Rejselederne beretter fra corona-land

Corona-statistik på japansk
Følg Albatros’ rejseledere i deres hverdag i en corona-nedlukket verden, hvor optimismen igen begynder at røre på sig

Danmark er som bekendt langt fra det eneste land, som lukkede grænser, butikker og de fleste andre aktiviteter ned i marts 2020. Og heldigvis heller ikke det eneste, der er begyndt at lukke op igen. Albatros’ rejseledere er spredt over hele kloden, og her beretter nogle af dem fra første parket om dagliglivet i en corona-hverdag.

Hvornår åbner Japan igen?

28. april 2020

Efter den første uge i maj vil jeg kunne komme med et mere klart svar på det spørgsmål. Japan har ligesom næsten hele resten af verden været lukket ned, men nu ser det ud til, at der grund til optimisme.

Der er heldigvis lys for enden af tunnelen. De seneste tal har vist et faldende antal corona-smittede med under 40 tilfælde i Tokyo – denne megaby med mere end 30 millioner indbyggere.

Rejselederens søn på cykeltur i Kyoto

Tunnelen på billedet er ikke kun en illustration af at tingene, er i bedring i Japan. Det er også en virkelig tunnel, som vi ser på to forskellige forskelige Albatros-rundrejser i Japan, ”Den store Japan-odyssé” og ”Geishaer, shoguner og samuraier”. Tunnelen leder ind til det verdensberømte kunstmuseum Miho-museet, som ligger ikke langt fra Kyoto. Bygningen er designet af ingen ringere end stjernearkitekten I.M. Pei, der også har tegnet glaspyramiden ved Louvre i Paris. Til Miho-museet fandt Pei inspiration i et maleri, der viser en ufremkommelig sti, som fører til en lysning i en skov. Pei sagde, at det skal føles som ”en god overraskelse”, når man er kommet til lyset gennem den mørke tunnel. Ligesom det forhåbentlig vil føles, når verden igen lukker op.

Der er lys for enden

Den 29. april starter en uge med flere helligdage, som fejres hvert år i Japan, Golden Week. Alle har glædet sig – især de arbejdende forældre, der får tid til at være sammen med deres børn. Golden Week bliver i år kaldt for Stay Home Week. Jeg vil vædde en kasse øl på, at Japan efter Stay Home Week begynder at åbne forsigtigt igen.

Kærlig hilsen
Tran Tran, Albatros’ mand i Japan

Se Albatros’ udvalg af rejser til Japan

Lys for enden af tunnelen i Vietnam

29. april 2020

Ja, det kunne lyde som titlen på en roman. Men lige nu er lys for enden af tunnelen den følelse, der spreder sig i Vietnam.

Vi skriver snart 1. maj, en dag som fejres mange steder i verden, og også i Vietnam. Datoen markerer i år også en anden vigtig begivenhed: den store åbning af Vietnam efter den verdensomspændende nedlukning. Skolerne i landets to største byer, Ho Chi Minh City og Hanoi, åbnes igen i begyndelsen af maj. En del erhvervsdrivende har åbnet deres butikker igen.

Flere seværdigheder og strande er nu igen åbne for lokale og herboende udlændinge. Indenrigsflyvning i Vietnam har været muligt i et stykke tid. Og hvem ved? Måske der også snart åbnes for udenrigsflyvninger? Langsomt og med små skridt ser det ud til, at dagligdagen vender tilbage til det normale. Det går absolut i den rigtige retning.

Der er meget at fejre til 1. maj i Vietnam i år

Vietnam er et af de få lande som indtil videre ikke har haft omkomne på grund af coronavirus. Det skyldes landets hurtige og drastiske skridt, hvor tusindvis er blevet sendt i karantæne. Myndighederne har opsporet alle de smittedes kontakter og sørget for, at også de er blevet testet og evt. isoleret. Der er blevet og bliver stadig testet meget, og alle, der ankom med fly fra udlandet, inden flyafgangene blev lukket ned, har måttet i 14 dages selvisolering, med eller uden symptomer. Strategien har virket. Vietnam har i skrivende stund haft under 300 smittede og mange af dem er blevet erklæret raske.

Skibene har ligget stille længe i Vietnam

Mange vietnamesere ser nu frem til den dag, hvor udenlandske besøgende til deres land vender tilbage. Og der er stadig masser, som lokker i dette vidunderlige land: flotte strande, smuk og mangfoldig natur, spændende kultur, interessant og omfangsrig historie, fremragende gastronomi og ikke mindst en fantastisk venlig og imødekommende befolkning sammensat af 54  forskellige farverige befolkningsgrupper. Alt sammen noget, vi i Albatros emmer af begejstring for at vise jer, når det igen bliver muligt at rejse. Lyset for enden af tunnelen bliver kraftigere og kraftigere for hver dag, og snart er vi ude i dagslyset igen.

Jens Erik, Albatros-rejseleder i Vietnam

Se alle vores rejser til Vietnam

Så er der post!

Rapport fra Sydafrika

27. april 2020

Her til maj bliver der lettet på restriktionerne i Sydafrika, og landet går fra risikoniveau 5 til risikoniveau 4. Børnene skal tilbage i skole, og det arbejdende folk tilbage til deres job. Men det kommer formodentligt til at tage et stykke tid endnu, før vi kan bevæge os helt frit i dette smukke land.

Det, jeg savner mest lige nu, er muligheden for at rejse ud i bushen eller ned til kysten, til det lune Indiske Ocean. Jeg har seks timer i bil til både Kruger Nationalpark og Durban ved Det Indiske Ocean fra Johannesburg, som har været mit hjem siden 2010. Begge er fantastiske destinationer.

Næsehorn i Kruger Nationalpark

Min sydafrikanske mand og jeg besøger mindst et par vildtreservater hvert år, og der findes masser af interessante reservater rundt omkring i landet. Uanset om man tager på safari for første gang eller gang nummer 117, så er der noget nyt at opleve, og Albatros has Sydafrika-rejser til alle interesser.

Til august planlægger vi en tur til Albatros’ egne dejlige og velplacerede safaricamp Khoka Moya i Manyeleti-reservatet inde i Kruger Nationalpark. Vi var der også sidste år og oplevede bushen og dens dyr på helt nært hold. En dag talte vi os frem til 18 løver i en enkelt flok!

Khoka Moya Camp ligger midt ude i bushen

Hvis vi kan rejse rundt i Sydafrika til juni tager vi nok en tur til Durban i provinsen KwaZulu Natal. Vinteren i tropiske Durban ligner en skandinavisk sommer, selv om lokalbefolkningen synes, vi er gale, når vi bader i 20 grader varmt havvand.

Så snart landet åbner, håber jeg, at så mange som muligt kommer til Sydafrika. Her er noget for de allerfleste: safari, badeferie, storbyer, vingårde, interessant historie og meget venlige og gæstfrie mennesker.

Mange hilsner fra Kajsa i Johannesburg

Se alle Albatros’ rejser til Sydafrika

Tropestemning ved Durban

Mexico i en coronatid

27. april 2020

Hermed en hilsen fra Zihuatanejo i Mexico. Her er det 29° og solskin. Jeg sidder lige nu ”fast” i Mexico – ikke helt imod min vilje, så det er helt fint.

Mexico er verdens bedste land takket være alle de vidunderlige mennesker, som er glade, positive, optimistiske, hjælpsomme og generøse – selv dem som har det svært, og det er ganske mange. Det er de fattigste, som har det sværest lige nu. Hoteller og restauranter er lukkede, og det lavtlønnede servicepersonale mister deres job og deres indkomst. Men man hjælper hinanden, Mexico er et solidarisk land.

Coronakrisen går hårdt ud over Mexicos lavtlønnede

Jeg er stolt over, hvordan mexicanerne håndterer pandemien. Skoler, idrætspladser og kulturinstitutioner har alt sammen været lukket ned siden marts. Restauranter må kun sælge take-away. Apoteker og supermarkeder har åbent, men de fleste andre butikker er lukket. Alle strande er lukkede, men man må gerne gå tur langs havet frem til klokken ni om morgenen. Det passer fint for mig, som står op med solen. Flere og flere går med mundbind, gode råd og henstillinger findes overalt – i aviser, radio, tv og som plakater hængt op på vægge. En bil kører rundt i byerne med højttalere og opfordrer folk til at blive indendørs. Så må vi se, om det er nok, til at holde virussen under kontrol.

En vagt uddeler håndsprit ved indgangen til supermarkedet

Mexico er et vidunderligt land, og jeg stortrives. Her er høje bjerge med sneklædte tinder, jungle, ørkenlandskaber og hele to oceaner. Her er spændende madkultur og alle tænkelige frugter – lige nu er det mangosæson her i Zihuatanejo. Her er smukke kolonibyer og travle metropoler. Og Mexico er et kulturland, som slår de fleste andre. Landet har fostret kunstnere som Diego Rivera, Frida Kahlo og mange flere, arkitekteter, forfattere og filmskabere i verdensklasse og et stort antal indianerkulturer med arkæologiske ruinbyer på UNESCO’s verdensarvsliste.

Friske mangoer fra Zihuatanejo

Jeg arbejder også som rejseleder i forskellige europæiske lande, og her kan jeg ikke lade være med at tage et lille sidespor og fortælle om Mexico og om rundrejsen ”Viva Mexico”. Jeg plejer at kalde den for verdens bedste turistrejse, fordi den indeholder så meget. Det eneste problem med ”Viva Mexico” er, at den er for kort.

Hilsner fra Mexico!
Stellan Danielsson

Læs mere om ”Viva Mexico” og vores andre rejser til Mexico

Viva Mexico!