Albatros Travel

Serenade of the Seas 

Det super lækre skib Serenade of the Seas fra krydtogtrederiet Royal Caribbean har plads til 2500 gæster. Vi benytter især dette skib til krydstogter i Caribien og langs Nord- og Mellemamerikas kyster.
Hvordan er kahytterne?
Der er forskellige kahytskategorier fra pæne, rummelige indvendige kahytter til pragtfulde suiter med egen balkon, men fælles for alle er, at de naturligvis har eget bad og toilet og rimelig skabs og siddeplads, enkeltsenge eller dobbeltseng. Ønsker man at bestille en suite bedes man rette henvendelse til Albatros Travel for at få oplyst pris og mulighed for bestilling.
 
Kahyt kategori E2
Udvendig kahyt med egen private balkon beliggende på dæk 8. Kahytterne har stort gulv-til-loft-vindue og to enkeltsenge eller dobbeltseng.
 
Kahyt kategori I
Udvendig kahyt beliggende på dæk 2. Kahytterne har koøje, 2 enkeltsenge. 
 
Kahyt kategori Q
Indvendig kahyt beliggende på dæk 2 med 2 enkeltsenge.
 
Fakta om krydstogtet, introduktion

Serenade of the SeasI det følgende finder du nogle praktiske informationer om Albatros Travels krydstogtrejser, bl.a. om flyrejsen, opholdet om bord og landgange undervejs på togtet.

Nogle af informationerne kan være uden relevans for dit krydstogt. Vi beder dig for eksempel se bort fra afsnittet om indrejse i USA, hvis din krydstogtrejse ikke omfatter USA.

Særlige forhold
Rederiet oplyser, at deltagelse i krydstogtet er underlagt visse regler. Du har derfor pligt til at informere Albatros Travel om evt. sygdom eller lidelse, handicap, graviditet eller andre forhold, der kan have betydning for dit velbefindende eller din helbredsmæssige tilstand under krydstogtet.

Er der nogen aldersgrænse for at deltage på krydstogtet?
Personer under 21 år skal rejse i følge med forældre eller voksne over 21 år. Man skal være minimum 21 år for at købe alkohol eller spille i kasinoet.

Er det muligt at bestille specialkost?
Til frokost og middag om bord tilbydes vegetarretter og retter med lavt kalorieindhold.
 
Skal man selv have håndklæde med?
Det er ikke nødvendigt at tage eget håndklæde med.

Ombordstigning på skibet
Der er altid fælles transport fra lufthavnen/hotellet til skibet, men bemærk venligst, at man skal være om bord senest en halv time inden afgang.

Der må påregnes en del ventetid ved ombordstigning. Sørg for at have pas og skibsbilletter/-dokumenter parat. Indtjekningsprocedurerne er meget grundige, men er med til at gøre landgang i fremmede havne smidig og let.

Der er ingen restaurantfaciliteter i kaj-terminalen, men restauranterne om bord er som regel åbne og serverer frokost i timerne omkring afgangstidspunktet. Det er ikke tilladt at medbringe egne alkoholiske drikkevarer på skibet.

Drikkevarer indkøbt under landgangene skal afleveres ved ombordstigning og udleveres den sidste aften om bord på skibet. Det er en god ide at have en flaske vand med i terminalen.

Drikkevarer om bord
Isvand, kaffe og te i forbindelse med måltiderne er inkluderet. Øvrige drikkevarer skal du betale for. En flaske vin koster fra cirka 30 USD og opefter, øl (flaske eller fad) koster cirka 5 - 6 USD, og spiritus koster typisk 6 - 8 USD per drink. Sidst på eftermiddagen serveres dagens drink, som lever op til forventningen om en eksotisk drink, til cirka 6 USD. Sodavand og mineralvand koster cirka 2-3 USD per flaske. Der lægges automatisk 15% i drikkepenge oven i drikkevarernes pris. Disse drikkepenge går til vintjenere og bartendere om bord.

Rygning om bord
Alle vores skibe er stort set røgfrie, men der er specielle områder på skibet, hvor det er tilladt at ryge. Alle teatre og restauranter er røgfrie. Cigar- og piberygning er kun tilladt på de ydre dæk. Det er ikke tilladt at ryge i kahytterne. Rygereglerne kan ændres med kort frist, og vi beder derfor vores gæster respektere opslag og skiltning om bord.

Elektricitet
På de fleste af krydstogtskibene vil det være muligt at anvende normale danske stik.

Telefon, e-mail og internet
Fra skibet er det muligt at gå på internettet og telefonere over skibets satellitforbindelse (det er dog ikke billigt)! Vær opmærksom på, at mobiltelefonnettet er anderledes i USA end herhjemme. De fleste danske mobiltelefoner kan ikke umiddelbart bruges i USA, Canada, Mexico og Caribien. Nyere modeller med såkaldt tri-band fungerer som regel. Dette beror dog også på det enkelte abonnement. Der er ofte mulighed for at finde en internetcafé i besøgshavnene, dette er den billigste løsning.

Børn om bord
Serenade of the Seas, minigolfbaneBørn er velkomne om bord på krydstogtskibene. På Royal Caribbeans skibe er der et stort Adventure Ocean-børneprogram til rådighed for alle børn mellem 3 og 17 år, og Royal Caribbean har veluddannet personale til at lege og holde øje med børnene. Det er desuden muligt at få sine børn passet af en babysitter for et beskedent beløb om aftenen. Her skal det dog nævnes, at Royal Caribbeans personale taler engelsk og kræver at barnet er fyldt 12 måneder. Der er desuden et specielt program for babyer og blebørn fra 6 måneder til 3 år samt et voksenfrit teenage-sted med videoskærme, spil, musik og diskotek. Det er ikke tilladt at medbringe spædbørn på under 6 måneder på Royal Caribbeans krydstogtskibe. Vi gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at tage på krydstogt med Royal Caribbean, hvis man er gravid ud over 24. graviditetsuge.

Hvordan betales om bord på skibet?
Alle skibene har et pengeløst system, som kaldes Sea Pass. Der bliver oprettet en Sea Pass-konto i dit navn om bord. Kontoen skal sikres med et godkendt kreditkort, hvor dine indkøb om bord automatisk bliver trukket, eller du kan vælge at afregne kontant i USD. På krydstogtets sidste dag bliver der leveret en specificeret afregning for kontoen til kahytten, så du selv kan kontrollere beløbene.

Enkelte områder om bord bruger ikke det pengeløse system, f.eks. kasinoet. Her skal du i stedet betale med kontanter i USD. Alle skibe har hæveautomat om bord.

Følgende kreditkort accepteres: VISA, MasterCard, Diner´s Club og American Express.

Hvilken valuta bruges der om bord på skibet?
Alle priser om bord er i US-dollars.

Hvad skal der betales ekstra for om bord?
Drikkevarer, eventuelle udflugter i land og andet personligt forbrug som fx skønhedspleje, vask og rens af tøj samt telefonsamtaler osv.

Opbevaring af værdier
Der er safetybokse i kahytten. Bemærk dog, at rederierne og Albatros Travel ikke er ansvarlige for værdier efterladt i disse bokse, i kahytten eller andre steder om bord.

Hvilket sprog tales der om bord?
Engelsk er hovedsproget, og alle informationer over højtaleranlægget, informationsmøder og underholdning er ligeledes på engelsk.

Spisning om bord
Der er to forskellige former for servering af middagen om bord alt efter hvilket rederi, man sejler med.

Serenade of the Seas, restaurantEr man på krydstogt med et af Royal Caribbeans skibe er der såkaldt free seating til morgenmad og frokost. Det vil sige, at man frit kan vælge sit bord og tidspunkt indenfor restaurantens åbningstider. Om aftenen er der såkaldt fixed seating. Det vil sige, at man spiser i en udvalgt restaurant og ved et udvalgt bord hver aften. Skibene har en tidlig seating kl. 18.00 og en sen seating kl. 20.30. Albatros Travel bestiller den sene seating til alle vores gæster, da det er vores erfaring, at de fleste ønsker at spise på dette tidspunkt. Skulle enkelte gæster ønske den tidlige seating arrangeres dette om bord ved ankomsten til skibet. Vores danske rejseleder er naturligvis behjælpelig med at flytte fra sen til den tidlig seating.

Nogle restauranter om bord er gratis, mens der på andre (special)restauranter skal betales en mindre kuvertpris (cirka 20 USD).

Der er også mulighed for roomservice. Ved brug af roomservice forventes det, at man betaler drikkepenge til personalet, som leverer maden.

Drikkepenge
På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke.

Der kan være forhold, du ikke synes om, eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at man hjemmefra kan tage højde for dette.

Rejsens pris inkluderer ikke personlige drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør følge og respektere. Albatros Travel giver løn til lokalguider og chauffører, men i mange kulturer er lønnen i servicebranchen afstemt efter, at man modtager drikkepenge.

I USA især gælder særlige forhold. Mange lønninger i USA er baseret på, at de ansatte modtager drikkepenge. Normalt giver man 15% på restauranter - vær opmærksom på, at det beløb, som er lagt på regningen, er skat. Er det en restaurant, hvor man betaler ved udgangen, lægges pengene på bordet. Taxachauffører forventer 15%, stuepigen på hotellet 2 USD pr. dag og hoteldrageren 2 USD pr. kuffert.

Der bør regnes med 15-20 USD i drikkepenge i alt ved ture i land, samt drikkepenge ved spisning i land.

I krydstogtverdenen er der faste regler og beløb for drikkepenge. Hos de flest rederier er det næsten automatiseret. Dette er også tilfældet på Royal Caribbeans skibe. Her er drikkepengene inkluderet i rejsens pris.
 
Udflugter
Når du rejser med Albatros Travel, har du glæde af vores danske rejseleder. Albatros tilbyder ofte en særskilt udflugtspakke med ture, der giver mulighed for at få det bedste ud af tiden i land. Disse ture afvikles i samarbejde med lokale samarbejdspartnere og altid under ledsagelse af den danske rejseleder. Se program og priser for udflugtspakke.

Du er naturligvis også velkommen til deltage i de udflugter, som rederiet arrangerer og sælger om bord (fra skibets Guest Relation-skranke). På disse udflugter er du i selskab med andre rejsende fra skibet, og sproget vil som regel være engelsk. Informationer om udflugterne samt priser forefindes om bord. Spørg eventuelt rejselederen om hjælp.

Destinationer på krydstogtet
Krydstogtrederiets væsentligste opgave er at sørge for gæsternes sikkerhed. Hvis vind- og vejrmæssige forhold gør det umuligt at lægge til på en planlagt destination, kan det blive nødvendigt at omlægge skibets rute. Heldigvis sker det relativt sjældent. Når det sker, vil det i reglen være på destinationer, hvor gæsterne skal sejles ind til land fra skibet i de mindre såkaldte tenderbåde, men det kan også hænde, at vejret er for dårligt til, at skibet kan lægge til kaj. Vejrmæssige og andre forhold kan også betyde forsinkelser i større eller mindre grad, så rederiet er nødsaget til at forkorte opholdet på en destination.

Et krydstogt er en rejseform, hvor sejladsen og skibets mange aktiviteter og faciliteter udgør en meget væsentlig del. Der kompenseres således ikke for eventuelle ændringer i sejlplanen.

Krydstogtrejseleder
På denne krydstogtrejse medfølger i lighed med Albatros Travels øvrige rundrejser en af vores erfarne danske rejseledere.

På en krydstogtrejse er rejselederens rolle og funktioner anderledes end på almindelige rundrejser, hvor gruppen tilbringer størstedelen af tiden samlet. Krydstogtrejseformen giver mulighed for både at nyde samværet i gruppen og tilbringe tiden på skibet og i land på egen hånd.

Rejselederens rolle er at hjælpe med de praktiske forhold som indrejse, transfer til og fra lufthavnen, ombordstigning, oversættelse til dansk samt information om muligheder på skibet og i land.

Desuden vil rejselederen stå for forskellige arrangementer, som man kan deltage i efter ønske fx informative oplæg, fælles middage eller afprøvning af skibets mange faciliteter og tilbud. Ud over de fælles ture og aktiviteter vil rejselederen have informationsmøder eller træffetid dagligt, hvor du kan henvende dig med eventuelle spørgsmål - eller blot få en hyggelig snak.

På et krydstogt deltager gruppen på lige fod med de øvrige gæster på skibet, og det er ikke muligt for rejselederen at være til stede og til rådighed overalt. Derfor kan det være en god ide også at bruge skibets reception, der assisterer og svarer på spørgsmål fra skibets øvrige passagerer.

Sundhed om bord
På alle krydstogtskibe Albatros anvender, er hygiejnen i højsædet. Rederierne gør derfor deres yderste for at holde en høj hygiejnisk standard om bord. Eksempelvis opfordres man til at spritte sine hænder af i en særlig spritholdig sæbe/gele inden man besøger restauranterne samt når man kommer om bord efter landgang.

Skulle man være uheldig undervejs på rejsen at få turistmave, hvilket f.eks. kan ske ved at drikke vand fra hanen i nogle egne af verden, kan man eventuelt  forsøge at afhjælpe problemet ved at benytte såkaldte “stoppiller”. I mere alvorlige tilfælde bør man at opsøge skibets læge. Da det altid er skibslægens ansvar at begrænse en eventuel epidemi om bord, kan han/hun vælge at isolere syge gæster i kahytten, normalt i 24 timer. I disse tilfælde kan man som altid gratis benytte roomservice, som vil bringe mad og drikke til kahytten.
 
Vi skal for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at Albatros Travel ikke kan holdes ansvarlig for eventuel sygdom/karantæne undervejs på rejsen. Dette er en sag mellem den rejsende og forsikringsselskabet.

Hvad skal man pakke?
De fleste aftener om bord er pæn og uformel påklædning er det eneste, du behøver for at begå dig i restauranterne på skibet. For herrernes vedkommende kunne det være lange bukser og skjorte/polo T-shirt med krave. For damernes vedkommende for eksempel sommerkjole, nederdel, bukser og skjorte/bluse. Ved enkelte lejligheder lægges op til, at herrerne tager jakke og slips og damerne tager festtøj på, men ønsker man ikke det, er det altid muligt at spise i buffetrestauranten.

Serenade of the Seas, teatersalAlmindeligt “pænt” tøj er selvfølgelig nødvendigt og for dem, der gerne vil deltage i skibenes formelle, såkaldte gallaaftener. Her kan påklædningen bedst defineres som “festtøj”. For herrerne i form af jakkesæt og slips eller smoking og for damerne “smart/elegant” tøj eller lange kjoler. På en uges krydstogt vil der normalt være 1-2 aftener, hvor gæsterne tager festtøjet på. Dette gælder for alle rederier, som Albatros samarbejder med.

Man er naturligvis ikke tvunget til at klæde sig i festtøj, men det forventes at man skeler til skibsavisen hvor der står, hvad dagens påklædning er.

Jeans, shorts, T-shirt accepteres ikke i restauranterne efter kl. 17.30. Det er ikke tilladt at benytte restauranterne i badetøj.

Rejser du under varmere himmelstrøg er let bomuldstøj uundværligt, men en trøje eller tynd jakke kan alligevel være god at have med, ikke mindst da det ofte er køligt indendørs på grund af aircondition.

Ved rejser til køligere egne af verden skal du huske også at medbringe varmt tøj.

Komfortable sko anbefales til turene på land, og glem ikke at tage løbesko og træningstøj med, hvis du planlægger at benytte dig af sportsfaciliteterne om bord. Vaskeriet om bord ordner mod betaling vask og rens fra dag til dag.

Husk badetøj, da der er swimmingpool om bord. Og medbring gerne to badedragter, så du altid har en der er tør.

Dækplaner
Herunder kan du se en oversigt over kahytter og fællesarealer på Explorer of the Seas.



Klik på dæk-navnet:

Dæk 2
Dæk 3
Dæk 4
Dæk 5
Dæk 6
Dæk 7
Dæk 8
Dæk 9
Dæk 10
Dæk 11
Dæk 12
Dæk 13

<%$ProActiveResources:FooterName%>
 
Albatros Travel A/S

Tøndergade 16

DK-1752 København V
 
Tlf.:
+45 36 98 98 98
Fax:
+45 36 98 98 99
Man - Fre: 9:30-17:00