Borneo, Kuala Lumpur og Singapore

Kuala Lumpur er konge- og parlamentsby for hele Malaysia, som foruden Malaccahalvøen består af staterne Sarawak og Sabah på Borneo. Store forekomster af tin blev i midten af 1800-tallet starten på det velordnede økonomiske samfund, der præger Malaysia i dag. En gruppe kinesiske tinjægere skabte en interimistisk base ved mødestedet mellem floderne Klang og Gombak. De kaldte stedet Kuala Lumpur (der betyder ’mudret sammenløb’), og det blev starten på nutidens millionby. Snart strømmede tusinder af eventyrere hertil på jagt efter det nyttige metal. Nogle var heldige og skabte formuer til fornyet investering, og et blomstrende handelsliv udviklede sig. Det var i disse pionertider, at landets nuværende etniske sammensætning blev skabt: malaysiere side om side med kinesere, indere og europæere.

Kuala Lumpur eller KL, som den populært kaldes, er en pulserende millionby. Både arkitektonisk og stemningsmæssigt er byen en blanding af det ultrapæne og rene Singapore og det kaotiske og farverige Bangkok. Det er på harmonisk vis lykkedes at forene den moderne byggestil bestående af skyskrabere i glas og stål med det traditionelle og et twist af britisk kolonistil, hvilket især ses i Chinatown og Little India. Kuala Lumpur er en by, der skal ses, føles og opleves. Og det gør vi i dag.

Vores byrundtur i KL begynder ved Masjid Jamek, en af byens ældste moskeer, der ikke kan undgå at charmere med sine kridhvide løgkupler, lyserøde mursten og indiskinspirerede buegange. Moskeen er bygget af en engelsk arkitekt, der fik inspiration fra stormogulernes grandiose bygningsværker i Indien. Masjid Jamek står smukt mellem de grønne palmer, dér hvor floderne Klang og Gombak løber sammen, og hvor byen blev grundlagt.

Fra Kuala Lumpurs fødested begiver vi os til fods ud i den gamle del af byen og kan således mærke byens puls helt tæt på. Vi går mod nord, og snart får vi selskab af sarier og Bollywood-musik. Vi er kommet til Little India. Her går vi en tur, før vi fortsætter til Merdeka Square, som er hjertet i kolonitidens Kuala Lumpur og omgivet af smukke kolonitidsbygninger. Her blev landet erklæret uafhængigt i 1957, og briternes cricketbane, der fyldte pladsen, blev skiftet ud med en græsplæne og et kæmpemæssigt malaysisk flag. Den ene side af pladsen domineres af Sultan Abbul Samad-bygningen, der blev opført som sekretariat for kolonitidens administration. Bygningen er tegnet af samme britiske arkitekt, som stod for Masjid Jamek, og igen ser vi tydeligt hans store begejstring for alt indisk.

Med bus kører vi nu til KL’s mest populære park, Lake Gardens. Her en kort køretur fra centrums travlhed byggede den britiske elite i sin tid deres elegante boliger og anlagde denne smukke have rundt om. Parken er navngivet ganske korrekt, for den er spækket med åkandefyldte søer, små vandløb og rislende springvand. Vi slentrer en tur i alt det grønne og kigger også ind i parkens store orkidehave med tusindvis af blomstrende orkideer.

På vej tilbage til byen ser vi Den Nationale Moske (Masjid Negara) med den 73 meter høje minaret og turkisblå kuppel, hvis bedehal har plads til 15.000 mennesker, og den meget specielle gamle hovedbanegård. Den er bygget i indisk-islamisk stil, men efter engelske byggevedtægter, som blandt andet foreskrev, at taget skulle bygges så solidt, at det kunne bære vægten af flere tons sne. Efter denne introduktion til Kuala Lumpur er resten af dagen på egen hånd.

Efter en sidste formiddag i Kuala Lumpurs mylder flyver vi midt på dagen hen over Det Sydkinesiske Hav til regnskovenes, orangutangernes og iban-folkets Borneo. Borneo er verdens tredjestørste ø efter Grønland og Ny Guinea, og øen har et af de mest unikke økosystemer på kloden. Det meste af øen er dækket af regnskov og gemmer på mange sjældne dyre- og plantearter med orangutanger og næseaber som nogle af de mest berømte. Borneo er i dag delt mellem Indonesien og Malaysia. Den indonesiske del kaldes Kalimantan, mens den malaysiske del under ét kaldes Østmalaysia og består af delstaterne Sabah og Sarawak. Vores eventyr udspiller sig i Sarawak, som indtil 1966 var regeret af Brooke-familien og først blev en officiel del af det britiske imperium efter anden verdenskrig. I 1966 blev det selvstændige Malaysia formet, og efter en kort krig mod Indonesien blev Borneos deling en realitet.

Vi lander i Kuching, hovedbyen i Sarawak, efter et par timers flyvning. Efter indtjekning på hotellet har vi resten af eftermiddagen til at kigge os lidt omkring i denne historiske by. Kuching betyder ’kat’ på malajisk, og der er netop lidt kat over Kuching. Den er elegant, tilbagelænet og umulig at slå ihjel. I modsætning til andre byer i området blev de fleste af Kuchings historiske bygninger skånet under anden verdenskrig. Mange af dem er tilmed blevet nydeligt restaureret, så du kan forvente en smuk kulisse til din slentretur gennem byens overskuelige centrum, der slænger sig langs med Sarawak-floden.

Efter morgenmaden kører vi til rehabiliteringscentret Semenggoh. Her lever orangutanger, som har været ulovligt tilfangetaget, eller hvis forældre er døde. På Semenggoh lærer de at klare sig selv i junglen igen. Orangutangerne lever i junglen og kommer oftest kun til centret, når det er fodringstid, og vi kan derfor ikke være helt sikre på at se de sjældne orangerøde aber. Men heldigvis lever her også andre abearter og malajbjørne. Vi går ind i junglen til fodringsplatformene  og håber på, at orangutangerne er sultne.

Vi fortsætter til en af Malaysias mest spændende nationalparker, Bako, med blandt andet næseaber, varaner, vildsvin, sambarhjorte og adskillige sjældne planter. Vi tilbagelægger strækningen i både bus og båd, og i løbet af den to timer lange tur kommer vi forbi kokosplantager, mangrovesumpe og skove af nypa-palmer, der er en slags blanding mellem palmer og mangrover.

Bako Nationalpark er Sarawaks ældste nationalpark og ligger på et stort forbjerg ud mod Det Sydkinesiske Hav. Parken indeholder en pudsig blanding af tæt, grøn jungle samt stejle kystklipper og eroderede klippeøer i de utroligste faconer. Stedet er det bedste sted på Sarawak at se de sjældne næseaber, og derudover er her masser af makakaber.

Når vi ankommer til Bako Nationalpark, tjekker vi ind på parkens eneste overnatningssted, der lader en del tilbage at ønske med hensyn til komfort. Heldigvis kan den smukke natur og de spændende oplevelser fuldt ud opveje indkvarteringens primitive standard. Efter indtjekningen begiver vi os ud på nationalparkens godt afmærkede stisystem og udforsker noget af det, Borneo er så kendt for: frodig regnskov spækket med fascinerende planteliv. I nationalparken vokser næsten alle de plantearter, der findes på Borneo.

Vi har hele dagen til at vandre ud i regnskoven og klippelandskaberne i Bako Nationalpark. Vi kommer til at se planter, der slet ikke ligner dem, vi kender hjemmefra. Blandt andet findes her flere forskellige arter af den kødædende plante kandebærer, som får en del af sin næring fra insekter og smådyr, der falder ned i de kandeformede blade. Vi vil sandsynligvis se varaner og de frække aber javamakakerne, der ikke lader sig holde tilbage af ret meget, hvis der er udsigt til en hurtig snack (pas godt på din taske). Også de mere medgørlige sølvlangurer, hvor de voksnes pels er sølvgrå, mens ungernes er klart orangefarvede, skal vi kigge efter.

Men det dyr, vi vil holde bedst udkig efter, er nok næseaben. I Bako lever der cirka 150 eksemplarer af denne sjældne abe, som kun findes på Borneo. Hvis vi bevæger os lydløst og holder ørerne åbne, vil vi måske høre den sære, gryntende lyd, som aberne laver, mens de bevæger sig gennem trætoppene, inden vi – forhåbentlig – ser dem. Er vi rigtig heldige (og tålmodige), vil vi måske se en hel flok af de grå og rødbrune aber med den hængende næse og en mave, der bedst beskrives som en ordentlig ølvom.

Lemanak-floden tæt på grænsen til Kalimantan og skifter bussen ud med en motoriseret langbåd, som vi sejler i op til langhuset, hvor vi skal overnatte.

Langhuse er, som navnet siger, lange – meget lange – huse bygget på pæle ved Borneos floder. Et langhus på 100 meter er ikke usædvanligt, og denne beboelsesform har i århundreder været brugt af iban-folket. Men et langhus er lige så meget en levevis som en bygning. Et enkelt langhus huser et helt samfund, og det er ikke sjældent, at 200 mennesker bor under samme tag. Langhuset er delt på langs med et langt, fælles rum ud mod floden og mindre rum til de enkelte familier mod junglen bagved.

Ibanerne var engang berygtede som hovedjægere. Denne makabre praksis indgik i deres religiøse og sociale ritualer. Kappede en iban en fjendes hoved, blev hans eget samfund beriget, for eksempel med frugtbarhed. Skikken blev forbudt i begyndelsen af 1900-tallet. Ibanernes tradition for at tilbyde forbipasserende rejsende husly er derimod bevaret i bedste velgående. Vores overnatning i langhuset er en unik chance for at opleve disse gæstfrie menneskers dagligdag på nærmeste hold herude i regnskoven, hvor moderniteten også er ved at snige sig ind.

Vi spiser selvfølgelig sammen med langhusets beboere i deres fællesrum, og resten af aftenen kan vi overvære iban-folkets traditionelle danse og prøvesmage deres tuak, brændevin lavet på ris. Vi går sandsynligvis sent i seng til lyden af messing-gong-gonger og ibanernes sange.

I dag begiver vi os endnu længere ind i iban-folkets område. Vi skal til Batang Ai, en kunstig sø skabt af en nærliggende dæmning, som er omringet af regnskove. Vi tager afsked med vores værter i langhuset og sejler ned ad Lemanak-floden til stedet, hvor vi efterlod bussen i går. Herefter går turen til Batang Ai-søen. Ved søbredden går vi om bord på båden, der skal sejle os til vores hjem for de næste to nætter, Batang Ai Longhouse Resort.

Efter at have overnattet i et traditionelt langhus i nat skal vi nu prøve luksusudgaven. Resortet, vi skal bo på, er nemlig opført med inspiration fra iban-langhusene, men her er der skruet gevaldigt op for komforten. Her er swimmingpool og alle de faciliteter, man kan forvente af et eksklusivt resort – alt sammen placeret midt i regnskoven på kanten af søen.

Efter indkvarteringen i dette moderne langhus er der tid til at hvile ud eller tage hul på naturoplevelserne.

Efter morgenmaden tager vi ud i lufthavnen, hvorfra vi flyver til Singapore. Vi tager direkte på byrundtur i den multietniske bystat, som regnes for at være en af de reneste byer i verden. Renheden hænger måske sammen med et af Singapores andre, lidt mindre flatterende øgenavne, nemlig ’bøde-landet’. I Singapore er der nemlig høje straffe for forseelser, der i andre lande regnes for mindre alvorlige. For eksempel er det forbudt at købe tyggegummi, smide skrald på gaden, undlade at skylle ud efter toiletbesøg eller bedrive fumlegængeri.

Vi starter vores byrundtur med et besøg ved det historiske Raffles’ Landing Site, som er det sted, hvor Singapores grundlægger, Sir Stamford Raffles, ifølge traditionen gik i land år 1819. På dette torv, omgivet af skyskrabere, står en hvid statue af Raffles, og i inskriptionen på soklen tilskrives han æren for at have transformeret Singapore fra en lille ukendt fiskerlandsby til en stor havneby og moderne metropol.

Det næste stop på vores byrundtur er den populære Merlion Park, som ligger i nærheden af forretningsdistriktet. Parken, som snarere er en flisebelagt strandpromenade, er mest kendt for sin 70 ton tunge fiske-løve, som spytter vand ud i bugten i en uafbrudt stråle. I 2009 blev det vandspruttende bæst dog ramt af et lyn, som sendte statuen til tælling – heldigvis dog ikke længere end tre uger. Stedet tilbyder en fantastisk udsigt til nogle af Singapores andre attraktioner, herunder pariserhjulet Singapore Flyer og det spektakulære Marina Bay Sands Hotel, som består af tre skyskrabere med en skibslignende overlægger, der hviler på toppen af dem alle tre.

Efter at have beundret den hypermoderne udsigt skal vi gå en tur i det farvestrålende Little India. Som navnet antyder, er Little India Singapores største indiske enklave, og en del af bydelens charme består i de mange ’gammeldags’ erhverv, man finder i bydelens netværk af gader: spåkoner med deres papegøjer, blomsterhandlere, som sælger kranse af jasminblomster, falbydende sælgere, der lokker med ristede nødder på deres trækvogne og avissælgere på gadehjørnerne.

En hver metropol med respekt for sig selv skal rumme en kinesisk bydel, et såkaldt Chinatown, og Singapore er ingen undtagelse. I Chinatown finder vi blandt andet det ældste hindutempel i Singapore, Sri Mariamman Temple fra 1827, og buddhist-taoist templet, Thian Hock Keng Temple. Derudover vrimler det med spændende små butikker. Efter byrundturen tjekker vi ind på vores hotel.