Spørgsmål og svar om rejser og corona

Nedenfor har vi samlet nogle af tidens mest almindelige spørgsmål om rejser. Hvis du fortsat savner svar efter at have læst disse, er du naturligvis velkommen til at kontakte os.

Hvordan er jeg stillet, hvis jeg køber en rejse nu?

Hos Albatros Travel følger vi altid de anbefalinger, som Udenrigsministeriet og andre myndigheder kommer med – dette omfatter naturligvis også anbefalinger fra myndighederne i de lande, vi arrangerer rejser til.  Albatros Travel gennemfører derfor ikke rejser, hvis myndighederne vurderer, at det ikke er forsvarligt at rejse til det pågældende land på det planlagte afrejsetidspunkt. Skulle din rejse blive indstillet i den forbindelse, tilbagebetaler vi dig naturligvis dine penge hurtigst muligt – og i hvert fald inden for 14 dage.

Når du køber din rejse hos Albatros Travel, er du beskyttet af Lov om pakkerejser, ligesom du kan føle dig tryg ved at vide, at vi som rejsearrangør er registreret i Rejsegarantifonden.

Derudover tilbyder vi en tryghedsgaranti, der giver dig særlige fleksible vilkår for ændring og afbestilling af vores rejser – se mere om dette her.

Hvad koster det, hvis jeg fortryder mit køb?

For at skabe ekstra tryghed omkring det at købe en rejse i disse noget uforudsigelige tider, har vi som nævnt ovenfor indført en tryghedsgaranti. Tryghedsgarantien gælder afhængigt af, hvornår du har bestilt, og hvornår du skal rejse. Fra du bestiller rejsen og 60 dage frem kan du ombestemme dig og bestille en anden rejse, eller få dit depositum retur. Se nærmere om vilkår for tryghedsgaranti her.

Der vil dog være enkelte rejser, hvor vi ikke har mulighed for at tilbyde denne garanti – her vil det i så fald være vores normale afbestillingsvilkår, der gælder.

Hvad sker der, hvis min rejse bliver aflyst?

Skulle vi blive nødt til at aflyse din rejse, så vil du naturligvis få dine indbetalte penge tilbage inden for 14 dage.

Hvad kommer det til at betyde for mig, hvis jeg kort tid før rejsen bliver smittet med COVID-19?

Vi vil anbefale alle vores gæster, at de sammen med deres rejsebestilling tilkøber Goudas afbestillingsforsikring, da denne dækker i tilfælde af, at man skulle blive testet positiv for COVID-19 i tiden op til afrejse. Læs mere om Goudas forsikringsprodukter her

Har du ikke tegnet en afbestillingsforsikring, der dækker i tilfælde af, at du bliver testet positiv for COVID-19, vil rejsen skulle afbestilles efter Albatros Travels normale afbestillingsvilkår.

Vil det være et krav, at jeg har et vaccinationspas/- attest for at kunne rejse fremover?

Allerede i dag er det et krav i flere lande, at den rejsende skal fremvise en negativ COVID-19 test ved indrejse. Samtidig arbejdes der på at indføre et fælles EU-system, et digitalt vaccinationspas, der på sigt vil kunne anvendes ved indrejse til de øvrige EU-lande. For dem, der ikke er vaccineret, vil det formentlig være tilstrækkeligt at kunne fremvise en negativ COVID-19 test eller en antigentest for at kunne gøre indrejse. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at du løbende følger med i rejsevejledningen for det land, som din rejse går til, så du er opdateret på, hvilke indrejserestriktioner, der må gælde inden afrejse. Se Udenrigsministeriets rejsevejledninger her.

Hvad sker der, hvis jeg eller en af mine medrejsende ikke har de krævede indrejsedokumenter – for eksempel et vaccinationspas – når vi skal rejse?

Det er den rejsendes ansvar at sørge for at være i besiddelse af de indrejsedokumenter, der kræves på rejsemålet. Er det ikke muligt for den rejsende at fremskaffe sådanne indrejsedokumenter inden afrejse, vil en afbestilling af rejsen skulle gøres efter Albatros Travels almindelige afbestillingsvilkår.

Det må dog forventes, at det vil være muligt at gøre indrejse med en negativ COVID-19 test til de fleste rejsemål, men det afhænger helt af de gældende indrejsekrav på afrejsetidspunktet.

Hvad sker der, hvis et land kræver vaccinationspas/-attest, og jeg ikke har kunnet nå at blive vaccineret inden min rejse?

Skulle ovenstående være scenariet kan en negativ COVID-19 test muligvis alligevel give ret til indrejse til det pågældende rejsemål. Men, igen, det vil altid være de gældende indrejsekrav på afrejsetidspunktet, der er afgørende, hvorfor vi ikke på forhånd kan sige noget generelt omkring dette.

Hvad hvis jeg har haft COVID-19 – vil en attest på dette være tilstrækkeligt?

Det afhænger helt af, hvad der gælder for det rejsemål, som du skal besøge på afrejsetidspunktet. Det er muligt, at du desuden skal tage en COVID-19 test for at være sikker på, at du ikke er smittebærer, ligesom det i dag er tilfældet for mange lande.

Hvordan ser jeg, om der kommer indrejseændringer, der vil påvirke min rejse?

45 dage før afrejse vil du modtage en mail fra os, hvor vi informerer dig om, hvilke indrejsekrav, der på dette tidspunkt er gældende for din rejse. Derefter bedes du selv holde øje med eventuelle nye krav eller restriktioner, som påvirker din rejse. Følg derfor løbende med i Udenrigsministeriets rejsevejledning for dit rejsemål, så du er på forkant med eventuelle ændringer i indrejsekravene. Se Udenrigsministeriets rejsevejledninger her.

Hvordan kan jeg mærke, at I har fokus på min tryghed under rejsen?

Uanset, hvor i verden din rejse går til, så arbejder vi konstant på at gøre rejsen så sikker som mulig. Vi kræver blandt andet, at alle vores rejseledere har gennemført WHO’s kursus i begrænsning af smitte med coronavirus og har modtaget et certifikat herfor, inden de rejser ud med vores gæster.

Læs mere her om, hvilke andre tiltag, vi har gjort for at minimere smitte med coronavirus under rejsen.

Hvordan sikrer jeg mig bedst, hvis jeg bliver syg og kommer i karantæne på rejsemålet?

Som altid er det vigtigt at have tegnet en rigtig god rejseforsikring inden du rejser, så du sparer dig selv og dine medrejsende for unødige problemer. Du bør sikre dig, at den forsikring, du tegner, indeholder dækning i tilfælde af, at du skulle blive syg med COVID-19 under rejsen. Albatros Travel anbefaler i den forbindelse Goudas rejseforsikring, som enten dækker helt eller supplerer din nuværende forsikring. Læs mere om Goudas forsikringsprodukter her.