Berlin – efter murens fald

Efter ankomst til Tyskland sætter vi kurs mod den tysk-tyske grænse, hvor jerntæppet i mere end 40 år delte Tyskland i to dele. Den ene del var Forbundsrepublikken Tyskland (BRD), som kaldtes Vesttyskland. Den anden del var Den Tyske Demokratiske Republik (DDR), som kaldtes Østtyskland. Jerntæppet mellem Øst- og Vesttyskland var 1.400 km langt og gik fra Østersøkysten til den tjekkiske grænse. Ved grænsestationen Gudow er der nu en rasteplads, hvor vi gør ophold, og rejselederen tager os med tilbage til tiden før 1989. Først skulle man ud af Vesttyskland og var tvunget til at møde både vesttysk politi og toldpersonale. Derefter skulle man ind i Østtyskland og var så tvunget til at møde både østtysk politi og toldpersonale. Pas skulle vises, blanketter skulle udfyldes, og ingenting var enkelt. Nu er det imidlertid mere enkelt, og vi er snart i det gamle Østtyskland på vores vej mod Berlin. 

Mellem Gudow og Berlin gik motorvejen gennem Østtyskland, som var en transitvej. De få afkørsler fra motorvejen var svært bevogtede, og man kunne ikke undvige. Ved de to rastepladser langs vejen var der såkaldte valutabutikker, hvor man for vestlig valuta kunne købe varer, der var mangel på i Østtyskland, for eksempel kaffe, chokolade, elektronik og nylonstrømper. Midt på eftermiddagen nærmer vi os Berlin, og vi forlader Østtyskland for via grænsestationen Stolper Heide at begive os ind i Vestberlin. Også her er der i dag en stor rasteplads, men tidligere var kontrollen meget streng her. Først skulle man gennem den østtyske kontrolpost, hvor alle pas blev kontrolleret minutiøst, bussernes bagagerum blev gennemsøgt for blinde passagerer, og hunde og soldater med spejle på skaft undersøgte busserne underneden. Efter afsluttet østtysk kontrol kørte man nogle kilometer gennem ingenmandsland, hvor man passerede den lille statue af en bjørn, som markerede Berlins gamle bygrænse. Derefter ventede den vesttyske grænsekontrol, inden man var inde i Vestberlin. Vi fortsætter gennem Berlin og ankommer til vores gode hotel, hvor vi skal bo i tre nætter.

Østtyskland eksisterede som stat fra 1949 til 1990 i den tidligere tyske del af den sovjetiske besættelseszone. Officielt var DDR en demokratisk flerpartistat, men i praksis var der kun et parti, som styrede. I DDR havde man fuldstændig kontrol over alle indbyggere, og alle som afveg fra normen risikerede fængsel. Berlinmuren var en barriere, som i perioden fra 13. august 1961 til 9. november 1989 adskilte Vest- og Østberlin. Muren blev opført af Østtyskland for at stoppe den omfattende flugt af østtyske statsborgere mod vest via Vestberlin, men i Østblokken anvendte man officielt betegnelsen "den antifascistiske beskyttelsesmur" om muren, for at give indtryk af  at dens formål var at holde "fascismen" ude. Muren var den mest synlige del af jerntæppet og var et stærkt symbol på Europas deling under den kolde krig. Muren og jerntæppet, som sammen afgrænsede ikke bare Berlin, men hele landet, var måske for første gangen i historien et resultat af, at en statsledelse bestemte sig for at lukke et helt lands befolkning inde.

Vi indleder med at besøge det nye murmuseum, som åbnede i 2016 ved Oberbaumbrücke. Årsagen til at muren først blev opført i 1961, og anledningen til at den siden blev revet ned i  1989 anskueliggøres på en moderne og effektfuld måde, som ikke lader nogen uberørt. Museet hylder også alle de, som mistede livet i forsøget på at flygte fra øst til vest, over, under eller gennem muren. Derefter besøger vi East Side Gallery, som er et 1,3 km langt, bevaret stykke af den oprindelige Berlinmur. Det ligger i nærheden af togstationen Berlin Ostbahnhof ved floden Spree. Murens østside er dekoreret med 160 malerier af forskellige kunstnere fra hele verden. Disse malerier blev udført i begyndelsen af 1990erne og viser kunstnernes syn på de politiske forandringer i Tyskland. Det mest kendte maleri forestiller Leonid Bresjnev og Erich Honecker, der tungekysser hinanden.

Turen går videre langs ad den lange og brede Karl Marx Allee, som hed Stalin Allee indtil 1961. Her fandt de store demonstrationer sted, og her lå de fine restauranter, navngivet efter østeuropæiske hovedstæder, samt premierebiografen Kino International. Snart er vi fremme ved Alexanderplatz, hvor vi stiger af bussen igen. Da Østtyskland eksisterede var Alexanderplatz det vigtigste mødested for indbyggerne i det daværende Østberlin, en stolthed for Østtyskland og Østberlin. Med dens arkitektur ville man vise omverdenen, at Østtyskland kunne skabe en moderne bydel, der fungerede som en slags symbol på velstand. Vi går videre forbi det høje TV-tårn fra 1968 og det røde rådhus fra 1860erne til Nikolaiviertel, den ældste bydel i Berlin. Området fik sit nuværende udseende efter en større ombygning i 1980erne, hvor ruinerne efter 2. Verdenskrig blev erstattet af moderne beboelsesejendomme i middelaldersinspireret stil. Her bliver der mulighed for at spise frokost.

Derefter er det tid til et besøg på DDR-museet, som ligger ved floden lige ved Berliner Dom. Det blev etableret på privat initiativ, eftersom man fra offentlig side helst ville holde en armslængdes afstand til DDR-kulturen. Her kan vi fordybe os i, hvordan man levede i DDR bag jerntæppet. Her finder vi aviser, konserves, køkken- og dagligstueindretning, selskabsspil og skrivemaskiner. Det er helt OK at røre ved de udstillede genstande, udforske skuffer og skabe, sidde i sofaer og se TV-programmer fra den kolde krigs æra.

Om aftenen drager vi ud i vrimlen for sammen at nyde en tysk treretters middag på en traditionel og hyggelig restaurant. Velbekomme!

Efter en styrkende tysk morgenmad tager vi i dag vores bus op til Bernauer Strasse for at se lidt mere af resterne af den så forhadte mur. Her ser vi med al ønskelig tydelighed, hvor slemt det var at leve i den af muren delte by Berlin. Bernauer Strasse er en gade, hvor den vestlige side udgjorde grænsen mellem øst og vest. Berlinmuren løb langs gadens sydside, og i dag står en del af muren endnu tilbage som et mindesmærke. I nærheden af dette mindesmærke ligger også Dokumentationszentrum Berliner Mauer, hvor Bernauer Strasses og Berlinmurens historie vises. Gaden er også berømt som flugtvej i den første tid efter Berlinmurens opførelse. Husene på sydsiden af gaden lå i øst, mens fortovet neden for vinduerne lå i vest. Dette medførte, at mange beboere i husene simpelthen hoppede ud ad vinduerne, og på den måde kom over til Vestberlin. Vinduerne blev dog muret til ret hurtigt, og senere blev husene også revet ned.

I perioden som delt by var Berlins metrosystem også opdelt i en vestlig og østlig del. Dette indebar, at to vestlinjer delvis gik under Østberlin, hvilket betød, at Bernauer Strasse blev afspærret og blev en såkaldt spøgelsesstation. I forbindelse med Berlins genforening blev stationen genåbnet. Vi besøger også Forsoningskirken, eller rettere sagt den nybyggede meget moderne Forsoningskirke, eftersom den gamle kirke blev revet ned i 1985, da den lå på østsiden for nær ved muren. Dødskorridoren på østsiden, som blev overvåget fra vagttårne bemandet af bevæbnede grænsevagter, var helt enkelt for smal. Mange mennesker blev skudt i deres forsøg at flygte over til vestsiden. Et mindemonument med portrætter af dræbte  mennesker gør et meget stærkt indtryk.

Vi begiver os videre til den gamle togstation Friedrichstrasse, som ligger på gaden med samme navn inde i gamle Østberlin. Stationen fungerede som en grænsekontrol på samme måde som en international lufthavn med pas-og toldkontrol, så man kunne tage toget mellem øst og vest, hvis man som vestborger havde visum, og hvis man som østborger havde udrejsetilladelse. Her skal vi besøge Tränenpalast, tårernes palads, hvor der i 2011 indviedes en permanent udstilling om grænseovergangens historie. Bygningen har fået sit navn af de mange tårefyldte afskedsscener, som udspillede sig på pladsen, når slægtninge og venner skulle rejse tilbage til vest. 

Næste stop bliver byporten Brandenburger Tor fra sidst i 1700-tallet, som er blevet et symbol på  såvel Tysklands deling som Tysklands genforening. Porten var i Øst- og Vesttysklands tid utilgængeligt for besøgende, for den lå ved grænsen midt inde i dødskorridoren, som bevogtedes af patruljerende køretøjer og fra vagttårne. 

Ved fejringen af det første nytår efter Berlinmurens fald samledes store skarer mennesker ved Brandenburg Tor for at fejre det nye Tyskland. I dag fejres her nytårsaften hvert år, og hvis du er heldig at befinde dig i Berlin den 9. november, fejres årsdagen for murens fald.

Resten af dagen er fri til oplevelser på egen hånd. Lige i nærheden ligger rigsdagsbygningen. Opførelsen blev planlagt og bygget for at virke som sæde for Rigsdagen under Kejserdømmet Tyskland i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Under stridighederne i Berlin under 2. Verdenskrig blev rigsdagsbygningen svært skadet af de allieredes bombardementer, men den er nu genopført og igen sæde for det tyske parlament. 

I nærheden ligger holocaust-monumentet fra 2005 til minde om Europas myrdede jøder. Monumentet er enormt og strækker sig over et areal på 19.000 kvadratmeter. Dette fantastiske mindesmærke består af næsten 3.000 betonblokke i forskellige størrelser, med én meter brede gange imellem sig. Under dette mindesmærke findes der endog et underjordisk museum, hvor man får mere at vide om de forbrydelser, der blev begået mod jøderne før og under 2. Verdenskrig. Lige ved siden af ligger mindesmærket for de homoseksuelle, som blev forfulgt og henrettet af nazisterne, et monument som blev opført i 2008, så menneskeheden ikke skal glemme, hvad der er sket, og hvad der ikke må ske igen.

Hvis man har lyst til at se flere mindesmærker for muren, anbefales et besøg på det nærliggende Checkpoint Charlie, som var en grænseovergang mellem det gamle Vest- og Østtyskland, kontrolpunkt C. I dag består Checkpoint Charlie i princippet blot af et bevaret skilderhus med en mindeplade og en del information om Berlinmuren, samt yderligere et museum dedikeret til Berlinmuren og forsøgene på at flygte fra Øst- til Vesttyskland.

Det er tid til at forlade Berlin for denne gang, men der er endnu meget at se. Søndag morgen kører vi lige gennem Berlin, mens der ikke er så meget trafik. Vi begynder med Unter den Linden, under lindetræerne, en stor avenue som løber fra Schlossbrücke over Spree i øst frem til Pariser Platz i vest. Gaden blev anlagt allerede i 1647 som en allé, der forbandt Berlin med parken Tiergarten, og som kom at fungere som en af byens hovedstrøg, ofte sammenlignet med Champs-Élysées i Paris. På den anden side af Brandenburger Tor hedder gaden Strasse des 17. Juni,  den tidligere Charlottenburger Chaussee. Gaden går i øst-vestlig retning og passerer gennem hele den store park Tiergarten og ender ved Ernst-Reuter-Platz. Ca. en kilometer vest for Brandenburger Tor er der en større rundkørsel, hvor det preussiske sejrsmonument Siegessäule ligger. Gaden fik sit nuværende navn, da Vestberlins senat allerede fem dage efter folkeoprøret i Østtyskland den 17. juni 1953 valgte navnet for at hædre ofrene for de mange strejkende arbejdere i daværende Østberlin, som blev skudt af sovjetisk militær og det østtyske folkepoliti.

Næste hovedstrøg bliver Kurfürstendamm, i folkemunde kaldt Kudamm, som er Vestberlins mest kendte forretningsgade med et bredt udvalg af store varehuse og butikker med internationale luksusmærker. Gaden har trods dette en afslappet og ganske hyggelig atmosfære. Kurfürstendamm blev anlagt allerede i 1542 som vej mellem Berlins byslot og Grunewalds jagtslot, og tjente som ridevej for kurfyrsterne. Kurfürstendamm når sit højdepunkt under Weimarrepublikken og er for mange synonym med de glade 20ere. Under de olympiske sommerlege i 1936 gav gaden stadig international glans, men dens deroute var allerede begyndt. Nazisterne hadede alt, hvad Kurfürstendamm repræsenterede med sin intellektuelle og kritiske internationalisme, kunstneriske kreativitet, provokation, frihed, sjæl og kultur. Kurfürstendamm forsvandt, og under krigen blev området ødelagt af de allieredes bomber. Under den kolde krig og Berlins deling blev Kurfürstendamm et udstillingsvindue for vest og et forbilledligt symbol på den nyfundne selvfølelse.

For enden af Kudamm kører vi ud på motorvejen og holder tungen lige i munden, når vi kører ind i  en kæmpemæssig motorvejsudfletning på citymotorvejen og drejer ud på den gamle racerbane AVUS, som i dag hedder A115 og er verdens første motorvej. Byggeriet af AVUS påbegyndtes i  1913, men på grund af 1. Verdenskrig blev byggeriet forsinket og banen blev først klar i 1921. Under krigen arbejdede russiske krigsfanger med byggeriet af AVUS. Vejen var frem til 1998 en kombineret racerbane og motorvej. Racerbanen bestod af to ni km lange lige vejstrækninger, som også udgjorde motorvejen og to sving, hvor racerbilerne vendte. 

Ved bydelen Wannsee forlader vi den gamle motorvej. Wannsee i udkanten af det gamle Vestberlin er et populært udflugtsmål for berlinerne. Her er flere badesteder, og søen Grosser Wannsee er meget populær for bådfolk, ikke mindst sejlere. Wannsee er dog mest kendt for Wannseekonferencen i 1942, hvis hovedformål var at organisere og koordinere deportationen og tilintetgørelsen af den jødiske befolkning. 

Snart kører vi over Glienicker Brücke, som efter 2. Verdenskrig lå på grænsen mellem den amerikanske sektor i Vestberlin og den sovjetiske besættelseszone i Østtyskland. Fra 1952 var broen spærret for civil trafik og anvendtes kun af besættelsesmagternes militær samt af personer med særskilt tilladelse. 1961 opførtes Berlinmuren i tilknytning til broen, og man øgede sikkerhedsforanstaltningerne for at forhindre civile i at passere. Broen er nu mest kendt som stedet for udveksling af spioner mellem øst og vest under den kolde krig. Første gang var i februar 1962, hvor den amerikanske spionflypilot Gary Powers blev udvekslet med spionen Rudolf Abel. 

Efter at vi har passeret den gamle grænsebro, er vi i Potsdam, som er hovedby og den største by i den tyske delstat Brandenburg. Potsdam ligger ved floden Havel og adskillige indbyrdes forbundne søer. Byen er fremfor alt kendt for sin historie som kongelig residensby i Preussen og Kejserdømmet Tyskland med mange slotte og haver, specielt Frederik den Stores spektakulære sommerresidens Sanssouci fra midten af 1700-tallet. Den såkaldte Potsdamkonference mellem de allierede sejrherrer efter den tyske kapitulation blev i 1945 afholdt på slottet Cecilienhof i udkanten af Potsdam.

Nu er vi snart tilbage i det gamle, landlige Østtyskland, og turen går hjem mod Danmark. Vi standser et passende sted til frokost, og ved aftenstid skilles vores veje igen. Sjældent får man set så meget på nogle få dage, som vi har gjort på denne rejse, og der er mange indtryk at tage med sig hjem. Vi siger farvel til hinanden, og måske ses vi igen på en anden rejse med Albatros.