven videre fra tiden under Tang-dynastiet, hvor dansene blev fremført ved hoffet.

(Tang-teater og aftensmad er ikke inkluderet i rejsens pris, men er en del af kulturpakken, som kan købes separat).

Dag 6
Xian. Tai-chi, terrakottahæren og Den Store Moské
Xians terrakottahær er stadig ikke fuldt udgravet

Vi begynder med en meget tidlig udflugt til den nærmeste park. Temaet er morgengymnastik, og der bliver rig mulighed for både at iagttage og deltage i den fascinerende ”skyggeboksning”, tai-chi.

Vi skal naturligvis også besøge den berømte terrakottahær. Det sensationelle fund blev gjort i 1974, da en bonde var ved at grave en dyb brønd under sommertørken. Pludselig begyndte mandshøje lersoldater at dukke op af jorden. Siden har arkæologerne fundet tusinder af figurer – og de graver stadig! De mange figurer udgør en hel hær af fodfolk, bueskytter, officerer og generaler. En hær, der blev skabt og gravet ned for at ledsage og beskytte Kinas første kejser, Qin Shi Huangdi, i dødsriget.

Sidst på dagen begiver vi os ud i Xians brogede menneskemylder. Vi tager til et af byens mest spændende og ældste kvarterer, hvor vi skal se en af de ældste og største moskéer i Kina. Moskéen er bygget i år 742 under Tang-dynastiet og renoveret og udvidet flere gange, så den nu er på 13.000 m².

Vi spiser aftensmad på en lokal restaurant, inden vi slutter aftenen af med en spadseretur i byens store handelsgade i det muslimske kvarter. Her er der mulighed for at se på de mange forskellige varer, som stadig den dag i dag gør Xian til en eftertragtet handelsby.

Dag 7
Fly til Guilin – Yangshuo. Storslået landskab og slangemiddag

Om morgenen forlader vi storbyen Xian til fordel for noget af den smukkeste natur, man kan finde i Kina. Med fly fortsætter vi til Guilin i det sydlige Kina og skal nu tilbringe de næste dage mellem områdets særprægede bjergformationer.

Et par timers kørsel fra lufthavnen ligger Yangshuo, som er vores næste mål. Efter at have indlogeret os på et af byens bedste hoteller, er resten af dagen afsat til oplevelser på egen hånd i den hyggelige by.

Aftenen byder på en noget anderledes kulinarisk oplevelse. For tiden er nu inde til at prøve en af de specialiteter, som det sydlige Kina er kendt for. Vi skal prøvesmage en middagsret med slange og dertil hørende slangevin.

Dag 8
Yangshuo. Cykeltur, landsbybesøg, Månebjerget og mulighed for Zhang Yimou-show
Der arbejdes hårdt i rismarkerne i Yangshuo

Om formiddagen skal vi om muligt endnu tættere på den unikke natur omkring Yangshuo. Omgivet af bjerge og frodige rismarker kører vi på cykel rundt i det smukke landskab. Størstedelen af Kinas befolkning lever stadig af at dyrke deres små jordlodder, og ikke meget har ændret sig de sidste 2.000 år. Det tunge arbejde i rismarkerne foregår stadig ved håndkraft med hakker og skovle. Undervejs gør vi holdt i en landsby og får et indtryk af den store forskel mellem livet i byen og på landet. Ikke langt herfra ligger Månebjerget, som vi også ser nærmere på. Månebjerget er en spids bjergtop med et stort måneformet hul. Hvis vi har tid og lyst, kan vi gå op ad en stejl sti og nå helt op til toppen, men vi skal op ad hele 1.251 trappetrin, så der skal ligge en vis determination bag. Fra toppen af Månebjerget belønnes man imidlertid med en formidabel udsigt over rismarkerne og den frodige dal, hvor det ene kalkstensbjerg efter det andet stikker op i landskabet.

Efter en velfortjent frokost på en lokal restaurant tager vi bussen tilbage til Yangshuo, hvor resten af eftermiddagen er til fri disposition.For de interesserede er der mulighed for at overvære det store udendørs lys- og teatershow, som hver aften opføres på Li-floden. Showet er instrueret af den kendte kinesiske instruktør Zhang Yimou, som også stod bag afslutningsceremonien ved De Olympiske Lege i Beijing 2008. Billetter til denne forestilling med tilhørende aftensmad er ikke inkluderet i rejsens pris, men kan bestilles på stedet gennem den danske rejseleder.

Dag 9
Yangshuo. Sejlads på Li-floden og skarvfiskeri
Sejltur på Li-floden

I dag skal vi ud at sejle. Vi kører til den lille landsby Xingping og går om bord på en mindre båd, som skal sejle os ned ad Li-floden. Fra båden kan vi i ro og mag betragte livet langs floden og de smukke, idylliske omgivelser. Vi lægger til ved en lille fiskerlandsby og går en kort tur i landsbyen. Hen på eftermiddagen kører vi retur til Yangshuo.

Om aftenen trækker floden igen, når vi efter aftensmaden stiger om bord på en af de lokale fiskerbåde. Vi sejles ud midt på floden, hvor vi på nærmeste hold kan følge, hvordan de dresserede skarvfugle fanger fisk i floden og siden må aflevere dem til deres herre, skarvfiskeren.

Dag 10
Fly til Hangzhou. Byvandring

Hen på formiddagen kører vi til Guilin, hvorfra vi flyver til byen Hangzhou. Vi lander hen på eftermiddagen. Hangzhou er en af Kinas gamle hovedstæder, som Marco Polo besøgte for over 700 år siden. Med over en million indbyggere var byen dengang verdens største, og Marco Polo blev overvældet af dens skønhed og størrelse. I dag er Hangzhou blot en mindre kinesisk provinsby med et befolkningstal på omkring fem millioner. Byen er stadig berømt for sin naturskønne beliggenhed ved bredden af Vestsøen. Et bevis på at byen er himmelsk smuk, finder man i det kinesiske ordsprog ”I himlen er paradis, på jorden er Suzhou og Hangzhou”.

Efter middagen vil der være mulighed for en let vandretur i Hangzhous hyggelige handelsgader.

 

 

Dag 11
Hangzhou. Lingyin-templet, temarker, sejltur på Vestsøen og mulighed for Vestsø-show

Dagens udflugtsprogram starter med det smukke Lingyin-tempel, der er Hangzhous mest berømte. Her finder man den fred og ro, som et buddhistisk tempel fortjener.Efter en spændende tur ved templet fortsætter vi videre op i bjergene for at opleve områdets mange temarker, der dækker landskabet som et grønt, bølgende tæppe. Hangzhou er berømt for sin grønne te ved navn Longjing, også kaldet dragekildete, og her er kun det bedste godt nok.

Dagens program afsluttes med en sejltur på Hangzhous berømte Vestsø. Den smukke sø er omgivet af bjerge på tre sider, og i den ligger templer, pagoder og haver anlagt på kunstige øer. Søen er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv, dels på grund af sin skønhed og dels på grund af den store indflydelse, de anlagte haver har haft på kinesisk havekunst gennem tiderne. For de interesserede er der mulighed for at overvære et udendørs show på Vestsøen om aftenen. Billetter til denne forestilling med tilhørende aftensmad er ikke inkluderet i rejsens pris, men kan bestilles på stedet gennem den danske rejseleder.

Dag 12
Afslapning og videre til Suzhou via kanalbyen Wuzhen

Formiddagen er afsat til at nyde den smukke by. Byen blev grundlagt under Qin-dynastiet cirka 200 år f.Kr. og er – foruden sin berømmelse som te- og silkeby – også en af Kinas syv historiske kejserbyer.

Du kan gå en tur ned ad turiststrøget Qinghefang, hvor der er rig mulighed for at besøge tehuse, købe te, kunsthåndværk og souvenirs. Shoppingmuligheder er der også i gågaderne Xinhua og Jiankang, der har specialiseret sig i silke, og i gaden Nanshan er der en del gallerier med kinesisk nutidskunst.

Midt på dagen fortsætter vi i bus til Suzhou. Undervejs gør vi holdt i den lille by Wuzhen, der er præget af kanaler og gamle huse, og tiden synes her at have stået stille i århundreder. Byen er gennemkrydset af små kanaler og gader så smalle, at der ikke er plads til biler.

Efter en lokal frokost fortsætter vi mod Suzhou, som kineserne altid har haft et godt øje til. Især i kejsertiden var det et populært sted for højtstående embedsmænd at slå sig ned efter endt tjeneste. Her kunne de investere deres opsparede formuer i yndefulde haver.

Dag 13
Suzhou. Fiskerens Have, silkespinderi, rickshawkørsel og Suzhou Museum
Fiskerens have i Suzhou er bygget som en miniatureudgave af universet

Vi begynder dagen med et besøg i Suzhous mindste og mest berømte have, Fiskerens Have. Haven er, som mange andre haver i Suzhou, bygget som en miniature-udgave af universet. Vandet risler mellem smukke klippeformationer, de mange små øer er forbundet af charmerende stenbroer, og snoede stier fører til bittesmå haver med omhyggeligt beskårne planter og små fiskedamme.

Dernæst er der silke på programmet. På et silkespinderi følger vi den fascinerende produktion, fra kokonen koges, til den færdigspundne silke pakkes i store, bløde bundter. Silkekokonerne produceres stadig i de omkringliggende landdistrikter og bliver derefter bragt til byen for at blive kogt, spundet og vævet.

Efter frokost skal vi se Suzhous gamle byport, der på ét væsentligt punkt adskiller sig fra Kinas andre byporte: Man kan både sejle og køre igennem den. Fra toppen af byporten har vi et fantastisk syn ud over Suzhous mange kanaler, der har været med til at give byen ry som Kinas Venedig.

Der bliver også tid til en spændende tur i cykelrickshaw gennem Suzhous gader.

Dagen sluttes af på det smukke Suzhou Museum, der er tegnet af den kinesisk-amerikanske arkitekt I.M. Pei, der også har tegnet glaspyramiden foran Louvre i Paris. Museet har en spændende samling af historisk kinesisk kunst og kunsthåndværk.

Dag 14
Suzhou – Shanghai. Jin Mao-bygningen, Yuyuan-basaren, The Bund og mulighed for akrobatikshow
Pudong skyline i Shanghai

Efter morgenmaden fortsætter vi turen til Shanghai, der med næsten 15 millioner indbyggere både er Kinas største og tættest befolkede.

Indtil 1949 blev byen regeret af vesterlændinge og japanere. Derefter overtog de kinesiske kommunister magten, og de mange udlændinge blev ligesom byens rige kinesere smidt ud. I dag er kapitalen for alvor på vej tilbage til byen. Noget, bystyret i Shanghai tilskynder til fulde. Kommunistisk eller ej – byen skal igen være Asiens økonomiske metropol. I dagens Shanghai findes Kinas største varehuse og mest moderne industrier, og vi oplever den nye tid bryde frem. Her møder vi det nye Kina!

Hvis vejret er klart, starter vi med en tur i Pudong-kvarteret. Dette nye finans- og handelscentrum har en del af æren for, at Shanghai på under 10 år er vokset til en millionby med intentioner om at nå Hongkongs niveau. Vi skal op på 88. etage i Jin Mao-bygningen, verdens tredjehøjeste bygning. Herfra kan man virkelig se, hvorfor Shanghai kaldes en metropol.

Vi fortsætter om på Huangpu-flodens modsatte bred, hvor vi finder byens mest berømte gade, The Bund. I 1920-30’erne var The Bund at sammenligne med Wall Street i New York. Bygningerne er alle af engelsk herkomst og minder mest af alt om de flotte bygninger i London. Gaden var centrum i den internationale koncession i begyndelsen af det 20. århundrede, og i dag er den blevet et symbol på Shanghais handelshistorie. Her kan man både følge livet på floden og på gaden på den brede promenade.

Byen har nogle af de bedste markeder i Kina, og vi sætter kursen mod Shanghais gamle bydel, hvor vi besøger Yuyuan-basaren. Basaren og dens berømte tehus ligger i det gamle kinesiske område, som før 1949 var det eneste sted i Shanghai under kinesisk administration og lovgivning. Senere besøger vi et marked, hvor der er mulighed for blandt andet at købe tøj og silke.

Ved aftenstid er der mulighed for at deltage i det absolut sidst punkt på vores Shanghaiprogram: en middag fulgt af akrobatik i verdensklasse. Byens akrobatiktrup er verdensberømt for deres smidighed, og måske er nogle af truppens klassiske numre på aftenens program.

(Akrobatikshow og aftensmad er ikke inkluderet i rejsens pris, men er en del af kulturpakken, som kan købes separat.)

Dag 15
Shanghai. Tid på egen hånd og afskedsmiddag

Denne dag i Kinas største by er fri til at bruge, præcis som man har lyst til. Tag eventuelt en tur til The Bund – Shanghais gamle vestlige handelskvarter – eller til Nanjing Lu, byens hovedstrøg med et væld af butikker af forskellig slags, der burde kunne imødese lysten for folk med et stort shopping-gen. Man kan også vælge at gå på opdagelse blandt de imponerende skyskrabere ”Blyanten” og ”Øloplukkeren” eller tage en tur op i tv-tårnet og få gyset på glasgulvet på udsigtsplatformen i 263 meters højde over byens gadeniveau.

Om aftenen mødes vi til afskedsmiddag på en hyggelig restaurant, der serverer retter fra det berømte Shanghai-køkken.

Dag 16
Shanghai – København
Først på morgenen kører vi til lufthavnen. Forventet ankomst til Danmark først på aftenen.

Kulturpakke med 3 aftenforestillinger

Dag 3: Aftensmad og Pekingopera
Dag 6: Aftensmad og Tangteater i Xian
Dag 14: Aftensmad og akrobatik i Shanghai

Pris: fra 698,- pr. person

Pekingopera

Prisinformation

Tillæg for enkeltværelse
2.998,–
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder.
  • Fly København – Beijing og Shanghai – København med mellemlanding
  • Udflugter jf. program.
  • Indkvartering på gode hoteller i delt dobbeltværelse.
  • En overnatning på nattog ml. Beijing og Xian i 4-personers kupé på soft sleeper (bedste klasse).
  • Morgenmad dagligt.
  • Frokost dagligt (undtagen dag 15).
  • Middag dag 2, 4, 6, 7, 9, 10, 12, 13 og 15.
  • Et glas øl/vand til inkluderede måltider.
  • Skatter og afgifter.
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris.
  • Gouda Årsrejseforsikring og Seniorrejseforsikring.
  • Tilslutningsfly fra Billund, Aarhus og Aalborg fra kr. 948,- (begrænset antal pladser).
  • Eventuelle ekstra arrangementer.
  • Tillæg for enkeltværelse.
  • Gruppevisum til Kina kr. 948,-
  • Kulturpakke kr. 698,-
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (beregn ca. USD 60,-
  • Personlige fornødenheder.
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved online-bestilling)
  • Alt ikke nævnt under ”Prisen inkluderer”.

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Bemærk venligst

Mange af byens turistattraktioner såsom Folkets Hal og Maos Mausoleum lukkes under officielle besøg og kongresser. I sådanne tilfælde vil vi forsøge at finde et passende alternativ. Desuden tages der forbehold for besøg på skoler, i børnehaver og andre institutioner, da disse kan være lukket pga. ferier. Også i disse tilfælde vil vi forsøge at finde et passende alternativ.

Mere om Kina

Her kan du få mere at vide om Kina: www.albatros-travel.dk/destinationer/asien/kina

Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere

De fleste af Albatros Travels rejser er ledet af en dansk rejseleder, som enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, hvor gruppen møder sin rejseleder. Alle vores rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Enkelte af vores rejser er uden rejseleder; det vil altid tydeligt fremgå af programmet, hvorvidt rejsen er ledet af en rejseleder eller ej.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.

Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager fra rejseledere og kunder efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Rated 4 out of 5 by from God tilrettelagt rundrejse med mange højdepunkter. Godt tilrettelagt rundrejse med mange højdepunkter. Tiden blev brugt effektivt og vi fik mange store oplevelser undervejs. Jeg ved ikke om transporttiden i Kina kunne reduceres yderligere. Det var måske værd at undersøge. Vor gode rejseleder gjorde meget for at vi fik flest mulige oplevelser, en god baggrundsviden om Kina og forberedte os grundig på kommende mål, shows mv. De lokale guider, som var ret forskellige, fungerede også godt. Vi fik en ny rejseleder et lille døgns tid sidst på turen - en stor ros til ham for oplysningerne om dagens Shanghaj. Indkvarteringen varierede noget.
Date published: 2016-04-06
Rated 5 out of 5 by from Spændender rundrejse i Kina Rejsen var spændende med en bredt program fra storby til "land kina" (som dog er ved at blive præget af rurisme også (hvilket er lidt en skam)). Man fik alle de "store ting" som man jo bare skal ske med + samtidig noget af kinesernes daglige liv. God rejseleder med bredt kendskab til Kina og det kinesiske folk og skikke. Samlet en rigtig god oplevelse, der klart kan anbefales! :-)
Date published: 2016-04-06
Rated 4 out of 5 by from En god rejse med mange oplevelser En god rejse, med mange oplevelser, som blev afviklet på en god og effektiv måde.
Date published: 2016-04-13
Rated 4 out of 5 by from Kina En udmærket rundrejse til kinesiske turistmål .....
Date published: 2016-04-12
  • 2016-09-27T06:06CST
  • bvseo_cps, prod_bvrr, vn_cps_3.4.0
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_0, tr_4
  • loc_da_DK, sid_CNRTR03, PRD, sort_relevancy
  • clientName_albatros-travel

Anmeldelse af rejsen

Her kan du se anmeldelser fra andre gæster, som har været på turen. Vi håber, du kan bruge deres ærlige meninger, gode tips, ris og ros til at få en idé om, hvad der venter på rejsen – så du kan vælge den helt rigtige tur for dig. Anmeldelserne samles ind af et eksternt firma, som er din garanti for anmeldernes validitet. Læs mere her

Bemærk venligst, at flyselskab, flyrute, hoteller, rejseleder og/eller rejsens rute kan variere fra afgang til afgang, og dermed kan en anmeldt rejse være lidt anderledes end de rejser, som aktuelt er til salg.

Lignende rejser

16CNRTR03ADK0111