Status på corona-situationen hos Albatros

Fredag den 13. marts kommer formentlig til at gå over i historien, om ikke som rejsebranchens, så dog som Albatros’ sorte fredag

Vi vidste naturligvis allerede, hvor det bar hen, men den forholdsvist ultimative melding om, at alle danskere i udlandet skulle hjem, gjorde udslaget. Den kom sent fredag eftermiddag, hvor alle flyselskaber havde lukket ned for weekenden, og der ikke længere var mulighed for at komme i kontakt med selskabernes gruppeafdelinger, som vi normalt er helt afhængige af.

I løbet af lørdagen blev det specificeret, at der ikke var tale om en evakuering, men at folk skulle tage det roligt på destinationerne og benytte den planlagte hjemrejse til eventuelt at tale med flyselskab eller rejsebureau. Denne melding betyder i praksis, at det er op til folk selv at skaffe sig hjem.

Vi kunne dog hurtigt se, at situationen skærpedes fordi flere og flere flyafgange blev aflyst, lufthavnene og grænserne lukkede. Derfor gik vi omgående i gang med at lokalisere alle rejsende og grupper i udlandet og forsøgte at prioritere problemerne. Desværre havde vi fortsat ingen hjælp fra flyselskaberne, og havde kun mulighed for at booke hver enkelt passager individuelt, på hvad som helst tilgængeligt, for vores egen regning (i det mindste indtil videre). Det gav selvsagt et enormt arbejdspres for hele virksomheden, og efterhånden som vi fandt løsninger, viste det sig hurtigt, at mange løsninger gav nye problemer. Selvom mange rejsende fik nye flybilletter og bekræftede hjemrejser, skete der og sker der fortsat strandinger undervejs, fordi der er sket nye aflysninger og lukninger i mellemtiden.

Mildt sagt, hersker der kaos omkring os, hvor end vi vender hovedet. Heldigvis lykkes det os at løse de fleste problemer som opstår, men vi er bogstavelig talt lagt ned, og har ikke tid, kræfter eller overskud til noget som helst andet end at få flest muligt hjem, inden vinduet lukker helt til.

Vi kommer ikke til at besvare spørgsmål om fremtidige grupper og aflysninger i denne uge, men man kan som udgangspunkt regne med, at der ikke er afrejser på denne side af påsken og nok også et godt stykke tid herefter.

16. marts meldte vores hårdtarbejdende og professionelle brancheforening ud, at de opfordrer alle danske rejsebureauer til midlertidigt at suspendere den normalt gældende 14 dages regel om tilbagebetaling af rejsens pris, når rejser frarådes fra officiel side.

Albatros bakker op om forslaget og tilkendegiver hermed støtte til regeringens ønske og forsikring om, at bevare danske arbejdspladser og en rejsebranche på den anden side af Covid-19’s hærgen.

Som Danmarks Rejsebureau Forening gør rede for i deres pressemeddelelse, så er rejsearrangører underlagt love og regler, der gør dem ekstraordinært udsatte under denne krise. En kombination af manglende omsætning og indtjening, annullering af rejser og tab af indtjening, manglende refundering fra underleverandører og omkostninger i forbindelse med ekstraordinære hjemrejser skaber naturligvis et voldsomt pres på økonomien hos den enkelte rejsearrangør. Lige nu afventer vi og hele branchen, hvilke tiltag regeringen forbereder med henblik på at undgå det totale kollaps. Klik her for at læse DRFs pressemeddelelse

Vi vender tilbage til jer, når der er klarhed over, hvordan vi som branche skal håndtere denne på alle måder helt ekstraordinære situation, og beder jer have forståelse for, at vi ikke har mulighed for at drøfte individuelle henvendelser omkring denne situation.

Vi kommer ikke til at besvare spørgsmål om fremtidige grupper og aflysninger i denne uge, men man kan som udgangspunkt regne med, at der ikke er afrejser på denne side af påsken og nok også et godt stykke tid herefter.

Klik her og læs Information on coronavirus fra Albatros Travel

Opdateret 18/3 kl. 11