Fakta om Mumbai

Herunder kan du læse en række praktiske oplysninger i forbindelse med rejser til Mumbai.
  • Indbyggere 21 mio.
  • Grundlagt 1669
  • Sprog Hindi
  • Religion Hinduisme, Islam
  • Valuta Indiske Rupi
  • Højde over havoverfladen 14 meter

Værd at vide

Tidsforskel

Tidsforskellen mellem Danmark og Indien kan variere alt efter, om Danmark har sommer- eller vintertid:

Sommertid: + 3½ time
Vintertid: + 4½ time

Transport

Bus
Busser i Indien har ikke helt samme standard, som man kender fra Europa. Vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition, hvor det er muligt.

Tog
På togrejser vil vi rejse i den bedst mulige klasse. Der er stor forskel på de enkelte afgange, men vi bestræber os på at benytte de bedste forbindelser. Generelt skal du ikke forvente den store luksus, men togene er altid en oplevelse!

Fly
På vores rundrejser i Indien flyver vi ofte de længere strækninger med indenrigsfly. Hvor dette er tilfældet, vil rejselederen orientere rejsedeltagerne om praktiske forhold ved check-in i lufthavn samt flyvetid på den pågældende strækning.

Prisniveau

Pengene rækker rigtig langt i Indien. Hvad angår lommepenge, er det vores erfaring, at man kan klare sig for ca. 50 kr. pr. dag. Ved køb af supplerende drikkevarer med mere, vil 100-150 kr. per dag per rejsende være tilrådeligt. Et sådan beløb vil dække drikkevarer, postkort, frimærker og lignende mindre nødvendigheder. Inkluderer rejsen ikke helpension, skal du påregne ca. 50-70 kr. for et måltid per person.

Flere steder vil der være mindre afgifter (5-25 kr.) for kamera og videokamera ved seværdighederne. Beløbet går til bevaring af stedet. Ligeledes vil du ofte på din rejse i Indien støde på fotomuligheder, hvor det forventes, at man giver et mindre beløb – 1-2 kr. pr. billede.

Derudover kommer naturligvis personlige fornødenheder samt shopping og drikkepenge.

 
Drikkepenge

På mange hoteller, restauranter, caféer og lignende vil der ofte blive lagt 10-15 % i service charge oven i de givne priser. Dette vil fremgå af regningen. Er der service charge på regningen, behøver man ikke at give yderligere drikkepenge.

For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er et individuelt anliggende og frivilligt.

På rejser, der inkluderer ophold på båd (krydstogter), gælder andre regler, se det specifikke program for din rejse.

Valuta og kreditkort

Valutaen i Indien hedder indiske rupi (INR) og findes i 10-, 20-, 50-, 100-, 5.000- og 10.000-rupi-sedler. Der findes også mønter på 1, 2 og 5 rupier samt mønter i øreenheden paisa (100 paisa = 1 INR).

Nedenstående oplysninger har hidtil været gældende omkring valuta i Indien, men den nuværende økonomiske situation i Indien er så uafklaret, at vi beklageligvis ikke kan garantere, at oplysningerne fortsat vil være gældende ved ankomsten til Indien.

Vi anbefaler, at du veksler størstedelen af din valuta i Indien (er muligt på hotellerne) og endvidere medbringer et kreditkort. De kontanter, du medbringer til veksling i Indien, bør være i USD. Man må indføre op til 5000 USD, beløb der overstiger dette skal deklareres.

Kreditkort – for eksempel Visa, MasterCard, Diners og American Express – kan bruges som betalingskort på de fleste store hoteller og i visse større butikker. Vær dog opmærksom på, at der er meget begrænset mulighed for at hæve kontanter på kreditkort, for der er langt mellem hæveautomaterne.

Indiske rupier kan kun veksles tilbage til udenlandsk valuta ved fremvisning af en gyldig kvittering fra oprindelig officiel veksling. Gem derfor altid din kvittering, når du har vekslet fra USD til INR, i tilfælde af, at du skulle få brug for at veksle tilbage igen. Dette kan kun ske i lufthavnen ved udrejse fra Indien.

 
Elektricitet

Indien har ligesom Danmark 220 volt vekselstrøm. Stiktyper varierer meget, så medbring for en sikkerheds skyld et adaptersæt, der har flere typer stik at vælge imellem.

 
Telefon og internet

Den internationale landekode for Indien er + 91. Det kan være dyrt at ringe hjem fra Indien fra din danske mobil. Check evt. med dit mobilselskab om dækning og priser for opkald fra Indien. Internetcaféer findes efterhånden de fleste steder i Indien, dog er forbindelsen ikke altid lige så hurtig som herhjemme. Det er desuden vores erfaring, at det kan være svært at finde tid til at gå på internettet, undtagen på evt. fridage eller efter endt program.

Drikkevand og hygiejne

Hoteller og større restauranter har moderne/vestlige toiletforhold. Ude i byen kan man dog komme ud for såkaldte pedaltoiletter og manglende toiletpapir. Standarden på offentlige toiletter eller i landområder kan også forekomme primitiv. Medbring selv toiletpapir eller en pakke vådservietter og gerne hånddesinfektions-gele (fås bl.a. på danske apoteker). Så er behovet for vand ikke så påtrængende. Desuden minimerer brugen af hånddesinfektions-gele risikoen for maveproblemer.

Takt og tone

Inderne er et fantastisk sødt, hjertevarmt og smilende folkefærd, der tager imod turister med varme og store, gæstfri smil. Selvom inderne generelt er vant til mange turister, forventes det, at man respekterer deres helligdomme og skikke med ærbødighed og korrekt opførsel og påklædning.

Som alle steder i Østen gælder der visse gyldne regler i forbindelse med besøg i templer og moskeer. Man tager skoene af, før man går ind i et tempel, en moske eller et privat hjem. Husk endvidere, at man skal holde fodsålerne væk fra helligdomme og andre mennesker, når/hvis man sidder ned. Det er ikke velset at pege, hverken på gudestatuer eller på andre mennesker. Korte shorts og T-shirts uden ærmer er ikke velset – dette gælder specielt for kvinder. Skal man besøge templer eller andre helligdomme, tilrådes det (og nogle gange forlanges det), at tøjet dækker både skuldre og knæ, så man ikke støder den lokale befolkning. 

Ved visse muslimske helligdomme skal håret tildækkes. Tørklæder vil blive udleveret ved indgangen.

Man tager altid skoene af, før man besøger et tempel. Et par strømper kan være en god idé at medbringe til de meget kolde – eller meget varme – tempelgulve. Dog vil der være steder, hvor man skal være helt barfodet.

Når man besøger Taj Mahal, er det kun tilladt at medbringe sit kamera, og/ eller videokamera (der er afgifter for dette). Intet andet! Der udleveres inden besøget en lille flaske vand samt ”plastik-sutter” til at tage uden på skoene, når man går op på selve marmorfundamentet.

Som rejsende i Indien vil du uundgåeligt komme tæt på landets mange fattige. Tiggere og folk med alvorlige fysiske skavanker kan opleves mange steder, og det kan være hårdt at stå ansigt til ansigt med. Lyt til rejselederens råd, og giv aldrig penge til børnene.