Rejs til Burma

Mennesker og okser vader rundt i mudder til knæene i grønne rismarker. Tykke bambusstammer i store bundter flyder stille ned ad Pegu-floden. Dresserede elefanter slæber tunge træstammer fra teak- og gummiplantager, og buddhistiske munke i bordeauxrøde dragter går rundt i gaderne med tomme madskåle, som befolkningen andægtigt fylder med ris. Vi er kommet til Burma, det store sydøstasiatiske land, der på godt og ondt har formået at forblive temmelig isoleret fra det internationale samfund.

Indbyggere 56,8 mio.
Hovedstad Naypyidaw
Sprog Burmesisk
Burmas flag er fra 2010, og står for solidaritet, fred og mod
Vidste du...
at tygning af betelnødder praktiseres af store dele af befolkningen? Betelnødderne bruges ikke kun som nydelsesmiddel, men er efter sigende også gode mod maveonder.
at mange burmesiske kvinder og børn smører en hvidgul pasta lavet af sandeltræ i ansigtet. Formålet er at beskytte mod solens stærke stråler samt at virke som insektmiddel.

Burmas historie

De fleste indbyggere i Burma tilhører verdens ældste form for buddhisme, theravada-buddhismen. Men der findes også stadig naturfolk, der bekender sig til traditionelle naturreligioner og åndedyrkning. Næsten alle burmesere dyrker astrologi ved siden af buddhismen og tror fuldt ud på de højt respekterede astrologer. Mange politiske beslutninger er gennem tiden blevet ændret eller opgivet på baggrund af en astrologs udtalelse. Burma har tidligere været opdelt i en række indbyrdes stridende stater og fyrstendømmer. Det samlede Burma hørte til Britisk Indien og fik sin selvstændighed i 1948. Herefter fulgte en kort periode med demokrati, indtil militærjuntaen overtog styringen i 1962. Juntaen har formået at holde sig på magten blandt andet ved at holde Nobelprismodtager og leder af oppositionspartiet Nationalligaen for demokrati, Aung San Suu Kyi, i husarrest i 15 år. I november 2015 blev Aung San Suu Kyi og Nationalligaen for demokrati den klare vinder af Burmas første relativt frie valg i 25 år, hvor en stor del af landets befolkning alligevel blev nægtet stemmeret, blandt andet en række muslimske minoriteter. Landets højt respekterede buddhistiske munke har flere gange stået i spidsen for folkets oprør. Blandt andet ved uafhængigheden i 1948 og ved voldsomme protester mod militærjuntaen i 2007. Burma blev i 1989 omdøbt til Myanmar, men ikke alle har taget det nye navn til sig.
Kuthodaw-pagoden i Mandalay

At rejse i Burma

På en rejse til Burma er der mere end nok at kaste sig over. Gør for eksempel som de lokale, og tag en madkurv med til Shwedagon-pagoden i Yangon (tidligere Rangoon) med det forgyldte tag og de store drageskulpturer. Bliv forundret over stilheden og den magiske atmosfære i den gamle ruinby Bagan med over 2.000 templer, pagoder og stupaer spredt ud over landskabet. Lad betagelsen overtage ved Kyaiktiyo eller ’Den Gyldne Klippe’, der er et af landets helligste buddhist-monumenter. Her står en ganske lille pagode på en kæmpe kampesten pakket ind i guld. Stenen balancerer på spidsen af klippen og ser ud som om, den kunne falde ned hvert øjeblik. Er man til eksotiske markeder med gode chancer for at gøre et vaskeægte fund, er den gamle hovedstad Mandalay eller byen Tachilek ved grænsen til Thailand de rette destinationer.
Tempelbyen Bagan dækker et område på 67 kvadratkilometer
Hvis man er interesseret i en ferie i naturens og de oprindelige stammefolks tegn, er der også råd for det. Burma har et helt net af fine vandrestier, der leder gennem bjerge, fyrreskove, plantager og landsbyer beboet af oprindelige stammer som fx padaung-stammen. Stammens kvinder er kendt for at have halsen pakket ind i utallige tætsiddende messingringe, der får halsen til at se længere og tyndere ud. I Shan-bjergene ved grænsen til Kina ligger den idylliske Inle-sø. På søens bredder og dens 17 øer bor Intha-folket, der i årtusinder har levet af at fiske i den pittoreske sø.
Huse ved Inle-søen
Del denne side