Drømmer du om at krydse USA? Tag med på vores helt nye transkontinentale eventyr fra Californien til Florida
Er der stater, du mangler at få en knappenål i på dit USA-kort? Det amerikanske grænseland fra Californien gennem Arizona, New Mexico, Texas, Louisiana til Florida rummer et skattekammer af nationalparker, historiske monumenter og kulturelle højdepunkter, som de fleste kun kender fra Hollywood, der til gengæld har været flittig bruger af de enestående kulisser. Las os bare nævne Davy Crockett & Alamo, Rio Grande & Big Bend, Houston Space Center, New Orleans & Bourbon Street, Naval Airbase i Pensacola og talrige andre seværdigheder af høj klasse, som de fleste rejser går uden om. Albatros har som første rejsebureau sammensat denne rejse gennem USA’s varme bælte, der er særligt velegnet i årets køligere måneder, hvor dagtemperaturen langs ruten ikke når for højt op.
-
Type Rundrejse
-
Rejseleder Dansk
-
Visum Ja
-
Vaccination Ja
-
Valuta USD
- Dag 1
- København – Los Angeles, Californien. Overnatning på lufthavnshotel
- Dag 2
- Los Angeles – San Juan Capistrano – San Diego, Californien. Byrundtur i Los Angeles, besøg ved San Juan Capistrano Mission og smukke La Jolla-via Coastal Route
- Dag 3
- San Diego. Byrundtur til den gamle bydel og besøg på hangarskibet USS Midway
- Dag 4
- San Diego – Tucson, Arizona. Fængslet Yuma Territorial Prison og nationalparken Saguaro
- Dag 5
- Tucson – Las Cruces, New Mexico. Flykirkegården Pima og Det Vilde Vesten i Tombstone
- Dag 6
- Las Cruces – Alpine, Texas. Nationalmonumentet White Sands
- Dag 7
- Alpine. Big Bend Nationalpark
- Dag 8
- Alpine – Langtry – Del Rio, Texas. Historiske Fort Stockton, Buffalo Soldiers og besøgscenteret for Dommer Roy Bean
- Dag 9
- Del Rio – Bandera – Fredericksburg – Austin, Texas. Frontier Times Museum, Tyskland møder Texas i Fredericksburg og byrundtur i Austin
- Dag 10
- Austin – San Antonio – Austin. Byrundtur i San Antonio, the Alamo og musikoplevelser i Austin – livemusikkens hovedstad
- Dag 11
- Austin – Lyndon B. Johnson – Houston, Texas. Lyndon B. Johnson Presidential Library and Museum og byrundtur i Houston
- Dag 12
- Houston – Natchitoches, Louisiana. Space Center Houston, nationalparken Cane River Creole, kreolsk kultur samt plantagerne Oakland og Magnolia
- Dag 13
- Natchitoches – Lafayette, Louisiana. Byvandring i Natchitoches og frilandsmuseet Vermillionville
- Dag 14
- Lafayette – Baton Rouge – New Orleans, Louisiana. Byrundtur i statshovedstaden og spadseretur gennem French Quarter
- Dag 15
- New Orleans – Mobile, Alabama – Pensacola, Florida. Byrundtur i Mobile og fyrtårnsmuseet i Pensacola
- Dag 16
- Pensacola – Wakulla Springs – Tallahassee, Florida. Bådtur i statsparken Wakulla Springs og Floridas hovedstad Tallahassee
- Dag 17
- Tallahassee – St. Augustine. Spadseretur i koloniale St. Augustine og tid på egen hånd
- Dag 18
- St. Augustine – Daytona Beach – Miami. Daytona Beach og Art Deco-liv i Miami
- Dag 19
- Miami og South Beach
- Dag 20
- Miami og hjemrejse
- Dag 21
- Ankomst til København
Dagsprogram
OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.
Vi rejser fra København til Los Angeles og kører direkte til vores hotel ved lufthavnen, så vi kan hvile ud efter den lange rejse. Selvom man måske har mest lyst til at kaste sig i dynerne efter den lange flyvetur, skal man prøve at holde sig vågen og forsøge at komme ind i den lokale døgnrytme. Så får man mest ud af de næste mange dage i USA
Los Angeles er USA’s næststørste by med 15 millioner indbyggere og et enormt areal, der gør den vanskelig at overskue. L.A., som byen kaldes i daglig tale, er verdens førende underholdningscentrum, specielt når det handler om film, tv og musik, men den kan sandelig også være med, når det drejer sig om forlystelsesparker, kunst og kultur. Los Angeles er byen, hvor den amerikanske drøm leves ud. Nogle få ender i millionvillaerne i Bel Air og Malibu, mens mange andre må forlade byen, uden at drømmen er gået i opfyldelse.
I dag skal vi udforske L.A. på en spændende byrundtur. Vi skal opleve en god gang stjernestøv i Hollywood, hvor vi ser den legendariske premierebiograf Chinese Theatre, tager en gåtur ad Walk of Fame, hvor tusindvis af berømtheder inden for film- og musikbranchen har fået deres navn foreviget med en stjerne i fortovet, og endelig skal vi se det berømte Dolby Theatre (tidligere Kodak Theatre), som hvert år lokker hundredvis af stjerner op ad den røde løber, når Oscaruddelingen finder sted. Også uden for Oscar-sæsonen er der rigtig gode muligheder for at støde på kendte, ikke mindst i form af folk, der lever af at klæde sig ud som legender fra den amerikanske underholdningsindustri, og som for nogle dollars stiller op til fotografering.
Sidst på formiddagen lægger vi kursen sydover og kører til missionen San Juan Capistrano. Denne mission blev oprettet for at udvide spansk territorium og for at udbrede kristendommen til de oprindelige folk i Californien. Sådanne missioner og fort var med til at cementere spansk herredømme. Missionerne skulle således stå for assimilation ved at overtale de oprindelige folk til at konvertere til katolicismen og lære dem grundprincipperne i spanske landbrugs- og landsbyliv. Fortene, eller såkaldte presidios, havde til opgave at beskytte missionerne mod fjendtlige indfødte og beskytte territoriet mod potentiel indtrængen fra russisk eller øvrige europæiske nationers side.
Herefter går turen mod kysten, hvor vi lægger ruten ad La Jolla-via Coastal Route, som er en del af Route 101, som går små 1.300 km langs Stillehavet fra San Diego i syd til grænsen til Oregon i nord. Langs denne strækning ligger hyggelige byer ud til havet, og landskabet er måske et af de smukkeste i hele Californien. Her har hverken betonbyggeri, kæderestauranter eller indkøbscentre fundet vej hen, men derimod surferbutikker og funky tøjforretninger indrettet i alt fra victorianske hjem til en gammel benzinstation fra 50’erne. Vi nyder køreturen, som slutter i San Diego, hvor vi overnatter.
San Diego, USA’s 8.-største by, kurver sig fredeligt langs San Diego-bugtens bred. Den er en af landets ældste byer, og blev først besøgt af europæere i midten af 1500-tallet. Mellem palmerne kan man stadig se de smukke gamle spanske missioner, og i den gamle bydel blander victoriansk arkitektur og middelhavsarkitektur sig med hinanden. Vi påbegynder dagen med at tage på en orienterende byrundtur, som både giver os et indblik i fortid og nutid gennem besøg i San Diegos moderne og historiske kvarterer.
Et af dagens absolutte højdepunkter er, når vi besøger museet USS Midway, som findes ombord på det enorme hangarskib af samme navn.
USS Midway blev bygget på kun 17 måneder, hvilket kan virke ubegribeligt, når man står på kajen og kigger ned ad langsiden på det 296 m lange fartøj. Det blev bygget under 2. Verdenskrig, men nåede aldrig at blive sat ind, da det stor færdigt den 10. september 1945 – en uge efter krigens afslutning. Hangarskibet tjente således i stedet som en del af Atlanterhavsflåden, i Vietnamkrigen og Den Persiske Golf inden det i 1992 blev pensioneret og bragt til kaj i San Diego, hvor det i dag er ombygget til museum. Under besøget fås et indtryk af skibets historie, og man kan bl.a. se dækket, hvor tusinder af jagerfly er lettet og landet gennem årene.
Overnatning i San Diego.
Det er nu tid til at sætte kursen mod øst, når ruten i dag fører os fra Californien til Arizona. Undervejs besøger vi Yuma Territorial Prison. Fængslet ligger på en klippe med udsigt over Colorado-floden. Yuma tjente som fængsel fra 1876 og 33 år frem og husede alt fra mordere til polygamister og den lovløse Pearl Heart – en af de få kvindelige fanger – der er kendt for at have begået et af USA’s sidste diligencerøveriet.
Gennem de følgende årtier flyttede andre beboere ind i bygningerne, omend det ikke drejede sig om dømte kriminelle men derimod om vagabonder på vej mod guldfundene i Californien. Under den store depression i 30’erne var det hjemløse familier tvunget af de økonomiske omstændigheder, der søgte mod vest og havde brug for ly for natten.
Ruten går videre til nationalparken Saguaro, hvis navn måske ikke umiddelbart ringer en klokke, men de visuelle oplevelser gør. Saguaro er nemlig hjemsted for USA’s største kaktusser. Her er det ikke svært at forestille sig, at man rider på en veldresseret hest med en cowboyhat på hovedet, en lasso ved sin side og en seksløber i hånden.
Her er 25 kaktusarter, og den karakteristiske saguaro-kaktus kan bruge op til 100 år på at udvikle arme. En ”voksen” saguaro anslås at være ca. 125 år gammel, kan veje op til 6 tons, blive ca. 15 meter høj og leve til den er op til 175 år gammel!
Overnatning i Tucson.
Vi vågner i dag i Tucson, som ligger midt i Sonoraørkenen. Man skal dog ikke lade sig narre af ordet ørken, for her er bjerge i alle retninger, og man skal ikke køre langt for at komme op i højderne. Om vinteren kan man endda stå på ski kun små 30 km fra byen ved Mount Lemmon.
Dagen begynder med et besøg på museet og flykirkegården Pima tæt ved Tucson. Her findes mere end 350 pensionerede fly, og det gør samlingen til en af verdens største. Her kan man se alt fra Boeings Dreamliner og Stratofreighter til John F. Kennedys Air Force One. Selvom man måske ikke er den store flynørd er det alligevel en interessant rejse gennem luftfartshistorien og vi garanterer, at du er lidt mere interesseret i fly efter besøget.
Fra den nyere tids teknologi skal vi nu et skridt tilbage til fortiden i det gamle vilde vesten, når vi lægger vejen forbi den navnkundige westernby Tombstone. Her skal vi gå i de samme gader som Wyatt Earp, hans brødre og Doc Holliday! Stik hovedet indenfor i nogle af de historiske bygninger, hvor der i fordums tid blev spillet poker i stor stil for surt tjente dollars fra sølvgravernes lommer. Vores rejseleder tager os med på en tur gennem legendariske fortællinger fra fortiden på det sted, hvor begivenhederne rent faktisk fandt sted.
Dagens mål er Las Cruces, hvor vi også overnatter.
White Sands Nationalpark ligger i den del af Chihuahuan, der strækker sig ind i New Mexico og adskiller sig noget fra den texanske del med sit meget karakteristiske og bogstaveligt talt kridhvide klitlandskab. Farven stammer fra calsiumsulfat også kaldet gips eller alabaster, når det skal være fint.
Kridtlaget blev etableret i permtiden, hvilket vil sige fra 300 til 250 millioner år siden, hvor det blev aflejret i havet og senere løftet over havets overflade af tektonisk aktivitet. Regnvand opløste en del af laget, der blev ført med floder til det såkaldte Tularosa Basin, der er omgivet af bjerge uden udløb. Her fordampede vandet, og gipsen udkrystalliseredes, som vi ser det i dag. I gipsen har man fundet spor af mennesker og kæmpedovendyr, som åbenbart at blevet jaget af moderne mennesker for 11.700 år siden. Der er i dag etableret gangbrædder, så besøgende ikke bliver kridtet fuldstændigt til.
Skulle man få øje på noget så besynderligt som en oryx, skyldes det, at de blev udsat her med henblik på jagt og har klaret sig godt uden naturlige fjender.
Vi fortsætter mod den lille by Alpine, hvor vi også overnatter. Efter ankomsten kan du hvile ud i denne fredelige Texas-by. Hvis du har mod på flere oplevelser, kan du gå en tur på Museum of the Big Bend, som forberedelse til næste dags udflugt (entré og evt. transport ikke inkluderet. Museet er lukket mandag).
De fleste kender Big Bend Nationalpark fra utallige film som John Fords klassiker Rio Grande med John Wayne i hovedrollen og den storslåede Santa Elena Canyon som kulisse. Talrige gange har vestens skrappe drenge og farlige apacheindianere krydset Rio Grande for at bringe sig i sikkerhed for forfølgere på den anden side af den mexicanske grænse.
Flodens enorme bugtning gennem slugten har lagt navn til parken ”The Big Bend”. I dag nøjes vi med tørskoede at nyde den storslåede natur omkring Chisos-bjergene, Chihuahuan-ørkenen og den berømte flod, der måske engang i fremtiden skal skæmmes af Trumps mur.
Vi kører den såkaldte sceniske tur gennem Ross Maxwells Drive til ruinerne af Sam Nails Ranch, hvor både natur og reminiscenser af nybyggerlivet går op i en højere enhed. Fuglelivet her er i særklasse. Vi nyder dagens køretur gennem landskaberne og tager naturpauser og fotostops undervejs, inden vi mætte af visuelle indtryk igen overnatter i Alpine.
Det er en lang dag, så sørg for, at du har lidt lækkert proviant med til turen.
Dagens første omdrejningspunkt bliver vores stop i historiske Fort Stockton, hvor vi skal høre historien om de amerikanske regimenter af såkaldte Buffalo Soldiers, regimenter af afrikansk-amerikanske soldater, der kæmpede i krigene mod de oprindelige amerikanske folk og i Den Amerikanske Borgerkrig. Den 6. september 2005 afgik den længst overlevende Buffalo Soldier, Mark Matthews, ved døden i en alder af 111 år. Han ligger begravet på den nationale kirkegård i Arlington i Washington.
Herefter går det mod Langtry, Texas og Dommer Roy Bean. Han kom til Texas under Den Amerikanske Borgerkrig efter at have skudt en mexicaner i den dengang mexicanske provins Chihuahua. For ikke at blive retsforfulgt for drab stak han af og kom over Pecos-floden, hvor han landede i hjertet af jernbanebyggeriet, mens sporene blev lagt fra øst mod vest i et rasende tempo. Som den opportunist han var, etablerede Bean sin Jersey Lilly Saloon – en bar, hvor klientellet – og ikke mindst indehaveren – lod lovløsheden herske, indtil Bean fik stillingen som dommer.
Efter vores stop i Langtry fortsætter vi til Del Rio, hvor vi også overnatter.
Efter morgenmaden skal vi starte dagen med en oplevelse af den mere spøjse art. Vi skal på det lille Frontier Times Museum. Museets grundlægger, J. Marvin Hunter, Sr. sagde ofte, at han ikke samlede på ting, de samlede på ham. Når man går gennem lokalerne, kan man se de mærkværdigste genstande fra hele verden, som ad omveje er havnet i det, der engang var USA’s yderste grænsepost. Her er fx pyntede påskeæg fra 1936 side om side med en 2.000 år gammel majskolbe fundet i en hule, det første klaver bragt til Bandera fra Paris via New Orleans og en temmelig stor og uforklarlig samling af olieprøver på glas. Selve bygningen er også et nærmere øjekast værd, da der i selve murværket sidder fossiler, forstenet træ og pilespidser.
Vi fortsætter videre til Fredericksburg, som er en besynderlig blanding af Tyskland og Texas, inden vi når frem til Austin, Texas’ hovedstad, hvor vi tager en kort orienterende byrundtur, inden vi kommer til vores hotel.
Remember the Alamo? Den gamle missionsstation i San Antonio kendt som The Alamo er i dag et af USA’s mest skattede nationale monumenter. En understregning af den amerikanske selvforståelse og kampen for nationens skabelse. Det er den heroiske historie om 150-160 tapre mænd, der holdt stand i 12 dage mod en overvældende mexicansk styrke, mens de blev bombarderet i dagevis for til sidst at måtte give efter for overmagten, hvis general, Santa Anna, lod de sidste overlevende henrette.
Det skulle vise sig at blive en rigtig Pyrrhussejr for mexicanerne, der selv blev decimeret, mens deres brutale optræden skabte kampråbet ”Husk Alamo!”, der genlød over hele USA, mens frivillige strømmede til den texanske hær. Få måneder senere gav det mexicanerne det endelige nederlag ved San Jacinto, hvor Santa Anna blev tilfangetaget og måtte opgive drømmen om at fastholde Texas som en del af Mexico.
I mellemtiden har man glemt, at Texas var en del af Mexico, og at der bestod en fredstraktat mellem Mexico og USA. 10 år senere satte USA Mexico endeligt på plads og etablerede den nuværende meget omtalte grænse, hvorved Mexico blev halveret og USA voksede tilsvarende.
Vi skal i dag på besøg i den historiske by, og ved nationalmonumentet Alamo, hvor vores rejseleder tager os med op rejse gennem historien. Aftenen tilbringes i Austin, som går under det flotte kælenavn ”Live Music Capital of the World” – verdens live-musikhovedstad. Det slogan har været officielt siden 1991, hvor det viste sig, at Austin har flere spillesteder med livemusik pr. indbygger end nogen anden by i USA. Her kan man gå igennem gaderne og lytte til nogle af de mere end 1.900 bands og solister, der bor i og omkring Austin. Her er alt fra blues til rock, country til jazz, pop til salsa, og på de små 250 spillesteder kan man næsten dagligt høre live-optrædener.
Om aftenen kan du derfor gå en tur med vores rejseleder gennem musikken. Og hvem ved, måske hører vi den næste Janis Joplin, Stevie Ray Vaughan eller Willie Nelson, der alle fik deres gennembrud i Austin, Texas.
Mens musikken stadig lyder svagt i ørerne, fortsætter vi i dag til Lyndon B. Johnson Presidential Library and Museum. Museet er en tidsrejse gennem Johnsons præsidentembede og ikke mindst gennem amerikansk historie – bl.a. de tragiske omstændigheder (mordet på Kennedy), der førte til, at han blev præsident. Her er udstillingsgenstand som den originale præsidentlimousine (læg mærke til alt specialudstyret), en udstilling om Johnsons arbejde for borgerrettigheder og ikke mindst en kopi af det ovale kontor. Museet ligger i øvrigt på campus for University of Texas.
Vores rejse går nu videre mod USA’s fjerdestørste by, Houston. Houston er opkaldt efter General Sam Houston, der i 1836 vandt slaget ved San Jacinto, som resulterede i Texas’ selvstændighed fra Mexico. Efter ankomsten tager vi på en orienterende byrundtur i det, der er hjemby for ca. 2,5 mio. mennesker, inden vi kører til vores hotel i byens østlige del.
“Houston, we have a problem”. Denne sætning er måske det første, man tænker på, når man hører ordene Houston og rumfart. At de i virkeligheden aldrig blev ytret på den måde og er et produkt af en manuskriptforfatter i Hollywood kan vores rejseleder fortælle mere om, når vi i dag besøger Lyndon B. Johnson Space Center. Rumcenteret blev grundlagt i 1961 og har siden da haft ansvaret for design, udvikling og drift af bemandede rumflyvninger under NASA.
Den 20. juli 1969 var verdens øjne rettet mod Houston og rumcenteret, da Neil Armstrong rapporterede fra månens overflade: "Houston, the Eagle has landed" (Houston, Ørnen er landet). Blot få timer senere trådte Armstrong ned ad stigen for at sætte sin fod på månen og sige: ”Det er et lille skridt for mennesket, et kæmpeskridt for menneskeheden".
Selvom man måske ikke har det store kendskab til, hvordan rumfart fungerer, kan du godt glæde dig til en kæmpe oplevelse, når vi besøger Space Center Houston og kommer lidt tættere på bl.a. den historiske begivenhed og nutidens rumfart.
Efter det højteknologiske besøg dykker vi ned i fortiden, når vi ankommer til Natchitoches og nationalparken Cane River Creole, hvor vi både skal høre om kreolsk og afro-amerikansk kultur, og vi kommer forbi to af de mest velbevarede tobaks- og bomuldsplantager i USA.
Vi vågner i byen med det besynderlige navn Natchitoches, der spøjst nok udtales NAK-ə-təsh. Byen blev grundlagt i 1714, og det gør den til den ældste i Louisiana. Ud over at den ligger utroligt smukt kan den samtidig bryste sig af at have en bymidte, der bortset fra moderne bekvemmeligheder som fx elektricitet gør, at den besøgende føler sig hensat til fordums tider. De yndige trævillaer pryder den ene gade efter den anden, og det er derfor ikke uden grund, at Natchitoches er på USA’s liste over bevaringsværdige historiske bymidter. Vi spadser en formiddagstur gennem de historiske gader, inden det er tid til at sætte kursen mod syd.
Vores tur fortsætter mod Lafayette, hvor vi skal en tur på frilandsmuseet Vermillionville, som huser en samling af bygninger fra 1765 til 1890. Her får vi et indblik i livet gennem historien i sydstaterne.
Om morgenen forlader vi Lafayette og sætter kursen mod delstaten Louisianas hovedstad, Baton Rouge. Som en skærende kontrast til hovedstadens velklingende navn står byens tidligere og nyere regeringsbygninger som arkitektoniske misfostre. Old State Capitol beskrives af forfatteren Mark Twain, der havde god udsigt til bygningen som skipper på en hjuldamper, som et patetisk bygningsværk inspireret af middelalderromantik i bedste Sir Walter Scott stil. I dag tjener denne borglignende bygning som et velrenommeret og populært museum.
Det nye Capitol blev taget i brug i 1932 og var stærkt inspireret af USA's nye skyskrabere som Empire State Building, men den 137 meter høje bygning minder mere om en sovjetisk gave til vennerne i nabolandene og rager stadig op over alt i den forholdsvist flade by. Franskmændenes historie går tilbage til 1682, hvor Pierre Le Moyne d’lberville sejlede op ad Mississippi og fandt nogle røde stolper, der markerede grænsen mellem de lokale stammer Houmas og Beyogorlas jagtmarker, deraf navnet Baton Rouge. Franske bosættere fulgte efter 23 år senere, og i 1755 kom en ny gruppe franskmænd til fra Acadia i Canada. Sidstnævnte var tvunget ud af englænderne og medbragte en helt egenartet kultur, Cajun, der stadig præger sprog, gastronomi og kultur.
Hjuldampernes indtog i begyndelsen af 1800-tallet satte for alvor gang i udviklingen langs Mississippis bredder. Såvel Baton Rouge som mange andre byer voksede, det samme gjorde landbrug og industri, og ny velstand prægede flodens byer, og i 1846 flyttede besindige borgere Louisianas hovedstad fra syndens by til Baton Rouge, hvor man ikke længere så nogen indianere.
Vi tager på en byrundtur i Baton Rouge og fortsætter videre til Louisianas største by. Nogle vil sige, at man ikke har været i USA, før man har besøgt New Orleans med byens berømte franske kvarter og Bourbon Street, der både er en kontrast til megabyernes skyskrabere i stål og glas og samtidigt bekræfter USA's mangfoldighed af nationer, kulturer og folkeslag. Byen er fest og farver. Festival og karneval afløser hinanden, men selv hverdagen er fyldt med jazz, blues, cajun og kreolsk køkken på hvert gadehjørne. Det er byens varemærke, som på en gang fylder gaderne til bristepunktet med turister, men som samtidigt ikke giver køb på det autentiske. Og så er atmosfæren alligevel så gennemtrængende, at man ikke kan undgå at holde af den. Man vil have mere.
Beliggende ved Mississippis munding og indsejlingen fra verdenshavene har New Orleans spillet en enorm rolle for USA’s sammenhængskraft og udvikling, hvilket præsident Thomas Jefferson meget hurtigt indså. Selvom Napoleon havde store ambitioner i Amerika, gik det ret skidt i Caribien, og derfor besluttede Jefferson at sende sin ven, James Monroe, til Frankrig for at købe byen i 1803. Men Monroe kom hjem med hele Fransk Louisiana, over en million kvadratkilometer, købt for 15 millioner dollar. Englænderne mente ikke, at amerikanerne havde krav på mere i denne verden og chikanerede amerikanske skibe og søfolk, indtil det blev for meget for den nye præsident James Madison, der simpelthen erklærede England krig i 1812. Det blev en krig om New Orleans, som amerikanerne mirakuløst vandt takket være en snarrådig taktiker ved navn Andrew Jackson, men den historie gemmer vi i denne omgang.
Vi tager på en byrundtur til fods gennem de hyggelige gader, og om aftenen kan du på egen hånd begive dig ud i byens musikliv.
I dag skal vi krydse gennem 100 km af Alabama, og allerede ca. 40 km efter at vi har krydset statsgrænsen fra Louisiana ankommer vi til Mobile. Her kører vi på en orienterende byrundtur, som slutter ved byens historiske museum, og herefter kan du vælge, om du ønsker at besøge det fine museum (ikke inkluderet) eller hellere vil gå en tur gennem byens gader.
Herefter fortsætter vi til Florida. Når man ser bort fra vejende palmer og hvide sandstrande i det subtropiske Florida, er Pensacola lige stedet for folk med hang til militærhistorie. Hele området inklusive øerne omkring er oversåede med militære forter og batterier, der strækker sig tilbage til 1559, hvor spanieren Don Tristan de Luna etablerede de første konstruktioner på Santa Rosa Island. Siden da har stort set hver eneste konflikt mellem de europæiske stormagter og interne og eksterne stridigheder med den amerikanske regering sat sig spor i Pensacolas historie.
Det første egentlige fort blev opført af Spanien i 1698 som Fort San Carlos de Austria. Det blev belejret forgæves af indianere og engelske handelsfolk i 1707, men 12 år senere lykkedes det franskmændene at indtage og destruere fortet. Spanien vendte retur og udvekslede området med englænderne i 1763, men snuppede det igen i 1781 og byggede et nyt og stærkere for og et såkaldt batterifort over vandet i Pensacola Bay. I the Battle of Pensacola knuser Andrew Jackson en koalition af briter, spanier og creek-indianere i 1814, og fire år senere fortsætter han og indtager hele Vestflorida, og i 1821 beslutter USA's regering at købe hele Florida af Spanien, der er klar over at spillet er slut for deres vedkommende. USA skaber nu deres største flådebase i Pensacola med Fort Pickens på Santa Rosa og Fort McRee i 1839.
For at danne os et overblik over Pensacola tager vi til fyrtårnsmuseet. Her er både en fin udstilling og selve fyrtårnet, og hvis du har mod på det, kan du gå op ad de 177 trin. Så vil du til gengæld blive belønnet med en fantastisk udsigt over havet og kystlinjen. Da Pensacola Lighthouse and Museum ligger på området for flådebasen Naval Air Station Pensacola, som er en aktiv militærbase, skal alle udenlandske besøgende medbringe deres pas for at få adgang.
Vi forlader atter Pensacola og kører i dag ad kysten på the Florida Panhandle, som er den geografiske betegnelse for Floridas smalle landområde mellem Alabama, Georgia og Den Mexicanske Golf. Panhandle er i øvrigt det engelske ord for håndtaget på en stegepande.
Vi kommer undervejs til at have Den Mexicanske Golf på vores højre side på store dele af strækningen, mens vi passerer byer og steder med eksotisk klingende navne som Panama City, Rosemary Beach og Apalachicola.
Dele af strækningen køres ad den såkaldte Scenic Byway, som er den amerikanske pendant til Margueritruten.
Vi kommer frem til Wakulla Springs, og det er nu blevet tid til en bådtur langs Wakulla-floden. Det er et af de mest besøgte turistmål i Tallahassee-området – og med god grund. På den ca. 45 minutter lange sejltur kommer vi forbi betagende flora og fauna med alt fra spansk mos, der hænger tungt ned fra de majestætiske cypresser, elegante vadefugle og alligatorer med sylespidse tænder. Man kan ofte også se manater, men de er knap så pålidelige som alligatorerne, så bliv nu ikke skuffet, hvis vi ikke har heldet med os i dag. Der er rigeligt andet at kigge på, når vi sejler på det krystalklare vand.
Efter sejlturen fortsætter vi til Tallahassee, som er hovedstad i Florida, hvor vi også overnatter.
Videre går det nu mod øst og det er i dag, at vi får Atlanterhavet i sigte. Vi er nemlig sidst på formiddagen nået frem til St. Augustine, den ældste europæisk etablerede by i USA. Den fremstår i dag som en charmerende gammel by, der henleder tankerne mere til Spanien og Middelhavet end USA. Den er grundlagt i 1565 af den spanske admiral Pedro Menéndez de Avilés på St. Augustins dag. I 1702 brændte byen ned, men blev hurtig genopbygget, og allerede i 1763 var den et vigtigt socialt og administrativt center og blev snart efter betragtet som "hovedstad" i det østlige Florida. Op gennem tiden har byen skiftet mellem politisk at være på spansk og engelsk side, inden den i 1819 blev erklæret amerikansk, men de spanske rødder hænger stadig ved.
Den spanske herkomst oplever vi når vi bevæger os i det historiske område på St. George Street og ser Castillo de San Marcos, som er et af de ældste fort i USA. Selve fortets fundament og mure står endnu, og fortet må betegnes som ganske velbevaret, alderen taget i betragtning (fortet begyndtes bygget 1672). Hvis du har lyst, kan du besøge fortet (ikke inkl.) og kigge nærmere på udstillingerne, der giver et indblik i fortets historie og derved også hele områdets.
Vi har afsat et par timer til at gå rundt i de smalle gader, hvor også frokosten kan nydes (ikke inkl.). Det ville være oplagt at finde noget ved gågaden St. George Street, der har et bredt udvalg af cafeer og restauranter. Det kunne jo passende være en lejlighed til at slutte af med en Key Lime Pie, en af specialiteterne i Florida, den sprøde tærte med grønligt limefyld.
Vi slår også vejen forbi området omkring den smukke gade Magnolia Avenue, hvor vi også finder den lille park ”Ponce de Leons ungdommeligheds kilde”, som gerne vil tage æren for at være stedet, hvor det koloniale Amerika egentligt blev grundlagt, 55 år (!) før pilgrimmene ved Plymouth Rock på det gode skib Mayflower.
Ønsker du at gå en tur i parken, er der også mulighed for det (mod betaling).
I dag skal vi ud på sidste etape, når bussen triller ud af St. Augustine og kører mod syd mod hele USA’s Daytona Beach. Byen er et mekka for tatoverede motorcyklister og piercede bikere. Daytona Beach har været deres favoritdestination siden starten af 1900'erne, da de kørte med deres jernheste på det hårdt pakkede sand. Måske spotter vi nogle stykker af dem, når vi gør et kort stop her.
Ingen rejse til USA uden et shopping-stop. Derfor gør vi holdt ved et outlet i Fort Pierce, hvor du kan slappe af på en café eller restaurant eller lade dig friste af de mange gode tilbud.
Om aftenen når vi frem til Miami – målet for vores rejse tværs over USA. De to byer Miami og Miami Beach er begge meget unge. For ca. 100 år siden var Miami blot en handelspost på Miami-floden i en myggebefængt sump. Men da hotel- og jernbanekongen Henry Flagler anlagde sin jernbane til et udsted ved navn Fort Dallas fulgte andre visionære entreprenører efter, og de påbegyndte arbejdet med at tæmme det genstridige vildnis. Der blev opført hoteller, bygget broer, anlagt havne og indlagt elektricitet. Den smalle strimmel mangrovesump blev omdannet til det nuværende Miami Beach, og så begyndte turisterne ellers at strømme til. Det såkaldte Greater Miami, der omfatter Miami med forstæder, opleves som et miks af mange forskellige rejsemål på én gang og er en spændende og usædvanlig multikulturel oplevelse. Her blandes de bløde og melodiske latinamerikanske og caribiske tungemål, madtraditioner og kulturelle fænomener. Her mærkes en umiskendelig ”joie de vivre” – livsglæde – med den smukke strand som allestedsnærværende baggrund.
Brug fx aftenen på en god restaurant i godt selskab ved stranden – du har fortjent det!
Vi tager på gåtur i South Beach-kvarteret, som mere end noget andet er Miamis vartegn. Området har været en sand tropisk legeplads for arkitekter i art deco-æraen i 20’erne og 30’erne. De hvide og pastelfarvede bygninger står side om side med udsigt over Atlanterhavet og de hvide sandstrande. Den mest berømte gade er promenaden Ocean Drive, hvor der altid er leben. Rejselederen fortæller undervejs om udvalgte bygninger, og vi hører historier om virkelige og opdigtede personer, der knytter sig til området. Om aftenen syder South Beach af smart klædte mennesker, der besøger de mange natklubber og restauranter, der henvender sig til både de eventyrlystne og til et mere roligt publikum.
I dag er det tid til at sige farvel til USA og vende næsen hjemad mod Danmark. Afhængigt af hjemrejsetidspunktet er der eventuelt mulighed for at have formiddagen på egen hånd i Miami, inden vi kører til lufthavnen.
Prisinformation
- Prisen inkluderer
-
- Dansk rejseleder
- Fly København – Los Angeles og Miami – København (med mellemlanding)
- Udflugter jf. program
- Indkvartering på gode hoteller i delt dobbeltværelse
- Morgenmad dagligt (morgenmaden vil enten være amerikansk morgenmad eller den såkaldte continental breakfast)
- Skatter og afgifter
- Prisen inkluderer ikke
-
- Sygdomsafbestillingsforsikring 7 % af rejsens pris
- Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
- Tillæg for enkeltværelse kr. 11.998,-
- Drikkepenge (beregn cirka 100-125 USD pr. pers. til lokalguide og chauffører)
- Gebyr for indrejseregistrering til USA (ESTA, ca. 21 USD) Læs mere her
- Personlige fornødenheder
- Ekspeditionsgebyr pr. faktura kr. 130,- (bortfalder ved onlinebestilling)
- Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"
Praktiske oplysninger
Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.
Oplysninger om rejsen
Bagage
Deltagerantal
Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 20 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.
Ekstra rengøring pga. coronavirus
Albatros prioriterer vores gæsters trivsel og tryghed på rejsen højt, og vi er i tæt kontakt med vores samarbejdspartner i USA for at sikre, at rengøring af busser og hoteller lever op til de gældende regler.
Busserne, vi benytter, bliver dagligt desinficeret af chaufførerne, og hotellerne har lavet ekstra strikse regler om rengøring, som løbende bliver kontrolleret af vores samarbejdspartner. Check-in vil foregå kontaktløs, værelserne bliver ekstra rengjort og desinficeret, og det sikres, at der ikke er adgang til værelset efter rengøringen, før en gæst tjekker ind. Der vil være adgang til håndsprit flere steder på hotellet.
Tilslutning med indenrigsfly
Hvis du ønsker tilslutning med indenrigsfly i Danmark, skal du oplyse det ved bestilling af rejsen. Der tages dog forbehold for udsolgte afgange, og indenrigstilslutningen kan derfor ikke garanteres.
Mere om USA
Her kan du læse mere om vaccinationer, visum, tidsforskel mv.:
www.albatros-travel.dk/destinationer/nordamerika/usa
Før afrejsen
Pas
Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder fra hjemrejsedato. Børn – uanset alder – skal have eget pas, det er ikke nok, at de står i forældrenes pas. Send en kopi af dit pas til Albatros Travel senest 14 dage efter reservation. Bemærk i øvrigt, at navnet på flybilletten skal stemme 100 % overens med det navn, der står i passet. Konsekvensen ved det modsatte kan i værste fald være, at du bliver nægtet indrejse i USA og må flyve hjem for egen regning.
I USA er der ikke visumpligt for danskere og øvrige EU-borgere for ophold op til 90 dage, men toldpapirer udfyldes om bord på flyet. Ved indrejse får man automatisk 90 dages ophold med en gyldig returbillet.
ESTA - indrejsetilladelse til USA
Senest 72 timer før afrejse skal du søge om indrejsetilladelse - ESTA til USA. Læs mere her
Krav om visum hvis du har besøgt Irak, Iran, Syrien, Nordkorea, Libyen, Yemen, Sudan og Cuba
Hvis du som dansk statsborger har været på rejse i Irak, Iran, Syrien, Nordkorea, Libyen, Yemen eller Sudan efter den 1. marts 2011, så skal du søge visum for at komme til USA, også hvis du kun skal i transit. Det samme gælder hvis du har været på Cuba efter d. 12 januar 2021. Fremover skal du have et rigtigt visum – udstedt af den amerikanske ambassade i København. Det samme gælder danske statsborgere, som har dobbelt statsborgerskab i enten Irak, Iran, Syrien, Nordkorea, Libyen, Yemen, Sudan og Cuba.
Elektronisk udstyr i håndbagagen
Sikkerhedskrav ved flyrejser til USA
De amerikanske myndigheder har skærpet deres sikkerhedskrav ved flyrejser til USA. Alt elektronisk udstyr, som medbringes i håndbagagen på flyet (mobiltelefoner, tablets, Ipads, laptops etc.), skal kunne tændes ved tjek i sikkerhedskontrollen. Det betyder, at du skal sørge for, at batteriet på udstyret er fuldt opladt, når du ankommer til lufthavnen.
Hvis det medbragte udstyr ikke kan tændes, kan genstanden ikke medbringes på flyet, men må efterlades i sikkerhedskontrollen. Den nye regel skyldes, at myndighederne er bange for, at de elektroniske apparater kan bruges i forbindelse med terrorhandlinger.
Hånden på hjertet
En gang skal være den første
Information
Mange har en drøm om at krydse USA fra øst mod vest – fra kyst til kyst. USA er et fantastisk rejseland, og oplevelserne henover landet er både mange og forskelligartede. På sådan en tur skal der naturligvis tilbagelægges mange kilometer nogle dage, og man skal være forberedt på de lange ture. USA har generelt gode veje, og vores dygtige chauffører kører os trygt i mål. Vi stopper regelmæssigt, og køreturen gennem fantastiske landskaber er en oplevelse i sig selv. På rejsen bor vi på gode mellemklassehoteller beliggende centralt eller i udkanten af byen som et godt udgangspunkt til næste dags program.
Almindelige turistbusser i USA er generelt komfortable. Dog har de ofte kun én indgang forrest i bussen og ingen bagdør, som vi kender det hjemmefra. Desuden er der ofte ikke kopholder og net i sædet foran. Derfor er det en god idé at medbringe en god rygsæk, som kan benyttes til personlige ejendele under udflugter og undervejs i bussen.
Den amerikanske morgenmadskultur er forholdsvis simpel, sammenlignet med den skandinaviske. Morgenmaden på de fleste standardhoteller i USA er den såkaldte ”continental breakfast”, hvilket typisk indebærer kaffe/te, juice og toastbrød med smør og marmelade. Det er ikke unormalt, at man på hoteller i USA kun har papservice ved morgenmaden, da mange bruger den som en ”to go”-løsning på farten. Særligt i New York kommer man ikke langt for morgenmadspengene. Derfor har vi valgt at tage den dyre hotelmorgenmad ud af rejsens pris. I stedet vil vores rejseleder sørge for at udpege alternative morgenmadssteder i lokalområdet. På den måde kan du købe bedre og billigere morgenmad og kan fx opleve at indtage den på en lokal amerikansk diner.
Den amerikanske drikkepengekultur kan især af os fra Skandinavien opleves som et irritationsmoment. For at du som rejsende besværes mindst muligt, vil rejselederen oftest tilbyde at påtage sig indsamling af drikkepenge for hele gruppen, fordelt på de planlagte programpunkter. Du kan læse mere om drikkepenge og Albatros’ holdning her: www.albatros-travel.dk/praktisk/er-drikkepenge-inkluderet-i-rejsens-pris
Generelle forhold
Rejsens krav til fysisk formåen
Rejseforsikring
Gouda Rejseforsikring
Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.
Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.
Albatros Travels rejseledere og guider
På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.
På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.
På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.
Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.
Drikkepenge
Tillæg for enkeltværelse og -kahyt
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.
Pas
Rejser med mindreårige
Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.
USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.
Placering i flyet
Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.
Placering i bussen
På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.
På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.
Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.
Forplejning om bord på flyet
På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.
Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.
Specialkost
På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.
Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.
Forbehold/ændringer
Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.
Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.
Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.
Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.