Australien & New Zealand

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Den ultimative rejse til Australien og New Zealand; Sydney, Uluru (Ayers Rock) og den røde Outback krydret med naturoplevelser i verdensklasse på New Zealand

Australien og New Zealand er to lande, som de fleste drømmer om at besøge. Her får du mulighed for at opleve det bedste fra begge lande i en og samme rejse. I Australiens outback skal vi se solen gå ned over Uluru (Ayers Rock) mens vi nyder en middag under åben himmel. Vi besøger Australiens to største byer Sydney og Melbourne. Vi tager på vingårdsbesøg og kommer tæt på dyrelivet når vi udforsker Philip Island ud for Melbourne. I Sydney tager vi på havnerundfart og besøger naturligvis det ikoniske Operahus.

På New Zealand tager vi på opdagelse i den billedskønne natur med snetoppede bjerge, der spejler sig i dybe, blå søer. Hver dag ser vi nye landskaber, mægtige nationalparker med verdens smukkeste fjorde, termiske varme kilder, gejsere og uendelige skove. Sydøen krydses med toget TranzAlpine, måske en af verdens smukkeste togstrækninger. Vi skal høre maori-fortællinger, se ceremoniel dans og spise en traditionel ‘Hangi´-middag. Der er fokus på de store natur- og kulturoplevelser krydret med dejlige vandreture i de smukke landskaber.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Australsk dollar

Dagsprogram 21 dage
Dag 1
Afrejse fra København
Dag 2
Ankomst til Melbourne
Dag 3
Melbourne. Byrundtur og med sporvogn til St. Kilda. Eureka Tower og velkomstmiddag
Dag 4
Melbourne. Udflugt til Brighton og til Philip Island på udkig efter koalaer og pingviner
Dag 5
Melbourne – Uluru (Ayers Rock). Fly til den australske outback
Dag 6
Uluru (Ayers Rock). Vandretur ved Uluru (Ayers Rock)k og The Olgas. Middag under åben himmel ved Uluru (Ayers Rock)
Dag 7
Uluru (Ayers Rock) – Sydney. Fly til Sydney
Dag 8
Sydney. Byrundtur med gåtur langs kysten til Bondi Beach, Sydney Opera House og sejltur til Manly Beach
Dag 9
Sydney. Tid på egen hånd
Dag 10
Sydney – Queenstown. Fly til Queenstown på New Zealand
Dag 11
Queenstown. Udflugt til Milford Sound
Dag 12
Queenstown. Dag på egen hånd
Dag 13
Queenstown – Fox Glacier via Wanaka. Evt. helikopterflyvning over Fox Glacier (tilkøb)
Dag 14
Fox Glacier - Hokitika. Vandreture ved Lake Matheson, Fox-gletsjer og til Hokitika Gorge
Dag 15
Hokitika – Christchruch. Med toget Trans Alpine tværs over Sydøen til Christchurch
Dag 16
Christchurch – Rotorua. Byrundtur i Christchurch og fly til Rotorua
Dag 17
Rotorua. De termiske områder ved Te Puia og maorikultur og middag
Dag 18
Rotorua – Auckland. Besøg i Hobbiton
Dag 19
Auckland, New Zealand. Byrundtur og afskedsmiddag på Sky Towers 52. etage
Dag 20
Auckland. Tid på egen hånd og hjemrejse
Dag 21
Hjemkomst

Hoteller

Vores hoteller

Her kan du se de hoteller, som vores gæster på rundrejsen oftest bor på. Vær venligst opmærksom på, at hotelændringer kan forekomme. I så fald vil hotellet være af tilsvarende eller højere standard.

Heartland Hotel Fox Glacier

  • 51 værelser
  • 5 km til Fox Glacier Nationalpark
  • Reception åben mellem kl. 7 og kl. 22
  • Restaurant
  • Wi-fi (gratis)

Rustikt hotel beliggende i smukke omgivelser og kun 5 km fra Fox Glacier Nationalpark. Hotellet har en hyggelig restaurant, hvor middagen kan nydes i pejsens skær. Der er gratis wi-fi.

Værelse 

Lyse værelser med en dobbeltseng eller to enkeltsenge. TV, køleskab, kaffe- og te-faciliteter, hårtørrer, strygejern og strygebræt.

Du kan læse mere om hotellet her: https://www.scenichotelgroup.co.nz/fox-glacier/heartland-hotel-fox-glacier/

Copthorne Hotel Queenstown

  • 240 værelser
  • Beliggende ved Wakatipu-søen
  • Døgnåben reception
  • Restaurant
  • Bar
  • Elevator
  • Wi-fi (gratis)

Hotellet ligger smukt ved Wakatipu-søen i Queenstown, og centrum med shoppingmuligheder og seværdigheder ligger i gåafstand. Der er restaurant, cocktailbar og spa (mod betaling).

Værelse 

Lyse og rummelige værelser med en stor dobbeltseng eller to senge. Der er TV, køleskab, deponeringsboks, kaffe- og te-faciliteter og hårtørrer. Værelserne har udsigt til hotellets have. Der er gratis wi-fi på værelset.

Du kan læse mere om hotellet her: 

https://www.millenniumhotels.com/en/queenstown/copthorne-hotel-and-resort-lakefront-queenstown

Quality Elms Christchurch

  • 95 værelser
  • Central beliggenhed
  • Døgnåben reception
  • Restaurant
  • Elevator
  • Wi-Fi (gratis)

Elegant hotel med central beliggenhed. Hotellet ligger i et roligt område og med nem adgang til restauranter og shopping. Hotellet har en hyggelig bar og restaurant med lokale retter på menuen, og er du sulten, når restauranten er lukket, kan du benytte dig af den 24-timers roomservice. Der er gratis wi-fi overalt på hotellet.

Værelse 

Lyse og elegante værelser med en dobbeltseng eller to enkeltsenge. TV, minibar, kaffe- og te-faciliteter, aircondition, strygejern, strygebræt og hårtørrer. Værelserne har udsigt til hotellets have.

Du kan læse mere om hotellet her: 

https://www.qualityhotelelms.co.nz/

Copthorne Auckland City Hotel

  • 110 værelser
  • Døgnåben reception
  • Restaurant
  • Bar
  • Elevator
  • Wi-fi (gratis)

Centralt beliggende hotel og det perfekte udgangspunkt for udforskning af byen. På hotellet findes en hyggelig restaurant og bar, “Jimmy Cook’s Kiwi Kitchen” som serverer spændende new zealandske retter og vine. Det er også oplagt at nyde en drink her efter dagens oplevelser. Der er vaskefaciliteter (mod betaling) og gratis wi-fi overalt på hotellet.

Værelse 

Lyse værelser med to senge eller en dobbeltseng, TV, køleskab, kaffe- og te-faciliteter, strygejern, strygebræt og hårtørrer. Alle værelser har en lille altan og udsigt til byen.

Du kan læse mere om hotellet her: https://www.millenniumhotels.com/en/auckland/copthorne-hotel-auckland-city/

Afrejsedatoer

Afrejse Varighed Pris Afrejse fra Bemærk
62.998,–
København
64.998,–
København
64.998,–
København
62.998,–
København
Klik på en dato for at se det tilhørende program

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra København

Vi flyver fra København mod Melbourne.

Dag 2
Ankomst til Melbourne
Melbournes flotte skyline

Vi lander i Melbourne, Australiens næststørste by og hovedstad i delstaten Victoria. Byen har vundet flere priser for at være Australiens bedste by at bo i, og den har en dejlig atmosfære. Melbourne er hip og afslappet, livlig og kreativ, og en stor del af de 5 millioner indbyggere bevæger sig rundt i byen på cykel eller med sporvogn.

Melbourne er en multikulturel by, og det kommer særligt til udtryk på restauranterne, hvor man kan nyde spændende retter baseret på friske råvarer fra land og vand. Ved ankomsten kører vi til vores hotel, og en god nats søvn skal gøre godt, så vi er klar til i morgen at udforske byen

Overnatning i Melbourne.

Dag 3
Melbourne. Byrundtur og med sporvogn til St. Kilda. Eureka Tower og velkomstmiddag

Efter et solidt morgenmåltid starter vi blidt ud med en gåtur som tager os gennem det centrale Melbourne og vi kommer blandt andet gennem byens spændende arkader og gågaden Bourke Street Mall. Melbourne er kendt for street art og vi går ned igennem Hosier Lane og ser eksempler på dette. Lige rundt om hjørnet ligger Saint Paul's Cathedral hvis indgangsparti prydes af en stor smuk glasmosaik og på den anden side af den travle Flinders Street ligger Federation Square, som er hjertet af byen. På denne plads findes masser af restauranter, caféer og barer, og når de store internationale sportsbegivenheder der finder sted i Melbourne afvikles, vises de på pladsens storskærme. Det gælder både det årlige Formel 1 løb og tennisturneringen Australian Open som spilles hvert år i januar. 

Federation Square ligger lige ned til Yarra River, floden som har sit udspring 242 kilometer nordøst for Melbourne og på sin vej ud til Port Phillip Bay giver liv og næring til de omkringliggende landbrugsområder og et af de mange kendte vindistrikter, Yarra Valley. Vi krydser floden og går sydpå af Saint Kilda Road, forbi store museer og gallerier og krydser over gaden ved indgangen til Botanical Garden og det store krigsmindesmærke Shrine of Remembrance. Turen fortsætter gennem haven og langs med Yarra River tilbage til byen. 

Her hopper vi på en sporvogn og kører ud til den populære forstad og kystby St. Kilda. St Kilda ligger ud til Port Phillip-bugten og er et populært område for både lokale og turister på grund af den attraktive strandpromenade. Turen med sporvognen tager en halv times tid og fremme i St. Kilda slentrer vi lidt rundt, får lidt at spise og kigger lidt på de hyggelige butikker langs Ackland Street. Vi mødes senere ved Luna Park og det store Palais Theatre og går sammen langs Esplanaden for at hoppe på en sporvogn tilbage til byen.

Tilbage i Melbourne er det nu tid til at se 'det hele' sådan lidt ovenfra, så vi tager elevatoren op til 88. etage i bygningen Eureka Tower hvor vi har frit udsyn over byen og forstæderne. Herefter går vi over på en pub og får en velfortjent velkomstmiddag før vi returnerer til vores hotel for en god og velfortjent nats søvn.

Overnatning I Melbourne.

Dag 4
Melbourne. Udflugt til Brighton og til Philip Island på udkig efter koalaer og pingviner
Koalaen er et pungdyr

I dag skal vi på udflugt uden for Melbourne. Men inden vi helt ligger storbyen bag os ser vi et par af byens kendemærker som vi ikke fik set i går. På vejen ud af byen passerer vi først The Royal Exhibition Building som blev opført i forbindelse med Verdensudstillingen i Melbourne i 1880 og senere Fitzroy Gardens hvor vi ser Captain Cooks Cottage. Vi kommer forbi de store nationale stadioner hvor der afvikles Australian Open, australsk fodbold og cricket og passerer forbi Albert Lake Park hvor der køres F1 løb.

Herefter sætte vi kursen mod den lille badeby Brighton syd for Melbourne. Her ser vi de farverige små strandhuse og her bliver også lejlighed til at spise vores frokost (egen regning) - en gang fish and chips er oplagt.

Efter frokosten begiver vi os mod Philip Island der ligger ca. 150 km sydøst for Melbourne. Øen er kendt for sin smukke natur og unikke dyreoplevelser hvor især koalabjørnene og de små pingviner er øens store trækplastre. Selve øen er en mindre ø på ca. 100 kvadratkilometer og er et beskyttet naturområde. Langs den smukke kyststrækninger boltrer både pingviner, sæler og hvaler sig i vandet omkring.

Vi ankommer til Phillip Island ud på eftermiddagen og vores første stop bliver ved Koala Conservation Centre. Man kan ikke have været i Australien uden at se en koalabjørn som landet er så kendt for. Men ligesom så mange andre dyrearter er koalaen i dag en truet dyreart idet dens naturlige levesteder på fastlandet bliver mindre og mindre. Det er efterhånden få steder hvor man kan være heldig at se de nuttede dyr i naturen og derfor er centret her en god mulighed for at se det helt specielle dyr. Centret er ikke en zoo. Der arbejdes på at bevare koalaen, og fra gangbroer kan vi vandre omkring i deres naturlige omgivelser og ofte komme ret tæt på dyrene. Vi finder dem som regel siddende og halvsove eller spise i eukalyptustræerne hvor de lever af træets blade. Koalaen tilbringer det meste af sit liv med at sove og spise. 

Efter at have hilst på de charmerende dyr, kører vi ud til øens vestligste punkt som hedder The Nobbies. Har du medbragt en kikkert har du mulighed for at spotte øresæler ude ved Seal Rocks, en sælkoloni ud for øens sydkyst.

Det er nu blevet tid til at spise aftensmad før aftenens højdepunkt, den store pingvin parade. I besøgscentret er der en god lille café med et godt udvalg af retter på menuen (middag for egen regning), og der er også tid til at se den flotte udstilling inden vi bevæger os ned til stranden for at se pingvinerne komme i land efter solen er gået ned. Hver aften omkring solnedgang kommer pingvinerne tilbage på land efter en hel dags fiskeri på havet. Det er en sjov oplevelse at se de små pingviner i massevis komme vraltende op gennem sandet til deres reder og huler i klitterne. 

Herefter er det blevet tid til at sige farvel til Philip Island. Vi kører retur til Melbourne og er tilbage på hotellet omkring midnatstid.

Overnatning i Melbourne.

Dag 5
Melbourne – Uluru (Ayers Rock). Fly til den australske outback

Vi forlader Melbourne for at flyve mod Australiens outback, også kaldet “The Red Centre” grundet den røde jordbund og sparsomme vegetation. Af alle Australiens storslåede naturoplevelser stikker én af dem ud som noget helt særligt. Det er naturligvis Ayers Rock, eller “Uluru”, som den hedder på aborigin. Denne kæmpemæssige sten ligger i hjertet af Australien i nationalparken Uluru-Kata Tjuta, som er på UNESCO’s liste over verdens naturarv. Gennem årene er Uluru (Ayers Rock), sammen med Sydney Opera House, blevet symbol på selve Australien. Uluru (Ayers Rock) er 348 meter høj, 2,4 kilometer lang og cirka ni kilometer i omkreds. Uluru (Ayers Rock) bliver ofte nævnt som verdens største monolit, hvilket den næsten også er. Kun Mount Augustus i det vestlige Australien overgår Uluru (Ayers Rock) i størrelse. Området er helligt for aboriginere, og der er steder, som ikke må betrædes eller fotograferes.

Overnatning i området nær Uluru (Ayers Rock).

Dag 6
Uluru (Ayers Rock). Vandretur ved Uluru (Ayers Rock)k og The Olgas. Middag under åben himmel ved Uluru (Ayers Rock)

Vi står tidligt op for at nyde synet, når solens første stråler rammer Uluru (Ayers Rock). Vi fortsætter til foden af den 348 meter høje klippe for at tage den i nærmere eftersyn. Her skal vi blandt andet gå en tur, der fører os forbi hulemalerier og sære stenformationer. Bemærk, at klippens traditionelle ejere, Anangu-stammen, på grund af religiøse årsager helst ikke ser, at klippen bestiges. Vi kører tilbage til vores hotel og spiser morgenmad.

Herefter kører vi den korte vej til nationalparken Kata Tjuta, eller The Olgas som den også kaldes. Her begiver vi os ud på en lettere vandretur mellem de imponerende klippeformationer og når til sidst ind mellem de to højeste toppe. Herefter kører vi til det tilknyttede kulturcenter hvor du efterfølgende har mulighed for at købe aboriginer-kunst og souvenirs.

Midt på dagen tager vi tilbage til vores hotel hvor det er muligt her i middagsheden at tage en dukkert i hotellets swimmingpool, inden vi som afslutning på dagen igen vender blikket mod den store sten.  

Vi skal nemlig opleve solnedgangen under åben himmel her midt ude i den australske ødemark hvor der dækkes op til en ægte BBQ-middag med bl.a. australske delikatesser. Efter mørket har sænket sig over Uluru (Ayers Rock), bryder den mest fantastiske stjernehimmel frem. Denne del af Australien har nok verdens mørkeste og klareste stjernehimmel, og det er derfor en smuk finale på dagen, når vi efter middagen i ro og mag kan sidde og nyde ødemarkens funklende stjernehimmel uden gadelamper eller andre lyskilder i miles omkreds til at forstyrre billedet.

Overnatning ved Uluru (Ayers Rock).

Dag 7
Uluru (Ayers Rock) – Sydney. Fly til Sydney

Det er blevet tid til at forlade Uluru (Ayers Rock) og den australske outback, og vi kører til den lille lufthavn  og sætter kursen mod Sydney. Byen som i 1788 blev grundlagt af engelske straffefanger og har sidenhen udviklet sig til Australiens største by. Sydneys ikoniske vartegn, Operahuset, er et af de mest kendte vartegn i verden, og det er blevet et symbol på alt det fantastiske, som Australien repræsenterer. Der er ingen tvivl om, at de fleste besøgende i landet betragter Sydney som et af højdepunkterne – beliggenheden er enestående, og seværdighederne er mange. Befolkningen stammer fra alle dele af verden, og dette giver et stort udvalgt af multikulturelle arrangementer og hundredvis af forskellige caféer og restauranter, hvor du kan prøve mange spændende retter baseret på gode lokale råvarer.

Ved ankomsten til Sydney kører vi til vores hotel, og aftenen har du på egen hånd til at kigge lidt nærmere på byen.

Dag 8
Sydney. Byrundtur med gåtur langs kysten til Bondi Beach, Sydney Opera House og sejltur til Manly Beach
Sydneys berømte strand, Bondi Beach

Australien har mere end 10.000 strande, og for mange ’aussies’ bosat langs kysten, tilbringes mange af livets timer på stranden. Australiens nok mest berømte strand er Bondi Beach, som ligger øst for byens centrum. Fra byens centrum tager vi bussen ud til Tamarama Beach og går de små 2 km langs kysten til Bondi Beach. På gåturen forkæles vi af flotte udkigspunkter og undervejs ser vi også nogle stengraveringer udført af aboriginerne, nogle flere tusind år gamle. 

Fremme på Bondi Beach kan vi nyde synet af den ca. 1 km lange sandstrand hvor sydneyboerne flokkes for at svømme, surfe, solbade og – ikke mindst – kigge på mennesker. 

Herfra tager vi bussen til The Royal Botanic Gardens og udsigtspunktet Mrs Macquarie’s Chair. Den berømte stol, som i virkeligheden har form som en bænk, er skåret ud af sandsten af straffefanger i 1810 og var en gave til guvernør Macquaries hustru, Elizabeth. Det siges, at hun plejede at sidde på stenen i timevis for at nyde panoramaudsigten og se på skibe, der kom sejlende fra Storbritannien. Udsigten er sidenhen blevet beriget med Sydney Harbour Bridge og Sydney Opera House. Vi går herfra de ca. 1,5 km til selve Operahuset gennem Den Botaniske Have, hvor vi har gode chancer for at spotte papegøjer og andre eksotiske fugle.

Fremme ved operahuset er det nu tid at beundre Sydneys verdensberømte vartegn, som er tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon. Med sine karakteristiske hvide tagbuer minder operahuset om et skib for fulde sejl og symboliserer dermed på bedste vis livet i Sydney, som i høj grad leves i og omkring den smukke naturskabte havn. Siden indvielsen i 1973 har bygningen været ramme om nogle af landets største musik- og teaterbegivenheder, hvilket vi hører mere om under rundvisningen inde i bygningen. 

Meget klogere på operahuset har vi noget tid her ved Circular Quay til hver især at kigge os omkring og finde et sted at spise frokost (for egen regning). 

Meget klogere på operahuset har vi nok oparbejdet en god appetit, så der bliver tid til at finde lidt frokost her ved Circular Quay, som er et pulserende område ved Sydneys havnefront (frokost for egen regning).

Med fyldte maver er vi så klar til at opleve Sydney fra søsiden. Vi hopper ombord på en af de mange havnebåde, der forbinder Sydney og de mange forstæder, og sætter kurs mod netop en af disse – den populære Manly Beach. Undervejs kan vi beskue byens skyline og ikoniske bygningsværker, en af dem er den enorme stålbro Sydney Harbour Bridge, der på flotteste vis forbinder den sydlige og nordlige del af byen.

Manly Beach er et populært sted for både lokale og turister, kendt for den flotte havudsigt, de gyldne sandstrande og den livlige atmosfære. Vi ankommer til Manly Wharf og træder mere eller mindre ind i Manlys hjerte, hvor der finder adskillige caféer, butikker og restauranter. Vi tager en afslappet gåtur op ad gågaden, The Corso, der forbinder bryggen med stranden.

Stranden er populær både blandt surfere og svømmere, og der vil være tid til at slappe af på stranden eller måske dyppe fødderne i det kølige vand. Fra strandens sydligste del kan man tage en kort men smuk gåtur langs den maleriske kyststi til Shelly Beach, en beskyttet bugt kendt for sit rolige vand og de gode snorkelmuligheder. Turen er på ca. 1 km hver vej og byder på en fantastisk udsigt over havet og de nærliggende klipper.

Når det er blevet tid til at forlade Manly Beach, finder vi tilbage til kajen og fanger en af bådene retur mod Circular Quay. Herfra finder vi tilbage til hotellet med metroen.

Overnatning i Sydney.

Dag 9
Sydney. Tid på egen hånd
Sydney Harbour Bridge

I dag kan du enten bruge dagen på egen hånd i Sydney. Du kan evt. gå på opdagelse i hyggelige The Rocks, som er den ældste bydel i Sydney og ligger lige ved foden af Sydney Harbour Bridge. Da det første hold af engelske straffefanger kom til Australien i 1788, var det netop her i The Rocks, at de første huse blev bygget, og området har derfor stor historisk betydning, ikke blot for Sydney, men for hele Australien.

Overnatning i Sydney.

Dag 10
Sydney – Queenstown. Fly til Queenstown på New Zealand

Det er blevet tid til at forlade Australien, men heldigvis slutter rejsen ikke her. Fra Sydney flyver vi over Det Tasmanske Hav og lander i Queenstown på New Zealand.

Queenstown blev grundlagt i 1862 under guldfeberen. Byen har en fabelagtig og utrolig smuk beliggenhed på bjergskråningen ved Lake Wakatipu med en fantastisk udsigt til bjergkæden The Remarkables, der om vinteren lægger snesevis af løjper til skihungrende kiwier og turister. 

Overnatning i Queenstown.

Dag 11
Queenstown. Udflugt til Milford Sound

Fiordland Nationalpark er New Zealands største nationalpark, og parkens store, uberørte naturområder udgør en stor del af det sydvestlige hjørne af Sydøen. Landskabet er indbegrebet af den dramatiske, uspolerede og billedskønne natur, som New Zealand er så berømt for: bjerge med snedækkede tinder, brusende vandfald, funklende klare søer og fjorde samt tæt, grøn regnskov. Det intenst grønne landskab finder næring i de store mængder nedbør, der er på disse kanter: Ikke mindre end 6-7 meter om året bliver det til. Og som besøgende behøver man absolut ikke være ked af at ramme parken på en regnvejrsdag – regnen understreger blot på smukkeste vis effekten af det fortryllende landskab.

Vi føler os overbevist om, at denne tur kommer til at rangere blandt de flotteste ture, du har været på. For Fiordland-oplevelsen dækker ikke kun sejlturen der venter på den smukke Milford Fjord. Køreturen for at komme derud, er også en stor oplevelse. Vi kører gennem skove af sydbøge og bregner, og indimellem stopper vi for at lade os opsluge af den storslåede udsigt over et uberørt landskab.

Men højdepunktet i Fiordland Nationalpark er Milford Sound. Den 16 kilometer lange Milford Fjord løber ind i landet fra Det Tasmanske Hav og er omgivet af klippevægge, der rejser sig op over de 1.000 meter, mens regnskoven klæber sig til klippesiderne. Pelssæler holder til på klipperne, og delfiner besøger vandene på nogle tidspunkter af året. På sejladsen er der god tid til at nyde fjordens storhed og stilhed og på tæt hold opleve de mange spektakulære naturscenerier med høje, stejle granitklipper, som spejler sig i det rolige vand. Under sejlturen nyder vi en frokost (madpakke), og efter det uforglemmelige besøg på fjorden, går turen tilbage til Queenstown.

Overnatning i Queenstown.

Dag 12
Queenstown. Dag på egen hånd

Du har dagen fri til at udforske byen, og der er mange muligheder for store og små oplevelser. Queenstowns særlige tiltrækning er kombinationen af smuk beliggenhed, en tilbagelænet stemning krydret med byens mange adventure-muligheder. Byen er kendt for at være ét stort slaraffenland for sports- og naturglade mennesker – ofte med hang til et adrenalinkick ud over det sædvanlige. I selve Queenstown og omegnen findes der alle tænkelige (og utænkelige) former for adventuresport. Det tiltrækker de eventyrlystne for hvem nærmest er mulighederne uendelige - med alt fra elastikspring til riverrafting og paragliding. 

Et must når man er i Queenstown er at tage den stejle kabelbane op til toppen af Bob’s Peak. På vej derop har du en 220 graders panoramaudsigt til bl.a. The Remarkables, Walter Peak og selvfølgelig selve byen. Der er der udsigtsplatforme og terrasser, hvorfra du kan nyde den enestående udsigt og forsøge at forevige den. 

Overnatning i Queenstown.

Dag 13
Queenstown – Fox Glacier via Wanaka. Evt. helikopterflyvning over Fox Glacier (tilkøb)

Vi begynder vores rejse nordpå. Vi forlader Queenstown og passerer den smukke by Wanaka, nok en af New Zealands flottest beliggende byer med gletsjersøerne Wanaka og Hawea og de snetoppede Crown Range-bjerge i baggrunden. Det sidste stykke mod Vestkysten går over Haast Pass til vi ankommer til den lille by Fox Glacier der ligger cirka 6 kilometer fra gletsjeren af samme navn. Den 13 kilometer lange gletsjer blev opkaldt efter den daværende premierminister William Fox, da han i 1872 besøgte stedet. Den nærliggende Franz Josef Glacier og Fox Glacier er af blandt verdens lettest tilgængelige gletsjere og de tiltrækker derfor mange besøgende. Fox Glacier strækker sig fra bjergtinderne ned i lavlandets regnskove, og det er et syn af de helt sjældne, når is og regnskov mødes. 

Om eftermiddagen er der mulighed for at tage en helikopterflyvning over Fox Glacier, og der findes næppe en bedre og mere spektakulær måde at opleve dette på end højt fra oven. Der venter en oplevelse udover det sædvanlige når man (i små hold) tager en 20 minutters helikoptertur hen over Fox Glacier. Helikopteren følger de stejle bjergrygge gennem bjergpassene, som giver et enestående view udover dette unikke og billedskønne naturfænomen. Der foretages en kort landing midt i det alpine landskab oppe på selve gletsjeren. Efter en hurtig sneboldkamp og formentligt også et par pletskud med kameraet, flyves der retur.
Resten af eftermiddagen og aftenen kan vi fordøje dagens indtryk og oplevelser.

OBS! Vi skal gøre opmærksom på at helikopterflyvningen kun kan lade sig gøre hvis vejret tillader det. Det sker (dog sjældent) at turene må aflyses grundet regn og/eller vind. I så fald vil vi forsøge at komme af sted den efterfølgende morgen i stedet for. Derudover skal helikopterflyvningen bestilles og betales senest 45 dage inden afrejse.

Overnatning i Fox Glacier.

Dag 14
Fox Glacier - Hokitika. Vandreture ved Lake Matheson, Fox-gletsjer og til Hokitika Gorge

Efter tidlig morgenmad starter vi dagen med en gåtur omkring Lake Matheson som på klare dage giver nogle flotte genspejlinger af bjergene. Vi er endnu ikke helt færdige med mægtige Fox-gletsjer. Vi tager en gåtur langs gletsjerdalen til et udsigtspunkt hvor vi kan nyde udsigten og tage nogle billeder.

Vi fortsætter vores rejse op ad vestkysten og gør et stop ved Franz Josef Glacier der ligger blot 25 km fra Fox Glacier. Her gør vi et lille stop og spiser frokost (for egen regning) inden vi fortsætter mod den lille by Hokitika, hvor der produceres smykker af jade fra området. I udkanten af byen tager vi på en let gåtur langs Hokitika-flodens blågrønne vand. Gåturen ender ved Hokitika Gorge, hvor en hængebro forbinder flodens to bredder – et glimrende fotostop.  Vi besøger en af de små lokale butikker hvor de laver de flotte jadesmykker, som altid har været højt værdsat af maorierne.

Overnatning I Hotikika.

Dag 15
Hokitika – Christchruch. Med toget Trans Alpine tværs over Sydøen til Christchurch

Inden vi forlader vestkysten tager vi en lille afstikker nordpå til Punakaiki. Her skal vi på en let vandretur i Paparoa National Park, der er mest kendt for de såkaldte Pancake Rocks, der ligner stablede pandekager. Det særprægede udseende er blevet skabt igennem millioner år af havets erosion af kalkstensklipper, der består af skiftevis hårde og bløde lag. Efter gåturen og et kig på ’pandekagerklipperne’ kører vi lidt ind i landet til Arthurs Pass hvor der venter endnu en af rejsens højdepunkter os. Vi stiger ombord på det berømte TranzAlpine-tog der skal bringe os på tværs af Sydøen til Christchurch. Togturen er kendt som en af verdens smukkeste togstrækninger. Når vi passerer de mange floder og dybe kløfter via de mange viadukter er det ikke svært se forstår hvorfor. Vi stiger på toget i byen Arthur´s Pass i nationalparken af samme navn. Arthur’s Pass er opkaldt efter den engelske landmåler og ingeniør Sir Arthur Dudley Dobson, der var den første til at føre en europæisk gruppe over passet i 1864. Maorifolkets jagtgrupper kendte dog ruten længe før Arthur Dudley Dobson fandt bjergpasset. 

Som vi nærmer os østkysten kan vi se at der er store klimaforskelle mellem Sydøens øst- og vestside. På vestkysten har vi oplevet et mere råt og frodigt landskab med brusende floder og tæt regnskov. På Østsiden venter et relativt fladt landskab med landbrugsjord og åbne sletter. Sidste etape af togturen går gennem ”Canterbury Plains” til Christchurch, der bliver betegnet som ”den mest engelske by uden for England”. Ved ankomsten til Christchurch tager vi på en kort orienterende byrundtur. Byen er den største på Sydøen, og arkæologiske fund beviser, at der har boet mennesker i området siden 1250. Christchurch blev grundlagt i 1865, og det gør den officielt til den ældste by i New Zealand. Til byens nyere historie kan man ikke komme uden om de to store jordskælv, der ramte byen i 2010 og 2011. Især det sidste jordskælv ramte byen hårdt, og epicenteret lå kun 10 km fra byens centrum. Der var omfattende skader i byens centrum hvor mange huse og bygninger blev ødelagt, heriblandt byens varemærke kirketårnet på Christchurch Cathedral. 185 mennesker mistede livet i de sammenstyrtede bygninger i 2011.

Størstedelen af centrum er nu genopbygget. Vi har aftenen til at opleve byen på egen hånd.
 
Overnatning i Christchurch. 

Dag 16
Christchurch – Rotorua. Byrundtur i Christchurch og fly til Rotorua

Denne formiddag bliver der tid til selv at se lidt nærmere på Christchurch. Den katolske basilika og Remembrance-broen, som er byens krigsmindesmærke, er nogle højdepunkterne på byrundturen. Vi besøger også gaden New Regent med dens fine bygninger i Art Deco-stil og den botaniske have, inden vi begiver os til lufthavnen for at flyve til Rotorua på Nordøen.

Byen Rotorua er kendt som et vigtigt centrum for maori-kulturen. Det er den by i New Zealand med den største koncentration af maorier, da mere end 20 procent af byens indbyggere nedstammer fra de oprindelige polynesiske indvandrere. Rotorua ligger lige midt i hjertet af New Zealands termiske bælte, hvor det bogstaveligt talt syder, bobler, sprutter og koger i hver en krog. Her er vulkaner, gejsere, boblende mudderpøle og et hav af varme kilder, som leverer varme til byens indbyggere og underholdning og velvære til de mange besøgende, der søger til byen for at nyde godt af de mange kurfaciliteter. En del af kilderne er meget svovlholdige, og nogle dage kan der derfor være en umiskendelig svovllugt i byen.

Rotorua ligger smukt placeret ved bredden af Lake Rotorua, og denne sø taler sit eget tydelige sprog om den livlige underjordiske aktivitet i området. Søen er nemlig resultatet af et vulkanudbrud, som efterlod sig det 80 kvadratkilometer store krater, der i dag udgør søen. 

Overnatning i Rotorua.

Dag 17
Rotorua. De termiske områder ved Te Puia og maorikultur og middag
Maoriernes gamle ritualer og danse

I dag ser vi nærmere på de termiske områder ved Te Puia. Vi skal blandt andet skal se New Zealands højeste gejser, der springer to til tre gange i timen. Hvert udbrud varer temmelig længe, så man har god mulighed for at få det hele med. Ud over gejseren er der adskillige varme kilder, mudderpøle, farvestrålende aflejringer og frodigt grønt i Te Puia-området.

Vi skal også lære mere om maoriernes enestående kultur, når vi blandt andet ser en kopi af en traditionel maori-landsby og besøger det lokale institut, hvor unge maorier lærer det traditionelle træudskærings-håndværk.

Ved aftenstid venter der os en spændende kulturel oplevelse. Maorierne tager os med på en rejse gennem deres ritualer, danse og forfædres historier.

Vores aftensmad er inspireret af en ældgammel maori-teknik, som er givet videre og blevet forfinet gennem mange århundreder. En "hangi" er hvor man graver et hul i jorden, opvarmer store sten ved hjælp af et bål, og derefter lægger man kød- og grøntsagspakker ned på stenene og dækker det med jord. Derefter får "hangi'en" lov til at stå i nogle timer og bage i sine egne safter. Arkæologiske fund på Nordøen viser, at teknikken er blevet brugt i lige så lang tid, som maorierne har boet på øen. Det er stadig både hos maorierne og på Stillehavsøerne indbegrebet af et festmåltid.

Overnatning i Rotorua.

Dag 18
Rotorua – Auckland. Besøg i Hobbiton

Vi sætter rejsen mod Auckland, New Zealands største by, der er hjem for knap en tredjedel af New Zealands befolkning. Byen ligger placeret på en smal landtange med vand på begge sider – Stillehavet mod øst og Det Tasmanske Hav mod vest – og er et sandt mekka for sejlsportsfolk.

På vejen dertil stopper vi i Hobbiton, hvor de originale filmkulisser fra den populære Ringenes Herre-trilogi fortsat står intakt. Filmene, som er baseret på J.R.R. Tolkiens berømte bog af samme navn, blev alle optaget her på New Zealand og mange steder rundt om i landet, er der genkendelige steder fra filmene. Hobbiton er hobbitternes hjemby beliggende i grønne frodige bakker, og husene står præcis, som man har set dem i filmene; kilet ind i bakkesiderne med runde vinduer og farvestrålende døre. Foran hvert hus er der en lille have med blomster og diverse grøntsager – bemærk også de runde postkasser ved havelågerne.

Tilbage i den virkelige verden fortsætter vi til Auckland, der også bliver kaldt for ”City of Sails”, og det ikke uden grund. Her er det reglen nærmere end undtagelsen, at man har sejlbåd eller dyrker en anden form for vandsport. Auckland har tiltrukket mange immigranter, senest særligt fra Polynesien og Sydøstasien, og er en spændende smeltedigel af folkeslag og kulturer.

Overnatning i Auckland.

Dag 19
Auckland, New Zealand. Byrundtur og afskedsmiddag på Sky Towers 52. etage

Auckland er bygget på 50 udslukte vulkaner, og mens de fleste af dem i dag blot fremstår som små, grønne bakketoppe eller helt er fjernet, så troner de tre største – Mount Albert, Mount Eden og One Tree Hill – over landskabet og er populære udsigtspunkter. I dag begiver vi os ud på en lille byrundtur i Auckland. Vi besøger den hyggelige forstad Parnell, med gamle, fint restaurerede huse, små restauranter og gallerier. Uden for byen ved Bastion Point, finder vi det bedste udkigspunkt, hvor vi kan nyde udsigten til havnen og byens "skyline". Sidst på eftermiddagen er der lidt tid til at udforske Auckland på egen hånd. Om aftenen runder vi en fantastisk rejse af ved at spise en afskedsmiddag sammen i restauranten i det 328-meter høje Sky Tower. Her fra 52. etage kan vi sige pænt farvel til hinanden mens vi nyder en 360-grader panoramaudsigt over byen.

Overnatning i Auckland.

Dag 20
Auckland. Tid på egen hånd og hjemrejse
Auckland huser knap en tredjedel af New Zealands befolkning

Det er blevet tid til at forlade Auckland og New Zealand – vi kører mod lufthavnen og begynder vores hjemrejse.

Dag 21
Hjemkomst

Vi lander i København.

Helikopterflyvning over Fox Glacier

Om eftermiddagen er der mulighed for at tage en helikopterflyvning over Fox Glacier, og der findes næppe en bedre og mere spektakulær måde at opleve dette på end højt fra oven. Der venter en oplevelse udover det sædvanlige når man (i små hold) tager en 20 minutters helikoptertur hen over Fox Glacier. Helikopteren følger de stejle bjergrygge gennem bjergpassene, som giver et enestående view udover dette unikke og billedskønne naturfænomen. Der foretages en kort landing midt i det alpine landskab oppe på selve gletsjeren. Efter en hurtig sneboldkamp og formentligt også et par pletskud med kameraet, flyves der retur.

Resten af eftermiddagen og aftenen kan vi fordøje dagens indtryk og oplevelser.

OBS! Vi skal gøre opmærksom på at helikopterflyvningen kun kan lade sig gøre hvis vejret tillader det. Det sker (dog sjældent) at turene må aflyses grundet regn og/eller vind. I så fald vil vi forsøge at komme af sted den efterfølgende morgen i stedet for. Derudover skal helikopterflyvningen bestilles og betales senest 45 dage inden afrejse.

Prisinformation

Rejsens pris

Fra kr. 62.998,– pr. person i delt dobbeltværelse.
Se priser for alle afrejsedatoer

Tillæg for enkeltværelse
14.998,–
Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Melbourne og Auckland – København
  • Fly Sydney – Queenstown
  • Tre indenrigsflyvninger
  • Udflugter jf. Program
  • Indkvartering på gode hoteller i delt dobbeltværelse
  • Morgenmad dagligt
  • 2 frokoster og 4 middage
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 7% af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring og Seniorrejseforsikring
  • Turistvisum til Australien (læs mere under Praktiske oplysninger)
  • Indrejsetilladelse til New Zealand (læs mere under Praktiske oplysninger)
  • Helikopterflyvning over Fox Glacier på dag 13 - 1.798 dkk. pr. person
  • Tillæg for enkeltværelse
  • Evt. drikkepenge
  • Personlige fornødenheder
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Bagage

  • Mindre rygsæk eller taske til udflugter.
  • Sommertøj
  • Trøje/let vindjakke
  • Regnjakke
  • Gode vandresko og sportssandaler
  • Badetøj (håndklæde ikke nødvendigt. Der er håndklæder på alle de steder vi overnatter, men hvis du ønsker at bade i naturen undervejs er det en god idé også at medbringe et håndklæde).
  • Lommelygte
  • Myggespray
  • Solcreme med høj faktor, solhat og solbriller

Strenge toldregler

Bemærk, at Australien og New Zealand har meget strenge regler for indførsel af cigaretter, frugt og andre madvarer. Udeklarerede fødevarer medfører en kontant bøde på 500 australske/new zealandske  dollars ved indrejse. Dette gælder også madvarer fra flyet eller afrejselufthavnen. 

Tilslutning med indenrigsfly

Hvis du ønsker tilslutning med indenrigsfly i Danmark, skal du oplyse det ved bestilling af rejsen. Der tages dog forbehold for udsolgte afgange, og indenrigstilslutningen kan derfor ikke garanteres.

Mere om Australien

Her kan du få mere at vide om Australien: www.albatros-travel.dk/destinationer/australien-og-stillehavet/australien Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal vaccineres.

Læs også vores artikel om de mærkeligste dyr i Australien: Australiens dyr

Mere om New Zealand

Her kan du få mere at vide om New Zealand: www.albatros-travel.dk/destinationer/australien-og-stillehavet/new-zealand 

Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal vaccineres.

Visum og pas
Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Rated 4 out of 5 by from En rigtig god rejse Dejlig rejse, hvor alle de ting, vi gerne ville se, var inkluderet. Rejsen levede derfor helt op til vore forventninger. Samtidig var det positivt, at alle hoteller var centralt beliggende og i gåafstand fra byernes centrum.
Date published: 2024-02-18
Rated 3 out of 5 by from En god rejse med naturoplevelser. Samlet set en række gode rejseoplevelser og var tilfreds med tur. Det skal dog nævnes, at hotellerne var af meget svingende kvalitet (2-3 var langt under Albatros´s standard og flere af hotellerne lå meget ucentralt)
Date published: 2024-02-17
Rated 4 out of 5 by from En rejse fyldt med oplevelser En godt tilrettelagt rejse, som er fyldt med oplevelser, fantastiske lokalguider. Dejligt, at der er indlagt enkelte perioder på egen hånd. Megen rejseaktivitet, men det er det, der gør at man kan nå langt omkring.
Date published: 2024-02-16
Rated 4 out of 5 by from En fin rejse Generelt en fin rejse, hvor vi fik set lidt af de 2 spændende lande. Vi brugte dog meget tid på at rejse/transport. For meget efter min mening. Ud og hjemrejse kan man ikke gøre noget ved, men turene i AUS/NZ kan efter min mening optimeres. Jeg ville droppe Melbourne. Byrundturen var lidt slap. Dagsturen med frokost og små pingviner "kostede" ca. 9 timer i bus. Det var det efter min mening ikke værd. Jeg ville meget hellere have haft et par dage i den nord/østlige del af AUS, for at få et indtryk af dette område. Og set lidt af det vilde dyreliv i det fri. Vi så ikke meget og f.eks. ikke en eneste velvoksen kænguru i det fri. Nogle dage kunne udnyttes bedre. F.eks. hjemresedagen. Vi skulle forlade værelset på hotellet kl. 10 og transporteres fra hotellet til lufthavnen kl. 12:30. I lufthavnen skulle vi så vente ca. en time for at checke baggage ind. Her kunne man have arrangeret en udflugt om formiddagen og herefter sat os af i lufthaven kl. 14. Så ville hele dagen ikke være spildt. Turen fra Queenstown til Milford Sound tur/retur tog over 9 timer i bus. Vi fik en smuk sejltur på fjorden, men her ville jeg nok også have valgt noget andet med mindre transporttid. Især fordi vi også på NZ generelt havde meget transporttid i bus med god mulighed for at se det skiftende landskab. Endelig blev jeg overrasket over hvor mange turister der er i de 2 lande. Turistbusser rullede bare ind til alle seværdigheder. Man føler sig let som en lille ubetydelig brik i en stor turistindustri. Masseproduktion. Ucharmerende efter min mening. Jeg kan anbefale denne rejse, hvis man vil have en veltilrettelagt og gennemført tur til AUS/NZ uden de store forberedelser og man ikke har de store problemer med de ting jeg nævner ovenfor.
Date published: 2024-02-16
Rated 5 out of 5 by from Dejlig rejse og god sammenhæng til 2 verdener Så fik man opfyldt ønsket om at se det indre Australien, Operahuset og NZs natur i lange baner. Store oplevelser i begge lande. Dejlige busture og togtur.
Date published: 2024-02-14
Rated 5 out of 5 by from Skøn rejse med mange fantastiske oplevelser. Skøn rejse hvor den ene storslåede oplevelse kom efter hinanden - det hele kædet sammen af en fantastisk guide i Jonathan - meget vidende og meget rummelig.
Date published: 2023-03-18
Rated 5 out of 5 by from Fantastisk reise👍 Flott reise med mange opplevelser. Med så mange inntrykk tar det en stund før man greier å fordøye alt. Helt unik reiseleder som var utrolig kunnskapsrik og hadde omsorg for alle deltagerne
Date published: 2023-03-13
Rated 5 out of 5 by from En fremragende tur spækket med gode og uforglemmelige oplevelser Helt utroligt at vi kunne nå at se og opleve så meget på 3 uger. Vi oplevede storbyer og smukke landlige omgivelser, vi rejste med bus og fly og tillige ture med tog, båd og helikopter. Rejselederen var inspirerende og vidende og dertil meget serviceminded, og han havde et fint samspil med de to buschauffører på New Zealand, der til sammen gav os en fin orientering om samfundsforhold m.m. Hver dag afslørede nye spændende steder med oplevelser, men skal noget fremhæves så er det fx middagen i det fri ved Ayers Rock/Uluru, mens solen gik ned over klippen og den sydlige stjernehimmel viste sig i al sin storhed. Besøget hos maorifolket i New Zealand, hvor vi som deltagere blev involveret i de aktiviteter, vi blev præsenteret for og derfor ikke blot var tilskuere har også brændt sig på nethinden som et varigt minde. Togturen med den transalpinske jernbane kan også nævnes, men oplevelserne står i kø... Skal der nævnes lidt kritik, så kan det være hotelstandarden på nogle hoteller i New Zealand. Fx er den fremsendte tekst ikke ført a jour, når der i Roturoa står, at hotellet ligger i centrum og har en god restaurant (det er ca. 1 times gang fra centrum, og restauranten har ikke været åben siden corona). Hotellet i Fox Glacier ligger IKKE i smukke omgivelser og har i øvrigt set bedre dage. De øvrige hoteller er helt okay.
Date published: 2023-03-11
  • y_2024, m_4, d_16, h_3
  • bvseo_bulk, prod_bvrr, vn_bulk_3.0.41
  • cp_1, bvpage1
  • co_hasreviews, tv_0, tr_17
  • loc_da_DK, sid_AURTR08, prod, sort_[SortEntry(order=SUBMISSION_TIME, direction=DESCENDING)]
  • clientName_albatros-travel

Lignende rejser