Pas og visum Laos
Læs om pas og visum i forbindelse med rejser til Laos her.
Pas
Når du rejser med Albatros Travel skal dit pas være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemrejsen. Dette krav er i tilfælde af, at der skulle komme ændringer eller uforudsete hændelser på rejsen. Hvis du rejser med et pas der har under 6 måneders gyldighed, vil dette være på eget ansvar. Alle lande har deres egne regler for gyldigheden på passet og disse kan ses på UM’s hjemmeside:https://um.dk/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/pas-og-visum.
Børn skal være i besiddelse af eget pas uanset alder.
Er du ikke dansk statsborger, skal du undersøge, hvilke regler der gælder for dig. Det er dit ansvar at sørge for, at du har de korrekte rejsedokumenter, når du møder i lufthavnen.
Visum
Der er visumpligt ved indrejse til Laos. Ansøgningen skal udfyldes ved grænsen til Laos.
Statsborgere inden for EU kan få visum ved ankomst til Laos mod et gebyr på 30 US-dollars. Gebyret skal betales kontant. Husk derfor at veksle dette beløb hjemmefra og have det klar ved viseringen.
Statsborgere uden for EU henvises til Udenrigsministeriets hjemmeside for yderligere information.
Pasfoto
Der kræves ét pasfoto til udstedelse af visum. Det er derfor meget vigtigt at medbringe et pasfoto hjemmefra.
Pasfotoet skal opfylde de gældende krav til pasfotos samt følgende:
- Pasfotoet skal være på fotopapir
- Pasfotoet skal være i farver
- Pasfotoet skal måle 3,5 x 4,5 cm
- Pasfotoet må ikke være mere end 6 måneder gammelt