A Land Down Under – kultur, krydstogt og natur

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

En rejse med alt, hvad hjertet kan begære af komfort og oplevelser. Nyd et smukt krydstogt med høj komfort og oplevelser i Australien og New Zealand

Rejs om på den anden side af jorden, og få det hele med på denne rejse, der er en enestående kombination af vidunderlige krydstogtdestinationer og oplevelser om bord på skibet Norwegian Spirit. Vi kommer langt omkring og nævner i flæng: New Zealands største by, Auckland, Tasmanien, nordøens naturskønne Bay of Plenty, Sydney med Operahuset og sydøens Dunedin. Undervejs sørger vores danske rejseleder for, at du får det hele med og er i godt selskab.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta AUD og NZD

Dagsprogram 17 dage
Dag 1–2
Afrejse med fly fra København
Dag 3
Ankomst til Auckland, New Zealand. Byrundtur med Auckland Museum. Maori kultur og Sky tower
Dag 4
Tauranga, New Zealand. Mulighed for udflugt til Rotorua med maorikultur og gejsere
Dag 5
Napier. En dag til egne oplevelser
Dag 6
Wellington, New Zealand. Byrundtur med rejselederen inkl. Den botaniske have
Dag 7
Lyttelton, New Zealand. Mulighed for udflugt til Christchurch inkl. Det Internationale Antarktiscenter
Dag 8
Dunedin, New Zealand. Mulighed for byrundtur og udflugt til Otago-halvøen
Dag 9–10
På havet mod Australien
Dag 11
Burnie, Tasmanien. Mulighed for naturskøn køretur langs kysten
Dag 12–13
Melbourne, Australien. Guldfeberbyen Souvereign Hill og australiens fauna
Dag 14
Eden, Australien. En dag på egen hånd i hyggelige omgivelser
Dag 15
Sydney, Australien. Heldagsudflugt til Blue Mountains
Dag 16
Sydney, Australien. Byrundtur inkl. havnerundfart med frokost og Operahuset og hjemrejse
Dag 17
Ankomst til Danmark

Norwegian Spirit

Skibet kan rumme lidt over 2.000 gæster, og om bord kan du nyde en lang række spændende faciliteter herunder swimmingpool, jacuzzi og et fitnesscenter.

Les mer om skipet her: https://www.ncl.com/fr/en/cruise-ship/spirit

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1–2
Afrejse med fly fra København

Vi letter fra København med kursen sat mod Auckland.

Dag 3
Ankomst til Auckland, New Zealand. Byrundtur med Auckland Museum. Maori kultur og Sky tower Afsejling kl. 18.00

Vi ankommer til Auckland med fly tidligt om morgenen og efter den lange flyrejse er det blevet tid til morgenmad og et formiddagshvil. Vi kører derfor på hotel, hvor du kan få stillet din sult, tage en blund og et bad inden vi tager på byrundtur rund i New Zealands største by.

Med sine cirka 1,3 millioner indbyggere er Auckland hjem for knap en tredjedel af New Zealands befolkning. Byen ligger placeret på en smal landtange med vand på begge sider – Stillehavet mod øst og Det Tasmanske Hav mod vest – og er et sandt mekka for sejlsportsfolk. Byen bliver da heller ikke kaldt for ”City of Sails” uden grund. Her er det reglen nærmere end undtagelsen, at man har sejlbåd eller dyrker anden form for vandsport. Auckland er bygget på 50 udslukte vulkaner, og mens de fleste af dem i dag blot fremstår som små, grønne bakketoppe eller helt er fjernet, så troner de tre største – Mount Albert, Mount Eden og One Tree Hill – over landskabet og er populære udsigtspunkter.

Undervejs på udflugten oplever vi blandt andet den hyggelige forstad Parnell, der med sine gamle, fint restaurerede huse og de mange gallerier og kunsthåndværkerbutikker er en smuk, kunstnerisk oase midt i storbyen. Vi skal efterfølgende besøge Auckland Museum, hvor vi lærer om alt fra New Zealands unikke geografi til krigshistorie og de omkringliggende øers historie. Efterfølgende vil Maorierne tage os med på en rejse gennem deres ritualer, danse og forfædres historier. Det får vi igennem den mest berømte Maori-dans der hedder ”the Haka”. Inden vi skal nyde byen på egen hånd skal vi opleve det 328-meter høje Sky Tower, hvor man fra 52. etage kan nyde en 360-grader panoramaudsigt ud over hele byen, Hauraki-bugten og Manukau-havnen.
Vores udflugt slutter ved havnen, hvor det er blevet tid til at gå om bord på det dejlige krydstogtskib Norwegian Spirit, der skal være vores hjem i de kommende mange dage. Efter pmbordstigningen spiser vi vores første middag sammen om bord og kan se frem til en rejse fuld af oplevelser.

Dag 4
Tauranga, New Zealand. Mulighed for udflugt til Rotorua med maorikultur og gejsere Ankomst kl. 07.00, afsejling kl. 16.00

Skibet er nu nået frem til Bay of Plenty-området og Tauranga, som i dag er hjemsted for en af landets vigtigste eksporthavne. Et travlt og energisk omdrejningspunkt, der ligger ved Maunganui-bjerget, et af maoriernes mest hellige steder.

På dagens Albatrosudflugt kører vi fra Tauranga, ind i landet mod et af Nordøens vigtigste centre for maorikulturen: byen Rotorua. Undergrunden syder og bobler på disse kanter med gejsere, kogende mudder og svovlholdige kilder. Bay of Plenty-området har altid spillet en stor rolle i maoriernes historie, da det var her, de første maorier slog sig ned. Stedet var ligeledes skueplads for mange af de krige og slag, der fandt sted mellem maorierne og de europæiske nybyggere. Turen hertil går gennem utroligt smukke landskaber med bjerge og grønne urskove. Lidt nord for Rotorua får vi indblik i New Zealands vigtigste erhverv, nemlig fårehold, på landbrugscenteret Agrodome, hvor vi blandt andet ser, hvordan et får bliver klippet – en rutineret fåreklipper kan gøre det lynhurtigt.

Herefter skal vi en tur op i højderne, når vi tager svævebanen Skyline Gondola op til restauranten Skyline, hvor der venter os en dejlig frokostbuffet og en eventyrlig udsigt.

Vores tur fortsætter til det termiske område Te Puia, hvor vi blandt andet skal se New Zealands højeste gejser, der springer to til tre gange i timen. Hvert udbrud varer temmelig længe, så man har god mulighed for at få det hele med. Ud over gejseren er der adskillige varme kilder, mudderpøle, farvestrålende aflejringer og frodigt grønt i Te Puia-området.Vi skal også lære mere om maoriernes enestående kultur, når vi blandt andet ser en kopi af en traditionel maori-landsby og besøger det lokale institut, hvor unge maorier lærer det traditionelle træudskærings-håndværk. Til sidst går turen tilbage til Tauranga, hvor vi sætter vi kursen videre på vores odyssé.

Dag 5
Napier. En dag til egne oplevelser Ankomst kl. 09.00, afsejling kl. 18.00

Vi ankommer til den rolige og hyggelige by Napier. Napier blev ødelagt af et jordskælv i 1931 med en styrke på 7,9 på Richterskalaen, men blev genopbygget i den specielle Art Deco-stil, som var moderne i 20’erne og 30’erne. Det er de rene geometriske linier og neonfarverne, der er kendetegnende for byen. Samtidig kan man her bryste sig af at have det højeste antal solskinstimer årligt i New Zealand. Noget, som har gjort området til et vigtigt vinområde.

Dagen er til fri disposition. Man kan vælge enten at deltage i en af de mange udflugter, skibet arrangerer (tilmelding og betaling ombord), eller bruge dagen på egen hånd. Vores danske rejseleder er naturligvis gerne behjælpelig med forslag til, hvordan man kan bruge dagen.

Dag 6
Wellington, New Zealand. Byrundtur med rejselederen inkl. Den botaniske have Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 18.00

Vi er nu fremme ved Wellington på sydspidsen af Nordøen. Wellington har en lang og farverig historie. Maorierne, New Zealands oprindelige befolkning, kom hertil fra Polynesien i 1300-tallet. Langs Wellingtons sydkyst har man fundet nogle af landets ældste maori-bosættelser, der kan dateres cirka 650 år tilbage i tiden. Byens oprindelige navn på maori-sprog var Te Whanga Nui a Tara, men med europæernes ankomst – de europæiske bosættere kom hertil med skibet Aurora den 22. januar 1840 – gik der ikke længe, inden byen fik nyt navn.

Wellington blev i 1865 valgt som New Zealands hovedstad for at danne et midtpunkt mellem Nord- og Sydøen. Beliggenheden ud til James Cook-strædet, der deler øerne, har givet byen øgenavnet Windy Wellington, da der ofte står en strid blæst ind over byen. Det har dog ikke afskrækket folk fra at søge dertil, for byen ligger i grønne omgivelser omgivet af smukke bugter, og op ad bjergsiderne omkring byen ligger flotte villaer med en sjælden god udsigt over byen og James Cook-strædet.

Wellington er hovedsæde for New Zealands voksende filmindustri, og en del af filmtriologien ”Ringenes Herre” er indspillet omkring byen.

Rejselederen tager på en selvkomponeret byrundtur hvor vi starter i den botaniske have, hvor vi blandt andet skal se rosenhaven Lady Norwood Rose Garden, der er hjemsted for mere end 1.200 forskellige slags roser. Når vi har nydt haven og udsigten, tager vi kabelbanen (ikke inkluderet, beregn ca. 9 NZD per person) ned til byen, hvor vi bl.a. skal se Old St. Pauls kirke, som er et af New Zealands bedste eksempler på gotisk koloniarkitektur. Vores vej går også forbi de storslåede parlamentsbygninger, og hvis tiden tillader det, besøger vi Te Papa, New Zealands Nationalmuseum.

Dag 7
Lyttelton, New Zealand. Mulighed for udflugt til Christchurch inkl. Det Internationale Antarktiscenter Ankomst kl. 08.00, afsejling kl. 18.00

Vi lægger i dag til i Lyllelton, og dagens Albatrostilbud er en udflugt til Christchurch. Med 350.000 indbyggere er Christchurch Sydøens største by. Siden 1950’erne har Christchurch været centrum for Operation Big Freeze, hvor amerikanske fly og skibe benytter Christchurch som mellemstation i forbindelse med ekspeditioner til Antarktis. Men byens tætte bånd til Antarktis går meget længere tilbage end dette; blandt andet benyttede den engelske opdagelsesrejsende Robert Falcon Scott og polarforskeren Ernest Shackleton havnen i Lyttelton i forbindelse med deres Antarktis-ekpeditioner. I februar 2011 blev Christchurch ramt af et voldsomt jordskælv, og restaureringsarbejdet er stadig i gang. Vi besøger blandt andet Det Internationale Antarktiscenter, Botanisk Have og den spændende Cashel Mall – et lille indkøbscenter, hvor butikkerne er indrettet i ombyggede containere.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 8
Dunedin, New Zealand. Mulighed for byrundtur og udflugt til Otago-halvøen Ankomst kl. 07.00, afsejling kl. 17.00

Om morgenen lægger vi til kaj i Port Chalmers, Dunedins havn i det sydøstlige hjørne af Sydøen. Bynavnet Dunedin er det gamle keltiske navn for Edinburgh, og Dunedin er da også grundlagt af skotter i midten af 1800-tallet. Da der i 1860’erne blev gjort guldfund i bjergområderne på Sydøen, udløstes en sand guldfeber. Dette blev starten på opgangstider for Dunedin, og i mange år var den New Zealands rigeste by. Landets første universitet blev i øvrigt grundlagt i Dunedin. Senere blev havnen det økonomiske omdrejningspunkt for hvalfangst og transport, og også i dag er byen med de cirka 120.000 indbyggere driftig.

Ud for Dunedin ligger Otago-halvøen, som er et sandt slaraffenland for dyreelskere. Her finder man kolonier af blandt andet albatrosser, pingviner, newzealandske pelssæler og søløver. Har du købt udflugtspakken, kan du i dag komme med på en spændende heldagsudflugt i Dunedin og omegn, inklusive Otago-halvøen. Vi starter ud i Dunedins centrum, hvor vi blandt andet ser byens store ottekantede plads, The Octagon. På pladsen ligger byens domkirke, og foran denne troner en statue af Robert Burns (1759-1796), Skotlands store nationalskjald.

Herefter sætter vi kursen ud af Dunedin og ind i det såkaldte Town Belt, et smukt grønt bælte, der omgiver byen. The Town Belt, der blev planlagt af byens skotske grundlæggere, har et samlet areal på mere end 200 hektar og består af både tæt grøn skov og åbne parkområder. Vi lægger også vejen forbi det velrenommerede University of Otago, New Zealands første universitet, som blev grundlagt i 1869. Og vi skal se en lille lokal kuriositet, Baldwin Street, som har en imponerende hældning på hele 38 grader. Dette har udløst titlen som verdens stejleste gade – og en placering i Guinness Rekordbog. Hvert år i februar bliver der i forbindelse med Dunedin Festival afholdt et væddeløb op og ned ad den stejle gade.

Vi nyder herefter en lille frokostpause (frokost er for egen regning), inden vi sætter kursen videre mod Otago-halvøen. Her skal vi se New Zealands eneste borg, Larnach Castle, som troner på det højeste punkt på halvøen. Borgen stod færdig i 1871, og bygherren var den lokale købmand og politiker William Larnach. Vi går på opdagelse i borgens indre og tager en gåtur i den smukt anlagte have, hvorfra vi nyder den fantastiske udsigt ud over hele halvøen. Herefter kører vi videre til Taiaroa Head på spidsen af Otago-halvøen, hvor vi skal opleve verdens eneste fastlandskoloni af kongealbatrosser. Der er adgang til kolonien fra Royal Albatross Centre, og her nyder vi synet af de majestætiske fugle, som kan få et vingefang på over tre meter. Kongealbatrosserne er elegante glideflyvere og kan holde sig i luften i timevis med næsten ubevægelige vinger. Efter vores møde med kongealbatrossen kører vi tilbage til Dunedin og skibet.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 9–10
På havet mod Australien

Mens kursen er sat mod skønne Australien, er der rig mulighed for at nyde de næste dage i dit helt eget tempo og benytte dig af lejligheden til at gøre brug af de mange dejlige faciliteter ombord på skibet. Måske skal du også nyde en stille stund med en god bog?

Dag 11
Burnie, Tasmanien. Mulighed for naturskøn køretur langs kysten Ankomst kl. 09.00, afsejling kl. 17.00

Vi er nu sejlet ind i strædet Bass Strait, som er det farvand, der ligger mellem Tasmanien og det australske fastland. Strædet har et velfortjent ry som en af de mest forræderiske havområder i verden, for kombinationen af lavt vand (kun ca. 60 m dybde), havstrømmene og vejrsystemerne har bragt mangt en søfart til en alt for tidlig afslutning. Kysterne i delstaten Victoria og Tasmanien er fyldt med hundredvis af registrerede skibsvrag. For de skibe, der satte deres lid til ”de brølende fyrrer”, som er kælenavnet for det ofte stormfyldte vestenvindsbælte på 40-50 graders sydlig bredde, var ruten gennem Bass Strait 600 sømil kortere end rejsen omkring Tasmaniens sydspids. Desværre var området spækket med øer, sandbanker, koralrev og ukendte klipperrev. Det var først i 1841, efter den første af en række undersøgelser, begyndte at anbefale navigationshjælpemidler og påbegyndte konstruktionen af fyrtårne langs kysterne.

Heldigvis sejler vi på et skib, som har noget af verdens mest moderne navigationsudstyr installeret, og vores kyndige kaptajn og den øvrige besætning på broen har fuldkommen styr på sejlruterne. Derfor kan vi i dag med ro i maven lægge til i byen Burnie, som er Tasmaniens fjerde største by. Burnie er omgivet af førsteklasses landbrugsjord og er samtidig porten til det naturskønne nordvestlige Tasmanien, som er rigt på maleriske landsbyer, gårde og historiske huse. Længere inde i landet finder man regnskoven og ørkenen i Cradle Mountain National Park, som er på UNESCO’s liste over verdensarv.

Dagens albatrosudflugt er en køretur gennem det fantastiske landskab på den tasmanske nordkyst, hvor vi naturligvis gør holdt, når den perfekte fotolejlighed byder sig. Vores vej går forbi forrevne klipper og fantastiske strande og undervejs langs den kystnære Bass Highway hører vi historier om, hvordan det er at bo og leve her i denne fjerntliggende, men lille stykke af Paradis i den måske smukkeste del af Tasmanien.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 12–13
Melbourne, Australien. Guldfeberbyen Souvereign Hill og australiens fauna Ankomst dag 11 kl. 08.00, afsejling dag 12 kl. 12.00

Melbourne er Australiens næststørste by. Byen har vundet flere priser for at være Australiens bedste by at bo i og den har en dejlig atmosfære. Melbourne er hip og afslappet, livlig og kreativ og en stor del af de 3,7 millioner indbyggere bevæger sig rundt i byen på cykel eller med sporvogn. Melbourne er multikulturel og det kommer særligt til udtryk på restauranterne, hvor man kan nyde spændende retter fra hele verden lavet af på friske råvarer fra land og vand.

I hjertet af byen finder man Federation Square. På denne plads findes masser af restauranter, caféer og barer og når de store internationale sportsbegivenheder, der finder sted i Melbourne, afvikles, vises de på pladsens storskærme. Det gælder både det årlige Formel 1 løb og tennisturneringen Australian Open, som spilles hvert år i januar.

På den livlige gågade Bourke Street og the Royal Arcade, en af de ældste arkader i Australien og kendt for sit elegante interiør, kan man gå på shopping, kigge på vinduer eller mennesker alt efter hvad lysten og pengepungen tillader.

På dagens albatrosudflugt tager vi en tur tilbage i tiden til dengang Australiens guldmineæra var på sit højeste. Vi skal nemlig til guldfeberbyen Sovereign Hill, hvor vi kan se og opleve minearbejderlivets glæder, sorger og hverdag her på frilandsmuseet. Alle bygningerne er velbevarede og puster liv i stemningen fra en svunden æra.
Vi drager videre til den charmerende by Ballarat. Vi tager til byens flotte safaripark, hvor vi skasl opleve den australske fauna med fritgående kænguruer, emuer, tasmanske djævle og koalaer.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 14
Eden, Australien. En dag på egen hånd i hyggelige omgivelser Ankomst kl. 10.00, afsejling kl. 16.00

Skibet lægger i dag til i den hyggelige lille by med det paradisisk klingende navn Eden på den australske Sapphire Coast. Her er kun ca. 3.100 indbyggere, som ud over fra turismen henter deres indkomst fra fiskeri. Frem til 1930 var det dog ikke havets småfrugter, man gik efter, men derimod det noget større bytte: hvalen. På byens spækhuggermuseum kan man tilmed høre den mærkværdige og drabelige historie om, hvordan spækhuggeren Old Tom ledede en gruppe spækhuggere i at yde assistance til lokale hvalfangere ved at drive andre valer ind i havnen og bistå hvalfangeren med at slå dem ihjel. Old Toms skelet er i øvrigt en af udstillingsgenstandene.

Brug dagen på et museumsbesøg med rejselederen (entré er ikke inkluderet) eller sæt dig på en af de lokale restauranter og spis en lækker frokost (ikke inkluderet) med udsigt over havet eller noget helt tredje. 

Dag 15
Sydney, Australien. Heldagsudflugt til Blue Mountains Ankomst kl. 06.00

Dagens program står på en naturskøn heldagsudflugt til Blue Mountains, der ligger cirka 110 kilometer vest for Sydney. Bjergene af sandsten har fået deres navn på grund af de mange eukalyptustræer, hvis små oliedråber giver et blåt skær over området, når lyset brydes i dem. Bjergene gennemskæres af dybe kløfter og enkelte vandfald, og områdets exceptionelle skønhed har givet det en plads på UNESCO’s liste over verdens naturarv.
Vi spiser frokost på en lokal restaurant i området (inkl.) og lægger vejen forbi Featherdale Wildlife Park, et otte hektar stort bushområde, der er lavet om til dyrepark. Dyreparken huser verdens største samling af australske dyrearter – mere end 330 arter i alt – som blandt andet tæller kænguruer, koalaer, vombatter, emuer og forskellige krybdyr og fugle. Nærkontakt er tilladt, så her kan man blandt udleve drømmen om at kramme en koala!

På vejen hjem kører vi forbi Homebush Bay, hvor OL i Sydney i 2000 blev afholdt. Vi indlogeres på vores hotel og du kan nu spise middag på en af byens mange lækre restauranter (ikke inkluderet).

Dag 16
Sydney, Australien. Byrundtur inkl. havnerundfart med frokost og Operahuset og hjemrejse

Efter den oplevelsesrige dag i går begiver vi os igen i dag ud på tur i Sydney. Vi lægger ud med at besøge det hyggelige “The Rocks”, som er den ældste bydel i Sydney og liggger lige ved foden af Sydney Harbour Bridge. Da det første hold af engelske straffefanger kom til Australien i 1788, var det netop her i The Rocks, at de første huse blev bygget, og området har derfor stor historisk betydning, ikke blot for Sydney, men for hele Australien.

Australien har mere end 10.000 strande, og en af de mest berømte af dem er Sydneys Bondi Beach, som vi også ser på dagens byrundtur. Her flokkes Sydney-beboerne for at svømme, surfe, solbade og – ikke mindst – kigge på mennesker.

Vi skal også opleve byen fra søsiden på en spændende havnerundfart. Mens vi cruiser gennem havnen, nyder vi en dejlig frokost ombord på båden. Efter frokosten står vi af ved Operahuset, Sydneys verdensberømte vartegn, tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon.

Med sine karakteristiske hvide tagbuer minder Operahuset om et skib for fulde sejl og symboliserer dermed på bedste vis livet i Sydney, som i høj grad leves i og omkring den smukke naturskabte havn. Tæt ved Operahuset ligger endnu et af Australiens berømte bygningsværker, nemlig den enorme stålbro Sydney Harbour Bridge, der på flotteste vis forbinder den sydlige og nordlige del af byen. Efter en rundvisning i Operahuset, der siden sin indvielse i 1973 har været ramme om nogle af landets største musik- og teaterbegivenheder, er det tid til en byrundtur, hvor vi blandt andet kommer forbi byens finanskvarter, der ligger som en enklave af supermoderne højhuse lige ned til vandet på sydsiden af Sydney Harbour Bridge.

Efter en spændende dag fyldt med indtryk fra Sydney er det tid til at køre mod lufthavnen, hvor flyet hjem mod Danmark venter.

Dag 17
Ankomst til Danmark

Vi ankommer i dag til København med bagagen fuld af oplevelser om smuk natur og rig kultur.

Udflugtspakke

Kun for Albatros Travels gæster har vi udarbejdet en udflugtspakke ledet af vores danske rejseleder. Pakken skal købes hjemmefra senest 45 dage inden afrejse.

Inkluderet i udflugtspakken:

  • Tauranga, New Zealand. Heldagsudflugt til Rotorua med maorikultur og gejsere (inkl. frokost)
  • Wellington, New Zealand. Halvdagsudflugt med byrundtur inkl. Den botaniske have
  • Lyttelton, New Zealand. Halvdagsudflugt til Christchurch inkl. Det Internationale Antarktiscenter
  • Dunedin, New Zealand. Heldagsudflugt med byrundtur og udflugt til Otago-halvøen
  • Melbourne, Australien. Halvdagsudflugt til guldfeberbyen Souvereign Hill og australiens fauna
  • Burnie, Tasmanien. Halvdagsudflugt med naturskøn køretur langs kysten

Pris: kr. 6.998,- pr. person

Prisinformation

Tillæg for enkeltkahyt/eneværelse
  • Tillæg for indvendig enkeltkahyt/eneværelse kat. IB: 10.998,- kr.
  • Tillæg for udvendig enkeltkahyt med vindue kat. OB: 16.698,- kr.
  • Tillæg for udvendig enkeltkahyt med balkon kat. BB: 32.398,- kr.
Tillæg for opgradering af kahyt

Dobbeltkahyt

  • Tillæg for udvendig kahyt m. vindue kat. OB: 2.998,- kr.-
  • Tillæg for udvendig kahyt m. balkon kat. BB: 10.798,- kr.
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Auckland og Sydney – København med mellemlanding(er)
  • 1 formiddags ophold på turistklassehotel i Auckland efter ankomst (inkl. morgenmad)
  • Byrundtur med madpakke i Auckland
  • 1 nats ophold på turistklassehotel i Sydney i delt dobbeltværelse med morgenmad
  • Heldagsudflugt til Blue Mountains
  • Transport jf. program
  • Informationsmøder og foredrag ved rejselederen på krydstogtskibet
  • 12 nætters krydstogt med Norwegian Spirit i delt indvendig dobbelkahyt
  • Morgenmad dagligt
  • Helpension på krydstogtskibet
  • Kaffe, te og isvand på krydstogtskibet
  • Visum til Australien
  • Havneskatter (kr. 2.500,- pr. person)
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Udflugtspakke med 6 udflugter (kr. 6.998,-) Skal bestilles hjemmefra senest 45 dage inden afrejse)
  • Eventuelle ekstra udflugter og arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse samt enkeltkahyt, udvendig kahyt og balkonkahyt
  • Eventuelle ekstra måltider
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge på krydstogtskibet (beregn USD 168,- pr. person)
  • Drikkepenge til lokale guider og chauffører (ca. AUD 10,- i alt.)
  • Gæster med udflugtspakke (bør beregne NZD 30,- ekstra)
  • NZeTA – indrejsetilladelse til New Zealand (se punktet ”før afrejse”)
  • Personlige fornødenheder
  • Alt ikke nævnt under “Prisen inkluderer”
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- per faktura

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Hvordan er kahytterne?

Der er forskellige kahytskategorier: fra pæne, rummelige indvendige kahytter til pragtfulde suiter med egen balkon, men fælles for alle er, at de naturligvis har eget bad og toilet og rimelig skabs- og siddeplads, enkeltsenge eller dobbeltseng. Ønsker du at bestille en suite, bedes du rette henvendelse til Albatros Travel for at få oplyst pris og mulighed for bestilling

Indvendig kahyt kategori IB
Indvendig kahyt. To enkeltsenge eller dobbeltseng.

Udvendig kahyt kategori OB
Udvendig kahyt med stort vindue. To enkeltsenge eller dobbeltseng.

Udvendig kahyt med balkon kategori BB
Udvendig kahyt med privat balkon. Kahytterne har stort gulv-til-loft-vindue og to enkeltsenge eller dobbeltseng.

Hvad skal du pakke?

De fleste aftener om bord er pæn og uformel påklædning. For herrernes vedkommende kunne det være lange bukser og skjorte/polo T-shirt med krave. For damernes vedkommende for eksempel sommerkjole, nederdel, bukser og skjorte/bluse.

”Festtøj” kan medbringes for dem, der gerne vil deltage i skibenes formelle, såkaldte gallaaftener. For herrerne i form af jakkesæt og slips eller smoking og for damerne “smart/elegant” tøj eller lange kjoler. På en uges krydstogt vil der normalt være 1-2 aftener, hvor gæsterne tager festtøjet på. Dette gælder for alle rederier, som Albatros samarbejder med. ”Dagens påklædning” kan ses i skibsavisen. For de, der ikke ønsker at hoppe i festtøjet, er buffeten åben for uformel påklædning.

Jeans, shorts og T-shirt accepteres ikke i restauranterne efter kl. 17.30 og det er ikke tilladt at benytte restauranterne i badetøj.

Rejser du under varmere himmelstrøg, er let bomuldstøj uundværligt, men en trøje eller tynd jakke kan alligevel være god at have med, ikke mindst da det ofte er køligt indendørs på grund af aircondition. Ved rejser til køligere egne af verden skal du huske også at medbringe varmt tøj. Komfortable sko anbefales til turene på land, og glem ikke at tage løbesko og træningstøj med, hvis du planlægger at benytte dig af sportsfaciliteterne om bord. Vaskeriet om bord ordner mod betaling vask og rens fra dag til dag. Husk badetøj, da der er swimmingpool om bord.

Turtaske/rygsæk

Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.

Strenge toldregler

Bemærk, at Australien har meget strenge regler for indførsel af frugt og andre madvarer. Udeklarerede fødevarer medfører en kontant bøde på 500 australske dollars ved indrejse. Dette gælder også madvarer fra flyet eller afrejselufthavnen.

Pakkeliste (forslag)

  • Mindre rygsæk eller taske til udflugter
  • Sommertøj Trøje/let vindjakke
  • Regnjakke
  • Gode vandresko og sportssandaler
  • Badetøj (håndklæde ikke nødvendigt)
  • Lommelygte
  • Myggespray
  • Solcreme med høj faktor, solhat og solbriller

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Tilslutning med indenrigsfly

Hvis du ønsker tilslutning med indenrigsfly i Danmark, skal du oplyse det ved bestilling af rejsen. Der tages dog forbehold for udsolgte afgange, og indenrigstilslutningen kan derfor ikke garanteres.

Tidsforskel

Sydney er 8 timer foran dansk tid
Auckland er 11 timer foran dansk tid

Jetlag

Ved flyrejse gennem mange tidszoner har kroppen ofte svært ved at omstille sig til den nye døgnrytme. Det kaldes jetlag. Du kan minimere jetlag ved at tvinge kroppen til at tilpasse sig den nye tid hurtigst muligt.

Start evt. i flyet med at stille uret til tidszonen på ankomststedet. Så kan kroppen bedre omstille sig undervejs.

Udflugter – Halvdag og heldag

Det er normal praksis at sondre mellem halv- og heldagsudflugter. Dette betyder ikke nødvendigvis, at udflugterne varer hhv. en halv eller en hel dag. En halvdagsudflugt foregår vanligvis enten om formiddagen eller om eftermiddagen og vil ikke strække sig over et måltid. Således vil man oftest være hjemme så det passer med frokost eller middag. Udflugterne varer typisk 2-4 timer. En heldagsudflugt må man forvente varer ca. 5-9 timer, og strækker sig typisk ind over et hovedmåltid, som dog ikke altid behøver at være inkluderet. Dette vil dog være angivet i udflugtsbeskrivelsen.

Tidsangivelser i krydstogters dagsprogrammer

Tidsangivelserne i rejsens program og de havneanløb, der er nævnt, er med forbehold for ændringer fra rederiernes side. Vi oplever generelt meget få ændringer i havneanløb, men enkelte små tidsændringer forekommer på næsten alle rejser, hvor man er i vinden og vejrets magt. Vi vælger dog alligevel at inkludere tiderne i programmet, da det giver et ret godt billede af, hvor meget tid man skal regne med i havn/land på rejsens stop. Det er givetvis en del af oplevelsen ved at sejle på et krydstogt!

Mellemlanding(er) og indenrigsfly

På denne rejse ”down under” må der forventes mindst én mellemlanding samt evt. en teknisk mellemlanding på både ud og hjemrejse.

Indenrigsflyene kommer på plads når de nationale selskaber lægger deres ruter og planer, hvorfor vi har lagt et program ud fra tidligere års erfaringer. Vi forbeholder os altså retten at ændre dette program, så vi kan give jer en bedre rejseoplevelse.

Før afrejsen

Pas

Dit pas skal være gyldigt mindst 6 måneder fra hjemrejsedato. Børn – uanset alder – skal have eget pas, det er ikke nok, at de står i forældrenes pas. Send en kopi af dit pas til Albatros Travel senest 14 dage efter reservation. Bemærk i øvrigt, at navnet på flybilletten skal stemme 100 % overens med det navn, der står i passet. Konsekvensen ved det modsatte kan i værste fald være, at du bliver nægtet indrejse og må flyve hjem for egen regning.

NZeTA – indrejsetilladelse til New Zealand

Senest 10 dage før afrejse skal du søge om indrejsetilladelse på https://nzeta.immigration.govt.nz/
Det koster et mindre beløb – ca. 12 NZD (New Zealand Dollar) – som betales med kreditkort. Godkendelsen gælder i 2 år, eller til dit pas udløber, hvis dette sker inden for de 2 år.

Indrejsetilladelsen kan også søges via app, som downloades til iPhone (App Store) eller android mobiltelefon (via Google Play). Så koster tilladelsen ca. 9 NZD.

Bemærk venligst, at samtidig med at du betaler for indrejsetilladelsen, vil du også blive opkrævet et gebyr for IVL (International Visitor Conservation and Tourism Levy), som går til beskyttelse af den newzealandske natur. IVL koster ca. 35 NZD.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser