Fakta Kenya

Herunder kan du læse en række praktiske oplysninger i forbindelse med rejser til Kenya.
  • Sprog Swahili
  • Hovedstad Nairobi
  • Indbyggere 53,5 mio.
  • Religion Romersk-katolicisme
  • Valuta Kenya shilling
  • Areal 582.646 km2
Tidsforskel

Tidsforskellen mellem Danmark og Kenya kan variere alt efter, om Danmark har sommer- eller vintertid:

Sommer: +1 time
Vinter: +2 timer

Drikkepenge
På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider, chauffører og safariguider/rangers i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at det er frivilligt om, og hvor meget, man vil give i drikkepenge.
Valuta og kreditkort

I Kenya bruges der kenyanske shilling (KES) a 100 cent. De fleste valutaer kan veksles overalt i Kenya, men mange steder gives der en dårlig kurs for danske kroner. Det er derfor bedre at veksle penge hjemmefra eller medbringe valuta i amerikanske dollars (bemærk at amerikanske dollarsedler fra før år 2000 ikke godtages i Kenya).

Vores erfaring er, at det kan være problematisk at hæve kontanter på sit kreditkort, men disse forhold ændres konstant, og kreditkort vinder mere og mere frem. Der findes hæveautomater i Nairobi, men man kan ikke forvente, at de virker. Kreditkort accepteres på de fleste større lodges og souvenir-butikker.

Elektricitet

I Kenya bruges der 240 volt, og stikkene har tre firkantede ben (ligesom i Storbritannien). Det er derfor nødvendigt at medbringe en adapter, hvis du vil bruge opladere eller elektrisk udstyr med danske stik. Adaptere kan købes i større kenyanske byer og ofte lånes/lejes på hoteller og lodges.

På safarilodges og -camps er der ofte kun elektricitet ca. kl. 5-10 om morgenen og igen ca. kl. 18-23 om aftenen.

Telefon og internet

Kenyas internationale landekode er 254. For at ringe ud af Kenya skal du trykke 000 efterfulgt af landekode og det nummer, du vil ringe til. Mobiltelefondækningen kan svinge, alt efter hvor du befinder dig i Kenya. Det er dyrt at bruge mobiltelefon fra Kenya til at foretage og modtage opkald, sende sms samt gøre brug af datatrafik – tjek evt. med dit mobilselskab om dækning og priser i Kenya. Der er internetadgang på de fleste hoteller i større byer samt på nogle af de større safarilodges/-camps. På lodges og camps kan forbindelsen dog være upålidelig og lidt dyr.

Mad og drikke
Maden er veltilberedt på såvel lodges som hoteller, og maveproblemer er derfor sjældne. Vand kan ikke drikkes fra hanen i Kenya, derfor anbefales det at købe vand på flaske.
Beklædning

På alle rejser med safari starter dagen tidligt i dyrereservatet. Dagens første safari begynder umiddelbart efter solopgang, når det tit er køligt udenfor – især på safari i åben bil. Derfor er det en god idé, at medbringe en varm trøje eller jakke. Safari til fods bliver derimod varmere. På vandresafarier bør man altid bruge hele sko (altså ikke sandaler).

Vi anbefaler, at man klæder sig i khaki-, sandfarvet eller mørkt tøj. Hvidt tøj kan skræmme dyrene, og blåt tøj tiltrækker sig fluer. Undgå gerne stærke farver, og husk at medbringe solcreme, hat/kasket og kikkert.

Husk at medbringe på en safarirejse:

  • Lette sko og/eller sandaler til safarikørsler og gode vandresko til vandresafari
  • Let bomuldstøj, også med lange ærmer/ben (som beskyttelse mod solen), gerne i ”safarivenlige” farver
  • Kasket eller solhat
  • Uldsweater eller fleecetrøje til safari om morgenen og aftenen
  • Vind- og regntæt jakke
  • Badetøj (der er swimmingpools på flere safarilodges)
  • Kikkert
  • Solcreme
  • Myggespray
Rygning
Ifølge Kenyas rygelovgivning er det forbudt at ryge på alle offentlige steder, bortset fra i særligt afmærkede “rygezoner”. Overtrædelser af rygeloven bliver straffet hårdt.
Hygiejne
Hoteller, lodger og større restauranter har moderne/vestlige toiletforhold. Ude i byen kan man dog komme ud for såkaldte pedaltoiletter og manglende toiletpapir. Standarden på offentlige toiletter eller i landområder kan også forekomme primitiv. Medbring selv toiletpapir eller en pakke intimservietter, og evt. hånddesinfektions-gel (fås bl.a. på danske apoteker). Så er behovet for vand ikke så påtrængende.

Kenya – Afrikas vilde savanne

Klassisk Big Five-safari og Kenyas varierede natur i nationalparkerne Samburu, Lake Nakuru og verdensberømte Masai Mara. Høj komfort og maks. 18 deltagere

4,8
  • 01-11-2024
  • 10 dage
  • 32.998,–
Flere lufthavne