Om Mekong Sun
Båden er udført i ædeltræ med blot 14 kahytter, alle udvendige. Der hersker en behagelig og afslappet atmosfære om bord, hvor personalet kræser om deres passagerer på bedste vis. På vores rejser ad Mekong-floden passeres små, hyggelige landsbyer og smuk natur, og undervejs lægger vi til for at besøge nogle af de mange seværdigheder.
Hvordan er kahytterne?
Kahytterne på Mekong Sun kendetegnes ved deres høje standard og adskiller sig fra kahytterne på andre flodkrydstogtskibe.
Standardkahytter
Alle 11 standardkahytter er udvendige og måler 3x4 meter og er udført i ædeltræ. Der er eget bad/toilet, aircondition samt skydedøre til fransk altan.
Superior-kahyt på Upper Deck med balkon
De to superior-kahytter på Upper Deck er beliggende i skibets bagende og har egen privat balkon. Kahyttenernes mål er 21 m2. (tillæg ved køb af
superior- kahyt).
Superior-kahyt med panorama view på Main Deck
Mekong Sun har én superior kahyt beliggende i fronten af skibets main deck med et fantastisk panoramavindue i skibets sejlretning. Kahytten er 20m2. (tillæg ved køb af superior-kahyt).
Generelt er kahytterne på flodkrydstogtskibe mindre og mere enkelt indrettede i sammenligning med kahytterne på de store oceangående skibe. Har man tidligere været på krydstogt, henleder vi opmærksomheden på, at flodkrydstogtskibet har en helt anden indretning og naturligvis ikke de samme faciliteter.
Måltider om bord
Helpension på skibet er inkluderet i rejsens pris. Morgenmaden består typisk af æg, bacon, brød,
yoghurt og frugt.
Frokosten og middagen består oftest af forskellige lokale retter.
Drikkevarer i form af kaffe/te og vand er gratis, desuden stilles der dagligt 2 stk frisk flaskevand pr. person i kahytten. Øl, vin, sodavand og drinks må man betale ekstra for.
Hvad skal man pakke?
Der hersker en meget afslappet og uformel atmosfære på et flodkrydstogt med Mekong Sun. Der er derfor frihed til at klæde sig, som man ønsker.
Til middagen må man gerne klæde sig afslappet, hvis man ønsker det. Det er rederiets filosofi, at man er på ferie, og der er derfor ingen dress code.
Skal man selv have håndklæde med?
Det er ikke nødvendigt at tage eget håndklæde med, da der er håndklæder om bord.
Hvilken valuta bruges der om bord på skibet?
Den endelige regning for forbrug om bord betales ved afslutningen på krydstogtet og kan betales i Kip, US Dollars eller Euro. Det er IKKE muligt at betale med kreditkort.
Hvor kan man opbevare værdigenstande?
Hver kahyt har egen safety box, hvor værdiggenstande kan opbevares. Hverken Mekong Sun eller Albatros Travel kan gøres ansvarlig for mistede genstande.
Hvad skal der betales ekstra for om bord?
Drikkevarer udover kaffe/te og vand (som er inkluderet i rejsens pris), eventuelle ekstra udflugter i land ud over dem, som er nævnt i dag til dag-programmet.
Hvilket sprog tales der om bord?
Alle informationer er på engelsk. Vores danske rejseleder vil dog supplere med informationer på dansk.
Må man tage alkohol med om bord?
Det er ikke tilladt at tage alkohol med om bord. Hvis man ønsker at købe alkohol til at tage med hjem i nogle af havnene, der besøges, skal det afleveres til personalet, når man kommer tilbage til skibet. Varerne bliver leveret tilbage ved krydstogtets afslutning.
Må man ryge om bord?
Det er KUN tilladt at ryge på soldækket, ikke i kahytterne.
Elektricitet
Alle kahytter er udstyret med 220V stik som i Danmark.
Rejseleder med om bord
På denne rejse medfølger i lighed med Albatros Travels øvrige rundrejser en af vores erfarne danske rejseledere.
På en skibsrejse er rejselederens rolle og funktioner anderledes end på almindelige rundrejser, hvor gruppen tilbringer størstedelen af tiden samlet. Denne rejseform giver nemlig mulighed for både at nyde samværet i gruppen, og for at tilbringe tiden på skibet og i land på egen hånd, som man måtte ønske.
Fakta om Mekong Sun
Byggeår: 2006
Total længde: 40 meter
Vægt: ca. 100 tons
Bredde: 7,5 meter
Passagerdæk: 2
Antal passagerer: 28 baseret på to personer i hver kahyt
Mandskab: 18, alle laoter
1 restaurant og bar
Hjemmeside: www.cruisemekong.com