Verdens bedste safariområde
De årlige vildtvandringer gennem Tanzanias og Kenyas verdensberømte nationalparker Serengeti og Masai Mara er hovedårsagen til, at man med sindsro kan kalde dette område verdens bedste safariområde. Når græsset gulner og tørrer ind i Serengeti i Tanzania, vender en stor del af vildtet snuderne mod Kenyas masailand, hvor der altid er vand i den mudrede Maraflod, og regnen falder spredt året igennem. Masai Mara kan næsten altid byde på vand og saftigt grønt græs, omend tørkeperioder forekommer. Derfor finder man altid store vildtmængder i Mara, der tilmed suppleres af de vandrende bestande fra Serengeti i perioden juli-november.
Vores interesse koncentrerer sig især om Masai Maras vestlige områder langs Marafloden og højderyggen Oloololo - ofte kaldet Mara-trianglen - samt Musiara og Koyaki. Her falder regnen hyppigst, men til gengæld er fødemængden altid rigelig. Her oplever man den vaskeægte safari med de store, spændende oplevelser, dog ikke altid helt uden strabadser. Men er udstyret i orden, ligger der en herlig oplevelse forude. Den største luksus på en safari i dette område er en kraftig firehjulstrækker, uden hvilken man ikke kommer langt. Den gode safari handler mest om at være det rigtige sted, og til dette formål er en terrængående firehjulstrækker uundværlig.
Gå til websitet for Karen Blixen Camp
Karen Blixen Camp ligger for foden af Masai Maras karakteristiske lange højderyg og direkte ned til Marafloden. Året rundt boltrer flodheste sig i floden neden for morgenbordet, mens krokodiller og nilvaraner soler sig på flodens brink. Dagen igennem kommer impalaer, elefanter, giraffer, bavianer og andet savannevildt ned til floden for at slukke tørsten. En dag i Karen Blixen Camp er i sig selv en safarioplevelse, hvor man i fred og ro kan nyde vildtet i og langs floden og det rige fugleliv omkring én. Karen Blixen Camp ligger så at sige i Maras smørhul, hvor vi har under en times kørsel til alle de bedste vildtomåder. Blandt disse er Musiara-sumpene, hvor der næsten altid går elefanter og vandbukke, og hvor Maras mest berømte og filmede løveflok – Shaka-klanen – holder til. Også Mara-trianglen og Serena med de berømte krydsningsområder, hvor gnuer og zebraer krydser Marafloden i titusindvis i august-oktober er interessant. Ligeså Leopard George, hvor mange af de berømte ”Big Cat”-film fra BBC er optaget. Oven for Karen Blixen Camp ligger de stor flade sletter med kort græs, hvor alle græsæderne trækker hen, når græsset omkring Musiara bliver for højt.
Tilbagelænet safari i Karen Blixen Camp
Flere af Albatros Travels rejser i Kenya indeholder ophold på Karen Blixen Camp, men flere og flere rejsende nyder det gode gamle princip fra Blixens tid, hvor man slår sig ned på det rigtige sted og nyder det hele herfra. Der er jo ingen grund til at fare land og rige rundt og pakke ned og ud i det uendelige, når man kan nøjes med at slå sig ned i paradiset. Derfor flyves mange direkte ud til campen, slår sig ned fem, syv eller 10 dage, nyder de behagelige omgivelser og kører safari i et omfang, der passer til temperament og interesse. På denne måde kan man kombinere safarirejsens fantastiske oplevelser med den ro og afslappethed, som mange sætter pris på i forbindelse med en ferie.
Har man lyst til at nyde en kop kaffe eller en gin og tonic på sin egen terrasse, mens fuglene kvidrer omkring én, og flodhestene grynter i floden, eller læse en bog mens man slapper af efter en begivenhedsrig morgensafari, få en gang massage eller en halv time i solen ved poolen, ja, så er Karen Blixen Camp nok det rigtige svar. Kun når man har god tid til at nyde sine omgivelser, får man det fulde udbytte af safarien. Det er netop det koncept, vi kalder Karen Blixen Camp.
Rejsebeskrivelse fra Karen Blixen Camp
Har du lyst til at læse om, hvad andre Albatros-rejsende har oplevet i Karen Blixen Camp? Så kan du læse denne hilsen i vores gæstebog.
Safari i Masai Mara
Ingen steder i verden ser man så meget vildt som i Masai Mara, hvilket specielt beror på to enestående og sammenfaldende forhold. Det ene er vildtvandringen, som i sig selv betyder, at vildtmængden har optimeret sig selv ud over det sædvanlige. Det andet forhold skyldes nedbørsmønsteret, der giver både regn og vækst året rundt i modsætning til de fleste andre savanneområder. Dette betyder imidlertid også, at der i perioder er meget højt græs – specielt inde i Masai Mara-reservatet – hvor man ikke finder ret meget vildt (og det der er, kan man ikke se), og hvor hjulsporerne er vanskeligt farbare. Desuden kan der fortsat forekomme tørke, selvom det er sjældent.
Når der er mange planteædere i Masai Mara, er der naturligvis også det tilsvarende antal rovdyr, rovfugle og ådselsædere. Det giver derfor sig selv, at sandsynligheden for at opleve Afrikas storvildt og de mange spændende scenerier, der er forbundet hermed, er optimale i netop Masai Mara. Bagsiden af medaljen er, at rigtig mange mennesker har indset denne sandhed. Specielt i august er alle lodges og hoteller fyldt op i Mara. Her er gnuerne i reglen netop ankommet, og mange lande har efterhånden fastlagt sommerferie i august. Vil man se vandringen i den tørre, østlige del af Mara, er chancerne bedst i august, men det er langt fra sikkert, at man får set, hvad man ønsker.
Der er stor forskel på den østlige og vestlige del af Mara. I den østlige del kan man stadig køre safari i minibusser i en stor del af året, men de kommer ikke langt mod vest, og der er stor variation i vildtbestanden året rundt. Den vestlige del af Mara er indbegrebet af ”gammeldags safari” i firehjulstrukne Landrovere og Landcruisere, uvejsomt terræn, relativt få turister og meget vildt året rundt.
Geografien
Masai Mara-Serengeti-økosystemet er en generelt accepteret betegnelse for det areal på grænsen mellem Kenya og Tanzania, som er under markant indflydelse af den vandrende vildtpopulation bestående af gnu, zebra og thomsongazeller. Der er også andre migrerende arter, som spiller en noget mindre markant rolle med hensyn til økosystemets samlede funktion. Mara-Serengeti-økosystemet rummer omkring 25.000 kvadratkilometer inden for de mere eller mindre naturlige grænser, hvilket ikke er helt det samme som de områder, hvor der er fokus på naturbeskyttelse under en eller anden form. Serengeti grænser op til mange andre naturbeskyttelsesområder (Ngorongoro, Lake Manyara m.fl.), der sagtens kan opfattes som et større sammenhængende område. På samme måde udgøres den nordlige del af området ikke alene af Masai Mara Nationalreservat, men i høj grad også af masaiernes omkringliggende gruppe-ranches under Narok kommune (ranches som Koyaki, Siana, Dadurugurueti, Olkinyie, Lemek og Ol Chorro), der spiller en ganske afgørende rolle i forbindelse med vildtets årlige vandringscyklus. Den del af maasailandet, som almindeligvis regnes for henhørende til Mara-Serengeti-økosystemet, består altså af Masai Mara-reservatets 1.680 kvadratkilometer samt de omkringliggende gruppe-ranches, i alt 5.560 kvadratkilometer. Det samlede masailand under Narok-distriktet udgør 17.821 kvadratkilometer, hvoraf en stor del nu enten er opdyrket eller er tørre, uopdyrkelige områder som Loita Plains og store dele af Great Rift Valley.
Ligesom det meste af Østafrika udgøres hele Mara- og Serengeti-området af højslette, der flere steder når lige op over 2.000 meter over havet i de højeste områder, mens de flade sletter ligger i omkring 1800 meters højde skrånende ned mod Victoria-søen (1230 m.o.h.). Al jord er af vulkansk oprindelse og opstået ved nedbrydning af forskellige bjergarter med tilslag af vulkansk aske og varierer fra meget frugtbar til næringsfattig. Mange besøgende kan komme i tvivl om, hvilket område der egentlig er Masai Mara, fordi dette område – i modsætning til alle andre naturområder i Kenya – ikke er en nationalpark, og dermed ikke nyder den fulde statslige beskyttelse. Der har i årevis været en stor diskussion mellem staten og de lokalt bosatte masaier om retten til området, som fortsat i dag er under masaiernes kontrol. Kompromiset mellem staten og lokalbefolkningen er foreløbig endt med, at man kalder det område, der støder op mod grænsen til Tanzania for et reservat, hvilket indikerer, at her må ingen bosætte sig eller holde kvæg. Aftalen overholdes delvist, når der ikke er tørke. Områderne uden for det såkaldte reservat spiller imidlertid en enorm rolle for de vandrende dyr, men bosættelser og kvægdrift udvikles her helt ukontrolleret. I perioder med rigelige fødemængder påvirker masaikvægets græsning vildtbestanden i positiv retning, idet de åbner savannen for såvel gnuer som mindre antiloper, og man finder derfor langt mere vildt i områder, hvor kvæget græsser, end i de uberørte græsarealer i reservatet. Overalt i Masai Mara opkræves parkafgifter, der for en stor dels vedkommende går til masaierne, men uenighed og rivalisering mellem grupperne betyder fravær af et logisk system, og folk, der kører fra det ene område til det andet, risikerer at blive opkrævet afgifter flere gange samme dag.
Nedbør
Regnen er savannens liv og dens vigtigste begrænsende faktor. Normalt er en savanne karakteriseret ved samlede nedbørsperioder – ofte en eller to – efterfulgt af tørtid eller direkte tørke. Den tilgængelige mængde føde i tørtiden sætter grænserne for den samlede bestandstørrelse. I Masai Mara er meget anderledes. For det første betyder vandringscyklussen, at vildtbestanden har overvundet tørtidsproblemet, og netop derfor kan området rumme så store vildtmængder. Vildtet vandrer simpelthen i overensstemmelse med det årlige regnmønster, og de residente arter eller artsfæller klarer sig med resterne i tørtiden. Nedbøren i selve Maraområdet – altså på den kenyanske side af økosystemet – udgør ca. 1000 millimeter årligt i den østlige del og stiger gradvist mod 1500, efterhånden som vi nærmer os Oloololo højderyggen, der udgør Maras vestlige grænse, og måske helt op til 2000 millimeter på selve højderyggen. Selvom det er langt mere end Danmarks 700 millimeter, føles det ikke sådan, fordi varmen, indstrålingen og den manglende skygge betyder, at næsten alt vandet forsvinder ved fordampning og ikke ved nedsivning som her.
Regnmønsteret i Masai Mara – økosystemets nordlige spids – har imidlertid ændret sig væsentligt i de sidste 35-40 år, idet regnen ikke falder i samlede perioder, men er spredt ud over hele året (selvom man stadig kan støde på andre beskrivelser i dårlig rejselitteratur). Det er derfor helt umuligt at forudsige, hvilke perioder der er tørrest og vådest, men der er imidlertid en helt klar tendens til, at år med en øget El Niño-effekt giver rigtig meget regn i Masai Mara. Den øgede regnmængde betyder imidlertid, at der i dag gennemsnitligt er tre gange så meget plantestof tilgængeligt for de græssende arter som tidligere, hvilket naturligvis også har haft en ganske voldsom effekt på vildtmængden, der hele tiden synes at vokse. De ændrede regnforhold i Masai Mara har ikke haft den store indflydelse på vildtvandringen, der sættes i gang sydfra i Serengeti, når fødemængden bliver knap.
Vildtvandring
Den store og meget omtalte vildtvandring, migrationen, er sammen med nedbørsmønsteret Mara-Serengetis kendte karakteristika. Vandringen omfatter først og fremmest gnubestanden (der er langt den talrigeste art) og i mindre grad zebra og thomsongazelle. De øvrige hovdyr vandrer ikke systematisk, og atter andre er territoriale. De berømte tyskere Grzimek & Grzimek (far og søn) var de første til at beskrive denne vandring, og deres beskrivelse af vandringsruterne gav anledning til en omlægning af parkgrænserne, således at vildtet nød den efter forholdene størst tænkelige beskyttelse. Når “Den store migration” omtales i medier og rejsebrochurer, drejer det sig i reglen om den relativt korte periode, hvor vildtet trækker op gennem det nordlige Serengeti og ind i Mara, hvor trækket foregår relativt hurtigt, såfremt fødemængden i Serengeti er begrænset. Vandringen bør dog snarere ses som en konstant nomadisk vandring i en relativt fast cyklus, der minder en del om de østafrikanske kvægnomaders vandringer. I perioden december-april samler gnubestanden sig på Serengetis sydlige sletter omkring Ndutu og syd for Seronera. I denne periode falder hovedparten af områdets årlige, sparsomme nedbør (omkring 500 millimeter), og den næringsrige, vulkanske jord producerer gode, proteinholdige græsser. Under disse gunstige forhold kælver gnuerne, og næsten alle kalve fødes inden for en ganske kort periode på 10-14 dage. Kalve, der fødes med dette store kuld, har de største overlevelsesmuligheder, som en del af den enorme anonyme flok på over 300.000 kalve. Kalve, der fødes for tidligt eller for sent, er stærkt eksponerede for rovdyr eller for små til at klare vandringerne.
Det er fortsat en gåde, hvordan vildtet tilsyneladende synkroniserer kalvenes fødsel, der må hænge sammen med en ensartet ægmodning og en ganske kort parringssæson i maj og juni. Andre steder følger vildtet ikke samme cyklus. I løbet af april-maj begynder flokkene at bevæge sig ad forskellige separate ruter, der former østlige og vestlige halvcirkler ind mod Masai Mara. Ruterne og hastigheden, de tilbagelægges med, varierer fra år til år.
Man kan således antage, at dyrenes simple logik er at gå efter føden, hvilket de formentlig har gjort i mere end en million år. Når man iagttager de trækkende flokke, får man imidlertid et lidt forkert billede af uorganiserede flokke, der farer forvirret omkring uden mål og med. Frem og tilbage over samme vandløb uden påviselig årsag, igennem søer, man sagtens kan gå udenom osv. Tilsyneladende drives de af et primitivt men voldsomt instinkt mod friske, næringsrige græsser. I perioden hvor de opholder sig i Mara, forekommer hyppige, kraftige tordenbyger, der medfører grønne, næringsrige skud få dage efter. Bygerne og lugten af regn (som de lokale udtrykker det) driver flokkene af sted med voldsom kraft. Gnuerne foretrækker de friske, grønne og proteinrige græsser eller skud året rundt. Derfor tales også ofte om et symbioselignende forhold mellem zebra og gnu, hvor zebraflokke fjerne de lange, tørre strå fra savannen og eksponerer bundvegetationen for gnuerne. Det menes tillige, at mange græssers vækst stimuleres af afgnavning, nedtrampning og åbning (hvilket medfører lys). Gnuerne befinder sig aldrig samme sted ret længe ad gangen. Det specielle nedbørsmønster får dem til at flytte rundt og afgnave forskellige pletter af savannen, og ofte foregår flytningen til næste fødeområde så hurtigt, at det foregående ikke er græsset i bund. Der er fortsat føde til andre dyr; både det som gnuerne bryder sig mindre om og de primære fødeemner. Således spreder dyrene deres gødning, stimulerer ny vækst og undgår nedtrampning, nedgnavning og erosion. I Serengeti søger de først og fremmest de små, hårdføre græsser på det sydlige hårde jordlag, der er tilpasset den alkaliske jord med små kraftige, hårede rødder, som kan opsamle enhver kondensdråbe, som de kolde nætter efterlader på jorden. De gode græsser har korte stammer og smalle, kraftige blade; en konstruktion der hjælper mod overgræsning.
Der er ingen tvivl om, at den specielle nomadiske adfærd, vi finder hos visse arter i Serengeti-Mara-økosystemet, er udviklet gennem tusinder af år som naturens svar på nedbørsforholdene. Gennem tilpasning til de regulære skift i regn og tørtider har de migrerende arter både sikret deres og andres overlevelse i umindelige tider. Meget tyder desuden på, at denne tilpasning rummer mange fleksible elementer, der tillader enorme udsving i de enkelte bestande og i den overordnede arts sammensætning uden tilsvarende radikale forandringer af dyrenes levested.
Set fra en bevaringsbiologisk synsvinkel var det heldigt, at Dr. Grzimek og hans søn fik kortlagt de vigtigste vandringsruter i slutningen af halvtredserne og fik gennemført den påkrævede ændring af nationalparkernes grænser i overensstemmelse med undersøgelsesresultaterne, men selvom savannen er et fintfølende økosystem, tyder meget på en vis bredde og fleksibilitet. Måske kan de eksisterende vildtbestande klare sig i udmærket samdrægtighed med for eksempel masaiernes kvæg og ændrede parkgrænser, der tager mere praktiske hensyn til potentielle bosættere eller et stort turismetryk...
Se billeder og film her