Centralasiens hjerte – Kasakhstan og Kirgisistan

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Aktiv rejse i Centralasiens storslåede steppe- og bjerglandskaber

Tag med på en aktiv rejse til Kasakhstan og Kirgisistan, hvor et utal af natur- og kulturoplevelser venter. Turen starter i Kasakhstans hovedstad Astana, hvorfra vi kører ud og oplever de vidtstrakte stepper, der omgiver byen. Vi besøger også Gulag-museet Alzhir, som giver os indblik i Stalins berygtede arbejdslejre, inden vi med den Transsibiriske Jernbane kører til landets største by Almaty, der ligger smukt ved foden af Tian Shan-bjergene, også kaldt Himmelbjergene. I Kirgisistans hovedstad Bisjkek tager vi på byrundtur, inden vi ad Silkevejen kører til landets østlige provins, hvor den smukke Issyk Kul-sø ligger. Med på programmet er også et besøg på den smukke højderyg “De syv Tyre og ”Det bristede hjerte” (omtalt i Hans Scherfigs fine bog fra 1964 ”Hos kirgiserne”) samt det berømte sanatorium, hvor uafhængighedsaftalen mellem Rusland og Kirgisistan blev underskrevet i 1991.
Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse, Albatros aktiv

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Nej

  • Vaccination Ja

  • Valuta Kasakhstan tenge og kirgisiske som

Dagsprogram
Dag 1 Afrejse fra København
Dag 2 Ankomst til Astana, Kasakhstan. Indkvartering og byrundtur
Dag 3 Astana – Almaty. Udflugt til Korgalzhyn Nationalpark og Gulag-museum. Med den Trans-Siberiske Jernbane til Almaty
Dag 4 Almaty - Bisjkek. Byrundtur i Almaty. Bus til Kirgisistans hovedstad Bisjkek
Dag 5 Bisjkek; guidet byrundtur – Tamga
Dag 6 Tamga – Jeti Oguz – Karakol – Tamga
Dag 7 Tamga – Bokombeiva – Bisjkek; Filtværksted, afskedsmiddag
Dag 8 Hjemrejse – velkommen hjem!

Billeder

Klik på billederne for at se dem større

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1
Afrejse fra København
Vi flyver fra København mod Kasakhstans hovedstad Astana. 
Dag 2
Ankomst til Astana, Kasakhstan. Indkvartering og byrundtur
Velkommen til Astana!

Efter indkvartering på hotellet drager vi på byrundtur i Astana, som er Kasakhstans nyeste hovedstad. Almaty var den tidligere hovedstad, men i 1998 blev det besluttet at flytte hovedstaden nordpå til dens nuværende placering. Her lå indtil 1998 en lille landsby Aqmola, der blev anlagt som fæstningsby af sibiriske kosakker i 1824 og fik navnet Akmolinsk. I 1961 blev navnet ændret til Tselinograd under ministerpræsident Nikita Khrushchev. Og i 1991 blev navnet ændret til Aqmola, men fordi navnet Aqmola minder for meget om det russiske udtryk "den hvide grav" besluttedes det i 1998 at ændre navnet til Astana, som slet og ret betyder hovedstad.

Siden 1997, hvor Astana officielt blev hovedstad, har byen haft vokseværk, og hvert år udvides byen i en hastighed, som er typisk for velstående byer i Centralasien. Det er en særlig arkitektonisk oplevelse at bevæge sig rundt blandt bygningernes forskellige stilarter; her er japansk hi-tech side om side med Chicago-lignende højhuse fra 1930’erne – ofte garneret med azurblå tage og orange facader.

Efter byrundturen har du resten af dagen på egen hånd.

Dag 3
Astana – Almaty. Udflugt til Korgalzhyn Nationalpark og Gulag-museum. Med den Trans-Siberiske Jernbane til Almaty
Besøg på de endeløse sletter spækket med smuk flora

Efter tidlig morgenmad pakker vi tasken med dagens frokost og kører med privatchartret bus ud på den kasakhstanske steppe. Forude venter den endeløse græssteppe med spændende dyr og planter.

Den dominerende landskabstype er agerland og ukultiveret græssteppe med et væld af lavvandede brakvandssøer. En kombination, der tiltrækker mange fugle. Store dele er allerede opdyrket, og de før så vidtstrakte områder forekommer kun intakte i beskyttede områder. Steppen er en truet landskabstype, der findes i mange varianter. Netop steppen omkring Astana er en del af et relativt smalt vegetationsbælte, der strækker sig fra Neusiedlersøen i vest til Mongoliet i øst. Her findes ideelle leveforhold for en lang række planter og dyr. Men samtidig er det også den mest frugtbare agerjord, og derfor er steppen reduceret i areal, og flere dyrearter også blevet sjældne herude.

Først på eftermiddagen returnerer vi mod Astana. På vejen standser vi i byens udkant, hvor Gulag-museet Alzhir giver os indblik i en af Stalins berygtede arbejdslejre.

Om aftenen går vi ombord på toget til Almaty. Byen er desuden et stoppested på den sydlige del af den transsibiriske jernbane. Vi tilbringer natten i toget, som er den sydlige gren af den berømte Transsibiriske Jernbane. På typisk russisk vis er togvognene tænkt som et praktisk transportmiddel fra A til B, mere end deluxe suiter med en-suite brusere. Men alle passagerer får en seng, der kan konverteres til et sæde til dagligt brug. Der er vaskerum og toiletter langs korridoren, og en restaurant til måltider.

Dag 4
Almaty - Bisjkek. Byrundtur i Almaty. Bus til Kirgisistans hovedstad Bisjkek
Ved foden af bjergene ligger Almaty, den gamle hovedstad

I løbet af morgenen ankommer vi til landets tidligere hovedstad Almaty i det sydøstlige Kasakhstan, der ligger cirka 200 kilometer nord for den kirgisiske grænse.

Almaty, eller Alma Ata, er den største by i Kasakhstan med mere end 1,2 mio. indbyggere. Navnet Almaty kan oversættes til "æblets fader", og områdets klima er gunstigt for frugten. I 1929 blev byen hovedstad, men i 1997 blev hovedstaden flyttet til Astana. Der er flere forklaringer på flytningen. Nogle mener, at det skete af geopolitiske årsager, mens andre mener, at Almatys placering i landets sydøstlige hjørne var upraktisk. Vi begynder byrundturen centralt i Almaty ved Pamfilovparken med den berømte trækirke. I forhold til Astana er Almaty præget af gamle fine bygninger og frodige træer langs de brede boulevarder. Indbyggerne i Almaty elsker ubetinget deres by, og beliggenheden ved foden af Tian Shan-bjergene, der betyder ”himmelsk bjerg”, danner en smuk baggrundskulisse. Så det er til stor fortrydelse for de lokale, at Astana i dag er hovedstad. Efter byrundturen kører vi med privatchartret bus til Bisjkek, hovedstad i Kirgisistan. Undervejs passerer vi den kasakhstansk-kirgisiske grænse blot 20 km nord for Bisjkek. Vi er fremme sidst på eftermiddagen. I Bisjkek indkvarteres vi på et centralt beliggende hotel.

Dag 5
Bisjkek; guidet byrundtur – Tamga
Bisjkek

Efter morgenmaden tager vi fat på dagsprogrammet. Den permanent snedækkede Ala-Too-bjergkæde (med toppe over 4.800 m.o.h.) danner en pragtfuld kulisse for Kirgisistans hovedstad. Her findes en af Centralasiens geografiske skillelinjer: nord for byen de uendelige russiske stepper og sydpå bjerge så langt øjet rækker. Bisjkek er efter centralasiatisk målestok en ung by fra århundredeskiftet, med bebyggelse i overvejende russisk stil. Førstehåndsindtrykket er voluminøse regeringsbygninger, parker med bastante fædrelandsmindesmærker osv., men der findes også mange pittoreske småhuse i ukrainsk stil. Bisjkek er præget af en rar atmosfære, der forstærkes på lune dage.

Vi parkerer i centrum, hvor der bliver mulighed for en to timers slentretur. Herefter kører vi østpå til landsbyen Tamga, som er smukt beliggende ved Issyk-Kul-søens sydlige bred. I begyndelsen følger vi grænsefloden mellem Kasakhstan og Kirgisistan og kører i det typiske steppelandskab, som udgør den sydligste del af den store kirgisersteppe i nord. Faktisk kører vi ad den gamle Silkevej. Langs vejen står abrikostræer og morbærtræer med skæve kroner. Hist og her ligger små muslimske gravpladser. Snart anes en turkis bræmme i horisonten – det er den store bjergsø Issyk-Kul. Med dybder på mere end 650 meter er søen klodens næststørste bjergsø. Sidst på eftermiddagen indkvarteres vi på et komfortabelt gæstehus tæt på vandet og med en dejlig udsigt til bjergene. 

Dag 6
Tamga – Jeti Oguz – Karakol – Tamga
Hesteforspand, Jeti Oghuz
Efter tidlig morgenmad venter en spændende dag. Vi pakker bussen, og efter en times kørsel er vi fremme ved landsbyen Jeti Oghuz. Vest for landsbyen ligger en sælsom højderyg bestående af røde sandstensklipper: “De syv Tyre” og Razbitoye Serdtse – ”Det bristede hjerte” (omtalt i Hans Scherfigs bog ”Hos kirgiserne” fra 1964) samt det berømte sanatorium, hvor uafhængighedsaftalen mellem Rusland og Kirgisistan blev underskrevet i 1991. Vi fortsætter til den østlige provinshovedstad Karakol (tidl. Przhevalsk), hvor vi bl.a. skal besøge museet for den russiske opdagelsesrejsende Nikolay Przhevalsky. I centrum ligger en smuk russisk-ortodoks kirke, og der bliver også tid på egen hånd. Vi returnerer til vores behagelige gæstehus i Tamga, ca. to timers kørsel fra Karakol. Der er tid til afslapning i den smukke have og måske en tur til stranden. 
Dag 7
Tamga – Bokombeiva – Bisjkek; Filtværksted, afskedsmiddag
Traditionelt håndarbejde

Efter morgenmaden kører vi ca. 400 km retur til Bisjkek. Undervejs stopper vi ved et spændende projekt, hvor lokale kvinder producerer og sælger de traditionelle og smukke Shyrdak tæpper udført i håndlavet filt. Vi fortsætter til Bisjkek, hvor vi efter fire timers kørsel ankommer til vores komfortable hotel. Resten af eftermiddagen er til fri disposition. Om aftenen spiser vi en god middag på en af byens bedste restauranter og lader indtrykkene af den forløbne uges rejse bundfælde sig og skyller det sidste rejsestøv væk med et glas eller to af det lokale ildvand.

Dag 8
Hjemrejse – velkommen hjem!
Tidligt op! Ankomst til København samme dag som følge af tidsforskellen. Velkommen hjem!

Prisinformation

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly Kbh – Astana og Bisjkek – Kbh med mellemlanding
  • 1 lokaltransport med den Transsiberiske Jernbane fra Astana – Almaty
  • Udflugter og transport jf. program
  • Indkvartering i delt dobbeltværelse på lokale gæstehuse og hotel
  • Morgenmad dag 2, 3, 5, 6, 7 og 8
  • Frokost dag 3 og 7
  • Middag dag 5, 6 og 7
  • Skatter og afgifter
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Rejseforsikring
  • Eventuelle ekstra arrangementer
  • Tillæg for enkeltværelse (kr. 998,-)
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (ca. USD 50,-)
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- per faktura (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under ”Prisen inkluderer”
Tillæg for enkeltværelse
998;-

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Bagage

Medbring en mindre rygsæk til vandreture/udflugter og rejsedage, hvor du oftest ikke ser din bagage igen før om aftenen.

Medbring også gerne

Gode vandresko eller -støvler og tøj, der er velegnet til en aktiv ferie ude i naturen. Det kan være varmt, men også køligere om aftenen, når vi er oppe i bjergene. Badetøj og badehåndklæde til en dukkert i områdets bjergsøer er også godt at have med. Der vil blive sørget for almindelige håndklæder og sengetøj på overnatningsstederne.

Fysisk form

På denne tur er der inkluderet lidt vandring, og det er en forudsætning, at man er i almindelig god fysisk form og kan bevæge sig ved egen hjælp.

Klima

Udpræget fastlandsklima, lokalt influeret af højderne. Klimaet vil føles lunt og behageligt i lavlandet. På steppen er klimaet som det danske sommervejr, og det kan til tider være blæsende. Vejret i bjergene er uforudsigeligt og kan skifte lynhurtigt, men sædvanligvis er vejret stabilt og byder på dage med vekslende skydække og periodisk regnvejr.

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 17 stk. 1 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Tilslutning med indenrigsfly

Hvis du ønsker tilslutning med indenrigsfly i Danmark, skal du oplyse det ved bestilling af rejsen. Der tages dog forbehold for udsolgte afgange, og indenrigstilslutningen kan derfor ikke garanteres.

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Bemærk, at hvis du rejser uden for Europa, er fyldt 70 år eller lider af kroniske sygdomme, skal du udfylde en helbredserklæring. Gouda anbefaler, at du udfylder denne sammen med din egen læge. Helbredserklæringen fås hos Albatros Travel og indsendes til Gouda. Du er først forsikret, når du har modtaget forhåndstilsagnet fra Gouda.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederene på et af bussens første påstigningssteder. Det vil fremgå af afrejsepapirerne, hvor gruppen møder sin rejseleder.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Placering i bussen

På busrejser kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

På rejser med fly foregår transporten på destinationen ofte også med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Lignende rejser

KZRTR02ADK