Fakta om Bangkok

Herunder kan du læse en række praktiske oplysninger i forbindelse med rejser til Bangkok.
  • Indbyggere 10,7 mio.
  • Grundlagt 1782
  • Sprog Thai
  • Religion Buddhisme, Hinduisme
  • Valuta Thai Baht
  • Højde over havoverfladen 3 meter

Værd at vide

Tidsforskel

Tidsforskellen mellem Danmark og Thailand varierer, alt efter om Danmark har sommer- eller vintertid:

Sommertid +5 timer
Vintertid +6 timer

Transport

Bus
Busser i Thailand har ikke helt den samme standard, som man kender fra Europa. Vi har naturligvis valgt den bedste kategori med aircondition, hvor det er muligt. Det skal dog nævnes, at flere busser har mindre sæder og begrænset benplads.

Tog
På togrejser vil vi rejse i den bedst mulige klasse. Der er stor forskel på de enkelte afgange, men vi bestræber os på at benytte de bedste forbindelser. Generelt skal du ikke forvente den store luksus, men togene er altid en oplevelse!

Fly
På vores rundrejser i Thailand, hvor vi benytter os af indenrigsfly, vil den danske rejseleder orientere rejsedeltagerne om praktiske forhold ved check-in i lufthavn samt flyvetid på den pågældende strækning.

Prisniveau

Et godt måltid i Bangkok  kan fås for ca. 50-60 kr., og hvad angår lommepenge, er det vores erfaring, at man kan klare sig for minimum 120-150 kr. per dag. Et sådant beløb kan dække drikkevarer, postkort, frimærker, is og drikkepenge, men tag ekstra med, hvis du planlægger at købe ting med hjem.

 
Drikkepenge

I Bangkok er drikkepenge almindelig praksis i turistbranchen. Det er normalt, at man som rejsende betaler drikkepenge til buschauffører, "bus boys", lokalguider, hotelpiccoloer, personalet på restauranter etc. Hver rejsedeltager bør regne med et beløb på 25-30 kr. per dag til fordeling mellem chauffører og lokalguider. Guider, som rejser med på hele eller dele af turen, gives typisk en lidt højere sats end de lokale guider, chauffører og "bus boys".

For den almindelige rejsende kan det være svært at vide, hvor meget de enkelte personer skal have. Men med 20-50 thailandske baht kommer man langt!

Nogle barer, caféer og natklubber samt restauranter på hoteller lægger 15 % i service charge oven i de givne priser. Dette vil fremgå af regningen.

Valuta og kreditkort

Den thailandske møntfod hedder baht (1 baht = 100 satang) og findes i 10, 20, 50, 100, 500 og 1.000 baht-sedler. Mønter findes i 25 og 50 satang samt i 1, 5 og 10 baht. Thailandske baht kan købes i Danmark. Alternativt kan veksling foretages i lufthavnen, banker, vekselkontorer og på de fleste hoteller. Husk at tælle pengene omhyggeligt.

Det er en god ide at have en passende mængde af 20- og 50-baht-sedler til at betale taxa, lokale handlende og til drikkepenge.

Du kan bruge Visa og MasterCard som betalingsmiddel på de fleste hoteller og restauranter samt til at hæve kontanter i hæveautomater.

 
Elektricitet

Thailand har ligesom Danmark 220 volt. Normalt er stikkene som i Danmark, men til tider kan der være forskellige typer. Det er derfor tilrådeligt at medbringe et adaptersæt med flere valgmuligheder.

 
 
Telefon og internet

Den internationale landekode for Thailand er +66. Det er dyrt at ringe hjem fra Thailand, check evt. med dit eget mobilteleselskab om dækning og priser for opkald, sms og brug af datatrafik i Thailand.

Internetcaféer findes efterhånden overalt i Thailand, men det er vores erfaring, at det kan være svært at finde tid til at besøge sådanne steder, undtagen på fridage eller efter endt program. De fleste hoteller i Thailand har internetservice, men forbindelsen er ikke altid lige så hurtig som i Danmark.

Drikkevand og hygiejne

I Thailand er hygiejnen bedre end mange andre steder i Asien, men stadig ikke på niveau med Vesteuropa.

Hoteller og større restauranter har moderne/vestlige toiletforhold. Ude på landet kan man dog komme ud for såkaldte pedaltoiletter og manglende toiletpapir. Standarden på offentlige toiletter eller i landområder kan også forekomme primitiv. Medbring selv toiletpapir eller en pakke intimservietter, og evt. hånddesinfektions-gel (fås bl.a. på danske apoteker). Så er behovet for vand ikke så påtrængende.

Vandet fra vandhanen er ikke sikkert at drikke i Thailand. Køb i stedet vand på flaske.

Takt og tone

Thailænderne er generelt meget åbne og tager mod turister med et smil og et "hello sir/madam". Det ligger ikke til thailænderne at rette på folk, og de går ud fra, at man som gæst selv har sat sig ind i, hvordan man opfører sig ved ankomsten til landet.

Selv om thailænderne generelt er vant til mange turister, forventes det, at man respekterer deres helligdomme og skikke med ærbødighed og korrekt påklædning.

Man tager skoene af, før man betræder et tempel, og husk at holde fødderne nede og aldrig vendt mod Buddhafigurer eller helligdomme, idet fødderne betragtes som urene. Man berører ikke og klatrer ikke på Buddhafigurer og historiske monumenter. Ikke alle steder må man fotografere, så vær derfor opmærksom på forbud. Man poserer heller ikke foran Buddhafigurer.

Thailænderne betragter det som uværdig og uanstændig opførsel, hvis man ikke er i stand til at kontrollere sig selv og sine følelser. Det vil sige, at man som turist ikke bør vise vrede eller blive ophidset. Kommer du i en situation, hvor du føler dig dårligt behandlet, kan du henvende dig til rejselederen, som kan hjælpe med at rede trådene ud.

Offentlige kys og kærtegn er upassende. Kropskontakt og holden i hånd er heller ikke velset, selv om det er almindeligt, at personer af samme køn ses hånd i hånd. Ligeledes bør man altid være tækkeligt påklædt. I de store turistområder er det dog accepteret at afvige fra normerne inde på hotelområderne. Rør aldrig en thailænder på hovedet. Det betragtes som uhøfligt, da håret er helligt.

Tiggere opleves i nogle områder, og naturligvis kan man give de gamle og de invalide en skilling, men ikke børn og unge mennesker – for ikke at skabe et marked for børnetiggeri. Hvis du vil give børnene noget, så giv dem shampoo, sæbe, blyanter eller kladdehæfter.

Rygning

Under al flyvning, tog- og bustransport er der rygeforbud. Der er dog ofte afmærkede områder i togene, hvor rygning er tilladt. Det er ulovligt at indføre og benytte e-cigaretter i Thailand.

Rejser til Bangkok

  • Khmerernes rige – Thailand, Cambodja og Vietnam

    Følg i fodsporene på khmerernes stolte højkultur gennem Thailand, Cambodja og Vietnam inkl. Angkor Wat og sejlads ad Mekongfloden til Mekongdeltaet

    4,8
    • 5 afrejser
    • 15 dage
    • Fra 19.998,–
    fra København
  • Thailand - rundrejse og badeferie

    Templer og paladser i Bangkok, den gamle hovedstad Ayutthaya, naturoplevelser ved floden Kwai og 6 dages badeferie på Koh Chang

    4,5
    • 23-02-2025
    • 15 dage
    • 17.998,–
    fra Billund
Kontakt os

Ring til os på
tlf. 36 98 98 98
og hør nærmere