Albatros Travel

Clipper Odyssey 

Et ophold på Clipper Odyssey er en sand luksusoplevelse. Alt fra kahytter til måltider og generel service er i verdensklasse.
Albatros Travel benytter dette eksklusive skib til nogle af vores mest eksotiske krydstogter, blandt andet omkring Stillehavsøerne og det indonesiske øhav.
Om skibet Clipper Odyssey
Clipper Odyssey er skibet for dig, der vil have det bedste af det bedste! Alle 60 kahytter er udvendige, store og smukt indrettede. Skibet har en elegant restaurant, pianobar og et smukt bibliotek. Der er en stor flåde af zodiac-både, så vi kan lave landgange stort set, hvor vi ønsker det. Endvidere er der snorkeludstyr til fri afbenyttelse samt en glasbundsbåd, hvilket giver fantastiske muligheder for at udforske koraller og fisk i de lavvandede laguner.

Clipper Odyssey blev bygget i Tsu i Japan i 1989 af japanske bådebyggere under anvisning af en hollandsk yachtdesigner. Skibet er særdeles velegnet til sejlads i Stillehavet. Skibet har plads til 128 passagerer.

Clipper Odyssey har en flåde af zodiac-både, som er mindre både, som bruges til at transportere passagererne i land, når det ikke er muligt at lægge til ved en kaj. Desuden har skibet en glasbundsbåd, der åbner for fri sigt til den fantastiske verden i de lavvandede laguner. Båden bliver sat i vandet, når forholdene er til det.

Clipper Odyssey er udstyret med de nyeste former for satellitnavigation, og det vil være muligt at oprette en privat e-mail-konto. Bemærk dog, at forbindelsen er via satellit, og at prisen per minut derfor kan være ganske høj. 

På dækket er der swimmingpool, løbebane og to soldæk, hvor der er rig mulighed for at rekreere sig. Indenfor er der to lounger, et lille bibliotek og en restaurant, som har plads til alle gæster i én seating.

I skibets forretning kan man købe souvenirs fra destinationerne. Der er også et lille træningscenter med swimmingpool og spabad. Skibet er udstyret med elevator.

 




Kahytterne

Alle kahytter er udvendige og er i gennemsnit på cirka 18 kvadratmeter og er udstyret med to enkeltsenge eller en dobbeltseng, sofaarrangement, stort badeværelse med brusebad og hårtørrer. Kahytterne har aircondition, musikanlæg, god skabsplads, safetybox, køleskab og tv, som viser skibets rute. 


Kategori 1
A-Deck, sofaarrangement, koøjer, ca. 18
                                             
Kategori 2
Main Deck, forrest, sofaarrangement, vindue, ca. 18 kvadratmeter

Kategori 3
Main Deck, sofaarrangement, vindue, ca. 18 kvadratmeter

Kategori 4
Lido Deck, sofaarrangement, vindue, ca. 18 kvadratmeter

Kategori 5
Bridge Deck, sofaarrangement, vindue, ca. 25 kvadratmeter

Deluxe
Bridge Deck, sofaarrangement, privat veranda, ca. 25 kvadratmeter

Suite
Bridge Deck, sofaarrangement, adskilt soveværelse, privat veranda, ca. 34 kvadratmeter

Komfort og sikkerhed
Fartøjet er udstyret med de nyeste former for sikkerheds- og kommunikationsudstyr samt satellitnavigation.
Skibet har stabilisatorer, der dæmper eventuel søgang. Kaptajnen og de øvrige officerer har en såkaldt ”åben bro-politik”, som tillader passagerer på broen det meste af tiden. Her kan du få detaljerede oplysninger om turen og om, hvor langt vi er nået med videre. Ved havneanløb samt sejlads i smalle farvande er broen dog lukket for gæster. Om bord findes skibslæge og en hospitalsklinik.

En unik atmosfære
Der er i alt 70 besætningsmedlemmer om bord; hovedsagligt fra Filippinerne og Østeuropa. Kaptajnen samt de fleste officerer er fra Skandinavien med mange års erfaring fra de store krydstogtskibe med plads til flere tusinde passagerer. Nu foretrækker de livet om bord på de mindre og mere eksklusive skibe. Hvis du også foretrækker et mere fredeligt liv til søs, så er M/S Clipper Odyssey det perfekte skib. Atmosfæren om bord minder mere om oplevelsen af at være på en privat lystyacht eller country hotel. Her er dæmpet musik i loungen eller baren efter middag og foredrag samt informative meddelelser om havneanløb.

Måltider om bord
En anden fordel ved et mindre skib er kvaliteten af maden om bord. Der er ingen fast seating; man sætter sig, hvor man vil til måltiderne i restauranten.

Når det er muligt, gøres indkøb fra lokale markeder eller fra dagens fangst fra en forbipasserende fiskerbåd, såfremt det lever op til den høje standard om bord. Dermed er det muligt at give et lokalt indslag til det allerede meget velassorterede udvalg i restauranten. Morgenmad serveres som buffet, mens frokost og middag er a la carte. Hvis vejret tillader det, kan der serveres morgenmad samt buffetfrokost på dækket. Eftermiddagste serveres i loungen.

Specialkost
Det er muligt at bestille specialkost, men i så fald skal dette oplyses senest 60 dage inden afrejse.

Dagliglivet om bord
Dagens program er i sikre hænder hos skibets cruise director, vores rejseleder og den øvrige besætning, som koordinerer med kaptajnen og de øvrige officerer for at få det bedste ud af dagene. Der vil være udførlige informationer og foredrag i løbet af hele togtet sammen med en ”skibsavis”.

Landgange
Mange af krydstogterne med Clipper Odyssey går til farvande og til steder, der ikke altid er vant til at modtage krydstogtskibe. Dette betyder, at de enkelte landgangssteder kan flyttes afhængigt af vejret, da vi naturligvis sætter sikkerhed først og dernæst vores mulighed for at opleve stederne bedst muligt. Det kan også betyde, at skibets besætning og Albatros Travels rejseleder først må rekognoscere landgangsstedet, før vi går i land. Det kan hænde, at vi bliver nød til at foretage korrektioner i rejseplanen med hensyn til ankomst- og afgangstider afhængigt at vejr og vind, men alt dette er en del af charmen ved at rejse på denne måde til steder, hvor ikke mange har muligheden for at komme. Der kompenseres således ikke for eventuelle ændringer i sejlplanen.

Flere af landgangene foretages med gummibåde, såkaldte zodiacs. Afhængigt af vejret sker ombordstigning fra agterdelen af skibet, hvor man kan stige direkte ned i gummibåden, i andre tilfælde fra landgangsbroen. Der er altid en hjælpende hånd fra besætningen, men det kræver, at man er normalt gående for at komme om bord på disse zodiacs. Ved landgange hænder det, at man ikke kan stige direkte ud på landjorden. Man må derfor være forberedt på at gå i land med bare fødder eller - bedre - med badesko.

Enkelte af øerne er ubeboede og uden landgangsfaciliteter eller -bygninger. Derfor får flere af vores landgange karakter af naturvandringer, hvor det er nødvendigt at være almindeligt godt gående.

Af- og påstigningslister
For at sikre at alle de passagerer, der er gået i land ved havnebesøg, også kommer om bord igen, er det vigtigt at notere sig på den ophængte tavle, både når man går fra borde og om bord igen.

Generelle regler ved landgang og udflugter
1. Informer rejselederen, såfremt du ønsker at gå på egen hånd i land.
2. Gå ikke ind i et hus/en bygning, medmindre du udtrykkeligt er blevet inviteret indenfor.
3. Gå ikke alene i ubeboede områder, sørg for at have gruppen i syne.
4. Hold (sikkerheds-)afstand til dyr og fugle (min. 5 meter).
5. Hold øje med tiden og husk, hvornår skibet sejler igen. Sørg for, at dit ur viser samme tid som fartøjets.
6. Notér altid på påmønstringstavlen, når du går fra borde, og når du kommer tilbage.

Trapper og døre
Som på andre skibe må du være forberedt på søgang. Hav altid en hånd fri til at holde fast, og benyt dig af gelænder og greb, især på trapper og lejdere. Vær særligt opmærksom ved passage af døre; næsten alle har en høj kant nederst. Sæt ikke fingrene i dørkarme eller på kanten af døren; skibet kan komme i pludselige bevægelser.

Betaling om bord
Ved ombordstigning oprettes en skibskonto. Alle køb, som gøres om bord, bliver automatisk påført skibskontoen. Med skibskontoen kan man betale for udflugter, drikkevarer og andre indkøb gjort om bord. Inden skibsrejsens afslutning afregner man med skibet. Betaling kan ske i form af kontanter (USD), MasterCard, American Express og VISA. Alle priser om bord er i USD, som er skibets officielle valuta.
  
Drikkepenge om bord - og i land
Drikkepenge til personalet om bord er ikke inkluderet i rejsens pris. Beregn USD 10 per rejsende per dag.

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om, eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge. Vi anbefaler, at man per rejsende har ca. 50-80 USD til drikkepenge til chauffører m.m. på land

Hvad skal der betales ekstra for om bord?
Drikkevarer, eventuelle udflugter i land og andet personligt forbrug som f.eks. skønhedspleje, vask af tøj samt telefonsamtaler osv.

Opbevaring af værdier
Der er værdibokse i kahytten. Bemærk dog, at rederierne og Albatros Travel ikke er ansvarlige for værdier efterladt i disse bokse, i kahytten eller andre steder om bord.

Rygning om bord
Det er ikke tilladt at ryge indenfor på skibet inklusive loungen, restauranten eller i kahytterne. Det er kun tilladt at ryge udenfor på dækket.
  
Strømforsyning
Skibet er indrettet med 110 volts elsystem med amerikanske stikkontakter. Husk derfor at medbringe stikadapter og justere eventuelle apparater til anden spænding.

Hvilket sprog tales der om bord?
Engelsk er hovedsproget om bord blandt besætningen. Men Albatros Travel råder typisk over hele skibet, og alle informationer om rejsen, annoncering af møder og måltider over højtaleranlægget, informationsmøder og underholdning vil derfor oftest foregå på dansk.

Krydstogtrejseleder
På denne krydstogtrejse medfølger i lighed med Albatros Travels øvrige rundrejser en af vores erfarne danske rejseledere.

På en krydstogtrejse er rejselederens rolle og funktioner anderledes end på almindelige rundrejser, hvor gruppen tilbringer størstedelen af tiden samlet. Krydstogtrejseformen giver mulighed for både at nyde samværet i gruppen og tilbringe tiden på skibet og i land på egen hånd.

Rejselederens rolle er at hjælpe med de praktiske forhold som indrejse, transport til og fra lufthavnen, ombordstigning, oversættelse til dansk samt information om muligheder på skibet og i land. Desuden vil rejselederen stå for forskellige arrangementer, som man kan deltage i efter ønske f.eks. informative oplæg, fælles middage eller afprøvning af skibets mange faciliteter og tilbud. Ud over de fælles ture og aktiviteter vil rejselederen have informationsmøder eller træffetid dagligt, hvor du kan henvende dig med eventuelle spørgsmål - eller blot få en hyggelig snak.

Hvad skal man pakke?
På et krydstogt med de rederier, Albatros benytter sig af, er der frihed til at klæde sig, som man vil. Pæn og uformel påklædning er det eneste, du behøver for at begå dig på skibet. Der vil typisk være en aften eller to, hvor en kjole for damerne og slips og jakke for mændene vil være passende.

Rejser du under varmere himmelstrøg, er let bomuldstøj uundværligt, men en trøje eller tynd jakke kan alligevel være god at have med, ikke mindst da det ofte er køligt indendørs på grund af aircondition. Komfortable sko anbefales til turene på land, og glem ikke at tage løbesko og træningstøj med, hvis du planlægger at benytte dig af sportsfaciliteterne om bord. Vaskeriet om bord ordner mod betaling vask og rens fra dag til dag.

Til landgangene med zodiac-flåderne anbefaler vi, at man har et par lette lærredssko med gummisåler, der tåler at blive våde. Ofte må man stige ud i brændingen på skarpe koral-klipper, hvor bare fødder ikke er praktisk. Sportsandaler kan også anvendes.

Snorkeludstyr i mange størrelser kan lånes om bord.

<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00