Albatros’ Armenien

I dag skal vi se nærmere på Armeniens hovedstad. Yerevan er en af de ældste, kontinuerligt beboede byer i verden, og her har således boet mennesker siden bronzealderen. Nutidens 1,1 million indbyggere forstår at nyde livet; her er en meget udviklet cafékultur og mange teatre, gallerier, koncerthuse og spillesteder. På byrundturen kommer vi forbi Republik-pladsen (tidligere Lenin-pladsen, hvor blandt andet Nationalmuseet ligger), universitetet, den 23 meter høje statue af Moder Armenien, parlamentet, præsidentpaladset, Operaen samt Kaskaden, et gigantisk monument, hvorfra der er en fantastisk udsigt over byen.

På rundturen ser vi også mindesmærket for det armenske folkemord. Kongeriget Armenien blev etableret allerede i det 6. århundrede f.Kr., og i år 301 blev kristendommen statsreligion. I 1500-tallet blev Armenien delt mellem Persien og osmannerne, og som en kristen minoritet i Det Osmanniske Rige var armenierne ofre for diskrimination. Dette tog til under sultan Abdülhamid II, hvor 80.000-300.000 armeniere blev forfulgt og myrdet i årene 1894-96. Efter denne optakt satte folkemordet for alvor ind i 1915 med fængslingen og mordet på 250 armenske intellektuelle. Derefter fulgte massakrer, hvor hele landsbyer blev myrdet, og man skønner, at omkring 1 million armeniere døde mellem 1915-17, og mange tusinde blev drevet på flugt. Især Frankrig og USA har en stor armensk befolkningsgruppe som følge af den etniske udrensning.

Armeniens nationaldrik er brandy, som er produceret i landet siden 1887, hvor det første destilleri blev åbnet. Sidst på eftermiddagen besøger vi det mest berømte destilleri, Ararat, hvor vi får en rundtur og en smagsprøve på de gyldne dråber. Selveste Winston Churchill foretrak armensk brandy frem for den franske cognac, og det siges, at Stalin plejede at sende ham kasser af Ararat-brandy. Vi mødes igen om aftenen og spiser middag på en af byens restauranter.

Den armenske apostolske kirke har sit administrative – og spirituelle – centrum i Etjmiadzin, som også var landets hovedstad fra år 180-340. Det var ifølge legenden her, Gregorius The Illuminator i et syn så en guddommelig lysstråle komme ned fra himlen. Han byggede herefter Armeniens første nationalkirke, hvor lysstrålen ramte, og han tilskrives æren for at have omvendt armenierne til kristendommen i år 301. Det er altså ikke en hvilken som helst kirke, vi skal besøge i dag. Der er ikke meget tilbage af de oprindelige strukturer fra 300-tallet, og katedralen er gen- og ombygget mange gange, dog uden at den har mistet noget i hellighed ved det. Kirkerummet er omkring 20 x 20 meter, og i midten står alteret – der, hvor Gregorius så lysstrålen ramme. Der er også tid til at besøge katedralens museum, hvor vi blandt andre relikvier kan se det berømte romerske spyd, som skulle være stukket i Jesus. Vi spiser frokost på en lokal restaurant.

Turen fortsætter i Gregorius’ fodspor til Khor Virap-kirken, som er et lige så stort pilgrimsmål. På dette sted blev Gregorius fængslet af den hedenske kong Trdat III og holdt fanget i en underjordisk grotte i 13 år. Han overlevede uden anden mad end den, han fik smuglet ind til sig af kristne sympatisører. Da Gregorius ifølge overleveringerne helbredte kongen for sindssyge (eller kongen besluttede, at det var strategisk fornuftigt at slutte fred med det voksende antal kristne i landet), blev Gregorius frigivet, og han fik udbredt kristendommen til hele Armenien. Kirken er bygget oven på grotten, som det er muligt at gå ned i via en stige – hvis man ikke er klaustrofobisk eller dårligt til bens. Hvis man går udenfor og retter blikket opad i stedet for nedad, er der en smuk udsigt til de to snedækkede toppe på Ararat-bjerget, som befinder sig ovre på den anden side af grænsen til Tyrkiet.

På tilbagevejen til Yerevan gør vi holdt ved den lille landsby Hovtashat, der er kendt for at huse mange af de hundredevis af storkepar, der årligt yngler i vådområderne nær den tyrkiske grænse. Storkeparrene er i området fra slutningen af marts til slut august. For afgange uden for denne periode køres direkte tilbage til Yerevan. Vi er tilbage i hovedstaden sidst på eftermiddagen.

Vi forlader atter hovedstaden og begiver os mod Garni-templet, et hellenistisk tempel tilegnet solguden Mitra i det 1. århundrede e.Kr. Efter den nationale overgang til kristendommen blev templet brugt som sommerresidens for de armenske kongelige, som også anlagde en kirke og et badehus, som vi nu kan se ruinerne af. Blandt andet har badehuset en meget smuk mosaik lavet af natursten i 15 nuancer. Vi spiser frokost i et privat hjem, hvor vi skal se, hvordan man forbereder og bager det lokale brød ”lavsh” i en underjordisk grillovn – en såkaldt ”tonir”.

Det UNESCO-fredede Geghard-kloster er næste punkt på dagens program, og alene klostrets dramatiske placering i en kløft, med klipper, der tårner sig op på begge sider, er en oplevelse for øjet. Det oprindelige kloster blev anlagt i det 4. århundrede – ifølge overleveringen af selveste Gregorius Illuminator – hvor en hellig kilde sprang frem i en grotte. En del af anlægget er da også hugget ind i klippen, både regulære kirkerum og mindre hulrum, foruden mange afbildninger af kors. Klostret blev dog plyndret og brændt ned til grunden i det 9. århundrede, og den nuværende hovedkirke er fra 1215. ’Geghard’ betyder ’spyd’ og refererer til det spyd, Jesus blev stukket med på korset, og som siges at have hørt til klostrets relikviesamling. Spyddet er nu, som vi så i går, udstillet i Etjmiadzin-katedralen.

I dag sætter vi kursen mod bjergbyen Dilijan i et område, som går under navnet ”Armeniens Schweiz”. Dilijan er en hyggelig by med gamle stenhuse og træudskårne balkoner, og den ligger meget naturskønt ved bredden af Aghstev-floden, omgivet af store skove. I Sovjettiden kom mange kunstnere, musikere og filmskabere for at få arbejdsro og lade inspirationen flyde til sig fra de smukke omgivelser, og den kreative atmosfære hænger stadig ved, selvom byen nu mere besøges af almindelige turister.

Herefter besøger vi det nærliggende Haghartsin-klostret, 13 km nordøst for Dilijian. Klostret er opført i det 13. århundrede og ligger smukt placeret dybt inde i skovene. Vi spiser en god frokost på en lokal restaurant i området.

Vi fortsætter til Armeniens største sø, Sevan, med et areal på 940 km2. Med sine 1.900 meter over havet er den derudover en af de højest beliggende ferskvandssøer i Eurasien. Når vi kommer, er det ikke til at vide, om søens vand vil være lysende azurblåt eller mørkt blå – eller en nuance derimellem – for farven skifter med vejret og søens egne uransagelige processer. Da man i Sovjettiden inddæmmede Hrazdan-floden, der forsynede søen med vand, og dermed sænkede vandstanden med cirka 20 meter, dukkede 2.000 år gamle bygninger og genstande frem. Siden er vandstanden af miljøhensyn hævet med 2 meter, hvilket har forbedret vandkvaliteten betragteligt. Vi besøger Sevanavank-klostret, som oprindelig lå på en ø ude i søen; nu er det blevet til en halvø. Den isolerede beliggenhed – og adgang forbudt for kvinder – gjorde klostret velegnet til genopdragelse af munke, der havde veget fra dydens smalle sti.

Vi fortsætter nu mod Nagorno Karabakh, den autonome republik, som i 1991 erklærede sig uafhængig af Azerbadjan. De efterfølgende stridigheder mellem Armenien og Azerbadjan kostede mange menneskeliv i starten af 1990’erne, og selv efter fredsaftalen i 1994 er uroligheder blusset op i ny og næ. De seneste mange år har der dog været ro i området, og der venter os mange spændende oplevelser i dette for mange ukendte område.

Efter at have passeret grænsen kører vi direkte til hovedbyen Stepanakert, hvor vi indlogerer os på et centralt placeret hotel. Senere på dagen mødes vi mødes til aftensmad på en nærliggende lokal restaurant.

Efter en god nats søvn og tilsvarende morgenmad, er det tid til at kaste sig ud i dagens program. Vi starter med en byrundtur i Stepanakert. Byen har trods sin beskedne størrelse (ca. 55.000 indbyggere) et hav af små pladser og parker. Vi kigger forbi den største, nemlig Genfødslens plads ved præsidentpaladset og de øvrige officielle bygninger. Vi skal også gå på opdagelse på det store centrale marked, hvor der sælges såvel fødevarer som almindelige brugsting.

Vi fortsætter nu ud af byen og første stop er ved et sjovt lille vandfald, som de lokale kalder Paraplyvandfaldet. Med et hav af stråler som fordeles udover et større område, er det ikke svært at forestille sig, hvordan det navn er opstået (Vi gør opmærksom på, at turen ud til vandfaldet går via en lille interimistisk sti, og at gode vandresko og fuld mobilitet er påkrævet).

Efter at vi har fået rørt os lidt fortsætter vi videre mod byen Vank, hvor vi skal besøge løvehulen, som ja, ligner en løve, og som er en af mange lettere bizarre monumenter i byen, som er doneret af en lokal rigmand. Hvis tiden tillader, kigger vi også forbi det nærliggende Gandzasar klosteret, som er bygget i Johannes Døberens navn. Bag sine imponerede forsvarsmure har munke gemt sig fra fjender siden 1216, hvor den nuværende bygning stammer fra. I dag ånder her heldigvis fred og ro, og vi kan trygt nyde den smukke udsigt over de nærligggende bjerge.

Vi fortsætter nu mod den tidligere hovedstad Tigranakert. Byen blev grundlagt i 1.årh f.Kr. af kong Tigran, der regerede Armenien med hård hånd, og var på daværende tidspunkt en af de største bosættelser i hele nærorienten. Her mødtes handlende fra Persien og de omkringliggende stater med grækere, romere og andre handelsfolk. I 2005 påbegyndtes udgravningerne af de imponerende ruiner, og vi skal naturligvis besøge nogle af dem.

Sidst på eftermiddagen returnerer vi til Stepanakert, hvor vi spiser aftensmad på en lokal restaurant.

I dag er det blevet tid til at tage afsked med Karabakh og atter vende tilbage til Armenien. Vi forlader Stepanakert tidligt om morgenen, og efter at have krydset grænsen begiver vi os mod det sydlige Armeniens  mest imponerende bygningsværk, Tatev-klosteret. På vejen kigger vi forbi en lokal NGO, som forsøger at forbedre levevilkårene for de lokale kvinder i den lille landsby Shinhayr. Her spiser vi også en lokal frokost, inden vi fortsætter mod det imponerende klosterkompleks ved Tatev.

Faktisk er det mere omgivelserne og beliggenheden, der gør Tatev til et af de mest besøgte udflugtsmål i Armenien. Placeret på toppen af et lille bjerg, omgivet af lodrette klippevægge, er den eneste mulighed for at besøge klosteret via verdens længste kabelbane på over 5 km, og turen i sig selv er lige ved at tage pusten fra én. Klosteret blev opført i det 9. – 13. århundrede og havde i sin storhedstid over 1.000 fastboende munke, der blandt andet kunne studere på klosterets universitet.

Efter nogle hæsblæsende oplevelser fortsætter vi forbi Karahunj, som også bliver kaldt Armeniens Stonehenge. Et mere end 7.500 gammelt observatorium, samt stensætninger i landskabet er et tydeligt tegn på at armenerne var optaget af astrologiske målinger lang tid før os.

Vi ankommer til Yerevan sidst på eftermiddagen og indkvarterer os på vores centrale hotel.

Vi sover lidt længere i dag efter gårsdagens lange tur, og efter sen morgenmad kører vi mod nordvest og dagens udflugtsmål, virksomheden Narian, der har specialiseret sig i naturlig kosmetik. Narian er drevet af ægteparret Ara og Anahit, der flyttede tilbage til Armenien for et par år siden efter mere end 20 år i USA. Som så mange andre armenere bosat i udlandet ville de gerne gøre noget for det område, de oprindelig kom fra. De startede derfor deres produktion i den lille by Aragyush, hvor de forsøger at blande gamle traditioner med moderne produktionsformer. Alle produkter fremstilles på stedet og er 100% biodynamiske. Vi får en rundvisning i stedets imponerende have og får en indføring i udvindelse af æteriske olier og andre aspekter af produktionen.

Efter en god frokost fortsætter vi til en af Armeniens mange vingårde. Man har dyrket vin i Armenien i mere end 6.000 år, og sammen med Georgien har det to lande i århundreder kappedes om, hvem der har opfundet vindyrkningen. Armensk vin har i mange år stået i skyggen af den georgiske, men kvaliteten er opadgående, og vi smager på de lokale dråber og hører mere om den traditionelle produktionsform, hvor man lader druesaften gære i lerpotter, som er nedsænket i jorden.

Vi returnerer til Yerevan sidst på eftermiddagen.

I dag går turen atter nordpå med første stop i en af Armeniens ældste landsbyer, Aruch. Byens oprindelse kan føres helt tilbage til det 5.årh, hvor den armenske hær havde vinterresidens i byen. Omkring de militære garnisoner voksede en større by op, hvor katedralen og det befæstede fort står som de vigtigste monumenter.

Ikke langt fra Aruch skal vi besøge en lokal NGO, der støtter handicappede børn i området omkring Talin. Penge indsamles via salg af de nogle ret specielle håndbroderede dukker, som fremstilles af lokale kvinder. Dukkerne er smukt dekorede og oftest iklædt nøjagtige kopier af folkedragter fra området.

Vi fortsætter herfra til Armeniens anden største by, Gyumri (ca. 150.000 indbyggere). Byen lå ikke langt fra epicenteret under det store Spitak-jordskælv i 1988, der lagde store områder øde, dræbte op til 50.000 armenere og gjorde flere end 100.000 hjemløse. I dag er byen genopbygget, og vi besøger bl.a. det lokale bymuseum, som er placeret i en smuk gemmel herregård, der som en af de få bygninger modstod jordskælvet. På museet findes mange sjove og anderledes udstillingsgenstande, som giver et godt indtryk af livet i Gyumri de seneste 200 år. Vi returnerer til hovedstaden sidst på eftermiddagen.

Dagen er afsat til oplevelser på egen hånd i Yerevan, og byen har meget spændende at byde på.

Nationalmuseet, der ligger centralt placeret ved Republikpladsen er helt sikkert et besøg værd. Med over 400.000 etnografiske og arkæologiske udstillingsgenstande er her til mange timers underholdning for historieinteresserede. Byens store loppemarked, der har åbent alle ugens dage, men mest besøgt i weekenderne, byder på gamle sovjet-russiske souvenirs, bøger, billeder og alt muligt andet. I den nærliggende park er der mulighed for at slappe af på en af de hyggelige cafeer og følge med i det lokale liv.

På byens nye store gågade, Den Nordlige Avenue, som stod færdig i 2007, er der gode shoppingmuligheder Her er butikker og caféer nok til mange timers underholdning. Vi samles sidst på eftermiddagen og tager ud og spiser sammen for sidste gang på vores rejse. Der er mulighed for at sove eller hvile på værelset, før vi kører til lufthavnen.