Den store Grønlandsekspedition

Vi flyver med Air Greenland og lander efter knap 5 timers flyvning i Kangerlussuaq. Kangerlussuaq er den største af Grønlands internationale lufthavne for civil trafik. Herfra fordeles trafikken til resten af Vest- og Nordgrønland. Her bor permanent ca. 4-500 mennesker, og her ligger Albatros Arctic Circle’s hovedkontor, hotel og souvenirbutik, blot 100 meter fra lufthavnsbygningen.

Det var amerikanerne, der under Anden Verdenskrig anlagde lufthavnen. Under navnet Bluie West Eight etableredes i 1942 en stor flybase for enden af den over 160 km lange Søndre Strømfjord. Flybasen var strategisk vigtig, men med den øgede teknologiske udvikling mistede basen efterhånden sin betydning, og i 1992 forlod amerikanerne stedet og overlod faciliteter og bygninger til Grønlands Hjemmestyre.

Efter ankomst tager vi på udflugt til det sted, vi kalder Rensdyrgletsjeren, der står som en lodret isvæg – visse steder op til 60 meter høj – og danner en tydelig kontrast mellem land og is. Navnet skyldes, at der jævnligt ses omstrejfende rensdyr her. Selv uden dyrenes tilstedeværelse er stedet ren verdensklasse, hvad angår motiver til kameraet og ro til sindet over naturens uberørte skønhed.

Turen til en af områdets mest seværdige gletsjere foregår i en tundrabus med firehjulstræk, som er som skabt til terrænet og grusvejen. Undervejs holder vi udkig efter områdets dyreliv, navnlig rensdyr og moskusokser, mens guiden fortæller om stedet og dets historie.

Vi slutter udflugten af med en sen frokost og kører herefter til havnen, hvor vores skib M/S Ocean Atlantic ligger og venter. I Zodiac-flåder sejler vi i mindre hold de få hundrede meter ud i fjorden, hvor skibet er ankret op.

Efter vi har fået kahytterne anvist, og gennemgået sikkerhedsprocedurerne, kan vi nyde middagen i restauranten til synet af sejladsen ud gennem den cirka 160 kilometer lange fjord. Kangerlussuaq ligger tæt på Polarcirklen, som vi krydser på vores vej gennem fjorden.

Skibet er skudt sydover i løbet af natten. Vi har nu en dag ombord til at beundre den fantastiske udsigt til Grønlands vestkyst. Måske møder vi hvaler eller andre havpattedyr på vores vej mod Nuuk. Denne første hele dag ombord benyttes af de fleste også til at lære skibet bedre at kende. Vores ekspeditionsteam sørger desuden for relevante aktiviteter og foredrag, så vi er godt klædt på til vores kommende ekspedition.

Vi passerer på vores vej byen Maniitsoq/Sukkertoppen. Meget passende betyder ”maniitsoq” slet og ret ”det ujævne”, og området hører da også til blandt de mest uvejsomme og kuperede i Vestgrønland.

En af verdens mindste hovedstæder er i grønlandsk sammenhæng en mægtig storby – hele 18.000 mennesker bor i Nuuk, hvilket er næsten en tredjedel af landets befolkning. Området omkring Nuuk var beboet af forskellige inuit-kulturer tilbage fra 2500 f.Kr. Fra cirka år 1000 til 1400 fulgte nordboerne, der med Erik den Røde som fortrop bosatte sig i Sydgrønland og i Nuuk-området. I samme periode ankom medlemmer af den såkaldte Thule-kultur, inuit-forfædrene til grønlænderne i dag. Disse ”neo-eskimoer” var langt bedre rustede til at overleve i den barske arktiske natur end nordboerne, der forsvandt helt fra Grønland i 1400-tallet. Ikke længe efter begyndte europæerne igen at vise sig langs den grønlandske kyst. Hollandske, baskiske og skotske hvalfangere kom til landet allerede fra det 16. århundrede.

Grønlands nyere historie indledtes i 1721, da den norske missionær Hans Egede grundlagde den første helårsbemandede koloni og handelsstation nær Nuuk. Faktisk kom Egede til Grønland for at omvende de katolske nordboere til lutheranere, men han fandt snart ud af, at nordboerne var forsvundet, et mysterium, der endnu ikke er endegyldigt løst.

Nuuk blev centrum for Grønlands uddannelse i 1847, da lærerseminariet blev placeret her. I 1908, hvor handel og administration officielt adskiltes, blev Nuuk vært for det sydgrønlandske landsråd, en styreform og et råd, der fortsatte sit virke til efter Anden Verdenskrig, hvor byen bliver administrativt, handelsmæssigt og politisk centrum for hele landet. I 1979 blev Landstinget helt naturligt placeret her, hvor byen endegyldigt fik status som hele landets hovedstad. Grønlands smukke Nationalmuseum er beliggende i den gamle kolonihavn. Ud over en generel samling af inuit-etnografica er det her, man kan se de berømte kvinde- og børnemumier fra Qilaqitsoq ved Uummannaq.

Først på formiddagen ankommer vi til Arsuk Fjord, hvis indsejling er præget af det markante 1.418 meter høje fjeld Kuunnaat. Arsuk var indtil for få år siden en af Grønlands rigeste bygder. Her boede talrige fiskeskippere og matroser, der hentede solide dagshyrer på torskeeventyret. Men temperaturen i Davisstrædet faldt én grad, og fisken søgte sydover.

Lidt længere inde i fjorden ligger Ivittuut, kryolittens hovedstad. Lokale inuitter havde observeret og udnyttet en speciel klippe, som, hvis stykker af den blev smidt i vandet, ikke kunne ses. Derfor var den velegnet som agn på fiskegarn, og den fik af den første geolog i området navnet »issten« eller kryolit. Men forekomsten skulle få større betydning, da det viste sig, at kryolit var uundværlig i aluminiumsproduktionen i Amerika og Europa, og brydningen tog for alvor fat sidst i 1800-tallet. Malmen blev skibet til Østerbro i København, hvor Kryolitselskabet Øresund havde deres oparbejdningsanlæg. Da kryolit ganske enkelt ikke fandtes i brydeværdige forekomster andre steder i verden, fik Ivittuut en enorm strategisk og indtjeningsmæssig betydning. Under Anden Verdenskrig, hvor Danmark ikke længere kunne fastholde kontakten til Grønland, brugtes kryolitten som handelsvare med Amerika, hvilket fik stor betydning for landets fremtidige udvikling mod selvstyre og uafhængighed fra Danmark – og en af grundene til, at amerikanerne oprettede baser i Sydgrønland.

Vi planlægger at gå i land ved den nu nedlagte flådestation i Grønnedal, anlagt af amerikanerne under Anden Verdenskrig under navnet Bluie West Seven.

Vi har bevidst fravalgt Kap Farvel, Grønlands sydligste punkt, i vores ruteplan. Der er ingen tvivl om, at de nøgne klippeskær på 59° 47’ nord har et legendarisk ry, men den alternative indenskærsrute er langt mere spektakulær og selvfølgelig mindre plaget af det åbne havs høje sø og kraftige vind. Vi går derfor ind gennem Prins Christians Sund, den 60 km lange fjord, der fra Davisstrædet og det grønne Vestgrønland skærer sig gennem landet til Østgrønlands gletsjerfyldte fjorde.

Sundet har stejle fjeldsider, og mangen en eventyrlysten kajakroer er kommet i knibe på grund af det meget begrænsede antal landingssteder. Den gamle vejrstation Prins Christians Sund, der indtil for et par år siden var bemandet af hårdføre meteorologer, er et interessant punkt i rutens østlige ende. Vi passerer sundet tidligt om morgenen. Hvis du er tidligt oppe, så kig ud ad vinduet under passagen. Selv under de bedste forhold kan 2-3 store isbjerge forhindre gennemsejling. Broen henter dagligt iskort og satellitbilleder, som sammen med officererne vil være vores trofaste “udkigsfolk”. 

Først på formiddagen er vi kommet “igennem” Grønland og søger i løbet af dagen mod nord op langs Østgrønland. 

Skjoldungen bliver med rette hyldet som et af de smukkeste områder i hele Østgrønland. Beliggende på 63° nord er øen klemt inde mellem smalle, stejle fjorde, og inderst i disse finder man et frodigt og mildt klima. Fridtjof Nansen kom her forbi i sensommeren 1888 i sin søgning efter et opstigningssted for den første indlandsiskrydsning, og han skrev: “Skjoldungen er et land, som i vild skjønhed ikke stod tilbage for noget af, hvad vi tidligere havde set. På alle kanter styrtede bræer sig ned i søen”.

Skjoldungen er desuden navnet på et nu nedlagt udsted, beliggende på øens sydvestlige side. Op til 100 mennesker har boet her indtil 1965, og enkelte huse står tilbage. Vi fortsætter til Dronning Marie Dal i områdets nordvestlige hjørne for at se nærmere på den interessante flora.

Efter Skjoldungen og Ilertakajik-fjorden ophører det alpine landskab, og vi vil herefter flere gange opleve, at Indlandsisen over store strækninger når helt ud til kysten og danner sammenhængende hylder, som man kender det fra Antarktis. 

Under aften- og nattesejladsen passerer vi:
Bernstorff Isfjord: den mest produktive gletsjer på sydøstkysten, og vi holder god afstand i det isfyldte farvand.
Køge Bugt: Fantastiske isbjerge og enestående naturscenarier, der igen minder om Antarktis. Nord for Køge Bugt ligger Ole Rømers Ø og Dannebrog Ø, hvor Nansen i 1888 påbegyndte sin krydsning af Indlandsisen. Men inden da var der gået en måned, hvor Nansen og hans mænd var drevet med isen 475 km mod syd og med besvær havde kæmpet sig tilbage nordpå langs kysten.

Efter Køge Bugt når vi frem mod dels mere kuperet område og dels beboede egne. Bygden Isortoq er den sydligste i Ammassalik Kommune, og med sin beliggenhed syd for den isfyldte Sermilik Fjord er de ca. 100 indbyggere temmelig isolerede.

Tidligt om morgenen sejler vi fortsat langs den smukke kyststrækning med høje fjelde og fascinerende gletsjerlandskaber, hvor store isbjerge kælves. Her runder vi Ammassalik Ø og sejler ind i Kong Oskars Havn med Polhemfjeldet i baggrunden. Foran os breder sig Østgrønlands største by, Tasiilaq. Med 1.800 indbyggere er den det naturlige centrum for området, der inklusive bygder udgør cirka 3.000 personer. Selvom byen er isoleret for skibstrafik det meste af året, nyder den en høj grad af fokus med gode uddannelsesinstitutioner og sundhedsvæsen. 

Vi bruger formiddagen i byen, som giver et godt indtryk af en moderne, mindre by i Grønland. 

Der bliver også mulighed for at købe en helikoptertur over gletsjeren i Johan Petersen Fjord. Her flyves du forbi de majestætiske østgrønlandske bjerge og ind i den enorme fjord med isbjerge og pakis. Helikopteren lander nær den smukke gletsjer, inden turen går tilbage igen.

Bygden Kulusuk ligger på Kulusuk-øens sydspids. Med sin nærhed til lufthavnen og næsten daglige afgange til Island er det en af de mest besøgte bygder i Grønland. Men det er ikke noget, beboerne lader sig mærke synderligt af. Her går livet sin vante gang, hvor fangst efter sæl, isbjørn og fugle stadig er en væsentlig del af økonomien sammen med produktion af ben-tupilakker og kunsthåndværk. Kulusuk Lufthavn, der ligger 40 minutters vandring fra bygden, blev anlagt af amerikanerne i 1958 som endnu en i rækken af ”Bluie West”-landingsbaner. Lufthavnen og den daværende base skulle blandt andet varetage den store DYE-radarstation (en del af DEW-linjen - Distant Early Warning) på øens østkyst. 

I løbet af natten krydser vi igen Polarcirklen, denne gang fra syd mod nord.

Kystlinjen fra Ammassalik-området til Scoresby Sund giver os en forsmag på nogle af de imponerende syn, som vi kan forvente over de næste par dage. De 2-3.000 meter høje bjerge tårner over havoverfladen, som ofte fyldes af drivis fra Det Nordlige Ishav. Kysten har været utilgængelig for både inuitter og de europæiske hvalfangere, som gennem tiden har forsøgt at bosætte sig her. Ikke før 1899 lykkedes det en lille gruppe barske danskere (herunder en ung Ejnar Mikkelsen) ledt af kaptajn Amdrupat at kortlægge den uudforskede godt 900 kilometers farlige strækning fra Tasiilaq til Ittoqqortoormiit, i intet mindre end en robåd.

Vi håber at kunne arrangere en landgang ved Kangerlussuaq (den østgrønlandske af slagsen), hvor der findes en forladt bosættelse, eller et andet passende sted i området.

Sejlruten langs Østgrønland bliver i stor udstrækning bestemt af vejr, vind, is og strømforhold. I de senere år har der generelt været langt mindre is omkring Grønland end tidligere, og Nordøstgrønland har ligget frit det meste af september helt op til Danmarkshavn. Disse forhold har muliggjort nogle helt enestående ekspeditioner, men vi har også oplevet, hvordan en storm eller blot vedvarende blæst på ganske kort tid har presset isen sammen til en uigennemtrængelig barriere langs kysten. Det er vilkårene – men også en del af charmen – som vi må leve med på ekspeditioner, og det gælder også denne rejse.

På denne dag med sejlads langs Grønlands østkyst vil du blive tilbudt inspirerende og lærerige foredrag af vores erfarne ekspeditionsguides om arktisk dyreliv og klima, opdagelsesrejser, geologi og ikke mindst om nordlyset og de mange lokale myter, som knytter sig til det gådefulde grønne lys. Du kan også gå ud på dækket for at spejde efter dyrelivet, såsom hvaler, moskusokser og harer. Det er heller ikke utænkeligt, at der kan være isbjørne i fjordene.

Om natten er der chance for at se fænomenet nordlys. Denne periode byder på verdens største biograf: den nordlige halvkugles stjernevrimmel, hvor det dansende nordlys kan være hovedrolleindehaveren. Da det kan være køligt, kan det efter mørkets frembrud betale sig at iklæde sig varmt tøj, og ellers bare kaste blikket opefter. 

Vi regner med at være fremme ved inuitsamfundet Ittoqqortoormiit, som på dansk kaldes Scoresbysund, om morgenen. Ittoqqortoormiit ligger på nordsiden af mundingen til fjordsystemet Scoresby Sund, og grundstenen til kolonien blev lagt i 1924. Ittoqqortoormiit er den eneste egentlige by i Nordøstgrønland og udgangspunktet for mange ekspeditioner til nationalparken i Nord- og Østgrønland. I dag bor der omkring 400 mennesker i byen, som alle er efterkommere af de oprindelige kolonister. Uden for mange af husene hænger der sæl-, moskus- og isbjørneskind til tørre, og overalt står slædehundene og venter på, at isen bliver sikker nok til efterårets første slædejagter. Salg af skind og bytte af kød til videresalg på Grønlands vestkyst spiller også en vigtig rolle i den lokale økonomi. Ittoqqortoormiit er en af Grønlands mest isolerede byer, og der er ingen garanti for, at der kommer skibsforsyninger hvert år. Dette sætter naturligvis sit præg på samfundet. Albatros har etableret en god kontakt til de lokale, som derfor viser en del af byen frem, men alle Albatrosgæster bedes respektere folks privatliv og ikke gå ind i beboelseshuse uden at være inviteret. Byen har et lille posthus, hvorfra du kan sende en hilsen hjem til Danmark. 

Efter besøget i Ittoqqortoormiit begiver vi os ind i selve fjorden, hvor vi håber på at gøre landgang i løbet af aftenen eller morgendagen. Ekspeditionsteamet fortæller mere om sejlplanen og mulighederne ombord.

Afhængigt af vind-, is- og vejrforhold arrangerer vi en landgang og oplever noget af dette utroligt flotte landskab på nært hold. Den lange fjord er hjemsted for noget af den smukkeste og mest dramatiske natur, Grønland kan fremvise. De safirblå isbjerge vugger i vandet foran de forrevne bjerge og klipper og danner et visuelt maleri, som er kun få forundt.

Scoresby Sund dækker i virkeligheden et kludetæppe af mindre fjorde og den store hovedfjord. Hovedfjorden løber godt 110 km, mens den længste forgrening af fjorden i forbindelse med hovedfjorden er oppe på ca. 348 km, hvilket gør den til verdens længste. Sognefjorden i Norge, som er kendt som den næstlængste fjord, er til sammenligning 205 km lang. Hele fjordsystemet Scoresby Sund dækker et areal på godt 38.000 km2.

Om eftermiddagen siger vi farvel til Grønland, når de 2-3.000 meter høje bjerge på Blossevillekysten forsvinder i horisonten. Vi tilbringer hele dagen med at krydse Danmarksstrædet, hvor der på denne tid er gode muligheder for at se migrerende hvalflokke og havfugle, særligt ved de store fiskerbanker på Islands nordvestrunding. De første mange sømil er præget af store isbjerge, som af polarstrømmen føres sydpå fra de produktive gletsjere i nord. Her er der blevet observeret blåhval, finhval og ikke mindst den meget karakteristiske pukkelhval, som er nem at kende på de hvide vækster på hale og luffer. Der er efterhånden så meget mørke midt på natten, at vi kan nyde nordlyset, hvis himlen er nogenlunde skyfri.

Ellers bruger vi døgnets stille timer på at fordøje dels de mange indtryk og dels den gode mad fra skibets restaurant.

På vores sidste dag vil du igen kunne deltage i aktiviteter planlagt af vores ekspeditionsteam. Foredrag, film eller måske et spil er nogle af de typiske muligheder på havdage som denne.

Vi navigerer over Danmarksstrædet med kursen sat mod Island og Reykjavik.

I løbet af natten har kaptajnen bragt skibet mod Reykjavik, som vi når frem til om morgenen. Efter morgenmaden ombord er det tid til at tage afsked med Ocean Atlantic og dets besætning, inden turen går til lufthavnen for flyrejse til København.