Waltzing Matilda

Det ultimative Australien-eventyr: Oplev Tasmanien, Ayers Rock, Opera-huset i Sydney og Great Barrier Reef

Australien er fyldt af undere, og på denne komplette rundrejse oplever du de fleste. Se solen gå ned over Ayers Rock ude i den røde outback, og mærk den internationale atmosfære i storbyerne Melbourne og Sydney, hvor vi bl.a. besøger Operahuset. Du kommer vidt omkring i landets storslåede natur fra ørken i Alice Springs til regnskov i Cairns, og billedskønne strande møder du bl.a. på Bondi Beach og ved Wine Glass Bay. Vi besøger en vingård ved Adelaide og kører ad den smukke Great Ocean Road. Singapore Airlines tager os let og bekvemt til og fra Australien. 
Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Australsk dollar

Dagsprogram
Dag 1 Fly København – Melbourne
Dag 2 Ankomst til Melbourne
Dag 3 Melbourne. Byrundtur med bl.a. Chinatown og Queen Victoria Market
Dag 4 Melbourne – Hobart, Tasmanien. Byrundtur med Salamanca Place og Battery Point
Dag 5 Hobart – Port Arthur – Freycinet Nationalpark
Dag 6 Freycinet Nationalpark. Vandretur til Wine Glass Bay og videre til Launceston
Dag 7 Launceston – Melbourne. Tid på egen hånd
Dag 8 Fra Melbourne til Warrnambool ad Great Ocean Road
Dag 9 Warrnambool – Mt. Gambier
Dag 10 Mt. Gambier – Adelaide
Dag 11 Adelaide. Byrundtur og vingårdsbesøg
Dag 12 Adelaide – Alice Springs. Byrundtur med Telegrafstationen og ANZAC-monumentet
Dag 13 Alice Springs – Ayers Rock. The Flying Doctors, School of the Air, kamelfarm og Ayers Rock i solnedgang
Dag 14 Solopgang over Ayers Rock og The Olgas
Dag 15 Fly fra Ayers Rock til Sydney
Dag 16 Byrundtur med bl.a. The Rocks, Bondi Beach, Circular Quay, havnerundfart og Sydney Opera House
Dag 17 Sydney. Tid på egen hånd eller mulighed for udflugt til Blue Mountains (tilkøb)
Dag 18 Fly fra Sydney til Cairns.
Dag 19 Cairns. Udflugt til Great Barrier Reef
Dag 20 Cairns. Tid til egne eventyr og mulighed for udflugt til Cape Tribulation og Daintree
Dag 21 Cairns. Hjemrejse
Dag 22 Ankomst til København

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejselufthavn Bemærk
OBS. Programmet på denne afrejse varierer en smule fra den, du har valgt. Klik på datoen for at skifte til det tilhørende program.
49.998,–
København
Udsolgt
42.998,–
København
44.998,–
København
45.998,–
København
44.998,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Fly København – Melbourne
Vi flyver fra København med Singapore Airlines og mellemlander undervejs i Singapore, hvorefter vi sætter kursen mod Melbourne.
Dag 2
Ankomst til Melbourne
Vi ankommer til Melbourne og kører til vores hotel, hvorefter vi kan hvile os oven på flyrejsen.
Dag 3
Melbourne. Byrundtur med bl.a. Chinatown og Queen Victoria Market
Sporvogn i Melbourne

Den første halvdel af dagen skal vi på en byrundtur i Melbourne. Melbourne er hip og afslappet, livlig og kreativ, og en stor del af de 3,7 millioner indbyggere bevæger sig rundt i byen på cykel eller med sporvogn. I gadebilledet viser det multikulturelle islæt sig blandt andet i spændende restauranter, der mikser forskellige etniske madtraditioner i deres behandling af de gode råvarer fra land og vand.

Vi kommer blandt andet forbi Royal Botanic Gardens, der betragtes som en af de fineste haver i hele Australien. Haven, som ligger ved bredden af Yarra-floden, dækker 38 hektar med en blanding af oprindelige og indførte planter, i alt mere end 10.000 arter. Vi besøger også Queen Victoria Market, som har eksisteret siden 1878. Her finder du både frugt, grønt og frisk fisk og skaldyr såvel som tøj, smykker, legetøj og souvenirs. Vejen går også forbi den livlige gågade Bourke Street Mall og byens Chinatown, hvor kinesiske immigranter siden 1850’erne har haft deres base, og vi skal se byens vigtigste vartegn, når vi besøger den fredede togstation Flinders Street Station, som stod færdig i 1854. Ved middagstid rundes dagens udflugt af med en visit i den hyggelige og fashionable Melbourne-forstad St. Kilda. På vej tilbage stopper bussen i Central Business District (CBD), hvor dem der har lyst kan stifte nærmere bekendtskab med byens mange shopping muligheder.

Dag 4
Melbourne – Hobart, Tasmanien. Byrundtur med Salamanca Place og Battery Point
Udsigt fra Mount Wellington på Tasmanien
I dag flyver vi til Hobart, som er hovedstaden på Tasmanien, blandt andet kendt for djævle og prinsesser. Efter landing kører vi til Rosny Park, hvor vi har en flot udsigt over hovedstaden og til Mount Wellington, som troner over byen. Vi fortsætter forbi Hobarts regeringsbygning til byens havnefront, hvor vi besøger Salamanca Place med gamle pakhuse, som er blevet bygget om til restauranter, gallerier og butikker. Turen fortsætter til de mondæne bydele Sandy Bay og Battery Point. Sidstnævnte er opkaldt efter de kanonbatterier, der blev etableret på stedet i 1818 for at forsvare byen. I den nærliggende forstad Taroona skal vi se den high school, som kronprinsesse Mary gik i, før vi vender tilbage til Hobart og ser den gade, hvor hun en gang boede. Hvis vi har tid, besøger vi også Royal Tasmanian Botanical Gardens.
Dag 5
Hobart – Port Arthur – Freycinet Nationalpark
Den tasmanske djævel
Fra Hobart kører vi til et af de historisk set mest betydningsfulde steder i Australien. Vi skal besøge Port Arthur, en tidligere fangekoloni 60 kilometer syd for Hobart. Fra 1833 var stedet hjem for de mest hårdkogte kriminelle, og i dag fungerer området som et stort frilandsmuseum. Efter en guidet rundtur på stedet vil der være tid til at opleve det fascinerende område på egen hånd. Man kan ikke have været på Tasmanien uden at have set en tasmansk djævel, og derfor skal vi besøge et reservat for de bjørnelignende dyr, som er på størrelse med en lille hund. Dyrene har fået deres navn på grund af de utrolig stærke kæber. Faktisk er kæberne de stærkeste blandt pattedyr set i forhold til kropsstørrelse. På grund af jagt er den tasmanske djævel blevet en truet dyreart. Vi fortsætter til Freycinet Nationalpark på den østlige side af Tasmanien, hvor vi overnatter.
Dag 6
Freycinet Nationalpark. Vandretur til Wine Glass Bay og videre til Launceston
Wineglass Bay på Tasmanien
I dag skal vi opleve en strand, som rangerer blandt verdens flotteste. Det drejer sig om Wine Glass Bay, opkaldt efter den vinglasformede kystlinje. Vi vandrer op til et par udsigtspunkter, hvor vi har en smuk udsigt over stranden og den omkringliggende natur. Herfra fortsætter vi til Launceston, som ligger i det nordlige Tasmanien i krydset af to floder, South Esk og North Esk. Byen er grundlagt i 1806 og er dermed en af Tasmaniens ældste byer, og som så mange andre australske byer er den opkaldt efter en by i England, nemlig Launceston i Cornwall. Byen er et kulturcentrum med museer, cafeer og store parkområder. Vi tjekker ind på vores hotel og overnatter.
Dag 7
Launceston – Melbourne. Tid på egen hånd
Melbourne
Vi flyver til Melbourne og kører til vores hotel. Resten af aftenen er fri til at udforske den hyggelige storby.
Dag 8
Fra Melbourne til Warrnambool ad Great Ocean Road
Great Ocean Road
I dag skal vi køre langs kysten og nyde udsigten til havet. Vi passerer blandt andet byen Geelong og surfermekkaet Bell’s Beach. Fra Torquay slår vi ind på Great Ocean Road, som ikke bare løber langs smukt kystlandskab, men også er et krigsmindesmærke for faldne i 1. verdenskrig og bygget af hjemvendte soldater i perioden 1919-32. På vores vej kommer vi forbi klippeformationen De 12 Apostle, som trods navnet kun består af otte fritstående klipper ud for kysten. Havets erosion har gravet klippetårnene ud af kystklippen, og så sent som i 2005 åd havet en af apostlene, som der før var ni af. Ikke desto mindre er det et imponerende syn. Lidt længere henne ad kysten kommer vi forbi endnu et vidnesbyrd om erosion, Loch Ard Gorge. Denne kløftlignende bugt fik sit navn efter skibet Loch Ard, som gik ned her i 1878 med kun to overlevende. Også her har havet ædt sig ind på klipperne, og i 2009 forsvandt den buehvælvede klippe fra ”indgangen” til bugten, så der nu i stedet er to separate klipper – kaldet Tom og Eva efter de to overlevende fra skibbruddet. Når vi ankommer til Warrnambool, tjekker vi ind på vores hotel.
Dag 9
Warrnambool – Mt. Gambier
Der bor koalaer i Tower Hill
Dagens første stop er nærliggende Tower Hill, et naturreservat, som ligger i en udslukt vulkan. Tower Hill er blandt de mest fascinerende geologiske formationer i Australien, og området er bosat af blandt andet koalaer, emuer, kænguruer, pungrotter og vandfugle. Vi fortsætter til byen Port Fairy, som er opkaldt efter et hvalfanger, der sejlede i disse farvande i første halvdel af 1800-tallet. Arkitekturen i den idylliske by er meget velbevaret. Turen fortsætter vestpå til Portland, som er delstaten Victorias første permanente europæiske bosættelse. Byen blev grundlagt i 1834 og rummer stadig en række historisk spændende bygninger. Dagens slutdestination er byen Mt. Gambier, Sydaustraliens næstmest befolkede by.
Dag 10
Mt. Gambier – Adelaide
Adelaide
Vi starter dagen med at besøge The Blue Lake lige uden for byen. Søen, som nærmest er cirkelformet, er kendt for at skifte farve to gange om året. Fra december til marts er den strålende koboltblå, mens den fra april til november har en mere grå farve. Den præcise årsag til farveskiftet diskuteres stadig, men der er enighed om, at det relaterer til ændringer i vandlagenes temperatur. Efter en gåtur ved søen fortsætter vi nordpå til byen Hahndorf, som først blev bosat af lutheranske emigranter fra Preussen. De fleste af dem var om bord på skibet Zebra, som ankom i 1838. Byen er navngivet efter skibets kaptajn Dirk Meinhertz Hahn, som stammede fra Vesterland. Hanhdorf er Australiens ældste overlevende tyske bosættelse, og den tyske arv er meget nærværende i byen, blandt andet i form af bindingsværkshuse og restauranter med tyske retter. Sent om eftermiddagen ankommer vi til Australiens femtestørste by, Adelaide, og resten af dagen og aftenen er fri til egne eventyr.
Dag 11
Adelaide. Byrundtur og vingårdsbesøg
Vinranker uden for Adelaide
Formiddagen er reserveret til afslapning, inden vi senere tager på byrundtur og vingårdsbesøg. Vi skal blandt andet se Adelaide Oval, en af de flotteste cricketbaner i verden. Vi kommer også forbi byens kulturelle centrum med parlamentet, universiteter, statsbiblioteket og det flotte South Australian Museum. Uden for byen besøger vi vingården Penfold’s Magill Estate, som er kendt for sin Grange-vin. Her får vi en guidet rundtur og smager på forskellige vine, inden vi kører tilbage til vores hotel i Adelaide.
Dag 12
Adelaide – Alice Springs. Byrundtur med Telegrafstationen og ANZAC-monumentet
Alice Springs

forlader Adelaide for at flyve nordpå til Alice Springs, som ligger midt i Australien, også kaldt The Red Centre grundet den røde jordbund og sparsomme vegetation. I Alice Springs bor der omkring 27.500 mennesker, og byen er et knudepunkt for hele oplandet, som er ekstremt tyndt befolket. Fra lufthavnen kører vi hen og besøger den gamle telegrafstation, som udgør stedet, hvor de første europæere bosatte sig i Alice Springs. Telegrafstationen blev oprettet i 1872 for at transmittere meddelelser mellem Adelaide i syd og Darwin i nord. Det er den bedst bevarede af 12 stationer på den såkaldte Overland Telegraph Line. Stationen var i brug i 60 år, før den blev lavet om til en skole for aborigine børn

Inden vi kører til vores hotel, lægger vi vejen forbi Anzac Hill Memorial, et monument rejst i 1934 til ære for de faldne australske og newzealandske soldater under 1. verdenskrig. ANZAC er en forkortelse for en sammenslutning af australske og newzealandske tropper, The Australian and New Zealand Army Corps, som kæmpede sammen under 1. verdenskrig, 2. verdenskrig, i Korea og i Vietnam.

Dag 13
Alice Springs – Ayers Rock. The Flying Doctors, School of the Air, kamelfarm og Ayers Rock i solnedgang
Ayers Rock også kaldet Uluru

Af alle Australiens storladne naturoplevelser stikker én af dem ud som noget helt særligt. Det er naturligvis Ayers Rock, eller “Uluru”, som den hedder på aborigin. Denne kæmpemæssige sten ligger i hjertet af Australien i nationalparken Uluru-Kata Tjuta, som er på UNESCO’s liste over verdens naturarv. Gennem årene er Ayers Rock sammen med Sydney Opera House blevet symbol på selve Australien. Ayers Rock er 348 meter høj, 2,4 kilometer lang, cirka ni kilometer i omkreds, og endelig stikker den 3,5 kilometer ned i undergrunden. Ayers Rock bliver ofte nævnt som verdens største monolit, hvilket den næsten også er. Kun Mount Augustus i det vestlige Australien overgår Ayers Rock i størrelse. Området er helligt for aboriginere, og der er steder, som ikke må betrædes eller fotograferes. Inden vi forlader Alice Springs besøger vi Royal Flying Doctor Service (RFDS), som nogle måske kender fra tv-serien ”Flying Doctors”. Fra basen i Alice Springs udgår den flyvende lægeservice til fjerntliggende farme og små samfund i hele Northern Territory. Den luftbårne lægegerning begyndte i 1928 i Queensland og spredte sig hurtigt til hele landet. Vi besøger også School of the Air, som i mange år gav lektioner via radio til fjerntboende børn i et område på over en million kvadratkilometer. Projektet begyndte i 1950 med få timers ugentlig undervisning over radioen. Med tiden blev der tilføjet spørgetid efter lektionen, og antallet af lektioner blev øget. Lærerne benyttede de flyvende lægers radiorum, når der skulle sendes, men i 1978 fik skolen sit eget radiostudie. Efter et par år med e-mail gik man i 2000 helt over til internetbaseret undervisning, og i dag benytter skolen den nyeste teknologi til glæde for børn i de fjerneste egne af landet. Herefter kører vi sydvest på gennem røde ørkenlandskaber. Undervejs gør vi holdt og strækker benene, ligesom der er mulighed for at købe forfriskninger, når vi gør holdt ved en kamelfarm. Selvom Australien er mere kendt for koalaer og kænguruer, så er det faktisk det land i verden med flest vildtlevende kameler – der er ikke mindre end en 300.000 kameler i Australien! I slutningen af 1800-tallet blev omkring 10.000 kameler importeret fra Indien for at hjælpe i udforskningen af outback’en og oprettelsen af telegrafstationen i Alice Springs. Men efterhånden som der blev bygget veje og jernbaner, blev kamelen overflødig, og i dag sælges dyrene blandt andet til arabiske lande, hvor nogle bliver brugt til væddeløb, mens andre ender på middagsbordet.

Fremme i Ayers Rock indkvarteres vi på vores hotel. Hvis tiden tillader det, kan vi nå en hurtig dukkert i hotellets swimmingpool, inden vi som afslutning på dagen kan opleve Ayers Rocks storslåede farvespil i  solnedgangen. Den enorme klippe bliver nærmest selvlysende rød, netop som solen forsvinder under horisonten. Mens solen går ned, nyder vi et glas bobler og lidt let at spise. Efter mørket har sænket sig over Ayers Rock, bryder den mest fantastiske stjernehimmel frem. Denne del af Australien har nok en af verdens mørkeste og klareste stjernehimler, uden gadelamper eller andre lyskilder i miles omkreds til at forstyrre billedet.

Dag 14
Solopgang over Ayers Rock og The Olgas
Ayers Rock

Vi står tidligt op for at nyde synet, når solens første stråler rammer Ayers Rock. Morgenens farvespil er mindst lige så intenst som det, der udspiller sig om aftenen. Vi fortsætter til foden af den 348 meter høje klippe for at tage den i nærmere eftersyn. Her skal vi blandt andet gå en tur, der fører os forbi hulemalerier og sære stenformationer. Bemærk, at klippens traditionelle ejere, Unungu-stammen, på grund af religiøse årsager helst ikke ser, at klippen bestiges. Vi besøger også det tilknyttede kulturcenter, hvor du har mulighed for at købe aboriginer-kunst og souvenirs.

Herefter kører vi den korte vej til nationalparken Kata Tjuta, eller The Olgas som den også kaldes. Her begiver vi os ud på en vandretur mellem de imponerende klippeformationer og når til sidst ind mellem de to højeste toppe.

Eftermiddagen er på egen hånd – mon ikke swimmingpoolen frister?

Dag 15
Fly fra Ayers Rock til Sydney
Operahuset og Sydney Harbour Bridge
Det er blevet tid til at forlade Ayers Rock og den australske outback. Vi kører til den lille lufthavn beliggende her i ’midten af ingenting’ og sætter kursen mod Sydney. Byen som i 1788 blev grundlagt af engelske straffefanger og har sidenhen udviklet sig til Australiens største by. Byens befolkning stammer fra alle dele af verden, og dette giver et stort udvalgt af multikulturelle arrangementer og hundredvis af forskellige caféer og restauranter, der hele tiden afprøver nye kulinariske frembringelser med lokale produkter. Ved ankomsten til Sydney kører vi til vores hotel, og aftenen har du på egen hånd til at kigge lidt nærmere på byen.
Dag 16
Byrundtur med bl.a. The Rocks, Bondi Beach, Circular Quay, havnerundfart og Sydney Opera House
Skønne Bondi Beach
I dag ser vi blandt andet The Royal Botanic Gardens og udsigtspunktet Mrs Macquarie’s Chair. Den berømte stol, som i virkeligheden har form som en bænk, er skåret ud af sandsten af straffefanger i 1810 og var en gave til guvernør Macquaries hustru, Elizabeth. Det siges, at hun plejede at sidde på stenen i timevis for at nyde panoramaudsigten og se på skibe, der kom sejlende fra Storbritannien. Herfra kan vi også se Sydneys ældste bydel, The Rocks. Da det første hold af engelske straffefanger kom til Australien i 1788, var det netop her i The Rocks, at de første huse blev bygget, og området har derfor stor historisk betydning, ikke blot for Sydney, men for hele Australien. De oprindelige bygninger var lavet af lokal sandsten, og derfra stammer bydelens navn. Udsigten er sidenhen blevet beriget med Sydney Harbour Bridge og Sydney Opera House. Australien har mere end 10.000 strande, og en af de mest berømte er Sydneys Bondi Beach, som ligger øst for byens centrum, og som vi selvfølgelig skal besøge. På den hvide sandstrand flokkes Sydneyboerne for at svømme, surfe, solbade og – ikke mindst – kigge på mennesker. Byrundturen ender ved den populære Circular Quay, som er et pulserende område ved Sydneys havnefront. Her har du tid til at strække benene og få en bid frokost, inden vi mødes for at tage på havnerundfart, mens vi nyder en kop kaffe eller te med lidt til den søde tand. Nu er det tid at beundre Sydneys verdensberømte vartegn, Sydney Opera House, som er tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon. Med sine karakteristiske hvide tagbuer minder operahuset om et skib for fulde sejl og symboliserer dermed på bedste vis livet i Sydney, som i høj grad leves i og omkring den smukke naturskabte havn. Siden indvielsen i 1973 har bygningen været ramme om nogle af landets største musik- og teaterbegivenheder, hvilket vi hører mere om under rundvisningen inde i bygningen. Tæt ved operahuset ligger endnu et af Australiens berømte bygningsværker, nemlig den enorme stålbro Sydney Harbour Bridge, der på flotteste vis forbinder den sydlige og nordlige del af byen.
Dag 17
Sydney. Tid på egen hånd eller mulighed for udflugt til Blue Mountains (tilkøb)
Tid på egen hånd i Sydney
I dag kan du enten bruge dagen på egen hånd i Sydney eller købe en udflugt til Blue Mountains. Mere information om denne tilkøbsudflugt senere i programmet.
Dag 18
Fly fra Sydney til Cairns.
Vi drager mod Cairns
I dag forlader vi Sydney og flyver videre på vores australske eventyr til den tropiske kystby Cairns. Byen ligger i delstaten Queensland ved Great Barrier Reef i det nordøstlige hjørne af Australien og er kendt for sin tilbagelænede og hyggelige stemning. Flyveturen tager cirka tre timer.
Dag 19
Cairns. Udflugt til Great Barrier Reef
Mægtige Great Barrier Reef

I dag sejler vi ud til et af Australiens største og mest fascinerende naturfænomener, Great Barrier Reef, verdens største koralrev. Revet består af tusindvis af mindre rev, sandrevler og småøer, som bebos af farvestrålende fisk, krabber, skildpadder og andre eksotiske dyr. Koralrevet løber parallelt med den australske nordøstkyst og er det eneste levende, der kan ses fra rummet. Man anslår revets alder til at være mellem 600.000 og 1,8 millioner år gammelt.

Det er intet mindre end en oplevelse for livet at gå på opdagelse i det eksotiske parallelunivers, der udspiller sig under havoverfladen. Derfor er der naturligvis indlagt mulighed for at snorkle på vores heldagsudflugt, hvor vi efter morgenmaden sejler ud til det overdådige koralrev. Her kan du trække i maske og snorkel og komme helt tæt på alverdens farvestrålende fisk og koraller. Under vores sejlads ved Great Barrier Reef spiser vi frokost om bord på båden. Sidst på eftermiddagen sætter vi kursen tilbage mod Cairns, hvor aftenen er til fri disposition.

 

Dag 20
Cairns. Tid til egne eventyr og mulighed for udflugt til Cape Tribulation og Daintree
Tid til egne eventyr!
Dagen er din og kan bruges lige, som du har lyst til. Rejselederen vil selvfølgelig stå til disposition, hvis du skulle mangle lidt inspiration. Du kan også tilkøbe den spændende udflugt til Cape Tribulation og Daintree. Læs mere om udflugten senere i programmet.
Dag 21
Cairns. Hjemrejse
Formiddagen kan passende bruges på at slappe af ved hotellets pool, eller gøre de sidste indkøb inden vi kører mod lufthavnen i Cairns. Fra Cairns flyver vi direkte til Singapore hvor vi skifter fly og sætter kursen mod København.
Dag 22
Ankomst til København

Udflugt til Blue Mountains

Blue Mountains ligger cirka 110 kilometer vest for Sydney. Bjergene af sandsten har fået deres navn på grund af de mange eukalyptustræer, hvis små oliedråber giver et blåt skær over området, når lyset brydes i dem. Bjergene gennemskæres af dybe kløfter og enkelte vandfald, og områdets exceptionelle skønhed har givet det en plads på UNESCO’s liste over verdens naturarv.

På udflugten besøger vi også Featherdale Wildlife Park, et otte hektar stort bushområde, der er lavet om til dyrepark. Her finder du verdens største samling af australske dyrearter (mere end 330 arter) som for eksempel kænguru, koala, wombat, emu og forskellige krybdyr og fugle – og nærkontakt er tilladt. Har du en drøm om at kramme en koala, er dette din chance!

Heldagsudflugt til Cape Tribulation og Daintree Rainforest

For 50 millioner år siden var hele Australien dækket af regnskov, men i dag er der kun cirka 22.000 km² tilbage, hvoraf det meste ligger her i Australiens nordøstlige hjørne, Omkring Cape Tribulation. Faktisk regnes regnskoven Daintree for at være verdens ældste regnskov.

Vi tager på køretur og vandreture i regnskoven og vores lokalguide vil naturligvis dele ud af sin store viden om floraen og faunaen. Her findes over 400 fuglearter, sommerfugle i massevis og flere hundred millioner år gamle bregner.

Vi sejler en tur på Daintree River og spejder efter krokodiller langs flodbredden samt skildpadder og andre krybdyr.

Frokost inkluderet.

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 42.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
12.998,–
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder.
  • Fly København – Melbourne og Cairns – København med Singapore Airlines via Singapore
  • Fem indenrigsflyvninger.
  • Turistvisum til Australien.
  • Udflugter jf. program.
  • Indkvartering på gode hoteller i delt dobbeltværelse.
  • Morgenmad dagligt.
  • Skatter og afgifter.
Prisen inkluderer ikke
  • Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris.
  • Gouda Årsrejseforsikring og Seniorrejseforsikring.
  • Eventuelle ekstra arrangementer.
  • Tillæg for enkeltværelse.
  • Evt. drikkepenge.
  • Personlige fornødenheder.
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,-
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer".
Udflugter
  • Udflugt til Blue Mountains kr. 1.198,–
  • Udflugt til Cape Tribulation og Daintree kr. 1.198,-

Vær opmærksom på, at de to udflugter afholdes sammen med en international turistgruppe, og at guiden på udflugterne taler engelsk.

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Strenge toldregler

Bemærk, at Australien har meget strenge regler for indførsel af frugt og andre madvarer. Udeklarerede fødevarer medfører en kontant bøde på 500 australske dollars ved indrejse. Dette gælder også madvarer fra flyet eller afrejselufthavnen.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen. Dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Tilslutning med indenrigsfly

Hvis du ønsker tilslutning med indenrigsfly i Danmark, skal du oplyse det ved bestilling af rejsen. Der tages dog forbehold for udsolgte afgange, og indenrigstilslutningen kan derfor ikke garanteres.

Mere om Australien

Her kan du få mere at vide om Australien: www.albatros-travel.dk/destinationer/australien-og-stillehavet/australien
Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal have visum eller vaccineres.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere

De fleste af Albatros Travels rejser er ledet af en dansk rejseleder, som enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, hvor gruppen møder sin rejseleder. Alle vores rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Enkelte af vores rejser er uden rejseleder; det vil altid tydeligt fremgå af programmet, hvorvidt rejsen er ledet af en rejseleder eller ej.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.

Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager fra rejseledere og kunder efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Rated 5 out of 5 by from Dette er VORES rejse - fantastisk Alt veltilrettelagt, men lidt for meget buskørsel, i ikke altid gode busser. "Dagens avisnyheder" var en rigtig god viden vi fik om den "alm. australier. Vi havde en fantastisk Guide på hele turen. Til dig som måske ikke er helt tryg ved at skulle snorkle, havde vi en rejseleder som hjalp ALLE i vandet til en fantastisk oplevelse.
Date published: 2016-03-13
Rated 5 out of 5 by from En stor oplevelse i Australien Rejsen levede fuldt ud op til vores forventninger. Rejselederen var vidende, humoristisk og empatisk, egenskaber som vi satte pris på og som skabte en god stemning i gruppen.
Date published: 2016-03-09
Rated 4 out of 5 by from En omvej værd Flot tilrettelagt tur dog med rigelig tid til storbyer.Rejseleder perfekt til årstal og historie samt aktuel politik men vi savnede lidt miljø , dyre og planterigetRejselederen var god til at tage individuelle hensyn.og skabe en god stemning blandt deltagerne.Albatros skal være mere opmærksom på muligheden for at vælge flysæder hjemme fra.
Date published: 2016-02-13
Rated 5 out of 5 by from En spændende rejse med mange bestående indtryk Rejsen som helhed var rigtig spændende. Man kunne dog overveje, at gøre opholdet i Cairns en dag kortere og i stedet anvende den dag i Brisbane. Cairns var - selv om Great Barriere Reef var fantastigt - lidt for "overrendt." Vi savnede lidt mere om aboriginerne, fx et dybtgående indlagt museums-/kulturbesøg. Det blev på det hvide Australiens præmisser.
Date published: 2016-02-19
Rated 5 out of 5 by from Oplevelsesrig rejse Vi oplevede en veltilrettelagt rejse fyldt med gode oplevelser og en veloplagt rejseleder med dybt engagement og stor evne til at formidle sin viden om kultur, historie m.v. Hotellerne var fine med god service og god morgencomplet. Vi fik indfriet alle vore forventninger + lidt til - selv vejret var med os hele vejen.
Date published: 2016-03-09
Rated 4 out of 5 by from Rundtur i det dejlige Australien alt i alt en godt sammen sat rejse, dog syntes vi der var lidt lang tid på Tasmanien. Rejselederen var god og fortalte gennem hele turen om historie og seværdigheder, i kort form så det var spiseligt, med god humor
Date published: 2016-02-24
Rated 5 out of 5 by from En rejse med mange oplevelser for livet Utrolig så mange oplevelser man kan få på så kort tid, og kommer hjem med følelsen af at have set hele Australien, dette absolut også takket være vores superdygtige rejseleder.
Date published: 2016-03-18
Rated 3 out of 5 by from En lidt trist rejse. Brug lidt mere tid på Tasmanien og fjern Frazer Island det var ikke noget særligt rart sted.
Date published: 2016-03-13
  • y_2016, m_11, d_24, h_21
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_0.0
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_4, tr_569
  • loc_da_DK, sid_AURTR02, prod, sort_[SortEntry(order=RELEVANCE, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Anmeldelse af rejsen

Her kan du se anmeldelser fra andre gæster, som har været på turen. Vi håber, du kan bruge deres ærlige meninger, gode tips, ris og ros til at få en idé om, hvad der venter på rejsen – så du kan vælge den helt rigtige tur for dig. Anmeldelserne samles ind af et eksternt firma, som er din garanti for anmeldernes validitet. Læs mere her

Bemærk venligst, at flyselskab, flyrute, hoteller, rejseleder og/eller rejsens rute kan variere fra afgang til afgang, og dermed kan en anmeldt rejse være lidt anderledes end de rejser, som aktuelt er til salg.

Lignende rejser

17AURTR02DDK1611