Crazy Horse, Custer & Little Bighorn

Vi lander i Salt Lake City og tjekker ind på vores hotel. Hvis ankomsttidspunktet tillader det, bliver der mulighed for en lille spadseretur i byen. Vi anbefaler, at du hurtigst muligt forsøger at komme ind i den lokale døgnrytme, så du får mest muligt ud af de næste dage i USA.

Salt Lake City er Utahs – og mormonernes – hovedstad, og ligger lige ved Rocky Mountains. Byen har navn efter den store saltsø nordvest for byen, Great Salt Lake. Mormonkirken, også kaldet Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, har sit hovedsæde her. Det kæmpestore Salt Lake Temple fra 1894 ligger midt i byens centrum på det 40.000 m² store torv Temple Square. Selve templet er lukket for turistbesøg, men vi besøger Temple Square enten på ankomstdagen eller dagen efter.

Overnatning i Salt Lake City.

Salt Lake City blev grundlagt i 1847 af Brigham Young. Han tog over efter grundlæggeren af Mormonismen, Joseph Smith, der blev dræbt i Illinois, da mormonerne var flygtet fra forfølgere i Missouri. Mormonerne håbede, de kunne leve i fred i den trøstesløse saltørken, der på dette tidspunkt hørte under Mexico. Mormonerne er således både grundlæggere af byen Salt Lake City samt staten Utah. Byen har i dag knap 190.000 indbyggere, hvoraf omkring halvdelen er mormoner. Tæller man oplandet med, er indbyggerantallet cirka 1,6 millioner.

På vores byrundtur i Salt Lake City ser vi blandt andet staten Utahs regeringsbygning, State Capitol med den flotte kuppel, samt to af Brigham Youngs residenser: Beehive House fra 1854 og det tilstødende Lions House fra 1856, hvor en del af hans mange koner og børn boede. Flerkoneri var førhen tilladt inden for mormonkirken, og det anslås, at Brigham Young i sit 76 år lange liv blev gift omkring 55 gange. Det var dog langt fra alle konerne, han boede sammen med, og hans 56 børn havde han da også ”kun” med 16 af sine koner.

Mormonkirken anerkender Bibelen og har mange fællestræk med kristendommen. Flerkoneriet, der stadigvæk eksisterer i en vis udstrækning, er dog fortsat det mest kontroversielle træk hos denne religion og dens cirka 14 millioner følgere.

Turen går videre mod Canyonlands Nationalpark. USA har en perlerække af enestående naturlandskaber og fredede nationalparker – den ene smukkere end den anden. Og amerikanerne passer godt på dem. Veltilrettelagte veje, stier og udsigtspunkter giver besøgende enestående muligheder for at opleve Canyonlands’ vildnis af utallige kløfter og fantastiske klippeformationer, skåret ud af landskabet af den mægtige Colorado River. Parken gennemskæres også af Green River, der opdeler parken i fire distrikter: Øen i himlen, Nålene, Labyrinten og selve floderne.

Fra 1880'erne til 1975 brugte de lokale rancher – de store kvægfarme – store dele af Canyonlands til vintergræsning for kvæg. Cowboys søgte ind i kløfterne for at finde foder og vand til kvæget og levede i ugevis i primitive lejre for at holde øje med besætningen. Men det var ikke kun cowboys og kvæg, der fandt beskyttelse i det barske ørkenlandskab. Fredløse, togrøvere, bankrøvere og andet skidtfolk på flugt fra lovens lange arm i Det Vilde Vesten drog dybt ind i Canyonlands. Den mest berømte er nok Robert Leroy Parker, bedre kendt som legendariske Butch Cassidy.

Under den kolde krig og i kapløbet om atomvåben var der en stor efterspørgsel på uran. Geologer mente, at her fandtes betydelige mængder af stoffet, og den amerikanske stat udlovede store dusører til minearbejdere, der fandt uranårer. Mange af vejene gennem Canyonlands stammer fra den tid og gør det i dag muligt at trænge langt ind i nationalparken i moderne busser.

Overnatning i Moab.

Efter en kort bustur ankommer vi til en af USA mest enestående nationalparker. Navnet Arches er måske ikke i sig selv så kendt, men det er til gengæld de fantastiske, ikoniske billeder af de tusindvis røde sandstensbuer, som er kendt fra talrige Hollywoodfilm – i genrer fra westerns til romantiske komedier. Når solens stråler falder på de røde klipper med den knaldblå himmel som baggrund, får de fleste besøgende travlt med fotoudstyret.

Parken rummer over 2.000 naturstensbuer, hundreder skyhøje tinder og gigantiske sten, der balancerer på spinkle kegler. Motiver er der nok af, men det mest berømte er ubetinget Delicate Arch, der hæver sig næsten 150 meter over os. 

Efter en spændende formiddag kan du enten vælge at holde eftermiddagen fri i Moab og gå på jagt efter flere motiver fra det vilde vesten. Du kan også vælge at tage med til Dead Horse Statspark, hvor den mægtige Colorado River bugter sig som en svanehals gennem landskabet, der er i konstant forandring. Her mødes enorme lodrette klipper med kløfter skåret af is, vand og vind, hvilket skaber intet mindre end et visuelt mesterværk. Planter og dyr, der overlever på kanten af det mulige, står over for mange udfordringer under de ekstreme forhold i dette højtliggende ørkenklima. Området gemmer på masser af historier: fra gamle jægere, der hviler ud på klippetoppene, mens de forbereder den næste jagt, til cowboys i slutningen af 1800-tallet, der jager vilde heste op på Dead Horse Point.

Overnatning i Moab.

Turen fortsætter til Colorados hovedstad, Denver, hvor vi tager på en byrundtur. Et hurtigt opslag taler om 700.000 indbyggere i denne smukke by ved foden af Rocky Mountains, men man skal ikke lade sig narre, for byen er vokset godt og grundigt sammen med alle de omkringliggende byer til en metropol med mange millioner indbyggere. Ganske typisk for midtvestens byer består den af en kolossal mængde enfamiliehuse og små lave ejendomme med et skyhøjt finanscentrum, der kan ses på lang afstand. Byen har vundet mange priser og blev i 2016 udråbt som USA’s bedste by at leve i. Det skyldes til dels det lave kriminalitetsniveau, et stort fokus på miljøet og en generel liberal tilgang til mange ting. Eksempelvis er der fri adgang til hash i hele Colorado for alle borgere over 21 år. USA's lange og tilsyneladende nyttesløse og kostbare kamp mod hash, er her – til mange konservatives store irritation – erstattet med ubegrænset frihed. 

Denver kaldes for The Mile High City, fordi dens højde over havet er nøjagtigt en amerikansk mil eller 1.610 meter. Et andet tilnavn er The Queen of the West, fordi denne by ved foden af The Rockies, som Rocky Montains kaldes i daglig tale, begyndte tilværelsen som en såkaldt frontline-by i udkanten af Kansasdistriktet i 1858. Dette skete i forbindelse med guldfeberen (gold rush), der forvandlede byen til en rigtig westernby med saloner, spillebuler, letlevende damer og kvæghandel tæt op ad cheyenne- og arapahoindianernes teltlejre ved South Platte River. Byens navn skyldes jordspekulanten general William Larimer, der så store muligheder i udviklingen af området og satte sig på en del jord. Han navngav området Denver efter Kansas’ guvernør, James W. Denver, i håb om, at det ville fremme byens position som hovedstad i de nye territorier. Han havde blot ikke hørt, at guvernøren allerede var afgået ved døden. 

På byrundturen ser vi Colorado State Capitol, der minder lidt om bygningen i Washington, Mount Evans Scenic Byway samt katedralen og Union Station, der gav Denver bystatus, da Western Union valgte at lægge deres terminal her i 1863.

Overnatning i Denver.

Vi fortsætter odysseen i det amerikanske westernlandskab til den hundrede år gamle Rocky Mountain Nationalpark, som er højt elsket af alle amerikanere og den tredjemest besøgte nationalpark. For os europæere fremkalder de høje ufremkommelige bjerge nok mest minder om de mange film, vi har set, hvor mennesker kæmper for at få tungt lastede prærievogne over høje bjergpas eller gennem brusende floder, men for amerikanerne er det alvor, hjerteblod og nationalhistorie. Tusindvis af immigranter – bønder, guldgravere og eventyrere – kæmpede sig herfra over bjergene til det forjættede land, Californien, men måtte efterlade mange andre med et kors på vejen. Efterhånden som karavanerne tiltog i størrelse og antal, samt bosættelserne spredte sig ud over South Platte River og jagten på bisonokserne intensiveredes, blev konflikten med de oprindelige amerikanere mere nærværende.

Nationalparken rummer såvel gode som tunge sider af Amerikas historie, men i dag ser vi den mere som et fantastisk bjerglandskab, der tillige er tilgængeligt for alle besøgende, fordi Trail Ridge Road når op over 11.800 feet eller mere end tre kilometers højde helt op til Det Alpine Besøgscenter med det ene smukke udsigtspunkt efter det andet.

Overnatning i Cheyenne.

General Grenville M. Dodge opmålte områder i Dakota-territoriet og grundlagde Cheyenne den 5. juli 1867, hvor Union Pacific Rail krydser Crow Creek i det, der i dag er Wyoming. Navnet fik han fra en af Amerikas mest berømte præriestammer, der på dette tidspunkt levede mellem Black Hills og det sydlige Colorado. Cheyenne Nation, som de kalder sig, består af flere stammer med fælles sprog og kom oprindeligt fra Minnesota, hvor de var jægere og samlere. I begyndelsen af 1700-tallet fik de heste, som oprindeligt blev indført af spanske nybyggerne i sydvest.

Dagens første stop er det historiske Fort Laramie, der fylder meget i den amerikanske vilde vest-historie og danner kulisser i talrige film om såvel indianerkrigene som nybyggerhistorien. Måske har du læst eller set ”Vejen til Oregon” (The Oregon Trail). Alle karavaner til Oregon drog nemlig via Fort Laramie, hvilket i øvrigt også gjaldt mange andre karavaner til Californien og Utah. Bortset fra de opdagelsesrejsende var pelsjægerne de første hvide til at indtage den smukke vildtrige natur omkring midtvestens floder og søer. En af de første hed Jacques La Ramie, der kom hertil omkring 1815, men siden forsvandt sporløst under en jagt. Det var den tids opfattelse, at de lokale arapahoe-indianere (allierede med cheyenne) havde slået ham ihjel og lagt hans krop i en bæverdam. Heraf navnet Laramie, der til Jacques La Ramies ære kom til at pryde både flod, bjerge, by og altså det historisk vigtige fort.

Fortet, der oprindeligt var en privat handelsstation her i det østlige Wyoming mellem floderne Laramie og North Platte, skiftede navn flere gange, indtil det blev købt af hæren i 1849 som forlægning og beskyttelse af det stærkt stigende antal karavaner. Det lykkedes at holde nogenlunde ro og orden i 1850’erne gennem traktater med indianerne. Dog dræbte Lakota Sioux Nation 29 soldater fra fortet i 1854 under det, der er kendt som Grattan-massakren. Soldaterne forsøgte at arrestere et stammemedlem, hvilket gik imod traktaten. Måske var dette et forvarsel om, hvad der var i vente. Mange historier fra indianerkrigene og borgerkrigen knytter sig til fortet, der betegnes som en af USA's helt store kulturminder. 

Vi fortsætter herefter til Hot Springs i South Dakota og sætter nu fokus på noget helt andet, nemlig Amerika før mennesket. Vi besøger her verdens største palæontologiske udgravningscenter, hvor man kan se kæmpe mammutter præcist, som de er efterladt af istiden. Et enestående fundsted, hvor man kan få et godt overblik over Amerikas fauna med kæmpebjørne, kæmpeleoparder og løver, der levede her, længe før vi mennesker tog prærien i besiddelse. Efter dagens oplevelser fortsætter vi til Rapid City.

Overnatning i Rapid City.

Prærielandet øst for Rocky Mountains blev den store scene for USA's mest berømte indianerkrige, der er blevet fortolket i talrige film og bøger. Skåret ind til benet var det den klassiske historie om to kulturer, der stødte sammen: de indfødte nomader og de indvandrende landbrugere.

Da europæerne ankom til Amerika, var de såkaldte prærieindianere så småt ved at udvikle en landbrugskultur i de mest frugtbare områder nær floderne, men hestens ankomst forandrede alt. På rekordtid blev talrige stammer beredne og tilpassede sig jagten på især bison på den åbne prærie. Deres kultur forandrede sig med det nye liv, hvor de om sommeren fulgte i sporet på vildtet og i vintermånederne slog mere permanent lejr i områder med god læ og rindende vand – netop på de steder, vi i dag kalder nationalparker. Da indvandrerne både inddrog store landområder, opdyrkede dem og drev rovdrift på bisonokserne, blev eksistenskrigen uundgåelig.

I dag skal vi introduceres til nogle af de store aktører i de mest berømte slag.

Vi starter dagen med at se det berømte monument Mount Rushmore, hvor de fire præsidenter Georg Washington, Thomas Jefferson, Theodore Roosevelt og Abraham Lincoln skuer ud over South Dakotas landskab fra Black Hills.

Herefter skal vi videre til Crazy Horse Memorial. Crazy Horse tilhørte Oglala Lakota Nation, en gren af sioux-indianerne. Han tog del i Fetterman-massakren og ledede slaget ved Litte Bighorn i juni 1876, hvor Custer og hans regiment blev udslettet. Crazy Horse Memorial er formentlig verdens største menneskeskabte monument, der er i klasse med Keopspyramiden i Ægypten og klart inspireret af det nærliggende Mount Rushmore, der i denne sammenligning ligner en miniatureudgave af de fire amerikanske præsidenter.

Lakotahøvdingen Henry Standing Bear inviterede skulptøren Korczak Ziolkowski til at lave skulpturen i et bjerg i Black Hills, men den skulle symbolisere hele den oprindelige befolkning og deres heroiske kamp. Kunstneren begyndte at sprænge i bjerget i 1948, og efter hans død overtog familien projektet, der endnu ikke er færdiggjort. Crazy Horses hoved blev færdiggjort og indviet i 1998 og svarer i størrelse til en 9-etagers bygning.

Efter frokost kører vi til den lille, smukke statspark Custer (opkaldt efter kavaleriofficer George Armstrong Custer, i dag bedst kendt for sit nederlag i slaget ved Little Bighorn) med sine store bisonflokke. Parken dannede rammen om den berømte film ”Danser med ulve” med Kevin Costner i hovedrollen.

Vi slutter dagen med  Badlands Nationalpark, der som så mange andre parker også er berømmet gennem et hav af Hollywoodfilm. Vi ser de mange smukke klippeformationer bestående af lyserøde og brune sandstenslag indlejret i vulkansk aske. Her har man fundet utroligt mange fossiler af forhistoriske kameler, de tretåede heste, hvilket vidner om, at hesten faktisk var i Amerika langt før mennesket, men den blev altså udryddet undervejs. Blandt nulevende arter på disse kanter kan man være heldig at se blandt andet bøfler, hjorte, antiloper og prærieulve.

Vi starter med at tage det historiske damplokomotiv fra 1880 og kører fra Hill City gennem Black Hills’ skønne landskaber til Keystone.

Herpå fortsætter vi ad den billedsmukke rute til gangsterbyen Deadwood hvor vi stopper for frokost. Byen opstod i forbindelse med guldfund i Black Hill i 1870´erne – i øvrigt ulovligt på land tilhørende Laktoka indianer stammen. Lovløse tilstande regerede i det lille samfund og byen blev sidste hvilested for blandt andet Wild Bill Hickok og Calamity Jane. Efter frokost fortsætter vi til nationalmonumentet Devil’s Tower, en enorm monolit, der rejser sig 386 meter lodret over floden Belle Fourche. Bjerget virker enormt stort på den flade flodslette omkranset af røde sandsten. Monolitten er skabt af vulkansk smeltet stenmasse, der er skudt op gennem sandstenslagre, som efterhånden er eroderet væk. Tilbage står altså denne hårde afstøbning af vulkanens indre. Som mange andre af de store naturvidundere regnes stedet for helligt blandt den oprindelige befolkning, som kalder monolitten for Bear Lodge eller Brown Buffalo Horn. Vi slutter dagen i den traditionelle westernby Sheridan.

Overnatning i Sheridan.

Dagen står i det store slags tegn. Slaget ved Little Bighorn blev udkæmpet den 25. juni 1876 tæt ved floden Little Bighorn i Montana. På den ene side stod de føderale tropper under ledelse af oberstløjtnant George Armstrong Custer og på den anden en sammenslutning af prærieindianere som lakota sioux- og cheyennekrigere. Spændingerne mellem Amerikas indfødte befolkning og de hvide nybyggere steg voldsomt i årene efter den amerikanske borgerkrig, hvor indvandringen tog til. Efter guldfund på indiansk jord i Black Hills gik indvandringsbølgen nærmest amok. Guldgravere i tusindvis strømmede ind med en forventning om, at forbundsregeringen ville beskytte dem. 

Fast besluttet på at beskytte deres rettigheder samlede mere end 10.000 stammefolk sig i foråret 1876 ved bredden af Little Bighorn River. Styrken truede de hvide nybyggere og guldgravere, og den amerikanske regering greb ind til fordel for de hvide og truede præriefolket med angreb, hvis de ikke forsvandt. Lederen af de hvide styrker, den meget ambitiøse Georg Armstrong Custer, så en mulighed for en hurtig personlig sejr og valgte at angribe med sine 600 mand uden at afvente forstærkninger. Ved middagstid den 25. juni drog Custer og hans mænd ind i dalen Little Bighorn for at angribe de forventede 800 indfødte, men rygtet om et forestående angreb bredte sig hurtigt blandt de indfødte, og den ældre høvding Sitting Bull samlede krigerne og sørgede for kvinder og børns sikkerhed, mens krigshøvdingen Crazy Horse drog ud med omkring 3.000 mand. Ved synet af styrken forsøgte Custer desperat at omgruppere sit mandskab, der imidlertid blev overmandet på mindre end en time.

Da røgen havde lagt sig, kunne dødstallet opgøres til 262 føderale soldater, inklusive Custer selv, to af hans brødre, hans svoger og en nevø. Desuden var der 68 sårede, hvoraf seks senere døde af deres skader. Indianernes tab har gennem tiden været opgjort så forskelligt som fra 36 til 300 døde. I dag regner man med, at omkring 100 indianere måtte lade livet i slaget.

Slaget ved Little Bighorn, kendt som Custers Last Stand, markerede den mest afgørende indianske sejr og det værste nederlag for den føderale hær i den lange krig om prærien. Tilintetgørelsen af Custer og hans mænd oprørte mange hvide amerikanere og bekræftede deres billede af indianerne som vilde og blodtørstige. Krigen fortsatte, og med tiden blev alle sioux- og cheyenneindianerne presset ind i mindre, ofte usle reservater. 14 år senere, den 29. december 1890, blev den sidste modstand nedkæmpet ved Wounded Knee, hvor det sidste store slag – eller rettere massakre – stod. Det 7. kavaleri bogstaveligt talt myrdede 300 lakotamænd, -kvinder og -børn.

Utallige film har skildret slaget ved Little Bighorn. De første med en heroisk amerikansk officer i kampen mod de vilde indfødte, men mod slutningen af det 20. århundrede ændrede indstillingen sig nærmest i modsat retning af en blodtørstig erobrers endeligt i kampen mod modige indfødte amerikanere, hvis eneste forbrydelse var, at de ville forsvare deres familier, land og levevis.

Vi besøger slagmarken og nationalmonumentet ved Little Bighorn, inden vi fortsætter videre vestpå mod den støvede nybyggerby Cody, som er opkaldt efter William F. Cody, bedre kendt som Buffalo Bill. Vi besøger det lille museum Buffalo Bill Historic Center og hører om byens tilblivelse samt om den sagnomspundne amerikanske pelsjæger og mesterskytte. Om aftenen er det tid at finde cowboyhatten frem. Vi skal nemlig til et ægte rodeoshow i bedste westernstil. Som de lokale siger: ”Man har ikke været i Wyoming, hvis man ikke har været til et westernshow”. Cody Nite Rodeo har kørt uafbrudt siden 1938, og vi oplever de lokale cowboys og cowgirls dyste til hest og til fods.

Overnatning i Cody.

Vi kører fra Buffalo Bill videre til Yellowstone, som er Amerikas første og muligvis mest enestående nationalpark. Hele Yellowstone udgøres af en såkaldt supervulkan, hvis forhistoriske udbrud har præget klimaet og naturen på hele kloden. Parkens klima byder på en kort sommer i juni, juli og august, samt et ultrakort forår og efterår i henholdsvis maj og september med mulighed for sne og vinter resten af året.

Yellowstone er dog interessant hele året. Der arrangeres eksempelvis ulveture i vintermånederne, men vejene kan være yderst vanskeligt passable. Parkens største attraktion er gejserlandskaberne med blandt andet Old Faithfull, der springer et par gange i timen op til 20 til 25 meters højde. Især området omkring den gamle gejser er rigt på små boblende kilder, mudderhuller og varme småsøer, hvor udfældning af talrige mineraler giver nogle enestående syn i klasse med Rotorua i New Zealand. Yellowstone har dog meget andet end gejsere at byde på. De enestående bjerglandskaber med brusende floder og en unik flora og fauna er intet mindre end fascinerende. Dyr som bjørn, bison, elg, bjergged, antilope og ørn ses regelmæssigt. 

 Overnatning i West Yellowstone.

Vi fortsætter gennem Yellowstone og passerer Teton Range. Parkens øde beliggenhed og ofte uhyre vanskelige tilgængelighed betyder, at vildtlivet her er rigere end de fleste andre steder, og man har en reel chance for at opleve de store dyr i deres naturlige omgivelser. Det er især den ikoniske bison, nogle gange kaldet bøffel, der præger landskabet, og som med tiden er gået han og blevet et amerikansk nationalklenodie. Dels fordi den har været på udryddelsens rand, og dels fordi den har spillet så stor en rolle i den amerikanske historie. Bestanden i Yellowstone ligger et sted mellem 3.000 til 4.000 individer. Forhåbentlig ser vi også andre af de store dyr, herunder især bjørn og elg.

Vi passerer den 65 kilometer lange og op til 4.200 meter høje Teton Range, hvor der gennemsnitligt falder fem meter sne årligt. Ikke lige det sted, man først vælger at passere på vejen mod vest. Vi ankommer til Jackson Hole, der først blev udforsket af pelsjægeren John Colter i 1807. Allerede i 1820’erne var Jackson Hole et populært samlingssted for pelsjægere, men 20 år senere døde industrien ud, fordi efterspørgslen gik mod lettere tilgængelige og billigere produkter. Der kom først nyt liv i byen med den inkarnerede hestetyv William C. “Teton” Jackson, der brugte dette øde område som skjulested og udgangspunkt for kriminelle aktiviteter. I dag fastholder byen sine farverige traditioner som wild west-by.

Overnatning i Jackson Hole.

Pelsjægerne brugte udtrykket Hole om dale omgivet af bjerge. Denne dal i 2.000 meters højde er omgivet af Teton Range mod vest og Gros Ventre mod øst. Vi har afsat formiddagen til nogle afslappende timer på egen hånd. Sov længe, eller gå en tur på et par timer. Man er hurtigt ude af byen i de åbne landskaber med et storslået syn mod bjergene.

Sidst på formiddagen begiver vi os tilbage mod Salt Lake City. Efter ankomsten til byen, kan du vælge at gå et smut ud i byen på egen hånd, besøge et museum eller noget helt tredje, inden vi mødes igen om aftenen for at spise afskedsmiddag på en lokal restaurant.

Overnatning i Salt Lake City.