Apulien – Syditaliens glemte hæl

Vi starter med at flyve til det sydlige Italien, som ikke har mange flyforbindelser, så vi må flyve via München for at komme frem til Bari. Her starter vores eventyr!

Fra lufthavnen i Bari sætter vi kursen sydpå langs kysten. Vi kigger ud over det blå hav, kører langs grønne marker med hvide huse, og langs vejen passerer vi rækker med pinjetræer, og hist og her vidner en flok palmer om, at vi er kommet et godt stykke sydpå. Efter en time kommer vi frem til området omkring den lille kystby Monopoli, hvor vi skal tilbringe vores uge ved kysten.

Vi indkvarteres på Hotel Torre Egnazia, et glimrende mellemklassehotel, beliggende helt ude ved kysten små 7 kilometer syd for Monopoli. Lige uden for hotellet finder vi en flot bred sandstrand, og der bliver rige muligheder for at kaste sig i bølgerne, hvis man måtte have lyst til den slags. På hotellet har vi halvpension, og således spiser vi både morgenmad og middag her.

Afhængigt at ankomsttid forsøger vi at gøre et stop på vejen for en forfriskning eller en lille frokost på egen hånd. Herefter kører vi til hotellet, hvor vi tjekker ind, og senere spiser vi vores første middag sammen.

(Dagens samlede kørsel 67 km. – 1 time)

Vi kører sydpå og ind i landet mod dalen Val d’Itria, som er beskyttet som UNESCO-verdensarv. I den såkaldte Trulli-dal finder man en enestående samling af unikke bygninger med koniske tage, som hedder trullier, og vel nærmest har form som en iglo. Når vi nærmer os, lyser husene op som var det et nisselandskab med grå tophuer, der strutter op ude i horisonten. I byen Alberobello bevæger vi os gennem kvartererne Rione Monti og Aja Piccola, der rummer over 1.500 trullier. Det er den største koncentration af disse kalkstensbygninger, som alle er bygget uden brug af mørtel eller andre bindemidler. Man udvider sit hus ved blot at tilføre en ny sammenhængende trullo. På den måde finder man huse bygget af 5-6-7 af de små hyggelige runde huse. Der findes sågar kirker bygget i flere etager. De tykke vægge isolerer godt mod kulden om vinteren, ligesom de om sommeren holder den stegende varme ude.

På ægte italiensk vis er der mange historier om, hvorfor man har bygget så særpræget, og der er nok mange sandheder, men historien om, at man ved at let kunne rive taget ned for at slippe for skattebetaling, er den mest populære og sejlivede historie, så den hører vi naturligvis også. 

Efter vores besøg i Alberobello har vi på en lille hurtig grammatiklektion lært at ”en trullo” på italiensk bliver til ”flere trulli” i flertal, og så fortsætter vi til nærliggende Martina Franca.

Nu er det blevet tid til at smage på lokal vin i den nærliggende by Martina Franca. Og vi skal også smage på nogle af de råvarer, som denne del af landet frembringer. Her i det sydlige Italien er solen gavmild, og jorden er frugtbar. De knaldrøde tomater smager som de skal, og i september er vindruerne næsten ved at sprænges af sød saft – alt smager bedre i denne del af Italien. Vinen er i løbet af sommeren blevet kærtegnet grundigt at solens varme stråler, og de stærke vine sender stemningen en smule i vejret. Og ud over vinen smager vi lidt på de lokale specialiteter, lidt oste, en pølse og andet godt. 

Dagen afsluttes i den lille særprægede by Locorotondo, der ligger med smuk udsigt over det omgivende landskab. Den ”runde by” er på listen over de smukkeste landsbyer i Italien, "Borghi più belli d'Italia". Vi har kun flyttet os små otte kilometer fra Alberobello, men bygningsstilen er helt anderledes. Man kommer ikke til Locorotondo for at se en bestemt ting, men for at opleve den hyggelige atmosfære med de smalle gader med smukke smedejernsbalkoner og -gitre, som passende kan være kulisse for eftermiddagens kaffestop.

(Dagens samlede kørsel 70 km. – 1 time 15 min)

Vi starter dagen med at køre nordpå til Bari, som er hovedstaden i Apulien. Nogle siger poetisk, at hvis Paris havde ligget ved havet så ville den være som Bari. Byen har en smuk havnepromenade, og det var her, at middelalderens pilgrimme og korsfarere startede deres sejlads mod Det hellige land, og spor efter det finder man i gadenavnet Via delle Crociate, som er opkaldt netop efter de korsfarende. Byens små gader og stræder omkranses af elegante bygninger, og Bari inviterer til en gåtur eller shopping.

Vi finder også en hel dage hvor italienske damer sidder roligt i skyggen og fremstiller de berømte orichette-pasta, det er en sand fornøjelse at se det gamle håndværk midt i den gamle bydel. Her finder man også kirken St. Nicholas, der rummer knogler af helgenen af samme navn, som jo i vores del af verden måske mest er kendt som Santa Claus. Vi bruger eftermiddagen i den dejlige by og hører mere om dens historie og nyder det charmerende centrum. Og der bliver tid til at sætte sig, og føle sig ganske så italiensk med et glas god lokal vin på en lille ydmyg café og suge lydene af Syditalien til sig.

Efter vores besøg i Bari sætter vi kursen længere nordpå og ind i landet og følges af uendelige marker med grågrønne krogede oliventræer. Man bliver næsten hypnotiseret af de mange træer, og det føles som om vi har passeret alle Apuliens over 60 millioner oliventræer.Vi skifter til minibusser som tager os den sidste strækning op til det pragtfulde bygningsværk; vi svinger til venstre, op ad en lille bakke og ind gennem en nåleskov. Vores bus indrammes af pinjetræer i begge sider af vejen. De åbne paraplyformede træer minder om en romersk hærvej, hvor soldaterne kunne få lov til at gå i skygge gennem det solbeskinnede store rige På toppen af bakken finder vi det mærkværdige og fascinerende bygningsværk, Castel del Monte. Vi ser otte ottekantede tårne, der står på hvert af en ottekantet borg. Dette mystiske 8-tal findes overalt i byggeriet. Det er symbolet på evighed eller genopstandelse, og måske er det derfor, der går rygter om, at borgen skulle være bygget for at rumme den Hellige Gral. En ting er sikkert, det imponerende bygningsværk rummer mange hemmeligheder og spændende historier, og vi skal i dag høre historier om Normannere, Tempelriddere og ikke mindst om kejser Frederik den II.

Mange kender måske romanen ”I Rosens Navn” af den italienske forfatter Umberto Eco, og bygningsværket har både været inspiration til biblioteket Aedificium i bogen, men den var også med som en del af kulisserne til filmen med Sean Connery. Her kan man se, hvordan islamiske inskriptioner, nordeuropæiske elementer og en absolut anderledes arkitektur gør dette sted så spændende.

Byggeriet af borgen blev påbegyndt under kejser Frederik den II i 1240 og stod færdigt i 1250. Denne uhyre spændende historiske person var konge af Sicilien, senere konge af Tyskland og så kejser af det tysk-romerske rige, og kunne til sidst kalde sig konge af Jerusalem. Det var under denne periode, at det tysk-romerske rige nåede sin absolutte storhed og største territorielle magt.

Frederik II drog fra Brindisi til Jerusalem i 1228 på det 6. korstog, et sejrrigt korstog, hvor den ellers ekskommunikerede kejser via en fredsaftale fik magten over Jerusalem, Nazareth og Bethelem i 10 år, noget som fik ham ind i Pavens varme stuer igen. Det kan være dette korstog, som har inspireret til borgens særlige udformning og størrelse. På trods af at Frederik var hersker over et kæmperige og måtte rejse rundt i Europa for at opretholde ro og orden, fik den videbegærlige kejser dog også tid til at skrive det ældste kendte værk om falkejagt, ”De arte venandi cum avibus”, Kunsten at jage med fugle, og så fik han tid til at grundlægge det første statslige universitet i Napoli. Han var en lærd mand, han værdsatte kunst og videnskab, han var en kriger, der hadede kamp, og hans eftermæle vidner om en blid og brutal statsmand med forbavsende fremsynethed.

Det er ikke overraskende, at UNESCO har tilføjet Castel del Monte til verdensarvslisten over bevaringsværdige steder. Tag et kig i lommen, og se om ikke der ligger en lille undseelig 1 cents mønt – på bagsiden finder du den borg, som Frederik II har efterladt som mindesmærke efter Hohenstaufen-slægten, hvis magt smuldrede efter ham.

(Dagens samlede kørsel 200 km. – 3 timer)

I dag stikker vi næsen ind i Basilicata, det gamle antikke Lucania. Her bliver vores første stop en af de mest mærkværdige og anderledes byer i Italien, nemlig den labyrintiske grotteby Matera, som er på UNESCOs Verdensarvsliste, og som i 2019 var udnævnt til Europæisk Kulturhovedstad. Beboerne i den gamle huleby Sassi de Matera blev i 1950’erne forflyttet grundet den manglende sanitet i hulerne, men i dag er man vendt tilbage til de fascinerende grotter, som er blevet til moderne og eksklusive boliger og små luksushoteller. Vi besøger den kuperede by, som er delt i to, Sassi Barisano og Sasso Caveoso, hvor de berømte klippeboliger nærmest kravler ned ad bjerget. Historien om klippebyen går årtusinder tilbage, og man har udgravet de omkringliggende klipper og lavet boliger i den honningfarvede bløde vulkanske tufsten. Når man ser de spændende klippeboliger og Materas spændende byplan sendes man tilbage i historien, og det er ikke overraskende, at Mel Gibsons film ”The Passion of the Christ” brugte Matera som baggrund i filmen. Vi får tid til at opleve den spændende by, og så bliver der tid til at spise en frokost, inden turen går videre.

Næste stop på programmet bliver den lille by Altamura, som er et lille stykke uspoleret Syditalien. Byen er modsat mange andre byer ikke blevet malet op i farvestrålende pastelfarver, som det ofte ses i Sydeuropa, men har sit originale grå og hvide udseende. Som i de fleste syditalienske småbyer, så er madkvaliteten af største vigtighed. Her er Altamura ikke en undtagelse, og byen har en helt særlig tradition for at bage brød af højeste kvalitet. Brødet herfra er berømt over hele Italien og er en af de få brødtyper, der af EU har fået kvalitetsbetegnelsen BOB, hvilket betyder, at der er tale om brød af højeste kvalitet. Helt tilbage til kejser Augustus’ tid blev brødet hyldet af poeten Horats, der i 37 f.Kr. udnævnte brødet til ”verdens bedste brød”. Håndværkets hemmeligheder går i arv fra generation til generation, og i Altamura har familien Di Gesu haft deres bageri siden 1838. 

Byens vartegn er den romanske katedral, hvor byggeriet blev påbegyndt i 1232 af Frederik II, og senere er den af flere omgange blevet restaureret.

Et af byens spændende fund i nyere tid er den såkaldte ”Altamura-mand”. I 1993 fandt man menneske-fossiler i en grotte lige udenfor Altamura, og det har vist sig, at repræsentere den ældste prøve af neanderthal-DNA, der nogen sinde er fundet – man mener at skelettet er 128.000 – 187.000 år gammelt.

Ud på eftermiddagen vender vi næsten hjem til vores hotel, hvor vi spiser middag. 

(Dagens samlede kørsel 185 km. – 3 timer 15 min)

Ostuni regnes som en af den smukkeste byer i Syditalien. Byen er bedre kendt som ”La Città Bianca”; den hvide by. Allerede fra afstand blændes vi i morgenlyset af de små hvidkalkede huse, der tårner sig op i landskabet og nærmest klynger sig til klippen Le Murge.

Byen strækker sig i forskellige niveauer, og trapper, stræder og gader afslører spor af middelalderen i form af buehvælvinger, klosterporte og kirker. Til fods oplever vi det historiske centrum med katedralen og dens tilhørende piazzetta. Vi får tid til at kigge nærmere på de små butikker og restauranter, når vi bevæger os rundt i de snoede gader blandt de hvidkalkede husfacader. På byens naturlige midtpunkt Piazza della Liberta finder vi den store udsmykkede kalkstenssøjle, og med udsigt til byens mægtige rådhus og San Francesco-kirken kan man passende sidde på en café og følge med i bylivet over en kop stærk italiensk espresso.

De hvide huse står i skærende kontrast til de omkringliggende grønne landskaber og det azurblå hav. Det er denne kombination af menneskeskabt og natur, der gør Ostuni til et besøg værd. 

Vi er tidligt tilbage ved hotellet og i dag er der tid til at nyde livet ved vandet, og med lidt held er vejret godt til en tur på stranden.

(Dagens samlede kørsel 70 km – 1 time 15 min)

Vi sætter kursen sydpå og kører til Lecce i Salento, hvor vi begynder dagens eventyr. Rent udseendemæssigt skiller den sig ud med dens elegance, kultur og kunstneriske rigdomme. Byens kaldes også for “Sydens Firenze”.

Lecces’ historie begynder dog 3 kilometer væk ved havet. Her lå nemlig en græsk by, som af selveste kejser Hadrian blev flyttet til dens nuværende placering. Da det vestromerske rige faldt blev byen hærget af forskellige folkeslag, inden det i 549 kom under Det Byzantinske Rige. Historien er således et sandt fletværk af forskellige herskere, heriblandt saracenere, lombardere, slaver og østgoter. En herlig blanding, der gør byen med 95.000 indbyggere til en tidsrejse i arkitektur og spændende arvestykker. Netop den anderledes arkitektur og byens levende universitetsmiljø har gjort, at flere og flere har fået øjnene op for denne mindre kendte del af Italien.
I det historiske centrum af Lecce er det barokarkitekturen, som er fremherskende. Her er der opstået en opulent og næsten vulgær barokstil. Byen er et glimrende eksempel på denne stilart, hvor intrikate detaljer udsmykker facader og kirker, noget som i dag virker aldeles overvældende på de besøgende. På vores gåtur gennem de smalle gader ser vi de smukke gule paladser opført i den lokale tufsten. Denne bløde kalksten, også kaldet Lecce-sten, er en af byens største eksportvarer, og paladsernes smukke udsmykninger er vidnesbyrd om, hvorfor stenen er blevet så populær. Basilica di Santa Croce står stolt med sin imponerende facade, og ved det antikke romerske teater sender vi tankerne et par tusinde år tilbage i tiden. Lecce er uforglemmelig med de smukke bygninger, romerske levn, solfyldte små pladser og hyggelige brostensbelagte gader.

Efter vores tur til fods i byen bliver der tid til frokost på egen eller et besøg på en af de mange cafeer i byen og bare nyde folkelivet på den smukke plads.

Om eftermiddagen tager vi til den smukke by Otranto, der ligger med fantastisk udsigt over Adriaterhavet. Byen består af tætte gader, og byen ligger flere steder helt ude på klipperne ud over havet. Otranto er grundlagt af grækerne, men romerne og sågar osmannerne har naturligvis også haft deres gang her. Her går vi en tur gennem de smalle gader og en tur langs havnen. Måske får nogen lyst til at se nærmere på det aragonske kastel, kendt fra bogen ”Slottet i Otranto” af den engelske kunsthistoriker Horace Walpole. Denne beskrives som verdens første gotiske roman. Den udspiller sig i og omkring Otranto, selvom virkelighedens slot ikke er nær så uhyggeligt som romanens.

Der er afsat tid til at nyde det azurblå hav, der sender tankerne til Maldiverne og Caribiens fjerne kyster. Kombinationen af blåt hav og kalkstensklipper har gjort, at det fotogene Otranto typisk præger forsiderne på kort, guidebøger og artikler om Apulien.

Hertil skal nævnes, at det nærliggende fyrtårn, Capo d’Otranto, er Italiens østligste punkt, og besøgende i dette område befinder sig ”helt nede i hælen”.

(Dagens samlede kørsel 300 km – 4 timer)

Vi kører direkte til byen Monopoli, hvor vi gør et stop. Navnet stammer fra græsk ”Monos-polis”, og betyder den ”unikke by”. Byen har gennem årtusinder levet af fiskeri, og vi går en tur rundt i den smukke hvide fiskerby, der gennem tiderne er blevet beskyttet mod erobrere udefra med et fort med store prægtige mure, hvor kanonerne engang pegede ud over havet. I dag er det kun en håndfuld fiskere, hvis fiskestænger peger forhåbningsfuldt mod det azurblå hav. Ved den lille havn ser vi byens smukke blå fiskerbåde, der blidt vugger i takt, på Adriaterhavets bløde bølger. Monopoli kan også bryste sig af en flot katedral tilegnet Jomfru Maria, så vi tager en spadseretur langs havnepromenaden og de karakteristiske blå både, der er en smuk måde at komme til den imponerende borg, Castello di Monopoli.

Polignano a Mare ligger højt hævet på den hvide klippe, her grundlagde grækerne byen Polis Neo, som i dag hedder Polignano. Byen levede en gang af maritim handel og lever i dag primært af turisme. De hvidkalkede huse ligger højt oppe på klipperne med smuk udsigt over havet. Vi går en tur i byens historiske navle, hvor de sukkerlystne måske vælger at smage den lokale is på en af byens mange gelateriaer. Gelato, eller italiensk is er et stolt velsmagende håndværk her på egnen. 

Mon vi er heldige og kan se de frygtløse ungersvende kaste sig i de blå bølger fra de højtliggende klippeafsatser? Under alle omstændigheder snydes vi ikke for den særegne udsigt med den lille strand midt mellem de højt ragende klipper. Vi skal med andre ord huske at have opladet kameraet til i dag. Kontrasten mellem det krystalklare blå hav, de naturligt ujævne klipper og menneskets sirligt byggede mure og huse, skaber nærmest motiverne helt naturligt. Mens vi betragter folk og færd i smukke Polignano fristes vi måske til at gøre bysbarnet Domenico Modugno kunsten efter og synge hans mesterværk ”Nel blu dipinto di blu”, bedre kendt som Volare.

Den smukke kyststrækning rummer en myriade af grotter, heriblandt den eksklusive Grotto Palazzese; den verdenskendte restaurant som ligger i en grotte med en fantastisk udsigt til havet. Restauranten er i flere år i træk kåret som Italiens mest romantiske restaurant – og beliggenheden er fuldkommen unik – men prisen afspejler også denne eksklusivitet, og må siges at være blevet på den dyre side. Har man lyst til at spise en dejlig frokost på en fiskerestaurant, skal rejselederen nok foreslå et lokalt sted, hvor der er sammenhæng mellem pris og kvalitet. Rejselederen tager imod bestilling nogle dage før besøget.

(Dagens samlede kørsel 50 km – 1 time)

Det er blevet tid til at vende hjem, og vi kører til lufthavnen i Bari, hvor vi igen sætter os til rette i et fly, som via München bringer os til Danmark efter en oplevelsesrig uge i Apulien.

(Dagens samlede kørsel 67 km – 1 time)