Orangutanger, junglevandring og stammefolk på Indonesiens vildeste ø, Sumatra, krydret med oplevelser på den malaysiske ø Penang og storbyen Kuala Lumpur
Tag med på eventyrrejse til Sumatra – øen, hvor antallet af vulkaner overstiger mængden af turister, og hvor junglen og risterrasserne konkurrerer på frodighed. I Gunung Leuser Nationalparks regnskov lever de menneskelige orangutanger og talrige andre abearter, og vi tager på udkig efter dyrene på en junglevandring, hvor vi også ser et væld af tropiske plantearter. I Sumatras højland besøger vi øens nordlige frugt- og grøntsagskammer Berastagi, som ligger mellem tre aktive vulkaner. Oplev også det 120 meter høje Sipisopiso-vandfald ved den imponerende kratersø Toba, inden vi sejler til øen Samosir, der ligger i de smukkeste omgivelser midt i Tobasøen. Her oplever vi de spændende stammesamfund, der tidligere praktiserede kannibalisme! Rejsen indledes på den malaysiske ø Penang i UNESCO-fredede Georgetown, og vi runder rejsen af i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur med de ikoniske Petronas Towers.
-
Type Rundrejse
-
Rejseleder Dansk
-
Visum Nej
-
Vaccination Nej
-
Valuta MYR, IDR, USD
- Dag 1
- Afrejse fra Danmark
- Dag 2
- Ankomst til Penang, Malaysia
- Dag 3
- Penang. Sejltur omkring Penang Nationalpark
- Dag 4
- George Town, Penang. Dag på egen hånd eller byrundtur i George Town (tilkøb)
- Dag 5
- Penang – Medan, Sumatra
- Dag 6
- Medan – Bukit Lawang. Orangutanger og junglevandring
- Dag 7
- Bukit Lawang. Tid på egen hånd
- Dag 8
- Bukit Lawang – Berastagi. Besøg på frugtmarked
- Dag 9
- Berastagi – Tobasøen. Landsbybesøg og Sipisopiso-vandfaldet
- Dag 10
- Landsbyer og stammefolk ved Tobasøen
- Dag 11
- Tobasøen. Dag på egen hånd
- Dag 12
- Tobasøen – Medan og fly til Kuala Lumpur
- Dag 13
- Kuala Lumpur. Byrundtur og hjemrejse
- Dag 14
- Hjemkomst til København
Dagsprogram
OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.
Vi flyver fra København og sætter kursen mod Sydøstasien.
Vi lander på Penang og kører efter indrejseformaliteterne til øens hovedby Georgetown, stedet for briternes første koloni i Malaysia. Byen blev grundlagt i 1786 som handelsstation af Britisk Ostindisk Kompagni, men nu bor her flere kinesere end noget andet folkeslag. Øen er stadig et økonomisk kraftcenter for Malaysia, men trods den moderne udvikling har Georgetown bevaret fortidens engelske og kinesiske arkitektur.
Vi indkvarteres på et skønt hotel midt i Georgetown få skridt fra byens gamle bydel, og efter et hvil på hotellet går vi samlet ud og spiser en velkomstmiddag på en lokal restaurant.
Vi tager på udflugt til øens nordøstkyst, hvor første stop bliver den lokale fiskerlandsby Teluk Bahang. Vi tager en gåtur rundt i landsbyen og ser fiskemarkedet og de mange små fiskerbåde, der har været ude tidligt for at få dagens fangst i hus. Herfra hopper vi selv ombord i et par mindre både for at sejle rundt om pynten til et par af de nærliggende strande. Det er en smukt sejltur, hvor den uberørte regnskov går helt ned til vandet og klipperne. Der er klippeformationer i alle størrelser og formationer og ofte ser vi store ørne, der enten holder udkig fra klipperne eller svæver over os i søgen efter deres fangst.
Vi lægger til ved en lille strand, hvor der drives et mindre skildpaddecenter, ‘Penang Turtle Sanctuary’, hvor de forsker i havskildpadder. Når en af de store havskildpadder kommer til øen for at lægge sine æg, samler de ansatte æggene sammen og lægger dem i en kurv og net for derefter at grave dem ned et sikkert sted. Dette er for at beskytte de ellers meget udsatte æg mest muligt mod sultne fugle og varaner. Ofte vil vi også se de nyudklækkede skildpadder, der lever i et lille bassin, inden de venter på at blive sendt ud i verden for herefter at klare sig på egen hånd.
Det er ikke tilladt at bade eller svømme ved denne strand, da skildpadderne skal have fuldstændig ro omkring sig, hvis de skal komme på land for at lægge deres æg. Men fortvivl ikke, for vi sejler videre til Monkey Beach, en smukt sandstrand med en lille café, hvor man kan få en lille forfriskning og nyde det varme havvand.
Herefter sætter vi atter kursen retur mod fiskerlandsbyen Teluk Bahang, hvor vi skifter vores båd ud med vores bus, der tager os til George Town. På vejen dertil gør vi to korte stop, først ved en lille privat batikfabrik, hvor vi lærer lidt om den traditionelle kunstart og ser, hvordan de forskellige tryk bliver lavet. Senere gør vi et stop ved en lille frugtbod, hvor vi kan se og evt. prøvesmage årstidens frugter.
OBS! Der tages forbehold for, at turen kun gennemføres ved vejr- og vindmæssigt ordentlige forhold. Hvis det vurderes, at turen ikke kan gennemføres vil vi enten udskyde udflugten eller erstatte den med en anden tur.
Du har en hel dag til at nyde fantastiske George Town eller bruge tiden ved poolen. Om eftermiddagen har du mulighed for at tage med på en gåtur rundt i George Towns gader (tilkøb). Fra hotellet kører vi med bus den korte vej til Fort Cornwallis, bygget af Britisk Ostindisk Kompagni i slutningen af det 18. århundrede. Fortet er det største tilbageblivende fort i Malaysia, dette skyldes måske, at det aldrig er blevet brugt i kamp.
Herefter begiver vi os til fods rundt i den gamle bydel og ser på det hyggelige byliv og de mange historiske bygninger, byen byder på. George Town er optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv grundet de mange charmerende gamle kolonistilsbygninger, der ligger side om side med templer, pagoder og moskéer. Vi besøger bl.a. Khoo Kongsi, som er et imponerende kinesisk klanhus, som regnes for det flotteste af sin slags i hele Malaysia, og som en af byens største attraktioner. De små lokale markeder findes stadig rundt om i byen og er vældig populære trods indtoget af de store shoppingmalls. George Town kaldes også for Malaysias kulinariske hovedstad grundet byens store og varierede udbud af retter, som både kan nydes i alt fra dyre restauranter til byens mange gadekøkkener. Undervejs smager vi på lidt lokale snacks og delikatesser.
Turen skal bestilles og købes hjemmefra senest 45 dages inden afrejse og gennemføres med minimum 5 tilmeldte.
Vi forlader Penang og flyver hen over Malaccastrædet til regnskovenes og orangutangernes Sumatra. Vi lander i byen Medan, som er Indonesiens tredjestørste by (efter Jakarta og Surabaya på Java). Vi besøger det grønne, hvide og gule Maimoon-palads. Paladset blev bygget af sultanen af Deli i 1888 og er desværre blevet noget forfaldent siden da. Mere stads er der over den nærliggende Mesjid Raya – eller Den Store Moske. Denne usædvanlige, hvide bygning med de kulsorte kupler er bygget i marokkansk stil af italiensk marmor og pyntet med kinesisk glas.
Herefter kører vi til vores hotel og checker ind.
Vi forlader storbyen og begiver os nordpå mod Bukit Lawang, og vi får allerede nu en forsmag på den grønne, frodige natur, der skal følge os på hele rejsen rundt på Sumatra. Vi kører forbi plantager, hvor der dyrkes træer til fremstilling af gummi og palmeolie, som er blandt Indonesiens største eksportvarer. Bukit Lawang er indgangen til Gunung Leuser Nationalpark, der byder på bjergområder og regnskov. Området er også kendt for orangutangcentret, som vi skal besøge. Fremme ved vores hotel tjekker vi ind, og spiser frokost sammen på resortet restaurant.
Herefter begiver vi os på dagens vandring ind i regnskoven, hvor vi håber at få øje på en af de orangerøde orangutanger. Vi går ned til den nærliggende flod, som vi senere krydser i en kanolignende båd, og efter en kort (cirka 15-20 minutter) og relativt hård vandretur gennem den tætte regnskov, og kommer vi til den platform, hvor orangutangerne bliver fodret. De fleste af områdets orangutanger lever vildt, men nogle er ikke blevet helt vant til det vilde liv efter at have været tilfangetaget eller fået deres tilholdssted ødelagt af landbrug eller byggeprojekter.
To gange om dagen lægger et orangutangcenter foder ud på en platform til orangutangerne, og det er her, vi har rigtig gode chancer for at få de fascinerende skabninger at se, men der er selvfølgelig ingen garantier, da det er vilde dyr, vi har med at gøre. Orangutangen er verdens største trælevende pattedyr, og de befolkede engang trætoppene i hele Sydøstasien. Nu findes de kun på Borneo og Sumatra, og her er de i stor fare for at uddø.
Orangutangerne på de to øer tilhører hver sin underart, og Sumatra-orangutangen er lidt mindre og lidt lysere i pelsen end sin fætter på Borneo. Orangutanger er intelligente dyr og lærer nyttige færdigheder af hinanden, som for eksempel evnen til at vurdere en grens styrke og brugen af redskaber til at finde mad. De lever især af frugter, nødder og bark, men kan også finde på at spise insekter. For ikke at gøre orangutangerne for afhængige af fodringen serverer Bukit Lawang-centret en lidt kedelig menu, så aberne hellere selv vil finde deres mad i junglen, når de er i stand til det.
Efter at have mødt de orangerøde aber med de udtryksfulde ansigter går vi endnu dybere ind i junglen og kan kigge nærmere på de tropiske dyr og planter. Vandreturen tager cirka tre timer og går ad naturstier anlagt ovenpå rødder og klipper, som af og til byder på stærkt kuperet terræn. Der er ofte glat og mudret, og enkelte steder kan det være nødvendigt at balancere på træstammer eller gå i vand for at krydse vandløb.
I nationalparken kan vi også være heldige at se andre abearter såsom makak, langur og gibbon. Men hvis vi ikke får dyrene at se, er det i sig selv en stor oplevelse at være i den frodige regnskov med et væld af tropiske plantearter, som vi ikke kender hjemmefra.
Vi har en hel dag til at nyde naturen her i udkanten af regnskoven. Der er ikke programsat noget for dagen, men mon ikke der er stemning for en ekstra vandretur i regnskoven (ikke inkluderet). Du kan også bliver på resortet og slappe af, eller gå en tur rundt i den hyggelige landsbyer for at kigge lidt på det lokale dagligliv.
OBS! Orangutangerne lever i junglen og kommer oftest til fodringscentret, når det er fodringstid, desuden er der god chance for at se dem på vores videre vandretur, men da vi bevæger os rundt i naturen og det er vilde dyr vi har med at gøre, kan vi derfor ikke være 100% sikre på at se de sjældne orangerøde aber. Men med 2 dage til rådighed er chancerne rigtig gode.
Vi forlader regnskoven og kører til byen Berastagi, som er en travl og relativ stor by midt i Sumatras højland. Byen er det nordlige Sumatras grøntsagskammer og ligger på et frodigt platau med en smuk udsigt. Hvis vejret er med os kan vi skue ud over de rygende vulkaner der danner en flot baggrund i horisonten. Sumatras topografi domineres af en bjergryg af vulkansk oprindelse, som løber langs øens vestkyst. De højeste tinder er Mount Leuser i nord og Mount Kerinci i vest.
Her i højlandet bor tre millioner medlemmer af batak-folket, som chokerede europæerne med deres kannibalisme, da opdagelsesrejsende og missionærer begyndte at udforske de indonesiske øer. Batak’erne er inddelt i flere undergrupper, og i bjergene omkring Berastagi lever batak karo-folket.
Vi tager til byens livlige frugtmarked, hvor der er et overvældende udvalg af friske frugter og grønsager samt kød og fisk. Derefter kører vi til vores hotel. Her i 1.300 meters højde kan vi tydeligt mærke at temperaturen er faldet og det er derfor en god idé at have en varm trøje eller fleece med.
Vi fortsætter vores tur sydpå, og dagens mål er kratersøen Toba. Denne 1.700 kvadratkilometer store sø er Sydøstasiens største, og med en dybde på 450 meter også en af verdens dybeste. Både søen og den store, bønneformede ø, Samosir, midt i søen blev skabt ved en vulkansk eksplosion for mange tusind år siden. Og som om naturskønheden ikke var grund nok til at gøre Tobasøen til et af Sumatras ultimative højdepunkter, er området omkring den befolket af det afslappede og imødekommende batak-folk, her kaldet batak toba. Og bare rolig, det er længe siden, de fralagde sig vanen med at se på deres medmennesker som et muligt måltid.
På vejen mod Tobasøen besøger vi blandt andet batak-landsbyen Dokan, hvor de traditionelle træhuse på pæle og med de store tage står i god stand og stadig er i brug. Næste stop bliver ved Sipisopiso-vandfaldet, hvor vandet kaster sig fra en underjordisk grotte i en klippeside 120 meter lodret ned og bevæger sig videre ned mod Tobasøen.
Fremme i byen Parapat skifter vi bussen ud med en færge og sejler over til øen-i-søen, Samosir. Her tjekker vi ind på vores hotel og vil formentlig bruge resten af dagen på at kigge på søen og bjergene, der omgiver den.
I dag skal vi sejle på Tobasøen, hvor vi skal besøge nogle af de mange batak-landsbyer, der pryder Samosirs kyst. Batak-folket er organiseret i patrilineære klaner, hvor en mand fra en klan finder sin hustru blandt de andre klaner, hvorefter hun bliver medlem af mandens klan. Batak toba-folket er kristne, men den oprindelige religion spiller stadig en rolle. Ifølge den er alle mennesker udstyret med en ’tondi’, en form for sjæl, der lever sideløbende med kroppen og afgør dennes velbefindende. En af metoderne til at holde sin tondi i godt humør har tidligere været at udføre den rituelle kannibalisme, som batak’erne blev så berygtede for. Denne skik er dog ikke blevet praktiseret siden begyndelsen af 1800-tallet. Til gengæld har traditionerne for at bygge rigt udsmykkede træhuse, synge følelsesladede sange og udhugge enorme sten overlevet, og nogle af disse traditioner skal vi kigge nærmere på i dag.
Vores første stop er i landsbyen Ambarita, hvor vi ser noget af det, som batak toba’erne er berømte for: Rækker af traditionelle træhuse hævet op på pæle og udstyret med buede tage, der rejser sig i lange spidser. Foran nogle af husene står et helt stuemøblement komplet med borde, lænestole og bænke udhugget i store stenblokke. Møblerne blev udhugget for 300 år siden og var en slags kombineret parlament, retssal og skafot. Landsbyens fælles anliggender blev diskuteret her, og forbrydere blev afhørt og til tider halshugget på de lidet komfortable stole.
Næste stop på dagens rundtur i batak-kulturen bliver i Simanindo, hvor vi skal overvære en opførelse af traditionelle danse og se et lille museum indrettet i en tidligere batak-konges hjem. I byen Tomok ser vi kong Sidabutars grav. Det var ham, der gjorde batak toba-folket kristne, og hans grav er udsmykket med udskæringer af kongen selv og hans livvagt.
Først på eftermiddagen er vi tilbage på resortet.
Efter en rolig morgen finder vi cyklerne frem og begiver os ud på en cykeltur. Vi cykler gennem den fantastiske natur langs søen og rismarkerne og vi oplever livet i de små landsbyer på tætteste hold. Det er let at komme omkring på cykel og trafikken er meget begrænset. Vi tager det stille og roligt, så alle kan være med, og undervejs holder vi pauser.
Eftermiddagen er på egen hånd, og måske det kølige vand i Toba-søen frister til en opfriskende dukkert.
Vi forlader Samosir og Tobasøen og sætter kursen mod Medan, hvorfra vi flyver til den Malaysiske hovedstad Kuala Lumpur. På vejen til Medan kører vi gennem et højlandsområde med store statsejede palmeolie- og gummiplantager.
Hen på eftermiddagen siger vi farvel til Sumatra og flyver mod Malaysia.
Det er blevet tid snart at sige farvel til Malaysia og Sumatra, men inden skal vi nå at se og opleve Kuala Lumpur, Malaysia Hovedstad. I løbet af formiddagen checker vi ud fra vores hotel og begiver os af sted på byrundtur der begynder ved Masjid Jamek, en af byens ældste moskeer, der ikke kan undgå at charmere med sine kridhvide løgkupler, lyserøde mursten og indiskinspirerede buegange. Moskeen er bygget af en engelsk arkitekt, der fik inspiration fra stormogulernes grandiose bygningsværker i Indien. Masjid Jamek står smukt mellem de grønne palmer, dér hvor floderne Klang og Gombak løber sammen, og hvor byen blev grundlagt.
Fra Kuala Lumpurs fødested begiver vi os til fods ud i den gamle del af byen og kan således mærke byens puls helt tæt på. Vi går mod nord, og snart får vi selskab af sarier og Bollywood-musik. Vi er kommet til Little India. Her går vi en tur, før vi fortsætter til Merdeka Square, som er hjertet i kolonitidens Kuala Lumpur og omgivet af smukke kolonitidsbygninger. Her blev landet erklæret uafhængigt i 1957, og briternes cricketbane, der fyldte pladsen, blev skiftet ud med en græsplæne og et kæmpemæssigt malaysisk flag. Den ene side af pladsen domineres af Sultan Abbul Samad-bygningen, der blev opført som sekretariat for kolonitidens administration. Bygningen er tegnet af samme britiske arkitekt, som stod for Masjid Jamek, og igen ser vi tydeligt hans store begejstring for alt indisk.
Vi ser Den Nationale Moske (Masjid Negara) med den 73 meter høje minaret og turkisblå kuppel, hvis bedehal har plads til 15.000 mennesker, og den meget specielle gamle hovedbanegård. Den er bygget i indisk-islamisk stil, men efter engelske byggevedtægter, som blandt andet foreskrev, at taget skulle bygges så solidt, at det kunne bære vægten af flere tons sne.
Sidste stop på vores byrundtur er ved Kuala Lumpus ikoniske tvillingetårnene Petronas Towers, som i perioden 1998-2004 var verdens højeste bygninger (451,9 meter inklusive antenne). Der er anlagt en stor park i forlængelse af tårnene, hvor lokale og turister kommer for at tage billeder af de enorme bygninger.
Vi har et par timer her i området omkring tårnene hvor vi kan spise frokost på en af de mange food courts I området (for egen regning) og få det perfekte billede af de ikoniske tårne.
Herefter kører vi mod lufthavnen og sætter kursen hjemad.
Prisinformation
- Tillæg for enkeltværelse
-
2 498,-
- Prisen inkluderer
-
- Dansk rejseleder
- Fly København – Medan og Kuala Lumpur – København med mellemlanding
- Fly Penang – Medan og Medan – Kuala Lumpur
- Indkvartering på gode hoteller i Malaysia samt lavere turistklasse hoteller på Sumatra, i delt dobbeltværelse
- Udflugter jf. program
- Alle lokale transporter jf. program med bus og båd
- Morgenmad dagligt
- 6 x Frokost dag 3, 5, 6, 8-10
- Velkomstmiddag dag 2,
- Skatter og afgifter
- Prisen inkluderer ikke
-
- Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
- Gouda Årsrejseforsikring og Seniorrejseforsikring
- Tillæg for enkeltværelse
- Drikkepenge til lokalguider og chauffører ca. kr. 200,- pr. person
- Personlige fornødenheder
- Byrundtur i George Town på dag 4 kr. 228,-
- Eventuelle ekstra arrangementer
- Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
- Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"
Praktiske oplysninger
Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.
Oplysninger om rejsen
Deltagerantal
Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 12 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.
Overnatning på Sumatra
Da der ikke er så mange overnatningsmuligheder på Sumatra, må vi nøjes med en lidt lavere standard på den del af rejsen, der foregår her. Vi har prioriteret at bo centralt i forhold til vores oplevelser i stedet for at bo luksuriøst. Men også på Sumatra bor vi naturligvis pænt og rent og med eget badeværelse.
Krav til rejsedeltagerne
På denne rejse er der en del vandring, og det er en forudsætning, at rejsedeltagerne er i almindelig god fysisk form og kan bevæge sig ved egen hjælp. Alle i normal fysisk form kan deltage, men man skal være forberedt på, at de forskellige naturstier er anlagt oven på rødder og af og til i kuperet terræn. Turen er derfor ikke egnet for folk, som er dårligt gående eller anvender rolator eller kørestol.
Bagage
Det er en god ide at medbringe en mindre rygsæk eller taske til dagsture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen. Det er ikke nødvendigt at medbringe håndklæde.
Generelle forhold
Rejsens krav til fysisk formåen
Rejseforsikring
Gouda Rejseforsikring
Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.
Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.
Albatros Travels rejseledere og guider
På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.
På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.
På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.
Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.
Drikkepenge
Tillæg for enkeltværelse og -kahyt
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.
Pas
Rejser med mindreårige
Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.
USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.
Placering i flyet
Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.
Placering i bussen
På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.
På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.
Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.
Forplejning om bord på flyet
På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.
Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.
Specialkost
På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.
Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.
Forbehold/ændringer
Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.
Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.
Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.
Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.