Den store Australien Odyssé

group-tour
Rundrejse med dansk rejseleder

Et sandt eventyr med en rundrejse i Australien efterfulgt af et krydstogt over Koralhavet og langs Australiens østkyst med det 4 ½-stjernede Celebrity Solstice

Oplev Australien fra vest mod øst gennem de 5 store fastlandsdelstater. Australien er fyldt af undere, og på denne rundrejse kombineret med et krydstogt oplever du de fleste. Se solen gå ned over Ayers Rock ude i den røde outback, og mærk den internationale atmosfære i storbyerne Perth og Sydney med besøg i Operahuset. Du kommer vidt omkring i landets storslåede natur: fra ørken i Alice Springs til regnskov i Cairns, og billedskønne strande møder du på Bondi Beach og Cottesloe. Ombord på skibet nyder vi det søde krydstogtliv og oplever i komfortabel stil mere af Australiens mangfoldighed i Newcastle, Brisbane, Cairns og Port Douglas samt tropeparadiset Airlie Beach. Køber du udflugtspakken, kommer du med ud i den australske natur og oplever det enestående Great Barrier Reef.

Husk, at hvis du opgraderer til udvendig- eller balkonkahyt, får du classic drikkepakke med i købet.

Klik på kortet for at se det i stor udgave
  • Type Rundrejse, Krydstogt

  • Rejseleder Dansk

  • Visum Ja

  • Vaccination Ja

  • Valuta Australske dollars

Dagsprogram 21 dage
Dag 1–2
Fly København – Perth. Overnatning på hotel i Perth
Dag 3
Perth. Heldagstur i Perth og Fremantle med Kings Park, Cottesloe og Cappuccino Strip
Dag 4
Perth – Adelaide
Dag 5
Adelaide. Byrundtur og vingårdsbesøg
Dag 6
Adelaide – Alice Springs. Byrundtur med De flyvende læger, telegrafstationen og ANZAC-monumentet
Dag 7
Alice Springs – Ayers Rock (Kata Tjuta). Dromedarer og solnedgang over Ayers Rock
Dag 8
Ayers Rock – Sydney. Solopgang og fly til Sydney
Dag 9
Sydney. The Rocks, havnerundfart og ombordstigning
Dag 10
Newcastle. Eventyr i den gamle koloniale by
Dag 11–12
På havet mod Airlie Beach. Lær skibet at kende og oplevelser til søs
Dag 13
Airlie Beach. Afslappet feriestemning
Dag 14
Cairns (Yorkey’s Knob). Mulighed for regnskovsudflugt til Kuranda
Dag 15
Port Douglas. Mulighed for heldagsudflugt til Great Barrier Reef
Dag 16
Sejlads forbi Willis Island
Dag 17
På havet mod Brisbane
Dag 18
Brisbane. Porten til Gold Coast
Dag 19
På havet mod Sydney
Dag 20
Sydney. Operahuset, Bondi Beach og hjemrejse
Dag 21
Ankomst til Danmark

Celebrity Solstice

Celebrity Solstice er et af rederiet Celebrity Cruises store skibe

Her er plads til næsten 3.000 passagerer. Skibet er fuld af dejlige oplevelser, og her kommer du ikke til at kede dig. Hvad med en opfriskende dukkert i poolen, en afslappende behandling i spaen eller en tur i fitnesscenteret? Du kan også nyde en lækker middag fra en af skibets restauranter, opleve et show eller nippe til en god drink, mens du nyder de smukke blå omgivelser, der glider forbi.

Klik på billederne for at se dem større

Billeder

Dagsprogram

Hent samlet program OBS. Nogle af vores rejser findes i flere udgaver. Læg mærke til, om du har valgt den rigtige afrejsedato, før du printer.

Dag 1–2
Fly København – Perth. Overnatning på hotel i Perth

Vi letter fra Kastrup og sætter kursen mod Perth, hvor vi lander den følgende dag. Vi er nok trætte efter rejsen, så vi bliver hentet i bus og kører direkte til vores hotel, hvor vi kan hvile ud, inden vi den følgende dag tager hul på vores Australien odyssé.
 

Dag 3
Perth. Heldagstur i Perth og Fremantle med Kings Park, Cottesloe og Cappuccino Strip

Millionbyen Perth er hovedstaden i Western Australia og er velsignet af et vidunderligt tørt og varmt klima med næsten konstant dybblå himmel. En vidunderlig storby med en rar og gæstfri befolkning og smukke landskaber lige uden for byen. Det føles lidt som at ankomme til verdens ende, når man efter en lang rejse sætter sine ben i Perth. Den bedste udsigt over Perth får man fra byens mest berømte park, Kings Park i byens vestlige del – en af verdens største byparker. Her er store græsområder, botaniske haver og sågar ægte bushland på bakketoppen Mount Eliza, hvorfra der altså er en glimrende udsigt over byens skyline.
Gennem Perth snor floden Swan River sig, floden er navngivet efter områdets særlige sorte svaner. Floden løber gennem Perth og er med til at skabe et levende og hyggeligt byrum. Før og især efter Narrow Bridge breder floden sig ud til indsøer for så igen at blive til en rigtig, men stadig bred og stille flod med retning mod Fremantle og slutteligt Det Indiske Ocean. Omkring floden ligger en række indbydende parker, hvor både lokale og rejsende har til vane at smide sig i græsset og nyde livet.
Efter vi har besøgt parken og nydt udsigten sætter vi kursen forbi byens universitet, områdets populære strande i forstaden Cottesloe og videre vestpå. Fremantle er den historiske havneby, der ligger ved udmundingen af floden. Vi besøger Monument Hill og Fremantle Prison som har huset fanger fra 1850’erne og helt frem til 1991. De gamle huse fra dengang, hvor Fremantle først og fremmest var havneby, er blevet fint restaureret og huser nu caféer, gallerier og vandrehjem. Der er så mange cafeer i området mellem Bannister street og Parry Street, at det kaldes ”Cappucino Strip”. Denne skal vi selvfølgeligt opleve samt selve kajen ”Fishermans Wharf”. Frokost på egen hånd i området (ikke inkl.).
Vi er tilbage i Perth i løbet af eftermiddagen.
I downtown/centrum er det gaden King Street og området Northbridge, der har mest at byde på hvad caféer og restauranter angår.
 

Dag 4
Perth – Adelaide

Morgenmad på hotellet i Perth. Afhængig af tiden for dagens indenrigsfly bliver der enten tid til flere eventyr i Perth eller i Adelaide. I Perth kan man tage på delstatens kunstgalleri eller udforske Kings Park yderligere.
Senere samme dag ankommer vi til Australiens femtestørste by, Adelaide. Er der tid til at udforske byen lidt mere så anbefaler vi at gå en tur i en af de mange parker eller området ved Whitmore Square over til Victoria Square.
 

Dag 5
Adelaide. Byrundtur og vingårdsbesøg
Vinmarker så langt øjet rækker

Efter morgenmaden tager vi på byrundtur og vingårdsbesøg. Vi skal blandt andet se Adelaide Oval, en af de flotteste cricketbaner i verden. Vi kommer også forbi byens kulturelle centrum med parlamentet, universitetet, statsbiblioteket og det flotte South Australian Museum. Uden for byen besøger vi vingården Penfold’s Magill Estate, som er kendt for sin Grange-vin. Her får vi en guidet rundtur og smager på forskellige vine, inden vi kører tilbage til vores hotel i Adelaide.

Eftermiddagen er reserveret til afslapning.

Dag 6
Adelaide – Alice Springs. Byrundtur med De flyvende læger, telegrafstationen og ANZAC-monumentet
Telegrafstationen i Alice Springs

Vi forlader Adelaide for at flyve nordpå til Alice Springs, som ligger midt i Australien, også kaldt The Red Centre grundet den røde jordbund og sparsomme vegetation. I Alice Springs bor der omkring 27.500 mennesker, og byen er et knudepunkt for hele oplandet, som er ekstremt tyndt befolket. Fra lufthavnen kører vi hen og besøger den gamle telegrafstation, som udgør stedet, hvor de første europæere bosatte sig i Alice Springs. Telegrafstationen blev oprettet i 1872 for at transmittere meddelelser mellem Adelaide i syd og Darwin i nord. Det er den bedst bevarede af 12 stationer på den såkaldte Overland Telegraph Line. Stationen var i brug i 60 år, før den blev lavet om til en skole for aborigine børn.
Hernæst besøger vi Royal Flying Doctor Service (RFDS), som nogle måske kender fra tv-serien ”Flying Doctors”. Fra basen i Alice Springs udgår den flyvende lægeservice til fjerntliggende farme og små samfund i hele Northern Territory. Den luftbårne lægegerning begyndte i 1928 i Queensland og spredte sig hurtigt til hele landet. Vi besøger også School of the Air, som i mange år gav lektioner via radio til fjerntboende børn i et område på over en million kvadratkilometer. Projektet begyndte i 1950 med få timers ugentlig undervisning over radioen. Med tiden blev der tilføjet spørgetid efter lektionen, og antallet af lektioner blev øget. Lærerne benyttede de flyvende lægers radiorum, når der skulle sendes, men i 1978 fik skolen sit eget radiostudie. Efter et par år med e-mail gik man i 2000 helt over til internetbaseret undervisning, og i dag benytter skolen den nyeste teknologi til glæde for børn i de fjerneste egne af landet.
Inden vi kører til vores hotel, lægger vi vejen forbi Anzac Hill Memorial, et monument rejst i 1934 til ære for de faldne australske og newzealandske soldater under 1. verdenskrig. ANZAC er en forkortelse for en sammenslutning af australske og newzealandske tropper, The Australian and New Zealand Army Corps, som kæmpede sammen under 1. verdenskrig, 2. verdenskrig, i Korea og i Vietnam.
Obs. Afhængigt af indenrigs flytider, kan dele af dagens program indgå den efterfølgende dag.
 

Dag 7
Alice Springs – Ayers Rock (Kata Tjuta). Dromedarer og solnedgang over Ayers Rock

Vi forlader tidligt Alice Springs for herefter at køre mod sydvest gennem røde ørkenlandskaber. Det er en lang tur, men en stor del af oplevelsen er selve kørslen.
Undervejs gør vi holdt og strækker benene, ligesom der er mulighed for at købe forfriskninger, når vi gør holdt ved en dromedarfarm. Selvom Australien er mere kendt for koalaer og kænguruer, så er det faktisk det land i verden med flest vildtlevende dromedarer – der er ikke mindre end en 300.000 dromedarer i Australien! I slutningen af 1800-tallet blev omkring 10.000 dromedarer importeret fra Indien for at hjælpe i udforskningen af outback’en og oprettelsen af telegrafstationen i Alice Springs. Men efterhånden som der blev bygget veje og jernbaner, blev dromedaren overflødig, og i dag sælges dyrene blandt andet til arabiske lande, hvor nogle bliver brugt til væddeløb, mens andre ender på middagsbordet.
Af alle Australiens storslåede naturoplevelser stikker én af dem ud som noget helt særligt. Det er naturligvis Ayers Rock, eller “Uluru”, som den hedder på aborigin. Denne kæmpemæssige sten ligger i hjertet af Australien i nationalparken Uluru-Kata Tjuta, som er på UNESCO’s liste over verdens naturarv. Gennem årene er Ayers Rock sammen med Sydney Opera House blevet symbol på selve Australien. Ayers Rock er 348 meter høj, 2,4 kilometer lang, cirka ni kilometer i omkreds, og endelig stikker den 3,5 kilometer ned i undergrunden. Ayers Rock bliver ofte nævnt som verdens største monolit, hvilket den næsten også er. Kun Mount Augustus i det vestlige Australien overgår Ayers Rock i størrelse. Området er helligt for aboriginere, og der er steder, som ikke må betrædes eller fotograferes.
Fremme i Ayers Rock indkvarteres vi på vores hotel. Hvis tiden tillader det, kan vi nå en hurtig dukkert i hotellets swimmingpool, inden vi herefter kører den korte vej til nationalparken Kata Tjuta, eller The Olgas som den også kaldes. Her begiver vi os ud på en vandretur mellem de imponerende klippeformationer og når til sidst ind mellem de to højeste toppe.
Som afslutning på dagen kan vi opleve Ayers Rocks storslåede farvespil i solnedgangen. Den enorme klippe bliver nærmest selvlysende rød, netop som solen forsvinder under horisonten. Mens solen går ned, nyder vi et glas bobler og lidt let at spise. Efter mørket har sænket sig over Ayers Rock, bryder den mest fantastiske stjernehimmel frem. Denne del af Australien har nok en af verdens mørkeste og klareste stjernehimler, uden gadelamper eller andre lyskilder i miles omkreds til at forstyrre billedet.
 

Dag 8
Ayers Rock – Sydney. Solopgang og fly til Sydney
Aboriginernes kunst

Vi står tidligt op for at nyde, når solens første stråler rammer Ayers Rock. Og solopgangen er absolut værd at stå tidligt op for, for morgenens farvespil er mindst lige så intenst, som det der udspiller sig om aftenen.
Vi spiser morgenmad på turen. Efterfølgende ser vi nogle af de fascinerende, gamle helleristninger, aboriginerne har lavet på Ayers Rock, og vi besøger parkens kulturcenter, hvor vi får indblik i aboriginernes kunst og kunsthåndværk.
Vi kører til den lille lufthavn beliggende her i ’midten af ingenting’ og sætter kursen mod Sydney. Byen som i 1788 blev grundlagt af engelske straffefanger og har sidenhen udviklet sig til Australiens største by. Byens befolkning stammer fra alle dele af verden, og dette giver et stort udvalgt af multikulturelle arrangementer og hundredvis af forskellige caféer og restauranter, hvor der konstant afprøves nye retter baseret på friske lokale råvarer. Ved ankomsten til Sydney kører vi til vores hotel, og aftenen har du på egen hånd til at kigge lidt nærmere på byen.

Obs. Afhængigt af indenrigs flytider, kan dagens program ændres og turen til helleristningerne udgå.

Dag 9
Sydney. The Rocks, havnerundfart og ombordstigning Afsejling kl. 18.45
Området The Rock i Sydney

Vi tager til hyggelige The Rocks, som er den ældste bydel i Sydney og ligger lige ved foden af Sydney Harbour Bridge. Da det første hold engelske straffefanger kom til Australien, var det netop her i The Rocks, at de første huse blev bygget, og området har derfor stor historisk betydning, ikke blot for Sydney, men for hele Australien. De oprindelige bygninger var lavet af lokal sandsten, og derfra stammer bydelens navn. Udsigten er sidenhen blevet beriget med Sydney Harbour Bridge og Sydney Opera House. Byrundturen ender ved den populære Circular Quay, som er et pulserende område ved Sydneys havnefront.

Herefter oplever vi Sydney fra søsiden på en spændende havnerundfart. Mens vi sejler gennem havnen, nyder vi en dejlig frokost om bord på båden. Herefter kører vi mod krydstogtshavnen.

Om eftermiddagen er det tid til at gå om bord på vores dejlige krydstogtskib. Efter indtjekningsformaliteterne kan vi gå på opdagelse og udforske skibet, som skal være vores hjem de næste mange dage. Om aftenen nyder vi vores første middag ombord mens vores dejlige skib stævner ud fra fantastiske Sydney.

Dag 10
Newcastle. Eventyr i den gamle koloniale by Ankomst kl. 8.00, afsejling kl. 17.00

Turens første landgang har vi i Newcastle, den næststørste by efter Sydney i delstaten New South Wales. Byen ligger ved mundingen af Hunter River og rummer en af landets største og travleste havne. Newcastle blev grundlagt i 1801, og ikke mindst bymidten med de mange fine, gamle huse i kolonistil og de store, brede alléer vidner om, at byen har været med helt fra den tidlige europæiske kolonisering. Men lokalhistorien gemmer på mere end blot den smukke arkitektur, for inden det pæne borgerskab flyttede ind i byen, var det et helt andet klientel, som holdt til på disse kanter: Her blev de allerfarligste af de engelske straffefanger sendt til, og straffen lød på benhårdt arbejde i de lokale kulminer. Newcastle har derfor også haft det lidet flatterende øgenavn “Hell of New South Wales”, og selvom kulindustrien stadigvæk er vigtig for området, er straffefangerne og tidligere tiders strabadser for længst skiftet ud med en hyggelig og tilbagelænet stemning.

Newcastle er på bedste australske vis forkælet med lækre strande, har et hav af hyggelige caféer, og fra toppen af det 40 meter høje tårn, Queens Wharf Tower, er der panoramavue ud over hele byen. Et par kilometer uden for Newcastle ligger byens vartegn, det smukke, gamle fyrtårn Nobby’s Head, som første gang blev tændt i 1858.

Dagen kan bruges på en spadseretur rundt i byen med Albatros’ rejseleder (det plejer at være hyggeligt!), eller du kan tage med på en af de ture, skibet udbyder. Din rejseleder vil naturligvis være behjælpelig med at booke ture hos skibet. Udflugterne bestilles og betales om bord.

Dag 11–12
På havet mod Airlie Beach. Lær skibet at kende og oplevelser til søs

I disse dage har vi nu god tid til at slappe af, fordøje de sidste dages oplevelser og lære vores krydstogtskib at kende. Og der er masser at tage sig til: Slap af med at læse en god bog, gå en tur i kasinoet, nyd maden og den gode service eller deltag i nogle af de mange aktiviteter, som foregår ombord.
 
Husk, at du er på ferie, og på ferier er det som regel rart med lidt fred og ro. Måske har du lyst til at trække dig tilbage til din kahyt og nyde en stille drink på din balkon, hvis du har sådan en. Det kan også være, at du finder et fredeligt område på soldækket, hvor du kan sidde uforstyrret med en bog. Hvis du derimod trænger til at være aktiv, kan du gå en tur i skibets flot udstyrede motionscenter, hvor der er både motionscykler, trappemaskiner og løbebånd. Du kan også deltage i en undervisningstime med professionel træner (mod gebyr) og prøve yoga, pilates, spinning eller noget helt fjerde. Så kan du også med god samvittighed spise en lækker 3-retters middag. Om aftenen kan du også gå i teateret og opleve et af skibets imponerende shows.
 

Dag 13
Airlie Beach. Afslappet feriestemning Ankomst kl. 8.00, afsejling kl. 17.00

Den lille by Airlie Beach ligger omkranset af smukke hvide sandstrande. Lige ud for kysten ligger The Whitsundays (Pinseøerne) – en øgruppe bestående af 74 små palmeklædte paradisøer omgivet af krystalklart vand. Kaptajn James Cook navngav øerne, fordi han sejlede forbi dem pinsedag på sin opdagelsesrejse i 1700-tallet. Stemningen i den lille by Airlie Beach er afslappet, og der er hyggelige områder med restauranter og barer samt mulighed for at shoppe.

Dagen kan bruges på en slentretur rundt i byen, eller du kan tage med på en af de ture, skibet udbyder. Din rejseleder vil naturligvis være behjælpelig med at booke ture hos skibet. Udflugterne bestilles og betales om bord.

Dag 14
Cairns (Yorkey’s Knob). Mulighed for regnskovsudflugt til Kuranda Ankomst dag 11 kl. 10.00, afsejling dag 12 kl. 19.00
Svævebanen fra Kuranda by over den grønne regnskov

Vi lægger til i den lille, idylliske forstad til Cairns, Yorkey’s Knob, der kalder sig selv for den bedst bevarede hemmelighed i tropiske North Queensland. Og idyllisk er der da også i denne hyggelige sejler- og strandby.
Cairns er den australske havneby, som ligger nærmest koralrevet Great Barrier Reef.

Dagens Albatrosudflugt går til regnskoven og landsbyen Kuranda (Dagen efter er der fra Port Douglas mulighed for at se Great Barrier Reef).

For 50 millioner år siden var hele Australien dækket af regnskov, men i dag er der kun cirka 22.000 km²
tilbage, hvoraf det meste ligger her i Australiens nordøstlige hjørne, blandt andet i Kuranda. Vi begynder
turen i Tjapukai kulturcentrum, hvor vores guide viser os aboriginernes traditionelle levevis. Herefter
stiger vi ombord på den komfortable kabelbane Skyrail, som tager os over den UNESCO-fredede regnskov.
På den 7,5 kilometer lange rute glider vi lydløst frem blandt trætoppene og oplever vandfald, floder og
højdedrag, som ville være skjult for øjet, hvis man stod nede på jorden. I forlængelse af kabelbanen skal vi køre en tur med et tog, som har kørt på den samme jernbane siden 1891. Konstruktionen af jernbanen blev ikke kun besværliggjort af den tætte jungle og den rå bjergterræn, men også af de lokale aboriginere, der forsvarede deres land. I dag fungerer jernbanen som udsigtstog for turister. Efter frokost (for egen regning) vender vi tilbage til Cairns og Yorkey’s Knob.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 15
Port Douglas. Mulighed for heldagsudflugt til Great Barrier Reef Ankomst kl. 7.00, afsejling kl. 19.00

Vi lægger til i den lille, hyggelige by Port Douglas lidt nord for Cairns. Byen er kendt for sin tilbagelænede, hyggelige stemning, så man føler sig straks tilpas og velkommen.

Vi lægger ud med at sejle til hvad man må kalde et af Australiens største og mest fascinerende naturfænomener, Great Barrier Reef, verdens største koralrev. Revet består af tusindvis af mindre rev, sandrevler og småøer, som bebos af farvestrålende fisk, krabber, skildpadder og andre eksotiske dyr. Koralrevet løber parallelt med den australske nordøstkyst og er det eneste levende, der kan ses fra rummet. Man anslår revets alder til at være mellem 600.000 og 1,8 millioner år gammelt. Det store koralrev består af næsten 3.000 individuelle rev, 880 øer og er hjemsted for hundredetusindevis af forskellige arter. 

Det er intet mindre end en oplevelse for livet at gå på opdagelse i det eksotiske parallelunivers, der udspiller sig under havoverfladen. Derfor er der naturligvis indlagt mulighed for at snorkle på vores heldagsudflugt, hvor vi efter morgenmaden sejler ud til det overdådige koralrev. Her kan du trække i maske og snorkel og komme helt tæt på alverdens farvestrålende fisk og koraller. Under vores sejlads ved Great Barrier Reef spiser vi frokost om bord på båden.

Husk badetøjet, for der er rig mulighed for en tur i bølgen blå!

Vi vender tilbage om eftermiddagen og kan tage en lille slentretur i selve Port Douglas, inden vi vender tilbage til skibet. Obs. Turen til og fra skibet er i dag via de mindre ”tenderbåde”.

(Dagens udflugt er ikke inkluderet i rejsens pris. Særskilt udflugtspakke kan købes, se mere senere i programmet).

Dag 16
Sejlads forbi Willis Island Vi passerer koraløen Willis Island. kl. 11.00 til kl. 13.00

Vi nyder synet af det smukke Koralhav, og interesserer du dig for fugle, er det i dag, kikkerten skal findes frem! En lang række havfugle, blandt andet terner, suler og fregatfugle har base på Koralhavets mange småøer, blandt andet den fredede Willis Island, som er den eneste af Koralhavsøerne, der også er permanent beboet af mennesker.

Skibet sejler rundt ved Willis Island, og synet af den betagende natur kan nydes. Befolkningstallet er dog blot på tre personer og udgøres af de ansatte på øens vejrstation, som blev anlagt tilbage i 1921. Vejrstationen laver nu som dengang målinger på de berygtede tropiske cykloners kurs og styrke og er således en vigtig del af det forebyggende arbejde, inden en given cyklon rammer fastlandet.

Vi nyder fuglelivet ved Willis Island – i sikkert ly på krydstogtskibet. Efter sigende skal man være mere end almindeligt heldig for at undgå at blive ramt af fugleklatter, hvis man opholder sig på øen, hvor der ikke er adgang for offentligheden. De mange fugleekskrementer, kaldet guano, blev i 1870’erne og 80’erne indsamlet og solgt som gødning til brug i haver og på marker. En eksportvare, som blandt andet også Peru havde stor succes med på det tidspunkt.

Dag 17
På havet mod Brisbane

Efter de sidste dages oplevelser er det nu tid til en velfortjent fridag på havet. Vi kan opleve gourmetmiddagene på en af skibets mange lækre restauranter, gå en tur i teatret, biografen eller på diskotek. Måske skal der trænes lidt i motionscentret eller shoppes i den taxfree butiksarkade. Der er noget for enhver smag.
 

Dag 18
Brisbane. Porten til Gold Coast Ankomst kl. 8.00, afsejling kl. 20.00
Brisbane er den tredje største by i Australien

Brisbane blev grundlagt i 1824 og er i dag Australiens tredjestørste by med knap 2 millioner indbyggere. Byen ligger lige ud til Brisbane-floden og er fuld af smukke parker og en imponerende botanisk have. Det er en hyggelig by med en charmerende gågade, hvor der kan shoppes i mange forskelligartede butikker.

Omkring byen ligger en masse forlystelsesparker, badelande og tivoliparker samt en stor wildlife-park med australske dyr – her er mulighed for at holde en koala og fodre en krokodille.

Dagen kan bruges til at udforske Brisbane på egen hånd, eller du kan deltage i en af skibets ture, som bestilles og betales ombord. Du kan fx tage på strandtur til den verdensberømte strandstrækning Gold Coast. Vores danske rejseleder hjælper gerne med tilmelding.

Dag 19
På havet mod Sydney

I dag er det sidste chance for at kaste dig over de mange underholdningstilbud, som findes om bord. Du kan starte med at høre klassisk musik til eftermiddagsteen, høre hyggepianisten spille melodier fra klassiske storfilm, mens du nyder en drink før middagen, eller du kan overvære aftenens store forestilling i teatersalen, hvor skibets bigband spiller.
 

Dag 20
Sydney. Operahuset, Bondi Beach og hjemrejse

Efter morgenmaden ombord og en kort afsked med vores flydende hjem, skal vi nu opleve endnu mere af Sydney. Første mål er Operahuset, Sydneys verdensberømte vartegn, tegnet af den danske arkitekt Jørn Utzon. Med sine karakteristiske hvide tagbuer minder Operahuset om et skib for fulde sejl og symboliserer dermed på bedste vis livet i Sydney, som i høj grad leves i og omkring den smukke naturskabte havn. Tæt ved Operahuset ligger endnu et af Australiens berømte bygningsværker, nemlig den enorme stålbro Sydney Harbour Bridge, der på flotteste vis forbinder den sydlige og nordlige del af byen.
Vi får en rundvisning i Operahuset, der siden sin indvielse i 1973 har været ramme om nogle af landets største musik- og teaterbegivenheder. Herfra ser vi blandt andet The Royal Botanic Gardens og udsigtspunktet Mrs Macquarie’s Chair. Den berømte stol, som i virkeligheden har form som en bænk, er skåret ud af sandsten af straffefanger i 1810 og var en gave til guvernør Macquaries hustru, Elizabeth. Det siges, at hun plejede at sidde på stenen i timevis for at nyde panoramaudsigten og se på skibe, der kom sejlende fra Storbritannien.

Australien har mere end 10.000 strande, og en af de mest berømte af dem er Sydneys Bondi Beach, som vi også ser på dagens byrundtur. Her flokkes Sydney-beboerne for at svømme, surfe, solbade og – ikke mindst – kigge på mennesker.

Herefter kører vi direkte til lufthavnen i Sydney for hjemrejse.

Obs. Der bliver tid til at købe frokost (for egen regning) undervejs, og lidt afhængig af den endelige flytid planlægges resten af dagen ud fra mulighederne.

Dag 21
Ankomst til Danmark

Udflugtspakke

Kun for Albatros Travels gæster har vi udarbejdet en udflugtspakke ledet af vores danske rejseleder. Pakken skal købes hjemmefra senest 45 dage inden afrejse.

Inkluderet i udflugtspakken:

• Heldagsudflugt til Great Barrier Reef (inkl. frokost).
• Regnskovsudflugt til Kuranda fra Cairns (ekskl. frokost).

Pris: kr. 2.798,- pr. person

Prisinformation

Tillæg for enkeltværelse/kahyt

Tillæg for indvendig enkeltkahyt kat. 10: kr. 16.998,-

Tillæg for opgradering af kahyt

Dobbeltkahyt
Tillæg for udvendig kahyt m. balkon kat 2A: kr. 6.498,-
Tillæg for udvendig kahyt m. balkon kat 2C: kr. 5.498,-
Enkeltkahyt
Tillæg for udvendig enkeltkahyt m. balkon kat. 2A: kr. 29.998,-
Tillæg for udvendig enkeltkahyt m. balkon kat. 2C: kr. 26.998,-

Prisen inkluderer
  • Dansk rejseleder
  • Fly København – Perth og Sydney – København med mellemlandinger
  • 3x Indenrigs fly på strækningerne Perth – Adelaide, Adelaide – Alice Springs og Ayers Rock - Sydney
  • Turistvisum til Australien
  • Transport og udflugter jf. program
  • 7 nætters ophold på gode hoteller i delt dobbeltværelse under rundrejsen Perth-Sydney (med morgenmad)
  • Byrundtur i Perth med det historiske centrum og omkringliggende område
  • Halvdagsudflugt i Adelaide med vinsmagning
  • Solnedgang med snacks ved Ayers Rock
  • Byrundtur i Sydney med The Rocks og havnekrydstogt ved (inkl. frokost)
  • Byrundtur i Sydney med Operahuset og Bondi Beach
  • 11 nætters krydstogt med Celebrity Solstice i delt indvendig dobbeltkahyt
  • Helpension på krydstogtskibet
  • Isvand, te og kaffe på krydstogtskibet
  • Forplejning på den oversøiske flyrejse
  • Drikkepenge på krydstogtskibet (kr. 1097,- pr. person)
  • Havneskatter (kr. 1417,- pr. person)
Prisen inkluderer ikke
  • Sygdomsafbestillingsforsikring 6 % af rejsens pris
  • Gouda Årsrejseforsikring eller Seniorrejseforsikring
  • Evt. måltider på land
  • Tillæg for enkeltkahyt eller opgradering af kahyt
  • Udflugtspakke (kr. 2.798,-)
  • Eventuelle ekstra udflugter
  • Drikkevarer
  • Drikkepenge til lokalguider og chauffører (beregn ca. AUD 40,- pr. person).
  • Personlige fornødenheder
  • Ekspeditionsgebyr kr. 130,- per faktura (bortfalder ved onlinebestilling)
  • Alt ikke nævnt under "Prisen inkluderer"

Praktiske oplysninger

Rejsen er underlagt Albatros Travels almindelige bestemmelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med.

Oplysninger om rejsen

Hvordan er kahytterne?

Indvendig kahyt ”Inside Stateroom”
Kahytskategori 10, dæk 7. Kahytterne har to enkeltsenge eller en dobbeltseng. Der findes hårtørrer, minibar (mod betaling), aircondition og naturligvis bad og toilet.

Udvendig kahyt med balkon  ”Deluxe Ocean View with Balcony”
Kahytskategori 2A, dæk 7 med egen balkon. Kahytterne har stort gulv-til-loft-vindue og to enkeltsenge eller en dobbeltseng. Der findes hårtørrer, minibar (mod betaling), aircondition og naturligvis bad og toilet.

Udvendig kahyt med balkon ”Deluxe Ocean View with Balcony, with partially obstructed view”
Kahytskategori 2C, dæk 6 med egen balkon. Kahytterne har stort gulv-til-loft-vindue og to enkeltsenge eller en dobbeltseng. Der findes hårtørrer, minibar (mod betaling), aircondition og naturligvis bad og toilet.

Udsigten på kahytter med ”partially obstructed view”, er altså ikke 100% fri, men der er en synsforstyrrelse. Det kan f.eks være at der på etagen under dig er redningsbåde, så det giver en mindre synsforstyrrelse.

Drikkevarepakke på krydstogtet

Hvis du opgraderer til en udvendig kahyt eller højere kahytskategori, får du en Classic drikkevarepakke under hele krydstogtet. Pakken har en værdi af ca. kr. 365,- pr. person pr. døgn og inkluderer udvalgte ikke-alkoholiske drikke, øl, vine (pr. glas), cocktails og husets spiritus – alt ad libitum. Se detaljeret liste over drikkevarer her: https://www.celebritycruises.com/int/things-to-do-onboard/onboard-packages/beverage-packages
Drikkevarepakken gælder kun for 1. og 2. person i kahytten og kun for gæster over 21 år.
 

Hvad skal du pakke?

De fleste aftener om bord er pæn og uformel påklædning. For herrernes vedkommende kunne det være lange bukser og skjorte/polo T-shirt med krave. For damernes vedkommende for eksempel sommerkjole, nederdel, bukser og skjorte/bluse.
”Festtøj” kan medbringes for dem, der gerne vil deltage i skibenes formelle, såkaldte gallaaftener. For herrerne i form af jakkesæt og slips eller smoking og for damerne “smart/elegant” tøj eller lange kjoler. På en uges krydstogt vil der normalt være 1-2 aftener, hvor gæsterne tager festtøjet på. Dette gælder for alle rederier, som Albatros samarbejder med. ”Dagens påklædning” kan ses i skibsavisen. For de, der ikke ønsker at hoppe i festtøjet, er buffeten åben for uformel påklædning.
Jeans, shorts og T-shirt accepteres ikke i restauranterne efter kl. 17.30 og det er ikke tilladt at benytte restauranterne i badetøj.
Rejser du under varmere himmelstrøg, er let bomuldstøj uundværligt, men en trøje eller tynd jakke kan alligevel være god at have med, ikke mindst da det ofte er køligt indendørs på grund af aircondition. Ved rejser til køligere egne af verden skal du huske også at medbringe varmt tøj. Komfortable sko anbefales til turene på land, og glem ikke at tage løbesko og træningstøj med, hvis du planlægger at benytte dig af sportsfaciliteterne om bord. Vaskeriet om bord ordner mod betaling vask og rens fra dag til dag. Husk badetøj, da der er swimmingpool om bord.

Pakkeliste (forslag)

  • Mindre rygsæk eller taske til udflugter
  • Sommertøj
  • Trøje/let vindjakke
  • Regnjakke
  • Gode vandresko og sportssandaler
  • Badetøj (håndklæde ikke nødvendigt)
  • Lommelygte
  • Myggespray
  • Solcreme med høj faktor, solhat og solbriller

Bagage

Hvis du vil låse din kuffert, bør du bruge en såkaldt TSA-lås. Myndighederne har en ”hovednøgle”, som kan åbne TSA-låse. Har du låst din kuffert med en anden lås, forbeholder de sig ret til at bryde låsen op – det gælder også indbyggede låse i kufferten. TSA-låse kan købes i de fleste kuffertbutikker o.l. og fås både som hængelåse og kuffertremme.
 

Strenge toldregler

Bemærk, at Australien har meget strenge regler for indførsel af frugt og andre madvarer. Udeklarerede fødevarer medfører en kontant bøde på 500 australske dollars ved indrejse. Dette gælder også madvarer fra flyet eller afrejselufthavnen.
 

Tidsforskel

Perth er 6 timer foran dansk tid
Alice Springs/Adelaide er 7,5 timer foran dansk tid
Sydney er 8 timer foran dansk tid

Jetlag

Ved flyrejse gennem mange tidszoner har kroppen ofte svært ved at omstille sig til den nye døgnrytme. Det kaldes jetlag. Du kan minimere jetlag ved at tvinge kroppen til at tilpasse sig den nye tid hurtigst muligt.
Start evt. i flyet med at stille uret til tidszonen på ankomststedet. Så kan kroppen bedre omstille sig undervejs.
 

Deltagerantal

Denne rejse kræver et deltagerantal på minimum 15 personer. Hvis dette antal ikke nås, forbeholder vi os retten til at annullere rejsen – dette vil typisk ske senest 4-6 uger før planlagt afrejsedato. I henhold til Lov om Pakkerejser § 20 stk. 1 og stk. 3 er vi som rejsearrangør ikke erstatningsansvarlige for eventuelle tab, man som kunde måtte blive påført som følge af annulleringen. Vi er alene forpligtede til at refundere rejsens pris.

Tilslutning med indenrigsfly

Det er desværre ikke muligt at bestille tilslutning med indenrigsfly på denne rejse.
 

Udflugter – Halvdag og heldag

Det er normal praksis at sondre mellem halv- og heldagsudflugter. Dette betyder ikke nødvendigvis, at udflugterne varer hhv. en halv eller en hel dag. En halvdagsudflugt foregår vanligvis enten om formiddagen eller om eftermiddagen og vil ikke strække sig over et måltid. Således vil man oftest være hjemme så det passer med frokost eller middag. Udflugterne varer typisk 2-4 timer. En heldagsudflugt må man forvente varer ca. 5-9 timer, og strækker sig typisk ind over et hovedmåltid, som dog ikke altid behøver at være inkluderet. Dette vil dog være angivet i udflugtsbeskrivelsen.

Tidsangivelser i krydstogters dagsprogrammer

Tidsangivelserne i rejsens program og de havneanløb, der er nævnt, er med forbehold for ændringer fra rederiernes side. Vi oplever generelt meget få ændringer i havneanløb, men enkelte små tidsændringer forekommer på næsten alle rejser, hvor man er i vinden og vejrets magt. Vi vælger dog alligevel at inkludere tiderne i programmet, da det giver et ret godt billede af, hvor meget tid man skal regne med i havn/land på rejsens stop. Det er givetvis en del af oplevelsen ved at sejle på et krydstogt!
 

Mere om Australien

Her kan du få mere at vide om Australien: www.albatros-travel.dk/destinationer/australien-og-stillehavet/australien Læs blandt andet om klima og vejr, tidsforskel, drikkepenge og se om du skal vaccineres.

Læs også vores artikel om de mærkeligste dyr i Australien: Australiens dyr

Hånden på hjertet

Flytider

Vi kan af gode grunde ikke give de endelige flytider på denne rejse, før flyselskaberne bekræfter de bestilte tider (det gør de typisk ca. 10 måneder før afrejse). Det betyder at vi har holdt rejseprogrammet lidt mere åbent på nogle af de dage hvor der indgår indenrigsstrækninger. Vi syntes ikke det gør noget med lidt luft i programmet på en lang rejse og vi lover at rejselederen nok skal finde på noget til dem af jer der har ”for meget” spræl i benene.
 

Før afrejsen

Pas

Dit pas skal være gyldigt mindst 6 måneder fra hjemrejsedato. Børn – uanset alder – skal have eget pas, det er ikke nok, at de står i forældrenes pas. Send en kopi af dit pas til Albatros Travel senest 14 dage efter reservation. Bemærk i øvrigt, at navnet på flybilletten skal stemme 100 % overens med det navn, der står i passet. Konsekvensen ved det modsatte kan i værste fald være, at du bliver nægtet indrejse og må flyve hjem for egen regning.
 

Generelle forhold

Rejsens krav til fysisk formåen

Som hovedregel gælder det, at alle rejsedeltagere skal være selvhjulpne. Samtidig skal vi understrege, at vores rejser generelt ikke er egnede for gangbesværede. Selv på bus- og togrejser samt krydstogter vil der ofte være behov for at gå til og fra seværdigheder. På mange af vores kulturrejser vil blot en dags samlede besøg ved seværdigheder osv. nemt overstige 5 kilometers gang.

Rejseforsikring

Alle deltagere i Albatros Travels rejser skal tegne en rejseforsikring, der som minimum dækker udgifter til sygdomsbehandling og hjemtransport.  Da den offentlige sygesikring ikke længere kan bruges som rejseforsikring, er det en forudsætning for deltagelse i vores rejser, at du har tegnet en rejseforsikring. Vi anbefaler, at forsikringen også indeholder en bagagedækning i tilfælde af beskadigelse eller bortkomst af bagage.

Gouda Rejseforsikring

Albatros Travel kan hjælpe dig med at tegne en forsikring gennem Gouda Rejseforsikring, som kan tilbyde en forsikring, der passer lige til din rejse.

Er du forsikret hos et andet selskab, kan der gælde andre regler – se din police eller spørg dit forsikringsselskab. Det er den rejsendes eget ansvar, at den tegnede forsikring indeholder den fornødne dækning.

Albatros Travels rejseledere og guider

På Albatros Travels grupperejser vil turen være ledet af en dansk rejseleder, der enten møder gruppen i lufthavnen inden afrejse eller ved ankomst til destinationen. På busrejser møder I rejselederen senest ved det sidste opsamlingssted. Chaufføren hjælper til med bagage, informerer om sædeplacering i bussen og sørger for, at I kommer sikkert frem.

På Albatros Travels individuelle rejser vil I blive mødt af en engelsktalende lokal guide på destinationen, ligesom det vil være engelsktalende lokale guider, der leder de udflugter, der indgår i rejsen.

På ekspeditionsrejser med Albatros Expeditions vil I blive mødt af en engelsktalende ekspeditionsguide på destinationen, ligesom det vil være det engelsktalende ekspeditionsteam, der leder de udflugter og afholder de informationsmøder, der indgår i rejsen. Vi gør opmærksom på at der ikke kan forventes en dansk rejseleder ombord.

Enkelte af vores rejser er uden lokal guide, dette vil i så fald tydeligt fremgå af programmet. Alle vores guider og rejseledere er erfarne, veluddannede og nøje udvalgt af Albatros Travel.

Drikkepenge

På vores rejser kommer du i kontakt med hverdagslivet og dets skikke. Der kan være forhold, du ikke synes om eller ikke er vant til, som for eksempel skikken med drikkepenge. I mange lande er drikkepengesystemet mere organiseret, end vi som danskere er vant til, og der er en forventning om, at lokalguider og chauffører i løbet af rejsen modtager en vis sum drikkepenge, da lønnen i servicebranchen ofte er afstemt derefter. Vi angiver et beløb i vores rejseprogram, således at du hjemmefra kan tage højde for dette. Rejsens pris inkluderer ikke drikkepenge, da det er et individuelt anliggende, og drikkepengesystemet er en del af den kultur, man vælger at besøge, og som man derfor bør respektere. For en god ordens skyld må vi understrege, at drikkepenge naturligvis er frivillige.

Tillæg for enkeltværelse og -kahyt

De oplyste priser på vores rejser er baseret på 2 personer, der rejser sammen og bor i delt dobbeltværelse eller dobbeltkahyt. For vores gæster, som rejser alene, vil der være et tillæg for enkeltværelse og/eller -kahyt. Tillægget er en afspejling af det prisniveau, vi som rejsearrangør bliver mødt med, når vi opkøber værelser og kahytter hos vores underleverandører. Et enkeltværelse vil altid være forholdsvis dyrere pr. person end et dobbeltværelse. Dette er et vilkår, der har været gældende inden for rejsebranchen i mange år og er således at betragte som kutyme.
Tillægget vil altid fremgå af vores materiale.

Pas

Vær opmærksom på, at dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemkomst fra destinationen. Dette krav gælder for alle vores rejser, uanset at enkelte lande måtte kræve kortere gyldighed. At vi som rejsearrangør stiller dette 6-måneders gyldighedskrav, er for at undgå situationer, hvor et lands gyldighedskrav måtte blive ændret fra bestilling af rejsen og frem til afrejse.

Rejser med mindreårige

Hvis du skal rejse sammen med børn, som ikke er dine egne (fx børnebørn), eller hvis du og dine børn ikke har samme efternavn, kan nogle lande nægte jer indrejse. Det kan derfor være nødvendigt at medbringe en fødsels- og navneattest eller en fødsels- og dåbsattest på engelsk og en underskrevet erklæring, der tillader den mindreårige at rejse i selskab med en navngivet voksen. Husk også at tjekke reglerne for dokumenternes gyldighed – dvs. hvornår de skal være udstedt ift. afrejsedato, hvordan de skal være stemplet osv.

USA er et af de lande, som har ovenstående krav, men der findes ikke nogen endegyldig liste over, hvilke andre lande det gælder. Derfor anbefaler vi dig at kontakte den nærmeste ambassade eller konsulat for det land, du skal rejse til, for at få oplyst reglerne.

Placering i flyet

Vi skal gøre opmærksom på, at det er luftfartsselskabet, som suverænt står for fordelingen af sæder i flyet.

Placering i bussen

På rejser med fly foregår transporten på destinationen oftest med bus. Her kan man ikke reservere en fast plads i bussen, og det er heller ikke muligt at købe en bestemt plads inden rejsens start. Det er selvfølgelig muligt at aftale rokeringer undervejs på rejsen, så alle på skift kommer til at sidde foran såvel som bag i bussen.

På rejser, der foregår med bus fra Danmark, kan du reservere en bestemt siddeplads i bussen, hvoraf nogle kræver en merbetaling. De pladser, der ikke er reserveret, fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Busrejserne er markeret med ”BUSREJSE” på hjemmesiden.

Forplejning om bord på flyet

På de fleste af vores rejser benytter vi rutefly. På de europæiske ruter har du som regel mulighed for at købe forskellige drikkevarer og for eksempel en sandwich. Nogle få selskaber serverer vand, juice, kaffe eller te gratis. På de lange oversøiske ruter er maden inkluderet, hos nogle få selskaber også drikkevarer.

Ønsker du vin, øl og spiritus, skal du som regel selv betale for det. Servicen om bord varierer meget fra selskab til selskab og ændres jævnligt, så vi kan desværre ikke give mere præcise oplysninger inden rejsen.

Specialkost

På flyrejser skal specialkost som eksempelvis diabetes- eller vegetarmad bestilles senest 45 dage inden afrejse. Bemærk, at nogle luftfartsselskaber kræver betaling for specialkost. Vi viderebringer altid ønsker om specialkost på flyrejsen til flyselskabet, men kan ikke garantere den. På busrejser kan vi desværre ikke tilbyde specialkost.

Som udgangspunkt har vi på vores rejser ikke mulighed for at tilbyde specialkost, da der på mange af vores rejser er inkluderet fælles måltider, hvor menuen er bestemt og bestilt på forhånd. Man må derfor forvente at skulle spise samme mad som de øvrige deltagere på rejsen. Vi noterer og viderebringer gerne ønsker om specialkost eller information om allergier, men vi har desværre ikke mulighed for at garantere, at man kan få serveret særlige måltider, eller at der kan tages særlige hensyn ved allergi.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Albatros Travel og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen nøje i henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre ruten i en anden rækkefølge end anført. Derudover kan programpunkter risikere at udgå på grund af force majeure-situationer som vejrforhold, vejforhold eller forsinkede flyafgange.

Endelig skal vi gøre opmærksom på, at alle rejser løbende revideres og søges forbedret på baggrund af de tilbagemeldinger, vi modtager efter hver rejse. Revidering af rejsen vil derfor medføre, at der kan være opstået ændringer i programmet, fra den blev købt, til afrejsen finder sted. Inden afrejse vil alle deltagere modtage det senest opdaterede program, der har til hensigt at tjene kundernes bedste og sikre den mest smidige afvikling af rejsen.

Rejsen sælges som en hel "pakke", og det vil ikke være muligt at refundere de dele af pakken, der evt. ikke benyttes.

Vi skal gøre opmærksom på, at tilkøbte udflugter kun gennemføres ved et tilstrækkeligt antal tilmeldte deltagere. Afhængig af aflysningstidspunktet tilbagebetales prisen for den aflyste udflugt til de tilmeldte deltagere enten før eller efter hjemkomst fra rejsen.

Lignende rejser